Kornhøst i 1800-tallet på en fynsk gård.

tilbage paa Tallerkenen igen. Dette var “god Latin” i Jens Tops Dage, men
nu ler man af den slags skikke, der er gammeldags og i høj Grad
uhygiejniske.
! ! Sugende paa den sidste Bid Kandis, leende og snakkende
drager den store Skare ud i Hvedemarken.
! ! Dagen forud har Førstekarlen efter Jens Tops Anvisning
“hugget for” langs Hegnet, saa man lige kan gaa i Arbejde med det
samme. Den store Hvedemark er ligesom alle de andre Marker omgivet af
“levende Hegn” (smaa Jordvolde beplantet med Hvidtjørn, Syren,
Benvedbuske, Slaaen eller Hassel). Staar man paa den høje Banke og ser
ud over Landskabet, ligger Markerne med Hegnene store og gule
Tørklæder med grønne Borter. Naar Sommervinden vifter, bølger de gule
Marker som et Hav.
! Førstekarlen hugger ind, Førstepigen (Kvinden) binder det første Neg
og vælter det ud fra “Skaaren”; snart efter ser man de 15 Høstere og de 15
Optagere i en lang række, skraa Række ud over den store, frodige
Hvedemark. (Naar hvert Hug fra Høsteren tager halvanden Meter i Bredde
pr. Mand, kan man ved en eneste “Skaaromgang” høste en Plads paa 22,5
Meters Bredde). De tre Sammensættere har meget travlt med at sætte
Negene i Hobe (Skokke) to og to Neg mod hinanden, saa de bygger som
Spærrene paa et Hus. Skokkerne skal staa i lige Rækker, saa man kan
køre imellem dem, naar Hveden skal køres ind. Saasnart Børnene i
Topgaarden har været saa store, at de kunne løfte et Neg, har de altid
hjulpet deres Fader med at “sætte sammen”. Det var et utrolig morsomt
Arbejde at løbe der langs Høstfolkene, høre deres Vittigheder og sige
noget til dem igen. Var der en eller anden Optager, som havde svært ved
at følge sin Mejer, tog Drengen “Kratten” fra hende og trillede Negene for
hende, til hun atter naaede Mejeren.