Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

En visuel fornøjelse
Monggaards biografi er en virkelig flot bog. Den er spækket med
billeder, citater fra sange, tegninger og hvad der ellers kan bidrage til
at fortælle Wikke og Rasmussens historie. Samspillet mellem tekst og
illustrationer fungerer rigtig fint. Især med et emne som TV og film er
det vigtigt at være visuel i sin præsentation, og her lader Monggaards
bog altså intet tilbage at ønske. Det er gennemført og helt i tråd med
bogens underoverskrift: “Wikke og Rasmussens kulørte univers”.
Det kulørte univers uden for tid og sted
Og netop ordet kulørt kendetegner meget godt, de universer Wikke og
Rasmussen skaber. Der er nemlig noget helt særligt ved den måde, de
præsenterer tingene på, og som fan er det en af de ting, der tiltrækker
Monggaard allermest, ligesom undertegnede iøvrigt. Han taler om en
placering af historierne “uden for tid og sted” i meget stiliserede
verdener, og hvordan det altid bidrager med en særlig stemning. Det
nævnes løbende i bogen som en klar fællesnævner for alt, hvad de har
produceret gennem årene, men han går ikke videre i dybden med det.
Fokus er, som før nævnt, på selve arbejdsprocessen og beskrivelserne
af de enkelte værker. Man kunne godt ønske sig lidt flere betragtninger
om noget så centralt som deres personlige særpræg. Den personlige
stil er netop det, som gør Wikke og Rasmussen tiltrækkende og
adskiller dem fra så mange andre instruktører. Det som gør dem sjove
på deres egen skæve facon.
Begrebet “no time, nowhere” er i centrum, når de arbejder med deres
filmiske udtryk, og det præger stilen i alt fra miljøer til personer og
sprog. Ved at bearbejde udtrykket ud fra dette dogme, sætter de
historier fra hverdagen ind i en ny sammenhæng. De ønsker ikke at
lave film om hverdagen, men forsøger at dreje fortællingerne i deres
helt særlige retning, hvorved de også sætter problemstillingerne i et
mere universelt lys. I et interview før jul sidste år spurgte jeg Steen
Rasmussen om netop denne pointe:
”Det er der, hvor vi selv føler, der bliver fortalt bedre end i den
virkelige verden - på film vel at mærke. Der er masser af fremragende
dokumentarer og socialrealistiske film, men vi prøver bare at anskue
det fra en anden vinkel.”
De placerer fortællingerne et sted, man kan genkende, men som
alligevel er anderledes. Ifølge Wikke og Rasmussen selv er ideen, at
“hvis man flytter sig et lille skridt til siden, kan tingene se mere
eventyrlige ud, men også klarere”. Ved at placere deres fortællinger
dette andet sted, ønsker de at fremhæve netop de ting, som er
genkendelige fra den virkelige verden. Denne strategi kan lede
tankerne hen på f.eks. Coen brødrenes skæve persongallerier og Tim
Burtons stiliserede universer, som Wikke og Rasmussen da også selv
tæller blandt deres idoler og inspirationskilder. De bevæger sig væk fra
det dagligdags og ind i andre verdener men altid med referencer til
virkeligheden. I deres seneste film Der var engang en dreng... fortælles
eventyret om drengen Kalle, der drager ud for at redde sin lillesøster
fra de onde læger, som vil skære hendes vinger af. Ifølge dem selv
handler filmen om at få et anderledes barn. Lægerne, men også
forældrene, ser ikke vingerne som en kvalitet kun som et problem,
mens Kalle tværtimod værdsætter sin lillesøster, for den hun er.
Budskabet er almengyldigt, enkelt og sentimentalt, men tilsat det
wikke/rasmussenske krydderi som babyer med vinger, det godes kamp
mod det onde og sågar en Snehvide. Ved at fortælle historierne i et
eventyrligt univers, træder de almengyldige budskaber tydeligere frem,
og for dem er det den bedste måde at fortælle på.
Universernes filmiske kendetegn
Det mest åbenlyse eksempel på Wikke og Rasmussens praksis er
selvfølgelig scenografien, hvor f.eks. husene i det kvarter, hvor
hovedpersonen Kalle i Der var engang en dreng... bor, alle er ens rødog
gulmalede træhuse. Græsplænerne er alle sirligt trimmede, og
bidrager til fornemmelsen af uniformering og tidsløshed. Et andet sted i
en anden tid. Familiens navne er i filmen Palle, Kalle, Trille og Lille. En
eventyrlig reference, der opfylder samme formål. Udover den skøre og
højst urealistiske navnesammensætning, er personerne også i sig selv,
som taget ud af et eventyr. En baby med vinger anses nok ikke for at
være helt efter bogen, men desuden er også Snehvide med i filmen,
hun er dog er mørk og spilles af Caroline Henderson, ligesom de syv
små dværge er knap så små, men faktisk fuldvoksne skovhuggere.
Selvom eventyret inddrages, er det stadig på Wikke og Rasmussens
Biografiens kulørte forside.
Trille (Anne Grethe Bjarup Riis), Kalle
(Janus Dissing Rathke) og Palle (Anders W.
Berthelsen) foran familiens gulmalede
svenske træhus. Credit: FOTO: Ole Kragh-
Jacobsen/Græsted Film & Fjernsyn.