Genanvendelse af glas - Materials.dk

D814 Genanvendelse
Principielt er alt glas genanvendeligt, hvis det smeltes om. Det omsmeltede
produkt kommer teoretisk ud med de samme gode egenskaber som glas
fremstillet af naturlige råvarer.
I praksis foretages der stort set kun omsmeltning af indsamlet, brugt glas i
forbindelse med fremstilling af emballageglas. Det skyldes, at denne anvendelse
ikke er så følsom for især mindre farveafvigelser, der er stærkt generende
inden for den anden store potentielle sektor for omsmeltning, planglas.
En anden potentiel glassektor, der ikke helt kan ses bort fra i denne
sammenhæng er fremstilling af glasuld til isoleringsformål, hvor farven heller
ikke er afgørende, men som så til gengæld er ekstremt følsom over for
ildfaste urenheder i genbrugsskårene, idet de medfører tilstopning af spindedyserne.
Væsentlige forskelle i glassammensætninger til glasuld og emballage
gør også, at der kun kan anvendes en begrænset andel genbrugsskår.
Det følgende angår derfor omsmeltning af genbrugsglas til emballageformål,
hvor der også er en lang række forhold, som skal tilgodeses, hvis et
acceptabelt resultat skal opnås. Til gengæld er der så mulighed for til det
meste grønne glas at anvende op til 100 % genbrugsskår, til brunt og olivengrønt
glas og enkelte andre grønne farver at anvende op til ca. 85 %
genbrugsskår, medens der til farveløst glas ved god farvesortering kan anvendes
op til 60 % eller lidt mere genbrugsglas.
Det er enklest og giver de bedste anvendelsesmuligheder at sørge for et effektivt
indsamlingssystem, hvor urenheder holdes ude og god farvesortering
opnås, inden de indsamlede brugte glasemballager knuses til skår. De urenheder,
der skal undgås falder i følgende hovedgrupper:
1) Ildfaste produkter, der ikke kan påregnes at gå fuldstændigt i opløsning
ved den efterfølgende smeltning: keramik, porcelæn, lervarer, glaskeramer,
murværk mv.
2) Sten, grus, jord, beton.
3) Metaller:
• Aluminium, der – også som folie – reagerer under smeltningen med
SiO2 og danner metallisk Si, der ved smeltetemperaturerne i ovnen
er smeltet, har samme vægtfylde som glasset og derfor holder sig
svævende i glasset, hvor det indformer sig til små kugler (hagl), omkring
hvilke der i glasset er meget store spændinger. Varmeudvidelseskoefficienter
for Si er væsentlig lavere end for glas. Selv hagl så
små som 0,2 mm repræsenterer en brudrisiko, og det er ekstremt

vanskeligt ved den efterfølgende sortering af de fremstillede produkter
at udskille alle emner med så små siliciumkugler.
• Jern, stål, rustfrit stål, kobber, messing, tungmetaller mv. synker ned
og lægger sig på ovnbunden, hvor de medfører en stærkt forøget korrosion
og i farveløst glas kan medføre risiko for misfarvning af glasset
bl.a. i form af mørke, let synlige striber.
• Bly og visse andre tungmetaller synker ligeledes til bunds og medfører
kraftig korrosion, de opløses også delvist i glasset, hvorfra de
delvist fordamper og går over i røgen.
4) Brændbare materialer som papir, træ, plast, madrester o.l. Selv om disse
urenheder i vidt omfang kan fjernes i forbindelse med oparbejdningen af
skårene, påvirker de glassets redox-niveau og dermed farve og lutringsforhold.
5) Andet glas, der indeholder forbindelser af bly, cadmium og kviksølv,
fordi disse forbindelser har kogepunkt under eller i nærheden af smeltetemperaturerne
for emballageglas, hvorfor de har et vist damptryk. Der finder
fordampning sted i ovnen, og røgen bliver forurenet.
Både i EU og USA er der bestemmelser, der foreskriver, at indholdet i emballageglas
af Pb + Cd + Hg + Cr +6 maksimalt må udgøre 100 ppm. Dette er
af hensyn til risiko for forurening af undergrund og vandmiljø, når glasset i
løbet af nogle århundreder i jord eller vand går i opløsning. Denne bestemmelse
udgør en særlig vanskelighed i forbindelse med genvinding af glas til
omsmeltning til emballageglas, fordi en række ret udbredte glastyper og
emaljer, der anvendes til dekoration og permanentetiketter på glas, indeholder
blyforbindelser i væsentligt omfang uden at være mærkede eller at det
med sikkerhed kan ses, at de indeholder blyforbindelser, fx skår af
blykrystal (visse serviceglas og kunstgenstande) og tv-billedrør og lignende.
De indsamlede glasemballager behandles på et særligt oparbejdningsanlæg,
der kan have en kapacitet på omkring 30 t skår per time, inden de anvendes i
smelteovnen. I oparbejdningsanlægget finder ofte først en manuel syning
sted, hvor større urenheder og fejlfarvede emballager sorteres fra. Derefter
knuses skårene i en knuser, der er specielt egnet til at knuse glas ud af påsiddende
låg og sigtes op i to eller flere sigtefraktioner, der derefter gennemgår
en række parallelt forløbende behandlinger, der omfatter afsugning
af lette fraktioner (papir, pap, plast mv.), udskillelse af magnetiske materialer,
frasigtning af aluminiumlåg på særlige fingersigter, udskillelse af metalpartikler
og folie på hvirvelstrømsanlæg, for til sidst at passere gennemlysningsmaskiner
som en strøm af enkeltpartikler, hvor uigennemsigtige partikler
(porcelæn, keramik, sten o.l.) udskilles. Udskillelsen af disse urenheder
er ganske effektiv, når det tages i betragtning at skårene kan være fugtige
eller endog klæbrige af rester af det emballerede såsom marmelade mv.,

nemlig op mod 95 %. Dette er dog ikke nok til, at kravet om undgåelse af de
anførte urenheder i de indsamlede skår kan frafaldes. I sorteringsanlægget
kan også indbygges maskiner til udskillelse af skår med forkert farve, fx
grønne og brune skår i i øvrigt farveløse skår. Effektiviteten kan under gunstige
forhold nærme sig 90 % udskillelse af fejlfarver, men også dette er for
lidt til at farvesortering i indsamlingsleddet i dag kan undlades.
Skårene knuses normalt ned til en størrelse på 10-15 mm, da dette giver en
række fordele i den videre håndtering og chargering i tankovnene. Enkelte
udfører dog en væsentlig finere knusning, nærmest en nedmaling, fordi også
de ildfaste urenheder herved knuses ned til en finhed, som for den alt overvejende
dels vedkommende når at gå i opløsning under smelteforløbet,
hvorfor man ad den vej kan kompensere for den del urenheder, som passerer
oparbejdningsanlægget i øvrigt. Denne kraftige nedknusning koster meget
energi og meget afslidt materiale, fx jern fra maskindele, som så forurener
skårene.
Energiforbruget ved smeltning af glas af 100 % skår er ca. 25 % lavere end
energiforbruget til smeltning af den samme mængde glas af rene råvarer.
Det skyldes, at smelteprocessen med skår ikke giver anledning til gasudvikling
fra mengereaktioner, hvor smeltegasserne ellers forlader ovnen ved
høj temperatur.
Ved smeltning af glas af rene råvarer bindes også en del varme som egentlig
procesvarme (opløsningsvarme for SiO2 og fraspaltning af CO2). Ved
smeltning af en blanding af skår og rene råvarer, hvilket er den normale situation,
spares teoretisk energi svarende til den procentvise andel af skår. I
praksis bliver besparelsen normalt noget mindre, omkring 50-60 % af det
teoretiske, fordi skårene indeholder ildfaste urenheder, som man i et vist
omfang må kompensere for ved at hæve smeltetemperaturerne 5-10 °C over
det, der ellers ville have været tilstrækkeligt.