speciale helt f rdig - Raffaele Brahe-Orlandi
speciale helt f rdig - Raffaele Brahe-Orlandi
speciale helt f rdig - Raffaele Brahe-Orlandi
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
27 Lærernes Identitet<br />
Denne sammenkobling mellem sproget som projicerede fortællinger, der virker tilbage på den<br />
enkeltes og gruppers virkelighed, er interessant i denne her forbindelse. Der er altså en form for<br />
videnskabelig belæg for, at de fortællinger vi fortæller hinanden om os selv, har en tilbagevirkende<br />
virkning på os selv.<br />
Jeg vil nu kort sætte begrebet refigurering (refiguration) ind i den sammenhæng, der gives i Ricours<br />
teori om den trefoldige mimetiske proces, som den beskrives i ”Time and Narrative”, og som Peter<br />
Kemp og Frits Hedegaard Eriksen gengiver den i deres gengivelser/tolkninger af Ricours værk:<br />
Mimesis betyder (kunstnerisk) gentagelse eller efterligning af virkeligheden. Ricoeur forsøger at<br />
forene to tidsopfattelser, der har været fremherskende i vores vestlige kultur. Det er på den ene side<br />
humanisternes opfattelse af tiden som den indre verdens tid, og på den anden side er det<br />
(natur)videnskabsmænds opfattelse af tiden som den ydre verdens tid, som Frits Hedegaard Eriksen<br />
skriver. Igennem en analyse af tidsopfattelsen i fiktionen (litteraturen) og i historieskrivningen<br />
beskriver Ricoeur en tredje tid, som han kalder for den fortalte tid. Den fortalte tid henviser til den<br />
narrative kompetences nødvendighed i ethvert forsøg på at beskrive tiden. Peter Kemp skriver<br />
herom:<br />
”Det kræver i det mindste et minimum af fortælling eller snarere en narrativ kompetence, når vi taler<br />
om dato eller om generationsfølge eller når vi fortolker sporene af et liv, som er forløbet. (Kemp<br />
1999:69)<br />
På samme måde som det kræver narrativ kompetence at skrive historie, og altså ikke alene kan være<br />
beskrivelsen af en ydre verdens tid, så kræver det spor af virkeligheden at fortælle en fiktiv historie,<br />
således at, ”den historiske tid, den fortalte tid, opstår som en nær vekselvirkning mellem det<br />
historiske i den fiktive fortælling og det fiktive i den historiske beretning” (Eriksen 1999:145). For<br />
at bestemme tidens rolle i iscenesættelsen af fortællingens handling, skriver Peter Kemp,<br />
undersøger Ricoeur tre trin i den mimetiske proces, eller mimesisprocessen (Kemp 1999:137):<br />
1. Det første trin i den mimetiske proces er førfigureringen (mimesis 1). Den består af de ufæ<strong>rdig</strong>e<br />
fortællinger og historier, der ligger i den menneskelige hverdags handlingsliv. Dette forudsætter<br />
altså, at hverdagslivet ikke kun består af formløst materiale, men allerede har en form og<br />
sammenhæng (Eriksen 1999:140). Denne spirrende narrativitet, som Ricoeur kalder den, skal<br />
således forstås som en slags kludetæppe af småhistorier, eller en skitse til en fortælling, der<br />
27