speciale helt f rdig - Raffaele Brahe-Orlandi

15 Lærernes Identitet
grammatik, kohæsion og tekststruktur, hvilket jeg vender tilbage til i en nærmere introduktion når
jeg beskriver dialektisk sprogteori under inddragelse af J.C. Bang og Fairclough (jf. kap.5). Selvom
Fairclough fremhæver en detaljeret, kvalitativ tekstanalyse af enkelte teksteksempler som produktiv
metode, nævner han ligeledes kvantitative tekstkorpusanalyser som et nyttigt supplement i en
kritisk diskursanalyse (Fairclough 2003:6), da disse for eksempel giver en mulighed for:
”to identify the ”keywords” in a corpus of texts, and to investigate distinctive patterns of co-occurrence
or collocation between keywords and other words.” (Fairclough 2003:6)
Jeg betragter min egen metode i den del af specialet, hvor jeg arbejder med diskursen omkring
lærerne i form af tekstanalyse, som en blanding af en kvantitativ tekstkorpusanalyse og en kvalitativ
detaljeret analyse af enkelte teksteksempler, idet jeg fortager en overordnet kategorisering af mit
datamateriale med udgangspunkt i netop nogle nøgleord, der danner mønstre og som jeg benævner
ved hjælp af nogle strukturelle metaforer som jeg vil beskrive det nærmere i beskrivelsen af
dialektisk sprogteori (jf. kap. 4). På den anden side vælger jeg enkelte teksteksempler ud og
analyserer dem mere detaljeret i forhold til sproglige, lingvistiske kendetegn.
Den anden dimension i Faircloughs tredimensionelle diskursforståelse, den diskursive praksis,
beskæftiger sig med diskurs som noget der er produceret, distribueret og konsumeret i samfundet.
Den måde hvorpå den er produceret, distribueret og konsumeret varierer indenfor forskellige
diskurstyper, der igen er knyttet til forskellige sociale, samfundsmæssige faktorer (Fairclough
1992:78). Fairclough taler her konkret om tekster, der i diskurs-som-diskursiv praksis dimensionen
skal ses i forhold til deres kontekst, således at det i denne dimension af diskursanalysen handler om
at analysere teksters ordforråd, grammatik, kohæsion og struktur med særlig henblik på den
kontekst, der omgiver teksten, hvilket af Fairclough igen bringes i forbindelse med begreberne
talehandling, kohærens og intertekstualitet (Fairclough 1992), der alle tre refererer til tekstens
sammenhæng med den diskursive praksis, konteksten omkring teksten og som vil blive beskrevet
nærmere i kapitlet om dialektisk sprogteori her i specialet (jf. kap. 6).
Den tredje dimension, diskurs som social praksis -dimensionen, beskæftiger sig med diskursens
effekter på den sociale praksis og samtidig den sociale praksis effekt på diskursen. Som jeg var inde
på indledningsvist i dette afsnit om CDA er diskursen konstitueret af og konstituerende for den
sociale praksis, således at diskursen på den ene side er med til at forandre eller opretholde sociale
15