speciale helt f rdig - Raffaele Brahe-Orlandi

62 Lærernes Identitet
metaforer. Jeg vil eksemplificere det ved en af de kategorier, der indgår i min kategorisering af
datamaterialet; LÆREREN ER PATIENT:
1. Lærerens identitet får mening, idet den mening vi forbinder med patienten (der har med sygdom
at gøre) overføres ved en strukturoverførsel.
2. Lærernes identitet får en bestemt mening, nemlig patientens eller sygdommens og ikke andres, i
denne kategoris tilfælde ikke eksempelvis offerets, heltens, den inkompetentes,
samfundstjenerens eller gerningsmandens, som er de andre kategorier i nærværende projekt.
3. Der dannes ved gentagelse af den samme metafor (i form af en række medietekster) et kulturelt
mønster. Hvilke metaforer man (langt fra altid bevidst) bruger til at strukturere forskellige
oplevelser, er, når de er gennemgående for en større gruppe, med til at danne kulturel signifikans.
Det er medbestemmende for og medbestemt af vores kultur, at vi blandt andre bruger
patientmetaforen i diskursen omkring lærernes identitet.
I kapitel 5 beskriver jeg samtlige tekster fra datamaterialet ud fra 6 strukturelle metaforer, som jeg
identificerede ud fra teksternes sproglige forhold som beskrevet ovenfor i sprogets 3 basale aspekter;
deiksis, modalitet og metafor. Derudover har aktantmodellen og betydningens grundstruktur været
en stor hjælp for mig i min analyse af de enkelte tekster og de enkelte kategorier i korpusset af
tekster (bilag 1-112). Disse to modeller vil derfor blive præsenteret og beskrevet i det følgende:
4.1.4 Aktantmodellen og Betydningens grundstruktur
Jeg præsenterer nu 2 modeller, der begge har deres rødder i strukturalistisk sprogteori med
udgangspunkt i Ferdinand de Saussures ”Forelæsninger i almen lingvistik” fra 1916 (Saussure
1991), hvor han beskriver sproget som delt i to, et sprogsystem (la langue) på den ene side og
sprogbrugen (la parole) på den anden side. Saussure mente at det var den første, altså sprogsystemet
(la langue), som er objektiv og kontekstuafhængig, der var sprogvidenskabens egentlige
genstandsfelt. Sprogbrugen (la parole) anså han for at være uden videnskabelig relevans, da denne,
der som oftest består af mundtlig daglig tale, er behæftet med de fejl, den enkelte sprogbruger laver
og dermed er kontingent.
Det er denne skelnen, der fører til det jeg tidligere beskrev som et afgørende kritikpunkt ved
strukturalistisk sprogteori set med dialektisk sprogteoris briller. Ved at fokusere på sprogsystemet
og nærmest benægte konteksten og den praktiske sprogbrugs videnskabelige betydning, forsøgte
62