Kornhøst i 1800-tallet på en fynsk gård.

Kornhøst i 1800-tallet på en fynsk gård.
Jørgen Banke fortæller levende om høsten
Topgården, en stor gård på Fyn.
Beretningen i uddrag fra hæftet
Faglig Læsning
Tidsskrift for Skole og Hjem, 1930
Datering:
Der er ingen oplysninger om, hvornår begivenheden fandt sted. Mit skøn er at
forfatteren baserer sin fortælling på egne oplevelser omkring århundreskiftet
1900.

Der har været travlt i Bryggers, Kælder og Stuer i flere Dage før store
Høstdag, hvor der skal høstes med 15 Høstleer, 15 Optagere og 3
Sammensættere. Det er hele Gårdens Mandskab og desuden 10
Husmænd med deres Koner.
! ! Jens Top og Mette har ord for paa Egnen, at Topgaarden er et
af de bedste Madsteder; at der paa en Høstdag er som at komme til et
Bryllup.
! ! Den store Rapsdag og den store Høstdag ventes af alle
Deltagere med stor Spænding.
! ! Allerede Kl. 6 om Morgenen strømmer Husmænd og
Husmandskoner til Gaarden i deres renvaskede Høstdragt, baade
Hjulmandens og Smedens er med. Mændene kommer i skjorteærmer og
blaa Lærredsbukser, Kvinderne med hvide Høstærmer, hvidt Forklæde
med Smæk og nystrøget Flagerhat med hvide Baand under Hagen. Kjolen
er hæftet op, den er fodfri, saa man tydelig ser de lakerte Træsko med
deres pudsede Klamper og den røde Skindkant paa Overlæderet.
! ! Hver Kone har sin lille Rive (Krat) og Manden sit Mejetøj, hvor
en splinterny Stryge med rødt Haandtag sidder i to remme paa Stagen.
! ! Det lyser helt op i Gaarden, efterhaanden som den store Flok
samles. Gaardens Karle, der lige er blevet færdig med Morgengerningen i
Hestestalden, staar og efterser deres Medetøj, prøver om det falder godt i
Haanden og maaler, om Leen ikke er blevet for meget jordlagt. Anders
Smed kommer til, og han bliver straks Raadgiver for dem alle.
! ! Man ler og snakker i Munden paa hverandre,
Husmandskonerne taler om Børnene derhjemme, som har faaet Lov til at
komme op paa Topgaarden og faa Middagsmad - ogsaa for dem er det en
stor Dag.
! ! Mette kommer selv ud paa Trappestenen og
raaber:”Godmorgen, kom saa ind allesammen og faa Davre !”.
! ! I Dagens Anledning er der hvid Dug over de lange Borde.
! ! Folket stimler sammen inden for Døren og vil ikke gaa helt ind i
Stuen; det gælder jo om at være beskeden ved saa højtidelig en Lejlighed,
men Snakketøjet gaar stadig; der er en stærk Summen, næsten som en

hel Melodi, afbrudt af Latterudbrud. Der er jo saa mange vittige Hoveder,
som skal aflevere de sidste nye Historier. Jens Top kommer ind, alle
sætter sig til Bords og man lægger for med “Morgenstund har Guld i
Mund”. Det er ogsaa en Særegenhed for Topgaarden, som Jens har
indført. Man begynder den store Dag med Sang, og selv om man slutter
sent om Natten ved et Logilde, ender man ogsaa med en Sang.
! ! Naar Sangen er forstummet, kommer Pigerne ind med de store
Øllebrødsfade. Hver faar en Ske i den anden, og saa begyndes der.
! ! En halv Snes Stykker maa stikke til samme Fad; man maa være
meget forsigtig, naar man “kører ind” ikke at spilde paa Mettes rene Dug.
! ! Naar Øllebrødet er nydt, kommer Flæskepanderne ind. Der
lægges et hvidskuret Trækors paa Dugen, hvor Panderne staar paa deres
tre Ben, rummende det flydende Fedt med de haardtstegte Flæskestykker.
Man tager et Stykke Flæsk og lægger det paa en Skive Rugbrød, skærer
sig smaa “Ryttere”, som kan ride ind i en Mund. Har man Brødstykker
uden Flæsk, dybbes de i Fedtet i Panden ved Hjælp af Gaffelen. Det er
meget svært for de unge at bære sig saa klogt ad, at man ikke drypper
Fedt paa Mettes Dug, de bliver derfor ogsaa tit rettet af de gamle. Smeden
forklarer bredt og belærende, som var han selve Præsten:”Der er tre Slags
Dyppebrød, forstaar I; for det første har man ALMINDELIGT DYPPEBRØD,
der ser sådan ud” (her dypper Smeden i Panden, viser rundt og kører ind),
for det andet er der GNIDEBRØD ( han lader et Stykke Brød løbe langs
Pandens Rand, saa der næsten ikke ses Fedt paa det), “saaledes gør
man, naar man vil være et net og pænt Menneske, men vil I være
“osojse” (fraaseragtige), tager I DUKUNDERBRØD (han stikker Brødet til
Pandens Bund, helt under Fedtets Overflade og skynder sig at “køre ind”
før han spilder). “Saadan maa I altsaa ikke gøre, det er kun Smede og
Jyder, som har lov til det; thi de skal for deres Synders Skyld have Fedt
paa begge Sider”. Saa ler man alle sammen og er ved “at køre” forkert af
Munden.
! ! Tilsidst kommer Kaffen, skænket i runde Skaale (Spølkummer
eller Spølskaale); paa Bordet anbringes Tallerkener med store Stykker
Kandissukker. Flere tog store stykker, bed dem over og lagde Resten

tilbage paa Tallerkenen igen. Dette var “god Latin” i Jens Tops Dage, men
nu ler man af den slags skikke, der er gammeldags og i høj Grad
uhygiejniske.
! ! Sugende paa den sidste Bid Kandis, leende og snakkende
drager den store Skare ud i Hvedemarken.
! ! Dagen forud har Førstekarlen efter Jens Tops Anvisning
“hugget for” langs Hegnet, saa man lige kan gaa i Arbejde med det
samme. Den store Hvedemark er ligesom alle de andre Marker omgivet af
“levende Hegn” (smaa Jordvolde beplantet med Hvidtjørn, Syren,
Benvedbuske, Slaaen eller Hassel). Staar man paa den høje Banke og ser
ud over Landskabet, ligger Markerne med Hegnene store og gule
Tørklæder med grønne Borter. Naar Sommervinden vifter, bølger de gule
Marker som et Hav.
! Førstekarlen hugger ind, Førstepigen (Kvinden) binder det første Neg
og vælter det ud fra “Skaaren”; snart efter ser man de 15 Høstere og de 15
Optagere i en lang række, skraa Række ud over den store, frodige
Hvedemark. (Naar hvert Hug fra Høsteren tager halvanden Meter i Bredde
pr. Mand, kan man ved en eneste “Skaaromgang” høste en Plads paa 22,5
Meters Bredde). De tre Sammensættere har meget travlt med at sætte
Negene i Hobe (Skokke) to og to Neg mod hinanden, saa de bygger som
Spærrene paa et Hus. Skokkerne skal staa i lige Rækker, saa man kan
køre imellem dem, naar Hveden skal køres ind. Saasnart Børnene i
Topgaarden har været saa store, at de kunne løfte et Neg, har de altid
hjulpet deres Fader med at “sætte sammen”. Det var et utrolig morsomt
Arbejde at løbe der langs Høstfolkene, høre deres Vittigheder og sige
noget til dem igen. Var der en eller anden Optager, som havde svært ved
at følge sin Mejer, tog Drengen “Kratten” fra hende og trillede Negene for
hende, til hun atter naaede Mejeren.

L.A.Ring: Høst - 1885 - Statens Museum for Kunst, København
! ! Ofte maatte Leerne stryge; det skete næsten samtidig for alle
Mejerne (paa fynsk hedder det: at vætte Jærnet: hvæsse Jernet). Medens

dette foregik, kunde Optagerne indhente det forsømte. Var det en ivrig
Førstekarl, der “kløede paa” uden at “vætte” altfor ofte, kunne en Høstdag
være meget haard ved en gammel, forslidt Husmand. Men heldigvis er der
en Arbejdspause hver Gang, man naar ned for at hente ny “Skaar”, og saa
tager de flinke unge Karle en lille Bid ekstra for de gamle, og derved
vinder de sig ofte trofaste og taknemmelige Venner, som kan hjælpe dem
en anden Gang, naar det kniber for dem.
! ! Det er ogsaa en lettelse med de utrolig mange Spisepauser.
Saasnart den første Skaaromgang er til Ende, kommer “vor Mor” og Søren
med Læmpe slæbende med Æbleskiver, Øl og Brændevin til Høstfolkene.
Omkring Kl. 9 er der dækket langs to, tre Skokkerækker; paa lange, hvide
Duge ligger Brødrundtenommerne i Stabler, der er Krukker med Smør og
Fade med Paalæg. Folket kravler om Dugene og “rækker til” som de bedst
kan. De smører selv paa Brødet, skærer af Paalægget: Rullepølse,
Leverpølse, røget Faarelaar og Mettes dejlige Sødmælksost. Det er herlige
sager. Smeden bruger sin egen store Lommekniv, den passer ham bedst,
og saa sparer Mette Opvasken. Det er en ordentlig “Hinkel” Rullepølse,
han snitter af. “Man kan nok se, du er vænnet til Dukunderbrød”, siger
Husmand, Lars Langelykke, idet han selv filer en ordentlig Skive af det
røgede Faarelaar, der i Almindelighed gaar under Navnet “Violinen”.
! ! “Ja, og du er nok heller ikke saa tosset til at spille Fivelin,
Langeløkke”, riposerer Smeden, og hele Forsamlingen ler, saa det klinger
over Marken.
! ! Gammeltøllet, som Mette har brygget for et helt Aaar siden,
gaar flittigt rundt i Øllejlen (en cirkelrund, osteformet Træbeholder med
Mundstykke, hvori der er boret to Huller). Man tørrer Mundstykket af med
sit Skjorteærme, tager med begge Hænder Lejlen og hæver det ene Hul
op til Munden.
! ! Man skal være meget forsigtig med at “klemme” Lejlen alt for
tit i Siderne, thi Gammeltøllet er meget stærkt. Husmandskonerne passer
nøje paa, at Mændene ikke faar for meget Øl eller for mange Snapse; thi
de vil nødig have dem altfor “sluddervorne” i Løbet af Dagen; men det er
ikke let, Høsten er “Husmændenes Jul”, og der er for mange Steder, hvor

der staar en Leje bag en Skok og venter paa at blive tom. Solen stikker, og
Sveden maa man dog tørre af sig:”Det er saa rart at rette Ryggen, især
naar man har en Leje foran sig”, siger Smeden, idet han drikker, og
Latteren klinger paany over Agrene, de samme Agre, hvor Hovbønderne
for 100 Aar tilbage gik med bøjet Nakke og længtes efter at drikke sig fra
Sans og Samling for dog engang imellem at slippe bort fra “det usle Liv”.
! ! Til Middagen derhjemme paa Topgaarden har Mette herlig
Suppe og Peberrodskød, og oven paa denne vanker der en Times
Middagshvile. Der tages atter fat til Kl. 4 eftermiddag, hvor man paany faar
Mellemmad, som om Formiddagen. Ved Sekstiden atterÆbleskiver og Kl.
8 Aften varmt Øl i Skaale med toppende Fade af smurt Hvedebrød.
Høstdagen er dermed tilendebragt, man har spist meget, “men dog
arbejdet engang imellem”, som Smeden siger. Hvedemarken er blevet til
en Stubmark, hvor de tætte Skokker bærer den første Vidnesbyrd om en
“god Avl”.
! ! Da Førstekarlen spørger Jens Torp, om han synes om, de de
faar en Dans i Loen, svarer Jens:” Det maa I gerne, for jeg synes, vi har
faaet meget bestilt i Dag”.
! ! Alle Vogne køres da straks ud af Loen, en Lygte hænges under
Hanebjælken, en Harmonikaspiller faar Plads paa et Knippe Halm, og
Balsalen er i orden.
! ! Det uldne Lysskær fra Lygten jager alt Ukræ ind i Ladens
mørkeste Kroge. Uglen fløj straks til Skovs. Som en Aand svævede den
ind over Loen og ud i Natten. Fire gloende Katteøjne skød Lyn over
Porthammeren, og Edderkoppen under Lægten blev urolig. Ude i Havens
Nøddehække sætter Smaafuglene til Ro, medens Maanens Sølvskær
lægger sig over Andedammen. Søren med Læmpes Køer har forlængst
lagt sig i Tøjreslaget, og Søren selv sætter sig godt tilrette hos
Harmonikaspilleren. Han vil saadan med Læmpe se, hvordan
Husmændene kan svinge deres Kvindfolk.
! ! Snart efter skærer Harmonikaen gennem den stille
Sommeraften, og der kommer ny Kraft i alle de trætte Høstfolk. Det er helt
forunderligt, saa godt de ældre Husmænd klarer Hopsa, Skots, Reel og

meget andet, hvor Benene skal gaa som Trommestikker. Smeden har
smidt Træskoene og sveder, som han stod ved Essen.
! ! Langeløkke holder Tale, da man atter faar Gammeltøllet frem:
“Gid Jens Torp maa faa sin Hvede lige saa lystigt kørt ind, som han i Dag
har faaet den høstet, saa har han ikke Grund til at Klage. Jens og Mette
længe leve. Hurra !!”
! ! Efter denne korte, men velmente Tale, foreslår Jens Top
Aftensangen. En Maler burde have fæstet dette ejendommelige og
stemningsrige Billede til et Lærred som de sad der, alle de hvidklædte
Høstfolk i den gamle Lo paa Halmknipper, Vognfadinger og Skærekister.
Ansigterne blev voksblege eller gullige i det dunkle Lys, Maanen kastede
en ganske fin Stribe ind fra Portaabningen, men dybt inde over “Gulvene”
rugede den sorte Nat. Oven over det hele stod de gamle, knudrede
Egespir, medens de ormædte Lægter som lange, magre Ribber svajede
for det gamle Tag.
! ! Ingemanns “Fred hviler over Land og By” gled ud i Natten over
det herlige, frodige Land, mens Nattevinden hviskede mellem Aksene.

Peter Hansen: Høstbillede, 1910.Faaborg Museum