speciale helt f rdig - Raffaele Brahe-Orlandi

12 Lærernes Identitet
2003:16). Dette syn på kritisk diskursanalyse som åben overfor dialog på tværs af teorier og
discipliner bliver tydeligt i følgende citat fra ”Analysing Discourse”:
”Textual description and analysis should not be seen as prior to and independent of social analysis and
critique – it should be seen as an open process which can be enhanced through dialogue across
disciplines and theories, rather than a coding in the terms of an autonomous analytical framework of
grammar.” (Fairclough 2003:16).
På mange måder bygger CDA på Michel Foucaults erkendelser i sin diskursanalyse, som den
kommer til udtryk i henholdsvist videnskabsarkæologien og den senere genealogi 2 , som Fairclough
gør opmærksom på i ”Discourse and social change”. Det fælles fundament som CDA har overtaget
fra eller har tilfælles med Michel Foucault er:
Fra videnskabsarkæologien:
1. ”Diskursens konstituerende natur – diskursen konstituerer det sociale, inkluderende ”objekter”
og sociale subjekter;
2. Interdiskursivitetens og intertekstualitetens fundamentale rolle (i denne konstituering) – enhver
diskursiv praksis er defineret ved dens relation til andre, samt trækker på andre (diskursive
praksisser) på kompleks vis.”
Fra Genealogien:
3. ”Magtens diskursive natur – den moderne ”biomagts” praksisser og teknikker er i betydelig grad
diskursive;
4. Diskursens politiske natur – magtkampe forekommer såvel i og omkring diskurser;
5. Den sociale forandrings diskursive natur – forandringer i den diskursive praksis er et vigtigt led
i den sociale forandring.” (Fairclough 1992:55-56, min oversættelse, mine tilføjelser i parentes)
2 Foucaults forfatterskab opdelses traditionelt i to faser: en tidlig arkæologisk fase og en senere genealogisk fase. I
vidensskabsarkæologien handlede det for Foucault om at afdække de mulighedsbetingelser der gør, at forskellige
diskurser eller diskursive formationer, ser ud som de gør. I genealogien beskæftiger han sig med forskellige diskursers
herkomst, hvor han ser en bestemt epokes tænkning som resultat af et netværk af diskursive formationer og disses
muligehdsbetingelser. For hele Foucaults tænkning gælder det, at han mener at diskurser skal analyseres og forklares på
baggrund af deres komplekse netværk af mulighedsbetingelser og ikke som den traditionelle historieskrivning antog
som reaktioner og videreførelser af tidligere epokers diskurser og tænkemåder (Beedholm 2000, Foucault 1991).
Foucault vil her ikke inddrages yderligere og hans diskursanalyse belyses derfor langt fra fyldestgørende.
12