speciale helt f rdig - Raffaele Brahe-Orlandi

44 Lærernes Identitet
Denne dialektik kan også beskrives som sprogets deiktiske og dets metaforiske aspekter, der
sammen med de modale aspekter udgør sprogets tre basale aspekter i dialektisk sprogteori. Inden
jeg vil gøre rede for disse og beskrive deres relation til hinanden nærmere, vil jeg nu se på synet på
sproget som det kommer til udtryk i Fairclougs kritiske diskursanalyse, som er en dialektisk teori,
der er sammenlignelig med Bangs dialektiske sprogteori.
Faircloughs syn på sproget kan beskrives som dialektisk på den måde at han ser sprog som
struktureret og strukturerende på samme tid (Fairclough 1999:141), hvilket hænger uløseligt
sammen med det dialektiske forhold mellem det sociale liv (den sociokulturelle praksis) og
diskursen (den diskursive praksis), som jeg beskrev det i min metodebeskrivelse. Med henvisning
til systemisk funktionel lingvistik, som beskrevet af M.A.K. Halliday (Halliday 2001), beskrives
sproget i CDA som åbent, forstået på den måde, at det er åbent for de forandringer og udviklinger,
der udspiller sig i den sociale praksis omkring det, her udgør sproget repræsentationer af den
abstrakte sociale livsverden (instantiation). Samtidig skal sproget forstås som realiseringer
(realisation) i form af tekster, der er relativt lukkede øjebliksbilleder i form af sproglige udtryk, der
rummer et særligt betydningspotentiale:
”But the relationship is rather complex, because language is organized as a meta-redundant system – the
meaning potential is realized not simply in the wording potential, but in the realization of the wording
potential in the expression potential.” (Fairclough, Chouliaraki 1999:140)
Tekster skal således forstås og analyseres på en gang som realiseringer af det sociale, der rummer
nogle tekstinterne forhold og som åbne repræsentationer af en bredere social praksis, den bredere
diskurs omkring dem. Sprog som struktureret og strukturerende på samme tid, skal altså forstås
sådan, at:
”Texts as instantiations on the one hand draw upon and instantiate the system, but on the other are
located in specific and potentially new ways in social life, so that in principle every instantiation opens
the system up to new impetuses from its social environment.” (Fairclough, chouliaraki 1999:141)
Det der opstår i denne dialektiske proces, hvor sproget og den sociale omverden gensidigt påvirker
hinanden er i sidste ende, det der er kritisk diskursanalyses primære undersøgelsesområde; hvordan
sproget (diskursen) figurerer i sociale forandringsprocesser. Tekstuelle realiseringer af sociale
44