2 Nummer 6/2010 - Lokal Hukommelse

Kirke & sogn
”Vær altid glade i Herren! Jeg gentager:
Vær glade!” Sådan skrev Paulus til
de første kristne i den romerske garnisonsby
Filippi i Makedonien. Om
han skrev det under sit sidste, meget
lange fængselsophold, der endte
med, at han som fange kom til Rom,
hvor han blev henrettet, er et omstridt
spørgsmål; men i hvert fald var hans
situation sådan, at han nok kunne
have grund til at give udtryk for det
modsatte: sin frygt og sin ængstelse
for, hvad der kunne være i vente. Det
er det nok værd at mærke sig, også
selv om der selvfølgelig herved falder
et lidet flatterende lys over de forbehold
over for glæden, som vi, der stort
set ikke kender til modgang, har så
mange af.
Indrømmes skal det dog, at der undertiden
kan være noget anmassende
ved glæden så at en og anden måske
siger: Javel, han eller hun kan sagtens
være glad. Men hvad med mig? Man
kan ubestrideligt gøre andre mennesker
fortræd ved demonstrativt at vise
dem sin glæde. Som hovedpersonen i
Dostojevskis roman ”Idioten” udtrykker
det over for et ensomt og ulykkeligt menneske:
”Tilgiv os vor lykke!”.
Denne bevidsthed om, at man kan gøre
fortræd med sin glæde, ligger måske også
bag ved megen forhippet julevelgørenhed og
pludseligt opblomstrende interesse for dem,
man ellers ikke interesserer sig synderligt for
på den anden side af 2. juledag. For mennesker,
der er lænket til et sygeleje, eller som
må fejre juleaften alene, er julen ikke uden
videre nogen let og lys tid, og mange af dem,
der har mistet et elsket menneske, føler netop
denne aften savnet særlig stærkt. Det er uvist,
hvad Grundtvig tænkte på, da han digtede
de sidste linjer af sin julemorgen-salme: ”Vor
Fader i himlen! lad det ske,/ lad julesorgen
slukkes!” Og dog er vi forhåbentlig ikke mere
optaget af os selv, end, at vi godt véd, at det
at være glad ikke er nogen selvfølgelighed.
Med glæden forholder det sig nemlig sådan,
at den kan man ikke tiltvinge sig, men den
Emil Nolde: ”Den hellige familie”
får man enten skænket uventet og ufortjent,
eller også gør man det ikke, og derfor virker
det da også næsten som en grusomhed, når
Paulus i befalingens form siger, som han gør:
”Vær altid glade!” For siger vores erfaring
dog ikke, at hvis der er noget, der ikke kan
kommanderes med, så er det netop glæden.
Være glad er ikke noget, man kan ville. Ja,
man kan vel i grunden lige så lidt sige til sig
selv: Jeg vil være forelsket! eller: Jeg vil tro!
som man kan sige: Jeg vil være glad!
Og så kender vi dog ikke desto mindre til
erfaringer, der vidner om, at man kan lukke
sig til for glæden og nægte at betale den pris,
som glæden ofte koster. Man kan hengive sig
til mørke og triste tanker og samle på dem
som en skat. Og modsætningsvis kan man
også prøve at se bort fra livets skyggesider og
disharmonier og skyde alt, hvad der hedder
nederlag, skyld og død ud i periferien som
noget uvedkommende og uvirkeligt. Som
velfærdssamfundstilhængere roser vi
os tit af at være forstående og hjælpsomme
over for de dårligst stillede.
Men samtidig er vi også ofre for en
grænseløs lykkedyrkelse og en tilbedelse
af skønhed, succes og karriere
uden sidestykke, hvilket selvfølgelig
hverken vidner om hjælpsomhed eller
social forståelse.
Ofte prøver man så også at inddrage
kirken og dens forkyndelse som garant
for denne lykkedyrkelse, og desværre
lader kirken sig i kun alt for høj grad
misbruge på den måde, så at den æstetiserer
de ubehagelige kendsgerninger:
afmagt, synd og død, og pakker dem
ind i vat og vers.
Men hvor kompromitteret kirken end
er i så henseende, så rummer dens
budskab dog en kilde til stadig fornyet
omvurdering af alt, underligt på tværs
af alle vores drømme og ønsker, fattigt
og let at skyde til side, men samtidig
ikke til at blive færdig med, budskabet
om Kristus, der lige så lidt gør
det muligt for os at lukke øjnene for
virkeligheden som juleevangeliet gør
det: Der var ikke plads til ham i herberget.
Der var ikke plads for ham i verden.
Han var ikke den, man ønskede han skulle
være. Derfor blev han skubbet til side og
til sidst hængt op på et kors. Det er dog så
virkelighedsnært, som det være kan. Men
samtidig hedder det: Han spiste med toldere
og syndere. Han delte sit håb og sin tro med
fortabte. Det er den virkelighed der også
genspejles i julens fortælling om hyrderne på
marken, der som de første hørte glædestoner,
julesang midt i nattemørket.
”Vær altid glad! Det var den befaling, Paulus
selv vidste sig bundet til, og den er også vi
som kristne undergivet. Umisforståelig og
alligevel uopfyldelig er den. Det véd vi fra os
selv. Men måtte vi da kunne tage julens budskab
til os og holde fast ved bare en smule af
den glæde, der ligger i ordene: ”mennesker,
der har Guds velbehag!”
Malthe Madsen
Nummer 6/2010 1