Færre penge end andre børn - Red Barnet Ungdom

Færre penge end andre børn
Interviewundersøgelse med børn fra familier med lav indkomst
Dorthe Agerlund Sloth
Socialforskningsinstituttet

Forord
Økonomisk fattigdom kan defineres og opgøres på forskellige måder. Samtidig er det forskelligt, hvordan
mennesker, der er berørt af fattigdom, selv opfatter deres situation. Dette er den første danske
undersøgelse af, hvordan børn oplever at leve i familier med lav indkomst.
Grundlaget for rapporten er en kvalitativ undersøgelse, der består af interview med 19 børn i alderen 9-16
år. Hensigten er at belyse, hvordan børn kan opleve at leve i økonomisk vanskeligt stillede familier. Her er
det således børnenes historie, der bliver fortalt.
Udkast til rapporten er blevet drøftet i en følgegruppe bestående af programkoordinator Dorrit Hermann,
Red Barnet, socialfaglig konsulent Mette Grostøl, Socialpædagogernes Landsforbund, lektor Carsten
Pedersen, Højvangseminariet, leder af Kristeligt Studenter-Settlements rådgivning Rikke Posborg og
stud.scient.soc. Anne Rovsing, Socialministeriet. Lektor Carsten Pedersen fra Højvangseminariet har
desuden været referee på rapporten. Alle takkes for en aktiv medvirken og gode, konstruktive
kommentarer undervejs. Socialforskningsinstituttet har det faglige ansvar for rapporten.
Endvidere skal der lyde en stor tak til de familier, som har været med i undersøgelsen, og til de kommuner,
foreninger mv., der har ydet en fornem indsats for at skabe kontakt til familierne.
Rapporten er blevet til på foranledning af Red Barnet, der også har finansieret den. Rapporten er
udarbejdet af Socialforskningsinstituttet ved forskningsassistent, cand.mag.pæd. Dorthe Agerlund Sloth med
programleder, mag.art. Else Christensen som projektansvarlig.
København, november 2004
Jørgen Søndergaard Mimi Jakobsen
Direktør Generalsekretær
Socialforskningsinstituttet Red Barnet

Indholdsfortegnelse
1. Sammenfatning .................................................................................................................................................................... 1
Undersøgelsens resultater omkring de fem hovedtemaer....................................................................................... 1
Perspektivering af undersøgelsens resultater.............................................................................................................. 3
2. Indledning............................................................................................................................................................................. 5
Formål .................................................................................................................................................................................. 5
Begrebsafklaring ................................................................................................................................................................. 5
Undersøgelsens afgrænsning af ’økonomisk fattigdom’........................................................................................ 6
Metode ................................................................................................................................................................................. 8
Udvælgelseskriterier .................................................................................................................................................... 8
Svært at finde informanter.......................................................................................................................................... 9
Dataindsamling og -bearbejdning .............................................................................................................................. 9
Familiebeskrivelser ..........................................................................................................................................................10
Familieforhold..............................................................................................................................................................10
Økonomiske forhold..................................................................................................................................................11
Forskelle i ressourceniveau og selvforståelse blandt familierne ......................................................................12
3. Fritid og venner ................................................................................................................................................................13
Fritidsaktiviteter...............................................................................................................................................................13
Organiserede fritidsaktiviteter.................................................................................................................................13
Uformaliserede fritidsaktiviteter .............................................................................................................................15
Fritidsaktiviteter set i forhold til hvad der er råd til ..........................................................................................16
Venner................................................................................................................................................................................18
Boligens betydning for samværet med venner.....................................................................................................19
Opsamling vedrørende fritid og venner .....................................................................................................................22
4. Materielt forbrugsmønster.............................................................................................................................................24
Betydningen af materielle ting og oplevelsen af materielle afsavn........................................................................24
Legetøj...........................................................................................................................................................................24
Mobiltelefoner .............................................................................................................................................................25
Tøj ..................................................................................................................................................................................27
Anskaffelse af de materielle ting, som er eftertragtede .....................................................................................30
Lommepenge og fritidsjob .............................................................................................................................................30
Lommepenge................................................................................................................................................................30
Fritidsjob.......................................................................................................................................................................32
Opsamling vedrørende materielt forbrugsmønster.................................................................................................33
5. Familiens levestandard ....................................................................................................................................................34
Levestandard i det daglige..............................................................................................................................................34
Børnenes oplevelse af egen økonomiske situation set i forhold til andres...................................................36
Opsamling vedrørende familiens levestandard .........................................................................................................39
6. Socialt forbrugsmønster .................................................................................................................................................40
Fødselsdag .........................................................................................................................................................................40
Oplevelser med familien.................................................................................................................................................41
Udflugter.......................................................................................................................................................................42
Ferie ...............................................................................................................................................................................44
Opsamling vedrørende socialt forbrugsmønster......................................................................................................46

7. Oplevelse, tackling og familiestrategi...........................................................................................................................47
Børnenes oplevelse af at leve i en økonomisk vanskelig situation .......................................................................47
Børnenes tacklingsmåder ...............................................................................................................................................48
Refleksioner omkring børnenes fremstillingsmåde ..................................................................................................53
Forskellige familiestrategier...........................................................................................................................................55
’Økonomisk fattigdom’ som tabuiseret emne...........................................................................................................58
Opsamling vedrørende oplevelse, tackling og familiestrategi................................................................................59
8. Litteraturliste.....................................................................................................................................................................61
9. Bilag 1..................................................................................................................................................................................63

1. Sammenfatning
Hensigten med denne rapport er at give et empirisk baseret billede af, hvordan børn oplever at leve i
familier, der har få penge. Til det formål er der udført kvalitative interview med 19 børn i alderen 9-16 år.
Undersøgelsens resultater repræsenterer således de interviewede børns oplevelser.
Rapporten tager udgangspunkt i et objektivt defineret mål for ’økonomisk fattigdom’. De interviewede børn
er udvalgt fra familier, som ifølge den anvendte definition befinder sig i de laveste indkomstgrupper i
Danmark. Forældrene modtager primært længerevarende kontanthjælp eller anden form for
overførselsindkomst (fx starthjælp og førtidspension). Undersøgelsen viser børnenes subjektive oplevelser
af at leve i familier, som formodes at være afskåret fra den levestandard, der er ’normen’ i Danmark i dag.
Rapporten sætter med andre ord disse børns forhold og oplevede konsekvenser i relation til andre børn og
børnefamilier her i landet, idet det er et spørgsmål om at have væsentligt færre økonomiske ressourcer til
rådighed end andre.
Undersøgelsens resultater omkring de fem hovedtemaer
De interviewede børns oplevelser af at leve i økonomisk vanskeligt stillede familier beskrives inden for fem
hovedtemaer.
Det første tema er ’fritid og venner’. Undersøgelsen viser, at der er forskelle på, hvilke muligheder og
begrænsninger de interviewede børn oplever i forbindelse med deres fritidsaktiviteter og samværet med
deres kammerater. Generelt deltager børnene i mindre omfang i organiserede fritidsaktiviteter end deres
jævnaldrende set på landsplan. I nogle familier er der ikke råd til at betale for børnenes ønskede
sportsaktiviteter eller for det udstyr, som hører til. Hvad venner angår, fortæller enkelte af børnene om
svære problemer med at få venner, mens langt de fleste oplyser, at de er sammen med kammerater i
fritiden. Dog adskiller hovedparten af børnene sig fra deres jævnaldrende ved mere eller mindre at være
afskåret fra at deltage i aktiviteter, der koster penge, som for eksempel at gå i svømmehallen eller
biografen. Samtidig har de kun sjældent kammerater med hjemme, hvilket kan forklares med manglende
muligheder og plads i hjemmet. Dette ser dog ud til ikke kun at handle om de materielle og fysiske rammer
for samværet. Det kan også handle om, at børnene ved ikke at tage kammerater med hjem forsøger at
opretholde billedet af en tilsyneladende nogenlunde ’normal’ levestandard udadtil.
Det andet tema er ’materielt forbrugsmønster’. Det fremgår tydeligt, at de interviewede børns kendskab til
andres materielle forbrugsmønster udgør målestokken for deres egne materielle afsavn. Legetøj (for de
yngste), mobiltelefoner og tøj er de ting, som de primært fokuserer på. Børnene kan opdeles i to grupper:
Den ene gruppe oplever ikke store materielle afsavn, idet de er godt ’med’ på udadtil synlige parametre
1

såsom mobiltelefon og tøj (selv om det ofte er erhvervet brugt eller arvet). Derved bliver sådanne ting ikke
så afgørende for deres oplevelse. Den anden gruppe oplever materielle afsavn og føler sig ikke ’med’, fordi
de ikke har det ’rigtige’ tøj eller mobiltelefon. Børnene får i mindre omfang end deres jævnaldrende
lommepenge, men en høj andel af de ældste har fritidsjob. Undersøgelsen viser, at det gør en forskel i
børnenes oplevelse og afsavn, hvorvidt de har nogle penge, som de selv kan råde over, eller ej.
Det tredje tema omhandler børnenes oplevelse af ’familiens levestandard’. Her bevæger vi os ind på
hverdagslivet (de ’indre’, forstået som mere usynlige linjer) og den måde, som familiens økonomiske vilkår
kommer til udtryk på i det daglige. I interviewene fortæller børnene generelt om familiens levestandard ved
at sige, at de får mad hver dag. Men i enkelte familier lever man i kortere perioder primært af havregrød
eller rugbrød, og flere er vant til, at der ikke er råd til frugt eller slik. Hovedindtrykket er, at børnene ikke
taler med andre om familiens økonomiske situation. Mange af børnene er i tvivl om, hvorvidt andre kender
til familiens økonomiske vilkår, men de er selv klar over, at deres levestandard er anderledes. Samtidig har
de nemt ved at konkretisere hvem af deres jævnaldrende, der har mange penge, hvilket ’måles’ på synlige
indikatorer såsom tøj, hus og bil.
Som et fjerde tema er børnenes ’sociale forbrugsmønster’ beskrevet. De interviewede børn oplever i langt
mindre omfang end deres jævnaldrende at holde fødselsdag for deres kammerater, samt at komme på
udflugt til for eksempel forlystelsesparker eller i skoven og på ferie med familien. Det betyder, at disse børn
stort set aldrig får sådanne fælles oplevelser sammen med deres familie og derved ikke får de positive
eftervirkninger og den ’udvidelse af horisonten’, som det kan give. Årsagen er bl.a., at dette sociale forbrug
er uden for de fleste af familiernes økonomiske rækkevidde. Samtidig kan det spille ind, at nogle forældre
mangler overskud eller idéer til, hvad man kan gøre, som ikke koster penge. Fraværet af sådanne oplevelser
beskrives af mange af børnene som et stort afsavn.
Det femte tema omhandler børnenes ’oplevelse, tackling og familiestrategi’. Størstedelen af de interviewede
børn oplever, at det kan være svært at leve i familier, der har få penge. Deres udsagn bærer i høj grad præg
af, at de har vænnet sig til det, hvilket viser, at de i vidt omfang tilpasser sig. Børnene har forskellige måder
at tackle situationen på. Nogle plager, og andre resignerer, mens især de ældste børn giver udtryk for en
stor forståelse for og solidaritet med forældrenes situation. Forskelle blandt børnene handler desuden om,
hvordan de fremstiller sig selv i interviewene. Samtidig er der forskelle i familiernes ressourcer i øvrigt. Der
ser ud til at være en tydelig sammenhæng mellem på den ene side forældrenes strategier og håndtering af
situationen og på den anden side børnenes oplevelse af situationen. Der er desuden indikationer på, at
’økonomisk fattigdom’ er tabubelagt blandt nogle familier i de laveste indkomstgrupper og blandt
2

praktikere. Det tyder på, at det er svært at tale åbent om, at en familie lever i en økonomisk vanskelig
situation.
Perspektivering af undersøgelsens resultater
I nærværende undersøgelse er inddraget såvel materielle, som sociale, familiemæssige og dagligdags aspekter
af børnenes oplevelser af at leve i familier, som har få penge. Med fokus på børnenes egen tilværelse kan
man ud fra det foreliggende interviewmateriale konkludere, at stort set alle de interviewede børn oplever,
at de lever i en økonomisk vanskelig situation.
Langt hovedparten af de afsavn, som børnene oplever, skyldes, at der ikke er råd til de ønskede (’normale’)
ting eller aktiviteter. Afsavnene er således klare udtryk for familiernes længerevarende vanskelige
økonomiske situation. Undersøgelsen viser dog, at ikke alle børnene oplever samme grad af konsekvenser,
selv om de alle objektivt set tilhører de laveste indkomstgrupper. En hovedpointe er således, at
konsekvenserne af familiernes vanskelige økonomiske vilkår kommer forskelligt til udtryk hos de
interviewede børn på de valgte hovedtemaer.
Forskellene blandt børnene er et gennemgående træk og en indikation på, at andre faktorer spiller ind på
det enkelte barns oplevelse. En central faktor, som det ud fra det foreliggende datamateriale ikke er muligt
at belyse nærmere, må formodes at være forskelle i de skolemiljøer og lokalområder, som børnene
befinder sig i. Når børnene i vidt omfang sammenligner sig med jævnaldrende, er det med stor
sandsynlighed de lokale omstændigheder, der sætter niveauet for materielt, aktivitets- og oplevelsesmæssigt
forbrug og dermed for de interviewede børns forbrugsønsker og afsavn.
En anden væsentlig faktor for de forskelle, der er fundet i børnenes måde at opleve konsekvenserne af
familiernes økonomiske vilkår på, handler om den enkelte families samlede situation. Forskellene ser ud til
på den ene side at hænge sammen med familiernes reelle økonomiske muligheder og på den anden side
familiernes forskellige måder at opfatte og håndtere situationen på (strategier og prioriteringer), samt deres
øvrige ressourcer og overskud eller mangel på samme. For nogle af familierne ser der ud til at være tale om
et mere komplekst problembillede.
Samtidig kan man sige, at det at forsøge at kompensere for den vanskelige økonomiske situation ved at have
målrettede strategier og foretage prioriteringer, der kommer barnet til gode, i sig selv forudsætter både
idéer til, hvad der kan gøres, og et overskud til at praktisere det. De udvalgte familier har alle begrænsede
økonomiske ressourcer relativt set og har dermed færre valg- og handlemuligheder set i forhold til den
øvrige befolkning. Men en anden hovedpointe i denne undersøgelse er, at det inden for denne gruppe
3

alligevel bliver et spørgsmål om at prioritere de ressourcer, som man har til rådighed, og dermed et
spørgsmål om, hvorvidt man er i stand til at få det bedste ud af den vanskelige situation og på den måde
forsøge at kompensere for eller arbejde sig ud af de økonomiske problemer. Således peger undersøgelsens
resultater på, at det (også) vil være væsentligt at styrke og støtte de ikke-økonomisk relaterede ressourcer i
familier med få penge.
En tredje hovedpointe er, at den ene gruppe af børnene på det ydre (det vil sige de synlige ting såsom
mobiltelefon, tøj og deltagelse i fritidsaktiviteter) kan opretholde en facade som nogenlunde ’normal’,
hvilket ifølge børnenes oplevelser ser ud til et stykke hen ad vejen at kunne skjule for omverdenen, at
familien har det vanskeligt økonomisk. Af denne gruppe børn føler nogle ikke selv, at de økonomiske
forhold er et problem, mens det for andre betyder, at de er ’med’ udadtil, men alligevel opfatter situationen
som vanskelig for familien. De sidstnævnte børn oplever konsekvenserne på nogle ude fra set mere
’usynlige’ faktorer, såsom levestandard i hverdagen, mangel på udflugter og at se sin mor være ked af det
over de økonomiske problemer. For andre af de interviewede børn gælder det, at de på både de synlige og
usynlige faktorer føler sig ’bagud’ og anderledes og mærker afsavn. Dette peger i retning af, at det vil være
væsentligt at holde sig de mere usynlige konsekvenser for øje, at få kontakt til disse børn, samt at bryde
tabuet og tale med børnene om familiens økonomiske vanskeligheder og konsekvenserne heraf.
4

2. Indledning
Formål
Formålet med den foreliggende rapport er at give et billede af, hvordan det kan opleves at være barn i
Danmark i familier med få penge.
Rapportens grundlag er en kvalitativ undersøgelse, der består af interview med 19 børn i alderen 9- 16 år.
Undersøgelsen er et empirisk baseret supplement til rapporten Børnefattigdom i danske kommuner 1984-
2001 (Hussain, 2003) og til opfølgningen af samme rapport i 2004 Børnefattigdom i Danmark 2002. Tema:
Fattigdommens dynamik (Hussain, 2004).
De interviewede børn kommer fra økonomisk vanskeligt stillede familier. Der er i undersøgelsen fokus på
børnenes egen tilværelse. Oplever børnene at leve i en økonomisk vanskelig situation – og i så fald
hvordan? Der er spurgt til, hvilke konsekvenser familiens vanskelige økonomiske vilkår har for bl.a.
børnenes fritidsaktiviteter, venskaber, forbrugsmønster og hverdagsliv. Det er hensigten at indfange såvel
materielle, som sociale og dagligdags aspekter af børnenes oplevelser.
Disse aspekter udgør en sammenhængende helhed i børnenes fortællinger. Rapporten er bygget op således,
at aspekterne præsenteres gennem fem hovedtemaer. Det første er ’fritid og venner’, det andet er
’materielt forbrugsmønster’, det tredje er ’familiens levestandard’, det fjerde er ’socialt forbrugsmønster’,
og det femte er ’oplevelse, tackling og familiestrategi’.
Rapporten henvender sig primært til praktikere på børn- og ungeområdet – såvel i den offentlige
forvaltning, som i institutioner, skoler og frivillige organisationer.
Begrebsafklaring
I dagens Danmark er ’fattigdom’ en betegnelse, som ikke er meget anvendt i daglig tale. I denne rapport
anvendes derfor termer som familier med ’lav indkomst’, ’få penge’ eller ’en økonomisk vanskelig situation’.
Det er dog vigtigt indledningsvist at afgrænse og definere ’en økonomisk vanskelig situation’ eller
’fattigdom’, som er det begreb, der anvendes inden for forskningen. Fattigdom er et begreb, der rummer
mange aspekter, og der findes forskellige måder at forstå og opgøre fænomenet på (Bak, 2004). Hvor
mange og hvem, der betegnes som ’fattige’ i et samfund, afhænger i høj grad af de definitioner og
beregningsmetoder, som man vælger at opgøre fattigdom udfra. I den internationale fattigdomsforskning er
5

der kommet fokus på, at der ikke findes én definition, som kan indfange alle dimensioner af fænomenet
fattigdom (Øyen, Miller & Samad, 1996).
Samtidig er fattigdom et politisk følsomt emne, hvor der hverken nationalt eller internationalt er enighed
om afgrænsning og opgørelsesmetode. I løbet af det seneste år er der herhjemme udgivet forskellige
rapporter med hver deres bud på omfanget af fattigdom i Danmark. 1
Ifølge undersøgelsernes opgørelser findes der stort set ikke absolut fattigdom her i landet. 2
Det betyder, at
langt hovedparten af alle borgere bosat i Danmark har råd til at få dækket de basale behov såsom mad, tøj
og tag over hovedet. Således er det at have vanskelige økonomiske levevilkår i Danmark ikke ensbetydende
med absolut fattigdom, men at man i forhold til almen standard er relativt dårligt stillet. Når fattigdom
opgøres ud fra et relativt mål, sammenlignes den enkeltes økonomiske situation med andres situation, dvs. i
forhold til hvad der er ’normal’ levestandard her i landet. 3
Undersøgelsens afgrænsning af ’økonomisk fattigdom’
Fokus for denne undersøgelse er et kvalitativt perspektiv på ’økonomisk fattigdom’. Der tages udgangspunkt
i afgrænsningen af fænomenet i rapporten Børnefattigdom i danske kommuner 1984-2001 (Hussain, 2003).
Den kvantitative undersøgelses datamateriale omfatter registeroplysninger for alle hjemmeboende 0-17årige
børn bosat i Danmark i et eller flere år af perioden 1984-2001. Hussain definerer tre forskellige
former for fattigdom. Den første er ’kontanthjælpsfattigdom’ (modtagelse af kontanthjælp i løbet af et år –
uanset beløb og varighed). Den anden er ’implicit fattigdom’ (samlet disponibel 4 familieindkomst er mindre
end en fiktivt tildelt sum af kontanthjælp og boligstøtte). Den tredje er ’relativ fattigdom’ (den
disponible indkomst er mindre end 50 pct. af den ækvivalensvægtede medianindkomst i
ækvivalensvægtede 5
Danmark). 6
Nærværende kvalitative undersøgelse tager afsæt i ovenstående afgrænsning af økonomisk fattigdom. I
udvælgelsen af børn til interview har kriteriet været, at deres forældre modtager længerevarende
kontanthjælp eller andre nogenlunde tilsvarende ydelser (fx starthjælp eller førtidspension). Det vil sige
første (og anden) af ovennævnte former for økonomisk fattigdom. Disse konkrete indkomstkriterier er
1
Hussain, 2003; Rådet for Socialt Udsatte, 2003; Finansministeriet, 2004b; Bak, 2004; Hussain, 2004.
2
Hussain, 2003; Finansministeriet, 2004b.
3
Hussain, 2003.
4
At indkomsten er disponibel, betyder, at det er indkomst efter skat og eventuelle skattefrie overførsler mv.
5
At den disponible indkomst er ækvivalensvægtet betyder, at der er taget højde for husholdningens størrelse og
sammensætning (antal voksne og hjemmeboende børn).
6
Sidstnævnte definition (’relativ fattigdom’) svarer til Finansministeriets definition af ’lavindkomstgruppen’ i Danmark.
(Finansministeriet, 2004b).
6

valgt med henblik på at gøre udvælgelsen håndterbar set i forhold til den tilgængelige viden om familiernes
forsørgelsesgrundlag. En efterfølgende beregning af de udvalgte familiers økonomiske situation (baseret på
familiernes egne oplysninger) viser, at omtrent halvdelen af familierne befinder sig i lavindkomstgruppen i
Danmark. 7
Dette svarer i 2004 skønsmæssigt til en årlig ækvivalensvægtet disponibel indkomst på cirka
75.000 kr. eller derunder. Den anden halvdel af de udvalgte familier skønnes at befinde sig i den
indkomstgruppe, som har en årlig disponibel indkomst mellem 50 og 60 pct. af medianindkomsten i
Danmark. Grænsen ved 60 pct. kan estimeres til cirka 90.000 kr. i 2004.
De udvalgte familier vurderes således ud fra de foreliggende oplysninger at tilhøre de laveste
indkomstgrupper i Danmark ifølge definitionen af relativ fattigdom (under hhv. 50 og 60 pct. af medianen af
den årlige ækvivalensvægtede disponible indkomst). 8
Hussain (2004) finder i sin seneste rapport, at cirka 3,4
pct. af alle 0-17-årige børn i Danmark i 2002 levede i relativ fattigdom, når grænsen sættes ved 50 pct. af
medianindkomsten, mens andelen af børn var 7,7 pct. i 2002, når grænsen sættes ved 60 pct.
I udvælgelsen er der taget udgangspunkt i familiernes nuværende økonomiske situation. Det betyder, at
præsentationen af de interviewede børn afspejler deres aktuelle livssituation. Set over et længere
tidsperspektiv skal der tages højde for forældrenes mulige indkomstmobilitet (og dermed en eventuel
bevægelse ud af de laveste indkomstgrupper). 9 For mange af de deltagende familier har den vanskelige
økonomiske situation dog varet i flere år.
Selv om udgangspunktet her er, at de udvalgte familier modtager kontanthjælp (eller anden nogenlunde
tilsvarende overførselsindkomst), og at deres indkomst skønsmæssigt beregnet ligger under hhv. 50 og 60
pct. af medianindkomsten, kan man ikke nødvendigvis sige noget om, hvor ’fattige’ de personer er, som
tilhører de laveste indkomstgrupper. Den anvendte form for opgørelse afspejler ikke præcist den enkeltes
forbrugsmuligheder, eftersom nogle fx har gæld ved siden af deres indkomst. Samtidig indfanger statistiske
opgørelser over økonomisk fattigdom baseret på indkomst ikke andre typer levevilkår som fx helbred,
boligforhold og sociale kontakter – faktorer der kan betragtes som dele af det samlede billede af en persons
7
Lavindkomstgruppen er her defineret i henhold til Finansministeriet (2004b) og Hussain (2003) og rummer hushold-
ninger, som har en disponibel indkomst på mindre end 50 pct. af medianindkomsten i Danmark. Grænsen er beregnet ud
fra familiens indkomst efter skat og eventuelle skattefrie overførsler (fx boligsikring) og er udtryk for det beløb, som
man har til rådighed pr. år til at betale husleje, faste udgifter og andet forbrug. Beregningen er ækvivalensvægtet i
forhold til husholdningens størrelse og sammensætning.
8
Én af de udvalgte familier skiller sig ud, hvad de økonomiske forhold angår. Detaljer omkring udvælgelseskriterier og
familiernes økonomiske forhold belyses nærmere i det efterfølgende metodeafsnit.
9
Jf. Finansministeriet, 2002b.
7

livssituation. 10
Endelig vil de pågældende i lavindkomstgruppen have forskellige subjektive oplevelser af,
hvordan de er stillet.
Den økonomisk baserede fattigdomsdefinition kategoriserer grupper af mennesker under ét begreb, men
det betyder ikke, at situationen er ens for alle. Der er forskellige måder at være ’fattig’ på og forskellige
oplevelser af, hvordan det er at være fattig (og om man overhovedet opfatter sig som fattig). Alle er ikke
lige sårbare over for at leve i en økonomisk vanskelig situation. Der kan være forskelle i graden af, hvor
belastede familierne hver især føler sig pga. de økonomiske forhold og forskelle i den faktiske levestandard.
Dertil hører, at problemerne ikke nødvendigvis kun er relateret til eller udsprunget af trange økonomiske
kår. Familierne kan have andre typer problemer eller andre former for ressourcer, som påvirker deres
samlede situation og dermed præger indtrykket af, hvilke konsekvenser selve den objektivt definerede
’økonomiske fattigdom’ har for dem.
Metode
Grundlaget for denne rapport er interview med børn, som lever i familier med få penge. Der er interviewet
19 børn (ni piger og ti drenge). Børnene er i alderen 9-16 år, i gennemsnit 12 år. De er fra 13 forskellige
familier, heraf ni danske familier (i alt 12 børn) og fire flygtningefamilier (i alt syv børn).
Udvælgelseskriterier
Børnene er udvalgt fra familier, der lever i ’økonomisk fattigdom’ i henhold til de tre definitioner, som er
beskrevet ovenfor. Det vil sige, at børnenes forældre modtager længerevarende kontanthjælp eller for
enkeltes vedkommende er på førtidspension eller revalidering. Nogle af flygtningefamilierne modtager den
laveste ydelse i form af starthjælp, andre er på kontanthjælp afhængigt af deres opholdstid i Danmark.
Familierne opgiver hver især, at de har et rådighedsbeløb på i alt ca. 2.000-5.000 kr. om måneden til
husholdning og forbrug, når alle faste udgifter (inkl. husleje) er betalt (jf. oversigt over familierne i Bilag 1).
Børnene er udvalgt fra tre provinsbyer og to forstadsområder på Sjælland, samt fra to storbyområder.
Således er der sikret en geografisk spredning.
Der er tale om en kvalitativ undersøgelse. Det betyder, at de historier (resultater), der præsenteres i
rapporten, repræsenterer de 19 interviewede børns oplevelser og dermed ikke er dækkende for alle børn,
der lever under vanskelige økonomiske forhold i dagens Danmark. Når der undervejs i rapporten refereres
til ’børnene’, ’familier’ og ’forældre’ i uspecifik form, henvises der til de interviewede børn og deres familier,
herunder som forældre oftest enlige mødre.
10
Jf. Andersen, 2003.
8

Svært at finde informanter
Der er skabt kontakt til børnene gennem kontaktpersoner i udvalgte kommuners arbejdsmarkedsafdelinger
og i frivillige foreninger. Som led i kontakten er der udarbejdet informationsmateriale om undersøgelsen til
kontaktpersoner og til de adspurgte familier. De interviewede børns forældre har givet samtykke til, at
deres barn må deltage i et interview.
Undervejs har det imidlertid vist sig at være meget vanskeligt at komme i kontakt med familier, som lever i
en økonomisk vanskelig situation. På trods af en ihærdig indsats fra kontaktpersonernes side har mange
kontakter ikke givet resultat. Det har vist sig særligt svært i de kontaktede fritidsinstitutioner, hvor det ikke
er lykkedes at skabe kontakt til nogen familier. At det har været så vanskeligt at komme i kontakt med
relevante familier, kan skyldes, at ’fattigdom’ er tabubelagt både blandt de professionelle (her primært
sagsbehandlere, lærere og pædagoger) og blandt forældrene. Desuden kan nogle af de adspurgte familier
have andre problemer, som gør, at der ikke har været overskud til at deltage i en undersøgelse. Det kan
også spille ind, at forældrene ikke ønsker at skabe yderligere fokus omkring børnenes situation. Endelig kan
der være tilfælde, hvor man ikke føler sig i målgruppen eller bliver flov eller stødt over at modtage en sådan
henvendelse. Problemerne omkring kontakt til relevante familier betyder, at der i undersøgelsen antageligt
ikke er opnået kontakt til de økonomisk allermest vanskeligt stillede familier. Spørgsmålet omkring
tabuisering af emnet behandles yderligere i kapitel 7.
Dataindsamling og -bearbejdning
Som grundlag for gennemførelsen af interview er der udarbejdet en semistruktureret spørgeguide.
Hovedparten af interviewene er foregået i barnets eget hjem, og familierne har taget utroligt godt imod
intervieweren. Familiernes åbenhed har betydet, at interviewene er foregået i en god og afslappet stemning.
Hvert interview har varet ca. 1-1½ time, og der har været et barn eller i nogle tilfælde flere søskende til
stede. Med undtagelse af to er interviewene (med familiernes tilladelse) optaget med diktafon og derefter
renskrevet. I de gengivne citater fremgår det interviewede barns alder og køn, mens alle børn og familier er
anonymiseret, både hvad navn og geografisk placering angår. Ud over selve interviewet er der stillet
spørgsmål til forældrene om familiens økonomiske forhold.
I nogle tilfælde har en (eller to) forældre været til stede under interviewet. Dette har givet en del
supplerende oplysninger omkring familiens situation. Samtidig kan det dog have betydet, at børnene ikke
har udtalt sig lige så frit og ærligt, som hvis de havde været alene under interviewet. Der har været mindre
sproglige vanskeligheder undervejs i enkelte interview med flygtningebørn. Desuden spiller børnenes alder
en rolle for deres forståelse af spørgsmålene og deres måde at reflektere over og besvare spørgsmålene på.
9

Der er gjort yderligere refleksioner omkring børnenes fremstillingsmåde og interviewenes validitet i kapitel
7.
Undervejs i rapportens beskrivelse og analyse af børnenes oplevelser er det nævnt, når der er fundet
forskelle mellem de interviewede børn med hensyn til alder, køn, geografisk placering og etnisk baggrund.
Med hensyn til aldersfaktoren kan der udledes nogle forskelle omkring eksempelvis børnenes
fritidsaktiviteter og indtægtsmuligheder (fra fritidsjob). Der er tale om forskelle, som må formodes at være
alment gældende forskelle mellem børn på fx 10 og 14 år. Ud over aldersbetingede forskelle er der generelt
kun tale om mindre forskelle, herunder ingen markante forskelle knyttet til børnenes etniske baggrund
(hhv. danske børn og flygtningebørn).
Familiebeskrivelser
I det følgende beskrives de interviewede børns familier med hensyn til familieforhold og økonomiske
forhold. Hvor der hos de udvalgte familier er markante forskelle i forhold til befolkningen i Danmark som
helhed, foretages der sammenligninger med henblik på at tydeliggøre disse familiers særlige situation.
Undervejs i rapporten sammenlignes de interviewede børns situation ligeledes med børn generelt i
Danmark ud fra andre undersøgelser, der omhandler børn og unges fritidsaktiviteter, forbrug mv. 11
Familieforhold
Fælles for langt størstedelen af de danske børn er, at de bor sammen med en-tre søskende og med en enlig
mor uden større kontakt til deres far. Enkelte har dog hyppig kontakt til deres ikke-samboende far og ser
ham regelmæssigt. I enkelte familier oplyses det, at moderen har en ikke-samboende kæreste. Blandt de ni
danske familier er kun ét forældrepar samboende. I interviewmaterialet indgår således en meget høj andel
børn af enlige mødre set i forhold til andre børn i Danmark. For 10-15-årige børn generelt gælder det, at
ca. 10 pct. lever i en familie med en enlig mor (eller far) (Fridberg, 1999). Nogle børn fortæller, at de har
kontakt til bedsteforældre eller andre slægtninge, men det er undtagelsesvist.
Blandt de danske forældre (mødre) oplyser enkelte, at de lider af angst eller depressioner, og enkelte har
fået bevilget førtidspension. Nogle af de danske familier oplyser desuden, at de modtager forskellige former
for foranstaltning fra det offentlige, sociale system. I en familie har barnet en aflastningsfamilie. I en anden
familie har barnet været tvangsfjernet i tidlig alder pga. moderens stofmisbrug, men har været hjemme igen
11
Gennem hele rapporten refereres primært til Fridbergs undersøgelse Skolebørns fritidsaktiviteter fra 1998.
Datamaterialet består af interviewoplysninger fra et tilfældigt udsnit af den danske befolkning fra 16 år og opefter, samt
fra de udtrukne personers hjemmeboende børn i alderen 7-15 år (jf. Fridberg, 1999).
10

de seneste år. I en tredje familie skal det interviewede barn snart anbringes frivilligt uden for hjemmet i
ungdomsbolig. I en fjerde og femte familier er en søskende frivilligt anbragt på en kost- eller efterskole.
Det vil sige, at fem ud af de ni danske familier oplyser, at deres børn er tilknyttet en foranstaltning i det
sociale system. Dette er en forholdsvis høj andel, som indikerer, at der i hvert fald for nogle af familierne er
tale om et komplekst problembillede.
De interviewede flygtningefamilier tilhører alle samme nationalitet. De har indbyrdes en del fælles
karakteristika og skiller sig ud fra de danske familier på flere områder. For det første har de kun opholdt sig
i Danmark i ganske få år. For det andet har de haft en anden (højere) levestandard, før de kom til Danmark.
Forældrene fortæller, at de har uddannelse og havde arbejde, boede i hus med flere fra deres familie og
havde bil mv. i hjemlandet. For det tredje bor begge forældre sammen i tre ud af de fire flygtningefamilier,
og de interviewede børn har to-fire søskende. Tre af flygtningefamilierne har slægtninge her i landet.
Økonomiske forhold
Samtlige danske forældre i undersøgelsen er uden for arbejdsmarkedet med undtagelse af én mor, som har
arbejde i perioder af året, men derudover modtager kontanthjælp lige som hovedparten af de andre
forældre (mødre). (Dette er en meget høj andel sammenlignet med befolkningen i almindelighed, jf.
Fridberg, 1999). Mange af forældrene fortæller, at de ikke har haft et længerevarende arbejde i størstedelen
af deres voksenliv. I flygtningefamilierne modtager nogle starthjælp og andre kontanthjælp, afhængigt af
deres opholdstid i Danmark. I en enkelt flygtningefamilie har faderen arbejde.
I de udvalgte familier er der mellem et og fem hjemmeboende børn. Familierne oplyser, at de har et
rådighedsbeløb på mellem cirka 2.000 og 5.000 kr. om måneden, når alle faste udgifter er betalt. Alle
familier bor til leje i hovedsageligt etageejendomme eller for enkeltes vedkommende rækkehus eller hus.
(Dette er en relativt høj andel i etageejendomme i forhold til landsgennemsnittet på 11 pct., som dog
korrigeres til 32 pct., når det gælder børn af enlige mødre, jf. Fridberg, 1999). Børnene bor typisk i
lejligheder på 70-90 m 2 med tre værelser. Langt de fleste oplyser, at de har en husleje på 4.000-8.000 kr.
(evt. plus el og vand). Dette er for mange af familierne en høj husleje set i forhold til deres indkomstniveau.
De fleste modtager boligsikring, og nogle modtager børnebidrag.
Én familie skiller sig ud ved at oplyse om meget anderledes økonomiske vilkår end de andre. Moderen har
efter eget udsagn et rådighedsbeløb på cirka 10.000 kr. om måneden til sig selv og sine to børn, når de faste
udgifter er betalt. Denne familie fortæller, at de ikke føler sig i en økonomisk vanskelig situation.
11

Det er forskelligt, om familierne oplyser, at de har gæld. Nogle familier køber mange ting på afbetaling, og
flere mødre beskriver, at det er en til tider uoverkommelig udgiftspost at skulle betale for eksempel et par
nye briller. Nogle familier har modtaget økonomisk støtte til at komme på ferie fra fonde, og nogle
modtager penge fra fonde ved juletid.
På trods af familiernes vanskelige økonomiske situation (objektivt set) går fire af de danske børn i
privatskole. Heraf har to gået der, fra de begyndte i skole, fordi deres dengang samboende forældre tog den
beslutning fra start. De to andre børn er ifølge deres mødre flyttet til privatskoler på grund af faglige
og/eller personlige problemer. Mødrene oplyser, at de har maksimal økonomisk friplads til deres børn.
Blandt de fire børn, der går i privatskole, befinder kun en familie sig ikke i en økonomisk vanskelig situation
ifølge familiens egen opfattelse.
Forskelle i ressourceniveau og selvforståelse blandt familierne
Børnenes familier tilhører de laveste indkomstgrupper i Danmark (baseret på skøn, når grænsen er
defineret som hhv. 50 og 60 pct. af medianindkomsten). Visse ligheder og forskelle gør sig gældende for de
udvalgte familier. Som det blev beskrevet under begrebsafklaringen, kan børn og familier, der indgår under
samme objektive, økonomiske kategori, have forskellige subjektive oplevelser af deres situation. Det gør sig
i høj grad også gældende for de interviewede børn og deres familier.
Der er forskellige niveauer af ikke-økonomiske ressourcer hos de udvalgte børns familier, det vil sige det
overskud og aktive handlen, som forældrene udviser. Hos enkelte familier er der tilsyneladende meget få
ressourcer at trække på, mens mange af familierne ser ud til at udvise optimisme og mere aktive
handlemåder (jf. Bak, 2004). Samtidig har familierne (og børnene) forskellige opfattelser af deres situation,
hvilket kommer til udtryk i forskelle i graden af børnenes afsavn og i børnenes selvforståelse. Her skal det
nævnes, at to-tre af de 13 familier ikke føler, at de lever i en særligt vanskelig økonomisk situation. Blandt
de resterende familier, som selv føler, at de har (meget) få penge, er der forskelle på, hvordan de forholder
sig til den situation. Ligheder og forskelle blandt børnene i det foreliggende interviewmateriale vil blive
præsenteret i de kommende fem kapitler.
12

3. Fritid og venner
Dette kapitel beskriver de interviewede børns liv efter skoletid. Her fokuseres på fritidsaktiviteter og på
venner. I den forbindelse beskrives omfanget og karakteren af børnenes organiserede og uformaliserede
fritidsaktiviteter, samt deres oplevelse af hvad materielle ting og boligen betyder i forhold til at være
sammen med venner.
Fritidsaktiviteter
Livet efter skoletid tager sig forskelligt ud for de interviewede børn. Hovedparten fortæller, at de er
tilmeldt skolefritidsordning eller fritidsklub efter skoletid (bortset fra enkelte af især de ældste børn). Dette
svarer nogenlunde til landsgennemsnittet, der ligeledes er højt på de yngste klassetrin og langsomt
reduceres, som børnene bliver ældre (Fridberg, 1999). Ifølge børnenes oplysninger er det forskelligt, i hvor
stort omfang de kommer der. De fleste familier oplyser, at de har delvis eller hel økonomisk friplads, men
at de skal betale for de særlige arrangementer og aktiviteter, som børnene deltager i. Ingen familier
beskriver deltagelsen i skolefritidsordning og fritidsklub som et økonomisk problem. Det er tilsyneladende
heller ikke af økonomiske årsager, at nogle børn ikke er tilmeldt en fritidsordning. De fleste ikke-deltagende
børn fortæller, at de synes, det er kedeligt, eller at de har meget andet at lave, når de kommer hjem fra
skole.
Organiserede fritidsaktiviteter
Organiserede fritidsaktiviteter er de faste aktiviteter, som børnene går til på bestemte ugedage og
tidspunkter. Halvdelen af børnene (med en lille overvægt af drenge) dyrker ugentligt sport, eksempelvis
fodbold, håndbold og svømning. Enkelte børn går til musikaktiviteter på kommunale musikskoler, hvor de
har økonomisk friplads. Andelen af interviewede børn, der går til organiserede fritidsaktiviteter, er dermed
mindre end landsgennemsnittet, hvor det er godt 80 pct. af børnene (Fridberg, 1999; Andersen & Hestbæk,
1999). 12 I Fridbergs undersøgelse har børn i familier med laveste bruttoindkomst (under 299.999 kr. årligt)
dog også lavest deltagelse med 73 pct. Endvidere finder Andersen & Hestbæk, at børn af enlige forsørgere i
mindre omfang end børn fra parfamilier går til organiserede fritidsaktiviteter (Andersen & Hestbæk, 1999).
Blandt de familier, hvor børnene deltager i sportsaktiviteter, oplyser nogle, at de har svært ved at få råd til
at betale kontingent. Og for nogle er det tillige vanskeligt at få råd til det tilbehør (tøj og sko), som hører til
sportsgrenen. Enkelte arver fx fodboldstøvler, mens andre sparer sammen, køber på tilbud eller undværer.
12
Undersøgelsen Ansvar og værdier, der bygger på ca. 1.700 spørgeskemainterview med forældre til børn i alderen 3-15
år og med 10-15-årige børn (Andersen & Hestbæk, 1999).
13

”Så skal jeg arbejde, fordi så har jeg penge nok til det, så skal jeg betale fodbold, og jeg skal også have
fodboldstøvler” (Dreng, 16 år).
”Ja, så sparer vi selv sammen og køber dem billigt nede i fodboldklubben. Der plejer de at have fodboldstøvler til 40
procent nedsat pris” (Dreng, 11 år).
”Når det er hun får penge, min mor, så kan det godt være, vi går på storindkøb, hvor vi siger, at så må vi ud og
købe det vi skal bruge, og det tøj vi godt kunne tænke os. Hvis jeg trænger til et par nye sko, går vi ud og finder et
billigt par. Men det store problem er, at jeg er meget vild med fodbold, hvor det viser sig, at der er gået hul på
skoene, og det har jeg haft et meget stort problem med. Og min mor har sagt, at så bliver jeg nødt til at gå med
det” (Dreng, 14 år).
I en familie har sønnen fået lov til at gå til fodbold, fordi alle hans venner går til det. Der er til gengæld
hverken råd til klubdragt eller til, at datteren kan gå til dans, som hun gerne vil. I en anden familie går
børnene til to fritidsaktiviteter hver. Moderen beskriver det som en klar prioritering i familiens samlede
budget på bekostning af andre ting. Begge børn har oplevet, at der så ikke er penge til at deltage i
arrangementer og lejrture med deres hold.
Blandt den halvdel af børnene, som ikke går til noget i deres fritid, fortæller nogle, at der ikke er råd til at
betale kontingent. Dette gør sig gældende for knap en fjerdel af alle de interviewede børn.
”Nej, det er fordi jeg siger til min mor, at jeg vil gå til fodbold, men hun siger til mig, at vi ikke har nogen penge”
(Dreng, 9 år).
De øvrige børn i denne halvdel siger, at de ikke interesserer sig for at gå til sport eller ikke har tid. Heraf
har en del tidligere prøvet at gå til forskellige sportsgrene, men er holdt op igen.
”Jeg vil gerne prøve virkelig godt at følge med i skolen og lave alle mine lektier og så mit arbejde og fritid – være
sammen med vennerne. Jeg føler ikke rigtig at jeg har tid til at gå til noget sport. (…) Jeg ved, at hvis jeg spurgte
min mor, så ville hun sige ja. Så ville hun finde pengene til det” (Pige, 15 år).
Blandt børnene er der således forskelle på, hvilke muligheder og interesser de har i forhold til organiserede
fritidsaktiviteter. For nogle er det et problematisk felt. De børn, der deltager i (musik- og) sportsaktiviteter
er ’med’, men alligevel afskåret fra noget af det (ture eller udstyr), som følger med aktiviteten. De oplever
dermed nogle afsavn, som det fremgår af interviewmaterialet. Det er også et afsavn for de børn, som for
14

eksempel ikke kan gå til sport på grund af økonomi, mens det for andre efter eget udsagn er et spørgsmål
om interesse og dermed ikke et umiddelbart afsavn. Når man ser, at andelen af interviewede børn, der
deltager i organiserede fritidsaktiviteter, er relativt lav i forhold til deres jævnaldrende generelt, kan man
dog forestille sig, at flere børn end dem, der i interviewene giver udtryk for det, reelt ikke har mulighed for
at gå til noget fast. Andersen & Hestbæk finder i deres undersøgelse, at en større andel af børn, der bor
med enlige forsørgere, gerne ville gå til flere fritidsaktiviteter, end de gør, set i forhold til børn, der bor i
parfamilier (Andersen & Hestbæk, 1999).
Uformaliserede fritidsaktiviteter
De interviewede børn er også blevet spurgt om, hvad de i øvrigt laver i deres fritid. Deres svar varierer
bl.a. afhængigt af køn og alder, samt interesser, muligheder i lokalområdet og økonomiske muligheder eller
begrænsninger.
Fælles for mange af børnene er, at de siger, at de er sammen med deres kammerater i noget af tiden efter
skole. 13 Nogle af de fritidsaktiviteter, der nævnes i flere interview, er at spille fodbold, rundbold o.lign. med
kammerater, at lave lektier, se fjernsyn, spille computerspil eller Play Station, spille brætspil eller kort, at
lege udenfor, løbe på rulleskøjter eller skateboard, at chatte på nettet, høre musik, snakke med
kammerater og cykle sammen.
Der er en tendens til, at drengene er mere udendørs og spiller mere bold. Enkelte af pigerne læser bøger
og ungdomsblade. Nogle af de yngste børn leger med legetøj, og nogle af de ældste børn har et fritidsjob,
som de passer nogle eftermiddage om ugen. Enkelte af de interviewede fortæller, at de har en kæreste.
Langt de fleste af børnene bor i lejlighed og bruger derfor i stort omfang fællesarealer til at være sammen
med jævnaldrende. I storbyerne er de besøgte lejligheder mindre end i provinsen, og de børn, der bor i
storbyområder, bruger i høj grad offentlige pladser til at være sammen (fx at lege, cykle og gå rundt i de
lokale parker). Desuden går de oftere i butikker end de børn, der bor i provinsbyer.
I spørgsmålet omkring fritidsaktiviteter og herunder den sociale kontakt til jævnaldrende skiller flere af de
interviewede flygtningebørn sig ud. De har tilsyneladende ikke meget kontakt til andre børn i fritiden og er
sjældnere udendørs efter skoletid. Disse forskelle kan muligvis handle om, at familierne endnu ikke har boet
så lang tid her i landet og i deres kvarter, og at deres livssituation er blevet ændret radikalt. Det er dog
svært at vurdere, hvad den mindre grad af social kontakt til jævnaldrende præcist skyldes. Det vil samtidigt
sige, at det ikke nødvendigvis er en problematik, der er relateret til familiernes økonomiske situation.
13
Dette svarer til de interviewede børns jævnaldrende, som for langt de flestes vedkommende ofte er sammen med
kammerater i fritiden (ifølge Fridberg, 1999).
15

Fritidsaktiviteter set i forhold til hvad der er råd til
Der er også forskelle på børnenes uformaliserede fritidsaktiviteter set i forhold til, hvad der er råd til.
Nogle børn – især de yngste – fortæller, at familien fx ikke har råd til rulleskøjter, nye cykler, stof til at sy
med, til brætspil, computer og computerspil. I en familie har man bl.a. købt rulleskøjter på loppemarked,
men det er den ’gammeldags’ model, og børnene fortæller, at de helst vil have den nyere model (’inliners’).
Deres cykler er ligeledes købt brugt, og børnene synes, at de er gamle.
”Men jeg skal have en ny, fordi alle mine venner har en ny” (Pige, 11 år).
Mere generelt gældende er det, at en aktivitet som at gå i svømmehallen er for dyr for mange af de
interviewede børns familier. Cirka en fjerdedel af børnene fortæller, at de kun har været i svømmehallen
to-tre gange i deres liv (ud over svømmeundervisning i skolen). For nogle af disse børn har det været i
forbindelse med besøg hos en kammerat, en fødselsdag eller med barnets aflastningsfamilie. Dette er en
meget lav frekvens set i forhold til 10-15-årige generelt, som ifølge Fridbergs undersøgelse for 77 pct.’s
vedkommende har været i svømmehallen inden for det seneste halve år (Fridberg, 1999). Et par af de
interviewede børn siger, at de har svømning i skolen og derfor ikke ’behøver’ at komme i svømmehallen ud
over det.
”Jo, nogle gange. Det kommer an på, om mor lige har råd den dag” (Pige, 10 år).
Enkelte af børnene fortæller, at de nogle gange er i biografen med deres venner. Ellers er det også en
aktivitet, som der for hovedparten af børnene ikke er råd til (se i øvrigt kapitel 6). Enkelte børn nævner, at
de lejer videofilm og ser derhjemme i stedet for. Omkring en femtedel af børnene fortæller, at de går på
netcafé en sjælden gang imellem, mens andre fortæller, at der ikke er råd til det.
”Det har jeg ikke lyst til, for jeg har et lille problem med at komme op om morgenen, hvor jeg så har sagt nej tak.
Også fordi der ikke har været råd til det. Jeg har været det en enkelt gang, hvor det så har været en lille halv time”
(Dreng, 14 år).
Nogle af de interviewede børn, der bor i storbyområder, går jævnligt i butikker og ser på tøj og sko,
sportsudstyr, smykker mv. Det gælder de børn, som selv tjener nogle penge eller får lommepenge
hjemmefra. En af drengene forklarer, at han ikke går i butikker, fordi han alligevel ikke har råd til at købe
noget. Han kører nogle gange med sin kammerat hen til købmanden, når kammeraten skal have cola.
16

”Nogle gange er han så flink, at han giver lidt” (Dreng, 14 år).
Godt halvdelen af de interviewede børn har oplevet at måtte fravælge at deltage i aktiviteter i hverdagen,
fordi der ikke har været råd til det.
”Det har været sådan, at hvis en af mine kammerater skulle hjem til sin far, hvor han så lige spørger, om jeg kunne
tage med, så står man der ’øh, tager vi bussen, eller tager vi cyklen?’ Og her i den sidste periode, der har jeg så
stået med en flad cykel, men så har jeg lånt en anden cykel, så der har alligevel været mulighed for at komme med”
(Dreng, 14 år).
Det vil sige, at de økonomiske vilkår spiller ind i selv meget dagligdags situationer, som kan betyde noget
negativt i form af manglende mulighed for deltagelse i forhold til kammerater.
”Hvis jeg ikke kan komme med, så står jeg sådan lidt og tænker ’nej, hvor surt’, for det var en rimelig fed ting, og så
kan man ikke komme med” (Dreng, 14 år).
Enkelte børn siger om aktiviteter, som der ikke er råd til, at de ”… gider det ikke rigtigt”. Dette kan tolkes
som et udtryk for deres faktiske interesse, men måske også som en form for retfærdiggørelse af, at der ikke
er råd og dermed et udtryk for solidarisering med forældrene. En lille gruppe af børnene svarer, at de ikke
har oplevet, at der ikke har været råd til at deltage i aktiviteter, eller at de ikke kan huske præcist i hvilke
situationer, der ikke har været råd.
”Der har vist været et par gange. Jeg kan bare ikke huske dem. (…) Jeg tror, det har været feriekoloni og sådan
noget” (Dreng, 11 år).
”Det skal bare ikke koste sådan helt vildt dyrt. Men hvis det koster sådan rimeligt, så må vi gerne” (Pige, 12 år).
Alt i alt tegner der sig ud fra interviewmaterialet et billede af, at størstedelen af børnene er sammen med
kammerater i deres fritid, og at de laver en del forskellige aktiviteter hver især. Hovedparten er dog
afskrevet fra nogle af de aktiviteter, som koster penge, og som deres jævnaldrende foretager sig. Dette ses
både i forhold til børnenes egne sammenligninger med deres kammerater og i forhold til de refererede,
landsdækkende undersøgelser. Samtidig ses det blandt de interviewede børn indbyrdes, at alle ikke har
samme muligheder i deres fritid. Det er tillige forskelligt, om børnene giver udtryk for at opleve et afsavn i
forhold til de aktiviteter og ting, som de ikke har råd til at deltage i eller få. Eller om de forklarer det med
17

manglende interesse eller ikke giver udtryk for at bekymre sig om det. Den mere neutrale eller passive
måde at forholde sig til afsavnet på kan også være et udtryk for en solidaritet med forældrene.
Venner
Et væsentligt tema omkring børn og unge er deres kontakt til jævnaldrende. I interviewene er der bl.a.
spurgt til, om barnet har en (eller flere), som de betragter som en ’god ven/veninde’. En stor gruppe af de
interviewede børn fortæller, at de har en eller flere ’gode venner’, som de ofte er sammen med efter
skoletid. De går typisk i skole med dem eller bor i samme boligkvarter. Hovedparten giver ikke udtryk for
problemer i forhold til samværet med deres venner, og flere af børnene synes ikke, at det er svært at få
venner.
”Min bedste ven bor i København, men han kommer hver weekend. Han kommer her, og så er jeg blevet venner
med ham” (Dreng, 12 år).
En mindre gruppe ser ud til at have vanskeligheder i forhold til venner. De fortæller, at de har nogle
kammerater i klassen, som de dog ikke ses med uden for skolen. For enkeltes vedkommende kan det
skyldes, at de er flyttet for nyligt, eller at de bor i et andet område end skolens distrikt. At disse børn har
det svært i forhold til venner, behøver ikke (kun) at have økonomiske årsager.
”Vi er de eneste der forstår hinanden sådan. Der er ikke sådan rigtig mange, der forstår mig i klassen, vel. Sådan
tager initiativ til at lære mig nærmere at kende og sådan. Men hvor det er lidt af det samme hos ham, hvor man
kan sige, at han ikke er den mest populære i klassen, det er jeg så heller ikke, vel. Så kan man så sige, at så finder
vi sammen, fordi vi også kan godt sammen. (…) Det har været sådan lidt op og ned, fordi vi har gået i klasse
sammen hele skolegangen, men fra første til tredje klasse var vi ærkefjender, hvor vi slet ikke kunne tåle synet af
hinanden. Men i sjette klasse begyndte vi at gå lidt sammen og i syvende klasse lidt mere og nu rigtigt meget”
(Dreng, 14 år).
”Nogle gange kommer man bare ind. (…) Hvis man ikke er med, så må man bare gå med dem, der heller ikke er
med. I: Lige for tiden er du med eller er du ikke med? Jeg gider ikke sådan… at være med. (…) Jeg er altid
kommet med til tingene, men det er bare nogle gange, de ikke gider at invitere mig” (Pige, 11 år).
”Vi er sådan meget – hvis nu man kalder det en ring – inde i ringen, og så er der et par stykker, som ikke er med”
(Pige, 12 år).
18

Nogle gange er denne pige ikke selv med i ringen. Hun har en veninde fra der, hvor hun boede før, som hun
stadig er sammen med:
”Fordi vi var meget ens, men der er ikke rigtig nogen, der er magen til mig nu i min klasse” (Pige, 12 år).
Disse udsagn kan tolkes som et udtryk for, at nogle af de interviewede børn er ’overladt’ til de
jævnaldrende, som ligner dem selv. Det kan pege på, at disse børn ikke har mulighed for at ’vælge’
kammerater på samme betingelser, som andre har. Enkelte af børnene giver i interviewet udtryk for, at de
synes, at spørgsmålene omkring venner er svære.
”De venner, jeg har, de er bare mine venner, og der er ikke rigtigt mere at sige til det, synes jeg” (Pige, 12 år).
Hovedparten af børnene siger, at de ikke oplever store problemer i forhold til venner, mens en mindre
gruppe fortæller, at de har problemer i forhold til deres jævnaldrende. De har dog svært ved at
konkretisere, hvad der er svært, hvilket kan hænge sammen med, at det er svært at tale om eller svært at
forstå for barnet selv.
Boligens betydning for samværet med venner
Et væsentligt aspekt i forbindelse med kammerater og oplevelsen af at leve under økonomisk trange kår har
i interviewene vist sig at være, hvorvidt man har kammerater med hjemme eller ej.
De børn, som siger, at de ikke har nogen ’gode venner’, er sjældent hjemme hos andre og har kun sjældent
kammerater med hjemme. 14
En mindre gruppe af de børn, som har venner, fortæller, at de nogenlunde lige
ofte er hjemme hos sig selv og hos vennerne.
”Det er da også dejligt at have vennerne med hjem, og de venner jeg har, de bor ligesom mig. Så der er ikke rigtigt
noget specielt sted jeg helst vil være” (Pige, 15 år).
Hovedparten af de børn, der har venner, er oftest sammen med vennerne hjemme hos de andre.
”Vi er mest hjemme ved dem. Vi er ikke her. Kun nogle gange i lejligheden. Der er næsten ikke noget at lave her. Vi
har ikke nogen computer, for det er der ikke råd til” (Dreng, 12 år).
14
Til sammenligning er 3 pct. af børnene i Fridbergs undersøgelse aldrig sammen med kammerater hjemme hos sig selv
eller hos kammerater i fritiden (Fridberg, 1999).
19

Andre forklarer, hvorfor de kun sjældent har kammerater med hjemme:
”Det er få gange. Det er ikke så tit – vi er mest hjemme hos dem. (…) Jeg har mest lyst til at være… hos en
klassekammerat, der har han næsten det hele. Altså computer på værelset, ikke, så vi har tid til den. Og herhjemme
er min mor mest på, så der er jo ikke sådan rigtig tid på det. (…) Når vi er her, den eneste mulighed der er, det er
at gå ind og høre musik. Og så går der ikke mere end fem minutter, så aftaler vi, at vi går” (Dreng, 14 år).
”Nej, jeg har ikke så meget lyst til, at der er folk, der kommer hjem til mig, for jeg kan ikke lide det. I: Hvordan kan
det være? Det ved jeg ikke. Det er kun nogle gange jeg tager mine veninder med hjem. Når jeg får lov af min mor.
Så sidder vi på mit værelse og hører musik. Ellers er vi nede i gården og spille et eller andet eller køre på cykel. (…)
Nej. Jeg kan bare ikke lide, når der nogle gange er nogen med hjemme hos mig, fordi jeg har noget gammelt legetøj
fra jeg var lille. I: Er der nogle ting du godt kunne tænke dig, hvis du sådan skulle mere hjem og lege ved dig
selv sammen med de andre. Hvad ville så være fedt at have? Det ved jeg ikke, altså. Jeg synes ikke, at jeg har
lyst til sådan noget dims… sådan noget fedt legetøj, jeg har ikke lyst til det” (Pige, 11 år).
Hovedparten af børnene i denne undersøgelse oplyser således, at de sjældent er sammen med kammerater
i eget hjem. Dermed adskiller de sig fra deres jævnaldrende med hensyn til, hvor man er sammen med sine
kammerater. I Andersens undersøgelse, som omfatter et tilfældigt udsnit af den danske befolkning og deres
hjemmeboende børn (spørgeskemainterview med 674 børn), har ca. 75 pct. af de 10-15-årige kammerater
med hjemme mindst én gang om ugen (Andersen, 1995).
Ifølge de interviewede børns udsagn har det i de fleste tilfælde mere med materielle faciliteter at gøre end
selve boligens stand. Det handler for børnene om, at de bedst kan lide at være der, hvor ”… der er mest at
lave, flere valgmuligheder”. Det, der betyder noget, er ”… hvilke ting man har i forhold til, hvad man kan finde
på at lave” (Dreng, 14 år).
Blandt de interviewede børn har halvdelen computer i hjemmet. Alle familierne har tv (som
landsgennemsnittet for aldersgruppen 10-15 år), heraf har cirka en fjerdedel af børnene tv på værelset
(markant under landsgennemsnittet). Næsten alle familier har video- eller dvdafspiller (som
landsgennemsnittet), heraf har en sjettedel af børnene video på værelset (lidt under landsgennemsnit), og
stort set alle familier har et musikanlæg (svarende til landsgennemsnittet). Halvdelen af børnene har Play
Station i version 1 eller 2 (svarende til landsgennemsnittet). 15
15
Jf. Fridberg, 1999.
20

Således ligger de udvalgte familier nogenlunde på niveau set i forhold til landsgennemsnittet, hvad
elektroniske apparater angår. Dette indikerer, at den type materielle varer prioriteres højt i familiernes
forbrug, og for flere familiers vedkommende er apparaterne købt på afbetaling.
Selv om børnene for manges vedkommende har computer og/eller Play Station derhjemme, betyder det
dog ikke, at de gerne vil have kammerater med hjem, eller måske er kammeraterne ikke interesserede i at
være hjemme hos dem.
Det gør sig også gældende, at børnene i halvdelen af de besøgte familier ikke har eget værelse. De deler
typisk værelse med en søskende. I et par af de familier, hvor barnet har eget værelse, sover moderen i
stuen. Andelen af børn med eget værelse er her usædvanligt lav i forhold til landsgennemsnittet, der ligger
på ca. 90 pct. af børnenes jævnaldrende (Fridberg, 1999). Det hænger sammen med, at de interviewede
børns hjem typisk er treværelses lejligheder på 70-90 m 2
. Pladsforholdene har selv sagt også betydning for,
hvordan det er at have venner på besøg. En pige fortæller, at hun nogle gange har veninder med hjemme:
”… men det er ret sjældent. Også fordi jeg har sådan et lille værelse. Der er ikke så meget plads. Der er mere plads
hjemme hos andre” (Pige, 12 år).
I et enkelt tilfælde beskrives, at det er boligområdet, der betyder noget for, hvor man er sammen. Pigen,
der fortæller nedenfor, er for nyligt flyttet til en anden by og er begyndt på privatskole.
”Det er mere sådan, hvordan man bor. Om man bor et godt sted eller man bor et sted, hvor der ikke er nogen børn.
Det er mere sådan området. (…) De vil gerne have, at man har nogle ting, som de også har. Fordi så synes de det
kunne være rigtig sjovt, hvis vi for eksempel tog ud og red en tur i skoven. (…) En hest – det er en ting jeg for
eksempel ikke kan få, først når jeg bliver voksen” (Pige, 12 år).
Ifølge børnenes udsagn er det tilsyneladende kun en lille gruppe af dem, der har et meget begrænset socialt
netværk med kammerater. De fleste børn giver udtryk for at have enkelte ’gode venner’, som de er
sammen med i deres fritid. Til gengæld er det markant, at de børn, der her er interviewet, som oftest ikke
har kammerater med hjemme, samt at de er meget bevidste om og direkte i deres forklaringer af årsagerne
til det. Det er ifølge børnenes udsagn i høj grad mulighederne og rammerne for samværet, der er afgørende
for, hvor man er sammen med sine kammerater. Der sker en kobling mellem børnenes boligstandard (især
pladsforhold) og de materielle ting, som de råder over. For mange af de interviewede børn betyder det, at
det ikke er deres hjem, der bliver valgt.
21

Det næste spørgsmål er så, hvorvidt disse økonomisk og materielt relaterede forskelle har en betydning
for, hvem man bliver venner med. Mange af børnene siger, at de ikke synes, at det har noget at sige, om
man er på lige fod med hensyn til økonomi. De beskriver det ikke som et problem og svarer, at de ikke
synes, at det er svært. At være misundelig på ens jævnaldrende går dog igen i flere af interviewene.
”Næ. Altså, jeg blev sådan lidt misundelig på en af mine venner eller ikke misundelig, men så sagde jeg sådan ’Er du
gal, du er heldig’. Fordi jeg var til hans konfirmation eller nonfirmation, og så fik han sådan en tur, en weekend til en
fodboldkamp i England med hans yndlingshold sammen med sin mor” (Dreng, 13 år).
Ét barn er opmærksomt på de økonomiske forhold og levestandarden i forhold til, hvem man bliver venner
med, da han bliver spurgt, hvad økonomi og de ting, som man har, betyder for venskaber.
”At man er mere på lige fod. Hvor man siger, ’jeg har det og det, skal vi så ikke gå hjem og lave det hos dig, eller
skal vi gå hjem til mig eller…?’ Hvor man så her, der ville det så nok være nødt til at være hjemme ved dig, fordi her
der ikke lige så stor mulighed” (Dreng, 14 år).
Dette citat antyder, at der er mere på spil i forholdet mellem kammerater end det, som børnene i øvrigt
giver udtryk for i interviewene. Selv om børnene direkte adspurgt ikke giver udtryk for, at den vanskelige
økonomiske situation er svær over for kammeraterne, ligger der i børnenes sammenligninger og
beskrivelser af misundelse indikationer på, at det kan være svært, og at det har betydning. Når børnene
svarer ’nej’ eller ’det ved jeg ikke’ på spørgsmål om, hvad økonomi betyder i forhold til jævnaldrende, kan
det dog også være et udtryk for, at de har svært ved at reflektere over det eller svært ved at erkende, at
økonomiske forhold rent faktisk kan have en selekterende betydning i forhold til, hvem man er venner med.
Det kan også skyldes, at børnene hovedsagligt har økonomisk ’ligestillede’ kammerater, men denne tolkning
modsiges til en vis grad af, at de fleste af børnene i deres beskrivelser af forskelle opfatter sig selv som
dårligere økonomisk stillede (målt på materielle ting) end deres jævnaldrende (jf. de kommende kapitler).
Opsamling vedrørende fritid og venner
Det er forskelligt, i hvilken grad børnene oplever, at deres fritid og samvær med venner er præget af
vanskelige økonomiske forhold. Nogle børn har for eksempel ikke mulighed for at deltage i ønskede
sportsaktiviteter og beskriver en oplevelse af afsavn, mens andre fortæller, at de stort set ikke oplever
negative konsekvenser i forhold til deres fritid og kammerater. Set i forhold til de landsdækkende
undersøgelser skiller flertallet af de interviewede børn sig ud omkring fritids-, bolig- og samværsmønstre,
herunder bl.a. deltagelse i organiserede sportsaktiviteter, at have eget værelse og hyppigheden af at have
kammerater med hjemme. Det at have kammerater med hjemme er et særskilt problem for nogle af
22

ørnene, som ser ud til ikke kun at handle om de materielle rammer for samværet. Det kan også hænge
sammen med, at det er vanskeligt for børnene at opretholde det ydre indtryk af en tilsyneladende ’normal’
levestandard, hvis kammeraterne kommer med hjem.
Generelt kan det konkluderes, at hovedparten af de interviewede børn siger, at de har ’gode’ venner. Dette
indikerer, at de er ’med’ socialt, og mange af dem føler ikke, at de økonomiske forhold har nogen direkte
betydning for, hvem man er venner med. De beskriver ikke det at have få penge som et direkte problem i
forhold til samværet med vennerne. Samtidig giver de dog udtryk for ikke at have de samme muligheder for
aktiviteter som deres jævnaldrende. Dette gælder også i høj grad materielle ting, hvilket er temaet for det
følgende kapitel.
23

4. Materielt forbrugsmønster
I dette kapitel beskrives de interviewede børns oplevelse af det at have eller ikke have materielle ting bl.a.
set i forhold til oplevelsen af at være ’med’ blandt deres jævnaldrende eller ej. Herunder hvilke materielle
afsavn børnene giver udtryk for, og hvilke forbrugsmuligheder de har, set i forhold til om de får
lommepenge og har fritidsjob.
Betydningen af materielle ting og oplevelsen af materielle afsavn
I det følgende skal vi se, at kontakten til jævnaldrende tydeligvis påvirker mange af børnene med hensyn til
forbrugsønsker og oplevede materielle afsavn. Ud fra interviewmaterialet fremstår legetøj (for de yngste),
mobiltelefoner og tøj som de mest eftertragtede og betydningsfulde ting, hvor børnene oplever afsavn i
forhold til deres jævnaldrende.
Legetøj
I de fleste interview siger børnene, at de er blevet for gamle til at lege med legetøj, men for de yngste er
specifikke slags legetøj et stort afsavn. I interviewene fortæller de yngste om mange materielle ting, som de
ønsker sig, men som der ikke er råd til. De nævner bl.a. computerspil og Gameboy, samt Barbie- og
Bratzdukker. Særligt gruppen af yngre børn sammenligner sig i høj grad med deres kammerater – hvad de
andre har og gør, når det gælder legetøj.
”Alle piger kan lide Barbie. (…) Jeg har ikke dem, fordi de koster mange penge” (Pige, 11 år).
I en anden familie er der ikke råd til at købe spil til børnene. Datteren kan godt lide at lege med Diddl-papir
og -bamser mv., men fortæller, at det koster mange penge. Hun har fået nogle Diddl-ting af en veninde og
ønsker sig mere af det, fordi alle de andre piger har det. For disse børn ser det ud til, at det er kendskabet
til, hvad de andre har, der sætter niveauet for deres ønsker og afsavn. I modsætning til ovenstående
eksempler fortæller en anden af de interviewede piger, at hun har en del Diddl-papir, og hun oplever det
ikke som et problem at få det.
”Så spørger jeg mor, om vi har råd til det. Og så siger jeg så, at jeg ønsker mig det” (Pige, 10 år).
Generelt er det dog kun en lille gruppe af børnene, der ikke oplever det som et problem at få de ting
(legetøj og andre ting), som de ønsker sig. Derudover fortæller enkelte børn, at de ikke drømmer om at
købe noget andet eller mere, end det de har. Dette kan tolkes som, at nogle børn tilpasser sig de rammer
og (begrænsede) muligheder, der er, eller at nogle børn ikke vil fortælle om deres afsavn, måske fordi de
24

synes, at det er flovt, eller fordi de ved, at det alligevel ikke fører til noget eller for ikke at stille sig
usolidarisk over for forældrene.
Mobiltelefoner
Når man spørger til ting og afsavn set i forhold til kammerater, er mobiltelefoner et stort emne blandt de
interviewede børn. De fleste interviewede oplyser, at de har en mobiltelefon og kan dermed umiddelbart
være ’med’. Heraf har enkelte af børnene en ny og forholdsvis smart, opdateret model, mens andre har
købt en brugt eller arvet en mobiltelefon.
”Det er noget med, at min mor køber den til mig. Men det kan ikke være sådan en helt dyr en” (Dreng, 15 år).
At have en mobiltelefon ser ud til at være en afgørende faktor for følelsen af, om man er ’med’ eller ej. Det
ses både hos de børn, som ikke har så ny en model og hos de børn, som slet ikke har en mobiltelefon.
”Jeg vil nok sige, at det, der er mest kamp om, det er nok mobilerne. Hvem der har den smarteste, hvem der har
den mindste, hvilken en der kan mest. Hvor man så stadig laver lidt sjov ud af det og virker lidt ironisk, så man siger
’min kan bare mest’. Så står de sådan lidt og griner, hvor man så også får en lille bitte smule sjov ud af det. I:
Hvordan føler du det så, når de andre står og konkurrerer på det? Så tænker man sådan lidt, det kunne være
fedt at være med til. Hvis man havde sådan en slags drømmemobil, som man virkelig godt kunne tænke sig, hvor
man så ved, at den kan også det meste, tage billeder og filme og sådan noget. Hvor man så siger, at der ville den
muligvis klart vinde. Men så står man så med sådan en lille en, der ikke kan så meget. I: Kan det så også betyde
noget for, hvem der er populære, og hvem man bliver venner med? Nej, ikke sådan rigtigt. Fordi ham jeg er
venner med, han har også en rimelig god mobil med kamera i, men det er ikke sådan noget, der betyder meget. I:
Kan man blive holdt uden for ved ikke at have de ting? Det kan jo godt virke sådan, hvor de sådan står og
snakker lidt om for eksempel mobil, hvor de står sådan lidt stolt og siger ’nå, jeg har lige fået den her’. Hvor man så
godt kan mærke, at det kunne godt være jeg ikke skulle trænge så meget ind her. Der føler man sig lidt ignoreret”
(Dreng, 14 år).
Enkelte børn fortæller, at de er nogle af de eneste i deres klasser, der ikke har mobiltelefon.
”Når de stiller sig sammen oppe i skolen og laver noget med mobilen, så kan man da godt føle sig udenfor, fordi
man ikke har nogen, og så kan man ikke være med til det, de laver. Det kan godt være lidt irriterende” (Pige, 11
år).
25

Mobiltelefoner som emne fylder som nævnt meget hos de børn, som enten ikke har mobiltelefon eller som
føler, at det er vigtigt at få en ny model. En dreng fortæller, at han mest kunne tænke sig at bruge penge på
”… i hvert fald på en ny mobil, fordi den jeg købte, den er mere sådan en murerklods sagt på moderne sprog, hvor
de andre har de mere nye, ikke. Det ville jeg gerne købe, og så når jeg fik sparet lidt mere op gå ud og købe lidt
mere mærkevarer i tøj og så nogle nye CD’er – de nyeste” (Dreng, 14 år).
En piges beskrivelse fortæller noget om, at der er mode og prestige i de rigtige mobiltelefoner, men at hun
ikke oplever det som et problem, fordi hun selv har en.
”Der er mange, der har sådan en telefon, som jeg har for eksempel (…) med indbygget kamera og radio. Det er
meget sådan, at ligesom lige pludselig hvis der er en, der har en ny telefon, som ingen andre i klassen har, så ’nej,
hvor er du heldig’ og sådan noget, så får alle de andre i klassen den også. Og så er der en anden, der får en ny en,
og så hele tiden vil de have ny en” (Pige, 12 år).
Hun fortæller, at der er én fra klassen, der ikke har mobiltelefon, fordi hun må ikke få en for sin mor.
”Så føler hun sig lidt udenfor, når det er. Men alligevel er der mange, der godt kan lide hende, men hun bliver også
skubbet ud af ringen nogle gange, fordi hun heller ikke har nogle af de armbånd, og fordi hun går også i sådan en
stil, hun selv har lyst til. Der er ikke nogen, der skal bestemme over hende. Sådan har hun det. Og så fordi hun er
lidt tyk, så ham den nye, der er konge i klassen, han skubber hende og driller hende nogle gange. Så er der ikke
nogen af de andre, der tør sige noget til ham, fordi de heller ikke vil skubbes ud af ringen” (Pige, 12 år).
Nogle af de interviewede børn, som ikke har den nyeste model mobiltelefon, ønsker sig en ny model, men
giver udtryk for en pragmatisk og accepterende indstilling til det.
”Selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig en mobil, som kan tage billeder og alt det smarte, men så tænker jeg også,
hvad skal jeg bruge det til. Jeg skal jo bare kunne skrive nogle beskeder og ringe til folk. Så er jeg sådan set lidt
ligeglad med, hvordan den ser ud” (Pige, 15 år).
En anden fortæller, at kammeraterne ikke går så meget op i, hvad mobilen kan. ”Bare den kan skrive” (Pige,
10 år). Der kan dermed også være forskel på, hvilken status og betydning mobiltelefoner har blandt det
enkelte barns jævnaldrende.
26

Tøj
Ligesom det at have en mobiltelefon kan være med til at give følelsen af, at man er ’med’, viser
interviewene, at også tøj spiller en væsentlig rolle for børnenes oplevelse. Igen er det forskelligt blandt de
interviewede børn, hvilket og hvor meget tøj de får (eller køber selv).
En gruppe af børnene fortæller, at de kun får det tøj, som forældrene kan finde i genbrugsforretninger eller
på udsalg i lavpris-tøjforretninger.
”Min far køber aldrig nyt tøj. Han køber tøj til 20 kr., som passer til mig” (Pige, 11 år).
”Det meste af vores tøj er også fra genbrug. (…) Det er ikke noget problem, når mor finder det rigtige” (Dreng, 12
år).
En pige, som hovedsageligt får genbrugstøj, fortæller, at hun går op i, hvilket tøj hun har på. Hun beskriver,
hvordan det er, når hun snakker med sin mor om, hvad tøj hun skal have på:
”Og så sige ’nej nej, det der skal jeg godt nok ikke gå i. Nej nej, det kan du altså ikke mene. Det gider jeg godt nok
ikke at ha’. ’Jo, du skal have det på’, siger hun så. Noget af det tøj, det kan jeg simpelthen ikke holde ud at gå i. Det
er simpelthen forfærdeligt, når hun siger jeg skal have det på” (Pige, 11 år).
Flere af børnenes mødre giver udtryk for, at de synes, at det er et pres at forsøge at følge med børnenes
forventninger og krav. De forklarer, at det bliver sværere og sværere at finde genbrugstøj, jo ældre børnene
bliver, fordi børnene går mere op i det, og deres ønsker bliver mere specifikke.
En gruppe af børnene oplyser, at de får nyt tøj engang imellem, og for nogle er der sat et vist beløb af til et
par nye sko for eksempel. Enkelte får tøjpenge, som bliver taget fra børnepengene, og nogle fortæller, at de
arver tøj fra andre.
Ud fra en del af børnenes udsagn er mærketøj tilsyneladende ikke noget, som de går op i. Det kan dog også
skyldes, at mærketøj tilhører en kategori af materielle varer, som de befinder sig urealistisk langt fra og
derfor undlader at forholde sig til.
”Jeg køber ikke mærker. Jeg er ligeglad med mærker. Og vi har heller ikke råd til at købe mærker, når vi skal købe
tøj. I: Er der noget mærketøj, du ikke har, som du kunne tænke dig? Nej. Jeg tænker ikke så meget på tøj. Der
er ikke så mange i klassen, der går i mærketøj” (Dreng, 15 år).
27

De børn, der fortæller, at de har noget af det tøj, der er moderne, arver det typisk fra andre.
”Det meste jeg har, er noget jeg har fået fra min plejefamilie, når deres søn ikke kan passe det mere. Så siger de, at
det kan være, at jeg kan passe det. Vi er sådan nogenlunde samme højde mig og deres søn. Så får jeg så det tøj han
har gået i, men ellers er det alt for stort det [moderne] tøj, og så er det også pænt dyrt” (Dreng, 14 år).
Nogle af de ældste børn forklarer, at de køber noget af det dyre mærketøj for deres egne penge (tøjpenge
eller løn fra fritidsjob).
”Jeg går lidt op i moden, men køber det kun, hvis jeg kan lide det. (…) Det skal helst være Diesel eller Only-mærke”
(Pige, 15 år).
Det kan dog være svært at få pengene til at række:
”Ja, lidt, det er det da. Fordi cowboybukser de kommer jo op og koste 500 kr., så er der 500 kr. tilbage, så kan man
købe sig to trøjer, og så er der ikke flere penge tilbage. Så det er lidt svært, men jeg har da klaret mig indtil nu”
(Pige, 15 år).
En del af børnene oplever, at de andre børn får meget nyt og dyrt tøj.
”For eksempel ham jeg er hjemme hos fra klassen, han går i det tøj der. Der har jeg oplevet, at han brugte 700 på
en T-shirt. I: Hold da op, det er mange penge. Ja, jeg forstår heller ikke, hvordan han gider at bruge penge til det.
Jeg synes også, det er helt vildt. I: Men er det svært i forhold til andre, når man ikke har råd til de ting der? Ja,
men jeg har det sådan, jeg ville nok gå i sådan noget mere modetøj, men det meste modetøj jeg må sige jeg har, det
er nok mest to afslappede par cowboybukser. Ikke mere. Jeg har fået det ene par i fødselsdagsgave fra min
plejefamilie. Men ellers er det sådan, hvor man siger, at sådan noget tøj kunne man godt bare lige finde på at have
på i dag, ikk’, hvor man så kigger ned på sit eget og tænker, ’nej, det kunne godt være, man ikke skulle have taget
det på’. I: Hvordan det? Altså sådan føle sig lidt fremmed” (Dreng, 14 år).
Direkte adspurgt er det meget forskelligt, hvorvidt de interviewede børn føler, at det gælder om at have
noget bestemt tøj eller sko på blandt deres jævnaldrende. Årsagen til disse forskelle kan dels bunde i det
enkelte barns selvopfattelse og forbrugsmuligheder og dels i niveauet for og holdningen til tøj blandt deres
jævnaldrende – i skolen og i lokalområdet. Nogle af børnene mener, at det har en betydning.
28

”Nok mest modetøj, hvor man kan se, at det har været lidt mere dyrt” (Dreng, 15 år).
”Det gør det jo nok for nogen, men jeg synes, det er lidt ligegyldigt. Selvfølgelig synes jeg da, hvis jeg kommer hjem
til en af mine veninder, og hun bare har fået den nyeste nyeste trøje til 500 kr., så bliver man da lidt misundelig.
Men så tænker jeg bare, at jeg får også snart tøjpenge. Så kan jeg også gå ud og købe mig en trøje eller et eller
andet. Så det betyder ikke noget” (Pige, 15 år).
Nogle af de interviewede piger fortæller, at de følger lidt med i moden, men ellers skaber deres egen stil.
Enkelte synes, at deres veninder går meget op i deres udseende.
”De skal altid være i orden og skal ikke have mascara under øjnene og alt muligt. En af mine veninder hun er hele
tiden perfekt og alt muligt. I: Kunne du også godt tænke dig at være sådan? Jeg vil bare være mig selv” (Pige, 11
år).
Andre giver udtryk for, at man bare går i det tøj, som man har lyst til, og at de andre i klassen også er
ligeglade med, om det er mærkevarer. En enkelt, som ikke selv føler sig ’bagud’, hvad tøj angår, skiller sig ud
ved at sige, at han ikke vil gå sammen dem, der går i gammelt tøj:
”Altså vi render ikke så meget sammen med sådan en, der bare sådan har nogle bukser med huller i og sådan
noget. Altså alt for meget umoderne tøj. Det kan jeg ikke lide” (Dreng, 14 år).
Det fremgår tydeligt i interviewene, at kontakten til venner og andre jævnaldrende påvirker mange af
børnene med hensyn til forbrugsønsker og materielle afsavn. Hvilke ting de andre har, og hvad man selv har
og ønsker sig, er et emne, der fylder meget. Det er forskelligt, hvordan de interviewede børn hver især
oplever det. Nogle føler sig ikke anderledes og er så godt ’med’, at de ikke oplever, at den nyeste
mobiltelefon eller det rigtige tøj er afgørende. Dette kan være fordi, at de netop er ’med’. Det kan
endvidere skyldes, at der er forskelle i lokalområder og grupper af børn og unge på niveauet for og kravene
til, hvad der er smart, og hvor meget det betyder at have det, der er smart. Mens andre føler, at de ikke er
’med’ netop pga. manglende eller umoderne mobiltelefon eller ’forkert’ tøj. De føler sig ’bagud’ i forhold til
andre. Af interviewene fremgår der ikke umiddelbart forskelle mellem drenge og piger med hensyn til, hvor
mange der fortæller, at de går op i legetøj, tøj og mobiltelefoner eller med hensyn til, hvordan de oplever
det.
29

Anskaffelse af de materielle ting, som er eftertragtede
Forskelle i børnenes oplevelser hænger også sammen med, at der er reelle forskelle på, hvilke ting (legetøj,
spil, pc, mobiltelefon og tøj mv.) børnene egentlig har. Forskellene hænger naturligvis sammen med den
enkelte families samlede økonomiske situation og prioriteringer. Derudover ser en del af disse forskelle ud
til at hænge sammen med, at nogle familier har strategier for at anskaffe sig de ting, som børnene ønsker sig
(se kapitel 7). Det kan for eksempel være at købe tøj eller gaver i god tid, når de kommer på tilbud.
”Når han ser tilbud på gaver, køber han mange” (Dreng, 9 år).
I en familie har sønnen arvet en Play Station 1 fra en anden, og den tilhørende skærm har de fundet et
storskraldrum i bebyggelsen. Drengen er godt tilfreds og synes, at version 1 af Play Station er næsten det
samme som den nyere version 2. Han har desuden fået andet elektronisk legetøj af en kammerat.
”Gameboy fik jeg af en af mine venner på 13 år, som sagde, ’Jeg bruger den ikke til noget. Du må godt få den’ ”
(Dreng, 12 år).
I samme familie køber børnene brugte mobiltelefoner fra deres venner, når vennerne køber en ny model.
De fortæller, at telefonerne virker udmærket. Børnene i denne familie giver ikke udtryk for materielle
ønsker og afsavn, og de er tilfredse med de løsninger, som familien finder på.
Lommepenge og fritidsjob
Forskellene i materielle goder og afsavn skyldes endvidere børnenes egne muligheder for forbrug, som
afhænger af, om de får lommepenge og eventuelt har fritidsjob.
Lommepenge
Hovedparten af de interviewede børn oplyser, at de ikke får lommepenge i form af et fast ugentligt eller
månedligt beløb, hvilket er anderledes end for de fleste af deres jævnaldrende. Ifølge Fridbergs undersøgelse
får ca. 73 pct. af de 10-15-årige lommepenge af deres forældre. 16
Mange af de interviewede børnene
fortæller, at de får ’lidt’ penge eller ’engang imellem’. Det drejer sig typisk om et lille beløb afhængigt af, om
de har hjulpet til derhjemme, eller om forældrene ’lige’ har penge. Nogle kalder det lommepenge, mens
andre fortæller, at de får lidt penge eller ting, når de har brug for det.
16
Jf. Fridberg, 1999. Andelen falder dog, når det gælder børn, der bor hos eneforsørgere ifølge Andersen & Hestbæk,
1999.
30

”Men hvis jeg ikke har gjort noget, så får jeg ikke sådan noget. Det er mere hvis jeg hjælper mor med noget, hvor
andre de får det bare, fordi det synes deres forældre, de skal have” (Pige, 12 år).
”Når jeg har brug for nogen, så får jeg nogen. Ikke sådan et fast beløb om måneden” (Dreng, 14 år).
”Jeg får, når der er noget, jeg gerne vil have. For eksempel en blyant eller sådan noget” (Pige, 10 år).
”Hvis nu vi mangler måske en 20’er, så hvis de har en 20’er, så får vi en” (Pige, 12 år).
I interviewene er det især de børn, som selv tjener penge (primært dem over 13 år), der ikke får
lommepenge. Dette stemmer overens med, at andelen af børn, som får lommepenge hjemmefra, generelt
falder med alderen. Landsgennemsnittet ligger dog på 65 pct. af de 13-15-årige (Fridberg, 1999). Samlet set
får gruppen af interviewede børn således i langt mindre grad faste lommepenge end deres jævnaldrende
generelt. Mange af dem fortæller, at deres jævnaldrende får lommepenge fast, men de kender typisk ikke
beløbet. En af drengene kender til en kammerat, der får 500 kr. om måneden:
”… men jeg synes det er for dårligt, for han laver ikke noget for det. Han sidder bare på sin flade røv” (Dreng, 14
år).
Der er tilsyneladende ikke de store forskelle på, hvor mange penge de interviewede børn får hjemmefra.
Alligevel kan det betyde en forskel i oplevelsen af, hvad man har og får, om det er svært at få lidt penge, når
man beder om det, og om man kan lægge et lille beløb til side, så man selv har lidt penge. Nogle børn
fortæller, at de får hjælp af deres far, som ikke bor sammen med familien, eller af andre familiemedlemmer.
Tilsyneladende giver spørgsmålet omkring materielt forbrugsmønster og -ønsker anledning til færre
problemer for de børn, der har penge selv.
”Nej, ikke sådan specielt, fordi hvis der er nogle ting, jeg gerne vil have, så har jeg selv nogle penge i pungen, så der
er ikke rigtig noget” (Pige, 12 år).
Børnene bruger deres lommepenge på bl.a. spil, slik og CD’er. Enkelte sparer dem op, men de fleste siger,
at de ikke får nok penge til at spare op af dem.
”Nogle gange hvis man går ud, så tager man måske lige en 20’er med, den forsvinder hurtigt igen, hvis man lige
køber lidt at drikke eller noget slik” (Pige, 12 år).
31

Fritidsjob
Blandt de interviewede børn er det især de tre-fire ældste på 13-15 år, der har fast fritidsjob. Dette kan
siges at være en relativt høj andel sammenlignet med gruppen af 13-15-årige generelt, hvor 62 pct. har
fritidsjob (ifølge Fridberg, 1999). Nogle af de yngre børn har tjent lidt penge ved at hjælpe rundt omkring
med for eksempel at slå græs, vaske bil og lufte hund. På den måde bliver der til lidt lommepenge. De børn,
som har fritidsjob, er som regel begyndt med at gå med aviser, og flere familier fortæller, at man afventer,
at barnet bliver 13 år, så det kan begynde at gå med aviser.
En familie skiller sig i særlig grad ud ved at have en bevidst strategi for, at børnene kommer i arbejde og
avancerer jobmæssigt, så snart de har den nødvendige alder.
”Vi har også arbejdet rigtigt meget med aviser og sådan nogle ting. Nu har vi højere arbejde, bedre løn” (Dreng, 16
år).
Børnene bruger typisk de tjente penge til tøj og sko, sportsudstyr, CD’er og andre materielle ting. Enkelte
sparer op af dem til for eksempel en knallert eller til gaver til familiens fødselsdage.
”Det er sådan, at når jeg tjener penge, så kan jeg ikke holde dem. Så skal jeg ud og bruge dem” (Dreng, 14 år).
Enkelte af de børn, som ikke har et job, kunne godt tænke sig det.
”Jeg vil gerne have et job, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan få det” (Dreng, 15 år).
Denne dreng tænker, at han kan hjælpe sin mor, hvis han får et fritidsjob og på den måde selv får råd til
tingene. I en anden familie har mor og datter forsøgt at få hængt en seddel op i en børnehave med tilbud
om børnepasning, men det var børnehaven ikke interesseret i.
Det at tjene sine egne penge eller at få lommepenge i ny og næ ser ud til at gøre en forskel for de
interviewede børns oplevelse i hverdagen. Sammenlignet med deres jævnaldrende har de færre
lommepenge, og en relativt højere andel har fritidsjob, men det afgørende for børnenes oplevelse er, om de
har egne penge til at købe lidt for eller får lidt ekstra penge af andre familiemedlemmer.
32

Opsamling vedrørende materielt forbrugsmønster
Selv om størstedelen af børnene tilsyneladende klarer sig socialt i forhold til kammerater og ikke føler, at
de økonomiske forhold har nogen direkte betydning i forhold til venner, er det tydeligt, at kontakten til
jævnaldrende påvirker mange af børnene med hensyn til forbrugsønsker og materielle afsavn.
Samtidig er der forskelle på graden af, hvor optagede de interviewede børn er af ting og materielt
forbundne afsavn. De børn, der ikke oplever det som et problem, føler sig ikke i samme grad som de andre
børn anderledes. De er så godt ’med’, at den helt rigtige mobiltelefon eller det rigtige tøj ikke er så
afgørende. Dette kapitel viser, at ’det ydre’ for mange af børnene fremstår i orden og kan opretholdes
nogenlunde med bl.a. smart tøj og mobiltelefon. Tingene er ofte brugt eller arvet osv., men mange af de
interviewede børn har flere af tingene og skiller sig dermed ikke så synligt ud fra deres jævnaldrende på de
ydre (synlige) kendetegn.
Det er samtidig på disse ydre faktorer, at andre af børnene føler sig udskilt og anderledes. De oplever, at
de ikke er ’med’, netop fordi de ikke har en mobiltelefon eller ikke har en smart model, eller fordi de går i
’forkert’ tøj. Disse børn føler sig ’bagud’ i forhold til andre, og ud fra børnenes udsagn tyder det på, at det
er kendskabet til andres højere levestandard, der sætter niveauet for deres ønsker og afsavn. At have visse
specifikke materielle ting tillægges betydning, når de sammenligner sig med deres jævnaldrende. Det vil sige,
at de materielle behov, som børnene oplever, skabes i relation til, hvad de andre har. De interviewede
børns afsavn er dermed relative, idet de er påvirket af og set i forhold til børnenes jævnaldrende.
De forskelle omkring materielle afsavn, som har vist sig i interviewmaterialet, handler bl.a. om familiernes
konkrete økonomiske situation og prioriteringer, samt om hvorvidt børnene selv tjener penge. Dette gør
sig generelt gældende på tværs af alder, køn, etnisk baggrund og geografisk placering bortset fra enkelte
specifikke alders- og kønsbetingede forskelle, samt interesseforskelle børnene imellem. Forskellene kan
også handle om, hvor direkte og åbent børnene fortæller om deres oplevelse og afsavn. Deres måde at
fortælle på kan have noget med alder, personlighed, ’refleksionsniveau’ og emneforståelse at gøre (samt
sproglig forståelse og udtryksevne for flygtningebørnenes vedkommende). Endvidere har flere af
flygtningefamilierne haft en højere levestandard i deres hjemland, og det kan have indflydelse på deres børns
afsavn. Børnenes oplevelse af familiens levestandard i hverdagen beskrives i næste kapitel.
33

5. Familiens levestandard
Rapporten belyser de interviewede børns oplevelse af at leve under vanskelige økonomiske vilkår i forhold
til specifikke emner såsom fritid, ting, tøj og ferie. En lige så stor del af børnenes oplevelse handler om
deres hverdag hjemme hos dem selv, herunder hvordan det fungerer økonomisk for familien i det daglige. I
dette kapitel belyses børnenes oplevelse af familiens levestandard. For det første som det kommer til
udtryk i det daglige og for det andet set i forhold til børnenes jævnaldrende.
Levestandard i det daglige
En stor gruppe af børnene fortæller, at de ind imellem snakker med deres forældre om, hvad der er råd til.
Snakken kan fx være foranlediget af barnets forespørgsler på ting, eller når en forælder giver besked på, at
nu skal der spares.
”Når det er, det bliver sparetider, så siger min mor, ’du bliver lige nødt til at spare på rugbrødet’, eller hvad der er af
pålæg, eller strøm, eller hvad det kan være. Vi holder ikke sådan et stort møde ud af det. Bare sådan at min mor
kalder på mig og siger, at nu har hun lige betalt en regning, og nu har vi råd til det og det, og nu har vi så mange
penge tilbage, hvad synes du, vi skal bruge dem på” (Dreng, 14 år).
Ud fra børnenes udsagn kan man høre, at de mærker, når der ikke er flere penge – som regel sidst på
måneden eller op til højtider. De er blevet spurgt, hvad der nogle gange ikke er råd til i hverdagen.
”Ikke sådan så vi siger, at så må vi lave havregrød, vel. Der har været en periode, for eksempel med julegaver til jul,
hvor vi har været nødt til at sige, at nu laver vi store suppeuge, hvor vi laver hønsekødssuppe i en stor gryde, og så er
der mad nok til i hvert fald fire dage. Og så har vi så lavet det hvor vi siger, at hver anden dag tager vi så havregrød
eller øllebrød, og så næste dag tager vi noget lidt mere normalt. Og så har der så været råd til julegaver og juletræ
og alt det der” (Dreng, 14 år).
”Vi har altid haft råd til mad. Så køber vi bare noget, som smager mindre godt, men som mætter, ikk’. For eksempel
rugbrød og noget billigt pålæg spiser vi så til” (Dreng, 11 år).
Citaterne viser, at de medvirkende børn altid får mad på bordet. Nogle gange skal de dog spare på maden,
og nogle gange er det de absolut billigste madvarer, der bydes på. Mange børn fortæller, at der kun sjældent
er råd til pizza eller lidt ekstra slik.
”Vi spiser ikke så meget slik mere” (Dreng, 14 år).
34

”Vi får heller ikke så mange is om sommeren. Mor køber is på tilbud i pakker, men vi får ikke særligt meget soft ice
og slush ice og slik” (Pige, 11 år).
I en familie spiser man hos en frivillig forening en gang om ugen i vinterhalvåret. I en anden familie, hvor
økonomien svinger afhængigt af moderens jobsituation, fortæller børnene, at der bliver købt mere frugt i de
perioder, hvor moderen tjener penge. Børnene siger, at det er dyrt at købe frugt set i forhold til, hvor
hurtigt det bliver spist. Ud over madvarer fortæller de interviewede børn om andre ting, som der ikke er
råd til:
”Min mor har ikke rigtig råd til sit eget tøj, fordi hun giver mig meget. I: Tror du det er svært for hende? Min
mor? Ja” (Dreng, 11 år).
Der er flere eksempler på, at børnene mener, at forældrene køber mindre til sig selv for at have råd til
mere til deres børn. Et besøg hos frisøren kan også være for dyrt til familier, der lever i en vanskelig
økonomisk situation. Dette gælder også for flere af de medvirkende familier. I en familie klipper datteren sig
selv og sin familie. Moderen sparer op til en klipning hos en frisør en gang om året og giver pengene til sin
datter. I en anden familie bliver drengen klippet, når han er hos sin feriefamilie, fordi hans ’feriemor’ er
frisør. En pige får klippet spidser af håret hos en, som familien kender.
Flere børn fortæller, at når de ønsker sig noget, får de besked på at vente til den første i måneden, til der
kommer børnepenge eller til deres fødselsdag eller jul.
”Så siger mor, at det har vi ikke råd til. Det må du vente med at ønske dig til din fødselsdag” (Dreng, 12 år).
I modsætning hertil fortæller et andet barn, at hun ikke har kunnet mærke det ikke at have så mange penge
på hverdagens levestandard, hvilket også gælder for enkelte andre børn.:
”Vi har altid lørdagshygget og gået op og købt noget slik og noget sodavand og fået noget lækker mad. Og der er
altid mad i køleskabet, og man kan altid bare tage sig et stykke rugbrød eller et stykke toast” (Pige, 15 år).
Generelt er børnenes levestandard i det daglige karakteriseret ved, at der er mad på bordet hver dag – de
sulter med andre ord ikke. Der skal dog til tider spares på madvarerne, og kvaliteten af maden er nogle
steder nødt til at være de billigste produkter. For mange af børnene er der desuden ikke råd til lidt ekstra
som for eksempel at bestille pizza eller købe is og slik. Mad er den målestok, som børnene selv først bruger
som billede på, hvordan en vanskelig økonomi spiller ind i hverdagen. For flere bruges det til at sige, at de
35

får mad på bordet og ikke (kun) lever af havregrød (selv om menuen ifølge børnenes udsagn må formodes
at stå på rugbrød, havregrød o.lign. oftere end den ’almene standard’ i andre hjem).
Børnenes oplevelse af egen økonomiske situation set i forhold til andres
Der er i datamaterialet mange eksempler på, at børnene sammenligner sig med deres jævnaldrende med
hensyn til, hvad man har og får. Børnenes sammenligninger med andre gælder også omkring levestandard,
og flere af børnene har fornemmelsen af at have få penge i forhold til andre. Især de ældste er klar over og
formulerer, at der er forskelle på, hvad der er råd til – også i det daglige.
”Ja, selvfølgelig. De har arbejde og tjener penge, ikke. (…) Deres far og mor arbejder” (Dreng, 12 år).
En dreng giver eksempler på, hvilke ting hans familie ikke har råd til, som de andre har:
”For eksempel nogle gange får vi kun rugbrød til aftensmad. (…) Det er for eksempel opvaskemaskine og sådan
noget. Det kan vi jo ikke bare lige gå ud og købe. Computer skal jeg jo også bruge engang. Det har alle mine venner
næsten” (Dreng, 11 år).
En anden forklarer, hvordan det er at være hos sin aflastningsfamilie i forhold til derhjemme:
”Det er meget rart. Ja. (…) Både det der, at der er sådan lidt mere råd til det. De har bil, og hvis det er de lige
spørger, hvad man så vil lave i dag, så siger man ’jeg kunne godt tænke mig svømmehallen’, så tager man så lige i
svømmehallen. Så har de to hunde, som man kan gå tur med og spille lidt computer og høre lidt musik” (Dreng, 14
år).
Denne dreng fortæller, at han synes, at det er svært, at aflastningsfamilien har flere penge i forhold til hans
egen familie.
”Ja, fordi når man kommer her og lige kommer derudefra, så er det jo sådan… fordi de har jo opvaskemaskine, så
kommer man så herhjem, og så skal man begynde at tage opvasken igen og ned med skrald. Ude hos dem der er
det et hus, hvor man bare lige skal ud til skraldespanden og så tilbage igen. Så det er jo lidt nemmere derude”
(Dreng, 14 år).
I disse udsagn fremhæves, at forskellen fra ’de andre’ er, at de eksempelvis har opvaskemaskine,
skraldestativ lige uden for døren og bil, hvilket gør nogle ting meget lettere. Det kan disse børns familier
36

ikke selv ’bare lige’ gå ud og købe. Samtidig ser det ud til, at børnene er klar over, at de ikke får det samme
mad som deres kammerater får derhjemme.
Ifølge børnenes egne udsagn, føler de, at deres levestandard i det daglige adskiller sig fra deres
jævnaldrendes hverdag. Det er dog lidt forskelligt, om de interviewede børn tror, at deres jævnaldrende
ved, at de kun har få penge i deres familie. En del af børnene tror ikke, at de andre ved det. Nogle af
børnene siger, at de ikke er klar over, om andre ved det, og enkelte mener, at de andre ved det. Der er
eksempler på, at man kun snakker om det at have penge eller ikke have penge blandt kammerater, når
lærerne spørger til det i skolen.
”Ja, fordi vi har nogle gange her for nyligt haft nogle lektier, hvor man så siger et spørgsmål på engelsk, hvor det var
noget med ferie og fridage, hvad de kunne bruges til. Så havde jeg så svaret, at vi kommer ikke så tit ud, fordi vi er
sådan meget fattige på den måde, at vi ikke har pengene til det. Så sagde min lærer også, fordi hun ved, hvordan
det står til her, hun forklarede det lidt mere, for det er ikke alle, der sådan lige ved det, og så har vi også lige fået
fire nye elever. Så de også lige fik et indblik i det (Dreng, 14 år).
En dreng svarer på spørgsmålet om, hvordan det er at snakke om i klassen:
”Det er okay. Jeg får nogenlunde det samme i lommepenge som alle de andre” (Dreng, 11 år).
Kun ét barn fortæller direkte, at hun sammen med en veninde snakker om det ikke at have så mange penge.
Hendes bedste venindes mor har heller ikke særligt mange penge, og hun har dermed en at være fortrolig
og ligesindet med omkring det.
”Men mig og min veninde vi kan sidde og snakke i mange timer om, hvordan det er og hvorfor vi ikke bare har
penge, penge, penge” (Pige, 15 år).
De fleste af børnene har generelt ikke så meget fornemmelse af, om der er andre i klassen eller blandt
kammeraterne, der (heller) ikke har så mange penge.
”Der kunne måske lægges lidt mistanke til en eller to, men ellers nej, fordi ... nej, der er måske en enkelt” (Dreng,
14 år).
Enkelte giver eksempler på andre børn, som ikke har mange penge. Det er primært tøjet, der bliver nævnt
som synlig indikator.
37

”Nogle gange snakker man om det. Ellers kan man se det. For eksempel på deres tøj” (Dreng, 14 år).
”Jeg kan godt være venner med alle. Ligesom der er en i vores klasse, han render rundt i sådan noget joggingtøj med
huller på knæet. Det er jo ikke hans tøj, der tæller, det er jo ham. Det er fordi han ikke har penge til det” (Dreng,
14 år).
”Der er nogle, hvor deres forældre drikker, de har ikke så mange penge. Der er en pige i min klasse, hun går i noget
tøj, der er for småt til hende, fordi hendes mor bruger sine penge på at drikke. Der er nogle, der driller hende, men
egentlig skulle man ikke drille hende, for tænk hvis det var en selv” (Pige, 12 år).
I sammenligninger med andre har børnene derimod et klart billede af, hvem der har flere penge end dem
selv. Flere fortæller om børn, som de kender, der for eksempel får meget nyt (mærke)tøj, penge til ny
mobiltelefon, bor i et stort hus eller ofte køber mad på skolen. Det handler tilsyneladende om, hvad de
andre ’bare lige’ kan eller får af især synlige, materielle ting.
”Når vi har frokostpause går hun bare lige op og køber et par bukser til 500 kr. Det er helt vildt. Sådan kunne man
da også godt tænke sig nogle gange at have det, men alligevel så ville jeg ikke have det sådan, fordi så ønsker man
sig aldrig noget, for så kan man bare gå ud og købe det” (Pige, 15 år).
Man kan se det på, ”… at de altid går i mærketøj eller bor i et dyrt hus eller et eller andet” (Pige, 12 år).
”Frederik, han får tit nyt tøj. Jeg tror, det er ham, der får mest nyt tøj i klassen. Han får næsten nyt tøj en gang hver
måned. Mindst. Og så får han sådan nogle dyre sko til 1000 eller sådan noget, og dem smadrer han i løbet af to
måneder. Så er de gået i stykker” (Dreng, 12 år).
Når børnene spørges direkte, om det er svært, at de andre børn ikke har det lige så svært med penge,
svarer de fleste ’nej’.
”Næ, jeg synes ikke, det er så svært. Jeg har vænnet mig til det” (Dreng, 12 år).
Samtidig er der enkelte børn, der ikke føler sig mere fattige end de andre, og som i interviewet ikke er
fokuserede på eller sporet ind på, at de skulle have mindre end andre børn.
”Vi har alt det, vi har brug for. Vi har de nyeste ting og sådan” (Dreng, 14 år).
38

”Vi er ikke fattige, vi er heller ikke rige. (...) Det er meget få, hvis der er nogen, der har lidt mere” (Pige, 12 år).
Opsamling vedrørende familiens levestandard
Dette kapitel viser, at mad er den primære faktor, som de interviewede børn bruger som billede på
familiens daglige levestandard. De beskriver deres levestandard i hverdagen ved, at der er mad på bordet (i
køleskabet) hver dag. Dog skal der somme tider spares på eksempelvis pålæg og frugt, og mange af børnene
beskriver, at der bl.a. ikke er råd til slik eller at bestille en pizza. På disse dagligdags parametre mærker
børnene konkret og ikke kun set i forhold til deres jævnaldrende, at deres familie har få penge.
Børnenes udsagn tydeliggør, at de selv har nogle pejlemærker for, om de har lige så mange penge eller
færre end de andre, samt hvordan man kan vide det. De beskriver forskelle i levestandard på de daglige
parametre såsom mad, opvask, tøj og det ’bare lige’ at kunne købe noget.
Samtidig er hovedindtrykket fra interviewmaterialet, at børnene kun ganske sjældent taler med andre om,
hvor mange penge man har og om det at have færre penge end andre. De fortæller, at de er i tvivl om,
hvorvidt deres kammerater kender til deres situation, og samtidig er det lidt uklart for dem, hvem af de
andre der ikke har så mange penge.
Børnene ser altså ikke nødvendigvis ’fattigdommen’ eller de knappe økonomiske ressourcer hos andre, de
snakker som hovedregel ikke om det, og langt størstedelen synes ikke, at økonomi har noget at sige i
forhold til, hvem man er venner med. Omkring den daglige levestandard er det ifølge børnenes udsagn til en
vis grad ’usynligt’, at man ikke har så mange penge, hvorimod de sagtens kan beskrive dem, der har mange
penge. Dette beskrives primært ud fra synlige indikatorer, såsom tøj, bil og hus. En forklaring på
’usynligheden’ kan for eksempel være, at børnene ikke mærker eller ignorerer, at andre ved det eller kan se
det på dem. En anden forklaring kan være, at børnenes udsagn er udtryk for, at de forsøger at kontrollere
oplysningerne om deres egen familie. Endvidere er det forskelligt fra barn til barn, hvilket miljø de bor og
færdes i, og dermed hvilke jævnaldrende de primært sammenligner sig med.
39

6. Socialt forbrugsmønster
Fra at have beskrevet de materielle og hverdagslige aspekter handler dette kapitel om oplevelses- og
familierelaterede aspekter af børnenes fortællinger om at leve i familier med få penge. Omdrejningspunktet
er de oplevelser, som de interviewede børn har med deres familier såsom fødselsdag, udflugter og ferie.
Fødselsdag
At fejre fødselsdag betragtes af flere af børnene som et af årets store højdepunkter. Når de i interviewene
er blevet spurgt, hvad de glæder sig mest til for tiden, svarer mange af dem fødselsdag (og jul) – også selv
om der for nogle er lang tid til.
”Mest min fødselsdag og så julen, hvor man siger, at så kan jeg så få de ting jeg har gået og ønsket mig i løbet af
året” (Dreng, 14 år).
De fleste børn oplyser, at de som oftest har nogle fra familien på besøg til deres fødselsdag, og at de ser
meget frem til at få gaver. Alle børnene fortæller, at de får gaver til fødselsdag og jul, og at det ofte er små
gaver.
Det at holde fødselsdag for kammerater er for mange af de interviewede børn ikke muligt. For de fleste
drejer det sig om, at der ikke er råd til det, eller at der ikke er plads i hjemmet, hvilket kan være to sider af
samme sag. Enkelte fortæller, at man ikke inviterer til fødselsdag i deres klasse. Nogle siger, at de godt
kunne tænke sig at prøve at holde fødselsdag for deres kammerater.
”Jeg har ikke holdt fødselsdag, fordi mit hus er lille. Det passer ikke til 13 drenge, som jeg vil spørge om at komme
her hos mig. Og jeg siger til min mor, at vi skal skifte hus. Hun siger til mig, at vi bliver her, indtil vi har mange
penge, så kan vi flytte” (Dreng, 9 år).
I enkelte familier er man vant til også at holde børnefødselsdage. For nogle er det dog længe siden.
”Vi har en enkelt gang holdt for mig, hvor det kun var drengene, der var her. Det var i fjerde eller femte. Da jeg
fyldte 11. Hvor vi så fik drengene herop, og så spiste vi pizza, og så gik vi så ud og hyggede os og spillede lidt
computer, da vi lige havde fået den dengang” (Dreng, 14 år).
”Man inviterer nogle af dem, som man mest går sammen med. (…) Normalt så går vi i biografen eller bare ser film
herhjemme, hvor de så sover her. Sidst holdt jeg videoaften inde på værelset med fire veninder” (Pige, 12 år).
40

Pigen fortæller, at hun kun må invitere to, hvis de vil i biografen, for ellers bliver det for dyrt. Hun siger, at
det er forskelligt, hvordan de andre holder fødselsdag:
”Nogle har lejet et lokale, hvor man så danser og hører musik og sådan noget. Der er andre, som også bare holder
sådan noget, hvor vi går i biografen” (Pige, 12 år).
Pigen fortæller, at hun også kunne tænke sig at holde en fødselsdag med dans i et lejet lokale for sine
venner, men moderen har sagt, at det er for dyrt. I to familier skal børnene i år holde fødselsdag for deres
kammerater for første gang i tre år. I enkelte andre familier konverteres fødselsdagen til en anden
børnefest eller til kontanter.
”Nogle gange vælger jeg mellem penge eller at få en børnefødselsdag herhjemme. Der plejer jeg så at vælge
pengene. Det har jeg vist gjort de sidste to år” (Dreng, 11 år).
Et af de børn, som ikke selv har råd til at holde fødselsdag, ved ikke, om der er andre i klassen, der har det
lige sådan:
”Men der er jo nogen steder, hvor man godt kan sige, at der har vi ikke lige været inviteret, men jeg ved ikke, om
det er fordi, de ikke har gidet, eller om der ikke har været råd” (Dreng, 14 år).
Mange af de interviewede børn giver ikke udtryk for, at det er et stort afsavn ikke at holde fødselsdag for
kammeraterne. Flere fortæller dog, at de gerne ville prøve det. Samtidig er det ifølge børnene meget
forskelligt, om man inviterer til fødselsdag i deres skoleklasse eller ej. Derfor må børnenes oplevelse
formodes også at være afhængig af, hvorvidt deres kammerater holder fødselsdag, og i så fald på hvilken
måde de fejrer det. Enkelte børn har i interviewet fortalt, at de plejer at holde fødselsdag for deres
kammerater, hvorefter de er blevet korrigeret af deres mor, fordi det efterhånden er to-tre år siden sidst.
Det tyder på, at det at holde fødselsdag for nogle er mere betydningsfuldt – og et større afsavn – end de
umiddelbart giver udtryk for. At fødselsdage og julen generelt er højdepunkter for de interviewede børn,
hænger sandsynligvis sammen med, at det er de (faste) tidspunkter på året, hvor de har mulighed for at få
nogle af de ting, som de virkelig har ønsket sig i årets løb, men har fået nej til at få.
Oplevelser med familien
Udflugter og ferier er med til at give en familie fælles oplevelser. Disse to emner fortæller noget om, hvad
børn oplever sammen med deres familie. Det vil sige, i hvilken udstrækning de har (positive) oplevelser med
deres nærmeste familie, og hvilken betydning det har. I det følgende beskrives som det første, i hvilket
41

omfang de interviewede børn har været på udflugter til bl.a. forlystelsesparker og på skovtur. Som det
andet beskrives børnenes sommerferieoplevelser.
Udflugter
De interviewede børns oplevelser med at være på udflugt med familien varierer lidt. Størstedelen af
børnene er ifølge egne beretninger kun sjældent i forlystelsesparker eller på udflugt. De har været få gange i
Bonbonland, Tivoli, på Bakken og lignende steder, og når det sker, er det ikke altid med deres egen familie.
De har typisk været der med deres skole, fritidsklub, en forening, deres aflastningsfamilie eller sammen med
familien – for enkelte på en kommunalt finansieret udflugt.
”Der var en enkelt gang, hvor vi var der [i Tivoli], før min lillebror blev født. Det var med min moster, hvor jeg har
været syv år. Det var sådan set sidste gang, vi var af sted sammen” (Dreng, 14 år).
”Hvis det har været min fødselsdag, så de siger de [aflastningsfamilien], at ’så giver vi en tur i Tivoli’. Det er for
eksempel også, hvis vi siger, ’nu gider vi ikke at lave mad’, så går vi ud og spiser” (Dreng, 14 år).
I: Har du været i Tivoli? ”Det har jeg ikke været de sidste mange år. Men så har jeg været i Bonbonland med mit
fodboldhold og alt sådan noget. (…) I: Er det fordi, det er dyrt at gå i Tivoli? Nej, jeg har bare ikke haft tid til. Og
det er også lidt dyrt, ikke” (Dreng, 11 år).
I en landsdækkende undersøgelse beretter 71 pct. af de 10-15-årige børn, at de har været i en
forlystelsespark inden for det seneste halve år (Fridberg, 1999). I nærværende undersøgelse fortæller kun
en lille gruppe af børnene, at de flere gange har været i en forlystelsespark med deres familie. Disse børn
har oftere været på udflugt til forlystelsesparker med deres familie end de øvrige interviewede. Det drejer
sig især om de børn, som tilsyneladende ikke opfatter deres families økonomiske situation som vanskelig. I
enkelte af disse familier er der tale om en prioritering, så der bliver råd til den slags ture engang imellem.
For andre af disse børn er der typisk en ikke-samboende far, moster eller mormor, der hjælper til
økonomisk, så der bliver råd til lidt ekstra.
I enkelte tilfælde kan andre familiemedlemmer tilsyneladende ’hæve levestandarden’ for barnet og give det
nogle ekstra oplevelser. En pige fortæller for eksempel, at hun flere gange har været på ferier i udlandet
med sin ikke-samboende far for at besøge hans familie. Hun synes desuden, at det er sjovt at være hjemme
hos faderen,
42

”… fordi vi finder altid på noget, hvis der ikke er noget at lave, så cykler vi en tur og… Så var jeg to gange på
stranden” (Pige, 12 år).
Hyppigheden af biografbesøg blandt de interviewede børn ser også ud til at ligge under gennemsnittet for
deres jævnaldrende generelt. Hovedparten af børnene fortæller, at de har været i biografen enkelte eller
flere gange med deres familie. For de fleste af børnene ligger seneste biografbesøg mindst et halvt til et helt
år tilbage i tiden. I Fridbergs undersøgelse har ca. 85 pct. af de 10-15-årige børn været i biografen inden for
det seneste halve år (Fridberg, 1999).
Generelt er udflugter og oplevelser, der koster penge, for dyre for mange af familierne og derfor sjældent
forekommende. De fleste af børnene oplyser, at familien ikke har råd til det.
”Hvis det var vi siger, at nu vil vi til Tivoli, så er man simpelthen nødt til at sige, at så tager vi et par dage med
havregrød og så lidt af det andet, og så køber vi ikke så meget kage og kakao eller hvad det kan være” (Dreng, 14
år).
For især de yngste af børnene er fraværet af udflugter til for eksempel Bonbonland og Tivoli et stort afsavn.
”Far siger til os, at vi skal gå om en uge, så går vi ikke. Og nu står jeg og siger til ham, at i dag skal vi gå i
Bonbonland, og så siger han til mig ’i morgen’, og så går vi heller ikke. Og så siger jeg til ham, ’nu skal vi gå’. Han
siger til mig, at vi har heller ikke nogen penge” (Dreng, 9 år).
”Det ved jeg ikke. Man kan da godt synes, det er lidt irriterende nogle gange” (Dreng, 12 år).
”Jeg bliver lidt ked af det og sur på min mor, fordi jeg ikke kan komme med. Hun siger ’nej, nej, nej. Det har vi ikke
råd til’ ” (Pige, 11 år).
Det er dog ikke alle børnene, der i interviewene er lige optagede af udflugter til forlystelsesparker o.lign.
Nogle giver ikke udtryk for at opleve de manglende udflugter som et afsavn, selv om de heller ikke har
været i fx forlystelsesparkerne så mange gange. Det gælder især de børn, som tilsyneladende ikke opfatter
sig som ’fattige’, samt de ældste af børnene. Nogle fortæller, at de synes det er sjovt, men at de ikke
drømmer om at komme der oftere eller at prøve at besøge lignende steder.
For nogle af børnene er det ikke nødvendigvis en tur i en forlystelsespark, der står øverst på ønskesedlen i
forhold til, hvad de bedst kunne tænke sig at lave med deres familie.
43

”Det ved jeg ikke. Jeg synes, vi har det meget godt, som vi har det. Jeg behøver ikke komme på de store fancy rejser
og store ture. Vi har det meget godt. Også fordi jeg kan ikke rigtigt se, hvor jeg skulle finde tiden henne. Fordi nu vil
jeg gerne gøre noget ud af 9. klasse og få en ordentlig eksamen” (Pige, 15 år).
”Så skulle det nok mest være, at man tog ud tæt ved en skov og går en lang tur sammen og går og snakker”
(Dreng, 14 år).
Denne dreng forklarer, at der ikke ligger en skov lige i nærheden, og at der heller ikke rigtigt er tid til det,
når hans mor kommer hjem ved firetiden. Interviewmaterialet giver generelt indtryk af, at børnene kun i
yderst begrænset omfang (og for de fleste slet ikke) kommer på ’gratis’ udflugter til fx skov eller strand med
deres familie. Kun en lille andel af børnene kan huske, at de har været med deres familie på tur i skoven
eller ved stranden. I en familie tager moderen nogle gange i skoven med sine børn og med madpakker. I en
anden familie kan børnene huske, at de har været på cykelture, men det var inden deres mor blev syg. I et
par familier har børnene været med deres mor på endags sejlture til Sverige. Enkelte børn kan huske, at de
tidligere har været på flere ’gratis’ udflugter, da deres forældre boede sammen eller havde større indtægt.
Det er dog kun få af børnene, der direkte efterspørger den slags udflugter.
Således er de fleste af børnene ifølge egne beretninger kun sjældent i forlystelsesparker, i biografen og på
udflugt i form af ’gratis’ ture fx i skoven eller til stranden med deres familie. Oplevelser, som koster penge,
er for dyre for mange af familierne og derfor sjældent forekommende – også sammenlignet med 10-15-årige
børn generelt. Der kompenseres dog til en vis grad for det, i og med at børnene har været i
forlystelsesparker med deres skoleklasse, fodboldhold o.lign., men i de tilfælde er det ikke en
familieoplevelse.
Ferie
Interviewene til denne rapport er foretaget i perioden umiddelbart før og efter skolernes sommerferie. I
det følgende fortælles om børnenes konkrete ferieaktiviteter og om deres ferieoplevelser mere generelt.
Mange af børnene fortæller, at de har været hjemme i den seneste sommerferie. De har for eksempel spillet
fodbold, været sammen med venner, spillet computer, set fjernsyn og været på besøg hos deres
bedsteforældre eller ikke-samboende fædre.
44

Hovedparten af de børn, som ikke har været nogen steder i deres ferie, giver udtryk for, at det ikke er så
sjovt. Samtidig fortæller de, at mange af deres kammerater tager på ferie. Ud over at afspejle børnenes eget
afsavn, betyder det, at der ikke er lige så mange kammerater at være sammen med.
”Det er ikke sjovt kun at blive hjemme. Det er ikke sjovt” (Pige, 11 år).
”De andre rejser, men vi har ikke råd til at rejse” (Dreng, 15 år).
”… og ellers har det jo været sådan lidt kedeligt, når de andre er taget af sted. ’Nå, hvad skal man så lave?’ For det
meste har jeg bare siddet og set fjernsyn eller været lidt på computeren” (Dreng, 14 år).
En lille gruppe børn fortæller, at de har været på ferie flere gange med deres familie. Det er typisk i
Danmark i et sommerhus, som lånes af familiemedlemmer, eller på ferie med en ikke-samboende far. Et
barn har været på ferie i udlandet med en kammerat og kammeratens familie, hvor hans mor havde sparet
op til flybilletten, og han selv betalte lommepenge med løn fra sit fritidsjob. Et andet barn har været enkelte
gange i udlandet med sin plejefamilie.
Størstedelen af børnene oplyser, at de (stort set) aldrig har været på ferie med deres familie. Mange af dem
fortæller, at de i sommerferien plejer at være på en uges koloni med forskellige foreninger eller kommunalt
finansieret. Enkelte børn har en feriefamilie gennem en organisation, og nogle få familier har været på ferie
sammen én gang inden for de seneste år finansieret af en fond. Flere af børnene fortæller, at de er kede af
ikke at have mulighed for at komme på ferie med familien.
”Jeg bliver ikke vred, men sådan lidt nedtrykt, fordi nu kunne man have været på ferie, hvor man så hører, at de har
lige været i Tyrkiet eller nede i Spanien. Så tænker man ’nå ja, jeg har bare været i Danmark, ikke’ ” (Dreng, 14
år).
”Det har ikke været det store, men jeg synes alligevel det har været hyggeligt. Selvfølgelig kunne man da godt
drømme om at ride på en kamel i Ægypten og se de store pyramider, men det ved jeg, at sådan er det bare ikke”
(Pige, 15 år).
”Jeg kunne godt tænke mig at komme til udlandet” (Dreng, 11 år).
Enkelte af de interviewede børn mindes og lever fortsat højt på ferier, som har fundet sted for syv-otte år
siden.
45

”Jeg har aldrig været i udlandet, for det har vi ikke råd til. Men så har vi så, da vi ikke var særligt gamle, var vi på
cykelferie rundt i Danmark. Det var rigtig rigtig hyggeligt. Vi havde et mål om, at hvis min storebror og jeg kunne
enes, så cyklede vi til Legoland” (Pige, 15 år).
Alt i alt fremstår det at tage på ferie som en af de mest fremtrædende ting, som de fleste af børnene
oplever aldrig at have haft råd til. Deres afsavn forstærkes af, at deres kammerater for det første ikke er
hjemme til at være sammen med, og for det andet kommer hjem og fortæller om deres oplevelser.
Opsamling vedrørende socialt forbrugsmønster
Som vi så i de første kapitler, kan det ’ydre’ i nogle tilfælde opretholdes for de interviewede børn, og mange
af dem mener ikke, at deres jævnaldrende kender til familiens økonomi, eller at det har en betydning for,
hvem man er venner med. Dette kapitel peger på, at de interviewede børn kender til den ’normale’
standard for fødselsdag, udflugter og ferie blandt deres kammerater, og at de afviger fra standarden blandt
deres jævnaldrende på oplevelses- og ferieområdet.
Fraværet af udflugter og ferier med familien har vist sig at være et stort afsavn for mange af børnene. De
udflugter og kolonier, som de interviewede børn deltager i, er i vidt omfang arrangeret af skolen eller en
forening. Således får de fleste af børnene ikke disse typer af oplevelser, samt tid og pusterum med familien,
som andre børn får. De oplever i mindre omfang end andre børn (egentlig stort set aldrig) det samvær med
familien, hvor man tager af sted for at have det sjovt og får nye oplevelser sammen. Dermed oplever
børnenes og deres familier heller ikke de positive eftervirkninger og ’udvidelse af horisonten’, som en ferie
eller en udflugt kan have. Børnene er afskåret fra at få en type oplevelser, som de fleste andre børn får. At
sådanne fælles oplevelser har væsentlig betydning ses i de interview, hvor børnene mindes en enkelt ferie
for syv-otte år siden, som de fortsat lever højt på.
Disse afsavn skyldes primært, at familierne konkret mangler penge til at tage en tur i en forlystelsespark
eller på ferie. For de mindre udflugters vedkommende er der eksempler på, at der ikke er penge til
busbilletter eller råd til at reparere cyklen. Børnenes afsavn omkring udflugter og ferie siger således i høj
grad noget om familiernes (længerevarende) vanskelige økonomiske situation, men andre faktorer kan også
spille ind. Nogle forældre kan mangle overskud eller idéer til, hvad man kan gøre for færre eller ingen
penge. Andre forældre formår tilsyneladende via nogle ’strategier’ til en vis grad at kompensere for de
manglende økonomiske ressourcer. Indikationer på sådanne strategier, samt børnenes tackling af den
økonomiske situation belyses i næste kapitel.
46

7. Oplevelse, tackling og familiestrategi
Dette kapitel beskriver, hvordan de interviewede børn (mere generelt) oplever og tackler deres families
økonomiske situation, samt hvordan børnene fremstiller sig selv i interviewene. Endvidere belyses
forældrenes mere eller mindre aktive strategier for at kompensere for en vanskelig økonomisk situation,
idet interviewmaterialet har vist, at forældrenes strategier påvirker børnenes oplevelse.
Børnenes oplevelse af at leve i en økonomisk vanskelig situation
Det er forskelligt, hvordan de interviewede børn oplever at leve i en økonomisk vanskelig situation – og
hvordan de fortæller om deres oplevelse.
I en familie skiller børnene sig ud ved at tale meget åbent (og i en glad tone) om de ting, som de ikke har
råd til. De forholder sig hele tiden til, at der ikke er råd til så mange ting forstået på den måde, at de hele
tiden fortæller om og forklarer, at der ikke er råd til det, som de gerne vil. Det er den melding, som de får,
hver gang de spørger deres forældre om noget. Deres fortælling er meget umiddelbar, ligefrem og lidt
unuanceret. Dette skyldes sandsynligvis, at de to børn kun er 9 og 11 år og dermed ikke har den forståelse,
erfaring og eventuelle bevidsthed om at ’beskytte’ deres familie ved at kontrollere oplysningerne, som
mange af de ældre børn udviser i interviewene. Samtidig kan deres anderledes fremstilling være sprogligt
betinget, idet de to børn er flygtninge og kun har opholdt sig i Danmark i få år.
De fleste af de andre børn er ligeledes bevidste omkring deres familiers økonomiske situation og om, at der
ikke er råd til så mange ting. Mange af dem svarer i første omgang, at de ikke synes, at det er svært, og
børnenes udsagn indikerer, at de i høj grad har vænnet sig til situationen og (stort set) aldrig har kendt til
andet.
”Nej, man ved det jo godt” (Dreng, 12 år).
”Det ved jeg ikke. Det har jo bare været hverdag for os. Jeg synes ikke rigtigt, vi har kunnet mærke det. Der er altid
noget [mad], så jeg synes ikke rigtig, vi har kunnet mærke det. Nok også fordi sådan har det jo bare været altid (…)
Det har bare altid været sådan, at så lige pludselig sidder min mor og er lidt ked af det over, at hun ikke har fået
sine penge ind, og så skal man vente en uge” (Pige, 15 år).
Selv om mange af børnene giver udtryk for, at de har vænnet sig til situationen og indset, at ’sådan er det’,
fortæller nogle børn, at det kan være svært.
47

”Selvfølgelig har det da været svært nogle gange, at man er kommet ind til sin mor og har siddet og kigget i et blad
sammen med hende. ’Se nogle fede bukser, kan jeg ikke få dem mor?’ ’Nej, det har vi ikke lige råd til’. Og så andre
gange ’Jo det kan du godt’. (...) Min mor forstår ikke rigtigt, hvorfor man skal give 500 kr. for et par bukser, når
man kan få dem til 100 kr. lige ovre på den anden side af gaden” (Pige, 15 år).
”Det ville selvfølgelig være bedre, hvis man havde flere, så det er ikke så rart. (…) Det er svært at leve uden så
mange penge. (…) Så har man ikke råd til det, som alle andre har. Det er lidt irriterende” (Dreng, 11 år).
Nogle af børnene beskriver deres følelser omkring det ikke at have så mange penge i forhold til deres
venner.
”Det er sådan lidt surt, meget surt på en måde. Fordi man misunder jo lidt de andre, når man ser, at nu har de lige
været ude og købe noget fedt nyt tøj og ny mobil og nu har de også lige købt ny bil, kan man høre, og alt sådan
noget” (Dreng, 14 år).
Som det tidligere er nævnt, siger børnene i enkelte familier, at de ikke oplever, at der ikke er råd til tingene.
De kan ikke huske nogen episoder, hvor de ikke har kunnet komme med til noget, fordi der ikke var råd.
”Det har aldrig været sådan, at jeg ikke har kunnet komme med til noget på grund af penge” (Pige, 12 år).
Dette gør sig primært gældende for de børn, som ikke opfatter deres familie som økonomisk fattige. Men
hovedindtrykket er, at mange af børnene i interviewene – ofte lidt ad omveje – fortæller, at det kan være
svært at leve i en vanskelig økonomisk situation. Det er bemærkelsesværdigt, i hvilken grad børnene
beskriver at have vænnet sig til situationen. Denne tilvænning går igen i børnenes måde at tackle situationen
på, som vi skal se i det følgende.
Børnenes tacklingsmåder
Med til beskrivelsen af, hvordan de interviewede børn oplever familiens økonomiske situation, hører
historien om, hvordan de reagerer på det. Børnene giver udtryk for forskellige måder at tackle familiens
økonomiske situation på. Nogle reagerer aktivt ved at plage og blive sure, andre reagerer mere passivt og
resignerende ved at sige ’øv’ og blive kede af det, og endelig er der de børn, som udtrykker forståelse og
beskyttelse.
Den første lille gruppe af børnene fortæller, at de plager og bliver sure på forældrene. Det gælder primært
de yngste børn.
48

”Så kan man godt plage lidt” (Dreng, 13 år).
”Men jeg ønsker mig alle de ting, men min far siger til mig, at vi skal ikke have for mange ting. (…) Jeg vil gerne
have rigtige penge. Far siger til mig, at ’du vil alle ting, og det koster mange penge’. Og så bliver jeg sur, og så siger
han til mig, at vi har heller ikke nogen penge. Så siger jeg okay” (Dreng, 9 år).
I ovenstående citat beskriver drengen, hvordan han plager sin far ved ivrigt at blive ved med at spørge ham.
Samtidig viser det, at drengen ender med at sige ’okay’ og resignere, når det ikke lykkes at plage og blive
sur. Plageri kan siges at være almindeligt forekommende blandt børn generelt og må formodes at udspringe
fra forskellige niveauer afhængigt af det enkelte barns ’grad’ af behov og afsavn. Således formodes det at
plage at have en mere dybdegående betydning for børn, der lever i familier med en vanskelig økonomisk
situation. I disse familier er der mere på spil end det at plage i sig selv (forstået som at ønske sig mere),
fordi det for disse børn drejer sig om nogle mere fundamentale behov og om at yde modstand over for
familiens situation.
Enkelte fortæller, at de snakker med deres forældre (mor) om, hvad der er råd til, når de fx kigger i
reklamer og blade, og at de godt kan blive lidt uvenner om det.
”Så siger vi ’Det er også bare jeres skyld. Se nu bare at få et arbejde. Tjen nu nogle penge, så vi kan få det og det’.
(…) Ja, så skælder vi dem ud, og der kommer svovl ud af munden” (Pige, 11 år).
Nogle børn giver udtryk for, at det er blevet sværere, jo ældre de er blevet.
”Fordi dengang du var mindre, der var der ikke nær så meget, du ville have” (Dreng, 12 år).
”Man vil have mere, mere, mere. Kom nu med noget mere. Da man var lille, der var man tilfreds med det man
havde” (Pige, 11 år).
Det er interessant, at børnene siger, at de oplever, at det er blevet sværere med alderen. Oplevelsen er
’logisk’ nok i forhold til, at kravene blandt jævnaldrende stiger, jo ældre børnene bliver. Men det svarer ikke
helt til, at det i denne undersøgelse er de yngste børn, der plager og dermed beder mest direkte om nye
ting. Det kan tyde på, at de yngre børns plageri er mere ’uskyldigt’, idet de endnu ikke har indset, at der
ikke er penge til det, som de ønsker sig. Samtidig kan situationen formodes at blive sværere, når man får
forståelsen af, at der ikke er penge. Nogle børn må formodes at være i dilemma over, at kravene ude fra og
49

dermed ’behovet’ eller ønskerne stiger, samtidig med at de bliver ældre og får en større forståelse for
situationen eller måske snarere indser, at de lige så godt kan tilpasse sig, fordi det alligevel ikke kan være
anderledes. De indser med alderen, at der er en god grund til, at forældrene siger nej, og at der ikke kan
rokkes ved det nej.
Den anden gruppe af børn har tilsyneladende en mere passiv reaktionsmåde. Her fortæller flere børn, at de
ikke bliver sure eller kommer op at skændes med deres forældre, når der er noget, der ikke er råd til. De
bliver kede af det og siger ’øv’.
”Så tænker jeg øv. (…) Jeg siger bare øv” (Pige, 10 år).
”Så er det bare øv. Så har man det lidt ’den gad jeg godt have haft’. (…) Jeg bliver sådan lidt ked af det” (Pige, 10
år).
”Det er irriterende. I: Bliver du sur eller irriteret eller ked af det eller…? Jeg bliver ked af, at vi ikke har så
mange penge” (Dreng, 11 år).
En pige på 11 år synes ikke, at de snakker så meget om det derhjemme, hvis der er noget, de ikke har råd
til. Hun fortæller, at når der er noget hun ønsker sig, giver moderen hende besked på at vente, til moderen
får penge. Pigen siger, at hun reagerer ved at sige okay. Hun bliver ikke sur, og de diskuterer det ikke. Hun
tænker efter eget udsagn ikke så meget over, hvad der er råd til og ikke er råd til:
”Det tænker jeg ikke så meget over. Jeg er bare glad for det jeg får. I: Er det nogen gange svært? Så bliver man
måske lidt ked af det eller sådan noget” (Pige, 11 år).
En anden pige på 11 år svarer, at det nogle gange kan være svært for en selv, når man ikke har råd til så
meget. Hun ved ikke, om de andre lægger mærke til det.
Tilsvarende gør en dreng på 15 år sig tilsyneladende nogle tanker om, hvordan familien skal klare sig. Først
svarer han, at han ikke tænker så meget på ikke at have råd, og at det ikke gør så meget. Så siger han: ”Jo
lidt, hvordan vi skal klare den”. Han fortæller, at han nogle gange snakker med sin mor om det, og han synes,
at det godt kan være lidt svært at finde ud af, hvordan man får råd til ting såsom tøj og mad. Men han synes
ikke, at det er svært over for vennerne. I forhold til moderen bliver han ikke sur, frustreret eller uvenner
med hende over de økonomiske problemer. Dette er et eksempel på, at barnets alder kan formodes at
spille ind både på reaktions- og fremstillingsmåde.
50

Den tredje gruppe af børnene giver udtryk for en forståelse for familiens situation. Dette ses i høj grad i det
følgende svar fra en dreng på, hvordan han har det inde i sig selv:
”Hvis vi går ude i byen eller ude ved en anden by, hvilket vi meget sjældent gør, så er det jo meget sådan, hvor man
lige ser en ting og så man siger, ’nej, det kunne godt være man lige skulle tie stille, fordi der er jo nok ikke råd til det,
og vi skal nok bruge pengene på noget andet’. Så det er selvfølgelig lidt irriterende, for det kunne jo være meget
sjovt lige at sige ’prøv at se her’ ” (Dreng, 14 år).
Dette udsagn viser, at drengen forsøger at beskytte sin mor ved at undlade at spørge om ting, som han
kunne tænke sig. Han synes, at det er svært, når han skal snakke om moderen om, hvad der er råd til:
”Ja, fordi det er ikke sådan, så vi kommer i Tivoli så mange gange. Nogle gange kunne man godt finde på at sige
det, men holder sig lidt tilbage, hvor man så siger, ’skal vi så ikke tage i Tivoli for det der’, men så er der jo ikke råd
til det, der ellers skulle være råd til” (Dreng, 14 år).
De ældste børn giver udtryk for en større forståelse for forældrenes økonomi og for de nej’er, som de får.
”Vi snakker ikke sådan rigtigt om det. Vi spørger bare og så ja eller nej” (Dreng, 14 år).
Alderen ser som nævnt ud til at spille ind i forhold til, i hvor høj grad man som barn plager. En del af de
især yngre børn fortæller, at de plager, mens de ældre børn mindes, at de tidligere har plaget.
”Nu er jeg her ikke så meget mere, men jeg blev rigtig rigtig sur, når det var jeg ikke kunne få min vilje og ikke lige
kunne få det, jeg gerne ville have. Men så har jeg jo bare ringet til far. Min far har såret mig rigtig mange gange.
Han har glemt min fødselsdag og glemt, at han skulle hente mig juleaften, og nogle gange har jeg ikke fået min
fødselsdagsgave eller julegave eller noget som helst. Så ringer jeg bare. Nu er jeg blevet så stor, eller hvad man kan
sige, så nu kan jeg ringe til ham og sige ’Far, jeg har lige fundet et par bukser, så kan det ikke være den
fødselsdagsgave, du glemte at give mig for tre år siden?’ Selvfølgelig bliver han såret, men jeg har jo også været såret
mange gange. Det har været hårdt, men jeg er så småt ved at komme mig over det” (Pige, 15 år).
”Ja, men det var mere, da man var lille. Nogle gange hvis ens veninder har fået noget, man synes, er rigtig pænt, så
kan det godt være rigtig irriterende man ikke kan få det, men altså sådan er det jo bare” (Pige, 12 år).
51

Flere børn fortæller, at de ikke længere plager, og en fortæller om sine mindre søskende, som plager meget
og hurtigt bliver sure. Selv har børnene nu mere forståelse for, hvorfor der bliver sagt nej, bl.a. i familier
med tre eller flere børn:
”Så forstår man godt, at der ikke er råd til det. Det løber hurtigt op, når man er så mange” (Pige, 12 år).
Som det tidligere er blevet beskrevet, har børnene i en af familierne en indstilling om, at de ting, som de
har, er i orden. De fokuserer ikke på, at de ikke har de nyeste modeller af for eksempel Play Station og
mobiltelefoner, men at det de har, virker lige så godt som de andres. Dette kan være en tacklingsmåde,
som de har lært som tilpasning til familiens økonomiske situation. Det kan også være en mere bevidst
holdning fra forældrenes side, som skinner igennem. Med den indstilling adskiller de sig fra de andre børns
familier.
Nogle af de ældste børn beskriver, at de finder en løsning på, hvad der er råd til, når de snakker med deres
forældre om det.
”Vi plejer at finde en løsning. Hvis det er, min mor hun lige har penge, så kan jeg låne 100 kr. af hende, indtil jeg
får mine tøjpenge, så skal hun jo bare have dem tilbage. Hvis jeg lige har set noget til 80 kr. Hvis der lige er et
super tilbud på en deodorant eller et eller andet, så kan det godt nogle gange lade sig gøre. Men nu har jeg sådan
lidt mere fundet ud af, at pengene er der ikke bare altid. Så hidser jeg mig heller ikke så meget op mere. Jeg bliver
selvfølgelig sådan lidt ’Øv, hvorfor har vi ikke bare lige så mange penge som hende veninden fra klassen’, men så
finder jeg jo ud af, at jeg skal være taknemmelig for, at jeg har min familie” (Pige, 15 år).
Samme pige giver tydeligt udtryk for en forståelse og rationalitet, som efter alt at dømme følger med
alderen:
”Det eneste det er bare, at selv om man ikke har så mange penge, så kan man godt have det dejligt med sin familie
alligevel. Så penge er ikke alt. Man sætter mere pris på at få en 50’er i ny og næ end hvis man bare får det. Man
glæder sig også mere til jul, hvis der er noget man har ønsket sig, i stedet for at man bare kan gå ud og købe det”
(Pige, 15 år).
Her er det igen tydeligt, at alderen påvirker børnenes oplevelse, forståelse og udsagn omkring, hvad der er
råd til i familien. Jo ældre børnene er, desto mere forståelse og tilpasning giver de udtryk for i interviewene.
At formulere forståelse, at have vænnet sig til og accepteret situationen signalerer en høj grad af tilpasning,
som for nogle af de interviewede børn suppleres med en beskyttelse af forældrene (moderen) ved ikke at
52

tale om det, som man ønsker sig. At børnene er blevet ældre, betyder samtidig, at de er i teenagealderen,
hvilket man kan forestille sig kunne volde konflikter i forhold til den beskrevne forståelse af familiens
situation. Alderen har indflydelse på den måde, som børnene vælger at beskrive og fortælle deres historie
på. Dette er emnet for det følgende afsnit.
Refleksioner omkring børnenes fremstillingsmåde
Som det er beskrevet igennem denne rapport, er det forskelligt, på hvilke områder og hvordan de
interviewede børn oplever – og fortæller om deres oplevelse af – at leve i en familie med få penge. Der kan
være mange og komplekse årsager til disse forskelle. I et forsøg på at komme disse forskelle nærmere
handler det følgende afsnit om, hvilke faktorer, der kan spille ind på, hvordan børnene fortæller om deres
oplevelser og familiens situation og dermed, hvordan de ’vælger’ at fremstille sig selv.
For det første kan interviewforholdene spille en rolle for det datamateriale, som indhentes. Som nævnt i
metodeafsnittet er det værd at bemærke, at forældrene har været til stede under nogle af interviewene.
Dette kan have betydet, at børnene ikke har udtalt sig lige så frit og ærligt, som hvis de havde været alene
under interviewet. Det kan ligeledes have været svært for børnene at tale om et følsomt emne, som de
måske ikke taler så åbent om i hjemmet eller med andre om. Emnets karakter er en anden faktor, som
spiller ind på børnenes fortællinger.
En tredje faktor er den rolle, som børnenes alder spiller for den forståelse for situationen, som de giver
udtryk for i interviewene. Mange af de yngre børn udtaler sig i interviewene meget umiddelbart og direkte
om deres afsavn og fortæller for eksempel, at de plager. De ældste børn siger, at de plager mindre, fordi de
ved, at ’sådan er det’. De har indset, at et nej er et nej, og at de får et nej, fordi forældrene ikke har andre
muligheder. De udtrykker en høj grad af tilvænning og udviser tilpasning til omstændighederne. Det kan
siges at være en reel tacklingsstrategi, som kan være nødvendig for at holde situationen ud. Samtidig kan de
ældre børns mere ’neutrale’ fremstillinger være udtryk for et forsøg på at kontrollere informationer
omkring familiens forhold og en form for solidaritet med forældrene.
De ældste børns større bevidsthed omkring deres fremstilling set i forhold til de yngre børn kan betyde, at
de i interviewene beskriver situationer og oplevelser som mindre konfliktfyldte, end situationerne reelt er
(og at de yngste børn i nogle tilfælde måske overdriver situationen). Endelig har børnenes alder indflydelse
på deres sprogbrug, formuleringer og ’tankevirksomhed’ (refleksionsniveau) i forhold til besvarelsen af
spørgsmål i interviewet. 17
17
Jf. Garbarino & Stott, 1997.
53

For det fjerde kan børnenes etniske baggrund tænkes at gøre en forskel. De interviewede flygtningebørn
kan formodes at opleve det anderledes og ekstra forstærkende at lide afsavn og eventuelt at plage mere,
fordi de har været vant til en anden og højere levestandard i deres hjemland. Sådanne forskelle er dog ikke
fremtrædende i datamaterialet. Det er primært enkelte sproglige og forståelsesmæssige vanskeligheder, der
gør sig gældende undervejs i nogle af interviewene med flygtningebørnene. Dog ikke i en sådan grad, at
interviewene ikke har givet mening, men på enkelte områder. Som eksempel kan nævnes, at nogle af de
yngste flygtningebørn ikke vidste, hvad en netcafé og en burgerbar er.
Børnenes pålidelighed er et femte element i måden, som de fortæller deres historie på hver især. I enkelte
interview er der konkrete eksempler på, at børnene tilsyneladende ikke taler helt sandt, idet de korrigeres
af deres mødre (for eksempel omkring hyppigheden af fødselsdage for kammerater), eller at de selv
’justerer’ deres udsagn ved mere specifikke spørgsmål fra interviewerens side. Der forefindes dog ikke
objektive fakta omkring de interviewede børn, og derfor kan deres pålidelighed ikke ’måles’ eller
kontrolleres. Som en sjette og samlende faktor påvirker børnenes personlighed deres måde at fremstille sig
selv på og fortælle om oplevelser på i interviewene.
Et gennemgående element i tolkningen af børnenes udsagn har været de tidspunkter i interviewene, hvor et
barn har svaret afvisende på et spørgsmål eller en problemstilling ved at sige ’det ved jeg ikke’, ’det kan jeg
ikke huske’ og kortfattet ’nej’. De uklare besvarelser tyder på, at børnene i nogle tilfælde har haft svært ved
eller har villet undgå at svare. Dette kan være en indikation på, at ’økonomisk fattigdom’ som emne og dets
konsekvenser for barnet kan være svært at tale om (emnets karakter). Et udtryk, der går igen i flere
interview, når børnene skal beskrive, hvordan situationen føles for dem, er ’lidt irriterende’, ’lidt ked af det’,
’lidt nedtrykt’ eller ’lidt misundelig’. Denne udtryksmåde kan tolkes som et tegn på, at barnet oplever
situationen som problematisk, men at det nedtones i fremstillingen.
Enkelte børn har tilsyneladende ikke været villige til at tale om, at det kan være svært og om at lide afsavn.
De har i interviewet virket resignerede eller en smule fraværende. Et af disse børn siger som afsluttende
bemærkning:
”Jeg synes, det var sjovt, selv om jeg hele tiden gabte. Det er fordi, jeg er træt” (Pige, 11 år).
Hvilke årsager, der præcist ligger bag distancerede eller passive svarmåder, er dog svært at vide på det
foreliggende grundlag.
54

Der er i de foregående afsnit peget på nogle af de mere indirekte faktorer, der vedrører forskelle i de
interviewede børns måde at opleve og tackle deres økonomiske vilkår på, samt tolkningen af det enkelte
barns udsagn. Forskellige faktorer antages at påvirke børnenes måde at fortælle deres historier på. Det
handler bl.a. om interviewforholdene, emnets karakter og børnenes alder, herunder deres sproglige
udtryksmåder og ’refleksionsniveau’. Desuden ser det også ud til at handle om børnenes (i interviewteknisk
forstand) pålidelighed (’reliabilitet’), som dog kan være svær at bedømme, og om deres personlighed. Disse
faktorer stemmer overens med anden litteratur omkring det at søge informationer hos børn. Garbarino &
Stott pointerer endvidere, at det er vigtigt at være opmærksom på, at børn i denne aldersgruppe har en
stærk loyalitet over for deres jævnaldrende og ofte retter sig efter kammeratgruppen. Man kan forestille sig,
at det for nogle af de interviewede børn forholder sig sådan, mens det for nogle også kan handle om en
stærk loyalitet i forhold til deres forældre. Garbarino & Stott finder også, at jo dårligere barnet har det med
sig selv, desto større tilbøjelighed har det til at forvanske virkeligheden og deres oplevelser af den
(Garbarino & Stott, 1997).
Ud over forskelle i børnenes konkrete måder at fremstille sig selv på, peger interviewene på, at børnenes
oplevelse og tackling er afhængig af familiernes forskellige tilgange til den vanskelige økonomiske situation.
Dette er emnet for det følgende afsnit.
Forskellige familiestrategier
Som Bak (2004) beskriver, betragtes de personer, der befinder sig i en økonomisk vanskelig situation, som
udgangspunkt ikke som passive ’ofre’, men som aktivt handlende individer på lige fod med andre
mennesker. Som det også er nævnt indledningsvist, kan personer inden for samme økonomiske kategori
have forskellig opfattelse af deres situation og forskellige mål og forventninger til fremtiden. Bak finder via
dybdegående interview med ni enlige mødre, som befinder sig i en fattigdomssituation, at mødrene har
forskellige måder at ’cope’ med situationen på. Hermed menes, at de har forskellige grader af aktiv handlen
set i forhold til graden af fastlåshed. 18
I nærværende undersøgelse peger interviewmaterialet ligeledes på, at de udvalgte familiers levestandard og
opfattelse af situationen er forskellig, og at det påvirker børnenes oplevelse af, hvordan det er at leve under
vanskelige økonomiske forhold. En del af forskellene hænger sammen med, hvordan familierne (især
forældrene) forholder sig til og agerer i forhold til en vanskelig økonomi.
18
Bak finder endvidere, at graden af aktiv handlen i høj grad afhænger af den enkeltes evner og muligheder, herunder
uddannelsesniveau, en stærk personlighed og motivation for at få det bedste ud af situationen (Bak, 2004).
55

Der er i datamaterialet flere eksempler på familier, som har aktive (og bevidste) strategier for at klare sig.
Typisk for flere af disse familier er, at de selv opfatter deres økonomiske situation som vanskelig, men
handler aktivt for at kompensere for og arbejde sig ud af situationen. For eksempel er en flygtningefamilie i
høj grad indstillet på at klare sig og kæmpe sig op i systemet. Som det tidligere er nævnt, har forældrene
anlagt en aktiv strategi for børnene ved, at børnene tjener flest mulige penge i forhold til deres alder. Det
betyder, at familien har råd til nogle goder, som de prioriterer, og som de finder nødvendige for at være
’med’, for eksempel computer og internet.
”Ja, selvfølgelig, det er rigtig dyrt, men hvad skal vi gøre?” (Dreng, 16 år).
Familiens strategi består desuden i, at de formår at udnytte muligheder og finde billige eller gratis løsninger
for eksempel omkring anskaffelse af Play Station og mobiltelefoner, som det tidligere er beskrevet. Desuden
arver familien tøj fra slægtninge, og forældrene køber bl.a. mad og møbler på tilbud. Moderen forklarer:
”Vi venter bare på udsalg. (…) Vi venter og ser i reklamer, hvornår der er tilbud. Også for tøj og mad” (En mor).
Faderen forklarer sin holdning til at komme til et nyt land og ikke have noget:
”Jeg kommer til Danmark, og jeg siger ikke, hvad jeg havde i mit land. Det har jeg glemt. Jeg starter som en ny baby
og går op ad trapper år efter år. Du kan ikke gå fra første trin til tiende trappe. Jeg siger ikke, at jeg skal købe bil.
Jeg har ikke penge. (…) Jeg venter i fire år og kører på cykel. Jeg kørte cirka 11 kilometer fra mit hjem til skolen.
Nu har jeg købt bil, og det er meget meget dyrt i Danmark. Jeg kan ikke skifte bil i Danmark. Men med bus er jeg
mange timer væk hjemmefra” (En far).
Dette er en klar tacklingsmåde eller indstilling til den nye situation, som gennemsyrer familiens måde at
forholde sig til deres økonomiske situation på. Der er optimisme i familien og en positiv indstilling til den ny
tilværelse i Danmark.
”Vi har jo en chance, ikke. Hvis vi arbejder, kan vi få alt” (Dreng, 12 år).
Det påvirker børnene på den måde, at de i langt mindre grad end mange af de andre interviewede giver
udtryk for materielle og oplevelsesmæssige afsavn. På tilsvarende vis fortæller andre familier, særligt
flygtningefamilierne, om, at de systematisk køber legetøj, tøj og møbler brugt på loppemarkeder (eller i
lavprisforretninger), samt kolonialvarer på tilbud.
56

I en anden familie kan drengens far, som ikke bor sammen med familien, lave reparationer, som sparer
familien for mange regninger. Drengen fortæller endvidere, at faderen har sat en brugt cykel i stand til ham,
og at han har fået brugte mobiltelefoner af sin far. Dette er også udtryk for en aktiv handlestrategi, som
betyder besparelser, og som kommer barnet til gode og gør en forskel i forhold til de børn, som for
eksempel fortæller, at der ikke er råd til at få repareret cyklen.
En anden slags aktiv handlen er at benytte sig af ’gratis’ fornøjelser og på den måde skabe nogle oplevelser
for familien. For eksempel tager en mor sine børn med i skoven med madpakker og låner om sommeren et
kolonihavehus af sin familie, så de kommer væk fra storbyen. Mor og datter beskriver det som et tiltrængt
pusterum. Som det tidligere er nævnt, er det dog få af de interviewede børn, der fortæller om den slags
oplevelser.
Endelig har nogle af forældrene søgt penge fra fonde til bl.a. julegaver og ferieophold, hvilket er en aktiv
handling, som giver familien et konkret økonomisk tilskud, og som samtidig vidner om et overskud at
opsøge steder, der kan hjælpe med den form for støtte.
Der er forskelle i forældrenes prioriteringer (eller muligheder for prioriteringer). Som vi har set det
undervejs i rapporten, vælger nogle forældre at vægte barnets interesser højt ved for eksempel at prioritere
at betale kontingent til barnets fritidsaktivitet, at købe tøj til barnet frem for til sig selv og at købe en
computer på afbetaling. At man i nogle af familierne tilsyneladende prioriterer anskaffelse af materielle ting
såsom mobiltelefon og elektroniske apparater frem for oplevelser, udflugter (og ferie) er også en form for
strategi. Forskellene mellem familierne afspejler på den ene side forældrenes konkrete prioriteringer og på
den anden side forskelle i forældrenes reelle valgmuligheder. Men uanset hvilke årsager, der er til
forskellene, påvirker prioriteringerne børnenes oplevelse:
”Hun har altid sagt ja. Jeg har aldrig hørt hende sige, at det har vi ikke råd til. Hun har altid fundet pengene til det”
(Pige, 15 år).
Eksemplerne viser, at nogle forældre ved hjælp af aktive handlinger forsøger at kompensere for familiens
vanskelige økonomiske situation. Således kan der i interviewmaterialet peges på forskellige, aktive
handlemåder, som ser ud til at betyde, at børnene i nogle tilfælde ikke opfatter familiens økonomiske
situation som særligt vanskelig, eller at børnene på nogle områder får en mere positiv oplevelse af den
økonomisk vanskelige situation, så de fx kan være lidt bedre ’med’ i forhold til kammerater. Det handler
både om at have nogle ikke-økonomiske ressourcer og et overskud at trække på, samt om selve holdningen
til situationen.
57

Samtidig vidner interviewmaterialet om andre typer af familier, som ikke i samme grad råder over nogle
ekstra ressourcer eller det nødvendige overskud til at handle aktivt og/eller kompenserende. På den ene
side ser et par familier ud til at forholde sig ’neutralt’ og ’afventende’ over for deres økonomiske situation.
De kan hverken siges at være ’proaktive’ eller at være resignerede. På den anden side er hovedindtrykket
fra cirka en femtedel af interviewene magtesløshed og resignation i familierne. En af mødrene fortæller selv
om denne magtesløshed.
”Jeg og mine børn sidder altid alene. Jeg går kun i supermarked” (En mor).
De familier, som udviser en resignerende adfærd og holdning, er typisk præget af, at forældrene (mødrene)
lider af depression, angstanfald eller tidligere stofmisbrug. Personlige forhold der må formodes at have en
forstærkende effekt i forhold til børnenes oplevelse, som derfor ikke nødvendigvis kun er et udtryk for
økonomiske problemer. I et tilfælde er der tale om en flygtningefamilie, hvor moderen oplyser, at hun ikke
har sin familie i Danmark, og at faderen er gået fra familien. Børnene i de mere resignerede familier er på
mange af undersøgelsens temaområder dem, som giver mest udtryk for at opleve situationen som vanskelig.
Sådanne personlige forhold er dog ikke altid ensbetydende med en passiv, resignerende indstilling fra
forældrenes side. I et interview fremstår en mor med psykiske problemer som yderst aktivt handlende i
forhold til familiens situation. Endelig er der et par familier, som ikke selv opfatter, at de befinder sig i en
økonomisk vanskelig situation, hvilket påvirker børnene til en tilsvarende opfattelse og oplevelse af
situationen. Der kan ud fra interviewmaterialet ikke drages nogen generelle sammenhænge mellem
familiernes strategier og børnenes tacklingsmåder.
’Økonomisk fattigdom’ som tabuiseret emne
Ifølge børnenes udsagn er det sjældent forekommende, at de taler med andre end deres forældre om
familiens vanskelige økonomiske forhold. Det betyder, at børnene måske ikke er vant til at reflektere over
og sætte ord på, hvordan de oplever det. Nogle af børnenes til tider afvisende svar eller problemer med at
forstå og besvare spørgsmål (fx omkring venner) tyder på, at det kan være svært at begribe og tale om den
’økonomiske fattigdoms’ konsekvenser.
Som det blev nævnt indledningsvist, var der i undersøgelsens første fase problemer i forhold til at få kontakt
til relevante familier. Dette indikerer i første omgang, at nogle af de familier, som ifølge en objektiv
definition lever i økonomisk fattigdom, ikke ønsker at medvirke i interview og derved tale om deres
økonomiske situation. Samtidig indikerer kontaktproblemerne, at familier, som lever i økonomisk fattigdom,
58

også er tabubelagt blandt professionelle i det offentlige system og praktikere (her primært sagsbehandlere,
lærere og pædagoger). Første tilbagemelding fra størstedelen af de udvalgte kontaktsteder (primært
fritidsinstitutioner, enkelte skoler og til en vis grad kommuner) har været, at de relevante familier er
forholdsvist nemme at indkredse. Det viser, at ’man’ på en eller anden måde godt ved, hvilke familier det
drejer sig om. Anden tilbagemelding har dernæst været, at mange af de adspurgte familier ikke har ønsket at
deltage. Nogle praktikere har samtidig fortalt, at det har været vanskeligt at spørge familierne, om de ville
deltage. Begrundelsen har mere eller mindre eksplicit været, at forespørgslen er en (for) direkte markering
af, at man mener, at den pågældende familie har et problem. Et problem som man ellers ikke taler med
familien om. Blandt især sagsbehandlere har det dog ikke været et problem at kontakte relevante familier.
Dette skyldes sandsynligvis, at sagsbehandlerne i kommunernes arbejdsmarkedsafdelinger i forvejen
beskæftiger sig mere direkte med familiernes arbejdsmæssige og økonomiske forhold.
At ’økonomisk fattigdom’ er et tabuiseret emne, har sandsynligvis betydning for børnenes (og familiernes)
oplevelse af situationen og deres måde at tale om det på. De befinder sig i en situation, hvor økonomisk
fattigdom på den ene side er synligt (på nogle især ’ydre’ faktorer) og identificerbart og på den anden side
’usynligt’ (både familiernes ’indre linjer’ i form af de konkrete, hjemlige forhold for eksempel og situationens
’ukendte’, personlige konsekvenser for børnene). At emnet er tabubelagt, gør det sværere at identificere de
mere usynlige aspekter og at afhjælpe børnenes problemer set fra de professionelles og praktikernes side,
som møder børnene i en institutionel sammenhæng.
Opsamling vedrørende oplevelse, tackling og familiestrategi
Det er forskelligt, hvordan de interviewede børn oplever at leve i en økonomisk vanskelig situation og
forskelligt, hvordan de fortæller om deres oplevelse.
Størstedelen af børnene oplever, at det kan være svært at leve i en familie med få penge. I interviewene
bærer deres udsagn i høj grad præg af, at de har vænnet sig til situationen, hvilket for mange går igen i deres
måde at tackle situationen på. Børnene giver udtryk for forskellige måder at tackle familiens økonomiske
situation på og kan grupperes inden for tre tacklingsformer. Særligt de yngste børn reagerer aktivt ved at
plage og blive sure, mens andre reagerer mere passivt og resignerende ved at sige ’øv’ og blive kede af det,
og endelig er nogle af især de ældste børn holdt op med at plage. De udtrykker i stedet forståelse for
situationen og beskyttelse af forældrene. Børnene udviser i deres tackling og fremstillingsmåde forskellige
grader af solidaritet over for familiens situation og af kontrol over de informationer, som de giver om
situationen. Begge dele ser ud til at stige med børnenes alder.
59

Børnenes fremstillingsmåde af deres oplevelse og af familiens situation er præget af forskellige faktorer.
Herunder antages interviewforhold (forældrenes tilstedeværelse) og emnets karakter, samt børnenes alder,
pålidelighed og personlighed i særlig grad at have spillet ind.
Der er endvidere fundet forskelle i familiernes strategier og ressourcer i øvrigt (dvs. overskud eller mangel
på samme ud over de økonomiske vilkår). Der ser ud til at være en tydelig sammenhæng mellem på den
ene side forældrenes mere eller mindre aktive handlemåde, strategi og opfattelse af situationen og på den
anden side børnenes oplevelse af situationen. Endelig er der i kontaktforløbet og børnenes udtalelser fundet
indikationer på, at ’økonomisk fattigdom’ er et tabuiseret emne, som nogle familier og praktikere ser ud til
at have svært ved at tale om.
60

8. Litteraturliste
Andersen, B.H. (red.) (2003)
Udviklingen i befolkningens levekår over et kvart århundrede. København: Socialforskningsinstituttet, 03:14.
Andersen, D. (1995)
Skolebørns fritid. De 7-15-åriges levekår og fritidsanvendelse i 1993 sammenlignet med 1987. København:
Socialforskningsinstituttet, 95:2.
Andersen, D. & Hestbæk, A-D. (1999)
Ansvar og værdier. En undersøgelse i børnefamilier. København: Socialforskningsinstituttet, 99:22.
Andersen, D. & Kjærulff, A. (2003)
Hvad kan børn svare på? Om børn som respondenter i kvantitative spørgeskemaundersøgelser. København:
Socialforskningsinstituttet, 03:07.
Bak, C.K. (2004)
Demokratisering og individualisering af fattigdommen? En kvantitativ og kvalitativ belysning af fattigdom i Danmark.
København: Sociologisk Institut, Ph.d.-afhandling.
Finansministeriet (2004a)
Fordeling og incitamenter 2004. København: Finansministeriet.
Finansministeriet (2004b)
Lavindkomstgruppen – mobilitet og sammensætning. København: Finansministeriet.
Fridberg, T. (1999)
Skolebørns fritidsaktiviteter. Kultur- og fritidsaktivitetsundersøgelsen 1998. København: Socialforskningsinstituttet,
99:11.
Garbarino, J. & Stott, F.M. (1997)
Hvad kan børn fortælle os. Om tolkning og vurdering af kritisk information fra børn. København: Hans Reitzels
Forlag.
Hussain, M.A. (2003)
Børnefattigdom i danske kommuner 1984-2001. København: Red Barnet og Socialforskningsinstituttet.
Hussain, M.A. (2004)
Børnefattigdom i Danmark 2002. Tema: Fattigdommens dynamik. København: Red Barnet og
Socialforskningsinstituttet.
Nordisk Ministerråd (1996)
Den nordiska fattigdomens utveckling och struktur. København: Nordisk Ministerråd. TemaNord 1996:583.
Rådet for Socialt Udsatte (2003)
Sociale ydelser set i et fattigdomsperspektiv. København: Rådet for Socialt Udsatte.
Socialministeriet (2003)
Danmarks nationale handlingsplan til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. København:
Socialministeriet.
61

Sørensen, C. et al. (2003)
Børns stemmer… – om fattigdom. Glostrup: Højvangseminariet.
Øvreeide, H. (1998)
At tale med børn. Samtalen som redskab i børnesager. København: Hans Reitzels Forlag.
Øyen, E., Miller. S.M. & Samad S.A. (ed.) (1996)
Poverty. A Global Review. Handbook on International Poverty Research. Oslo: Scandinavian University Press.
62

9. Bilag 1
Familieoversigt
Deltagende
barn/børn
Antal børn
i
husstanden
Forældrestatus Indkomstforhold Arbejdsforhold Geografisk
placering
Familie 1 1 pige, 11 år 3 Par Far: Kontanthjælp Far: Nej Provins
(flygtninge) 1 dreng, 9 år
Mor: Starthjælp Mor: Nej
Familie 2 1 dreng, 14 år 4 Par Far: Starthjælp Far: Nej Provins
(flygtninge) 1 pige, 11 år
Mor: Starthjælp Mor: Nej
Familie 3 1 dreng, 16 år 5 Par Far: Lønindkomst Far: Arbejde Provins
(flygtninge) 1 dreng 12 år
Mor: Kontanthjælp Mor: Nej
Familie 4
(flygtninge)
1 dreng, 15 år 2 Enlig mor Mor: Kontanthjælp Nej Provins
Familie 5 1 dreng, 14 år 2 Enlig mor Mor: Kontanthjælp Nej Forstad
Familie 6 1 pige, 12 år 1 Enlig mor Mor: Førtidspension Nej Provins
Familie 7 1 pige, 15 år 2 Enlig mor Mor: Kontanthjælp Nej Provins
Familie 8 1 dreng, 12 år 2 Par Far: Førtidspension Nej Storby
1 pige, 11 år
Mor: Førtidspension
Familie 9 1 pige, 11 år 2 Enlig mor Mor: Kontanthjælp Nej Storby
Familie
10
1 pige, 10 år 2 Enlig mor Mor: Revalidering Nej (uddannelse) Provins
Familie
11
1 dreng, 11 år 1 Enlig mor Mor: Kontanthjælp Nej Forstad
Familie 1 dreng, 13 år 2 Enlig mor Mor: Kontanthjælp Nej Provins
12 1 pige, 10 år
Familie 1 dreng, 14 år 4 Enlig mor Mor: Kontanthjælp i Arbejde i Storby
13 1 pige, 12 år
perioder, ellers
lønindkomst
perioder
63