speciale helt f rdig - Raffaele Brahe-Orlandi

29 Lærernes Identitet
3.4 Den narrative identitet
I forlængelse af Ricoeurs tanker om den trefoldige mimesis, hvor vi altså går fra en førfigurering,
der består af det levede livs spirende narrativitet, til en konfigurering, hvor det levede liv bliver til
fortællinger, der iscenesætter det levede liv og til sidst ender i refigureringer, hvor altså de
konfigurererede fortællinger virker tilbage på den sociale realitet. Denne spiralformede proces
afføder, som Ricoeur selv udtrykker det, ”et fragilt barn, der hedder den narrative identitet for et
individ eller et samfund.” (Kemp 1998:93). I al sin enkelthed rummer den narrative identitet den
forestilling, at identitet og dannelsen af denne er en proces, hvor det enkelte individ eller en bestemt
gruppe i et samfund, igennem den mimetiske proces tre trin, bestandigt må samle alle de forskellige
nyfigureringer, der ligger i de sande og fiktive historier om sig selv, for at kunne opretholde et selv.
Ricoeur forklarer denne identitetsforståelse ved at stille overfor hinanden to forskellige identiteter,
hvoraf den første er identitet som den samme (idem) og den anden er identitet som den selv samme
(ipse). I konklusionen til bogen ”Tid og fortælling” (vol. 3), hvor han kommer ind på den narrative
identitet, forklarer han forskellen mellem idem og ipse sådan:
”The difference between idem and ipse is nothing more than the difference between a substantial or
formal identity and a narrative identity. Self-sameness , “self-constancy”, can escape the dilemma of the
Same and the Other to the extent that its identity rests on a temporal structure that conforms to the
model of dynamic identity […] Unlike the abstract identity of the Same , this narrative identity,
constitutive of self-constancy, can include change, mutability, within the cohesion of one lifetime.”
(Ricoeur 1988:246).
Det er imidlertid vigtigt i forhold til forståelse af den narrative identitet, at fastholde forskellen
imellem det levede liv og fortællingen, forstået på den måde, at det er igennem konfigureringen i
fortællingen, at den enkelte eller gruppen kan opnå en slags distance fra sit eget levede liv. Det er
heri, der opstår en dialektik imellem distance og nærhed, eller harmoni og disharmoni, og det er
igennem denne dialektik, at identiteten dannes. Fortællingen, konfigureringen, hos Ricoeur er altså
ikke levet og livet er levet og ikke fortalt, som Eriksen udtrykker det (Eriksen 1999:145). Samtidig
er det selvfølgelig stadigvæk fra det levede liv, at fortællingerne henter deres stof, forstået på den
måde, at den måde eksempelvis lærerne lever deres liv og fortæller hinanden småhistorier om dem
selv i pauserne eller på pædagogiske dage, vil naturligt udgøre den skitse, eller det kludetæppe af
levet liv som spirende narrativitet, der ligger til grund for de fortællinger, der opstår i den
konfigurerede form, eksempelvis som debatartikler, nyhedsartikler eller dokumentarprogrammer
29