1 LUMEN nr. 72 | Maj 2010 - Sankt Mariæ Kirke

LUMEN
1
LUMEN nr. 72 | Maj 2010

Sankt Mariæ Kirke
Jens Jessensvej 5
2000 Frederiksberg
Postgiro 303-2442
Bank: Danske Bank
4250 - 3184 - 021196
www.mariae.dk
Sædvanlige messetider
Søndag kl. 11 (Højmesse)
Mandag, torsdag og lørdag kl. 7.30
Tirsdag og fredag kl. 16.30
Onsdag kl. 7
Evt. ændringer i hverdagsmesserne
bekendtgøres ved opslag i våbenhuset
og på kirkens hjemmeside.
Sognepræst
Jesper Fich
jesper.fi ch@gmail.com
Marielystvej 16
2000 Frederiksberg
Tlf.: 61 62 27 37
Sognekontor
Jens Jessensvej 5
2000 Frederiksberg
Tlf.: 38 71 53 35
Normalt åbent fredag 10-12
Regnskabsfører
Christel Helleshøj
Kordegn
Sr. Rut Maria Schmidt OSB
Træffes normalt fredag formiddag
Menighedsrådet
Formand: Henrik Bang Bjørgo,
Runebergs Allé 53, 1.tv.
2860 Søborg
Tlf.: 29 72 79 31
email: henrik@bjorgo.dk
Næstformand: Torben Wamberg
Sekretær: Cristina Galiano
Øvrige medlemmer:
Jacob Bjerregaard
Marguerite Ellekvist
Jesper Fich
Christel Helleshøj
Christine Lequime
Sr. Benedikte Nielsen OSB
Sankt Lioba Kloster
Jens Jessensvej 7
2000 Frederiksberg
Priorinde:
Sr. Benedikte Nielsen OSB
Tlf.: 38 71 48 72 – Fax 38 71 12 96
Sankt-lioba-kloster@mail.dk
Sankt Mariæ Unge Katoliker
SMUK@post.cybercity.dk
Sankt Mariæ Kirkes børne- og
ungdomsarbejde
Herunder ministranter og religionsundervisning
Formand: Christian Elverberg
cwe21@ofi r.dk
hjemmeside: www.smuknet.dk
Katolsk Ældre Klub (KÆK)
Kontakt:
Birthe Blichert-Toft – 36 46 20 38
bbt@youmail.dk
Hanna Busch-Møller – 38 71 20 35
Hanne Majholm – 39 20 62 49
Hans K. Thomsen – 38 74 78 09
Sognebladet Lumen, redaktion
Redaktør Anders Kaare Frederiksen
sognebladetlumen@gmail.com
anders@kaarefrederiksen.dk
Deadline for næste nummer:
15. juni 2010
Forsidefoto:
Palmesøndag
(Fotos: Anders Kaare Frederiksen).
Layout
Vibeke Beck
2
LUMEN nr. 72
Lioba-søstrene fejrer
75 års jubilæum . . . . . . . . . . . . .3
Benedikt og Lioba . . . . . . . . . . .5
Forklarelsen på bjerget . . . . . . .9
Firmelsesmesse
d. 10. april 2010 . . . . . . . . . 11-14
Nyt fra Sankt Mariæ Kirkes
børneundervisning . . . . . . . 15-17
Nyvalgt menighedsråd
i arbejdstøjet . . . . . . . . . . . . . .18
Nyt menighedsråd - tak og
tanker til det gamle . . . . . . . . .19
At tro uden at se . . . . . . . . . . .20
Navnenyt . . . . . . . . . . . . . . . . .21
KÆK-møde d. 9. marts . . . . . .21
KÆK-møde d. 13. april . . . . . .22
Sognekalender . . . . . . . . . . . . .23
LUMEN skal
● Afspejle sognets liv og vores
selvforståelse som katolsk
menighed, og gøre det på en
måde, der inviterer og opmuntrer
til medleven i Kirkens
fællesskab.
● Være et instrument, der tjener
til refl eksion over troen og
Kirkens liv.
● Samle væsentlige oplysninger
om aktiviteter i sognet og
omtale dem i bladet.
● Indeholde fakta-oplysninger
om sognet.

Lioba-søstrene fejrer 75 års jubilæum
Den 7. Juni 2010 kan vi fejre vort 75 års grundlæggelsesjubilæum
i Danmark. På den dag i 1935 kom
de første 4 Liobasøstre til Danmark. En af søstrene
var dansk og hed Gertrud Ballin. Hun var opvokset i
København og var datter af kunstmaler og guldsmed
Mogens Ballin og Marguerite d’Auchamp. De var 5
søskende, 2 piger og 3 drenge. 2 af brødrene fi k deres
virke som katolske præster i Danmark og hed Jan og
Knud Ballin. Pastor Knud Ballin stiftede bl.a. Caritas
Danmark. Den 2. januar 1933 Indtrådte Gertrud
Ballin hos Benediktinerinderne af den hellige Lioba i
Günterstal / Freiburg im Breisgau, Tyskland. Den 29.
april 1934 blev hun optaget som novice i klosteret og
modtog ordensdragten. Hun fi k navnet sr. Maria Birgitta.
Foruden familien som var kommet tilrejsende
for at være med til at fejre begivenheden, kom bl.a.
sognepræsten fra Sønderborg, pastor Hubert Messerschmidt.
Han spurgte om han ikke kunne få søstre til
det vanskelige missionsarbejde i Sønderjylland. Da
Moder Maria Benedicta (vores stifterinde) havde en
del til overs for de skandinaviske lande, og da også
biskop Josef Brems anmodede om nogle søstre, besluttede
man sig til at sende 4.
Da Liobasøstrene kom til Danmark som en hel ny
orden, der lever efter Sankt Benedikts regel, kom
der meget hurtigt fokus på dem. I Sønderborg vakte
de opsigt, da man aldrig før havde haft ordenssøstre
i bybilledet og så oven i købet cyklende. Der
var mange aktiviteter ved den katolske kirke hos
præsterne. I en artikel i avisen står der: ”En nonne,
der skriver på maskine, cykler og i det hele taget
bevæger sig mellem folk dagen lang, er en sælsom
tanke, men kommer man til Sønderborg, kan man
opleve hende i virkeligheden ……… Danmark har
for kort tid siden fået sine første Sct. Liobasøstre,
der tilhører en af de yngste og mærkeligste katolske
nonneordner, og i disse dage (1937) er de rykket ind
i et splinternyt kloster i Sønderborg, hvor den lange,
gavltakkede bygning ligger og lyser hvidt mellem
stubmarker, kålhaver og vandhuller”.
Søstrene var fattige og levede meget spartansk, men
de brændte for missionsarbejdet, og der var nok at
tage fat på. Deres store inspirationskilde var deres
forbillede, den hellige Lioba og kræfterne til arbejdet
fandt de i liturgien, den benediktinske korbøn
3
og det fællesliv, de havde med hinanden. Der er interview
i forskellige blade, også i Katolsk Ugeblad
og meget hurtigt begynder klosterkaldene at melde
sig, og der kommer dansk tilvækst til ordenen. Begyndelsen
i Sønderborg var hård, ofte var der kun to
søstre til at varetage opgaverne, da det var svært for
de tyske søstre at få opholdstilladelse.
Sr. Maria Birgitta med bl.a. sine 2 brødre.
Til venstre pastor Knud Ballin og til højre Pater Jan
Ballin O.Præm.
I 1937 bliver der oprettet en station med 2 søstre
i Assens ved kirken, hvor søstrene skulle hjælpe
sognepræsten Knud Ballin i hans sognearbejde. I
1939 kalder Biskop T. Suhr OSB søstrene til København,
så klosteret lukkes i Sønderborg. I 1940
Lukkes stationen i Assens og også disse 2 søstre
trækkes til København. I København bor søstrene
først i det tidligere St. Andreas Kollegium, hvis
nærmeste nabo var en faldskærmfabrik; også selve
kollegiet og en del af lejligheden blev beboet af
”Dyrehavsbakken”, der havde sit depot der, og på
alle mærkelige tider mødte vi dem der, i vor klausur,
indtil biskoppen på det strengeste forlangte lås
for (står der i klosterkronikken). I september 1940
bliver søstrene fl yttet til Valby i den tidligere bi-

spebolig på Bjerregaards Sidevej 1, og i 1942 til
klosteret på Jagtvejen. I 1954 bliver søstrene endnu
engang fl yttet, denne gang til Hoffmanns Minde
på Valby Langgade 117. Fra 1961 -1969 var der
et lille fællesskab i Nuntiaturet/Vedbæk, der tog
sig af husholdningen for Ærkebiskop B. Heim. I
1963 fl yttede vi ind i vort nybyggede kloster på
Jens Jessensvej 7, hvor vi har vort hjem.
Mange ting kunne hér fortælles om vort klosters
historie og virke op gennem årene. Men vi har
valgt at fortælle vor historie ved at udgive et jubilæumsskrift
på dagen. Her kan man læse meget
mere om vores ”bedrifter” gennem de sidste 75 år.
Jubilæet bliver fejret søndag den 6. juni med Festmesse
og derefter hyggeligt samvær i haven bag
klosteret. Vore medsøstre fra både Tyskland, Indien
og Østrig kommer og er med til at fejre dagen.
Dagen slutter kl.17.00 med sunget vesper.
Benediktinerinderne
af den hellige Lioba
4
Sr. Maria Birgitta og Johannes Jørgensen ved
sr. Maria Birgittas evige løfter 1942
Bagerst fra venstre: Sr. Rut Maria, M. Benedikte, sr. Hildegard, Louise, sr. Mikaela.
Midten fra venstre: Sr. Laurentia, sr. Marianne, sr. Liza, sr. Katerina, sr. Agnes, sr. Paula.
Siddende: Sr. Anne-Marie. (foto: Anders Kaare Frederiksen)

Benedikt og Lioba
Den hellige Benedikt
Den 21-3-2009 afl agde undertegnede de evige løfter
som Liobasøster. Den dato var ikke et tilfældigt valg.
Den dag fejrer hele den benediktinske verden nemlig
deres grundlægger den hellige Benedikt af Nursia
(ca.480-ca.547); og vi Liobasøstre er en ung gren på
den gamle, men livskraftige benediktinske stamme.
Men hvem var han så den hellige Benedikt? Det vil
jeg fortælle lidt om i det følgende.
For mere 1500 år siden blev der født en lille dreng
i Nursia i Norditalien. Ingen kunne vide det, men
han skulle blive klostervæsenets fader i Vesteuropa.
Dengang så verden meget anderledes ud end nu;
Nordeuropa lå uden for den civiliserede verden og
Romerriget, der havde kontrolleret hele Middelhavsområdet,
var under pres fra invaderende germanske
stammer: Østgoter var trængt ned i Italien, Vestgoter
i Spanien, Vandaler i Nordafrika, Frankere i Frankrig
og Angelsaksere i England. Kun i øst holdt Romerriget
stand. Med Konstantinopel, det nuværende Istanbul,
som hovedstad overlevede det Østromerske rige
helt frem til 1453, men da var det blot en skygge af
sig selv. Benedikts bedsteforældre har kunnet fortælle,
hvordan selveste Rom blev erobret og plyndret af
Vestgoter i 410, og hans forældre har kunnet fortælle,
hvordan den sidste Vestromerske kejser (Romulus
Augustulus) var blevet afsat af en germansk general.
Det var i 476. Men livet er nok fortsat sin vante gang
i den stille provinsby. Som det var skik i bedrestillede
kredse blev Benedikt i alt fald sendt til Rom for at
studere. Han mødte en by i forfald. Dybt troende som
han var, vendte han hurtigt storbyen med dens fristelser
ryggen. En tid levede han i en mindre by sammen
med ligesindede, men snart tog han det radikale
skridt at blive eneboer. Munke, nonner og eneboere
af begge køn var ikke noget ukendt i datidens Italien.
Det asketiske ideal var kommet dertil fra den østlige
del af Romerriget, hvor man kunne fi nde forskellige
former for asketer. Nogen boede ude i ørkenerne
som den hellige Antonius (ca.251-356), andre som
Simon Stylites (ca.390-459) bosatte sig på toppen af
en søjle. Fælles for dem var, at de tiltrak troende fra
nær og fjern; søgende mennesker der søgte råd og
vejledning.
Også de første klostre var opstået i det østlige Mid-
5
Den hellige Benedikt af Nursia
delhavsområde. Det første kendte kloster var blevet
grundlagt i Ægypten i 322 dvs. mere end 150 år før
Benedikts fødsel, og få år efter at Kristendommen
var blevet anerkendt som en tilladt religion i Romerriget.
Det var jo sådan, at Kristendommen i de første
århundreder efter Kristi fødsel var en forbudt religion.
Det betød, at der når som helst kunne udbryde
forfølgelser enten lokalt, eller i hele Romerriget. I
oldkirken var matyriet derfor det ideal, som mange
drømte om at efterleve, men nu blev det asketens ensomme
kamp – menneskelivet er jo ikke uden fristelser,
heller ikke for en asket. For den tids mennesker
var forsagelsen af djævelen og alle hans gerninger
noget, man tog dybt alvorligt. Heller ikke Benedikt
kunne forblive ubemærket i sin hule i Subiaco.
Nogle eremitmunke fra et nærliggende kloster valgte
ham til deres abbed, men det blev ikke nogen succes.
Den unge abbed stillede nemlig alt for strenge
krav til deres livsførelse. Skal man tro pave Gregor
den Store (590-604), der skrev udførligt om Benedikts
liv og virke, så endte det med, at de forsøgte

at forgive ham! Men giftbægeret sprang, da han velsignede
det. Benedikt kunne for en tid vende tilbage
til ensomheden i Subiaco, men snart samlede der sig
disciple omkring ham. Til disse grundlagde han fl ere
små klostre i omegnen. Siden drog han med mange
disciple mod syd og grundlagde det store kloster på
Monte Cassino. Det kloster, der kan kaldes benediktinerordenens
Moderkloster, eksisterer den dag i dag,
men det har været ødelagt fl ere gange – sidst under
2. verdenskrig.
Benedikts store betydning ligger i den munkeregel,
han skrev til klosteret på Monte Cassino. Der havde
været andre regler før hans, og siden skulle der komme
mange fl ere. Men hans var noget nær enerådende
i Vesteuropa i den tidlige middelalder. Noget der i høj
grad blev fremmet af kejser Karl den Store (d.814)
og hans søn Ludvig den Fromme (d.840). I nærheden
af kejserbyen Achen blev der ligefrem grundlagt et
mønsterkloster ledet af rigsabbed. Til dette kloster
blev der i 787 hentet en afskrift af det regelmanuskript,
der opbevaredes på Monte Cassino, og som
blev tilskrevet den hellige Benedikt selv. Afskrifter af
denne afskrift spredtes til alle Frankerrigets klostre.
Sådan en afskrift kom til Sct.Gallen i Schweiz – og
den eksisterer den dag i dag. Som alle skriftlige kilder
er Regelen præget af sin tid, som når der forekommer
omtale af pryglestraf – men vel og mærke kun,
når den, der forser sig, er uforbederlig. Mådehold er
nemlig karakteristisk for Regelen. Askesen drives
heller ikke ud i det ekstreme: Det understreges f.eks.,
at hvis varmen er for stærk, eller hvis munkene selv
må på høstarbejde, så skal de have mere at spise og
drikke end normalt (kap.39 og 40). Det understreges
også, at der skal tages hensyn til de syge, de gamle og
børnene (kap.36 og 37). Regelens virkningshistorie
er lang. Bortset fra Bibelen, så er det meget få skriftlige
værker, der stadig bruges, når de er mere end
1000 år gamle. Men Benedikts Regel lever. Den dag
i dag læses den dagligt i de benediktinske klostre.
Lad mig tage et eksempel: Den 11.marts blev der ved
aftensbordet hos os Liobasøstre læst op af kapitel 33,
hvis overskrift lyder: ”Om munkene bør have nogen
privat ejendom”. Svaret er nej, til gengæld understreges
det, at munkene skal have alt, hvad de har
brug for af abbeden. Indholdet af dette kapitel er nok
ikke så nemt at forstå i vor materialistiske tidsalder.
Men det er et tankevækkende kapitel, for er det ikke
sådan, at mere vil have mere. Begæret efter materielle
goder skaber en ond cirkel; en cirkel der må
6
brydes, hvis denne verdens goder skal fordeles på en
retfærdig måde. I det følgende kapitel har vi endnu
et eksempel på mådeholdet i Benedikts Regel.. Dér
understreges det nemlig, at alle skal have efter behov.
Men menneskers behov er netop ikke ens. Den helli-
Kalkmaleri af den hl. Lioba i kirken i Schornsheim
/ Tyskland, hvor Lioba levede sine sidste år og døde
der.

ge Benedikts munkeregel, som han beskedent kaldte
en lille regel for nybegyndere (kap.73,8), er således
både rummelig og fl eksibel.
Traditionelt sættes Benedikts dødsår til 547, men
ganske sikkert er det ikke. Han oplevede i alt fald
ikke, at hans munke blev fordrevet fra Monte Cassino
omkring 581. Longobarderne – endnu en af de
germanske stammer – var nemlig 568 trængt ned i
Italien, hvor de hærgede og plyndrede, og de nåede
naturligvis også til Monte Cassino. De fordrevne
munke søgte tilfl ugt i Rom, og det skulle få langtrækkende
betydning. Dér tog de den romerske liturgiske
tradition til sig, og hvor de siden slår sig ned, fører de
den med sig. Den første munk på Peters stol er den
ovennævnte Pave Gregor den Store. Om ham fortælles
det, at synet af angelsaksere på det romerske slavemarked,
fi k ham til at sende missionærer til England.
Hvordan det nu forholder sig hermed, så sender
han i 596 benediktinermunken Augustin (d.ca.605)
til England sammen med mange medbrødre. Efter
den angelsaksiske indvandring var England blevet
splittet op i en række indbyrdes stridende kongedømmer.
Som de andre germanske stammer var de hedninge,
men kristendommen var dem ikke ubekendt.
Den var jo kommet til landet allerede i Romertiden,
og den lokale konge, der hvor Augustin slår sig ned i
det sydlige England, er gift med en kristen prinsesse
fra Frankrig. Kristendommen var altså ikke uryddet
som sådan, men for kristningen af angelsakserne var
det langt vigtigere, at den var nået til Irland. Den
irske kristendom var streng og asketisk, men også
udfarende og missionerende – og så spillede klostrene
en betydelig rolle i samfundslivet. Via Skotland
kom der irske missionærer til Nordengland, og fra
syd kom så de romerske Benediktinere. Af det møde
opstod en livskraftig kristendom, der forenede den
romerske tradition med et dybfølt missionskald.
Datidens klostre var kulturbevarende institutioner,
det var dér, arven fra antikken levede videre, og de
fungerede som skoler, hospitaler og herberger for rejsende.
Samtidig udbredte de deres tro med stor iver.
Angelsaksiske munke drog i stort tal til det europæiske
fastland, hvor de blev støttet af de frankiske
konger. De missionerede bla. i Tyskland og Frisland,
og med tiden nåede missionen helt til Skandinavien.
Ansgar (801-868), Nordens apostel, blev født
i Frankrig, men han døde som biskop af Hamborg-
Bremen. Også han var Benediktiner, og han tilskri-
7
ves det meget benediktinske motto: ”Munk indadtil,
apostel udadtil”. De tidlige Benediktinere rummede
således både det kontemplative liv og et apostolisk
udadrettet virke. Siden skulle det blive anderledes,
og der opstår en skelnen mellem kontemplative ordener
og aktive ordener. Med Ansgar er vi tilbage ved
udgangspunktet: De danske Liobasøstre. Ikke bare er
han Danmarks værnehelgen, han har også en særlig
plads i vores liv. Vi har taget hans motto til os, og
i vores kirke fi ndes en Ansgarrelikvie. Den relikvie
har en ganske særlig historie. Den er nemlig kommet
til landet som tak for den hjælp mange Tyskere modtog
fra forløberen til Caritas Danmark umiddelbart
efter 2.verdenskrig – og hvorfor er den så havnet her?
Jo, Caritas grundlægger Knud Ballin (1904-1982)
var bror til Liobasøstrenes danske stifterinde Maria
Birgitta Ballin (1905-1981).
Den hellige Lioba
Helligtrekongersaften for 90 år siden sad der en ung
kvinde i Helligtrekongerskapellet i Beuron. Den
unge kvinde, som hed Maria Benedikta Föhrenbach
(1883-1961), gik i klostertanker, ja hun tænkte på at
grundlægge et klosterfællesskab. Egentlig var hun
konservatorieuddannet, men under 1.verdenskrig arbejdede
hun som sygeplejerske, og i 1918 overtog
hun ledelsen af et børnehjem i Freiburg. Hun kendte
derfor kun alt for godt nøden i mellemkrigstidens
Tyskland, og hun ønskede at gøre sit til at afhjælpe
den. Dér i Helligtrekongerskapellet fandt hun den benediktinske
vej, og den hellige Lioba (ca.700-786)
blev fællesskabets store forbillede; et forbillede der
forenede det kontemplative med det udadrettede sociale
arbejde.
Den hellige Lioba er en angelsaksisk helgeninde,
men langt mere kendt i Tyskland, hvor hun levede
og virkede det meste af sit liv. Kvinder spillede nemlig
en væsentlig rolle i missionsarbejdet – og i det
hele taget havde kvinder en betydelig position i det
angelsaksiske England. Et særkende for klostervæsenet
er således forekomsten af dobbeltklostre dvs.
klostre, der husede både munke og nonner. Sådan et
kloster blev ledet ikke af en abbed, men af en abbedisse,
der ofte var af fyrstelig æt. Disse abbedisser
var magtfulde kvinder, der sad med til bords, når vigtige
beslutninger skulle tages. I 664 blev der afholdt
et kirkemøde i Whitby. Forskellige traditioner for,
hvordan man beregnede Påsken, havde gjort mødet
nødvendigt. Whitby var sådan et dobbeltkloster, og

abbedissen, hun hed Hilda, deltog som en selvfølge
i mødet. Hendes mening om sagen vandt ikke gehør,
men det er en anden sag. En generation senere blev
den hellige Lioba født i Wessex i det sydlige England.
Hun var sine forældres eneste barn. Alligevel,
eller måske netop derfor, blev hun klostergiver som
barn. Hun voksede – som nævnt – op på en tid og et
sted, hvor kvinder kunne tage aktiv del i missionsarbejdet
– og det skulle hun komme til.
Bonifatius (ca.675-754/755) sådan hedder Tysklands
apostel. Han var en af de mange angelsaksiske
munke, der missionerede på kontinentet. Han
Ikon af den hellige Benedikt malet af sr. Mikaela.
(Foto: Anders Kaare Frederiksen)
8
forlod England i 718 og vendte aldrig tilbage igen.
Han organiserede Kirken i Tyskland, og til hjælp for
sit arbejde hidkaldte han munke og nonner fra England.
Lioba, der var hans slægtning, var en af disse.
Så nært var deres samarbejde, at han havde ønsket,
at de skulle begraves i samme grav. Det blev de ikke.
Lioba har sin egen gravkirke på Petersberg ved Fulda.
Den dag i dag drager man på valfart til hendes
kirke, især i dagene op til den 28-9, som er hendes
særlige festdag. På Petersberg har vore tyske medsøstre
et lille kloster. I 2007 var der stor festivitas dér.
Da blev den nyistandsatte kirke taget i brug igen, og
det nye kloster indviet. Det er blevet indrettet i den
tidligere præstebolig. I mange helgenbeskrivelser
fortælles der om drømme, der er et varsel om helgenens
storhed. Sådan er det også tilfældet med Lioba.
Om hendes mor fortælles det, at hun drømte om en
klokke, da hun ventede sit eneste barn, og Lioba selv
drømte, at hun trak en rød tråd ud af munden. Tråden
blev længere og længere, og til sidst var der et helt
garnnøgle. Begge drømme tolkes som varsler om den
betydning, hendes liv og virke som missionær skulle
få. Hun slog rod i den tyske jord, og som Bonifatius
vendte hun aldrig tilbage til England. Hun og de søstre,
som fulgte hende, slog sig ned i Tauberbiscofsheim,
hvor der allerede var søstre. Søstrene dér blev
så veluddannede, at mange siden blev abbedisser i
andre klostre; sådan en uddannelse var både praktisk
og boglig.
Det fortælles således, at Lioba altid havde den Hellige
skrift ved hånden. På den måde spredte det glade
budskab sig som ringe i vandet, og med det den klassiske
dannelse og den kristne socialforsorg. Lioba
selv var elsket af høj såvel som lav. Blandt hendes
velyndere var Karl den Stores dronning (Hildegard af
Vinzgau 758-783). Denne havde gerne set, at Lioba
havde slået sig ned ved hoffet, men det afslog hun på
det bestemteste. Umiddelbart efter det sidste besøg
hos dronningen trak hun sig tilbage til et kloster i Schornsheim,
hvor hun levede sine sidste år. Som Bonifatius
blev hun hen ved 80 år eller mere. Dengang var
det en meget høj alder. Den omtalte dronning blev
f.eks. kun en 24/25 år, men nåede i det korte spand
af år at føde 9 børn! Sammenfattende kan man sige,
at den hellige Lioba i hele sit liv efterlevede ordene
”Caritatem non derelinqvere” dvs. ”Aldrig slippe
kærligheden”.
Sr. Rut Maria Schmidt OSB

Forklarelsen på bjerget
Fasten er ganske vist overstået, og det er blevet påske.
Men tankerne fra fastetidens tekst om forklarelsen
på bjerget kan alligevel godt læses nu.
”Den Højestes kraft skal overskygge dig…!” Det er
sådan englen Gabriel svarer Maria, da hun ved bebudelsen
spørger om, hvordan det skal gå til, at hun skal
blive mor til det barn, englen taler om. ”Den Højestes
kraft skal overskygge dig!”
Jeg minder jer om det, fordi Lukas i dagens evangelium
bruger nøjagtigt det samme udsagnsord. Disciplene
bliver overskygget – de kommer endda ind i
skyen, og derinde bliver de forfærdede, ligesom Maria
i øvrigt, der bliver forfærdet ved Gabriels hilsen.
I dette øjeblik får vi lov til at kigge dybt ind i Lukas´
sjæl. Vi aner hans dybde. Ingen kan ellers så refl ekteret
og præcist beskrive mennesket, der bevæger sig
ind i troens rum, og hvad der venter os der. Inde i
skyen. Men inden vi kommer ind i skyen, så et par
overvejelser over det mærkelige ved, at de tre disciple
falder i søvn på Tabor. Hvad er meningen? Jeg har
tidligere altid forstået det som en parallel til Oliehaven,
hvor de samme tre disciple også falder i søvn,
9
mens Jesus går lidt væk fra dem, for i ensomhed at
kæmpe med dødsangsten. Lad det være en tanke.
Men en god og kyndig ven mente nu nok at der var
en anden bedre forklaring.
Dyb søvn. Det skal formodentlig ses på samme måde
som i dagens læsning, da Gud lod Abraham falde i
en dyb søvn, inden han slutter pagt med ham. Eller
Adam ved Evas skabelse. Dyb søvn, sådan lader Gud
mennesket falde i søvn, fordi han vil meddele mennesket
noget helt afgørende. Og så står der videre:
”Men da de vågnede op…” Det lyder jo meget hverdagsagtigt,
som da jeg selv vågnende i morges ved
vækkeuret, men det ord, som Lukas anvender, fi ndes
kun dette ene sted i ny testamente, og beskriver, at de
da disciplene vågnede så blev de noget så eventyrlig
lysvågne. Og nu ruller åbenbaringen.
De ser Moses og Elias, men de ser dem som stadier
på vejen. Selv disse giganter er der noget foreløbigt
over. Nu gælder det Sønnen, det gælder Jesus. Så
kommer skyen og overskygger dem. Alt det andet
var ouverture, nu er vi ved den guddommelige midte.
Mørke ruller ud over dem, og forfærdelse vokser i
deres sjæl.

Mørke og forfærdelse. Det er kerne-ordene. Mørke
og forfærdelse. Hvad er meningen? Er det sådan, at
den som bevæger sig hen mod Gud, han bliver hyldet
i mørke og fyldt med indre forfærdelse? Hvis det er
sådan, kuldkaster det så ikke alle gængse forestillinger
om frugterne af troen? Jo, og det er sådan, det er,
det tør Lukas godt love.
Her går mange kristne og forestiller sig, at de søger
Gud for at komme til klarhed over livets mysterium,
over dem selv og over Gud. Men i den som søger
mere seriøst, opstår der dog før eller siden en paradoksal
erfaring. Klarheden – afklaretheden tager til
– alt imens det hele bliver mere uklart. Det er ikke
nødvendigvis fordi, der er noget galt med det menneskes
tro, det kan være, at det menneske er på vej
ind i skyen. Som det skete med Peter, Andreas og
Jakob – helt tæt på mysteriet, uddrager mysteriet sig
synet – de får kun ordet at holde sig til: ”Dette er
min udvalgte søn, hør ham!” Deres syn bliver på en
gang klarsynet som aldrig før, og de er helt og aldeles
blinde. Alt det, som de tidligere brugte til at
erkende, hvad der var op eller ned, er ikke længere til
at få hold på. Alle tidligere kategorier sprænges – det
bliver de inderligt rystet over, men det er den gode
rystelse. De bliver udsat for et åndeligt chok, men der
står ikke noget om, at de hellere ville have været deres
forfærdethed foruden, ligesom der heller ikke står
noget om, at Maria høfl igt, men bestemt bad Gabriel
om at fortrække, så hun kunne vende tilbage til den
verden, der var før.
Lukasevangeliet 9, 28 ff .
10
Disciplene bliver udsat for et åndeligt chok, hvor alt
det, de tidligere havde forestillet sig, braser sammen
for at erstattes af mysteriet. De ”ser”, at Gud er for
stor til at rummes i deres forestillinger. Alle forestillinger
skrælles bare af, for at efterlade et indtryk af
nærvær. ”Jeg er den, jeg er…” sagde Jahve fra den
brændende tornebusk til Moses. Sådan er troen en
invitation til at bevæge sig ind i skyen. Derinde hvor
Gud bytter op og ned og rundt på alle forestillinger
om ham selv. ”Hvad er grundlaget for din tro, op
med argumenterne på disken… ” Jeg ved ikke, hvor
tit nogen på udfordrende måde har krævet jeres tro
til ansvar, og hvor tit I har forsøgt at forsvare den
med jordiske midler, uden at det ændrer noget som
helst. Og til syvende og sidst: det er da også dumt
af os at tro, at man kan argumentere troen ind noget
menneske – vi selv tror jo heller ikke på grund
af argumenter, men det er kærligheden i vor tro, der
gør os troende. I stedet var det tid at ændre retning.
Vort svar skal være, at vi inviterer det menneske, der
udfordrer vores tro med ind i skyen… ”Den højestes
kraft skal overskygge dig…” Hvor en skygge normalt
duer til at skjule noget, trække det ud af lyset,
gøre det sværere af se, så bekender vi os til det uhørt
frugtbare, der sker, når mennesket slipper jorden og
lader sig overskygge. Jordforbindelse er godt, men
himmelforbindelse er nødvendig. ”Vort borgerskab
er i himlen”, siger dagens læsning.
Så mit ønske for jer, er at I må komme ind i skyen,
overskygges, og selvom det er forfærdende at være
der, alligevel må erkende, at her er godt at være….
Jesper Fich
Forklarelsen på bjerget
v28 Omtrent otte dage efter at Jesus havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob
med sig og gik op på bjerget for at bede. v29 Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans
klæder blev blændende hvide. v30 Og se, to mænd talte med ham; det var Moses og Elias, v31 der kom
til syne i herlighed og talte om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem. v32 Peter og de, som var
sammen med ham, var blevet overvældet af søvn; men da de vågnede op, så de hans herlighed og de to
mænd, der stod sammen med ham. v33 Da disse skulle til at forlade ham, sagde Peter til Jesus: »Mester,
det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Men han vidste
ikke, hvad det var, han sagde. v34 Mens han sagde det, kom der en sky og overskyggede dem, og de
blev forfærdede, da de kom ind i skyen. v35 Og der lød en røst fra skyen: »Det er min udvalgte søn. Hør
ham!« v36 Og da røsten lød, var kun Jesus at se. Disciplene tav stille med det; og de fortalte dengang
ingen noget om det, de havde set.

Firmelsesmesse d. 10. april 2010
Opskriften på en god, festlig fi rmelsesmesse:
1 stor, smuk kirke
1 biskop
1 sognepræst
1 organist
16 ministranter
18 korsangere
29 fi rmander
Ca. 550 gæster
Lad retten koge i en time og 40 minutter.
- - - -
Den 10. april 2010 blev den helt store dag for Sankt
Mariæ Sogn og Jesu Hjerte Kirke.
Fra vores sogn blev 28 fi rmander fi rmet. Her kunne
fi rmanderne nu nyde frugten af deres forberedelser
de mange onsdag aftener. Nu modtog de Helligånden,
og biskop Czeslaw Kozon opfordrede alle fi rmanderne
til at mærke efter i deres sind, hvilke opgaver
og talenter Helligånden tilskynder dem. De blev
ikke fi rmet ud af Kirken, men ind i Kirkens rammer.
Se fl ere billeder fra højtideligheden på de næste tre sider
11
Det vil undervisningstemaet følge op på. Firmanderne
er blevet inviteret til en gensynsmiddag d.5. maj,
og vi opfordrer stærkt fi rmanderne til at tage på en af
DUK’s sommerlejre. For Jesu Hjerte Kirke blev gæsternes
fi rmelsesmesse af en størrelse, som sjældent
er set. Kirke var fyldt mere, end hvad julenat og påskevigilien
kan prale med. Til stor glæde for alle var
kirken gjort i fl ot stand med grundig forarbejdelse af
Rasmus Kaare Frederiksen, som har nusset rundt i
kirkerummet i ugerne forinden. Jesu Hjerte Kirkes
sakristan havde været på overarbejde med blomsterdekorationerne.
Renaissancekoret var blevet hyret til
lejligheden, og bag kulissen var andre i gang med at
forbedrede receptionen. Amalie Gravgaard og Philip
Macko tog sig af fi rmandernes nerver før og under
messen. Jesper Fich, Kasper Baadsgaard og Christian
Walsh Elveberg tog imod forvirrede og glade forældre,
familiemedlemmer og venner ved indgangen til
kirken. Da alle var på plads, stemte orglet i, og Sankt
Mariæ Sogn største fi rmelsesmesse gik i gang. Tak
til alle, som har haft del i messeforberedelserne eller
hjulpet med fi rmelsesundervisningen 2009/2010.
Christian Walsh Elveberg

Nyt fra Sankt Mariæ Kirkes børneundervisning
Anden påskedag er rammen om vores menigheds
Første Kommunionsfest, hvor der i år var 12 forventningsfulde
børn, der gik op gennem kirken i messens
optog med hver deres tændte dåbslys i hænderne –
omgivet af deres kammerater som ministranter, deres
stolte undervisere i betryggende nærhed og ikke
mindst deres familier, hvor ikke et øje var tørt.
Umiddelbart forud for denne festdag underviste Jesper
kommunikanterne for at se, om de havde lært,
hvad de skulle – nej, spøg til side, det kunne han
aldrig fi nde på – men den sidste undervisningsgang
har vi bare en tradition for, at sognepræst, børn og
kateketer er sammen for at forberede os til den store
dag. Vi taler løst og fast om tingene og øver forløbet
igennem, så alle kan føle sig trygge og sikre på, hvad
der skal ske.
Samme påskedagsmandag mødte vi kateketer alt, alt
for tidligt for at gøre menighedssalen hyggelig klar
til at modtage de mange gæster, som ville indfi nde
sig for at fejre vores børn. Salen var fl ot pyntet op i
forvejen i anledning af påsken – og tak for det – så
vi blot kunne nøjes med at hælde oceaner af chips og
slik op i skåle og gøre drikkevarer klar til indtagelse.
– samt ikke mindst lægge kommunikanternes fi nt
indpakkede gaver ved siden af deres kuvert. Gaven i
år var et fi nt rødt med guld omvundet krucifi ks, som
børnene begejstret tog vel imod.
Børnene havde vi klogeligt sat i stævne allerede kl.
10, så de lige havde mulighed for lidt kammeratligt
samvær og vi kunne give dem den rette størrelse mi-
15
nistrantdragt ovenpå deres fi ne tøj, hvorved konkurrence
momentet derved undgås.
Lige inden de trådte ind i kirkerummet emmede hele
sakristiet af spændt forventning, som nåede sit naturlige
højdepunkt lige inden dørene åbnedes – men
selvfølgeligt gik alt på bedste vis – med undtagelse
af vejret, som besluttede sig at udfordre vores glæde
– men glæden vandt.
Udendørsbilledet prægedes blot af tænderklaprende
unger, men det kan jo fi xes med et avanceret fotobehandlingsprogram
efterfølgende!
Kirkens fotograf har i øvrigt en stak cd’ere klar til
alle børnene og deres familier, som kan afhentes i
kirken snarest – bare husk at spørge!!
Den efterfølgende fredag holdt Jesper og vi kateketer
så en hyggelig evalueringsmiddag – for at fejre det
gode resultat og tale om, hvordan vi yderligere kan
forbedre næste års undervisning samt ikke mindst tilbringe
en hyggelig fredag aften i selskab med hinanden
som venner på egne præmisser.
Nu vil vi holde en tiltrængt ferie, hvor vi ikke skal
t-i-d-l-i-g-t op lørdag morgen.
På vegne af hele holdet bag børneundervisningen
Se fl ere billeder på de følgende sider
Klara Kaare Frederiksen

Nyvalgt menighedsråd i arbejdstøjet
Det nyvalgte menighedsråd mødtes første gang 21.
marts efter en velafviklet valghandling, der som
bekendt endte med fredsvalg. Tre medlemmer, inklusive
vores sognepræst, går igen fra sidste valgperiode,
mens vi er seks menighedsmedlemmer, der
er nye i denne sammenhæng. På vores første møde
konstituerede vi os og valgte Henrik Bjørgo som
formand, Torben Wamberg som næstformand og
Cristina Galiano som sekretær.
På mødet talte vi om forventninger til rådets arbejde.
I den kommende periode kan vi se frem
til endnu en diskussion af sognestrukturen i
Storkøbenhavn, og her vil vi som menighedsråd
naturligvis bidrage konstruktivt til den debat,
som biskop Czeslaw har varslet, men som vi
endnu ikke kender formen for. Som konsekvens
af nye vedtægter skal menighedsrådet - i fællesskab
med menighedsrådet ved Skt. Nikolaj
Kirke i Hvidovre - udpege en repræsentant til
pastoralrådet. Det er et vigtigt hverv, og vi har
taget kontakt til menigheden i Hvidovre, så vi i
18
fællesskab kan finde en kvalificeret og engageret
katolik til opgaven.
Vi brugte desuden mødet på at få en del emner - primært
af praktisk karakter - overdraget fra det tidligere
råds arbejde. Vi vil bruge en del tid på de næste
møder på at de nye folk kommer godt ind i sognets
økonomi, kommunikation, samarbejde med SMUK
og de øvrige aktiviteter, som vi som menighedsråd
vil arbejde for at understøtte og udvikle.
Har I spørgsmål til menighedsrådet, ideer til arbejdsopgaver,
vi kan tage fat på - eller som I selv kan bidrage til,
er I altid velkomne til at kontakte mig. Vi glæder os til at
komme i gang med arbejdet for Skt. Mariæ menighed.
Til slut skal der herfra lyde en stor tak til det gamle menighedsråd,
ikke mindst Flemming Emmering og Ivar
Hoel, der har ledt arbejdet i menighedsrådet fra 2006-
2010, og til Anders Kaare Frederiksen, der driftsikkert
har ført os korrekt gennem valget.
Henrik Bjørgo
Det nye menighedsråd den 21. marts 2010: Fra venstre: Henrik Bjørgo, Christine Lequime, Cristina Galliano,
Marguerite Ellekvist, Jacob Bjerregaard, Jesper Fich, Christel Helleshøj, Sr. Benedikte Nielsen og
Torben Wamberg.(Foto: Anders Kaare Frederiksen)

Nyt menighedsråd - tak og tanker til det gamle
Den 21. marts fi k vort sogn et nyt menighedsråd. Jeg
glæder mig meget til at arbejde sammen med det nye
råd, men jeg skylder også det afgående menighedsråd
en tak. Ud over jeg selv forsætter kun Torben
Wamberg og Sr. Benedikte i det nye råd.
Ikke mindst skylder jeg – og hele menigheden – en
stor tak til Ivar Hoel, som har været med i rådet i
fl ere perioder, og som har været formand for rådet
fl ere gange. Ikke for ingenting har Ivar nydt en sjælden
udstrakt tillid fra hele menigheden og fra mig.
Med sin rolige og behagelige facon har vi alle nydt
godt af en udsædvanlig kompetent og vidende formand.
I Ivar har vi haft et menneske, det var nemt
at identifi cere sig med, og som forstod at værne og
fremme den stærke menighedskultur, som trives
hos os på Frederiksberg, kendetegnet ved en usædvanlig
stærk identifi kation med sognefællesskabet i
bredeste forstand. Ivar har – og er – fortaler for en
forståelse af menigheden som et lokalt fællesskab af
de troende – som steder hvor katolikker lever deres
tro – og som andet og meget mere end sakramentale
betjeningssteder. Hvad berettiger en menighed, og
hvad gør en menighed til en dynamo for det samlede
kirkelige fællesskab? Disse tanker har allerede været
oppe i forbindelse med den proces, der førte til nedlæggelsen
af tre menigheder i København, og som nu
i en helt anden sammenhæng inddrager 4 af landets
største menigheder, deriblandt vores.
Det bliver det nye menighedsråds store opgave at bidrage
til en indre vækst i menigheden og ikke ”bare”
19
sørge for et forsvar for det bestående, selvom det i
sig selv vil være vigtigt at få ro og sikkerhed for rammerne
for det fremtidige menighedsliv – at Frederiksberg
får lov til at eksistere videre som selvstændig
menighed og sogn. Som jeg sagde i forbindelse
med valget: det bliver det nye menighedsråds første
opgave at sørge for, at der også om 4 år skal vælges
et menighedsråd på Frederiksberg….
Det afgående menighedsråd blev hurtigt reduceret,
idet Nikolaj Ottosen-Støtt, der var valgt som næstformand,
udtrådte af rådet, for at begynde præstestudier
i Paris. Det var en glæde at sende ham af sted, selvom
hans plads forblev tom og vi mistede en dynamisk
kraft. Senere blev menighedsrådet ramt af sygdom,
og Flemming Emmering, som var menighedrådsformand,
måtte træde fra. Heldigvis kom Flemming på
benene igen og forblev i rådet, dog som menigt medlem.
Også til Flemming skal der gå en stor tak for
meget arbejde.
Meget af menighedsrådets tid går med småtterier,
disse vigtige småtterier, som bare skal gøres, men
som det ikke er meget journalistisk pointe i at fortælle
om. Fra min egen vinkel er menighedsrådets
vigtigst som det sted, hvor jeg kan vende alle tanker
om menigheden, mine glæder, men også bekymringer.
Derfor kan et menighedsråd være en uvurderlig
støtte for en sognepræst. Det afgående menighedsråd
har på alle måder levet op til netop det. TAK!
Lioba-søstrenes 75 års jubilæum d. 6. juni 2010
Jesper Fich
Jubilæet bliver fejret søndag den 6. juni med Festmesse og derefter hyggeligt
samvær i haven bag klosteret. Vore medsøstre fra både Tyskland, Indien og Østrig
kommer og er med til at fejre dagen. Dagen slutter kl.17.00 med sunget vesper.
DELTAGER DU I FESTEN DEN 6. JUNI ?
Så skriv dig på listen i våbenhuset eller send en email
til sankt-lioba-kloster@mail.dk

Tro uden at se
Anden Påskesøndag 2010
”Tro uden at se.” Den der tror uden at se, han er salig.
Jeg har nu altid mere set det som en udfordring end
som noget saligt. Og så som et vilkår, som det ikke
stod til mig at ændre…
Da jeg selv kom til tro som et lille barn, var det fordi
jeg ledte efter meningen bag ved tingene, bag ved
materien. Hvorfor er der noget, og ikke snarere ingenting?
– Ja, sådan formulerede jeg det naturligvis
ikke, men jeg var drevet af en længsel efter at fi nde
kernen, hvis der var en. Meningen bag ved alting,
meningen ved alting.
Jeg fandt den, eller rettere den fandt mig, Gud fandt
mig, i form af den fred, som Jesus taler om i evangeliet.
Freden kom til mig. Den fred, som rigtignok,
som Jesus siger, ikke er som den, verden giver, og som
indfi nder sig hos dem, der forstår, at materien ikke er
grænsen. Underligt nok får selv de skabte ting større
værdi ved den manøvre, men det er en anden snak…
”Men tro uden at se!” I øjeblikket udfordres vi som
kirke og som katolikker i en grad som jeg aldrig havde
troet, jeg ville komme til at opleve. Jeg har prøvet
at fi nde paralleller, og det eneste jeg kan forestille
mig nogenlunde er sammenligneligt, er reformationstiden,
hvor nogle – ikke alle – men dog nogen af
egne kirkens folk også svigtede helt fatalt. Svigt som
betød at kirken tabte mange mennesker, og kristenheden
fi k et skel, som den stadig lider under følgerne af.
Nogen distancerede sig dengang fra kirken, nogen
med det anerkendelsesværdige ønske om at søge en
større ægthed uden kirke. Andre valgte at blive i kirken,
for at være med til fornyelsen indefra. På dem
opfyldte sig i hvert fald ordet om at de er salige, som
tror, også selvom de ikke ser, for det tog urimelig
længe for kirken at ændre kursen. De har ikke haft
det let. Ville de vinde, eller var de til grin på den tabte
kirkes parti? Men hvad vi tydeligt kan se nu, så var
det dem, der virkede for kirkens integritet, og det var
også dem, som selv fremstod som skikkelser med høj
menneskelig og åndelig integritet.
Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg ved allehelgenslitaniet
påskenat har indledt med at sige, at helgenerne
skal tjene os som forbilleder, som opmuntring
20
og inspiration til den enkeltes egen vej i tro gennem
livet. Lige nu har vi brug for sådanne skikkelser, at
de dog må række os en fast og hjælpende hånd og
invitere os til at stå i den kæde, som de selv var en del
af, og som de ikke ville bryde.
Dengang som nu dukkede der også mange hadefulde
op, som bekrigede kirken så godt, de havde lært. Kirken
lever åbenbart på det vilkår, som verdens fjende
– lige siden begyndelsen. Sådan begynder Åbenbaringsbogen:
”Jeg Johannes, jeres bror, fælles med jer
om trængslen og riget og udholdenheden i Jesus…”
Og vi forstår: også dengang gik det hedt til.
Vi kender til sammenstød med den sekulære dagsorden,
med dem, der hellere end gerne så kirkerne
tømt. Men i øjeblikket er slaglinien langt mere mudret
end vi er vant til, og det gør kampen svær. Jeg
forventer ikke, at enhver katolik skal kunne forsvare,
hvad der ikke kan og skal forsvares, men jeg håber
sandelig meget og be’r for, at I hver og én tør sige:
men jeg er altså stadig katolik, for jeg kender også
kirken for alt det, som indtil i dag har bevirket, at jeg
vil være i den.
På reformationstiden var det sikkert svært for den enkelte
at skelne, hvad der var op eller ned, især fordi
det hele bliver mindre ligetil, når det er kirkens egne
folk, der kompromitterer troværdigheden. Men viljen
til at se klart i prøvelsernes tid og opmuntre hinanden
til at gennemleve trængslen sammen og være fælles
om riget og udholdenheden… Derfra strømmer
velsignelse, og hvor skal vi ellers gå hen? Så er der
kun ét alternativ, at være fredløs, fordi der kun er det,
vi ser, den materie, som aldrig svarer på menneskets
menneskelige spørgsmål om hvorfor og hvortil. Freden,
den fi ndes kun, hvor Kristus er midte.
I den lille discipelskare… Fred være med jer…
Forbillede og opmuntring, det er helgenernes opgave
– at binde et bånd fra det himmelske til det jordiske.
I dag er den helgen ikke mindst apostlen Thomas.
Også han fandt freden, fordi han i stedet for afstand,
søgte nærhed, til de andre disciple, til kirken, til den
opstandne.
Glædelig Påske!
Jesper Fich

Møde i KÆK den 9. marts, 2010
Emne: Fra klaverbænk til prædikestol
Ved mødet i KÆK tirsdag den 9. marts var vi 27 deltagere
– et fl ot fremmøde! – som blev særdeles godt
underholdt af fhv. sognepræst Eva Meile. Emnet for
foredraget ”Fra klaverbænk til prædikestol” var især
hendes barndoms- og ungdomserindringer fra Slagelse
i 1940 ´erne og -50´erne. Dem har hun, også
ved foredragsvirksomhed, fastholdt i den charmerende
erindringsbog ” O Slagelse”, som undertegnede
hermed gerne vil anbefale til fornøjelig læsning om
en svunden tid i den sjællandske provinsby, dengang
provins virkelig var provins.
Hvorfor, spurgte Eva Meile, stod hun nu og fortalte
om sig selv og sit liv, hvad kunne det interessere andre?
Jo, sagde hun, alle mennesker – med understregning
af alle – har en livshistorie, som er spændende at
Navnenyt
Dåb
210210 Isabella Claude Ibrahim
Begravelse
040310 Mario Cristiano
Optagelse
310310 Signe Camilla Vesti Løvland Nielsen
030410 Vibeke Blohm
030410 Rasmus Riis-Pedersen
030410 Nina Eri Henriksen
Firmelse
030410 Sandra McNeary
1. kommunionsbørnene 5. april
Clara Assing
Clara Gauguin
Emilie Bøge
Gaja Imperatore
Helene Skotte Nielsen
Markus Bao Quan Ngo
Mia Gringer
Natasha Ibrahim
Sarah Sejr Aagaard
Selina Øsby
Sophia Ravn
Victor Pisinger
21
høre om. Vi fulgte i foredraget en person med stærke
musikalske interesser og talent – hun kom i løbet af
musikstudierne i solistklassen som pianist -, snusede
undervejs til andre humanistiske fag på universitetet,
for som 40-årig at bryde ud fra sit virke ved konservatoriet.
Hun læste derefter – efter en længere pause
– teologi ved Kbh.´s universitet. Et i enhver henseende
pragtfuld fag, syntes hun. Det førte hende ikke
blot som præst i folkekirken til prædikestolen i St.
Andreas kirke, og senere Lutherkirken, men også til
aktiv deltagelse i salmebogskommissionen, der som
bekendt stod bag gennemførelsen af folkekirkens nuværende
salmebog. De personlige kriser, skuffelser
og glæder, som følges ad igennem et livsforløb, fi k
vi også et indsyn i.
Firmanderne 10. april
Sebastian Abbondio
Annabell Arguimbau
Amalia Boberg
Atusa Maria Jafari
Marcus Chow
Clara Filippa Ditlevsen
(Carl) Christoffer Dahlerup
Cecilie Fjeldberg
Marcus Stephan Paul Günther
Patricia Irmelin Helga Günther
Lea Mathilde Hatting
Kristian Jakubowska Havn
Anna Sophie Lebech Kjær
Rebecca Violet Laursen
Maria van de Louw
Amerigo Lusso
Nathasia Mudunkotowa
Semek Nielsen
Jakob Pedersen
Agnes Cecile Porsgaard
Johanne Eliana Porsgaard
Astrid Franklin Recinella
Lukas Samuelsen
Martin Andreas Stigborg
Gustav Emil Voss Sundby
Oscar Lucas Voss Sundby
Daniel Hartvig Tolderlund
Jessica Warcelman
HKT

Møde i KÆK den 13. april 2010
Emne: Bayeux-tapetet
Fhv. højskoleforstander ved Vestjysk Højskole Steen
Espensen holdt et spændende foredrag med billedledsagelse
om Bayeux-tapetet. Dette gamle kunstværk,
”tapetet”, fra ca. 1070, er et velbevaret stykke
broderi, ca. 70 meter langt. Det har været længere
endnu, men hvorfor restpartiet mangler og om dets
skæbne, vides intet bestemt. De bevarede 70 meter
har siden 1080´erne befundet sig i kirken i byen Bayeux
i Normandiet. ”Tapetet” har holdt sig utroligt
godt igennem snart 1000 år. Det skyldes bl. a., at der
i broderiet ikke er anvendt guld- og sølvtråde under
dets tilvirkning (på hørlærred) i – mener man bestemt
– Canterbury i Sydengland, hvor der i tilknytning til
nonneklostrene var etableret fl ere broderiskoler.
Vi fi k af Steen Espensen en fængslende gennemgang
af Bayeux-tapetet, historien om Vilhelm Erobrerens
sejrrige indfald i Sydengland og slaget ved Hastings
i 1066. Vi så og hørte om baggrunden for hans – dvs.
normannernes – magtovertagelse og tilintetgørelse
af det angelsachsiske kongedømme, som i 1066 var
repræsenteret ved Harold Godwinson, en tidligere
engelsk jarl, der netop havde taget kongenavn som
selvbestaltet efterfølger af Edvard Bekenderen (konge
i England 1042-66). Vi blev via broderiet belært
om Harolds helt igennem uærlige adfærd overfor
normannerfyrsten Vilhelm, som ellers af Edvard Bekenderen
var udset til at være dennes efterfølger, og
22
om hvordan Harolds skurkagtighed – ifølge normannisk
propaganda – sluttelig medførte Vilhelms sejrrige
invasion fra Normandiet i 1066 og Harolds fald.
Bayeux-tapetets fremstilling af normannernes invasionsforberedelser
og de afgørende slagscener mellem
Vilhelms rytteri og bueskytter contra Harolds
køllebevæbnede fodfolk er dramatisk medrivende.
Gennem ”tapetets” billedverden får man i tilgift et
indblik i 1000-tallets dagligliv og krigerliv, hofceremoniel
og håndværkertraditioner, skibenes udstyr
og variationerne i tidens klædedragt m.m. Billedværket
er tredelt: et stort hovedfelt med en kronologisk
fremstilling af begivenhedsforløbet, dertil en over-
og underfrise i tilknytning til hovedfeltet, som ved
udstrakt anvendelse af symbolske tegn så at sige løbende
kommenterer hovedfeltets fortælling. Trods de
1000 år, som nu er gået, er det endnu ikke lykkedes
fuldt ud at forklare meningen bag alle disse tegn. Deres
budskab i sammenhængen var vel indlysende nok
for mange i samtiden. For en nutidig betragter uden
specialviden er de mystiske udslag af en begrebsverden
så fjern og eventyrlig som – ja, som hele den
spændende historie om 1066.
P.S. Næste møde i KÆK er tirsdag
den 11. maj, 2010.
HKT

Sognekalender
Søndag den 9. maj 6. Søndag i påsken Kl. 11 Højmesse
Torsdag den 13. maj Kristi Himmelfart Kl. 11 Højmesse
Søndag den 16. maj 7. Søndag i påsken Kl. 11 Højmesse
Søndag den 23. maj Pinsedag Kl. 11 Højmesse
Søndag den 30. maj Trinitatis Kl. 11 Højmesse
Søndag den 6. Juni 75 året for grundlæggel- Kl. 11 Jubilæumsmesse
sen af Skt. Lioba Kloster
Søndag den 13. juni 11. alm. søndag Kl. 11 Højmesse
Søndag den 20. juni 12. alm. søndag Kl. 11 Højmesse
Søndag den 27. juni Peter og Pauls fest Kl. 11 Højmesse
Søndag den 4. juli 14. alm. søndag Kl. 11 Højmesse
Søndag den 11. juli 15. alm. søndag Kl. 11 Højmesse
Søndag den 18. juli 16. alm. søndag Kl. 11 Højmesse
Søndag den 25. juli 17. alm. søndag Kl. 11 Højmesse
Søndag den 1. august 18. alm. søndag Kl. 11 Højmesse
Søndag den 8. august 19. alm. søndag Kl. 11 Højmesse
Søndag den 15. august Marias optagelse Kl. 11 Højmesse
i himlen
Søndag den 22. august 21. alm. søndag Kl. 11 Højmesse
Søndag den 29. august 22. alm. søndag Kl. 11 Højmesse
Søndag den 5. september 23. alm. søndag Kl. 11 Højmesse
med børneprædiken
23

Niels Steensens smukke bøn
Uden dit vink falder
ikke et hår af hovedet.
ikke et blad fra træet,
ikke en fugl til jorden,
undslipper ingen tanke sindet, intet ord tungen
og gøres ingen bevægelse af hånden.
Hidtil har du ført mig ad veje, som jeg ikke kendte.
Led mig nu ad nådens sti, seende eller blind;
det er lettere for dig at føre mig, hvor du vil,
end det er for mig at unddrage mig det,
min attrå drager mig til.
Det er da skønt, alt det som vi ser,
men det er da skønnere,
det som vi erkender,
men det allerskønneste er dog trods alt det,
som vi ikke forstår.
Det er derfor, vi har
folkereligiøsitet i naturen.
Der er derfor, vi har klostre og kilder.
Det er derfor, vi har mystik og mirakler.
Det er derfor, vi har tro.
Vores folkereligiøsitet er en tro på et håb om
kærlighed i samfundet.
Amen
24