Videnskabsteori og etik for fysikere

Videnskabsteori og etik for fysikere 

Pia Jensen, 

CPR: 150788-****, 

Rapport deadline 15. juni 2009 

–Andrei Sakharov og videnskabsmandens ansvar

2 Indholdsfortegnelse 

Opbygning 

Jeg refererer til litteratur ved at skrive et tal i firkantparenteser, f.eks. [1]. Tallene kan oversættes 

til litteratur ved at se på litteraturlisten på side 12. 

Jeg skriver citater i blokke med mindre skrifttype og med større margin til begge sider – og i 

linien umiddelbart efter citatet skriver jeg hvem jeg citerer, og henviser til litteraturen. Engelske 

citater oversætter jeg i blokken efter. 

Jeg laver desuden slutnoter, der vises som et hævet tal. Noterne svarende til disse tal kan ses 

på side 13. 

Indholdsfortegnelse 

Indledning 3 

Problemformulering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 

1 Personer og tekster 4 

1.1 Andrei Sakharov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 

1.2 Niels Bohrs brev . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

1.3 Edward Tellers forelæsningsrække . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 

2 Videnskabsmandens ansvar 9 

2.1 Meninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 

2.2 Diskussion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 

3 Konklusion 11 

Litteraturliste 12 

Slutnoter 13 

Billedet på forsiden: Edward Teller (til venstre) sammen med Andrei Sakharov (til højre) under deres møde i USA 

i 1988. Billedet er taget fra hjemmesiden http://www.tamu-commerce.edu/physics/links/famous.asp.

Indledning og problemformulering 3 

Indledning 

I denne opgave ser jeg på forskerens ansvar for det arbejde han udfører. Jeg undersøger “brintbombens 

fader”, Andrei Sakharovs, livshistorie og meninger. Dette sammenligner jeg med meningerne 

fundet hos Niels Bohr i hans brev Åbent brev til de Forenede Nationer, [2], samt udtalelser fra Edward 

Tellers 1 forelæsningsrække The Reluctant Revolutionary, [1]. 

There is, however, a real responsibility for scientists and this responsibility is great. The 

scientist’s responsibility is to find out what he can about nature. [. ..] When the scientist has 

learned what he can learn and when he has built what he is able to build his work is not yet 

done. He must also explain in clear, simple, and understandable terms what he has found and 

what he has constructed. And there his responsibility ends. The decision on how to use the 

results of science is not his. The right and the duty to make decisions belongs to the people. 

Teller [1], s. 21-22 

Der er dog et reelt ansvar for videnskabsmænd, og dette ansvar er stort. Videnskabsmandens 

ansvar at finde ud af hvad han kan om naturen. [...] Når videnskabsmanden har lært hvad 

han kan lære, og når han har bygget hvad han er i stand til at opbygge, er hans arbejde endnu 

ikke gjort. Han skal også forklare på en klar, enkel og forståelig måde, hvad han har fundet 

og hvad han har bygget. Og der ender hans ansvar. Beslutningen om hvordan man skal bruge 

resultaterne af videnskaben er ikke hans. Retten og pligten til at træffe beslutninger tilhører 

folket. 

Problemformulering 

Oversat, PJ 

Med udgangspunkt i Tellers udtalelse ovenfor, vil jeg undersøge Andrei Sakharovs meninger om 

fysikerens ansvar over for det menneskelige samfund. Denne mening vil jeg sammenligne både med 

Niels Bohrs og Edward Tellers meninger.

4 Personer og tekster 


Jeg vil i denne første del gennemgå Andrei Sakharovs livshistorie og dermed forklare hvordan han 

blev som han gjorde. Derudover vil jeg gennemgå de to tekster jeg vil bruge som sammenligningsmateriale, 

Niels Bohrs brev, [2], og Edward Tellers tre forelæsninger om videnskab og politik, 

[1]. 

1.1 Andrei Sakharov 

Andrei Dmitrievich Sakharov (1921-1989) var den vigtigste fysiker i det Sovjetiske brintbombeprogram 

i 50’erne 2 . Efter at have fået sin licentiatgrad 3 i fysik på Moskva Universitet i 1947, blev han 

sammen med en gruppe af tre andre unge fysikere, under ledelse af den senere Nobelprismodtager 

Igor Tamm, sat til at fremstille USSR’s termonukleare bombe. 

De første 6 år af denne udviklingsfase anså han primært som en benyttelse af smuk fysik, og 

tænkte ikke videre over de følger projektet kunne få: Arbejdet var nødvendigt, og de store ofre der 

blev givet for at gennemføre projektet (store pengesummer der kunne have været brugt andetsteds) 

skulle ikke være spildt 4 . Han personligt blev hovedmanden bag grundidéen for den termonukleare 

bombe de endte med at færdigfremstille og teste på de Kazakhstanske stepper i 1953. 

De første betænkeligheder 

I tiden før den første prøvesprængning begyndte han at have betænkeligheder med hvad det var 

de gjorde – han tænkte over de biologiske konsekvenser for de mennesker der boede i området 

omkring prøvesprængningsområdet, og på det radioaktive materiale der ville blive ført med vinden 

hele verden rundt. Alligevel var det først i 1957, efter mange flere prøvesprængninger, han skrev en 

artikel om de biologiske følger af prøvesprængningerne, som et forsøg på at gøre folk opmærksomme 

på problemet. I hans erindringer skriver han: 

I løbet af 50’erne var jeg nået til den anskuelse, at atomprøvesprængninger i atmosfæren var en 

forbrydelse mod menneskeheden, der svarede til en hemmelig inficering af en bys vandforsyning 

med sygdomsfremkaldende bakterier. Men jeg fandt ingen støtte blandt mine omgivelser. 

Sakharov [3], s. 247 

På dette tidspunkt havde Sakharov to gange fået prisen Det Socialistiske Arbejdes Helt 5 , og var 

blevet valgt ind i Videnskabernes Akademi, og var dermed kommet langt op i det sovjetiske system. 

Han havde derfor mulighed for at mødes med statsoverhoveder for at ytre sine meninger. I juli 

1961 deltog han i et stort møde hvor den daværende generalsekretær, Nikita Khrusjtjov, fik hans 

meninger at høre – prøvesprængningerne burde stoppes, da de var unødvendige 6 – dog kun med 

det resultat at han ikke blev taget det mindste seriøst. 

I slutningen af oktober 1961 skulle de afprøve deres hidtil største termonukleare bombe, den 

enorme Tsar bombe på 100MT. I sidste øjeblik blev størrelsen dog ændret til det halve, da Sakharov 

og nogle af de andre fysikere kom med indvendinger om sikkerhedsrisikoen – både hvad 

angik usikkerhederne på beregningerne af størrelsen, og de biologiske følger af sprængningen. Trods 

halveringen af størrelsen var bomben stadig flere gange større end nogen anden bombe sprunget 

på Jorden både før og efter (se evt. figur 1 på modstående side). 

Efter dette fulgte der flere prøvesprængninger som Sakharov forsøgte at sætte en stopper for, 

enten ved at forsøge at få dem sprængt under jorden i stedet for i atmosfæren, eller ved helt at få

Personer og tekster 5 

Figur 1: Sammenligning af Sakharovs “superbombe” med andre nukleare og termonukleare 

prøvesprængninger. Illustration taget fra [4]. 

dem aflyst. Han blev i bombe-gruppen, for stadig at kunne gøre sin indflydelse gældende. Mange 

af hans indvendinger blev der dog aldrig lyttet til. 

Uden at ville det fik jeg meget at vide og at se. Heldigvis var der meget mere, der ikke kom 

inden for min rækkevidde, på trods af min høje grad af indviethed. Men det, som jeg fik at 

vide, var også mere end tilstrækkeligt til, at jeg med særlig styrke kunne føle hele rædslen 

og virkeligheden ved en stor termonuklear krig, hele menneskehedens afsind og den fare, der 

truer os alle på denne planet. 


Sakharovs samtaler med højtstående embedsmænd resulterede, efter Sakharovs eget udsagn, i 

Moskva-traktaten i 1963 – hvor Kennedy, for USA, og Khrusjtjov, for USSR, vedtog ikke at lave 

flere atomprøvesprængninger i luften, under vandet og i rummet. 

1963 blev også året hvor Sakharov igen kom til at arbejde med andre emner inden for fysik, 

navnligt kosmologi og hvordan universet udvikler sig. Senere kom han også til at arbejde med 

anvendelsesmuligheder af atombomber til fredelige formål (f.eks. kanalbyggerier og minedrift) 7 , og 

blev indlemmet i diskussioner omkring anvendelse af antiraketforsvarssystemer 8 . 

Kamp for menneskerettighederne 

I de følgende år begyndte Sakharov også at sende breve til højtstående embedsmænd med argumenter 

imod de overgreb på menneskerettighederne der blev begået i landet. Dette skulle blive 

hans primære hverv i lang tid fremover. 

I 1968 skrev han essay’et Manifest om fremskridt, sameksistens og intellektuel frihed, [5], hvor 

han tog nogle af verdens hovedproblemer – termonuklear og konventionel krig, hungersnød, forurening, 

politidiktaturer og massekulturel fordummelse – op til diskussion. Han skriver, som et oplæg 

til diskussion, hvordan intellektuel frihed – informationsfrihed og debatfrihed – er det primære 

mål for at få verden ud af krisen, og han skriver om nogle af forholdene i Sovjet som eksempler på 

hvad der gøres galt. Han skriver hvordan både socialisme og kapitalisme bør konvergere mod en 

fælles politik og kultur, hvor det er menneskerettighederne der har førsteprioritet, og hvor verden


er ledet ved hjælp af vejledning fra den intellektuelle verden. Hans hovedmening i essay’et kan 

opsummeres i følgende citat: 

Ethvert ærligt og tænkende menneske, som ikke er blevet forgiftet af snævertsynet lige- 

gyldighed, vil forsøge at arbejde for at den fremtidige udvikling skal følge det gode alternativs 

linier. Men kun en bred, åben diskussion uden noget tryk af frygt og fordomme kan få flertallet 

til at vælge den rigtigste og bedste kurs. 


Et par uger efter at essay’et blev lækket til Vesten, og var blevet omtalt i radioen, blev han forment 

adgang til bombe-projektet: I Sovjet skal man ikke blande sig i politik når man ikke er politiker 9 . 

Nu kunne han komme til at bruge meget mere af sin tid på både samfundsspørgsmål og emner 

inden for fysik. Han begyndte at følge retssager mod enkeltpersoner – anklagede for politiske 

overtrædelser. I sine erindringer skildrer han retssagerne som rene skuespil, og beskriver fra et af 

hans besøg i en retssal: 

Alle andre bænke var optaget af “borgere”, som var hidbragt fra Moskva specielt til lejligheden, 

iført ens jakkesæt; deres ens hatte lå i lige rækker i vindueskarmene. Denne praksis, at opfylde 

salen med KGB-medarbejdere og andre udvalgte er normal for alle politiske processer. Det 

sikrer en fjendtlig atmosfære over for de anklagede i salen, for der er jo ikke plads til deres 

familie, venner og ligesindede. De tilskikkede tilskuere sidder og døser eller læser avis for så 

at vågne op og komme med tilråb eller grine dumt i det mest tragiske øjeblik og – hvad der 

måske er vigtigst – møde dommen med klapsalver. Selv hvis det er en dødsdom! 


I november 1970 var Sakharov desuden med til at oprette den første sovjetiske menneskerettighedskomité, 

hvor han sammen med et par andre ligesindede kæmpede for, uafhængigt af staten, at 

studere hvordan menneskerettighederne havde det i Sovjet. Det primære mål var at få indført 

religionsfrihed og emigrationsfrihed. 

Offentlige kampagner imod Sakharov, Nobels Fredspris 

I starten af 1972 blev Sakharov gift for anden gang 10 , med menneskerettighedsforkæmperen Elena 

Bonner. De kæmpede sammen videre for mange politiske fangers løsladelse. 

I 1973 begyndte de første offentlige aviskampagner 11 imod Sakharov, hvor han i artikler og 

læserbreve blev kritiseret hårdhændet for at “blande sig i ting der ikke kom ham ved”, og hvor 

hans ord blev genfortalt med andre meninger. Efter hans eget udsagn kom alle disse skrivelser fra 

KGB’s hånd. Den værste af anklagerne var at han var en “fjende af afspændingen”, som han jo i 

virkeligheden i stedet kæmpede hårdt for. 

De følgende år gik med flere kampe for enkeltpersoner der var blevet behandlet forkert af systemet 

eller som ønskede at rejse ud af Sovjetunionen, samt skriven af artikler – som senere skulle 

gives til udenlandske korrespondenter – om forholdene i landet. Han begyndte at tiltrække sig 

omverdenens opmærksomhed, blandt andet ved hjælp af sultestrejker og pressekonferencer i sin 

lejlighed i Moskva. 

I 1975 blev Sakharov så nomineret Nobels Fredspris for sine handlinger. Han fik dog ikke selv 

lov til at rejse ud af landet, under det påskud at han stadig havde “hemmelige informationer” i 

hænde fra sine dage med bombe-projektet – Elena Bonner tog i stedet imod prisen for ham.

Personer og tekster 7 

Forvisning 

Da krigen i Afghanistan startede i slutningen af 1977 udtalte Sakharov at Sovjet burde gå ud af 

landet igen hurtigst muligt: Ellers skulle OL-kommiteén vælge at aflyse olympiaden i Moskva den 

følgende sommer 12 . Ikke mange dage efter blev han kidnappet af KGB, fik at vide at alle hans 

hædersbevisninger ville blive taget fra ham, og at han blev forvist til Gorkij 13 på ubestemt tid. 

Han ville blive fuldstændigt afskåret fra at møde udlændinge, og ville desuden også kun kunne få 

meget få besøgende. 

Tiden i Gorkij brugte han på at fortsætte sine samfundsmæssige kampe – med sin kone som 

mellemled til de udenlandske korrespondenter i Moskva. I 1981 skrev han artiklen Videnskabsmændenes 

ansvar, [6], med henblik på at få sine meninger ud til en international konference. I 

artiklen skriver han hvorledes det videnskabelige samfund er det eneste egentlige internationale 

samarbejde, og at det ikke kun koncentrerer sig om fagområder, men også om moralske spørgsmål. 

Han skriver videre at videnskabsmænd har særlige forpligtigelser for samfundet, fordi de har en 

større viden om vigtige emner: 

Med visse væsentlige undtagelser [...] er videnskabsmændene ikke blot bedre informeret end 

den almindelige borger, men stræber også efter og har større uafhængighed og frihed. Men 

frihed medfører altid ansvar. 

Tilbage til Moskva 

Sakharov [6] 

I slutningen af 1986 ringede Gorbatjov 14 personligt til Sakharov og fortalte at han endelig fik 

lov til at vende tilbage til Moskva. Her fortsatte han sin videnskabelige karriere, hvor han blev 

formand for Kommissionen for kosmomikrofysik under det Videnskabelige Akademi, og senere blev 

han også medlem af Akademiets Præsidium. I slutningen af 1988 fik han også endelig ophævet 

sit forbud mod udlandsrejser, og tog blandt andet til USA, hvor han blandt andre mødtes med 

Edward Teller (se evt. forsidebilledet) og Præsident Reagan. 

I april 1989 blev han valgt ind i den Øverste Sovjet, og blev her sat i en kommision der skulle 

sammensætte en ny forfatning til Sovjet. I december blev han færdig med et udkast til denne 

forfatning, men han døde kort efter af et hjerteanfald. 15 

1.2 Niels Bohrs brev 

I Bohrs tekst Åbent brev til De Forenede Nationer, [2], skriver han direkte til FN med sine personlige 

holdninger om verdenssituationen som den var i 1950. Han udtrykker, lige som Sakharov 

senere ville gøre det i sin artikel Videnskabsmændenes ansvar, [6], at videnskabens fremskridt, og 

virkeliggørelsen af dennes resultater, burde kunne samle menneskeheden. Formålet med hans brev 

var 

[...] at pege på de enestående muligheder for at fremme forståelse og samarbejde mellem 

nationerne, skabt ved den overordentlige udvikling af menneskenes hjælpemidler, som viden- 

skabens fremskridt har bragt med sig [. ..] 

Bohr [2], s. 3 

Han skriver specifikt at der var en enestående mulighed for at skabe samarbejde mellem landene 

ved at arbejde for enighed om en form for kontrol af hvordan atomenergi, og dennes sideprodukter,


blev brugt. Derudover skriver han, i et udsnit af et tidligere memorandum til Præsident Roosevelt 

fra 1944, hvordan man risikerede et våbenkapløb mellem nationerne – med mindre man begyndte 

at udveksle oplysninger og lave indrømmelser: 

Medmindre der i rette tid kan opnås overenskomst angående en kontrol af brugen af de nye 

aktive stoffer [atomenergien], kan enhver nok så stor øjeblikkelig fordel ikke opveje bestandige 

trusler mod menneskehedens sikkerhed. 

Bohr [2], s. 5 

Han skriver desuden at det netop er de individuelle kontakter imellem videnskabsmænd som kan 

starte et sådant samarbejde. Det skulle ligeledes være videnskabsmænd, udnævnt af regeringerne, 

der hjalp til med at udforme en form for kontrol – og videre oprette en organisation der kunne 

gøre det samme for nye og endnu ukendte videnskabelige fremskridt. 

Bohr reflekterer herefter over hvordan det i virkeligheden var gået mellem 1945 og 1950: Der 

var ikke kommet indrømmelser, og nationerne arbejdede hver for sig, og hemmeligholdte hvor langt 

de var nået i deres udvikling. FN kunne ikke få forhandlet noget igennem, fordi der var al for stor 

mistillid nationerne imellem. Han skriver at 

[...] det blev mere og mere klart, at der, for af bane vej for overenskomst om en sådan ordning, 

krævedes et afgørende første skridt henimod større åbenhed. 

Bohr [2], s. 9 

I et andet memorandum fra 1948, som han også citerer i sit brev 16 , opfordrede han den amerikanske 

udenrigsminister til at tage dette første skridt. Senere i brevet skriver han dog at uanset hvem der 

tager dette initiativ, så må det være positivt. 

1.3 Edward Tellers forelæsningsrække 

I en række af tre forelæsninger, holdt i 1963 og senere udgivet på bogform som The Reluctant Revolutionary, 

[1], taler Edward Teller om videnskab og politik – og om verdenssituationen generelt. 

I den første forelæsning taler han om hvor videnskabsmanden er placeret i samfundet. Videnskaben 

har gjort samfundet til et farligt sted – man har lavet frygtindgydende våben, og på 

tidspunktet for forelæsningerne er der en overhængende risiko for en tredje verdenskrig. Teller 

forklarerer at de fleste nok ville mene at det var videnskaben alene der stod med ansvaret for den 

krise der var i verden, men han selv mener derimod at videnskabsmandens ansvar er knapt så 

vidtrækkende, jf. citatet på side 3. 

Som et eksempel på problemet i den første af de to holdninger kommer han med udviklingen af 

nylon: Da det først blev taget i brug var det ikke til nylonstrømper – men derimod til faldskærme 

under anden verdenskrig. Teller spørger: 

Can one ever tell whether a new invention will satisfy a need, cater to a luxury, or become a 

weapon? 

Teller [1], s. 5 

Kan man nogensinde forudsige om en ny opfindelse vil opfylde et behov, imødekomme en 

luksus eller blive et våben? 

Oversat, PJ

Videnskabsmandens ansvar 9 

I den anden forelæsning taler Teller om frygten for atomkrig. Han mener at dommedagsbeskrivelserne 

af en sådan krig er for voldsomme, og benægter alle udregninger der siger at menneskeheden 

vil gå under – at 

there is a difference between an unprecedented disaster and the end of the human race. 

Teller [1], s. 32 

der er en forskel på en hidtil uset katastrofe og udryddelsen af den menneskelige race. 

Oversat, PJ 

Han mener at denne misforståelse med at menneskeheden vil gå under er et bevis på at det moderne 

samfunds borgere ikke længere har fuld mulighed for at følge med i udviklingen: Videnskabens 

fremskridt bliver for avancerede eller ligefrem hemmelighedsstemplede, og derfor har folk ikke 

mulighed for at danne beslutninger med ordentligt grundlag. Dermed er den demokratiske proces 

gået i stå. Dette sidste svarer meget til den massekulturelle fordummelse som Sakharov taler om 

som en af verdens store problemer i sit essay Manifest om fremskridt, sameksistens og intellektuel 

frihed, [5]. 

I den sidste forelæsning taler Teller om hvad verden har for sig i fremtiden. Han nævner som 

en hovedpointe at verden må og vil finde frem til en international lov og orden – om det så bliver 

kommunisterne eller kapitalisterne der vinder kampen (han mener ikke som Sakharov at de to vil 

konvergere mod noget fælles). 

2 Videnskabsmandens ansvar 

Efter denne gennemgang af mit grundlag, kan jeg gå videre til at vurdere og analysere på meningerne 

i disse to tekster. 

2.1 Meninger 

Et vigtigt aspekt er at se på Sakharovs mening om videnskabsmandens rolle i samfundet: Derfor 

er det vigtigt – for at kunne sammenligne – at fremhæve de meninger som Bohr og Teller har givet 

udtryk for i de tekster jeg har gennemgået ovenfor. 

Niels Bohr 

I Bohrs brev har videnskabsmændene den rolle at de, både kollektivt og personligt, allerede har 

haft et internationalt samarbejde, som dog blev delvist ødelagt under anden verdenskrig. Dette 

internationale samarbejde kan genoprettes vha. oplysningsfrihed nationerne imellem, og det kan 

fungere som en form for katalysator for det politiske samarbejde der er nødvendigt for at få 

ordentlig kontrol over bl.a. atomkraften. En sidegevinst for et sådant politisk samarbejde er videre 

at nationerne kan arbejde sammen om andre ikke-videnskabelige spørgsmål. 

Derudover skal videnskabsmænd være med til at udvikle den kontrol der skal føres med videnskabens 

resultater – og der skal altså oprettes en organisation, hvor sagkyndige mennesker skal 

kunne holde overblik over hvad der kommer af videnskabelige fremskridt, og disses mulige farer. 

Det er altså, ifølge Bohr, videnskabsmandens ansvar at arbejde videre med det han har startet 

– og altså så vidt muligt være med til at kontrollere resultaterne når de føres videre.

10 Videnskabsmandens ansvar 

Edward Teller 

Tellers mening om videnskabsmanden som en del af samfundet er at han skal gøre alt hvad han 

kan for at føre udviklingen videre, og at han, så godt han kan, skal føre sin viden ud i verden. Det 

er ikke videnskabsmandens ansvar hvad hans viden bliver brugt til – det er et fælles ansvar som 

hele samfundet har på skuldrene 17 . 

Andrei Sakharov 

Sakharovs mening er nærmere at videnskabsmanden skal forske som han nu har mulighed for, men 

at han bagefter videre skal insistere på at få lov til at rådgive de folk der skal tage beslutningerne 18 . 

Dette kunne måske godt ligge lidt op ad Tellers mening om at videnskabsmanden skal forklare sine 

opdagelser – men Sakharov går lidt længere end det: Videnskabsmanden skal ikke kun forklare 

sine ting forståeligt og klart, han skal også rådgive videre om hvordan man skal forholde sig til 

videnskaben – for mennesker der ikke har arbejdet med videnskab har ikke nær så stort et overblik 

over videnskaben og dens konsekvenser, som videnskabsmanden selv har. Sakharov skrev selv i sin 

artikel i 1981, [6], at: 

Videnskabsmænd, teknikere og andre eksperter opnår gennem deres faglige viden og de mu- 

ligheder, de har i deres arbejde, en bred og dyb forståelse af de fordele – men også af de mulige 

risici – som anvendelsen af videnskab og teknologi medfører. 

Sakharov [6] 

Desuden skriver han at alle har en pligt til at hjælpe med virkeliggørelsen af de videnskabelige 

resultater, men at videnskabsmændene har ansvaret for at tænke over de ting der kan gå galt, 

specielt hvad der angår militær brug af resultaterne. 

Sakharovs mening om videnskabsmandens rolle i samfundet er altså tættere på Bohrs mening 

end Tellers: Hvor Teller mener at videnskabsmanden egentlig kan fralægge sig ansvaret når først 

han har undersøgt tingene til bunds og forklaret sig ud af det, så mener Bohr derimod at videnskabsmanden 

er en vital del af det samfund som han lever i: Det kendskab til videnskaben 

som videnskabsmanden har fået igennem sin forskning og indlæring skal hjælpe samfundet med 

at komme videre uden at lave ulykker. 

2.2 Diskussion 

I modsætning til Teller og hans udtalelse i citatet på side 3, ser man både hos Bohr og Sakharov 

at videnskabsmanden har et ansvar for at holde øje med sine opdagelser og opfindelser. I Bohrs 

tilfælde udmynter det sig i hans mening om at det internationale videnskabelige samarbejde kan 

føre til samarbejder uden for den videnskabelige verden, mens det i Sakharovs tilfælde direkte 

fører til at han selv bliver menneskerettighedsforkæmper. 

En videnskabsmands ansvar kan dog ikke bare sættes ind i en af to bokse, hvor man i den ene 

fralægger sig ethvert ansvar for følgerne, og hvor man i den anden kræver ansvarlighed til at følge 

resultaterne for videnskaben. Verden er jo ikke bare sort og hvid – man bliver nødt til at tænke 

over det man gør og hvad det kan resultere i, men på den anden side er det ikke altid muligt at 

forudsige hvad der sker i fremtiden, jf. Tellers eksempel med nylon. 

Det ansvar man tager på skuldrene som videnskabsmand må til dels bare handle om at man 

selv er en del af det samfund der tager imod både de gode og de dårlige resultater af videnskaben

Konklusion 11 

– og man skal handle derefter. Man skal altså stille sig til rådighed for at kunne rådgive om de 

områder man specialiserer sig i, og ikke bare vige tilbage når nogen forsøger at tage beslutningerne 

for én. Men derudover skal man også være opmærksom på at man “bare” er et menneske – man 

kan tage fejl, og skal ikke forsøge at tage alle beslutningerne selv. 

En sidste bemærkning er desuden at det videnskabelige samfund – som både Bohr, i sit brev, og 

Sakharov, i sin artikel fra 1981, [6] – beskriver det, virkelig er et ægte internationalt samarbejde. 

Dette samarbejde har kunnet trodse store kulturelle forskelle, og har derfor virkelig en mulighed 

for at hjælpe med til at skabe et bredt samarbejde imellem de forskellige lande i verden. Det eneste 

dette kræver, er en grundlæggende oplysningsfrihed, så videnskabsmændene virkelig har lov til at 

dele deres forskningsresultater – og videre altså også kan tale om andre ikke-videnskabelige ting. 

3 Konklusion 

I bogen Meninger, [7], en samling af Sakharovs manifester, artikler og skrifter, skriver Harrison E. 

Salisbury i forordet: 

Der er åbenbart et eller andet ved naturvidenskaberne, som får en stor fysiker til at se ud 

over formlerne, læresætningerne, de uendeligt indviklede hypoteser, efter hvilke han afprøver 

og fastslår universets naturlove, og ind i de tilsyneladende mere simple, men i virkeligheden 

langt mere komplicerede fænomener, der behersker det menneskelige samfund. 

Eller dette er måske en illusion. Måske er det bare sådan, at fysikerne med deres trænede, 

fintmærkende hjerner er i stand til hurtigere og mere dybtgående at gennemtrænge det mørke 

og de urimelige skævheder, hvormed menneskene sædvanligvis tilhyller deres egne affærer. 

Hvad årsagen end kan være, så er det en kendsgerning, at Einstein efter at have udformet 

sin geniale relativitetsteori begyndte at koncentrere sig om spørgsmål om krig og fred, og at 

Oppenheimer vendte sig fra atombomben til de dybere humanistiske virkninger af videnskab- 

smandens rolle i samfundet. Det samme har flere andre gjort. 

H. E. Salisbury i [7], s. 10 

I 1960’erne så man således også Andrei Sakharov vende sig fra sit arbejde med frygtindgydende 

våben, og han begyndte i stedet at koncentrere sig om samfundsmæssige spørgsmål. 

Jeg har undersøgt Sakharovs livshistorie og meninger, og har sammenlignet disse med Edward 

Tellers mening om videnskabsmandens ansvar i samfundet og Niels Bohrs tanker om det videnskabelige 

samfunds ansvar. Jeg har fundet at det essentielle i det ansvar en videnskabsmand har, 

ligger i at rådgive beslutningstagerne – da disse ikke alene har mulighed for at få lige så stort et 

kendskab om videnskaben som videnskabsmændene selv har.

12 Litteraturliste 

Litteraturliste 

Al litteratur jeg har brugt i denne opgave er oplistet her nedenfor. I løbet af opgaven har jeg i 

teksten og i noter henvist til disse artikler og bøger, og de står i rækkefølge efter hvornår de er 

blevet henvist til. 

[1] Edward Teller. The Reluctant Revolutionary. The Anthony Brick Lectures, third series. University 

of Missouri Press, Columbia, 1964. 

[2] Niels Bohr. Åbent brev til de Forenede Nationer. J. H. Schultz Forlag, 1950. 

[3] Andrei D. Sakharov. Erindringer. Centrum, 1990. 

[4] Jim Wilson. “Tiny nukes”. Popular Mechanics, 179(10):67 –, 2002. URL 

http://search.ebscohost.com.ep.fjernadgang.kb.dk/login.aspx?direct=true&db= 

aph&AN=7343064&site=ehost-live. 

[5] Andrei D. Sakharov. Manifest om fremskridt, sameksistens og frihed. Samlerens Piccolobøger, 

1968. 

[6] Andrei D. Sakharov. “Videnskabsmændenes ansvar”. Politiken, 22-06-1981. 

[7] Andrei D. Sakharov. Meninger. Gyldendal, 1974. 

[8] Gennady Gorelik with Antonina W. Bouis. The World of Andrei Sakharov: A russian physicist’s 

path to freedom. Oxford University Press, 2005. 

[9] Del og helhed: samtaler i atomfysikkens periferi. København: Thaning & Appel, 1969.

Slutnoter 13 

Slutnoter 

1. Edward Teller er det amerikanske modstykke til Sakharov – han var amerikanernes “brintbombens 

fader”. I modsætning til Sakharov blev han dog ved med at arbejde for militæret, og var 

senere en stor fortaler for SDI-projektet (Strategic Defense Initiative, eller stjernekrigsprojektet). 

2. Med mindre andet bliver nævnt, kommer fakta i underafsnit 1.1 fra Sakharovs Erindringer, [3]. 

3. En licentiatgrad kan sammenlignes med den danske pd.h. grad. 

4. Derudover var Sakharov aldrig kommet i militæret grundet sit fysiske helbred, og han følte 

derfor at bombe-projektet til dels var hans måde at kæmpe for fædrelandet. 

5. Denne titel var den højeste civile æresbevisning man kunne få i Sovjet, [7]. 

6. Unødvendige i den forstand at de ikke var nødvendige nok til at godtgøre for den skade 

prøvesprængningerne gjorde. 

7. Lige som Edward Teller gjorde det med Project Plowshare i USA. 

8. Sakharov blev indlemmet i diskussioner om antiraketforsvarssystemer på baggrund af hans 

arbejde med de våben som systemerne skulle beskytte imod. Han var dog notorisk imod sådanne 

systemer, da han mente at de kunne ødelægge afspændingen. 

9. Og da slet ikke når man taler skidt om situationen i landet. 

10. Hans første kone, Klavdija A. Vikhireva, døde af kræft i 1969. De havde været gift siden 1944. 

11. I de følgende år var der mange af sådanne kampagner. 

12. Man må ikke være i krig mens der er olympiade. 

13. Gorkij hedder i dag Nizjnij Novgorod. Den ligger omkring350km øst for Moskva. På tidspunktet 

for udvisningen var byen helt lukket af for udlændinge, specielt de udenlandske korrespondenter. 

14. Den daværende generalsekretær i Sovjet. 

15. Denne sidste information kommer fra Gorelik [8]. 

16. Han citerer fra dette memorandum, som han fremlagde i Washington i juni 1948, på siderne 

10-11 i sit brev, [2]. 

17. Dette, at ansvaret for forskningen ikke ligger på den enkelte videnskabsmand, kan man også se 

hos Werner Heisenberg i hans artikel Om forskerens ansvar, s. 195-207 i [9]. Her giver Heisenberg 

udtryk for at man ikke kan beskylde Otto Hahn, der opdagede uranspaltning, for at være grunden 

til atombomben kastet over Hiroshima. 

18. Dette er ikke en mening som han ville fastholde overfor alle. Sakharov selv fulgte denne filosofi, 

men kunne desuden også selv se at det ikke var muligt for alle at gøre dette.

Videnskabsteori og etik for fysikere

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?