speciale helt f rdig - Raffaele Brahe-Orlandi

63 Lærernes Identitet
strukturalisterne at skabe et videnskabeligt genstandsfelt, der kunne underlægges nogle
regelmæssigheder og strukturer, der er immanent fastholdt i selve sprogets system.
Strukturalisterne beskrev tegnet, som jeg var inde på det tidligere hos J.C. Bang, som et forhold
mellem indhold (signifié) og udtryk (signifiant). Tilsammen udgør de det som A.J. Greimas
i ”Strukturel semantik” (Greimas 1974) benævner som en betydningshelhed (ensemble signifiant).
Om dette forhold mellem udtryk og indhold skriver Greimas, at man ikke kan benævne noget med
et udtryk (signifiant) uden at dette virkeligt har en betydning, således at eksistensen af udtrykket
(signifiant) forudsætter tilstedeværelsen af et indhold (signifié). På den anden side, skriver Greimas:
”[…] er le signifié udelukkende signifié, fordi den er betegnet, dvs. fordi der findes en signifiant, som
betegner den. Med andre ord: Le signifiéts eksistens forudsætter tilstedeværelsen af le signifiant.”
(Greimas 1974:46)
I denne teoretiske betragtning af tegnet som bestående af et udtryk og et indhold, ses der bort fra
den aktuelle kommunikationssituations konstituenter og de fortolkende personer, der i flg. J.C.
Bang bestemmer tegnets betydning og ikke tegnet selv, eller sprogsystemet selv (jf.s.40). Som jeg
nævnte tidligere (jf.s.40) betragter jeg denne opmærksomhed på tegnets aktuelle deiktiske
referencer som afgørende i min forståelse af sproget og tegnet i dette speciale, og det er derfor ikke
uden videre let at integrere strukturalistiske modeller i denne beskrivelse af sprog og analyse af
tekster. Når jeg vælger alligevel at gøre det, er det fordi de strukturalistiske modeller, jeg vil
præsentere her, viste sig at være anvendelige i min analyse af de fortællinger, der eksisterer
omkring lærerne i det danske samfund.
Jeg integrerer således strukturalistiske modeller i min diskursanalytiske ramme, hvor sproget forstås
som dialektisk ved at forstå modellerne som partielle tendenser og potentialer, der ligger i
teksternes betydningsstruktur, uden at betragte dem som lovmæssigheder eller obligatoriske
determinationer. Her hæfter jeg mig ved J.C. Bang, hvor han skriver:
”I dialektisk sprogteori giver vi megen opmærksomhed til modus vivendi som er svært at kapere for
strukturalistiske system- og formaltænkere, som hellere vil betragte isolerede modaliteter… Men forstår
vi strukturalisternes regelsamlinger som partielle tendenser og potentialer og ikke som generelle
63