FORORD - Sven Erik Werner

FORORD
af Erik Moseholm
Sven ErikWerner har i et par generationer været en væsentlig aktør i den danske kulturdebat med
musikken som hovedtema. Musikalske oplevelser og teorier omsættes til velformulerede,
forståelige, tankevækkende og inspirerende beskrivelser, selvom han med den amerikanske
komponist John Cage påstår: "I have nothing to say, but I keep saying it", eller med Poul
Henningsen (PH), der kort før sin død bemærkede: "Jeg har i hele mit liv altid sagt det samme, men
forsøgt at variere det".
Sven Erik Werner har med frodig opfindsomhed gjort debattemaer levende og med
stor fantasi improviseret over dem. I nogle tilfælde har deltagere, der mente at have noget at sige,
måttet opgive at tro det, mens andre er blevet hjulpet til tanker i eget regi. Han forsøger (ofte
fortvivlet) at finde substansen i debattørers indlæg. Finder han, de har noget at sige og formår at
formulere det, kan deres udsagn måske dukke op i det videre forløb. Så får citaterne nyt liv i forsøg
på at gøre komplicerede emner lettere at forstå. Emner bliver betydningsfulde og belyses, når han
optræder som "Dr. Solstråle" – hans nom de guerre. Ikke for ingenting har han været agtet
gymnasielærer, alsidig programsekretær i Danmarks Radio og respekteret og afholdt
konservatorierektor. Det har givet ham erfaringer i betydningen af formidlingens kunst – et af hans
mange talenter.
Sven Erik Werner kommenterer altid ud fra sit eget værdisæt, der kan opleves som en
substans af egenværdi, hvorfra han forsøger at finde sig selv i debatten, der oftest bliver til en
inspirerende proces af overvejelser, indsigt, alsidighed og følsomhed. Indimellem gribes han dog
også af håbløshed og depression, men kan så finde redning i en veludviklet humoristisk sans, der
efter behov iklædes sarkasme og ironi eller medfølelse og varme. Helst som en ouverture til dialog
frem for en finale med punktum. For inderst inde (nogle gange meget langt inde!) tror han på, at
debat i et demokrati er nødvendig og nytter. For "et levende samfund har større behov for
aktiviserende kritik end for passiviserende selvbekræftelse – kritiske modeller er potentielt
provokerende og fornyende og bidrager derfor til at holde samfundet mentalt i live ved at opstille
korrektiver til den almindeligt herskende vanetænkning." Og hvis debatten skaber forståelsen for og
www.sven-erik-werner.dk 7

tydeliggør, hvor der konkret kan sættes ind, kan den store idealist forvandles til en konstruktiv
praktiker, der lægger stor energi i at realisere nyskabelser.
Sven Erik Werner lader sig gerne påvirke af forfattere, filosoffer og komponister, når
han skal formulere sig. "Når troen vakler og tvivlen nager, er det (for mig) en effektiv modgift –
som snarere er en medgift – at mindes de mange, langt større ånder, der med troens og tvivlens
nådegave i behold valgte at stille deres talent i den højere sags tjeneste", skriver han.
Forfatteren og filosoffen Villy Sørensen anser han for virtuosen, der med
overlegenhed behersker "det logisk fremadskridende, lineære, såkaldt diskursive sprog, der så
forbindtligt betjener både poesi og prosa, videnskab og medier, hverdag og fest", og hylder hans
udsagn om, at" det er kunstens opgave at sige det endnu usagte".
Hvis "dit sprog er din verdens grænser", kan Sven Erik Werner gøre forfatteres
verdener større i vores oplevelse ved at sætte deres sprog i musik. For som han siger med Max
Weber, så "er kun komponisten i stand til at sige flere ting på samme tid, mens skribenten –
foredragsholderen – er henvist til at sige én ting ad gangen".
Når Sven Erik Werner bliver optaget af en tekst, kan den inspirere ham til musik, der
gør oplevelsen af teksten større, også for andre. Han har skrevet betagende musik til for eksempel
Villy Sørensens tekster i "Visse Vejrdage" (indspillet på CD Kontrapunkt 32331 med Annelise
Gabold) og H.C. Andersens eventyr "Det utroligste" (på CD DaCapo 8.224099 med Odense
Symfoniorkester og Vigga Bro).
Sven Erik Werner forholder sig i allerhøjeste grad også kritisk til det at være
komponist og mener, at "man ikke kan skabe noget, hvis man konstant går rundt og er bange for at
træffe de forkerte valg". Men forudsigelighed i musikken gør den uinteressant for ham og kan
medføre barske kommentarer: "Dansk musikliv (er) gennemblødt af forudsigelighed, et musikliv for
fastholdere, mediepampere og kræmmere. Et mellemhandlernes paradis, hvor enhver er sin egen
lykkes smed i et heterofonisk flimrende lydlandskab af tapetagtig ensformighed uden anden
sammenhæng end redundansens – et nivelleringens og fragmenteringens landskab, hvis febrile
foretagsomhed ikke er liv, men enerverende trængsel om de bedste soppesteder i glemselens lindt
strømmende muzak-flod".
I denne bog er også medtaget Sven Erik Werners forord til bogen om komponisten Knudåge
Riisager, som han på mange måder er beslægtet med. Begge er sprogligt fremragende, visionære
formidlere af ny musik, komponister med internationalt udsyn og begavede administratorer. Denne
www.sven-erik-werner.dk 8

forunderlige kombination af egenskaber er ikke mange forundt og har gjort det muligt for dem
begge at blive musikalske nyskabere, konservatorierektorer, indtage utallige formandsposter, forestå
organisatoriske og institutionelle initiativer og få bøger udgivet. Derfor måtte det blive Sven Erik
Werner, der skrev forord til Knudåge Riisagers signalement af musikken i artikelsamlingen
Symfonien er død – musiken leve og andre essays ("Livsstrømmens øjeblikke"). Her beskriver
Riisager, at
al kunst er udtryk for menneskets drøm om frigørelse. Frigørelse fra øjeblikkets
indsnævrende virkelighed. Men samtidig springer kunsten af længslen efter en
sammenhæng, en mening, der binder bagud og fremefter, et forsøg på at nå en
placering i tidens strøm… Og en sådan sammenhæng kan ikke tænkes uden øjeblikket
som et tilfældigt punkt i den bue, der springer fra fortid til fremtid. Kunsten må derfor,
for at blive en sand livsfortolkning, have sin rod i alt det, der ligger bagved, og brede
sin krone op i den endnu blå fremtid. Ligesom slægternes ubrudte livsstrøm.
Sven Erik Werner berører emnet med at "der er verdener til forskel på at dyrke fortiden isoleret og
for dens egen skyld og at opleve den gennem nutiden". Eller sagt med et gammelt afrikansk
ordsprog: "De, der står på skulderen af en tradition, har større udsyn".
Men medens Knudåge Riisagers legendariske tolerance slap op med alderdommen og
blev til bitterhed på grund af studenteroprør og den rytmiske musiks ekspansion også i fordelingen
af midler, der tidligere var forbeholdt den "klassiske" musik, så er Sven Erik Werners tolerance
vokset og hans rummelighed blevet større (selv om han nødigt vil indrømme det). I mange
afgørende beslutninger i råd og institutioner har hans engagement og alsidighed betydet, at
nyskabelser i det rytmiske musikmiljø har fået overlevelsesmuligheder. Jazzen har altid været inde i
hans oplevelsesfelt, også da kapaciteter inden for den etablerede musiktradition ikke anså den for at
have kunstnerisk betydning. I 1960'erne var han ansat i DR’s afdeling for "klassisk" musik og
sørgede for, at det jazzbaserede avantgardeensemble Cadentia Nova Danica under John Tchicais
ledelse i et par år fik udfoldelses- og overlevelsesmuligheder i DR’s studier. I 1970'erne anså Sven
Erik Werner det for rimeligt, at jazz-, beat- og folk-autorerne fik andel i offentlige midler og
KODA-indtægter gennem sammenslutningen DJBFA (Danske Jazz- , Beat- og folkemusik-autorer
stiftet 1974), fordi de ikke kunne blive godkendt som medlemmer af de to eksisterende
komponistforeninger: Revyforfatter- og -komponistforeningen og Dansk Komponist Forening.
Derved kom han i stærkt modsætningsforhold til bl.a. Knudåge Riisager, der var formand for
sidstnævnte og med alle midler kæmpede imod den nye forening. I 1980'erne plæderede Sven Erik
Werner, der på det tidspunkt var medlem af Statens Musikråd, for oprettelsen af Rytmisk
www.sven-erik-werner.dk 9

Musikkonservatorium, der blev realiseret i 1986, og han var med til at redde Radioens Big Band fra
fyring i 1988 med midler fra Musikrådet og aftale med DR.
Det er også væsentligt for Sven Erik Werner at orientere sig i verden uden for lille Danmark. Han er
dybt optaget af komponisterne Olivier Messiaen fra Frankrig og Witold Lutoslawski fra Polen som
"to af det 20. århundredes mest originale komponister, der hver på deres måde viste (mig) vej ud af
1960’er-modernismens isolationsfængsel". Han er også påvirket af amerikaneren John Cage's
tanker om polarisering mellem planlægning og frihed eller mellem komposition og improvisation
og konkluderer med hovedpersonen i Thomas Manns roman Dr. Faustus komponisten Adrian
Leverkuhn: "Bundet af selvpålagt ordenstvang, altså fri".
Sven Erik Werner hylder den tyske komponist Karlheinz Stockhausens filosofi om at
bidrage til "den musikaliserede menneskeheds genfødsel, dvs. at få klodens befolkning til at erstatte
den tillærte, diskursive, lineære og endimensionerede tænke- og levevis med den oprindelige,
nondiskursive, spiraliske og polyfone bevidsthed, som alene musikken kan formidle". Emnet
optager Sven Erik Werner, der i mange versioner har forsøgt pejlingen af "det eneste ægte skel i
vestlig musikkultur, skellet mellem holdningsmusik og underholdningsmusik – mellem medmusik
og modmusik, musik og muzak".
Men hvis debatten om europæisk musik præges af så dyb alvor, at den bliver patetisk,
kan Sven Erik Werner pludselig opløse befamlingen med sin humoristiske sans og referere den
kendte historie om (vistnok) den indiske vismand Ghandi, der på spørgsmålet om, hvad han syntes
om europæisk kultur, svarede "Det ville da være en god idé".
I Sven Erik Werners artikler i denne samling forholder han sig til mange andre end ovenfor nævnte
kunstnere, blandt andre komponisterne Per Nørgaard, Terry Riley, Beethoven, Brahms og Mozart
samt filosofferne og forfatterne Friedrich Schiller, Georg Brandes og Theodor W. Adorno. I håb om
at kunne bruge Danmarkshistorien til bedre nutidig handling i vort kjære fædreland er han for
eksempel dybt optaget af forskelle og ligheder mellem Grundtvig og Kierkegaard med absolut størst
sympati for og engagement i sidstnævnte:
Lighederne mellem Grundtvigs og Kierkegaards projekter var større end forskellene.
Begge ville de ud fra forskellige positioner "vække et folk af dvale", begge brugte de
deres liv på Sisyfos-kampen mod dødbideriet, privilegierne, forfængeligheden og den
autoriserede arrogance – og begge ville de det frie, selvberoende og ansvarlige
menneske……Det er måske vor tids største udfordring til de intellektuelle,
www.sven-erik-werner.dk 10

kunstneriske og politiske frontløbere, at de vil tage ved lære af fortiden for at sikre en
fremtid, der vil kunne undgå at gentage fortidens dumheder. Den historisk betingede,
men også kunstigt skabte polarisering mellem Grundtvig og Kierkegaard hører til
Danmarkshistoriens største dumheder.
Men frem for alt er hans livssyn præget af uudslukkelig kærlighed til kulturen og kunsten som
kunstnernes og den nye musiks forkæmper i utallige debatter og artikler. For at gøre debatten mere
præcis og givende forsøger han at definere begreber. For eksempel har "kunst" og "kultur" alt for
ofte været tilfældigt brugt og dermed forplumret mange debatter. Mange har gjort forsøg på
definitioner gennem tiderne, men jeg har ikke set nogen gøre det bedre end Sven Erik Werner i
bogen i anledning af Kunstfondens 60-års-jubilæum i 2004:
Kultur er det givne, kunst anfægtelse af det givne. Kultur er kollektiv, kunst
individuel. Hvor kultur er vaner, er kunst udfordring af disse vaner, det vil sige
uvaner. Hvor kultur efterspørger kvalifikation og kompetence, insisterer kunst på
livsformer hinsides trivielle kompetencer og kvalifikationer. Kunst kan kun sanses,
ikke forstås eller forklares. Uden sansning ingen indsigt.
Sven Erik Werner har forholdt sig til meget i samfundet og taget politisk stilling med venstrefløjen
som sin basis. Han er vokset op med den katolske tro, som han stadig bekender sig til uden at
optræde som missionær. Det ligger ham fjernt. I hans univers kombineres politik og religion, det
reelle og åndelige, på forunderlig måde. Kombinationen gør ham både rummelig og opbyggelig og
fører til en mangfoldighed af indfaldsvinkler til aktuelle emner med stor indfølelse i menneskelige
problemer og glæder. Men lige så forstående og tålmodig han kan være over for venner og
åndsbeslægtede, lige så afvisende er han over for holdninger, der ikke harmonerer med disse to
fundamenter i hans liv. De gør ham uundværlig som kommentator til vores virkelighed.
www.sven-erik-werner.dk 11