1 LUMEN nr. 72 | Maj 2010 - Sankt Mariæ Kirke

Mørke og forfærdelse. Det er kerne-ordene. Mørke
og forfærdelse. Hvad er meningen? Er det sådan, at
den som bevæger sig hen mod Gud, han bliver hyldet
i mørke og fyldt med indre forfærdelse? Hvis det er
sådan, kuldkaster det så ikke alle gængse forestillinger
om frugterne af troen? Jo, og det er sådan, det er,
det tør Lukas godt love.
Her går mange kristne og forestiller sig, at de søger
Gud for at komme til klarhed over livets mysterium,
over dem selv og over Gud. Men i den som søger
mere seriøst, opstår der dog før eller siden en paradoksal
erfaring. Klarheden – afklaretheden tager til
– alt imens det hele bliver mere uklart. Det er ikke
nødvendigvis fordi, der er noget galt med det menneskes
tro, det kan være, at det menneske er på vej
ind i skyen. Som det skete med Peter, Andreas og
Jakob – helt tæt på mysteriet, uddrager mysteriet sig
synet – de får kun ordet at holde sig til: ”Dette er
min udvalgte søn, hør ham!” Deres syn bliver på en
gang klarsynet som aldrig før, og de er helt og aldeles
blinde. Alt det, som de tidligere brugte til at
erkende, hvad der var op eller ned, er ikke længere til
at få hold på. Alle tidligere kategorier sprænges – det
bliver de inderligt rystet over, men det er den gode
rystelse. De bliver udsat for et åndeligt chok, men der
står ikke noget om, at de hellere ville have været deres
forfærdethed foruden, ligesom der heller ikke står
noget om, at Maria høfl igt, men bestemt bad Gabriel
om at fortrække, så hun kunne vende tilbage til den
verden, der var før.
Lukasevangeliet 9, 28 ff .
10
Disciplene bliver udsat for et åndeligt chok, hvor alt
det, de tidligere havde forestillet sig, braser sammen
for at erstattes af mysteriet. De ”ser”, at Gud er for
stor til at rummes i deres forestillinger. Alle forestillinger
skrælles bare af, for at efterlade et indtryk af
nærvær. ”Jeg er den, jeg er…” sagde Jahve fra den
brændende tornebusk til Moses. Sådan er troen en
invitation til at bevæge sig ind i skyen. Derinde hvor
Gud bytter op og ned og rundt på alle forestillinger
om ham selv. ”Hvad er grundlaget for din tro, op
med argumenterne på disken… ” Jeg ved ikke, hvor
tit nogen på udfordrende måde har krævet jeres tro
til ansvar, og hvor tit I har forsøgt at forsvare den
med jordiske midler, uden at det ændrer noget som
helst. Og til syvende og sidst: det er da også dumt
af os at tro, at man kan argumentere troen ind noget
menneske – vi selv tror jo heller ikke på grund
af argumenter, men det er kærligheden i vor tro, der
gør os troende. I stedet var det tid at ændre retning.
Vort svar skal være, at vi inviterer det menneske, der
udfordrer vores tro med ind i skyen… ”Den højestes
kraft skal overskygge dig…” Hvor en skygge normalt
duer til at skjule noget, trække det ud af lyset,
gøre det sværere af se, så bekender vi os til det uhørt
frugtbare, der sker, når mennesket slipper jorden og
lader sig overskygge. Jordforbindelse er godt, men
himmelforbindelse er nødvendig. ”Vort borgerskab
er i himlen”, siger dagens læsning.
Så mit ønske for jer, er at I må komme ind i skyen,
overskygges, og selvom det er forfærdende at være
der, alligevel må erkende, at her er godt at være….
Jesper Fich
Forklarelsen på bjerget
v28 Omtrent otte dage efter at Jesus havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob
med sig og gik op på bjerget for at bede. v29 Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans
klæder blev blændende hvide. v30 Og se, to mænd talte med ham; det var Moses og Elias, v31 der kom
til syne i herlighed og talte om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem. v32 Peter og de, som var
sammen med ham, var blevet overvældet af søvn; men da de vågnede op, så de hans herlighed og de to
mænd, der stod sammen med ham. v33 Da disse skulle til at forlade ham, sagde Peter til Jesus: »Mester,
det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Men han vidste
ikke, hvad det var, han sagde. v34 Mens han sagde det, kom der en sky og overskyggede dem, og de
blev forfærdede, da de kom ind i skyen. v35 Og der lød en røst fra skyen: »Det er min udvalgte søn. Hør
ham!« v36 Og da røsten lød, var kun Jesus at se. Disciplene tav stille med det; og de fortalte dengang
ingen noget om det, de havde set.