FOR BEDER • MALLING • AJSTRUP Fællesrådet runder 25 år 3-15 ...

Kirke & sogn
Hvad er en historisk kendsgerning? Det er
ikke nemt at sige; for om fortiden véd vi
aldrig mere end det, kilderne tilfældigvis
fortæller; og de er måske ikke bare hullede,
men også fulde af misforståelser eller ligefrem
forfalskninger, som det ikke længere er
muligt at komme bagom. Vi kender aldrig
et fortidigt hændelsesforløb fuldt ud, men
kun et brudstykke, og vi kan ikke afgøre, om
dette brudstykke giver os en korrekt opfattelse;
for det er langt fra sikkert, at vi ser det i
det rette perspektiv.
Når det principielt er slået fast, hvad er så de
historiske kendsgerninger i forbindelse med
påsken? Af dem er der to: Jesu død på korset
og opstandelsestroen.
Om Jesu død er der meget, vi ikke véd,
netop fordi kilderne er mangelfulde. Vi kan
ikke følge processens enkeltheder, ikke til
bunds opklare de motiver, der førte til domfældelsen
og ikke med sikkerhed fastlægge
forløbet. Men uimodsigeligt turde det være,
at han døde på korset.
Ligeledes er det svært at bestride, at der
allerede i 30’rne af det første århundrede var
mennesker, som var overbevist om, at Jesus
levede og altså var ”opstanden”. Med denne
overbevisning begyndte kristendommen. På
den blev kirken grundet.
Hvad denne tro baseredes på, kan vi ikke
uden videre gennemskue. Men der synes
at foreligge to traditioner: Den ældste, som
er bevidnet i Paulus’ breve, der er skrevet i
50’rne, tyder på, at en lang række mennesker
mente at have set den opstandne, mens
Den yngre, som er bevidnet i evangelierne,
går ud på, at man havde fundet hans grav
tom. Og hvad specielt denne tradition angår,
kan man godt mærke sig, at den ældste
kilde, Markusevangeliet, ikke fra først af har
opfattet opstandelsesbudskabet som noget
ubetinget glædeligt: Kvinderne ”gik ud og
flygtede fra graven; For de skælvede og var
ude af sig selv, og de sagde ikke noget til
nogen; for de var bange”.
Opstandelsestroen er med andre ord – lige
så vel som korsfæstelsen – en historisk
kendsgerning. Men det er opstandelsen ikke.
Den er og bliver en påstand. Det er muligt,
vel endda rimeligt, at opfatte denne påstand
Påskens kendsgerninger
“Opstandelsen”, udsnit fra Malling kirkes
prædikestol
som et efter datidens tankegang naturligt
udtryk for kirkens tro: at i Jesus fra Nazareth
havde mennesker mødt Gud, det skarpeste
og klareste udtryk for, at han var den absolut
enestående, og at Gud – som man dengang
sagde – havde ”givet ham ret ved at oprejse
ham fra de døde”. Hans liv og hans død
havde Gud vedkendt sig og givet ham ret i,
at sådan skal livet leves, i kærlighedens selvforglemmende
udlevering af sig selv. Og et
sådant liv må selvfølgelig altid gå brutalt til
grunde i en verden som vores.
Det er sådan noget, der skal prædikes om
påskedag. Man kommer ingen vegne ved
at ville bevise opstandelsen, gøre den sandsynlig
eller acceptabel. Og selv om vi i
Danmark ikke mindst takket være Grundtvig
har salmer af høj lødighed, der knytter en
nærliggende symbolsk forbindelse mellem
opstandelse og vårbrud, så duer det
selvfølgelig heller ikke. Påstanden bliver stående
som en påstand. Det er uden mening
følelsesmæssigt at ville sætte igennem, at
opstandelsen er en fortidig kendsgerning,
som man skal antage rigtigheden af. I så
fald er opstandelsen lige så ligegyldig som
alle mulige andre fortidige begivenheder
og mere eller mindre tvivlsomme historiske
kendsgerninger.
Fortiden er død og borte, og der går ingen
vej tilbage til den. Hvis der overhovedet
skal kunne prædikes på påskedag, så kan
det kun ske ved, at opstandelsen gøres gældende
som noget nutidigt. Og i så fald bliver
påstanden til en udfordring og et særdeles
nærgående og ubehageligt spørgsmål: Er det
rigtigt, at det, som Jesus fra Nazareth sagde
om, hvordan livet skal leves, og det liv, han
selv levede og betalte prisen for, også gælder
én selv? At tro på ham som den opstandne
betyder da ikke, at man mener, at graven var
tom, eller at apostlene havde set mere end
syner. Det kan jo alligevel ikke afgøres. Men
at tro på ham må da være at tage hans ord
til fuldt pålydende og gøre derefter. Eller rettere:
indrømme, at man ikke gør det!
En påskeprædiken skal ikke tage udgangspunkt
i mere eller mindre diskutable
historiske kendsgerninger, men i éns egen
tilværelse. At sige nej til påstanden om hans
opstandelse er nemt og billigt, lige så billigt
som at antage den. Så er det hele blevet et
ligegyldigt spørgsmål om meninger. Men
Jesus fra Nazareth spurgte aldrig folk om
hvad de mente, kun om, hvad de gjorde.
At tro på ham som den opstandne er at forholde
sig i trofasthed og lydighed over for
hans ord. Og da kunne det vel godt tænkes,
at vores vantro var adskilligt dybere, end om
vi bare forkaster beretningen om den tomme
grav eller apostlenes syner. Man forstår
egentlig godt, at kvinderne – Som Markus
altså fortæller – ”flygtede fra graven, var ude
af sig selv og ikke sagde noget til nogen”.
Det kunne jo være, at man heller ikke selv
havde noget videre at skulle have sagt.
Malthe Madsen
Nummer 3/2011 31