Kilde nr. 18: Klaus Rifbjerg om Kosovo - Forlaget Columbus

Kilde nr. 18: Klaus Rifbjerg om Kosovo
af Klaus Rifbjerg, forfatter
Der findes intet sikkert tal for, hvor mange ofre der har været for serbisk aggression. At
der har fundet massakrer sted er utvivlsomt. Det er i sig selv kvalmende og utåleligt.
Men lad os nu sige, at hundrede mennesker er myrdet, bliver de så levende igen eller blot
’hævnet’ ved at man nu myrder hundreder og atter hundrede civile i den eskalerende
NATO-krig? Et lig er et lig, en sørgende mor en sørgende mor uanset aflivningsmetoden.
Men det er alligevel her forskellen gør sig gældende For at straffe en diktator sætter man
et militærapparat i gang, hvis terror er legitim, for den er udført i humanitetens navn. Vi
står sammen om den.
Vores statsminister har sagt, at det er okay, ja selv den radikale udenrigsminister nikker
sørgmodigt med hovedet og siger: »Ja, lad os bombe!«.
Det drejer sig nu ikke længere om krydsermissiler og Stealth-bombefly mod specifikke
militære mål, nu skyder man også efter tanks og militærkolonner på vejene, for det
man frygtede er allerede sket. Massakrerne man ville stoppe, breder sig! Det er ikke mere
20.000 der er på flugt, det er 100.000, i morgen måske 200.000 eller en million. Det er
nemlig altid civilisterne, der betaler prisen. Det er ikke Bill Clinton i Washington eller
Poul Nyrup Rasmussen på Christiansborg eller Tony Blair i Downing Street 10, det er en
hel masse mennesker, vi har sat os for at ’befri’, men som nu ligger døde eller lemlæstede
i grøftekanten eller under en dynge murbrokker i byen.
Dette vanvid må man formode skulle give os ren samvittighed. Vi har lært af München
1938, man skal kværke skurkene inden de kværker en selv. Men man glemmer, at
1938 ikke er 1999 og at Slobodan Milosevic ikke er nogen Hitler, selvom han minder om
ham. Men det er ikke det vigtigste, det vigtigste og mest oprørende er, at vi har glemt, at
der i ordet humanitær gemmer sig ordet human, menneske, noget menneskeligt, og at
det vi kunne og skulle have gjort, var at gribe ind på et tidligt tidspunkt med massiv økonomisk
og menneskelig støtte, ligesom man skulle have grebet ind i Tyskland efter Første
Verdenskrig og i stedet for at straffe økonomisk have hjulpet økonomisk på alle leder
og kanter - som det faktisk skete med Marshallplanen efter Anden Verdenskrig med det
resultat, at Tyskland ikke blot kom på fode, men udviklede sig til en misundelsesværdig
sund, demokratisk og uaggressiv republik.
Tænk bare et sekund over det lyse mirakel, der ville være indtruffet, hvis man havde
brugt de milliarder og milliarder af kroner, som dødens købmænd nu fryder sig over at
kunne putte i lommen, på en massiv humanitær indsats a la den som i sin tid frelste
Tyskland og for ganske nylig Makedonien, tænk hvis vi for en gangs skyld kom til fornuft
og indså, at de ofre, der nu styrter rundt på et oprevet Balkan ikke blot er vore medmennesker,
men en spejling af os selv. Det er os, der har sendt dem af sted i ’frihedens’
og ’solidaritetens’ navn, men det er også os, der massakrerer dem i langt større tal end
dem, der faldt som ofre for serbisk aggressivitet og terror.
Et tankeeksperiment: Hvis Sovjetunionen dengang eller Rusland nu for den sags skyld
fandt på at komme indbyggerne i en suveræn stat ’til undsætning’, hvad ville der så ske?
Så ville USA og den vestlige verden skide grønne grise af ’retfærdig’ harme og bede FN

om øjeblikkelig handling, true med atomkrig og det der er værre, hvis der findes noget
værre, og forargelsen ville ikke kende grænser. Nu har man ’retten’ på sin side, man har
fundet ’fjenden’ og derfor er det i orden at punke løs med alt hvad man har til rådighed af
teknologisk isenkram, mens man udmærket ved, at det i sidste ende er civilbefolkningen,
der lider og betaler prisen - lige meget hvor meget man slår på at dette er sat i scene
for at straffe ondskaben efter devisen med ondt skal ondt fordrives.
Men det er os selv vi slår, og det er en sørgelig udgang på det tyvende århundrede, at vi
skal indkassere dette enorme tilbageslag, som er iscenesat til ære for en tyran, men går
ud over alle dem vi solidariserer os med: almindelige mennesker, kvinder og børn, unge
og gamle som os selv. Konsekvenserne er uoverskuelige, men uanset hvad der sker, er vi
i den vestlige, rige verden mere moralsk anløbne efter denne dumhed end længe.
Politiken 03.04.1999