Væk mig når jeg dør

Nils Jacob Rey Henningsen
Væk mig
når jeg dør

Væk mig når jeg dør
Copyright: Nils Jacob Rey Henningsen og forlaget Siesta ©
Forsideillustration og grafi sk produktion:
Susan Bach Andersen, allicat
Forlagsredaktion: Stig Petersen, Siesta
Tryk: Ecograf
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-92893-18-8
Århus, 2012
Kopiering fra de nne bog kan kun fi nde sted på institutioner eller i
virksomheder, som har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden
for de rammer, der er nævnt i aftalen.
Filmbyen 21,4.
8000 Århus C
☎ 8742 6000
www.siesta-forlaget.dk
post@siesta-forlaget.dk

Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk Væk mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig mig
når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når når
jeg dør
3

Prolog
To søstre i leg
Jeg elsker de svenske skove. Med deres frodige planter og dunkle
lyde, de store træer, der rager op mod himlen. Sofi e og jeg glæder
os altid til at komme i sommerhuset, for så skal vi ud og lege i
skoven. Vi leger altid den samme leg. Også den dag, der skal blive
så skæbnesvanger. Jeg løber ad skovstien, alt det jeg kan. Forbi de
høje træer, som tårner sig op omkring mig. Jeg piler forbi en væltet
stamme og gemmer mig bag en stor busk. Ser gennem de fi ltrede
grene og får øje på Sofi e, der kommer løbende imod mig. Med tynde
ben og lyse fl etninger. Hun har et håbefuldt udtryk i ansigtet. Da
min søster er helt tæt på, springer jeg på hende.
”Ha! Der fi k jeg dig,” siger jeg.
Sofi e forsøger at vride sig fri. ”Nej du gjorde ej! Det er mig, der
skal fange dig.”
Jeg ler. ”Nej, for nu er vi på det hemmelige sted.”
Hun ser spørgende på mig. ”Er vi?”
”Ja vi er, så nu kan jeg fortælle dig hemmeligheden.” Jeg sætter
mig og lægger en hånd på det langhårede græs.
Sofi e sætter sig ved siden af.
”Læn dig tilbage og se op mod himlen, lige som mig,” siger jeg.
Vi læner os tilbage. Oppe over træerne er himlen blå.
”I dag har Isabel talt til mig.”
Sofi e ser forventningsfuldt på mig. ”Hvad har hun sagt?”
”Husker du, hvad Farmor har fortalt os?”
”Ja, at prinsesse Isabels verden kun kan fi ndes ved mod og kløgt.”
”Det er rigtigt, men Isabel har røbet noget for mig. For netop
her, fra dette sted, er det muligt at fi nde vej. Vil du med?”
Jeg springer op og begynder at løbe. Sofi e følger efter. Vi løber
videre gennem skoven og kommer ned til jernbanen.
”Her skal vi igennem Isabels første prøve,” siger jeg.
5

Sofi e siger ikke noget. Hun stirrer på en stor sten på den anden
side af sporet.
”Vi skal over skinnerne, før toget kommer. Den, der går først,
taber.”
Sofi e ser forskrækket på mig.
Der går et par minutter, så hører vi togets hvislende lyd.
Et rødt lokomotiv dukker op, det nærmer sig hastigt. Et larmende
horn lyder. Min puls stiger, hjertet hamrer, jeg ænser ikke Sofi e. Toget
kommer faretruende nær. Der kommer gnister fra hjulene, og lyden
fra de hvinende bremser blander sig med det øredøvende horn. Med
et ryk sætter jeg over skinnerne, snubler og rammer jorden på den
anden side. Jeg mærker suset fra toget bag mig. Rejser mig op og
kigger efter min søster.
”Sofi e?”
Ved siden af mig ser jeg den store sten.
”SOFIE?”
Jeg løber om bag stenen. Sofi e ligger på ryggen, med lukkede
øjne. Jeg rusker i hende. Holder om hendes ansigt og ser på hende.
Hun åbner øjnene og stirrer på mig. Et smil breder sig på hendes
læber. Men der er noget helt forkert ved det smil.
6

Kapitel 1
Et glimt af hende
Tvede hørte en skingrende tone i det fjerne. Langsomt blev den
højere og højere. Øjenlågene føltes som klistrede til øjeæblerne.
Uden at åbne dem greb han efter mobilen.
”Det er Bent. Datakværnen er gået ned. Hvor hurtigt kan du
være her?”
”Om 40 minutter.”
Han lagde på. Det var tredje gang, det skete. Og så selvfølgelig
på hans vagt.
Han stod op og så på uret, klokken var kvart over to, og der var sort
udenfor. Han så på sin store dobbeltseng og tænkte: Hvad skal man
med en Varena Poliform, når man ikke kan få lov at sove i den? Han
vendte sig mod spejlet på væggen: en slank fyr med lyst, halvlangt hår
og et søvnigt udtryk så på ham. Han tog et par slidte jeans på og en
stribet skjorte. Mente nok, han kunne nå en hurtig skål havregryn,
så han gik ud i køkkenet for at lave en portion og satte sig ved
spisebordet i stuen. På bordet lå der bøger om personlig udvikling
og stresshåndtering. Mens han spiste bladrede han i ’7 gode vaner’.
En bog, han var ved at læse, og som han syntes var en af de mere
interessante om emnet. Tvede foretrak et så ukompliceret liv som
muligt, og hans hjem bar da også præg af dette. I stuen var der et sort
lædersofahjørne med et mørkt, matteret glassofabord. Spisebordet
var af mørt, lakeret træ, og langs væggene var der sorte reoler med
fagbøger. De fl este af dem var computerbøger. Gennem sit faglige
liv havde han interesseret sig for alle aspekter af it. Men i de seneste
år var begejstringen for det tekniske kølnet, og han var efterhånden
begyndt at interessere sig for de bløde sider af sit fagområde. Emner
som organisation og ledelsesstrategi syntes nu mere interessante end
operativsystemer. Så i de seneste år var bogsamlingen blevet udvidet
med bøger om projektgennemførsel og personlig udvikling. I den
7

fjerne ende af reolen var der også bøger om astronomi. De stammede
fra hans teenageår.
Nede på gaden var der koldt og kun få lys i de hvide bygninger,
som ragede op mod den dunkle himmel. Han tog sine bilnøgler frem
og trykkede på låseknappen. En blåmetallic Golf GTI med alufælge
gav to korte hyl. Han steg ind og startede motoren, der kom med en
svag susende lyd. Der var ikke mange biler på gaden. Han kørte bilen
med rolige bevægelser og overholdt hastighedsbegrænsningen. Nede
på Strandvejen satte han farten op, og et kvarter efter kunne han se
sin arbejdsplads. Det var et højhus nær Ryvangs Allé i sort marmor.
På højhuset var der nogle lysende blå bogstaver, der stavede: TT
Bank. Tvede havde arbejdet som it-konsulent i fi re år nu, og det var
gået godt. Han havde været hos TT i et år, og han havde netop fået
forlænget sin kontrakt med et år til.
Han parkerede og gik over til hovedindgangen. Kørte adgangskortet
gennem læseren og tastede koden ind. Døren gik op, og han
trådte ind i den marmorbeklædte reception. Gik hen og kaldte på
elevatoren. En rød lampe lyste, da den ankom. Indenfor måtte han
køre kortet igennem igen. Han trykkede på knappen til kælderen og
mærkede et sug i maven. Der lød et lavt ”ding”, da dørene åbnede sig.
Han steg ud og gik ned ad en lang gang med mørkebrunt gulvtæppe.
Ved en hvid metaldør måtte han bruge adgangskortet igen. Han
kom ind i et stort, hvidt rum med en skridsikker gulvbelægning.
Rummet stod i et skarpt lys, og der var køligt. 6 grader. Der stod
et antal store, hvide bokse i lokalet, og der kom en summen fra
dem. Nogle af boksene havde et panel, hvor der var farvede lamper,
som lyste eller blinkede. Anlægget var IBM’s nyeste system-Z serie.
Tvede gik forbi de summende maskiner og over mod et rum med
store glasruder. I midten var der en dør med en rude i. Han gik ind
og blev mødt med den sædvanlige lugt af sved. Herinde sad en fed
mand med en blomstret skjorte og et par store armybukser. Det var
Bent. Han var i gang med Ekstra Bladet og hævede armene, da han
så ham.
”Aloha!”
”Aloha,” svarede Tvede og gengældte hans gestus. ”Hvordan ser
det ud?”
8

”Det ser ikke så godt ud. Bjørn har kimet mig ned. Du må hellere
se på det,” sagde Bent.
Det er bare så typisk for chefer uden programmeringsbaggrund,
tænkte Tvede, de tror, det hele kan ordnes i en håndevending. Han
gik over og satte sig foran monitoren, hvor der var en mængde
grønne tal og bogstaver samt en blinkende cursor. Han fyrede en
række kommandoer af, og så kom der en liste frem på skærmen.
Bent rullede sin stol hen ved siden af: ”Den er gået ned i step 8.”
”Det kan jeg se. Det var det samme i onsdags. Frans må se at tage
sig sammen.”
”Dumpet står der over.” Bent pegede over på et lille skrivebord.
På bordet stod en halv meter høj stak leporellopapir, og det
virkede, som om bordet skulle brase sammen under vægten. Tvede
gik over til stakken og bladrede et par sider frem. På papiret var der
en tætskreven tekst bestående af tal og bogstaver gående fra A til
F. Dumpet var nemlig skrevet i det hexadecimale talsystem, men
Tvede var god til at læse systemdumps, og inden længe havde han
fundet frem til problemet.
”Den har lavet en division med nul.”
”Er det forceret?” spurgte Bent.
”Det plejer det at være.” Tvede bladrede et stykke ned i dumpet.
”Her er fejlen.”
Bent kløede sig på maven. ”245000 transaktioner er gået i fejl,
hmm, så bliver vi nødt til at køre posteringerne om.”
”Vi kan godt nå det. Hvis vi laver et lille hasteindgreb her.”
Han kom gående ad de tæppebelagte gange på femte sal. Det var her,
bankens it-udviklingsafdeling var. Hans skridt lød dæmpet, og kun
den svage summen fra printerrummet hørtes. Tvede arbejdede i et
fi remandskontor med store ergonomiske computerborde, på væggen
hang der en tavle med et diagram tegnet med tusch, og bag et af
bordene sad Jan, en lang fyr med tyndt, kommunefarvet hår og et
spidst ansigt. Han sad altid let foroverbøjet, når han arbejdede ved
sin skærm. Ved siden af skærmen var der et halvspist æble og en kop
kaffe, ellers var bordet ryddet.
”Nå, der er nogen, der kan,” sagde Jan.
9

”Datakværnen var gået ned,” sagde Tvede.
”Nu igen?”
Tvede delte kontor med Jan og Frans, som arbejdede for ham.
Jan havde nemlig sit eget konsulentfi rma og havde da også forsøgt at
headhunte Tvede fl ere gange, men han havde takket nej hver gang,
da han arbejdede for Intercom og var godt tilfreds.
”Sig mig, hvad har Frans egentlig gang i?” spurgte Jan.
”Det må du spørge ham om. Han sad og testede til klokken 22 i
fredags.”
”Vi får for resten en ny mand i dag. Det bliver spændende at se,
hvem Bjørn disker op med.”
Tvede satte sig og tændte for sin pc.
Det bankede på døren, og Bjørn kom ind sammen med en
splejset fyr med T-shirt.
”Dette her er Tim. Han starter i dag. Det er Tvede og Jan.”
Tvede og Jan hilste på Tim.
”Hvor er Frans?” spurgte Bjørn.
”Frans er nede og vaske,” sagde Jan.
”Vaske?”
”Hans vaskemaskine er brudt sammen, så han er på møntvaskeri.”
”Kan han ikke gøre det i sin fritid?” sagde Bjørn.
Tvede undertrykte en fnisen.
”Du skal sidde her, over for Jan,” sagde Bjørn til Tim og pegede
på den ledige arbejdsplads. ”Jeg havde tænkt mig, at du skulle stå for
oplæringen, Tvede.”
Bjørn forlod kontoret, og Tvede gik over til Tims plads. Inden
længe havde han hjulpet Tim med hans password og givet ham en
rundvisning i systemet.
”Hvor kommer du fra?” spurgte Jan.
”Jeg har arbejdet hos Prima Forsikring i 6 måneder.”
”Og hvad for et bureau er du hos?” fortsatte Jan.
”Baxter Consult,” svarede Tim.
”Pas på Jan, før du ser dig om, så er du headhuntet hos Quit,”
sagde Tvede.
Tim grinede.
”Hov hov, mit fi rma hedder aldeles ikke Quit. Det hedder Q-It.
10

Q-et står for Quality”
En tætbygget fyr med mørkebrunt overskæg trådte ind af døren.
”Hej Frans? Går det godt?” sagde Jan.
”Du slapper bare fuldkommen af,” sagde Frans og så vredt på
Jan.
Jan så indigneret ud.
Frans fi k øje på Tim. ”Er du den nye?”
”Ja, jeg hedder Tim.”
Frans satte sig og tændte for sin pc. Imens sad Jan og stirrede på
ham. Han var tydeligvis ikke tilfreds med det svar, han havde fået.
Frans så træt på Jan. ”Hvad er der nu?”
”Frans, du bliver altså nødt til at få styr på den datakværn,” sagde
Jan.
”Jeg siger dig, jeg har testet det lort i alle ender og kanter,” sagde
Frans og begyndte at arbejde som for at markere, at det var enden på
den diskussion.
Tim så spørgende på Tvede.
”Datakværnen er et opdateringsprogram for bankens
betalingstransaktioner. Det har stået stille 2 timer i nat.”
”Ups!” sagde Tim.
”Det koster kassen for banken, hver gang sådan noget sker. Det
kan nemt løbe op i millionen,” sagde Jan.
Da klokken nærmede sig 12, lød der en let banken på døren.
Tvede vendte sig om og så, at hans gode ven og kollega stod og
lænede sig til dørkarmen med et sigende udtryk. Ole var Tvedes
barndomsven. De havde genoptaget deres venskab sidste år, for som
19årig var Ole rejst til Berlin for at studere it og kommunikation,
og derfor havde de mistet forbindelsen i lang tid. Men da Tvede var
startet i TT-Bank, blev han glædeligt overrasket, for det viste sig, at
Ole arbejdede der og oven i købet i samme afdeling. Han var blevet
buttet med årene, havde kort hår og et par store runde briller.
”Er det ved at være tid til lunch?” sagde Ole.
”Det må vi hellere,” sagde Tvede.
”Du må være den nye mand,” sagde Ole og gav Tim hånden.
”Vil du med til frokost?”
”Selvfølgelig,” sagde Tim.
11

”Du skal ikke sige selvfølgelig. Her på stedet er det kun Tvede og
mig, som går til frokost,” sagde Ole.
Jan var ikke sen til at tilføje: ”Ja, for vi kan jo ikke fakturere for
den halve time, vi spiser frokost, ved du nok.”
Nede i kantinen fi k Tvede og Ole sat sig med deres bakker. Tim
havde ombestemt sig og var blevet på kontoret sammen med Jan.
”Det er bare så typisk,” sagde Ole. ”Hvorfor lykkes det altid Jan
at overtale folk til ikke at spise frokost?”
”Han har jo en pointe,” sagde Tvede.
”Det kan da ikke passe, at når man tjener 35.000 om måneden,
så har man råd til at gå til frokost, men når man omsætter for over
100.000, uh ha nej, så har man ikke råd.”
Ole og Tvede talte ofte om forholdene på arbejdspladsen og især
om emner som metoder til projektgennemførsel og bekæmpelse af
stress. Ole havde gjort fl ere forsøg på at komme til at arbejde med
udviklingsmetoder i en it-afdeling, men der havde aldrig vist sig
en mulighed. I stedet var han blevet systemudvikler. Men han gik
stadig og spekulerede på muligheden for at udnytte sin interesse i
sit virke, og derfor havde han igennem længere tid talt om at starte
et rådgivningsfi rma. Han havde også gjort fl ere forsøg på at overtale
Tvede til at gå med i det, men Tvede var ikke sikker på, om det
var noget, han turde give sig i kast med, for han var glad for den
tryghed, som hans fi rma gav ham.
Det var fredag aften og lunt i vejret. Tvede kom ud af
parkeringskælderen i City og ud på gaden. Trafi kken summede og
neonreklamerne lyste i mørket. På sin vej passerede han nogle folk,
som stod og drak øl uden for en Seven Eleven. Han skulle mødes
med sine venner på Barboa, og da han nåede hen til stedet, holdt
der en rød Porsche 911 uden for indgangen. Det betød, at Anders
allerede var kommet. Natklubben havde en dæmpet belysning som
for at understrege den specielle stemning, der altid var sådanne
steder. På hans højre side var der en lang bardisk, der afgav et svagt
hvidt lys, og på den modsatte side sofaarrangementer i sort læder
med små metalborde. I midten af rummet var der et lille dansegulv,
12

hvor folk dansede til noget disko. En sportstrænet, blond fyr med et
lyst jakkesæt vinkede til ham, det var Anders. Han stod ved baren
og talte sammen med to af sine ansatte. To piger stod lidt for sig selv
og talte sammen. Den ene af pigerne hed Sandra, det var Anders’
ekskæreste, men hun hang stadig ud med Anders’ slæng og havde
åbenbart slæbt en veninde med.
Tvede rakte hånden frem for at hilse.
Anders gav ham et bredt smil. ”Velkommen, nu må du endelig
forsyne dig.”
”Hvordan gik det i Firenze?” spurgte Tvede.
”Det gik super godt. Og der blev også tid til lidt indkøb.” Anders
åbnede diskret jakken, så man kunne se mærket, Giorgio Armani.
Han smilede overlegent. ”Jeg fi k også et nyt Rolex. 26000.”
Da han havde fået talt med Anders, kom der en meget høj fyr
hen til ham. Leif fi k altid Tvede til at tænke på fi lmen ’Det tårnhøje
helvede’, for manden var 2 meter og 10. Han skulle som altid høre,
hvordan det gik i TT-Bank.
”Det går fi nt, men vi har stadig problemer med datakværnen,”
sagde Tvede.
”Det havde vi også, da jeg var der,” sagde Leif.
”Hvordan går det med Jan?” spurgte Anders.
”Han knokler som sædvanlig,” svarede Tvede.
”Har han fået hvervet nye folk?”
”Nej, de hænger ikke på træerne. Jeg har også fået et tilbud.”
Anders blev alvorlig. ”Hvor meget? Du ved, at uanset hvilken
timepris Jan har tilbudt dig, så kan jeg overbyde det.”
”700.” Tvede bluffede, han skulle lige se Anders’ ansigtsudtryk.
”Nej, det er løgn, ikke?”
”Vel er det så. Han bød kun 500.”
Anders så lettet ud. ”Det kan jeg godt matche, og så kan jeg godt
give dig tredive oven i.”
Tvede gik op i baren efter en øl og gav sig til at se på de dansende.
Henne på den anden side af dansegulvet stod der tre piger og talte
sammen. Den ene af pigerne havde tynde, lange ben og en ultrakort
kjole på. Han blev altid pirret, når han så sådan en pige. Han huskede
tydeligt en nat på et diskotek, hvor han havde set en mørklødet pige,
13

som han antog måtte være indisk ud fra påklædningen. Han havde
budt hende op, og de havde danset tæt. Han havde mærket hendes
tynde og spinkle krop og havde for sjov spurgt, om hun ville giftes
med ham. Hun havde grinet og fortalt, at hun allerede var godt gift.
Han blev revet ud af sine tanker, da Sandra kom hen til ham
og tog fat i hans arm. ”Hva’, Tvede, kommer du ikke med ud og
danser?”
Han nåede ikke at svare, før han blev hevet ud på dansegulvet, og
snart stod de og dansede til diskorytmer og blinkende projektører.
Hun så godt ud med sit lange lyse hår og stramme røde kjole. Hun
slangede sig til musikken og smilede til ham.
Hun kom helt tæt på. ”Hvordan går det?”
”Det går fi nt, og hvad med dig?”
”Jeg klarer mig.”
Hun tog ham på den ene balle og forsøgte at kysse ham på halsen.
Han fjernede hendes hånd. ”Det er vist ikke så smart.”
”Kom nu, Tvede.”
”Tanja kommer snart.”
”Tanja? Hun kommer først om en halv time. Vi har tid nok.”
”Nej vi har ej. Jeg går tilbage til de andre.”
De gik tilbage til baren. Sandra gik hen til den anden pige og
hviskede hende noget i øret. Ud af øjenkrogen kunne han se, at de
stod og holdt øje med ham, når de mente, han ikke så det. Anders
stod og talte med en af sine ansatte, han hed Niklas. Det var den
eneste af Anders’ folk, Tvede ikke brød sig om. Tvede bestilte endnu
en fadøl. Han spekulerede på om Anders havde aktier her, for de var
altid på Barboa første fredag i måneden på Anders regning. Det var
en tradition lige fra dengang, Anders havde startet sit eget bureau,
Easy Consult, for tre år siden. På Barboa spillede de nemlig Anders
yndlingsmusik. Den gode gamle disko med John Travolta og B-Gees.
”Hej folkens!” lød det bag ham. Han genkendte stemmen, det
var hans bedste ven Jimmy. Tvede vendte sig om og smilede. Jimmy
var en spinkel fyr med halvlangt hår. Han havde altid et sandfarvet
jakkesæt på, når han var i byen, og lignede mere en entertainer
end en forretningsmand. De havde kendt hinanden helt tilbage fra
datamatikeruddannelsen, og da Jimmy blev konsulent hos Intercom,
14

var Tvede sprunget med på vognen og havde sagt sit job op hos
Premium Bank. Da Anders brød ud af Intercom for at starte sit eget
bureau, tog han Jimmy med sig. Tvede havde også fået tilbuddet,
men han havde takket nej.
”Hvor er Tanja?” spurgte Tvede.
”Hun er ved at afl evere overtøjet,” sagde Jimmy.
Lidt efter kom Tanja. Hun havde langt kastanjebrunt hår og var
som altid velklædt. Hun gik resolut hen til Tvede og kyssede ham på
munden.
”Hej,” sagde hun smilende.
”Hej skat. Hvor ser du lækker ud.”
Hun gav ham endnu et kys.
Han førte en hånd op til hendes kind. ”Du kommer sent fra
arbejde.”
”Nej, jeg har først været hjemme. Jeg skulle lige shines op. Det
var sødt af Jimmy at hente mig.”
Anders´ stemme lød bag dem. ”Tanja, skal du ikke have noget at
drikke?”
Hun gjorde en håndbevægelse. Lidt efter kom tjeneren med en
baileys og stillede den ved siden af Tvedes øl.
”Glæder du dig ikke til i morgen?” sagde Tanja.
Tvede tog sit ølglas. ”Jo.”
Han glædede sig, men det var ikke kun til Tanjas overraskelse, for
hun skulle først ud at shoppe, og så ville han se at blive færdig med
’7 gode vaner’.
Hun rynkede brynene og sagde: ”Nu bliver du færdig med det
der, du har gang i, ikke?”
”Ja ja, selvfølelig. Jeg er spændt på, hvad du har fundet ud af.”
”Det er et supersted, men du får ikke noget at vide før i morgen.”
Tvede lagde mærke til, at Niklas stod og gloede på Tanja. Niklas
var blevet hyret af Anders sidste år i forbindelse med en større
rekrutteringskampagne, som han havde lavet for at skaffe folk til et
projekt i en af de store banker. Niklas var Tanjas ekskæreste, og han
havde aldrig tilgivet Tvede, at han var blevet kæreste med hende.
Tvede bød Tanja ud på dansegulvet. De dansede tæt og længe. Da de
kom tilbage til de andre, skålede de med hinanden, og bagefter gik
15

han over til Jimmy, som stod og talte med Leif og nogle af de andre
konsulenter. Niklas stod ved siden af, og han havde efterhånden fået
en del at drikke.
Niklas vendte sig mod ham. ”Hvad så Tvede, får du noget på den
dumme?”
Tvede så irriteret på Niklas. ”Helt ærlig Niklas. Slap lige af.”
”Ja,” sagde Jimmy. ”Du har snart tørlagt Barboa.”
Niklas så hånligt på Tvede og vendte sig om mod baren igen.
Tvede gik over til den anden ende af baren, godt væk fra Niklas.
Han bestilte en ny øl og lidt efter kom Tanja hen til ham.
”Skal vi ikke tage hjem til mig?” spurgte hun og lagde armene
om hans hals.
”Jamen, vi er jo lige kommet.”
”Kom nu, skat.” Hun trykkede sig helt ind til ham og kyssede
ham.
Han kunne lugte hendes parfume, men nu blandede den sig med
en kraftig lugt af øl og barbersprit.
Det var Niklas, og han så ud som om, han kunne gå i gulvet
hvert øjeblik. Han snøvlede: ”Må jeg ikke låne din smukke dame til
en dans?”
Hun gjorde en affejende bevægelse. ”Niklas, gider du ikke gå væk!”
”Bare en lille vals?”
”Nej, Niklas. Vi er faktisk på vej hjem,” sagde Tvede.
”Nå nå,” sagde Niklas og bakkede tilbage.
Tvede sagde farvel til de andre.
”Hvad? Går I allerede?” sagde Anders.
”Tanja har hovedpine.”
En halv time senere kom de op i hendes lejlighed. Tvede hængte
deres overtøj i entreen, mens hun gik ind stuen og tændte lamperne.
Tanja var glad for at læse i boligmagasiner, og det bar indretningen
præg af. Stuen havde et stort vindue ud til gaden, og møblerne var
holdt i lyse farver.
”Giver du en drink?” spurgte han.
Hun gik hen til barskabet og lavede to glas gin og tonic.
Lidt efter sad de i sofaen. Han holdt hendes hånd.
16

”Du kom sent i dag,” sagde han.
Hun fi k et træt udtryk i ansigtet. ”Vi er underbemandede. Lydia
har sagt op.”
”Kan I ikke fi nde en anden?”
”Jo, men stillingen skal først slås op.”
De kyssede stille, mens han holdt hende tæt ind til sig. Så tog
han hendes bluse og bh af. Han betragtede hendes faste bryster og
nippede til det ene. Lidt efter havde de smidt alt tøjet.
”Skal vi ikke gå ind ved siden af?” sagde hun.
De kom ind i soveværelset. Tanja lagde sig på sengen, og han
lagde sig hos hende. Hendes hud var varm og lækker. Han kørte
sin hånd over hendes maveskind og æltede hendes bryster. Hun så
på ham og holdt ham om skuldrene. Han gabte over det ene bryst
og trykkede hende ind til sig. Spredte hendes ben og trængte ind i
hende. Hun stønnede svagt fl ere gange, indtil hun kom. Så lå de
stille i et stykke tid, indtil de faldt i søvn.
Han vågnede til duften af kaffe. Han kunne høre Tanja rumstere
ude i køkkenet, så han stod op og gik ind i stuen. Der var dækket
morgenbord med fi kst foldede servietter og den ternede dug, han
havde givet hende i julegave.
Hun kom gående med en bakke. ”God morgen.”
Tvede skænkede kaffe til sig selv og smurte sig en ostemad. Han
kunne se på Tanja, at hun snart ikke kunne holde på sin hemmelighed
længere. Han ventede, til hun havde kappet toppen af sit blødkogte
æg, og sagde. ”Kom så med det.”
Hun smilede. ”Det er en nyåbnet restaurant i Gentofte. Den
hedder La Fontaine og de har fået gode anmeldelser for deres
gourmetmenu.”
”Okay?”
”Men jeg skal først ud og handle med Susanne. Du kan hente
mig klokken halv syv.”
Tvede var kommet hjem til sig selv og sad foran fjernsynet.
Nyhederne var slut, så han sad og zappede for at fi nde noget andet,
han kunne se, inden han skulle i gang med ’7 gode vaner’. En kanal
17

transmitterede fra modeshowet i Milano. Han blev altid tændt, når
han så disse shows, så han blev på kanalen. Høje og tynde modeller
gik op ad catwalken, og mange af dem, syntes han, var rigtig fl otte.
Da han havde siddet og set på de mange modeller, slukkede han for
tv’et og gik ind på sit arbejdsværelse. Han åbnede en skuffe og tog
en gammel avisside frem. På siden var der et billede af en model,
som gik catwalk. Han satte sig, stirrede på billedet. Rørte ved det og
mærkede en spænding i skridtet. Hun var bare den smukkeste pige,
han nogensinde havde set.
Anders og Tvede havde været til et ølforedrag arrangeret af
Intercom. Dengang arbejdede Anders også i Intercom, det var
året før, han startede sit eget bureau. De havde siddet og hørt på
foredragsholderen i to timer, og folk var efterhånden godt fulde af
alle de mange ølsorter, de havde smagt. Tvede havde drukket en
del, men han havde stadig lyst til, at der skulle ske noget mere end
bare høre om øl. Anders foreslog, at de tog hen til et modeshow,
der skulle løbe af stablen samme aften. De gik midt i foredraget,
og på vej i taxaen fortalte Anders, at en af hans veninder var med
i showet. De kom ind i et VIP-sted, hvor der blev serveret middag
for forskellige folk fra musikmiljøet. Tvede fi k mere at drikke og var
ved at være halvfuld. Så var de kommet op til selve arrangementet.
En entertainer startede showet, og en DJ spillede electro-house. Den
første pige kom ud på catwalken, hun var høj, tynd og gik i løse
gevandter. Bag efter kom en ny. De så alle sammen høje og tynde ud.
På et tidspunkt kom en pige med kort lyst hår, hun havde stramme
shorts og en ærmeløs bluse. Hun havde længere ben end de andre og
virkede nærmest skrøbelig, som om benene kunne knække sammen
under hende. Men hendes ansigt udstrålede en stålsat vilje. Tvedes
hjerte hamrede. En stærk vilje spærret inde i en spinkel krop. Hvor
var hun smuk. Han tænkte på hende resten af showet, for han kunne
ikke få hende ud af sit hoved.
Da showet var færdigt, foreslog Anders, at de gik ned til loungen,
hvor de skulle mødes med hans veninde. De gik ned i underetagen og
kom ind i et rum med en bar og nogle lænestole. Nogle små lamper
i loftet sørgede for den sparsomme belysning, og en DJ spillede høj
18

technomusik. Anders’ veninde var ikke dukket op endnu.
Anders råbte ind i øret på ham: ”Du holder dig fra den rødhårede.
Hun er min.”
Det skulle nu ikke blive noget problem, for lidt efter kom den
rødhårede sammen med fi re andre modeller ind og stillede sig op
ved baren. Hende med det korte lyse hår var iblandt dem. Anders
gik hen og hilste på den rødhårede og præsenterede hende for ham.
Tvede hilste også på de andre piger, og hans puls steg, efterhånden
som han nærmede sig hende. Han trykkede hendes hånd. Den
var spinkel med lange fi ngre. Silkeblød hud. Det gav et jag i ham.
Hendes øjne var funklende grønne. Anders bestilte drinks til dem
alle. Tvede spurgte om hendes navn. Hun svarede, men han kunne
ikke høre, hvad hun sagde, for musikken var for høj. De skålede. Så
gik hun sammen med en af de andre piger. Hun sagde ikke farvel.
Han var ved at være færdig med ’7 gode vaner’. Bogen handlede
om måden, man skulle opføre sig på for at få et bedre liv. De første
kapitler handlede om, hvad man måtte gøre ved sin egen person, og
gik blandt andet ud på, at man kun skulle bekymre sig om ting, man
havde indfl ydelse på. Resten af bogen handlede om konstruktivt
samarbejde og forhandlingsteknik. Han kunne især godt lide tankerne
i kapitel 5, for der stod, at man skulle forstå den, man talte med,
før man selv kørte frem med sine egne synspunkter. Det kunne
min far godt bruge noget af, tænkte Tvede. Da han var færdig med
bogen, så han instinktivt på uret og opdagede, at klokken var blevet
kvart i syv.
Restaurant La Fontaine lå i Gentoftegade. Bygningen havde engang
huset en gammel kro, men var netop blevet moderniseret. Indenfor
var lokalet domineret af mørkt teaktræ og borde med hvid dug og
levende lys. Der blev spillet dæmpet klassisk musik. De sad ved et
bord i nærheden af vinduet. Tanja havde været sur over at Tvede var
kommet så sent, men nu så hun ud til at have genvundet sit gode
humør.
Tjeneren kom med spisekortet. ”Hvis jeg må have lov at anbefale
vores specielle menu for denne uge.”
19

”Lad os høre,” sagde hun.
”Det er en treretters menu med vine inkluderet. Til forret er der
fjordrejer med en halv fl aske Donna Giulia årgang 2001. Hovedretten
er Oksetournedos med nye aspargeskartofl er og årstidens grøntsager.
Og dertil serverer vi en fl aske Mas de Daummas…”
Tanja så på Tvede med et forventningsfuldt blik. Han ville
spørge, hvad alt dette kostede, men lod være.
”Lyder det ikke lækkert?” spurgte hun.
”Ja det gør så, lad os bare tage det.”
Han tog hendes hånd og smilede til hende. Mens de ventede
på maden, fortalte hun om sin dag med Susanne. De havde været i
Lyngby Storcenter, og Susanne havde især købt tøj til børnene.
Tjeneren kom med hvidvinen og hældte op.
Tvede nød den stille atmosfære og den klassiske musik. Han
var normalt ikke til klassisk, men det passede perfekt til denne
restaurant.
Hun fortsatte. ”…Mikkel er lige fyldt tre, og lille Ida er snart et
år. Er det ikke utroligt, som tiden går?”
Han pillede ved gafl en og nikkede. Tjeneren kom med fjordrejerne.
”Lise har også talt om at få børn. Hun og Robert arbejder på
sagen, for, som hun siger, hvis man får dem nu, kan de jo lege med
Susannes børn.” Hun så indgående på ham.
Han spekulerede på, om der ikke var noget andet, de kunne tale
om. Han begyndte at pille sine rejer.
”Hvordan går det med Lise og Roberts nye lejlighed?” spurgte
han.
”Lise siger, at den er blevet dødlækker. De inviterer snart til
housewarming.”
Han tog fat om hvidvinsglasset. ”Det minder mig om, at Anders
har inviteret mig på en herretur sammen med de andre.”
”Han skulle da tage og invitere pigerne med.”
”Jamen, så er det jo ikke en herretur.”
”Hvad laver I egentlig på de der herreture?”
”Sidste gang spiste vi på D’Angleterre.” Han undlod at nævne,
hvad de havde lavet bagefter.
20

Hun så skuffet ud.
”Men du kommer jo med til sommerfesten,” sagde han.
”Ja, det glæder jeg mig til,” sagde hun og lyste op. ”Anders ved
virkelig, hvordan man holder store fester.”
Da de var færdige med fjordrejerne, kom tjeneren med
tournedosen. Tvede havde aldrig smagt så mør en bøf. Tanja havde
virkelig øje for den slags, tænkte han, man gik aldrig galt i byen med
hende, hvis man altså havde råd. Så kom desserttallerkenen. Et stort
fad fyldt med forskellige små stykker kage, frugter, mousse og iskugler
blev sat på deres bord. De spiste grådigt af de forskellige ting.
Så kom regningen. Den lød på 2300 kr.
Tvedes forældre boede i en villa på Skovshovedvej. Det var et moderne
hus med gule mursten, stor, velplejet have og perlegrusindkørsel.
Forældrene hed Theodor og Ellen Jensen. Faren var fødevaregrossist
med eget fi rma, som var indrettet i den fjerne ende af huset. Da han
var ganske ung, var han startet som butiksmedhjælper i en af de
større FDB-butikker i Roskilde, hvor han også havde mødt Ellen.
Nogle år senere havde han startet sit eget fi rma, Økofoods, sammen
med en kollega, Jean Pierre, og Ellen var blevet sekretær i fi rmaet.
Jean Pierre havde vist sig at være en fl agrende natur, for han havde
altid nye ideer til, hvad fi rmaet skulle gå ind i af nye projekter, og
det var Theodor blevet træt af, så han havde købt ham ud af fi rmaet.
Jean Pierre kontaktede dog af og til Theodor, for han blev ved med at
fi nde på nye ideer til projekter, som de skulle lave sammen. Theodor
var en adræt mand sidst i 50erne med et tyndt, mørkblondt hår og
et velplejet fuldskæg. Han sad i sin joggingdragt med avisen ude på
terrassen. Tvede var ved at skænke juice til sig selv, da Ellen kom ud
til dem og stillede kurven med de hjemmebagte boller. Hun så lidt
fortravlet ud med sit uredte hår og slidte forklæde. Søndagsbesøget
klokken 10 var en fast tradition, som hun havde holdt i hævd, siden
Tvede fl yttede hjemmefra.
”Jean Pierre har ringet.” sagde Ellen.
”Hvad vil han?” spurgte Theodor.
”Han har nye forslag til produktsortimentet,” sagde hun og gik
ind i huset igen.
21

Theodor klappede avisen sammen og så træt ud.
”Hvad er der i vejen?” spurgte Tvede.
”Jean Pierre vil have, at jeg skal gå ind i frøbranchen sammen
med ham.”
”Kan han ikke bare handle med frø selv?”
”Han mener, at Økofoods vil være et godt brand, og det kan han
have ret i.”
”Men det er jo dig, der har bygget navnet op,” sagde Tvede. ”Det
er det, han vil benytte sig af.”
”Jo, men på den anden side så kunne det være interessant at gå
ind i nye områder. Salget går en anelse trægt i øjeblikket, og det er
ikke blevet bedre, efter at Zenfoods er kommet ind på markedet.”
Theodor så på Tvede. ”Hvad med dig? Hvordan er ugen gået?”
”Jeg har vagt i øjeblikket. Jeg er blevet kaldt ud to gange.”
”Er der noget galt i det?” sagde Theodor med et udfordrende
smil.
”Hvad mener du?”
”Når man tjener kassen, som du gør, og bare udskriver fakturaer,
så må man da også fi nde sig i at lave lidt.”
”Altså Theodor, Tvede arbejder da,” sagde Ellen, som havde hørt
dem. Hun kom med bestik og tallerkener.
”Når man er selvstændig, så må man fi nde sig i skæve arbejdstider.
Da Jean Pierre og jeg startede Økofoods, arbejdede vi i døgndrift.”
”Det er vist en svag overdrivelse,” sagde Ellen og gik ud igen.
Lidt efter var Ellen tilbage med en stor kande te. ”Så er der
serveret.”
”Det er godt, for det er snart tid til min løbetur,” sagde Theodor.
Han tog en bolle, som han skar over.
Mens de spiste, fortsatte de med at tale om fi rmaet. Faren nød at
involvere sin søn i fi rmaets dispositioner, og Tvede vidste, at hans far
stadig savnede den tid, hvor han havde været ansat. Det var, da han
var under uddannelse, men da han fi k arbejde som it-systemudvikler,
så stoppede han hos sin far.
”Hvordan går det med Tanja?” spurgte Ellen.
”Hun har det fi nt,” sagde Tvede.
”Er hun glad for de nye forbedringer?”
22

”De er blevet færdige med renoveringen, men hendes husleje er
steget.”
Theodor rejste sig. ”Jeg må af sted.”
Ellen ænsede ham ikke. ”I burde tænke på at fl ytte sammen, så I
slipper for den ekstra husleje?”
”Det taler Tanja også om, men det kan jeg altså ikke tænke på
nu. Jeg er rimelig presset med arbejdet.”
”Tvede, du kan ikke blive ved på den måde.”
”Nej, men det får snart en ende.”
Ellen så grundende på ham. De sad sådan i lidt tid uden at sige
noget, men så var det, som om hun kom i tanke om noget. ”Leonora
kommer forbi på tirsdag. Hun synes, det er så spændende med din
nye kontrakt. Har du ikke lyst til at komme over?”
”Det kan vi godt sige,” sagde han og tog en bid af sin bolle.
Leonora var en af Ellens veninder, og de havde mødt hinanden i
bridgeklubben. Tvede havde mødt hende et par gange, men brød sig
ikke om hende. Hun så altid så vurderende på ham og stillede altid
disse personlige spørgsmål. Som om hun havde kendt ham i årevis
eller var i hans nære familie.
Han sad på kontoret og arbejdede, da en rødblond fyr med fregner
stak hovedet indenfor.
”Tvede, kommer du lige ind på mit kontor?”
Inden han nåede at svare, var manden væk igen. Han var godt
klar over, hvad samtalen ville dreje sig om. Tvede var bagud med
fremdriftsrapporten, en rapport, som skulle skabe overblik over,
hvordan tingene skred frem i projektet. Han rejste sig og begav sig
derover. Arne havde været hans projektleder gennem det seneste halve
år, for selv om der var fl ere projektledere i afdelingen, og opgaverne
blev fordelt tilfældigt, så fi k han altid ham som projektleder. Der var
et eller andet ved Arne som gjorde ham nervøs. Måske var det fordi
han altid havde dette anklagende udtryk i ansigtet.
Han bankede på og gik ind. Arne sad allerede ved mødebordet
med en mappe slået op foran sig. Han satte sig gnavent over for.
”Tvede. Jeg må bede dig om at forklare mig, hvordan du har
tænkt dig at blive færdig med fremdriftsrapporten. Den skal være
23

færdig i næste uge, og mig bekendt er du ikke gået i gang endnu.”
”Der er en hel uge til. Jeg kigger på den i morgen.”
”Det håber jeg. Du bliver nødt til at sætte et par aftener af til at
lave den.”
”Nul, jeg arbejder ikke over i denne uge, det kan jeg ikke, så må
du sætte en anden til det.”
”Jeg kan ikke sætte andre på sagen. Alle er booket helt op, og i
øvrigt er det dit område.”
Arne så bebrejdende på ham, men det virkede ikke, som om han
havde mere at sige, så Tvede rejste sig og pakkede sine ting sammen.
Da han var tilbage på sin plads, stillede han sin projektmappe i
reolen.
”Ole har været her. Han er gået i forvejen,” sagde Jan uden at se
væk fra skærmen.
”Godt, jeg er smuttet.” Tvede hastede ned til kantinen. Da han
nåede frem, så han at Ole sad og spiste ved et af de bagerste borde.
Han gik over for at hente den varme ret.
”Hvor har du været?” spurgte Ole undrende.
”Henne og stå skoleret på Arnes kontor. Han er efter mig med
den fremdriftsrapport.”
De sad og spiste uden at sige noget, indtil Ole spurgte. ”Fik du
læst ’7 gode vaner’?”
”Ja, og jeg må indrømme, at den er god. Men måske lidt fi rkantet?”
”Hvad mener du?”
”Det med at man skal bygge sit liv på korrekte principper og
sande værdier? Er det ikke at tage munden for fuld?”
”Nå ja, det er vel bare for at gøre det nemt at forstå. Skære det ud
i pap, du ved.”
Tvede grinede.
Han stod foran spejlet og tjekkede, at jakken sad som den skulle, da
mobilen ringede.
”Tvede, hvornår kommer du? Leonora er her allerede.”
”Jeg kommer nu.” Han puttede mobilen i lommen og gik ned til
bilen.
24

Han syntes godt at Leonora kunne vente lidt på ham, men da
han ankom, virkede Ellen irriteret.
”Sig mig, havde du glemt aftalen?” sagde hun.
”Nej, jeg kom bare for sent af sted,” sagde han og hængte sin
jakke i garderoben.
Da han kom ind i stuen, sad Leonora i sofaen. Han gik hen for
at give hende hånden.
Hun hilste afmålt på ham. ”Dav Tvede.”
”Hej Leonora.” sagde han kort og satte sig på en lænestol overfor.
Ellen kom ind med te og nogle mørke grovboller. ”Jeg har købt
en særlig kvædemarmelade.”
”Ellen, du er altid så opfi ndsom.” sagde Leonora. Så vendte hun
sig mod ham. ”Og hvordan går det med dig Tvede? Du ser ud til at
have det rigtig godt.”
”Jeg klager ikke,” sagde han.
”Ellen fortæller mig, at du lige har fået din kontrakt forlænget.”
”Ja, et helt år.”
”Det er da dejligt. Men var der ikke noget med, at du var begyndt
på datalogistudiet?”
”Det er længe siden. Jeg læste i to år, og så blev jeg headhuntet af
Premium Bank.”
”Arbejder du stadig der?”
”Nej, Tvede er freelancekonsulent med eget fi rma. Han er hos
TT-Bank i øjeblikket,” sagde Ellen.
”Javel. Ser man det.” Leonora så undersøgende på ham. ”Ja, det
er utroligt hvor langt man kan nå nu om stunder uden at gøre sin
uddannelse færdig.”
”Jeg er stadig indskrevet på universitetet.”
”Hvor gammel er det, du er?”
”28”
”Jamen, så kan du da stadig nå det. Det skulle jo nødig gå dig
som min datter.”
Ellens ansigtsudtryk blev alvorligt.
Tvede trådte ind i foyeren. Restaurant Enzo hørte til i den dyre ende
af gourmetrestauranter. Den lå inde i centrum, og han havde taget
25

en taxa, da han vidste, at det ville blive en lang og våd nat. De andre
var allerede bænket, så han satte sig på den tomme plads ved siden af
Anders, som bød ham velkommen. Alle var klædt i jakkesæt, og der
var en livlig snak omkring bordet. Jimmy sad og talte med Ole. Leif
talte med sin sidemand, en fyr med vandkæmmet hår, som Tvede ikke
kendte, og Anders var ved at underholde Niklas. En tjener hældte
hvidvin i glassene. Så kom den første ret: en rødspættemedaljon med
laks og krydderurter.
Jimmy så på tjeneren. ”Jeg vil godt bede om en stor cola.”
”Vi har desværre ingen cola,” sagde tjeneren.
”Hvad, ingen cola!”
”Helt ærlig Jimmy, du skal da ikke sidde og drikke cola nu,”
sagde Anders.
”Vi har juice,” sagde tjeneren.
”Så kom med noget juice, og der skal et ordentligt skvæt gin i.”
”Men det er friskpresset af de fi neste sydafrikanske appelsiner.”
”Jeg er ligeglad, der skal gin i.”
Tjeneren gik uden at sige mere.
Tvede hilste på fyren med det vandkæmmede hår. Han hed
Henrik, og han fortalte, at Leif netop havde skaffet ham ind hos
Anders.
Tvede skar et stykke af sin rødspættemedaljon. ”Hvor arbejder
du henne?”
”På Betalingscentralen.”
”Det er der, Jimmy arbejder.”
”Jeps, det er det nemlig, men det er desværre ikke med SAP,”
sagde Jimmy.
Tvede så på Henrik. ”Arbejder du med SAP?”
”Ja, det gør jeg.”
”Henrik, han kan sagtens. Er du klar over hvad SAP-konsulenter
får i hyre?” sagde Jimmy.
Tvede havde hørt om SAP. Det var et økonomisystem til store
fi rmaer, og Tvede vidste, at det gav godt.
”1200,” vrængede Jimmy og førte noget rødspætte op til munden,
”Ja, det er eddermaneme for meget. Man føler sig helt underbetalt.”
Overtjeneren kom ind og fortalte, at der ville blive serveret 12
26

små retter og annoncerede den næste ret: ristet kulmule med skind
på majsfrikkase. Snakken gik livligt, og der blev talt om alt muligt,
men mest om hvor folk arbejdede og i hvilke projekter.
Efterhånden som retterne kom ind, begyndte Jimmy at brokke
sig. ”Sig mig, har de tænkt sig, at vi skal blive mætte af alle de her små
retter? Hvornår kommer vi til den store bøf med pommes frittes?”
”Altså Jimmy, vi er faktisk på gourmetrestaurant. Det ved jeg
ikke, om du har opdaget,” sagde Anders.
Da de havde fået den sjette ret, der bestod af lam med ratatouille,
begyndte folk i den anden ende at larme.
Leif slog i bordet og sagde: ”Så, Anders, nu må du altså rykke ud
med det. Du lovede, at du ville fortælle det til middagen. Du sagde,
det var noget stort.”
Anders tørrede sig om munden. ”Ja, det er stort. Jeg har købt et
B&O anlæg til 100.000.”
”100.000!” lød det fra Leif.
”Jeps. Det er med 40´ fl adskærm, surround, harddiscrecorder og
hele svineriet,” sagde Anders stolt.
”Har du også trukket det fra?” spurgte Jimmy.
”Selvfølgelig.”
”Typisk,” sagde Leif.
”Hvornår må vi komme og se det?” ville en anden konsulent
vide.
”Til sommerfesten, når jeg har fået det leveret og stillet op.”
Tvede havde været med til Anders’ årlige sommerfest tre gange
allerede, og hvert år bød på nye overraskelser.
Festen sidste år havde været noget helt specielt. Det havde svirret
med rygter, om at Anders skulle blære sig med noget helt unikt det
år. Det var ikke Porschen, for den holdt i garagen og var anskaffet
året før. Selvfølgelig lige inden sommerfesten. Anders boede i
Rungsted i en moderne strandvejsvilla. Tvede var først dukket op
lidt over midnat, fordi han havde haft en deadline, han skulle nå.
Han huskede, hvordan han var gået op af de brede hvide trapper op
til indgangen, mens de pulserende diskorytmer hørtes inde fra huset.
Inde i den store stue stod folk i små grupper og talte sammen, og i
27

et af de tilstødende lokaler var der nogle, der dansede. På væggene
hang der malerier med abstrakt kunst. Anders tog imod Tvede og
omfavnede ham. Han havde et hvidt jakkesæt på og slipset hang
skævt. Han lugtede af whisky.
”Kom skal du se.” Anders førte Tvede ud i haven.
Nogle projektører oplyste nyanskaffelsen. Det var en swimmingpool.
Anders smilede skævt. ”20.000 liter.”
Flere piger svømmede rundt i bassinet. Tvede skulle til at sige
noget, men så var der nogle af Anders’ venner, der kaldte ham over.
”Nå, men velkommen til. Der står velkomstdrinks over på det
bord.” Anders pegede på et bord, der stod under et lille åbent telt.
Da Anders var gået, gik han over og tog en velkomstdrink og
smagte på den. Han så på de andre gæster, men der var ingen, han
kendte, så han gik ind i stuen for at kigge på de abstrakte malerier.
Da han havde set lidt på dem, vendte han sig for at se om Jimmy
eller Leif skulle være dukket op. Han lagde mærke til en slank pige
med kastanjebrunt hår og lyseblå kjole. Tvede syntes, hun så rimelig
lækker ud. Da hun fi k øje på ham, tog han blikket væk fra hende,
men et øjeblik efter så han på hende igen. Så smilede hun til ham.
Han gik over til hende. ”Hej.”
”Hej.”
”Jeg har ikke set dig før. Er du en af Anders’ venner?” spurgte
han.
”Nej, Jeg kommer sammen med Niklas, som arbejder for
Anders.”
Der blev en pause. Imens pulserede 70er-musikkens rytmer. Bee
Gees.
Han så på hende. ”Hvad hedder du?”
Pigen gav ham et lille smil. ”Jeg hedder Tanja.”
”Nå, der er du!” En fyr med nålestribet jakkesæt og lyst overskæg
kom hen og hev i hende.
”Nej Niklas, du er fuld. Jeg har sagt, du skal lade mig være.”
”Gu vil jeg ej. Og jeg har sagt, at du ikke skal stå og fraternisere.”
”Jeg fraterniserer aldeles ikke. Vi snakker bare.”
Tvede smilede venligt til Niklas. ”Dav, jeg heder…”
28

”Jeg er ligeglad med, hvad du hedder. Du skal ikke stå og bage på
min kvinde.”
Niklas hev hende med. Hun strittede imod og råbte skældsord.
De gik ind i et af de tilstødende rum.
Han overvejede at følge efter, da han hørte Jimmys stemme.
”Hva så, Tvede. Er det ikke bare en lækker pool?”
”Jo, klart. Men hvem er det kvaj?”
”Hvem?”
”Ham, der gik lige før med sin dame.”
”Ham så jeg sgu ikke.”
”De hedder Tanja og Niklas.”
”Nå, Niklas, den stodder. Han er iskold. Han har virkelig
fået presset Anders. Det eventyr bliver dyrt for ham. En ren
underskudsforretning. Lige før kontrakten skal skrives under, hæver
han prisen med 200.”
”Det er løgn.”
”Nej sgu. Han må skille sig af med ham så snart som mulig. Det
har jeg sagt til ham.”
Lidt senere var han alene igen. Han spekulerede på hvorfor Tanja
var sammen med en nar som Niklas. Netop som han vendte blikket
mod døren til et af værelserne, kom Tanja ud og bagefter kom
Niklas. Han kunne ikke høre, hvad de sagde, for musikken var for
høj. Tanja vendte sig mod Niklas og gav ham en lussing. Så slog han
hende, så hun faldt om på gulvet. Folk så forskrækket på, og Tvede
fór hen til dem og gav Niklas en lige højre, så han faldt om. Tvede
hjalp hende op. Mascaraen løb ned af kinderne, og hun hulkede.
Han fulgte hende ud på vejen. De gik hen til hans bil.
”Skål!” Leif hævede glasset. De andre hævede også deres glas. Det
var Petrus rødvin af den bedste slags. Jimmy skålede i juice og gin.
Anders så tilfreds ud. ”Skål for et indbringende år.”
De var efterhånden nået igennem de 12 retter og ventede nu på
desserten.
”Går det ellers godt med forretningen?” spurgte Tvede og så på
Anders.
29

”Jeg er ved at få en stor ordre hjem. Og jeg skal bruge folk. Det
skal være eksperter i CICS og COBOL.”
”Bliver det ikke svært? Jeg har hørt, at der skulle være mangel på
dem i øjeblikket.”
”Det er der også, men var det ikke noget for dig? Du har jo selv
stor erfaring inden for feltet. Det så jeg jo, da jeg var hos Intercom.”
”Jeg kan da et og andet.”
”Jeg kan give dig en god pris.”
”Hvad snakker vi om?”
”Noget i nærheden af 600, men det kan vi tale om senere, når jeg
har fået kontrakten i hus.”
De spiste og snakken gik livligt. Folk blev mere og mere opstemte.
På et tidspunkt sagde Jimmy. ”Så, nu vil vi se babes.”
”Ja, vi vil se babes!” lød det fra Leif og Niklas, der begge havde
drukket tæt.
”Jimmy, det skulle ha været en overraskelse,” sagde Anders.
”Hvor skal vi hen?” spurgte Tvede.
”Vi skal på Waterloo.”
De kom ind i et lokale med et rødt gulvtæppe. Der var en bardisk
og en lille scene. Nogle små borde med røde sofaer og lænestole
omkring udgjorde små øer ved siden af scenen. Der sad enkelte
letpåklædte kvinder og mænd i jakkesæt.
Tvede og Henrik gik op til baren og bestilte øl, mens de andre
satte sig ved et bord tæt på scenen. Showet var ikke begyndt endnu,
men enkelte utålmodige i lokalet råbte og piftede. Især Jimmy,
han var helt kåd. Henrik og Tvede kom med fyldte ølkrus, som de
stillede på bordet, og inden længe kom den første pige ind på scenen.
Det var en slank, asiatisk pige. Der blev hujet og piftet. Musikken
spillede erotisk jazz, og pigen slangede sig op ad den lodrette stang.
Jimmy var helt opslugt. ”Af med tøjet, søster!”
”Se nu hvad der kommer der!” sagde Anders.
En blondine med store bryster kom ind på scenen. Med glidende
bevægelser kom hun gående mod publikum og kørte sine hænder op
og ned langs kroppen. Langsomt krængede hun sin bluse af, som om
hun ville pine publikum.
30

Tvede så på kvindens hænder, der nærmede sig bh´en. Han var
helt opslugt, da han mærkede nogen tage fat i hans arm.
Det var en mørklødet pige med langt sort hår. ”Hej.”
Der kom også en blond pige, der lagde sin arm omkring livet på
ham.
Tvede vidste ikke helt, hvad han skulle stille op.
”Giver du en drink?” spurgte den lyshårede.
Jimmy så ham og grinede. ”Hov, har I set Tvede? Han har allerede
gang i kvinderne.”
Tvede så på blondinen. ”Jeg tror ikke, det er nogen god ide. Jeg
har en kæreste.”
Det to piger så skuffede ud og gik igen.
Resten af showet varede i en times tid, og da den sidste pige
havde været på, råbte Jimmy: ”Hold kæft, hvor var det godt.”
”Ja, det skal jeg lige love for,” sagde Ole, der så noget benovet ud.
Klokken var lidt over to, da de begav sig ned af Strøget. Der var
mange mennesker i byen, og fl ere af dem var også fulde. Jimmy gik
og sang, så da der kom nogle råb fra folk længere nede ad gaden,
begyndte han også at råbe, og da de var nået forbi Yorks Passage,
skrålede han: ”Yeees det er bare for vildt!”
”Fald dog ned, du vækker hele nabolaget!” sagde Anders.
Men Jimmy blev ved med at råbe. ”Jamen, er det ikke Jan!”
Jan og Frans kom gående imod dem, og da Jan så dem, vinkede
han.
”Hej Jan, hvad laver du her?” spurgte Anders.
”Jeg er ude med Frans. Man skal jo pleje sit personale.”
”Hvor har I været henne?” spurgte Tvede.
”På Olivias Steakhouse,” sagde Jan.
”Det må siges at være big time personalepleje!” sagde Jimmy.
”Og hvor har Í så været?” spurgte Jan.
”Vi har været på Enzo. Det vildeste sted! Og spist tolv retter
gourmet plus det løse. Vin til 1200 kr. og hele svineriet!” sagde
Jimmy.
Jan så helt forbløffet ud.
Anders så smilende på Jan. ”Ja…det er jo vigtigt at pleje sine
kontakter.”
31

Tvede trådte ud af elevatoren. Han var blevet tilkaldt kl. 3 om
natten, så han havde sovet længe. Tim sad og kodede, og Bjørn stod
og talte med Jan. Da Tvede havde sat sig, vendte Bjørn sig og så på
ham. ”Nå, vi møder nok til direktørtid.”
”Jeg var oppe til klokken 5 i morges. Der er stadig problemer
med datakværnen.”
”Jeg troede, Frans havde fi kset problemet. Nu er det fjerde gang
i denne måned.”
Tvede tændte sin computer. ”Ja, men Frans kæmper en svær
kamp. Det program burde kodes helt om.”
”Det emne har vi diskuteret. Det er der ikke ressourcer til. Det
må kunne lade sig gøre at fi xe problemet. Kunne du ikke se på Frans’
rettelser?”
”Jeg taler om det med Arne. Så kan vi se, om det kan passes ind
i tidsplanen.”
Bjørn sagde ikke mere, men løftede øjenbrynene, da han gik.
Da Bjørn var gået, sagde Jan: ”Det ender da med, at du kommer
til at sidde med datakværnen.”
”Du kan tro det bliver løgn. Jeg rør ikke det program med en
ildtang.”
”Med det lader det jo til, at du gør,” sagde Jan og lo.
Lidt senere var Tvede og Ole nede og spise frokost.
”Jan kunne slet ikke komme sig over at se os sammen med
Anders. Så nu vil han lave en herretur,” sagde Ole smilende.
”Fedt, bliver det på Enzo?”
Ole skar et stykke af sin krebinet. ”Nej, er du gal. Han har tænkt
sig at invitere alle fra vores afdeling og nogle af Anders’ konsulenter.”
”Men hvor bliver det så. På Olivias?”
”Det bliver en skovtur i Dyrehaven. Jan siger, at der bliver
forskellige aktiviteter, og han har lavet en liste med, hvad folk skal
have med af mad.”
”Det er typisk Jan.”
”Ja, den fedtprås. Vi får godt nok refunderet udgifterne, men
alligevel.”
32

De var netop ankommet til lysningen i skoven. Tvede bar på en pose
med engangsgrill og en med øl. Tim, Ole og Jimmy gik ved siden
af, og de bar også på poser. Der var 20 andre folk fra TT-Bank. Der
var it-konsulenter, fastansatte systemudviklere, dem fra driften og så
Jimmy, som var den eneste af Anders’ folk, der var dukket op. Folk
var afslappet klædt. Tvede havde jeans og en stribet poloshirt. Bent,
som gik et stykke bagved sammen med to andre fra driften, kom i en
blomstret skjorte, sandaler og stråhat. Han lignede en stor hval i den
mundering. Solen skinnede, og klokken var to om eftermiddagen.
Folk bredte tæpper ud på græsset og fi k gang i engangsgrillerne.
”Det bliver fedt,” sagde Ole. ”Jeg er dødsulten.”
”Det er jeg også,” sagde Tvede, der var ved at putte pølser på
grillen.
Jimmy stod med en smøg. ”Hvor bliver Jan af?”
”Han kommer derovre,” sagde Frans og pegede.
Jan bar på en stofpose og var klædt i et sort jakkesæt, slips, laksko
og hvide tennissokker.
”Hva fa’en er det for en mundering?” sagde Jimmy.
”Hvad mener du?” sagde Jan.
”Du ligner en, der skal til salgsmøde.”
Pølserne sydede og spruttede. De var ved at være klar. Bøfferne
skulle have lidt mere.
”Helt ærlig,” sagde Frans. ”Jeg har jo sagt, at brødet futter af, hvis
ikke man er helt på stikkerne.”
”Det er der vist noget om,” sagde Tvede og vendte brødene. De
var blevet helt sortsvedede.
Da de havde spist, rejste Jan sig op. ”Så, nu er det blevet tid til
dagens første arrangement.”
”Hva ska’ vi?” spurgte Jimmy.
Jan hev et boldtræ ud af sin pose. ”Vi skal spille langbold.”
”Helt ærligt Jan,” sagde Jimmy.
”Jo jo, kom nu.”
Der gik ikke lang tid, så var de i gang. Tvede slog til bolden og
sendte den hen over de løbende spillere. Bent løb prustende af sted
og nåede ikke basen, før Frans greb bolden. Så blev det Tvedes holds
33

tur til at være udehold. De spillede i en times tid. Det endte 2 - 1 til
Frans’ hold.
Bagefter fortsatte de med at spise og drikke. De legede en række
andre lege, og ved ottetiden gik Jan og Frans ud for at gøre klar til den
sidste konkurrence. Det var ølstafet. En avanceret udgave, der gik ud
på at fi nde skjulte øl og bunde dem. Tvede havde drukket ti øl, men
mente sagtens, han kunne være med. Jan og Frans kom tilbage og
meldte, at alt var klar. Der var tolv deltagere, som skulle ud og fi nde
en øl, løbe tilbage og drikke den i dommerens og publikums påsyn.
Derefter skulle man løbe ud i skoven og hente en ny. Konkurrencen
skulle vare i en halv time, og den, der havde drukket fl est øl, vandt.
Konkurrencen blev skudt i gang, og alle strøg af sted. Jimmy nåede
ikke så langt. Han faldt og blev liggende.
”Kom nu, Jimmy, ikke ligge der og dovne.”
Det var Frans stemme, men efterhånden som Tvede fjernede sig
fra stedet, lød den lavere og lavere. Han løb forbi nogle træer og
nåede et godt stykke ind i skoven. Han var ved at være godt fuld.
Han fandt hurtigt den første øl. Det viste sig at være en af de stærke.
Da han kom tilbage, råbte folk og hujede, mens han bundede den.
Bagefter luntede han tilbage og ind i skoven for at hente en ny.
Benene blev tungere og tungere, og nu havde han sværere ved at
fi nde en. Han gik dybere ind i skoven og kunne ikke fi nde fl ere.
På vej tilbage fandt han en almindelig Tuborg. Han var ved at være
godt udmattet og kom slingrende ud på en skovej. Han gik hen til
et egetræ, satte sig og faldt i søvn.
34

Kapitel 2
Splittet
Hovedet dunkede. Tvede rejste sig vaklende op. Han vidste ikke,
hvad han lavede her. Han var inde i skoven, men huskede ikke,
hvordan han var kommet derhen. Han tjekkede sit ur: seks om
morgenen. Besluttede sig for at gå tilbage til de andre, så han fulgte
stien, der førte tilbage til, hvor de havde grillet. Da han havde gået et
stykke, så han, at der lå noget på vejen et stykke væk. Det lignede et
menneske, så han skyndte sig derover og så at det var en langlemmet
pige iført løbetøj og kondisko. Han bøjede sig ned over hende. Holdt
en hånd op for hendes mund og mærkede, at hun trak vejret. Han
fi k hurtigt lagt hende i afl åst sideleje. Tog sin mobil og ringede 112.
Da han havde ringet, så han at hendes tegnebog var ved at falde ud.
Han skubbede den tilbage i hendes lomme. Han havde set denne
pige før, hun var bleg og havde kort lyst hår, men hun så ret tynd ud
i forhold til, hvordan han huskede hende. Da ambulancen kom, fi k
rederne pigen op på en båre, og så henvendte en af dem sig til ham.
”Kender du tilskadekomne?”
”Ja,” sagde Tvede.
”Har du noget mod at komme med på hospitalet?” sagde
manden.
Snart var de på vej til Gentofte Hospital med udrykning på.
Da de var ankommet, blev pigen kørt til en af stuerne, mens en
sygeplejerske spurgte ham om hans navn. Han blev vist ind på en tvstue
og fi k at vide, at der var saft og te ude på gangen. Han hentede
sig noget saft og satte sig tilrette foran tv’et. Der var to ældre herrer i
tv-stuen, og de var begge optaget af fjernsynet. Han tænkte på pigen.
Det var hende, han havde mødt under modeshowet. Det gibbede
lidt i ham. I tv’et kørte der et program om madlavning. Han mistede
hurtigt interessen og sad og blundede. Da der var gået en time, kom
en sygeplejerske ind og hentede ham.
35

De kom ind på et kontor. Sygeplejersken bad ham tage plads.
”Du hedder Simon Tvede Jensen?”
”Ja, og kaldes Tvede.”
”Og du kender tilskadekomne?”
”Nej, ikke rigtigt.”
”Jamen ambulancefolkene sagde, at du kendte hende?”
”Jeg har mødt hende en enkelt gang.”
”Nå, men vi har kontaktet hendes pårørende og fortalt, at du
fandt hende. Jeg har ikke fl ere spørgsmål, så hvis du vil, kan du godt
tage hjem.”
Opvaskemaskinen brummede stille i det velholdte køkken, mens
solen stråler bagte gennem ruden. Søndagsbesøget var ved at være
overstået, og Theodor var allerede ude på sin sædvanlige joggingtur.
Tvede sad og rørte i en dampende varm kop kaffe, mens han satte
sin mor ind i situationen. Han var stadig ør efter i nat og havde
først overvejet at tage hjem og sove videre i stedet for at tage til sine
forældre.
Ellen hældte kaffe op til sig selv. ”Men du godeste. Stakkels pige.
Og hvad lavede hun der i skoven?”
”Hun var ude at løbe.”
”Men hvad laver du midt ude i Dyrehaven klokken seks om
morgenen?”
”Vi spillede øl-stafet, og så blev jeg væk fra de andre.”
Tvede var ved at dække op til brunch. Tanja ville komme om en
halv time. Første gang, hun var kommet på besøg, havde hun
kommenteret hans lidt nørdede indretning, og det var da også
derfor, de som regel mødtes hos hende. Men han mente, at når de
var sammen, så skulle de også mødes hos ham. Han var ved at sætte
tallerkener på bordet, da det ringede på døren. Han gik ud for at
lukke op.
”Hej skat.” Tanja kom ind med en papirspose fra Magasin.
”Hvordan gik skovturen?”
”Våd.”
”Regnede det?”
36

”Nej, men vi fi k heftigt meget at drikke.”
Han gik ud i køkkenet for at lave kaffe og gøre maden klar. Satte
en stegepande over ilden og puttede en klat olie på. Han kunne høre
Tanja ude på badeværelset. Da han var færdig med at stege bacon,
gik han ud til hende.
Hun stod med en parfume i hånden. ”Har du set? Det er en
Cacharel Liberte.” Hun sprøjtede noget på sin hånd og lod ham
snuse.
”Det lugter godt.”
Hun lukkede toiletskabet op og stillede den sammen med sine
andre ting.
”Jeg har lavet brunch,” sagde han.
Hun smilede.
De gik ind i stuen. På spisebordet var der bacon, små pandekager,
røræg og cocktailpølser.
”Mmm, det ser godt ud,” sagde hun.
Han tog nogle pandekager og puttede sirup på.
”Jeg talte med Lise i går. De holder housewarming på næste
fredag.” Hun tog en mundfuld røræg.
”Det lyder da spændende.”
”Det er en af de lækreste lejligheder i Tuborg Havn.”
”Hvad er der specielt ved Tuborg Havn?”
”Har du aldrig været der? Der er totalt fedt. Der gad jeg godt
bo.”
Tvede havde været der sammen med Jimmy og spist på Club
Royal. Det var et fl ot område, men også et af de dyreste steder.
Hun så på ham. ”Hvad skal vi lave i dag?”
”Jeg skal på arbejde. Jeg er bagud med noget.”
”Helt ærlig, Tvede, på en søndag.”
Mandag morgen skulle han nå et statusmøde klokken otte, og nu var
klokken ti minutter over. Han havde siddet i kø i tyve minutter, for
der var sket et trafi kuheld ved Ryvangs Alle. Da han steg ud af bilen,
ringede mobilen. Det var Ellen.
”Leonora har ringet og vil gerne tale med dig,” sagde hun.
”Leonora? Hvad vil hun mig?” spurgte han.
37

”Det er hendes datter, Luise, der er indlagt, og lægen sagde, at
det var dig der fandt hende.”
”Leonoras datter?” Det er da for helvede løgn, tænkte han.
”Leonora kommer og besøger os i aften. Jeg vil godt have, at du
er der. Hun vil gerne takke dig,” sagde Ellen og afsluttede samtalen.
Han skyndte sig ind i receptionen og nåede lige at fange
elevatoren. Da han trådte ind på kontoret, så de alle sammen på
ham.
”Hvor blev du af i lørdags?” spurgte Jan.
Tvede tog sin jakke af og hængte den på knagen. ”Jeg for vild.”
”Det må du nok sige. Vi ledte efter dig,” sagde Frans.
”Det havde I ikke behøvet, jeg faldt i søvn under et træ.”
”Du gik altså glip af det bedste. En fl ok tøser slog sig ned hos os.
Det var Jimmy, der indfangede dem,” sagde Jan.
Tvede overvejede et øjeblik, om han skulle nævne pigen, men
sagde i stedet: ”Jeg må ind til mit møde.”
”Det må du hellere. Bjørn var inde og spørge efter dig lige før.
Jeg sagde, du var gået under jorden,” sagde Jan og grinede.
”Mange tak.” Tvede sendte ham et irriteret blik og skyndte sig
over til mødelokalet.
Da han trådte ind, sad Bjørn og Arne ved mødebordet.
”Nå, Tvede, der er du? Jeg er glad for, at du kunne afse tid til os,”
sagde Bjørn.
”Der var trafi k.”
Bjørn lagde hovedet lidt på skrå. ”Det, synes jeg, altid der er, når
vi holder morgenstatus.”
Tvede satte sig og lagde sin projektmappe på bordet. Da han
havde skænket kaffe til sig selv, begyndte Arne.
”Tvede, jeg kan se på tidsplanen, at du ikke er nået til fase to. Er
du sikker på, at du når det til på fredag?”
”Hvis jeg arbejder over.”
”Det håber jeg, for ellers så skrider planen.”
De gennemgik de aktiviteter, han skulle gennemføre for at
blive færdig. Bjørn sagde ikke et ord resten af mødet, og det var
ildevarslende. Hvorfor skulle Bjørn absolut være der, når han
alligevel ikke havde noget at tilføje?
38

Nede i kantinen var der trængsel, for de to venner var gået til frokost
tidligere, end de plejede. Ole skulle nemlig til et møde klokken et.
Ole så bekymret på ham. ”Du ser helt grå ud i hovedet.”
”Jeg er ved at være træt af det her. Det virker, som om Arne aldrig
bliver tilfreds.”
”Det er hans natur. Men det bliver den slags mennesker, du kan
slippe for, når jeg får gang i vores projekt.”
Tvede smilede. ”Vores projekt? Rolig nu. Jeg ved godt, at du vil
have mig med, men spørgsmålet er om jeg overhoved tør.”
”Du kan jo bare kigge med fra sidelinien. Jeg er gået i gang med
forretningsmodellen.”
”Jeg vil gerne se den, men jeg bliver nødt til at give det lidt
betænkningstid. Tanja synes i forvejen, at jeg arbejder for meget.”
Resten af dagen føltes som en evighed. Selvom han var bagud,
kunne han ikke koncentrere sig om sit arbejde. Han blev ved med
at tænke på, hvorvidt det ville være fornuftigt at starte op med Ole.
Selve tanken tiltalte ham, men der var stadig noget, der nagede ham.
Ole havde nemlig hang til det alternative, og det kunne lige passe,
hvis han begyndte at fl ette den slags ind i projektet. Tvede så for sig,
hvordan de konsulterede en indisk guru eller en kendt astrolog med
speciale i projektledelse.
”Tvede. Det var godt, at du fandt min datter. Hun kunne være død.”
Ellen skænkede te op. ”Ja, det var altså et utroligt lykketræf.
Hvordan har hun det?”
”Hun er i bedring og er netop kommet til bevidsthed.” Leonora
tog en af Ellens hjemmebagte småkager.
”Hvad fejler hun?” spurgte Tvede.
”Hun har overanstrengt sig. Hun har altid så travlt med alt
muligt. Jeg synes, hun kører sig selv for hårdt, men jeg kan ikke gøre
noget. Hun fl yttede hjemmefra for tre år siden og bor i en lejlighed,
jeg har skaffet hende. Siden hun holdt op som model er det bare gået
ned ad bakke.”
”Hvis der er noget, jeg kan gøre…” sagde Ellen.
”Det er meget vanskeligt at hjælpe Luise,” sagde Leonora og så
på ham.
39

Han så hende i øjnene. Han havde en svag fornemmelse af, hvad
Leonora ville.
”Tvede, måske kunne du give hende et besøg. Bare for at muntre
hende op. Mig vil hun ikke se, og så vidt jeg ved, har hun ingen nære
venner. Hun er temmelig sky.”
”Ja, det var da en god ide, ikke Tvede?” sagde Ellen.
”Mm jo, men Tanja skal ikke vide noget. Hun kunne nemt
misforstå det, hun er ret jaloux.”
Tanja havde altid planer for, hvad hun og Tvede skulle, så der gik et
par dage, før han fi k mulighed for at besøge Luise. Men Tanja skulle
ud til sin veninde, Lise, om torsdagen, så han fi k den sene eftermiddag
for sig selv. Han kørte forbi en blomsterhandel og fortsatte så til
Gentofte Hospital. De brune gange lugtede af rengøringsmidler, og
det slog ham, at det var meget længe siden, han selv havde været på
et hospital. Det var dengang, hans farmor døde. Da han var fremme,
spurgte han en sygeplejerske, som sagde, hun lå på stue 12.
Han kom ind i en almindelig hospitalsstue med hvide vægge.
De hvide gardiner var trukket for de store vinduer og blafrede let i
vinden, da et af vinduerne var åbnet på klem. Der lugtede rent, men
der var alligevel en svag lugt af noget indeklemt. Over hver af de to
senge hang der en tavle. Den ene seng var tom og i den seng, som var
nærmest vinduet, lå Luise og så ud til siden med et tomt blik. Tvede
følte sig ikke velkommen. Nu, hvor han var kommet, slog det ham,
at de jo ikke kendte hinanden. Han følte, at han trængte sig på, og
overvejede i et splitsekund at gå igen, men i stedet gik han hen til
hende.
”Hej, Luise,” sagde han stille.
Luise så undrende på ham. ”Hvem er du?”
”Jeg hedder Tvede. Det er mig, der fandt dig.”
Der gik lidt tid, inden Luise sagde noget. ”Gider du godt gå
igen?”
Han vidste ikke, om han skulle blive vred eller le, men valgte at
se det fra den humoristiske side.
Han holdt blomsterne frem mod Luise. ”De er til dig.”
40

Hun stirrede tomt på den modsatte væg, som om han ikke var
der. Ved vinduet stod der en blomstervase. Han tog den hen til en
håndvask, fyldte vand i og satte blomsterne i vasen. Han kunne se at
Luise var for afkræftet til at føre en samtale, så han satte sig og kiggede
gennem det tynde gardin. Det var godt vejr udenfor, ikke en sky på
himlen. Mens han sad der, tænkte han på en episode fra dengang,
han gik på Lyngby Handelsskole. Han deltog i Sjælsø Rundt og på
et tidspunkt kom han cyklende forbi en græsmark, hvor der holdt en
ambulance. På en bænk ved siden af sad der en høj og tændstiktynd
pige, som tydeligvis var blevet udmattet af at cykle. Han var standset
op og havde spekuleret på, hvordan han kunne komme hen til pigen
og tale med hende. Tvede spekulerede på, hvorfor han tændte på
disse kvinder. Måske var han også selv skrøbelig. Han så på Luise,
som havde trukket dynen op over sig, så man kun kunne se ansigtet.
Hun stirrede stadig tomt ud i luften og efterhånden begyndte tvivlen
at nage.
”Gå!” sagde hun.
Nu ønskede han, at han var blevet hjemme.
”Ok, hvis du ikke har andet at sige.” Han rejste sig og gik.
Dagen efter var han igen hos sine forældre. Han plejede at hjælpe
Theodor med den årlige havegravning, og Ellen ville høre om hans
besøg, så hun havde inviteret ham over til middag. Efter at han
havde siddet i køkkenet med Ellen og fortalt om besøget, iførte han
sig noget af Theodors gamle arbejdstøj og gik ned i baghaven til sin
far, som var i gang med at grave.
”Nå, det er i sidste øjeblik?” sagde Tvede drillende.
”Jorden er blød, så det går.”
Han trådte ud i den ujævne muld og gik i gang med at hive
ukrudt ud af den vendte jord, mens faren gravede med et fast tag om
spaden.
Uden at standse med gravningen sagde Theodor: ”Jeg hører, at
du har besøgt Leonoras datter. Har hun det godt?”
”Hun har det fi nt.”
Theodor gravede videre, mens Tvede smed et stykke ukrudt op
på trillebøren.
41

”Ellers noget nyt?” spurgte Theodor.
”Ole er ved at starte sit eget fi rma.”
”Hvem er det nu Ole er?”
”Ole Hansen, ham, der boede her på vejen. Han er systemudvikler
i TT-Bank. Han har planer om at starte et rådgivningsfi rma og har
spurgt mig, om jeg vil være med.”
Theodor smilede overbærende. ”Rådgivningsfi rma? Ja, dem
kender jeg alt for godt. Dem skal man holde sig fra.”
”Hvorfor?”
”Jeg har været i kløerne på sådan et engang. Jeg kan love dig for,
at det blev en dyr omgang.”
Tvede sagde ingenting. Rystede jorden af en skvalderkål.
”Herbert, som jeg spiller golf med, hans søn er lige blevet færdig
med datalogistudiet.”
”Det var da heldigt for ham.”
”Ja, for som han siger: De gyldne tider kan vende lige som i
år 2001. Så hvis du endelig skulle kvitte din konsulentvirksomhed,
hvorfor gør du så ikke dit studie færdigt?”
Tvede sagde ikke noget. Koncentrerede sig om lugningen.
”Du burde altså overveje det. Det kan jo ikke blive ved med at gå
godt, og du har jo pengene til det.”
Tvede var i sit festtøj, og Tanja så rigtig smart ud i sin lyseblå kjole.
Tallene i elevatoren skiftede, efterhånden som de bevægede sig op.
Da de nåede til femte sal, ringede han på døren. Der lød musik inde
fra lejligheden. Han var spændt på at se den, for Tanja havde snakket
om den hele vejen.
”Hej, kom inden for.” Lise omfavnede Tanja.
Han hilste på Lise og overrakte hende gaven. De kom ind i stuen,
som var indrettet i lyse farver med parketgulv, egetræsmøbler og et
fl ødefarvet sofaarrangement. Tvede var imponeret. Folk stod med
drinks, og der var anrettet sandwiches på et bord. Tanja gik over for
at snakke med Susanne, mens han gik hen og tog velkomstdrinks til
sig selv og Tanja. Da han havde givet hende hendes drink, gik han
over til buffeten og tog sig en frikadellesandwich. Han stod lidt for
sig selv og kiggede på folk. Tanjas venner bestod mest af kvinder
42

og mænd fra salg- og marketingbranchen. Niklas var der også, for
det var Lises bror. Tvede så, hvordan Niklas hilste kærligt på Tanja.
Niklas og Tvede havde ikke noget at sige hinanden, så de hilste kun
høfl igt på hinanden. De andre gæster sagde ham heller ikke noget,
for han vidste ikke, hvad han skulle snakke med dem om.
Lises kæreste, Robert, kom hen og hilste på ham. ”Nå, Tvede.
Hvad synes du?”
”Flot hjem, I har fået.”
”En af Lises veninder er indretningsarkitekt.”
”Okay?”
”Hvordan går det med dig? Jeg hører, at du har fået en ny
kontrakt.”
Tvede lagde mærke til, at Tanja stod og snakkede med Niklas.
”Jeg er blevet forlænget med et år.”
”Hvad med dig og Tanja. Har I tænkt jer at fl ytte sammen?”
Hvorfor spørger han om det? Er det Tanja, der har underholdt
Lise om det? Tvede valgte at glide af på spørgsmålet. ”Nej, ikke lige
nu. Det har vi ingen planer om. Hvordan går det med dit arbejde?”
”Vi har gang i et nyt salgskoncept. Vi har lavet de sejeste…”
Robert talte i det næste kvarter, indtil en pige brød ind og ville
danse med ham. I det næste stykke tid gik Tvede rundt for sig selv
eller småsnakkede med nogle af de andre. Alle var imponerede over
hans løn. Det virkede, som om det var det eneste, der interesserede
dem.
Da der var gået et par timer, var musikken slået over i langsomme
sjælere. Tanja og Niklas dansede tæt. Det havde de gjort den sidste
halve time. Tvede skulede derover. Hvad fanden laver du med den
nar, tænkte han. Der opstod en pause i musikken. Niklas gav Tanja
et kram, og så gik han over til nogle venner.
Tvede gik hen til Tanja. ”Skal vi danse?”
De dansede til et af Justin Timberlakes stille numre.
Bilen gled gennem natten. Vejlysene susede forbi og oplyste kabinen
et øjeblik for så at forsvinde igen. Tvede satte i fjerde gear.
”Var det ikke en super indretning?” sagde Tanja og så sig i spejlet.
”Det må jeg sige, Lise og Robert har smag.”
43

”Lise kan det hele, og nu venter hun sig også.”
”Gør hun det? Hvornår fi k du det at vide?”
”Her til festen. Og Susanne har inviteret os til lille Idas fødselsdag.
Hun fylder 1 år. Er det ikke bare nuser?”
”Jeg skal love for, at der sker noget.”
”Der sker noget for alle andre, men hvad med os?”
”Hvad mener du?”
Hun så vredt på ham. ”Det ved du udemærket godt.”
Der var gået en uge siden Tvedes besøg på hospitalet. Netop som
han troede han havde glemt alt om Luise, var hun poppet op i hans
tanker. De sidste dage havde han gået og tænkt på hende, men hvad
nyttede det, når hun ikke var interesseret i ham. Til sidst havde
fristelsen dog overmandet ham. Han havde en æske chokolade med
denne gang, for han tænkte, at han måske kunne få lidt sul på hende.
Da han kom ind på stue 12, sad Luise oprejst og havde trukket
dynen tæt op til hagen. Gardinet var trukket fra, og solen skinnede
ind. Det fi k stuen til at virke mere gæstfri.
”Hej Luise,” sagde han. ”Jeg har chokolade med”
Han satte sig og lagde æsken på hendes natbord. Hun skævede til
den.
”Prøver du at fede mig op?” spurgte hun.
”Nej, det er bare...” Han vidste ikke, hvad han skulle sige, men
på en måde kunne han godt lide hendes direkte facon.
”Det er det, de prøver på,” sagde hun.
”Hvad?” spurgte han desorienteret.
”Fede mig op. Det er det, de prøver på. Lægerne…de skide læger.”
”Du skal da havde noget at spise, ellers går du jo bare og dejser
om.”
”Du holder bare kæft, jeg dejser aldeles ikke om.”
Tvede fortrød sit kække svar. Han var ikke interesseret i at
komme op at skændes, så han svarede hende ikke.
”Henter du mere vand?” sagde Luise og så på vandkanden, der
stod på bordet.
”Ja, selvfølgelig,” sagde han.
Han gik ud til rullebordet med saft og juice og fyldte kanden op
44

med kildevand. Da han kom tilbage, så han, at chokoladeæsken var
blevet åbnet, og at Luise gumlede på noget.
”Nå, du ku ikke lade være?” sagde han.
”Lægerne siger, at jeg skal op på 52 kilo, så bliver jeg udskrevet,
og min mor har lovet, at jeg kan få lov at blive i min lejlighed, hvis
jeg gør, som lægerne siger.”
”Det er vel din egen sag?”
”Nej, for det er min mor, der betaler.”
Det var aften, og Tvede holdt uden for Tanjas opgang.
Da hun steg ind i bilen, hilste hun ikke på ham. Så bare på ham
med et alvorligt udtryk. ”Hvor har du været?”
Han så ud af forruden. ”Jeg har været hjemme og ordne nogle
ting.”
”Hvorfor tog du ikke din mobil? Jeg ringede til dig klokken
seks.”
”Jeg havde et møde. Det trak ud.”
Tvede var ikke god til at lyve, men han vidste, at Tanja ville fare
i fl int, hvis han fortalte hende om Luise.
”Du kunne i det mindste ha´ ringet. Jeg har booket bord til
kokken otte, og klokken er kvart over?”
”Så lad os komme af sted. Jeg skal nok huske at ringe næste
gang.” Han startede motoren.
Men hun blev ved med at se fornærmet på ham.
”Hvorfor ser du sådan på mig?”
”Det er utroligt, du ikke selv kan se det. Prøv at se på Lise og
Robert. Lise kan ikke forstå, hvorfor vi ikke er i fuld gang med at se
på lejligheder. Hun siger, at det er det helt rigtige tidspunkt nu, hvor
priserne er i ro.
Restaurant Magnifi ko var en italiensk restaurant i et lille gult hus
tæt ved Charlottenlund Strandpark. Her kom de tit, for den lå tæt
ved Tanjas bopæl. Hun sad og kiggede i sin mobiltelefon, mens
Tvede var optaget af at se på en dreng, der sad sammen med sine
forældre, og som rakte tunge af ham. Tjeneren kom hen til dem, og
efter de havde bestilt deres mad, sad de uden at sige noget. Hun så
45

grundende på ham. Det var, som om hun stadig var sur over deres
skænderi. For at muntre hende lidt op spurgte han, hvordan det gik
på hendes arbejde. Hun virkede åndsfraværende, men sagde, at de
havde fået ansat en ny medarbejder. Mens de spiste, forsøgte han at
starte en samtale, men Tanja virkede, som om hun var i sine egne
tanker. Da de havde spist, gik de ned til stranden. Der kom en frisk
brise fra havet, og bølgerne rullede skummende op ad sandet. De
gik hånd i hånd, og da de var nået ned til vandet, vendte de sig mod
hinanden. Han ville kysse hende, men hun undveg.
”Tanja. Hvad er der i vejen?”
”Det er bare…synes du ikke Lise og Roberts lejlighed er lækker?”
”Jo.”
Hun trykkede sig ind til ham. Sagde, at hun brændende ønskede
sig sådan en, og at Lise havde ret i, at priserne var gunstige nu. I en
overtalende tone spurgte hun ham, om de skulle begynde at kigge
efter en lejlighed.
”Det kan vi godt. Når jeg får lidt bedre tid.”
Hun slap ham. ”Helt ærligt, Tvede, så bliver det jo aldrig.”
”Jamen, skat.”
Hun begyndte at kysse ham. Ӂrh jo, kom nu. Skal vi ikke
begynde nu? Jeg kan komme over, og så kan vi kigge på annoncer
sammen.”
Han trak hende ind til sig og kyssede hende let på munden, men
hun kunne mærke, der var noget i vejen, og ville vide hvad det var.
Han blev varm i kinderne. ”Der er altså ikke noget.”
Hun rev sig løs og begyndte at gå over mod bilen.
Han fulgte tøvende efter. Følte sig afsløret, og alligevel var det, som
om det ikke gjorde noget. Han låste bilen op med fjernbetjeningen.
Hun smækkede døren hårdt i og stirrede ud gennem forruden. De
talte ikke sammen, før han gjorde holdt uden for hendes opgang.
”Vi ses i morgen,” sagde hun og åbnede bildøren.
”Det kan vi ikke. Der skal jeg arbejde over.”
”Arbejde over? Du skal altid arbejde over. Har du aldrig fri?”
”Jeg har da tit fri. Det er bare de her dage.”
”Det siger du altid. Det har været sådan her, lige siden vi traf
hinanden.”
46

Tvede havde besluttet sig for at se Luise en allersidste gang. Han
kom ind i hospitalsstuen og så, at hun sad op i sengen.
”Hej Tvede,” sagde hun.
”Hej.” Han tog en stol hen til hendes seng og satte sig.
De så på hinanden uden at sige noget. Hendes grønne øjne
funklede lige som den første gang, han havde set hende. Hun gav
ham et genert smil. Han mærkede en varme strømme gennem
kroppen. Et øjeblik var det, som om han fortrød alle de tanker, han
netop havde tænkt.
Hun tog hans hånd. ”Min mor sagde, at det var dig, der fandt
mig.”
Hendes arm var stadig helt benet. Kinderne indsunkne. De sad
længe uden at sige noget.
Han tænkte, at han hellere måtte får det overstået og rømmede
sig. ”Luise?”
”Ja?”
”Jeg kan ikke besøge dig mere. Min kæreste er ret jaloux.”
”Det er der nogen mennesker, der er. Men det var sødt af dig at
komme.” Luises udtryk blev fjernt.
Han ringede på hos sine forældre. Tanja var ude at shoppe med Ellen,
og de havde lovet at være tilbage klokken seks, så det var faren, som
lukkede op. Tvede hængte sit overtøj på en bøjle i skabet. Theodor
havde travlt med noget og var gået tilbage til sit arbejdsværelse, så
han satte sig ind i stuen og gav sig at til kigge i en avis, der lå på
sofabordet. Mens han bladrede, tænkte han på Tanja, men jo mere
han gjorde det, jo mere frustreret blev han. Han var jo glad for
hende, men han følte, at hun skubbede for hårdt på. Hvordan skulle
han forklare hende, at han havde brug for ro nu? Han var ikke sikker
på, at han var parat til at fl ytte. Og nu, hvor han havde sagt endeligt
farvel til Luise, blev han klar over, at han faktisk var mere tiltrukket
af hende. Han blev revet ud af sine tanker, da det ringede på døren.
Han gik ud for at lukke op. Ellen og Tanja kom ind, de havde røde
kinder og bar på store poser. Han bar Tanjas poser ind i soveværelset
og sluttede sig til dem inde i køkkenet.
”Jeg har bare købt den lækreste bluse,” sagde Tanja og så på ham.
47

”Jeg må sige, at Tanja har smag,” sagde Ellen, imens de tog
madvarer fra poserne og satte dem i køleskabet. Så vendte hun sig om
og så på ham. ”Men Tvede. Du skal da fortælle mig sådan noget.”
”Øh, hvad?”
”At I skal ud og se på lejligheder. Hvorfor har du ikke sagt, at I
skal fl ytte sammen?”
”Flytte sammen?” sagde Tvede desorienteret.
”Ja, Tvede, det ved du da godt. Det har vi da aftalt,” sagde Tanja.
Det fl ød med aviser på Tvedes skrivebord. Tanja var ved at se på
nogle annoncer på home.dk, mens han bladrede i Berlingskes
boligsektion. Han var ikke særlig optaget af avisen, for i kantinen
havde Ole underholdt ham om det sidste nye i sine fi rmaplaner:
Han skulle mødes med sin gamle arbejdsplads Centronix om et par
uger, for de havde tilbudt at være forsøgskunde. Ole havde også
inviteret ham ud på en sejltur til Hven, mens hans kæreste, Kate, var
ude at rejse, og Tvede glædede sig, for så ville der blive ordentlig tid
til at tale om fi rmaet.
Tanja klikkede på en annonce. ”Se, her er en penthouselejlighed
i city til seks millioner. Den burde vi have råd til.”
”Seks millioner. Vi sætter os ikke i en lejlighed til seks millioner.”
”Hvorfor ikke? Du tjener da over 90.000 om måneden.”
”Ja, nu. Men jeg er freelance. Tingene kan vende. Jeg er nødt til
at sætte til side til dårlige tider.”
”Sætte til side? Dårlige tider? Hvem siger, der bliver dårlige tider?
Du er altid så pessimistisk.”
Ejendomsmægleren gjorde et kast med hånden. ”Stuen er på 40
kvadratmeter, og da vinduerne vender mod sydvest, så er den oplyst
det meste af tiden.”
Tanja strålede. ”Er her ikke bare lækkert?”
”Jo, lad os se på køkkenet.”
Ejendomsmægleren vinkede dem over. ”Dette er et moderne
spisekøkken fra Invita med keramisk induktionskomfur fra Voss,
stort køleskab med ismaskine og køkkenbord af granit.”
48

Tanja var helt overvældet. ”Det er altså for vildt det her. Synes du
ikke, Tvede?”
Han havde tænkt, at det var bedst at se uinteresseret ud, men det
kunne han vist godt opgive.
I de næste tre uger var de ude at se på ni andre lejligheder, men
det blev ikke uden sværdslag. Tanja var begyndt at kigge efter
lejligheder i Tuborg Havn, for det var jo der, Lise og Robert boede.
Og efterhånden som tiden gik, blev lejlighedskiggeriet mere og mere
krampagtigt, for det endte nemlig altid med, at de kom ud og se
på nogle meget dyre lejligheder, og det, syntes Tvede, var spild af
tid. Tanjas forældre havde også hørt om fl ytteplanerne og havde
inviteret dem over, og Tvede kunne se, at han blev viklet længere
og længere ind i disse fl ytteplaner. Det ærgrede ham, at han ikke
havde tid til at se sine venner. Han havde måtte takke nej til en
invitation fra Anders, som ville have ham med på en ny herretur.
De havde også sprunget den månedlige aften på Barboa over. Tanja
var efterhånden ved at køre træt, men alligevel blev hun ved med at
foreslå lejligheder til urealistiske priser. Til sidst lykkedes det hende
dog at fi nde en lejlighed til en rimelig pris, som lå i Tuborg Havn.
Det var om fredagen, dagen før Tvede skulle ud og sejle. De havde
siddet i hans arbejdsværelse i to timer, og det var ved at blive sent.
Hun pegede på billedet i homes hjemmeside. ”Tvede, vi bliver
nødt til at tage ud og se på den lejlighed i morgen.”
”Det kan vi ikke, der skal jeg ud og sejle med Ole.”
”Jamen så tager jeg selv ud og ser den.”
”Jeg vil også godt med. Vi skal trods alt bo der begge to, det må
blive på søndag.”
”Jamen så risikerer vi, at den bliver solgt.”
”Det kan godt være, men det er der ikke noget at gøre ved. Der
dukker nok noget andet op.”
Hun gloede olmt på ham.
Solen skinnede, og der var mange mennesker i Skovshoved Havn.
Folk sad ved borde og spiste pølser og is. Der holdt biler med
kajakker på taget, og der var små motorbåde på klods. Tvede kom
49

gående ad en bådebro forbi de store lystbåde. Ole stod og baksede
med et reb på dækket af en stor glasfi berbåd.
”Flot båd,” sagde Tvede.
”Det er en Carver 33, 400 heste,” sagde Ole og smilede stolt.
”Et det din?”
”Jeg har lånt den af Kates bror.”
Tvede steg om bord.
”Jeg har købt kolde øl og pølser, som vi kan grille på Hven,”
sagde Ole.
De sejlede fra havn og satte kurs mod øen. Tvede nød den kølige
luft i ansigtet, mens bølgerne slog ind mod siden af båden. Han gik
op til styrehuset og stillede sig ved siden af Ole.
”Hvordan går det med Tanja?” spurgte Ole.
”Hun er ikke til at holde ud i øjeblikket. Hun er helt bidt af, at
vi skal købe lejlighed, og hun blev sur, da jeg mindede hende om
sejlturen. Hun havde selvfølgelig fundet den helt rigtige lejlighed,
som vi skulle ud at se på i dag.”
”Det virker, som om Tanja er ligeglad med dit arbejdsliv.”
”Du må da kende det fra Kate?”
”Kate er jo selv fra it-branchen.”
”Det må være det.”
Tvede så på det hvide skum, der kom, når båden pløjede sig
gennem bølgerne. ”Fik du talt med Centronix?”
”Det gjorde jeg. Jeg kender direktøren Klaus Madsen. Han var
min leder den gang.”
”Hvornår var det?” spurgte Tvede.
”Det er tre år siden. Jeg var først udstationeret i Köln, og bagefter
arbejdede jeg i Klaus afdeling. Den gang talte vi også om stress på
arbejdspladsen. Klaus har selv været indlagt med stress, så han tager
det meget alvorligt.”
”Så er han vel også den helt rigtige at gå til,” sagde Tvede.
”Nemlig, og med sådan en stor kunde har vi en god reference.”
Tvede så på et fragtskib langt væk.
”Har du nogen sinde været på Hven?” spurgte Ole.
”Nej, aldrig.” sagde Tvede.
”Det er der, Tycho Brahes observatorium ligger.”
50

”Det ved jeg.”
”Der ligger også et museum.”
”Jeg er ikke så vild med museer. De giver mig klaustrofobi.”
”Nå, men det er heldigt for dig, for museet har lukket på denne
tid.”
Da de havde sejlet en halv time, var de ved at være fremme.
De lagde til, og Ole tøjrede båden ved bådebroen. ”Der er et
godt stykke vej til observatoriet. Man kan leje cykler, men jeg synes,
vi skal spadsere, for vi har tid nok. Bagefter kan vi fi nde et sted på
stranden, hvor vi kan spise.”
De vandrede forbi grønne marker og huse ad en lige landevej,
indtil de nåede til stedet. På den venstre side af vejen lå observatoriet
omgivet af et lavt stakit. Der var fem små bygninger, der lignede
store rør, der stak op af jorden. Den største havde en grøn kuppel
som tag, og de fi re andre havde et næsten fl adt tag. De fl ade tage var
udstyret med vinduer, så man kunne se ned i observatoriet. Der var
også et trekantet skur, som udgjorde nedgangen til komplekset, men
det var låst af.
”Det er så Stjerneborg. Tycho Brahes andet observatorium på
Hven,” sagde Ole.
”Hvad blev der af det første?” spurgte Tvede.
”Uranienborg blev revet ned for længe siden, men området er
markeret, så man kan se, hvordan det har set ud.”
Tvede kiggede ned gennem et vindue, men kunne ikke se noget.
”Tycho Brahe byggede Stjerneborg her, fordi det som
underjordisk anlæg gav større stabilitet til instrumenterne. Han var
en af 1500-tallets førende astronomer, og han var også astrolog.”
”Er det derfor han interesserer dig?”
”Ikke kun. Du må huske på, at dengang regnede man astronomi
og astrologi for at være inden for samme felt.”
Da det var ved at blive mørkt, gik de tilbage ad den samme vej,
de var kommet og ned til stranden. De fi k gang i grillen, og snart sad
de med varme pølser og kolde øl. Da de havde spist, lå de og så op i
nattehimlen. Det var en stjerneklar nat og lunt for årstiden.
”Man mener, at universet er 14 milliarder år gammelt,” sagde
Ole.
51

”Ja, det er fascinerende at tænke på.”
”Gad vide, hvad der kom før the big bang.”
”Den slags kan du ikke bruge til noget. Jeg hørte en fysiker blive
interviewet om det en gang, og han kunne ikke give noget svar. Det
er lige som at tale om, hvad der er for enden af universet.”
”Men det er da spændende.”
”Nej,” sagde Tvede. ”I øvrigt tror jeg ikke på the big bang. Jeg
kan bedst lide teorien om det pulserende univers.”
”Du mener teorien om, at universet udvider sig og indskrænker
sig i al evighed?”
”Netop.”
”Tror du så på et liv efter døden?”
”Næ, jeg tror, at når vi er døde, så er vi væk.”
”Jeg synes, det lyder ulogisk. Vi er live nu, men har en evighed
bag os og foran os, hvor vi ikke eksisterer.”
”Det kan du have ret i, men jeg er ikke glad for at tænke på den
slags.”
”Hvorfor?”
”Fordi man bliver skør af at tænke sådan.”
”Hvorfor har du så meget imod den slags? Der er mere mellem
himmel og jord, end du kan tage og føle på.”
”Du mener ting som astrologi?”
”Ja, det er et meget spændende område.”
”Det siger du jo, men man kan ikke påvise noget af det
videnskabeligt.”
”Det er der så meget, man ikke kan. Jeg er sikker på, at man i
fremtiden vil fi nde nye tankeformer og udvide de videnskabelige
begreber.”
”Hvad mener du?”
”Tycho Brahe for eksempel. Han påviste, at der var dukket
en ny stjerne op på himlen i en tidsalder, hvor man troede, at
stjerneverdenen var uforanderlig. Astronomer har siden hen fundet
ud af, at det var en såkaldt supernova. Se, det var en mand med
visioner. Han tænkte alternativt.”
”Jeg kan også være visionær, men det alternative har aldrig været
mig,” sagde Tvede.
52

”Det ved jeg godt.”
”Hvorfor siger du det?”
”Kan du huske vores spøgelsesleg?”
Det kunne Tvede godt. Da de var små, dekorerede de Oles
værelse med uhyggelige masker og skeletter. Når de var klar, slukkede
de lyset og lod den, som ventede udenfor, komme ind kun udstyret
med en lommelygte.
”Det var meget sjovt. Charlotte blev enormt bange for den
vampyrmaske, jeg fi k lavet,” sagde Tvede.
”Og da Charlotte ville have os med på en spiritistseance, så
fl ippede du helt ud,” sagde Ole og smilede drilsk.
”Astrologi kan jeg klare, men spiritisme løber mig stadig koldt
ned ad ryggen.”
”Hvorfor egentlig?” spurgte Ole.
”Min mors onkel mente, at spiritisme er djævelens værk. Han
fortalte os, hvordan folk er blevet sindssyge af det.”
”Det er altså ikke så slemt Tvede. Du burde åbne op for de sider
af livet.”
”Det vil jeg ikke. Jeg har altid været bange for at blive sindssyg.”
De sad længe uden at sige noget. De sidste gløder fra bålet
ulmede stadig.
”Har du tænkt over det?” spurgte Ole.
”Over hvad?”
”Om du vil være med i fi rmaet.”
”Jeg er lidt i syv sind. Jeg vil jo gerne være med, men jeg har så
mange andre ting at se til. Tanja får et anfald, hvis hun hører, at jeg
skal i gang med mere arbejde,” sagde Tvede.
”Det forstår jeg godt, og jeg skal ikke presse, men det behøver
ikke at tage så meget af din tid. Du kan bare få nogle afgrænsede
opgaver i begyndelsen.”
”Tja, det lyder jo fristende, men måske skulle du fortælle mig
lidt om, hvad du har tænkt.”
”Min vision er at skabe ideen om en virksomhed uden stress.
Forestil dig en virksomhed, hvor man kan lave det, man er bedst til,
og hvor man kan arbejde på sin egen måde. En virksomhed, hvor
der er fornuftige tidsplaner, og hvor alle hjælper alle.”
53

”Det lyder som en drøm, jeg havde forleden,” sagde Tvede.
”Min plan er at lave et koncept til fi rmaer, hvor vi kan vise, at
man med de optimale arbejdsforhold til medarbejderne kan skabe
et større plus på bundlinien. Der skal være forskellige motiverende
tiltag som f.eks. økologisk kantine, fi tness og massage. Og i starten
skal der også være en stresscoach tilknyttet.”
”Det lyder meget godt, men er der økonomi i det?” sagde Tvede.
”Det er der, for det øger produktiviteten og mindsker
sygefraværet. Vi tager udgangspunkt i bøger om stresshåndtering og
personlig udvikling, for det er meningen, at både ledelsen og de
menige medarbejdere skal arbejde aktivt på dette område.”
Tvede satte sig op. ”Jeg tror ikke, du behøver at fortælle mere.
Det her har jeg villet længe. Jeg vil gerne være med, men på en
betingelse.”
Ole så forventningsfuldt på ham.
”Ingen Astrologi, Tarok eller lignende.”
”Det vidste jeg, du ville sige. Og de fl este erhvervsledere er på
linje med dig, så vi kører det straight. Ingen alternative metoder.”
Da Tvede kom hjem fra sejlturen, tændte han for mobilen. Der lå en
besked fra Ellen, som spurgte, om han og Tanja ville spise middag
hos dem om aftenen.
Han åbnede sin taske og lagde noget materiale, han havde fået
fra Ole, på spisebordet. Derefter ringede han til Tanja og spurgte
hende, om hun ville med.
”Det ved jeg altså ikke, om jeg har lyst til.”
”Kom nu skat. Så kan vi jo tage ud og se på lejligheden her til
formiddag.”
”Hvordan gik sejlturen?” spurgte hun uinteresseret.
”Den gik fi nt. Jeg fi k talt med Ole og…”
”Okay, så siger vi bare det, men tjekker du lige, at den stadig er
til salg?”
Han kørte forbi Tanja og samlede hende op. En halv time efter var
de i Tuborg Havnepark. De fandt lejligheden, og mægleren ventede
inden for.
54

”Der har været mange og se på den, så I skal være hurtige.”
Ejendomsmægleren viste dem lejligheden. Det var en moderne
lys lejlighed, og da det var en stuelejlighed, var den lidt billigere end
de andre i området, fortalte mægleren.
Tanja var begejstret. ”Den tager vi, ikke Tvede?”
”Det må vi hellere,” sagde han. ”Vi kan heller ikke blive ved med
at lede.”
Lidt senere på dagen sad han i Tanjas stue og ventede, mens hun
gjorde sig klar inde i soveværelset. Klokken var tyve minutter i seks,
og Tvedes forældre ventede dem klokken seks. Da hun kom ind i
stuen, ringede hans mobil.
Det var ejendomsmægleren. ”Jeg beklager, men lejligheden var
netop blevet solgt, da jeg viste jer den.”
Tanja stod og så på ham, mens han hørte beskeden.
Han lagde på og så op på hende.
”Hvad sagde han?” spurgte hun.
”At den allerede er solgt.”
”Det er løgn!” råbte hun. ”Det er fandeme løgn!”
Han rejste sig. ”Helt ærligt Tanja, det kan jeg ikke gøre for.”
”Det var aldrig sket, hvis vi havde set på den i går!”
”Jamen, der var jeg jo ude og sejle. Vi havde vigtige ting at drøfte
om fi rmaet.”
”Jeg vil blæse på jeres fi rma! Vi fi nder aldrig noget på denne
måde.”
Han begyndte at gå hen mod entreen. ”Jo, vi gør. Der dukker
noget nyt op.”
Hun blev stående. ”Vi har ledt og ledt. Der dukker ikke noget op
som dette. Og det ved du godt.”
”Men så må vi jo fi nde noget et andet sted,” sagde han og vente
sig om i entreen.
Hun satte armene i siden. ”Ved du hvad, vi har ledt i 2 måneder
snart. Og der har faktisk været fl ere fede lejligheder. Vi skulle bare
have slået til.”
”Det var alt sammen lejligheder til over fem millioner. Jeg har jo
sagt, at vi ikke kan sidde så stramt i det. Som freelancer ...”
55

”Jeg er ligeglad. Når Lise og Robert kan, så kan vi vel for helvede
også!”
”Kan vi ikke tale om det senere? Vi skal gå nu.” sagde han.
”Jeg går ingen steder. Du kan selv tage af sted,” sagde hun og
fulgte ham til dørs.
Hun smækkede døren hårdt i bag ham, og på vej ned ad trapperne
ringede hans mobil.
”Hej Tvede. Kunne du ikke gå forbi Brugsen og købe en liter
mælk og en bakke tomater?”
”Det skal jeg nok.”
”Hvornår kommer I?”
”Det bliver kun mig. Jeg er der om en halv time.”
Han tog en liter letmælk og puttede den i indkøbskurven. Så gik
han over til frugt og grønt og tog en bakke tomater. Ved æblerne
stod en høj og tynd pige. Da hun tog et æble, trillede nogle af de
andre ned på gulvet. Pigen gav et suk af ærgrelse. Han så på hende
og opdagede, at det var Luise.
Han skyndte sig derover. ”Hej Luise, skal jeg hjælpe dig?”
”Hej Tvede.”
De samlede æblerne op. Hun tog et par stykker og sendte ham et
smil. Vendte sig om for at gå.
”Luise?”
Hun vendte sig mod ham. ”Ja?”
”Jeg tænkte, om vi ikke skulle mødes en dag? Vi kunne drikke en
kop kaffe?”
”Det kan vi godt.”
”Kan jeg ikke få dit telefonnummer?”
Dagen efter var Tvede og Tanja på Restaurant Magnifi ko. Han var i
dårligt humør, for Ellen havde bebrejdet ham, at han var taget ud og
sejle. Han skulle være taget med Tanja og set på den lejlighed, og hun
kunne ikke forstå, at han havde ladet sådan en chance gå forbi. Han
havde forsøgt at forklare, at sejlturen var vigtig, men Ellen var ikke
interesseret i Oles fi rmaplaner. Til gengæld var det lykkedes ham at
overtale Tanja til at forsætte med at kigge efter lejligheder. De havde
56

kigget i tre timer den aften, og nu sad de og ventede i restauranten.
Det tog lang tid, for Magnifi ko var fuld af gæster. Tjeneren kom
omsider hen til bordet og tog imod deres bestilling. Tvede var ved at
være godt træt af at kigge på lejligheder, men han holdt gejsten oppe
af hensyn til Tanja.
”Lise synes, det er smadder ærgerligt, at vi missede lejligheden i
Tuborg Havn, men hun har lovet at holde os orienteret, hvis hun ser
noget nyt i området,” sagde hun.
”Det var da sødt af hende,” sagde han og hældte cola op til sig
selv.
”Ja, hun vil meget gerne hjælpe, og vi skal også ud og se på
møbler.”
”Skal I ses snart?”
”Vi ser hende til lille Idas fødselsdagsfest.”
”Nå ja.”
Hun så på ham. ”Jeg har købt to bamser. En fra os hver.”
Han tænkte på Luise i supermarkedet. Tænkte på, hvordan hun
havde bøjet sig ned efter æblerne på gulvet med en behændighed,
der kunne tage vejret fra ham.
”Hallo!” Hun så vredt på ham. ”Du er jo helt væk, mand. Hører
du overhovedet efter, hvad jeg siger?”
Han sad på kontoret i gang med at lave dokumentation. Ind imellem
sad han bare og stirrede på skærmen. Han overvejede at ringe til
Luise, men han måtte først se at blive færdig på arbejdet. Da klokken
blev fi re, slukkede han sin computer og tog sin jakke på. Nede på
parkeringspladsen tastede han Luises nummer.
”Hallo?”
”Hej, det er Tvede.”
”Hej.”
”Vi talte om at ses?”
”Ja, det gjorde vi jo.”
”Jeg tænkte om vi skulle snuppe en kop te?”
”Det kan vi godt.”
”Skal vi sige på Café Jorden Rundt. I aften. Kl 19?”
”Ok.”
57

Tvedes hjerte slog et ekstra slag. Han puttede mobilen i lommen
og steg ind i bilen. Så kom han i tanke om, at han skulle møde Tanja
i Lyngby Storcenter halv seks. Det betød, at han lige kunne nå hjem
og sende en faktura og få set på Oles udkast.
Han parkerede ud for Café Jorden Rundt. Det havde trukket ud
med Tanja, men han havde fortalt hende, at han skulle hjem og
ordne bilag, og at det skulle være færdigt inden kl. 19. Tvede gik ind
på Cafeens område og kiggede efter Luise, men hun var ikke at se
nogen steder. Han fandt et bord ved terrassen og satte sig. Så på de
mange mennesker. Der var en livlig snakken. En servitrice kom ud
med nogle sandwiches til bordet ved siden af.
”Hej,” lød det over hans hoved.
Han så til siden. Der stod Luise. Hun havde en sommerkjole på
og så godt ud.
”Hej Luise,” sagde han.
Hun satte sig.
”Skal jeg bestille noget til os?” spurgte han.
”Det kan du godt.”
”Jeg er sulten, har du lyst til en sandwich?”
”Nej, jeg har lige spist. En kop te vil være fi nt.”
Han rejste sig op og gik hen til køen ved disken.
Ventetiden føltes som en evighed. Han så hen på Luise, som
om han var bange for, at hun skulle fortryde. Til sidst nåede han
kasseapparatet. Han bestilte en kalkunsandwich og en cola til sig
selv og en kop te til hende. Colaen og teen fi k han med det samme.
Han betalte og bar drikkevarerne hen til bordet.
”Du er godt klar over, at der er 12 sukkerknalder i en cola?”
sagde hun og smilede.
”Jeg drikker nu mest cola light. Det er bare en gang imellem.”
Hun lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage, så solen skinnede
på hendes ansigt.
”Jeg har gået og tænkt på dig,” sagde han.
”Har du?”
”Ja, og faktisk også før jeg fandt dig i skoven.”
”Hvordan?”
58

”Altså den gang til modeshowet. Er du stadig model?”
Hun så alvorligt på ham. ”Kan vi ikke tale om noget andet?”
Han stivnede. Tænkte over, hvad han så skulle sige. ”Det kan vi
godt. Jeg er it-konsulent i den fi nansielle sektor. Hvad med dig?”
Hun tog en slurk te. ”Jeg arbejder som postbud nogle dage om
ugen og går på studenterkursus om aftenen.”
”Postbud, hvorfor er du aldrig kommet med min post?”
”Jeg omdeler i Lyngby.”
I et stykke tid sad de stille og så på hinanden uden at sige noget.
Da servitricen kom med Tvedes sandwich kom han i tanke om
noget.
”Sig mig, hvad lavede du i Dyrehaven klokken seks om
morgenen?”
”Jeg løber en tur hver morgen. Jeg kan godt lide at stå tidligt op.”
”Du er hyperaktiv ligesom jeg.”
Hun grinede. ”Det er jeg vel.”
De næste dage var Tvede i et rigtig godt humør. Hans følelser for
Luise var blevet vakt på ny. Han overvejede at ringe til hende og lave
en ny aftale, men enten havde Tanja lavet planer for dem, eller også
var han på overarbejde. Han knoklede for at indhente det forsømte,
for børnefødselsdagen nærmede sig.
Han sad og arbejdede på en programrettelse, som han skulle være
færdig med samme dag. Klokken 16 fi k han de sidste detaljer på
plads og fl yttede programmet til testmiljøet. Han skulle til at rejse
sig for at gå, da Bjørn kom ind.
”Vi har en vigtig datarettelse på kunderegisteret. Tvede, kan du
sørge for at det bliver gjort i aften?”
”Kan Jan ikke tage sig af det?” spurgte Tvede.
”Det kan jeg ikke, jeg skal til et møde kl. 20,” sagde Jan.
”Men det er jo også dit område, Tvede, og vi skal køre en
betalingskørsel kl. 23, så det skal være på plads inden da,” sagde
Bjørn og gik ud af kontoret.
”Jamen, jeg skal til børnefødselsdag.”
”Det er konsulentens lod,” sagde Jan.
59

Tvede gik i gang med at forberede datarettelsen, så han kunne
tage af sted så hurtigt som muligt. Han sendte også en sms til Tanja.
’Er forhindret.’
Der gik ikke mange sekunder, før telefonen ringede.
Tanja lød vred. ”Hvad skal det sige?”
”At jeg ikke kan komme til fødselsdagen.”
”Men jeg har sagt til Susanne, at vi kommer begge to.”
”Du må tage af sted alene. Jeg når det ikke. Måske kan jeg komme
senere i aften, hvis jeg bliver hurtigt færdig.”
Forbindelsen blev afbrudt.
Da han nåede hen til Susanne, var festen forbi. Datarettelsen havde
trukket ud, og han følte sig som en idiot, da han stod over for
Susanne. Men hvad skulle han også sige til hende? Han besluttede
sig for at køre hen til Tanja. Klokken var 23, da han ringede på
hendes dørtelefon.
”Hvem er det?”
”Det er Tvede.”
Dørtelefonen brummede. Han gik op af trapperne, nåede til
tredje sal og ringede på.
”Der er åbent.”
Han gik ind.
Tanja sad på sofaen og så sammenbidt ud.
Han gik over til hende. ”Skat, jeg er virkelig ked af det.”
”Du er pisse ligeglad!”
”Nej, jeg er ej. Det ved du godt.”
”Jo, du er.”
Han fi k en klump i halsen. ”Hvordan kan du sige sådan?”
”Det skal jeg fortælle dig,” sagde Tanja hårdt. ”Susanne har børn,
og Lise er blevet gravid. Hvad med mig?”
Det kørte rundt i hans hoved. ”Det må vente lidt skat. Jeg kan
ikke overskue det lige nu.”
”Gu vil jeg ej vente!”
”Helt ærligt, skat.”
”Lad mig være, gå med dig.”
Han satte sig ved siden af og lagde armen om hendes skuldre.
60

”Tanja,” sagde han blidt. ”Det er alt for presset i øjeblikket. Du
skal se til næste år...”
Hun rev sig løs og rejste sig op. ”Til næste år? Du sagde det
samme sidste år. Jeg synes, du skal gå nu, og i morgen kommer jeg
og henter mine ting.”
Han standsede bilen uden for Tanjas opgang. Hun havde ikke sagt et
ord hele vejen. De steg ud, og Tvede åbnede bagagerummet. Tanja
tog nogle poser ud.
”Skal jeg hjælpe dig?” sagde han.
”Nej, jeg klarer mig.”
Han lagde mærke til, at en bil magen til Niklas’ holdt længere
henne.
Hvad fanden, tænkte han. ”Sig mig, er det Niklas bil, der holder
derovre?”
”Det skal du ikke bryde dig om. Farvel.”
Han tog fat i hendes arm. ”Sig mig, hvad fanden laver du med
den nar?”
”Ka’ du ikke bare skride?” Hun rev sig fri af ham og begyndte at
gå over mod indgangen.
Niklas dukkede op i døråbningen. ”Hey, hvad foregår der her?”
Hun slog ud med hånden. ”Sig han skal skrubbe af.”
”Du holder fi ngrene fra Tanja,” sagde Niklas og pegede truende
på Tvede.
”Der er ingen, der har ringet dig op,” sagde Tvede surt.
”Kom, Tanja. Lad mig hjælpe,” sagde Niklas og tog hendes poser.
”Og siden hvornår er I to begyndt at komme sammen?”
”Siden du begyndte at bolle udenom,” sagde Tanja.
”Det har jeg fandeme ikke!”
Niklas så truende på Tvede. ”Du ved det jo godt, så la vær med
at stå der og spille uskyldig.”
Tanja og Niklas forsvandt ind i opgangen.
”Tanja, for helvede, han slår dig jo!”
Han tog hjem til sig selv. Var helt ude af den. Det kan ikke være
rigtigt, Tanja sammen med Niklas, bare vent til han bliver fuld igen,
61

sagde han til sig selv, så kommer hun nok tilbage. Han tog mobilen
og ringede til Jimmy. Det var længe siden, de havde set hinanden, og
han trængte til at se sin ven på tomandshånd.
”Halløjsa gamle dreng. Hvordan skær den?” lød Jimmys stemme.
”Selv halløjsa. Det går faktisk ikke så godt.”
”Hvad er der med dig?”
”Er det i orden, hvis jeg kommer forbi?”
”Selvfølgelig. Jeg har lige købt Motorsavsmassakren. Du kan jo
komme over og checke den ud.”
Jimmy boede i et parcelhus, hvor der altid var rodet. Jimmy påstod
nemlig, at han var gør-det-selv-mand, men det kunne Tvede ikke
rigtig se, for istandsættelsen havde stået på i et år nu. Han måtte
passe på, han ikke snublede over nogle planker, der lå hen over
havegangen, for haven var fyldt med byggematerialer. Der lød
bankelyde inde fra huset. Han ringede på døren og ventede, men
der skete intet. Så hamrede han hårdt på døren. Lidt efter blev der
lukket op. Jimmy stod i hvid murerdragt med en hammer i hånden.
Tvede ville ikke lade Jimmy mærke med sit dårlige humør, så
han tog sig sammen og faldt i deres sædvanlige jargon, hvilket var
nemt, for det var svært at være trist i nærheden af Jimmy. ”Sig mig,
hvornår får du lavet den ringeklokke?”
”Det kommer. Det kommer. Jeg er ved at sætte nogle paneler på
inde i stuen. Kom skal du se.”
Stuegulvet var dækket af aviser. Der stod malerbøtter og pensler
ved siden af en gammel stige, som var stillet op midt i rummet.
Tvede så sig omkring. ”Hov, du er da kommet langt.”
”Det begynder at ligne noget.” sagde Jimmy og lagde hammeren
fra sig. ”Men det er godt du kommer, for nu trænger jeg til en pause.”
De gik ind i soveværelset, som også fungerede som interimistisk
stue. Tvede tog en stak fi lm fra reolen og satte sig ved sofabordet.
Han fandt Motorsavsmassakren frem fra bunken.
”Det er jo den originale version. Har du set den nye?” spurgte
Tvede.
Jimmy kom ind med en 1½ liter cola. ”Ikke endnu. Men nu skal
vi altså dyrke den gamle.”
62

Tvede anstrengte sig for at lyde munter: ”Du kan godt glæde dig.
Den er ret spøjs.”
Jimmy så på ham. ”Nå, men så må...Tvede, du ser altså helt
kvæstet ud. Hvad er der sket?”
”Jeg har det ikke så godt.”
Jimmy sagde ikke noget. Han bed sig i læben.
”Det er Tanja, hun er sammen med den nar nu. Hvis Niklas slår
hende, så...”
”Jeg fatter heller ikke, hvad hun ser i ham,” sagde Jimmy.
”Jeg gad godt vide, hvordan de har fundet sammen.”
”Det har stået på et stykke tid. Niklas fortalte mig om det, sidst
vi var på Barboa. Men det Sandra fortalte, slog vist hovedet på
sømmet.”
”Hvad har hun sagt?”
”Hun siger, hun har set dig sammen med en anden.”
”Det er løgn! Hvor henne?”
”På Café Jorden Rundt.”
”En enkelt afstikker og så bliver man set. Tal lige om
overvågningssamfund.”
”Hvad hov. Er der noget om snakken?”
”Ja…nej. Jeg var godt nok på Cafe Jorden Rundt med en pige.
Men der er altså ikke noget i det.”
”Nå nå, hvad er den af?” Jimmy fi k sit smørrede grin på.
”Jeg siger dig, det er ikke noget. Sætter du ikke den fi lm på?”
sagde Tvede og hældte cola i sit glas.
Jimmy satte dvd’en på, og fi lmen startede.
Da der var gået en times tid, udbrød Jimmy: ”Sig mig, hvornår
sker der noget?”
”Jamen, der er ikke særlig meget blod i, den er bare weird.”
”Nej, hvor skuffende. Jeg havde ventet, at han ville gå helt amok
med den motorsav.”
Da fi lmen var færdig, sagde Jimmy: ”Den var der ikke meget ved.
Er den nye version bedre?
”Jeg har ikke set den.”
”Nå, men jeg må videre med arbejdet. Ses vi på Barboa? Anders
har spurgt efter dig.”
63

”Jeg kommer ikke på Barboa for at stå og fl agre foran Niklas og
Tanja.”
”Det kan jeg godt forstå. Men for fa’en, du må da have noget
adspredelse. Skulle vi ikke tage og komme i gang med fi tness? Det er
ved at være sæson igen.”
”Jeg orker ikke det dødsyge fi tnesscenter.”
”Jeg er begyndt hos konkurrenten. De har fået sauna og
aircondition.”
”Det kunne være man skulle prøve det.”
”Hvad skal du nu? Hjem til hende din nye dame?”
”Hende ser jeg vist ikke igen.”
”Hvad så? Har du ellers nogen planer?”
”Ikke rigtigt.”
”Jamen hov. Du ved godt den slags er farligt at sige i nærheden af
en arbejdsmand.”
Tvede kom til at smile. ”Hvad mener du?”
”Kunne du ikke tænke dig at give en nap med? Jeg skal til at
hvidte loftet.”
”Selvfølgelig. Du siger bare til?”
Han skænkede sig en whisky, mens han sad ude på altanen. Hvordan
kunne det gå så hurtigt? Og hvad skulle han sige til Ellen? Han sad
og funderede over sin situation, og da der var gået en times tid, var
det ved at blive mørkt. Whiskyen var begyndt at gøre sin virkning.
Han gik ind i soveværelset og tog sit tøj af. Han var ikke vant til
at være uden kæreste, det kunne han mærke. Men det måtte han
vist se at vænne sig til. Han gik i seng og lå og stirrede op i loftet.
Vinduet stod på klem, og han kunne høre bilerne nede fra gaden.
De kastede lys op, som refl ekteredes på væggen. Han forestillede sig
at de lignede forskellige dyr. Så faldt han i en rolig søvn.
”Tvede, du ligner en der har set et spøgelse.” Ellen stod og
stirrede på ham.
Tvede tog sin jakke af. ”Jeg har det heller ikke alt for godt.”
”Kom ind. Jeg har dækket op inde i stuen. Det bliver vist regnvejr.”
64

Theodor sad allerede ved bordet. Han så op fra avisen og hilste
kort, hvorefter han fortsatte læsningen.
Ellen kom ind med de sidste ting. Da hun satte sig, og ingen så
ud til at ville sige noget, spurgte hun: ”Hvad er der sket?”
”Tanja og jeg kommer ikke sammen længere.”
Ellen åbnede munden. Hun var lige ved at tabe sin kop.
Theodor så vredt på Tvede. ”Hvad skal det sige?”
”Jamen I var jo ved at fl ytte sammen og alting. Hvad er der sket?”
sagde Ellen.
”Ikke noget særligt. Hun gik bare.”
Theodors øjne lynede. ”Ikke noget særligt! Hun kan da ikke bare
gå. Der må da være sket noget.”
Tvede så ned i bordet.
Theodor bed tænderne sammen. ”Nå, men jeg må videre i
teksten. Der er arbejde, der venter.”
”Bliv nu her, Theodor,” sagde Ellen bedende.
Theodor rejste sig uden at sige mere og gik ud af stuen.
Ellen så på Tvede. Det var tydeligt, at hun var skuffet.
”Hun havde også så travlt med alting,” mumlede Tvede.
”Hvad mener du?”
”Jeg ved godt, at hendes venner har fået børn og er fl yttet
sammen. Men det er jeg ikke klar til endnu.”
”Tvede, Tanja er snart 28. Det biologiske ur tikker. Især hos
kvinder. Jeg synes, du skal ringe til hende og gøre det godt igen.”
”Det kan jeg ikke. Det er for sent. Hun ser en anden, og der er
ikke noget, jeg kan gøre ved det.”
Tvede var på vej hen til Ole, hvor de skulle holde deres første møde.
Ugen havde budt på lidt af hvert. Han havde skændtes med Arne,
som oven i købet havde truet med at klage til Bjørn, men til gengæld
havde han været hos Jimmy og hjulpet til med at hvidte loft de sidste
dage, så alt i alt var han godt tilfreds. Ole boede i et hus i Hellerup,
som han og Kate havde købt for et par år siden, og Tvede var spændt
på at se det. Det viste sig at være lige så stort som Anders’ hus, og det
undrede ham, for Ole var ikke den prangende type. Han gik op ad
trappen og ringede på en nydelig messingringeklokke.
65

Det var Ole, der lukkede op. ”Hej, Tvede, det var godt, at du
kunne komme.”
Han blev vist igennem en stor stue, hvor der var anrettet kaffe og
småkager. Inde i det tilstødende lokale var der et stort arbejdsværelse
med skrivebord og et stort mødebord med designerstole omkring.
Langs den ene væg var der reoler med bøger, mapper, og kassetter
med tidsskrifter. På den modsatte væg et stort stjernekort. Tvede
satte sig ved mødebordet, mens Ole gik hen til reolen, hvor han tog
nogle bøger og mapper. Han satte sig og slog op i en af mapperne.
Startede med at fortælle om visionerne i projektet, og hvordan han
havde tænkt sig, at de skulle føres ud i livet.
”Hvordan vil du gribe det an?” spurgte Tvede.
”Det er vigtigt, at de ansatte får undervisning i stresshåndtering.
For eksempel kunne de læse ’7 gode vaner’ og andre bøger til
personlig udvikling.”
”Ok, men de selvudviklingsbøger, du har givet mig, har
udelukkende fokus på, hvad man selv kan gøre.”
”Det har du ret i.”
”Der skal også skabes rammer, der gør, at medarbejderen trives.
Ellers hjælper selvudvikling ikke,” sagde Tvede.
”Jeg tror, det er vigtigt, at vi har fokus på begge elementer.”
”Ja, for i bøgerne om stresshåndtering er der kun fokus på, hvad
arbejdspladsen kan gøre. Der er ikke nogen af dem, der har fokus på
begge dele.”
”Det er rigtigt, så når vi med vores koncept går ud og tilbyder
begge dele som en helhed, vil det vil være noget helt nyt. Jeg har også
fundet på et navn til konceptet.”
”Hvad vil du kalde det?”
”Problemløseren.”
”Det er et godt navn, for så kan det bruges på alle brancher.”
”Nemlig,” sagde Ole med slet skjult stolthed i stemmen.
”Jeg glæder mig til at…” sagde Tvede, men så blev han afbrudt.
Der kom en slank kvinde med langt lyst hår ind på arbejdsværelset.
Hun var klædt i en sort bluse og sorte silkebukser. Hun rakte
hånden frem og smilte. Det var Kate.
”Hej Tvede, jeg har hørt så meget om dig.”
66

”I lige måde,” sagde Tvede.
Da Kate havde forladt dem, tog Ole en anden mappe. ”Det er
ikke færdigt endnu, men jeg har lavet en kopi til dig. Så kan du se,
hvad det er for tanker, jeg har gjort mig.”
”Det vil jeg gerne, men jeg vil allerede nu foreslå, at du tager
dig af personlig udvikling og stresshåndtering. Så vil jeg tage mig af
arbejdsmetoder og projektgennemførsel.”
”Det er præcis, hvad jeg havde i tankerne, så det er en aftale.”
De aftalte, at Tvede skulle give feedback på Oles rapport og
begynde på sin del af opgaven. Tvede lovede, at han ville lave et
udkast til præsentationen, som de kunne tage med ud til kunden.
Da de var færdige, satte de sig ind i stuen og drak kaffe sammen
med Kate, som fortalte, at hun var chefkonsulent i Scanbank og
arbejdede som leder af et stort it-projekt. Hun var meget spændt på
at høre mere om Problemløseren. De talte sammen i en halv time,
og bagefter viste Kate Tvede rundt i huset. Da rundvisningen var
færdig, fi k Tvede rapporten under armen.
Der skulle gå endnu to uger, før han fi k set på Oles rapport. Han
havde travlt på arbejdet, og det eneste, han tog sig tid til, var det
ugentlige søndagsbesøg hos sine forældre og at hjælpe Jimmy med
istandsættelsen af hans hus. Tvede holdt sig stadig fra Barboa. Han
havde besluttet sig for at rydde op i sit liv, og at komme ajour på
arbejdet stod øverst på listen. Til gengæld syntes han ikke, at han
havde energi til også at gå i fi tnesscenteret, men hver gang han var
hos Jimmy, mindede han ham om at fi tness i virkeligheden gav
mere energi, og at man dermed fi k mere tid. Til sidst var han blevet
overbevist, for et eller andet sted vidste han det jo også godt.
Han gik ind i opgangen til Poseidon Fitness og over til receptionen,
afl everede indmeldelsesformularen og fi k sit medlemskort. Inde i
omklædningsrummet stødte han på Jimmy.
”Nå, så skal vi til det igen?” sagde Jimmy, som allerede var i
træningstøjet og på vej ud af omklædningsrummet.
”Ja, det er længe siden. Det bliver godt at komme i gang igen.”
Tvede klædte sig om, låste tingene i sit skab og gik ud til
67

maskinerne. Han kiggede efter Jimmy, men kunne ikke se ham. Så
hørte han en velkendt stemme og så over imod indgangen. Nogle
lange piger kom ud af kvindernes omklædningsrum og stillede sig
ved receptionen. Det var Luise og fi re andre piger. Luise lo af noget,
en af de andre sagde.
Tvede blev helt paf. ”Luise?”
Pigerne lagde deres nøgler ved skranken og gik ud ad døren.
Han skulle til at løbe efter dem, men så var der en, der lagde en
hånd på hans skulder.
Det var Jimmy. ”Sig mig, er du gået i koma? Hvad er der los?”
”Ingenting.”
”Nu må du se og komme ind i kampen. Kom med, så skal du se
det fedeste løbebånd.”
68