Nr. 7 - 2009 - Baptistkirken i Danmark

Når vi spørger, hvad vor kristentro bør
betyde for vore handlinger, er det en god
idé at svare ud fra troens centrum: Gud,
som vi bekender som vores Skaber, Frelser
og Fuldender – den ene Gud, som vi kender
og påkalder som Fader, Søn og Helligånd.
Umiddelbart kunne vi mene, at omverden
og klima kun hører hjemme i det perspek-
tiv, der handler om Skaberen. Men det er
fejlagtigt tænkt.
Gud er altings ophav
Som mennesker deler vi skæbne med
naturen, fordi vi selv er natur. Vi overser
denne kendsgerning, fordi vi i de seneste
generationer har udviklet en livsform, hvor
naturen er blevet reduceret til genstand for
vores interesser – råmateriale, der forarbej-
des, eller omgivelser, hvori vi slapper af. Vi
betragter ikke længere naturen som vort
hjem, men kun som en kulisse, der står til
vores rådighed.
Når vi bekender, at Gud er Skaber og
Opretholder af det skabte, har vi fat i et
længere perspektiv. Så fremstår naturen
som vort ophav: ›Jorden er Herrens‹ 1 . Den
er vort hjem, hvor vi deler skæbne med alt
det skabte. Hvis vi som mennesker har en
fremtid – og dét er Guds vilje – så er denne
fremtid uløselig indfældet i naturens fremtid.
På Bibelens første blade understreges
det, at menneskets opgave er at ›herske‹
over alt det skabte 2 – ikke ›herske‹ som
en tyran, men som en god konge over sit
folk – ved at tjene. Det samme siges med
et andet billede: Mennesket skal ›dyrke og
bevare‹ haven som en gartner eller bonde,
der kender vilkårene for helhedens trivsel 3 .
Begge metaforer kan fordrejes. Vores øn-
ske om at sætte os selv i centrum – i stedet
for Skaberen – sker på bekostning af natur
og miljø. Vi er ikke kun skabt i ›Guds bil-
lede‹; vi er også en brutal art, der ›kun vil
det onde fra ungdommen af‹ 4 .
Jesus går i dybden …
Jesus bruger et tredje billede, når han
taler om tilværelsens relationer, nemlig
›venskab‹ 5 . Venskab betegner en relation,
der er præget af gensidig ligeværd og
afhængighed. Hvis vi bruger denne indsigt
på vort forhold til skaberværket, betyder
det, at vi lever i naturen, ikke over naturen.
» Skabelsens
Om nyere øko-teologi se Roald E. Kristiansen:
Økoteologi, 1993, og Niels Henrik Gregersen,
Ny Mission 16/2009, s. 14ff. Citatet
nederst er fra førstnævnte, s. 73.
Det samme siges, når Jesus bruger
›familien‹ som billede. Ingen af os er far,
mor eller barn i sig selv. Kun i indbyrdes re-
lationer bliver vi dem, vi er. Frans af Assisi
bruger denne dybe indsigt, når han beskri-
ver vores forhold til vor omverden: Broder
sol og søster måne, broder vind og al slags
vejr samt moder jord i grønne dragt! 6 Vores
liv er vævet sammen med alt det skabte på
en måde, vi ikke kan skrue os ud af uden
katastrofale følger.
Nyere øko-teologi taler derfor om Jesu
dybde-inkarnation: Gud forbinder sig med
hele sin skabning og går ind i selve skabel-
sens biologiske væv. Gud er kærlighedens
netværk, der i Kristus også omfatter alt det
skabte. Som skabning repræsenterer Jesus
hele jorden. Han er ›den anden Adam‹, det
nye jordvæsen 7 , altings dybe sammen-
hæng. I Ham er ›Guds nye skabelse‹ allere-
de på spil, siger Paulus. Derfor er det også
›alt det, Gud har skabt‹, der skal befries 8 .
Vi har ofte forkortet det bibelske
virkelighed er ikke bare en ramme om
frelsesbudskabet; det er simpelthen det ›sted‹, hvor frelsen skal
virkeliggøres. En økologisk teologi er derfor intet andet end et
menneskeligt forsøg på at konkretisere, hvad frelsesbudskabet
indebærer for naturens verden. «
Fodnoter
1 Salme 24:1f
2 1. Mosebog 1:28
3 1. Mosebog 2:15
4 1. Mosebog 8:21
5 Johannes’ evangelium
15:12ff
6 Frans’ solsang:
Uværdig skabning,
pris din
Gud!
7 Romerbrevet
5:12ff
8 Galaterbrevet
6:14f og Romerbrevet
8:19ff.
9 Mattæus’ evangelium
8:23ff
10 Romerbrevet
6:13
9 |