speciale helt f rdig - Raffaele Brahe-Orlandi

33 Lærernes Identitet
handlingssystem, men derimod noget, der rutinemæssigt må skabes og opretholdes i individets
refleksive aktiviteter.” (Giddens 1996a:68).
Dette arbejde, den enkelte må udføre i det ovenfor beskrevne projekt, hvor selvidentitet
rutinemæssigt må skabes og opretholdes refleksivt, må ses som en narrativ proces, der går ud på at
en persons identitet skal findes i ”evnen til at holde en særlig fortælling i gang” (Giddens 1996a:70).
Selvidentitet er således ”selvet som det refleksivt forstås af personen på baggrund af
vedkommendes biografi”, som Giddens skriver videre (Giddens 1996a:68). Selvidentitet som
sammenhængende fænomen forudsætter altså en fortælling, der er fastlagt indefra, eller som
Giddens skriver er den internt referentielt (Giddens 1996a:99), hvilket ikke betyder, at biografien
kan konstrueres fuldstændig fiktivt, da opretholdelsen af en regelmæssig interaktion med andre
kræver en kontinuerlig integration af de begivenheder, der finder sted i den ydre verden. Det er
individets opgave at anbringe disse begivenheder selektivt i den fortsatte fortælling om selvet
(Giddens 1996a:70) på en sådan måde, at denne hænger sammen og giver mening også for
omverden.
Denne refleksive kontinuerlige integration af den ydre verdens begivenheder i fortællingen om
selvet, kan på mange måder sammenlignes med Paul Ricoeurs narrative identitet, der ligeledes var
en identitet i bevægelse, der indeholder muligheden for forandring, samtidig med at den skal være
konstant over tid for at være holdbart.
Det refleksive projekt med dannelsen af selvidentitet hos Giddens må i høj grad forstås som en
narrativ proces i hvilken individet må opretholde en fortælling om sig selv for at kunne aktualisere
sig selv. Giddens bruger selvterapi- og terapiformer, som de eksempelvis er beskrevet i forskellige
selvhjælpsbøger som eksempler på udtryk for denne selvets forandring under senmoderniteten. I
selvterapien som han finder den beskrevet hos Janette Rainwater i bogen ”Self-Therapy”
(Rainwater 1989) beskrives selvaktualiseringen eller selvrealiseringen netop som et selvbiografisk
projekt, hvor individet må nå frem til en autenticitet, der bunder i en overvindelse af
de ”følelsesmæssige blokeringer og spændinger, der forhindrer én i at forstå sig selv, som man
virkelig er” (Giddens 1996a:98). Der ligger altså heri et krav om frigørelse fra afhængigheden,
forstået på den måde, at individet igennem den personlige fortælling om selvet og den bevidsthed
omkring den personlige og individuelle særlige autentiske identitet kan træffe nogle valg, der kan
føre til en opretholdelse af selvidentitet, der ikke er bundet af en tilfældig gentagelse eller
33