Tidslinien (Konger).

nævnt 936, d.958
Gorm den Gamle
Gorm den Gamle (antagelig født mellem 908 og 918, død ca. 958), søn af Jellingdynastiets
grundlægger, Knud 1. Hardeknud Svendsen, der kort efter 900 tog magten i Vestdanmark. Gorm
omtales første gang som konge i de skriftlige kilder 936. Da han døde omkring 958, begravedes
han i nordhøjen i Jelling, men blev senere genbegravet i den første trækirke i Jelling. Ifølge
indskriften på den lille Jellingesten var han gift med Thyra (Dannebod), og på den store omtales
han som Harald 1. Blåtands fader.
d. senest 987
Harald I Blåtand
Harald 1. Blåtand (død senest 987), søn af Gorm den Gamle og Dronning Thyra. Indskriften på
den store Jellingesten fortæller, at han erobrede hele Danmark og Norge; men den præcise
geografiske udstrækning af hans kongemagt er uvis. Betydelige bygningsanlæg fra omkring 980 –
ringborge, udbygningen af Dannevirke og broen over Ravning Enge – tyder dog på en vis
rigssamling. Det anføres på samme Jellingesten, at han kristnede danerne, og opførelsen af den
første trækirke i Jelling tilskrives ham. Hans tilnavn skyldes formentlig en iøjnefaldende dårlig
tand.
d. 1014
Svend I Tveskæg
Tveskæg (d. 1014), konge af Danmark efter at han i 980erne havde forjaget sin fader, Harald 1.
Blåtand til Venden, hvor denne døde senest 987. Efter i slaget ved Svold omkring år 1000 at have
besejret nordmændene stod Svend som Nordens førende konge, og han satte derefter for alvor
gang i vikingetogterne til England. Omkring 1013 havde han fast greb om et stort landområde i
det nordøstlige England, hvori York var hovedbyen. Her døde han i 1014; men hans lig blev siden
ført tilbage til Danmark.
1014-1018
Harald II
Harald 2.(d. ca. 1018), konge af Danmark 1014-18. Da faderen, Svend 1. Tveskæg, døde,
efterfulgte Harald denne som konge i Danmark, mens hans broder, Knud 2. den Store fortsatte
den af faderens påbegyndte erobring af England. Om Kong Haralds korte regering er vi i øvrigt
slet underrettet.
1018-1035
Knud II den Store
Knud 2. den Store (ca. 995-1035), konge af England 1016-35, af Danmark 1018-35 og af Norge
1028-35. I løbet af hans regeringstid nåede det danske Nordsø-imperium sin største udstrækning.
Knud søgte imidlertid ikke at svejse sit vidtstrakte rige sammen til en enhed og følte sig nok mere
som engelsk konge end som dansk og norsk. Hans tid var præget af en livlig kulturudveksling
mellem England og Danmark. Knud den Store døde i Shaftesbury i England og blev gravsat i
Winchester. (Knud II den Store er den første konge, der førte navnet Knud. I tidens løb - i
opslagsbøger m.v. - kaldet Knud II, hvilket reelt er forkert. Denne fejl fortsætter for senere
konger, der førte navnet Knud. For ikke at skabe forvirring bibeholdes de anerkendte betegnelser.)
1035-1042
Knud III Hardeknud
Knud 3. Hardeknud (1020-42), konge af Danmark 1035-42, af England 1040-42. Som søn af
Knud 2. den Store overtog han ved faderens død den danske trone, mens halvbroderen Harald
Harefod blev konge af England. Ved dennes død i 1040 blev Knud 3. også engelsk konge, men
døde allerede to år senere i London. Han blev gravsat ved sin faders side i Winchester.

1042-1047
Magnus den Gode
Magnus 1. den Gode (1024-47), konge af Norge 1035-47 og tillige af Danmark 1042-47. Som søn
af Olav 2. den Hellige blev Magnus kåret til norsk konge efter Knud 2. den Stores død. Omkring
1040 påbegyndte han en erobring af Danmark, og efter Knud 3. Hardeknuds død blev han
anerkendt som dansk konge. Mod slutningen af regeringstiden kom han under voksende pres fra
Svend 2. Estridsen, der med Skåne som udgangspunkt sluttelig fordrev ham fra Danmark. Magnus
er gravsat i Nidaros Domkirke i Trondheim.
1047-1074
Svend II Estridsen
Svend 2. Estridsen (d. 28.4.1076), konge af Danmark 1047-74. Søn af Knud 2. den Stores søster
Estrid og opfostret i England. Allerede inden Magnus 1. den Godes død i 1047 havde han
tilkæmpet sig reel kontrol med det danske territorium og anerkendtes derefter som dansk konge.
Som sådan søgte han uden held at frigøre den danske kirke fra ærkesædet Hamburg-Bremen. Til
gengæld lykkedes det ham at gennemføre betydelige ændringer i den kirkelige organisation. Han
blev ved sin død gravsat i Roskilde Domkirke.
1074-1080
Harald III Hen
Harald 3. Hen (d. 1080), konge af Danmark 1074-80. Som ældste søn af Svend 2. Estridsen blev
han to år før faderens død valgt til dansk konge. Han måtte imidlertid gennem hele regeringstiden
forsvare sin kongeværdighed mod sine brødres anslag. Han videreførte faderens bestræbelser for
at gøre den danske kirke til et selvstændigt ærkesæde – men med tilsvarende ringe resultat.
Tilnavnet Hen betyder hvæssesten.
1080-1086
Knud IV den Hellige
Knud 4. den Hellige (d. 10.7.1086), konge af Danmark 1080-86. Knud deltog i sin ungdom i flere
togter til England for at fordrive Vilhelm Erobreren. Som søn af Svend 2. Estridsen søgte han
1076 forgæves valg til den danske trone. Først da broderen, Harald 3. Hen, døde i 1080 opnåede
han valg og søgte derefter at rejse styrker til generobring af England. Den 10. juli 1086 blev han
imidlertid dræbt af utilfredse undersåtter i St. Albani Kirke i Odense. År 1100 blev han
helgenkåret af paven, og hans jordiske rester blev derefter skrinlagt i St. Knuds Kirke tæt ved
drabsstedet.
1086-1095
Oluf I Hunger
Oluf 1. Hunger (d. 1095), konge af Danmark 1086-95, broder til Knud 4. den Hellige. Under
dennes forberedelser til togtet mod England lod han Oluf fængsle, fordi han tvivlede på hans
loyalitet. Efter Knuds voldsomme død kåredes Oluf imidlertid af stormændene til konge. Om
karakteren af hans styre er vi slet underrettet. Tilnavnet Hunger fik han som led i bestræbelserne
for at få Knud helgenkåret, hvor tiden efter dennes død bevidst skildredes i mørke farver.
1095-1103
Erik I Ejegod
Erik 1. Ejegod (ca. 1056-1103), konge af Danmark 1095-1103. Han deltog på Knud 4. den
Helliges side i de kampe, der førte til kongens død. Under Oluf 1. Hungers regering levede han i
eksil, men blev ved dennes død valgt til konge. Han virkede energisk for broderens helgenkåring.
Efter at dette i 1100 var lykkedes, og efter at han ligeledes havde opnået godkendelse af den
nordiske kirke som selvstændigt ærkesæde, tiltrådte han en pilgrimsrejse til Jerusalem. Han døde
imidlertid undervejs på Cypern, hvor han begravedes.

1104-1134
Niels
Niels (d. 1134), konge af Danmark 1104-34. Som den sidste overlevende af Svend 2. Estridsens
sønner valgtes han i 1104 til konge. Han støttede varmt helgenkulten omkring Knud 4. den
Hellige og virkede for en stærk verdslig kongemagt i samarbejde med kirken. Hans støtte til
sønnen Magnus efter dennes drab i 1131 på Erik 1. Ejegods søn, Knud Lavard, udløste imidlertid
en borgerkrig, som Niels tabte i slaget ved Fodevig 1134. Tre uger efter dette slag blev den
flygtede konge dræbt af borgere i Slesvig.
1134-1137
Erik II Emune
Erik 2. Emune (d. 18.7.1137), konge af Danmark 1134-37, søn af Erik 1. Ejegod. Han stod på sin
halvbroder, Knud Lavards side i opgøret med Kong Niels og dennes søn Magnus. I løbet af sin
korte regeringstid grundlagde han Ringsted Kloster og søgte at få Knud Lavard kanoniseret. Kong
Erik blev dræbt under et tingmøde den 18. juli 1137 og blev derefter stedt til hvile i Ribe
Domkirke. Hans tilnavn betyder ”den altid huskede”.
1137-1146
Erik III Lam
Erik 3. Lam (d. 27.8.1146), konge af Danmark 1137-46. Som søn af Erik 1. Ejegods datter
Ragnhild (d. 1152) var han den nærmeste kandidat til tronen efter drabet på Erik 2. Emune. Kong
Erik var – som hans tilnavn også indikerer – et fromt menneske. Han begunstigede de kirkelige
institutioner, derunder især St. Knuds Kloster i Odense, hvortil han kort før sin død trak sig
tilbage efter frivilligt at have givet afkald på tronen.
1146-1157
Svend III, Knud V, Valdemar I
Svend 3. Grathe, Knud 5. og Valdemar 1. den Store. Efter Erik 3. Lams abdikation i 1146 valgte
de østdanske stormænd Erik 2. Emunes søn, Svend 3. Grathe (d. 1157) til konge, mens jyderne
valgte Knud 5. (d. 1157), der var søn af Kong Niels’ søn Magnus, Knud Lavards banemand. Efter
tysk mægling blev Svend enekonge, mens Knud (5.) og Knud Lavards søn, Valdemar (1.) fik
betydelige len. Forliget var imidlertid skrøbeligt, og i 1154 tog både Knud og Valdemar
kongenavn. Efter fornyet tysk pres opnåedes der i 1157 enighed om deling af riget, således at
Svend fik Skåne, Knud Sjælland og Valdemar Jylland. Da parterne den 9. august 1157 mødtes i
Roskilde for at bekræfte forliget, søgte Svend at dræbe de to andre, hvorfor mødet huskes som
”Blodgildet i Roskilde”. Derunder blev Knud dræbt, mens Valdemar undslap. Ved et
efterfølgende slag på Grathe Hede faldt Svend, og Valdemar stod derefter som sejrherre tilbage
som konge over hele Danmark.
1157-1182
Valdemar I den Store
Valdemar 1. den Store (1131-82), konge af Danmark 1157-82. Efter borgerkrigen 1146-57 stod
Valdemar tilbage som sejrherre, og som søn af Erik 1. Ejegods ægtefødte søn Knud Lavard
kåredes han til Danmarks konge. Understøttet af den sjællandske stormandsslægt, Hviderne, hvis
førende skikkelser var Absalon og broderen Esbern Snare, opbyggede han en stærk kongemagt.
Rigsenheden styrkedes af de sejrrige kampe mod venderne, kulminerende med erobringen af
Rügen i 1169. Ved sin død efterlod han en stærk kongemagt og et samlet rige. Han er gravsat i St.
Bendts Kirke i Ringsted.
1182-1202
Knud VI
Knud 6. (1163-1202), konge af Danmark 1182-1202. Med støtte fra den mægtige sjællandske

stormandsslægt, Hviderne, blev Knud allerede i faderens, Valdemar 1. den Stores levetid valgt til
hans efterfølger. Han videreførte faderens konsolidering af kongemagten og gennemførte tillige
en ekspansionspolitik i Nordtyskland, der gjorde Danmark til Nordeuropas stærkeste stat. Fra
hans tid stammer titulaturen ”de venders konge”, der indtil 1972 indgik i den danske
kongetitulatur.
1202-1241
Valdemar II Sejr
Valdemar 2. Sejr (1170-1241), konge af Danmark 1202-41. Da broderen Knud 6. døde i 1202,
kåredes Valdemar til hans efterfølger. I hans regeringstid nåede Valdemarernes rige sin største
udstrækning, kulminerende med erobringen af Estland i 1219, hvor Dannebrog ifølge legenden
dalede ned fra himlen. Derefter gik det imidlertid ned ad bakke, og nederlaget ved Bornhøved i
1227 satte en stopper for den kortvarige stormagtsstatus. Fra hans regeringstid stammer Jyske Lov
1241. Han er gravlagt ved sin faders side i St. Bendts Kirke i Ringsted.
1241-1250
Erik IV Plovpenning
Erik 4. Plovpenning (1216-50), konge af Danmark 1241-50. Som ældste søn af Valdemar 2. Sejr
efterfulgte han denne på tronen. Hans regeringstid blev præget af stridigheder med broderen Abel,
hertug af Sønderjylland. Uoverensstemmelserne udartede til regulær krig, der tvang kongen til at
udskrive en særlig plovskat, hvilket gav ham sit tilnavn. Under et af disse opgør blev Erik
snigmyrdet af Abels mænd og hans lig kastet i Slien nær Slesvig by. Hans jordiske rester blev
1258 overført til St. Bendts Kirke i Ringsted.
1250-1252
Abel
Abel (ca. 1218-52), konge af Danmark 1250-52. Som næstældste søn af Valdemar 2. Sejr blev
Abel 1232 hertug af Sønderjylland. Efter mordet på broderen, Erik 4. Plovpenning, blev han kåret
til dansk konge, støttet af den indflydelsesrige Hvide-slægt, efter ved ed at have afsvoret sig
enhver forbindelse med broderens død. Han nåede imidlertid kun at regere i godt halvandet år.
Under et felttog mod friserne i 1252 faldt han og gav dermed plads på tronen for sin yngre broder,
Christoffer 1.
1252-1259
Christoffer I
Christoffer 1. (ca. 1219-59), konge af Danmark 1252-59. Som yngste søn af Valdemar 2. Sejr
havde Christoffer fået tildelt Lolland og Falster som len; men ved Kong Abels død kåredes han til
dennes efterfølger. Hans regeringstid blev stærkt præget af de åbne stridigheder mellem stat og
kirke, der kulminerede med kongens arrestation af ærkebiskop Jakob Erlandsen i 1259 – samme
år, som Christoffer 1. døde og blev gravlagt i Ribe Domkirke.
1259-1286
Erik V Klipping
Erik 5. Klipping (1249-86), konge af Danmark 1259-86. Han blev kronet som 10-årig ved
faderens, Christoffer 1.s, død i 1259, men stod de første år under formynderskab af sin moder,
Dronning Margrete af Sambiria. I 1282 måtte han som den første danske konge undertegne en
skriftlig forpligtelse, der fastlagde magtforholdet mellem kongen og stormændene. Under aldrig
opklarede omstændigheder blev han i november 1286 myrdet i Finderup Lade ved Viborg og
gravsat i Viborg Domkirke. Betydningen af hans tilnavn er usikker, men menes at betyde ”klippet
skind”.
1286-1319
Erik VI Menved

Erik 6. Menved (1274-1319), konge af Danmark 1286-1319. Som søn af Erik 5. Klipping var han
allerede i 1276 blevet hyldet som faderens efterfølger. Ved dennes død var han endnu umyndig og
tiltrådte først 1293 regeringen. Denne kom til at bære præg af den fortsatte strid mellem stat og
kirke, kulminerende med fængslingen af ærkebiskop Jens Grand i 1294. Kongen søgte med et vist
held at genoptage Valdemar 2. Sejrs ekspansionspolitik i Østersøen. Han døde barnløs i 1319 og
blev gravlagt i St. Bendts Kirke i Ringsted.
1319-1332
Christoffer II
Christoffer 2. (1276-1332), konge af Danmark 1319-32. Som Erik 6. Menveds yngre broder fulgte
han denne på tronen i 1319 og måtte som den første danske konge udstede en valghåndfæstning,
der satte strenge betingelser for udøvelse af kongemagten. For at indfri broderens store krigsgæld
måtte han pantsætte det meste af riget til tyske kreditorer, der i årene 1326-29 indsatte den unge
Valdemar (3.) af Sønderjylland som marionetkonge. Efter kongens tilbagevenden i 1329 blev han
selv nærmest kreditorernes marionet. Han blev ved sin død gravsat i Sorø Kirke, og de følgende
otte år stod tronen ledig.
1332-1340
Interregnum
Interregnum er en periode hvor der ikke er en regent.
1340-1375
Valdemar IV Atterdag
Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-75), konge af Danmark 1340-75, yngste søn af Christoffer 2.
Valdemar voksede op ved den tyske kejsers hof, og med støtte derfra blev han accepteret som
dansk konge straks efter Niels Ebbesens drab på den holstenske storkreditor, grev Gerhard i 1340
ved Randers. Systematisk og med stor handlekraft samlede han sit splittede, pantsatte rige og
genopbyggede kongemagten. En særlig triumf var erobringen af Gotland i 1361. Ved sin død på
sit elskede Gurre efterlod han et stærkt, genrejst rige.
1375-1387
Oluf II
Oluf 2. (1370-87), konge af Danmark 1375-87 og tillige af Norge 1380-87, søn af Kong Håkon 6.
af Norge og Valdemar 4. Atterdags datter Margrete (1.). Ved Valdemar 4. Atterdags død blev den
da kun 5-årige Oluf valgt til dansk konge med sine forældre som formyndere. Håkon 6. døde i
1380, hvorefter Oluf også blev konge af Norge med moderen som formynder. Oluf døde
imidlertid allerede i 1387 uden at efterlade sig arvinger. Han blev gravsat i Sorø Klosterkirke.
1387-1412
Margrete I
Margrete 1. (1353-28.10.1412), dansk-norsk-svensk regent, dronning af Norge, yngste datter af
Valdemar 4. Atterdag. Ved faderens død i 1375 blev hun sammen med sin ægtefælle, Kong
Håkon 6. af Norge indsat som formynder for sin mindreårige søn, Oluf 2., der valgtes til dansk
konge. Ved Håkon 6.s død i 1380 blev hun tillige formynder for sønnen i Norge. Ved dennes død
i 1387 blev hun i Danmark kåret til ”fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks
formynder”. Kort efter fik hun den tilsvarende titel i Norge og i 1388 også i Sverige, der var
plaget af dynastisk strid. Med dette som udgangspunkt oprettede Margrete 1. i 1397
Kalmarunionen, der forenede de tre nordiske riger under hendes ledelse. Ved sin død blev hun
stedt til hvile i Sorø Klosterkirke, men blev siden overført til Roskilde Domkirke.
1412-1439
Erik VII af Pommern
Erik 7. af Pommern (ca. 1382-1459), konge af Norge 1389-1439, af Danmark 1396-1439 og

unionskonge 1397-1439, fostersøn af Margrete 1. Indtil Dronning Margretes død i 1412 lå styret
af Kalmarunionen i hendes hænder. Derefter videreførte Erik 7. hendes kamp for at knytte Slesvig
fast til riget. Som en nyskabelse indførte han i 1429 Øresundstolden, der i ændret skikkelse bestod
indtil 1857. Som følge af interne konflikter blev han i 1439 afsat som unionskonge og tog derefter
i en periode ophold på Gotland, hvorefter han indtil sin død levede i Rügenwalde i Pommern.
1440-1448
Christoffer III af Bayern
Christoffer 3. af Bayern (1416-48), unionskonge 1440-48, nevø af Erik 7. af Pommern. Som
konge viste han sig som en dygtig politiker, der formåede at holde de tre unionslandes rigsråd i
skak og styrke kongemagten efter svækkelsen i forbindelse med Erik 7.s afsættelse i 1439. Han
døde barnløs på Helsingborg Slot og blev gravsat i Roskilde Domkirke. Ved hans død gik
kongemagten over til den oldenborgske gren af kongeslægten, der regerede Danmark helt frem til
1863.
1448-1481
Christian I
Christian 1. (1426-21.5.1481), konge af Danmark 1448-81, af Norge 1449-81 og af Sverige 1457-
64, fra 1460 tillige hertug af Slesvig og siden af den tyske kejser også forlenet med hertugdømmet
Holsten samt landskaberne Stormarn og Ditmarsken. Som den første af den oldenborgske slægt
valgtes han til dansk konge efter at have ægtet den barnløse Christoffer af Bayerns 18-årige enke,
Dorothea af Brandenburg. Efter pavelig godkendelse grundlagde han 1479 Københavns
Universitet.
1482-1513
Hans
Hans (2.2.1455-20.2.1513), konge af Danmark og Norge 1482-1513, tillige af Sverige 1497-1513.
Efter et sejrrigt felttog i Sverige lykkedes det ham i 1497 at genoprette Kalmarunionen, der i
faderens tid var gået delvis i opløsning; men et katastrofalt nederlag 1500 i Ditmarsken og
voksende stridigheder i hertugdømmerne svækkede hans greb om unionsmagten. Kongens sidste
regeringsår var en forgæves kamp for at genvinde den.
1513-1523
Christian II
Christian 2. (1.7.1481-25.1.1559), konge af Danmark og Norge 1513-23. Efter en sejrrig krig
lykkedes det ham 1520 at tvinge Sverige tilbage i Unionen; men det efterfølgende ”Stockholmske
Blodbad” udløste en svensk opstand, der fra 1523 fik Kalmarunionen endeligt i opløsning.
Samme år gjorde også den danske højadel oprør, og kongen måtte flygte til udlandet. Under et
forsøg på at tilbageerobre riget blev han 1531 pågrebet og indsat som livsfange på Sønderborg
Slot. I 1549 overførtes han til Kalundborg, hvor han levede i mild internering indtil sin død.
1523-1533
Frederik I
Frederik 1. (7.10.1471-10.4.1533), konge af Danmark og Norge 1523-33. Som broder til Kong
Hans var Frederik hertug af Slesvig og Holsten, men valgtes 1523 til konge i stedet for den
fordrevne Christian 2. I modsætning til nevøen tog Frederik 1. udstrakt hensyn til højadelens
interesser. Hans regeringstid blev stærkt præget af reformationsrøret. Hans død i 1533 udløste
Grevefejden, der sluttede med Reformationens indførelse i Danmark i 1536.
1533-1534
Interregnum
Interregnum er en periode hvor der ikke er en regent.
1534-1559

Christian III
Christian 3. (12.8.1503-1.1.1559), konge af Danmark og Norge 1536-59, men som ældste søn af
Frederik 1. hyldet i Jylland allerede 1534. Den lutheransk sindede hertug Christian måtte under
Grevefejden erobre sit rige med sværd i hånd mod de kræfter, der ønskede Christian 2. genindsat.
Efter den endelige sejr 1536 gennemførte han med stor beslutsomhed Reformationen i den danske
kirke, der i løbet af hans regeringstid omstøbtes til en evangelisk-luthersk kirke under kongens
ledelse.
1559-1588
Frederik II
Frederik 2. (1.7.1534-4.4.1588), konge af Danmark og Norge 1559-88. Hans regeringstid blev
stærkt præget af det voksende modsætningsforhold til Vasatidens Sverige og den skærpede
religionskamp i Europa. Konflikten med Sverige kulminerede i Den nordiske Syvårskrig 1563-70,
der dog ikke bragte nogen egentlig afklaring. Krigen tvang kongen til store forhøjelser af
Øresundstolden, der opkrævedes ved hans nye, stærke fæstning, Kronborg, ved indsejlingen til
Øresund.
1588-1648
Christian IV
Christian 4. (12.4.1577-28.2.1648), konge af Danmark og Norge 1588-1648 og dermed den
længst regerende af samtlige danske monarker. Kongens regeringstid blev stærkt præget af de
europæiske konflikter, der kulminerede i Trediveårskrigen 1618-48. Danmarks aktive deltagelse i
denne konflikt og kongens nederlag ved Lutter am Barenberg 1626 til den katolske modstander
blev begyndelsen til den nedgang og krisestemning, der kom til at sætte sit tydelige præg på
resten af hans regeringstid.
1648-1670
Frederik III
Frederik 3. (18.3.1609-9.2.1670), konge af Danmark og Norge 1648-70. Som næstældste søn af
Christian 4. kom han først efter den udvalgte Prins Christians død i 1647 i betragtning som
tronfølger. Ved kongevalget i 1648 måtte han underskrive en overordentlig streng håndfæstning;
men med stor taktisk dygtighed lykkedes det ham alligevel i 1660 at få afskaffet det gamle
valgkongedømme til fordel for et arveligt, enevældigt styre, der bestod indtil 1848.
1670-1699
Christian V
Christian 5. (15.4.1646-25.8.1699), konge af Danmark og Norge 1670-99. Gennem en lang række
grundlæggende reformer i finansvæsen, forvaltningssystem og retsvæsen i første halvdel af
regeringstiden konsoliderede han det enevældige styre efter Statsomvæltningen 1660. Christian 5.
forstod at forene værdigheden som enevældig monark med en jævn folkelig fremtræden, hvilket
gjorde ham til en af de mest folkekære monarker i den enevældige kongerække.
1699-1730
Frederik IV
Frederik 4. (11.10.1671-12.10.1730), konge af Danmark og Norge 1699-1730. I Frederik 4.s
regeringstid udspillede sig det sidste store krigeriske opgør med Sverige, Den store nordiske Krig
1709-20. Det uafgjorte udfald førte til endelig opgivelse af håbet om generobring af
Skånelandene; men til gengæld betød krigen en styrkelse af Danmarks sikkerhedspolitiske
stilling. I kraft af sin samvittighedsfulde varetagelse af regeringsforretningerne kom Frederik 4.
tæt på at realisere Kongelovens ideal om kongelig personlig enevælde.
1730-1746
Christian VI

Christian 6. (30.11.1699-6.8.1746), konge af Danmark og Norge 1730-46. Kongen var den første i
den oldenborgske kongerække, i hvis regeringstid riget ikke var i krig. Til gengæld var tiden
præget af en svær økonomisk krise, der dog ikke forhindrede opførelsen af det nye, pragtfulde
residensslot, det første Christiansborg, til erstatning for det forfaldne Københavns Slot. Den
stærkt religiøse konge indførte 1735 streng kirketugt, der forbød enhver forlystelse på helligdage,
ligesom han 1736 indførte konfirmationen med obligatorisk konfirmationsforberedelse.
1746-1766
Frederik V
Frederik 5. (31.3.1723-14.1.1766), konge af Danmark og Norge 1746-66. Kongens regeringstid
var – i lighed med faderens – en fredsperiode. Økonomisk var det tillige en fremgangstid, hvilket
bl.a. gav sig udtryk i udvidelse af København med Frederiksstaden med de fire Amalienborgpalæer
som centrum. Gennem hele regeringen støttede kongen sig til dygtige ministre som
overhofmarskal A.G. Moltke og udenrigsminister J.H.E. Bernstorff, der med sikker sans for
statens tarv varetog de daglige regeringsforretninger.
1766-1808
Christian VII
Christian 7. (29.1.1749-13.3.1808), konge af Danmark og Norge 1766-1808. Regeringstiden faldt
sammen med en af de mest urolige perioder i Europas historie, revolutionstiden og
Napoleonskrigene. Kongen var et sart og nervøst gemyt, og en uhensigtsmæssig opdragelse
medførte, at han udviklede kronisk skizofreni. I den syge konges sted varetoges regeringen af
stærke personligheder i hans omgivelser, først af livlægen J.F. Struensee og efter dennes fald i
1772 af geheimestatsminister Ove Høegh-Guldberg. Fra 1784 var kronprins Frederik (6.) reelt
kongemagtens legitime repræsentant.
1808-1839
Frederik VI
Frederik 6. (28.1.1768-3.12.1839), konge af Danmark 1808-39 og af Norge 1808-14. Som
kronprins støttede han helhjertet de store landboreformer i 1780erne, der førte Danmark ind i den
moderne tid. Storpolitisk var det en svær tid. Slaget på Rheden 1801, bombardementet at
København 1807 og tabet af flåden var svære slag. Også statsbankerotten 1813 og tabet af Norge
1814 trak dybe spor; men kongens omsorg for sit folk bevirkede, at han nød stor folkelig respekt
og fremstod som en elsket landsfader.
1839-1848
Christian VIII
Christian 8. (18.9.1786-20.1.1848), konge af Danmark 1839-48. Frederik 6. efterlod sig ikke
mandlige arvinger, og ved hans død gik tronen derfor over til fætteren Christian 8. En kort periode
i 1814 havde han været konstitutionel konge i et selvstændigt Norge, men vendte hjem som
kronprins, da Norge samme år gik i personalunion med Sverige. Kongen var en velbegavet
skønånd med stor interesse for kunst og videnskab; men hans korte regeringstid blev stærkt
præget af de nationale og liberale strømninger, der kort efter hans død førte til en demokratisk
forfatning.
1848-1863
Frederik VII
Frederik 7. (6.10.1808-15.11.1863), konge af Danmark 1848-63. Christian 8.s eneste søn, den
barnløse Frederik 7., blev den sidste oldenborger på den danske trone. Kongens regeringstid blev
stærkt præget af det voksende modsætningsforhold til Tyskland. I eftertiden huskes han dog især
som giveren af den demokratiske grundlov 1849, hvilket allerede i samtiden gav ham tilnavnet
”Frederik Folkekær”. Ved hans død gik tronen over til den glücksborgske sideline af
kongeslægten.

1863-1906
Christian IX
Christian 9. (8.4.1818-29.1.1906), konge af Danmark 1863-1906, den første konge af den
glücksborgske linie på den danske trone. Christian 9. tiltrådte regeringen umiddelbart inden
krigen og det påfølgende nederlag i 1864. Hans regeringstid faldt sammen med den forbitrede
forfatningskamp, der fulgte af ydmygelsen i 1864. Den sluttede omsider med partiet Venstres sejr
ved Systemskiftet i 1901, hvor princippet om folketingsparlamentarisme – dvs. at regeringen ikke
må være i uoverensstemmelse med Folketingets flertal – blev knæsat. Trods langvarig modstand
mod gennemførelse af dette princip udviklede kongen i sine sidste regeringsår et harmonisk
samarbejde med de skiftende venstreregeringer.
1906-1912
Frederik VIII
Frederik 8. (3.6.1843-14.5.1912), konge af Danmark 1906-12. Frederik 8. var 62 år gammel, da
han overtog tronen efter sin afdøde fader. Hans regeringstid blev derfor forholdsvis kort, men
faldt til gengæld sammen med en kritisk periode i landets historie. Udadtil skulle Danmark
forsøge at finde sin plads i den hastigt optrækkende konflikt mellem stormagterne, og indadtil
skulle det politiske liv tilpasse sig de nye magtforhold og parlamentariske former efter
Systemskiftet i 1901. I begge disse henseender var den demokratisk sindede konge en aktiv og
vidende medspiller indtil sin pludselige død i 1912.
1912-1947
Christian X
Christian 10. (26.9.1870-20.4.1947), konge af Danmark 1912-47. Kongens lange regeringstid
indrammedes af de to verdenskrige, der på afgørende punkter ændrede Europas og Danmarks
sikkerhedspolitiske situation. Den fik desuden sit særlige præg af den store verdenskrise i
1930rne, der vendte op og ned på tilvante strukturer og forestillinger. I denne voldsomme
forandringsproces formåede Kongen at fastholde og udbygge sin position som nationalt
samlingsmærke, hvilket især fandt synligt udtryk i forbindelse med Sønderjyllands genforening i
1920 og i de mørke år under den tyske besættelse 1940-45.
1947-1972
Frederik IX
Frederik 9. (11.3.1899-14.1.1972), konge af Danmark 1947-72. Frederik 9.s regeringstid var
sammenfaldende med opgivelsen af den traditionelle neutralitetspolitik til fordel for NATOmedlemsskabet
og den samtidige opbygning af den danske velfærdsstat – begge dele resultat af
erfaringerne fra verdenskrigene og 1930rnes kriser. Med sans for tidens krav gennemførte
Kongen i takt dermed den nødvendige omstilling af monarkiet fra en fjern, ophøjet institution til
et symbolsk udtryk for den standsudjævning og lighedstænkning, der var en følge af
moderniseringen.
Siden 1972-
Margrethe II