Mai Misfeldt: "Hemmeligheder, løgne og gåder".

1
5
10
15
20
25
30
35
Opgave 5, tekst 3
Hemmeligheder, løgne
og gåder
Af Mai Misfeldt
I novellesamlingen Mit forfærdelige ansigt kredser Pia Juul om dette: at
elske og miste sig selv og hinanden.
Pia Juul debuterede i 1985 med digtsamlingen “levende og lukket”.
Siden har hun skrevet 4 anmelderroste digtsamlinger, senest sagde jeg,
siger jeg, der udkom i 1999. En roman er det også blevet til; Skaden, fra
1990, og nu forlyder det, at forfatteren arbejder på endnu en roman. I
virkeligheden er det sådan med Pia Juul at hun slet ikke behøver at skrive
romaner, for i hendes fortryllende og finurlige sprog kan en roman
snildt finde sted i et digt. Ja, hun har sågar skrevet et digt, der hedder
Roman. Det er da også karakteristisk for Pia Juul, at hun som bidrag til
en antologi, der handler om lykken nøjes med tre ord: “Syrener, syrener,
syrener”.
Novellesamlingen Mit forfærdelige ansigt indeholder 17 forholdsvist
korte noveller, hvoraf flere har været trykt før. En fascinerende, men
uegal blanding af historier er det; spændende fra manisk søgende monologer
ført af ensomme kvinder over altmodische nærmest pastorale og
ikke så lidt erotiske fortællinger med ammende kvinder, begærlige onkler
og mutte soldater, til humoristisk underfundige fortællinger, der
trods tonen handler om livets alvor, om uransageligt trufne valg, svigt og
ensomhed og pludselige erkendelser.
Titelnovellen er en mareridtsagtig historie. Om en beruset kvinde til
en fest, spærret inde i sin sovepose såvel som i sig selv. Hun falder ned i
gulvet og ind i sig selv, og hendes ansigt bliver til en blodig masse. Det
blodige forfærdelige ansigt er i virkeligheden ingenting, men bag overfladen
gemmer der sig en virkelig blodig og tragisk hemmelighed, der
handler om at elske og miste.
Mange af novellerne kredser om dette; at elske og miste sig selv og
hinanden. “En storslået død” handler om en kvinde, der har givet alle
sine hemmeligheder bort, og nu indser, at hun skulle have gemt lidt til
sig selv. Og da hun endelig får en hemmelighed – tanken om, at hendes
mand bedrager hende med hendes bedste veninde – så er hemmeligheden
ikke sød, men føles som en kræftknude, der måske vil give hende
en storslået død, som hun slet ikke ønsker. Hun er kommet forkert ind i
sit liv, og nu kan hun ikke gøre det om. Det er sket for mange af personerne
– de har, ligesom kvinden der er spærret inde i en sovepose, sat
sig forkert i deres egne liv, men selv om de ved det, kan de ikke gøre
det anderledes, de kan så at sige ikke finde lynlåsen, og tilbage er kun
den drastiske løsning, der enten destruerer dem selv eller deres medmennesker.
Som i “Opgang”, hvor den kvindelige fortæller ikke kan sige

40
45
50
55
Opgave 5, tekst 3
fra overfor den tyranniske gamle underbo, før det til sidst er blevet så
for meget, at hun – ups – kommer til at slå underboen ihjel.
Det er nu ikke fordi de er voldsomme, novellerne, derimod er der en
slags søvngængeragtig skæbne over personernes liv. Det vil bare ske
sådan, og det sker sådan. Der er noget hemmeligt og uudgrundeligt
over Juuls noveller. Det tager tid før man forstår, hvad der egentligt foregår.
Som i “Indianer”, en besynderlig dialog, ført igennem en netdør,
mellem en stor tyk indianer og en pige, der leder efter sin far.
I Pia Juuls lyriske sprog taler ofte andre stemmer, og således også når
hun skriver prosa. Det særegne hos Juul er den parataktiske sætningsfølge,
der giver teksten en lidt Herman Bangsk forpustet tone. “Det tog
fem timer med toget, det var vel en slags rejse, hendes mor havde ordnet
det hele, der kom kun familien, den var ikke særlig stor, de skulle
have hamburgerryg.”
Overalt i novellesamlingen mærker man, at Pia Juul kan lide ord og
kan lide at lade klange fra tidernes store litteratur spille med, ligesom
tonen kan skifte fra det jyske til en blød erotisk snoen og kroen sig. Når
man ser bort fra enkelte noveller så er “Mit forfærdelige ansigt” en rigtig
fin samling.
(2001)