Kritisk realisme som perspektiv i socialt arbejde - VIA University ...

Kritisk realisme som
perspektiv i socialt arbejde
- en introduktion og forskningsoversigt
arbejdsnotat
Svend Aage Andersen
lektor, mag. art., lic. phil.
2007

Svend Aage Andersen
Kritisk realisme som perspektiv i socialt arbejde – en introduktion
og forskningsoversigt
Copyright: Svend Aage Andersen og Den Sociale Højskole i Aarhus
Skriftserien redigeres af
udviklingskonsulent Pernille Halling-Overgaard og sekretær Kirsten Sundberg.
Social skriftserie Den Sociale Højskole i Aarhus, nr. 8, 2007
ISBN 87-85200-57-3
Omslagsillustration: Udsnit af ”Hippolytos en skæbnefortælling”, udsmykning
i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen.
Tryk: Den Sociale Højskole i Aarhus
Udgivet af:
Den Sociale Højskole i Aarhus
Jens Chr. Skous Vej 2
8000 Århus C
Århus, 2007
Kan bestilles pr. telefon 86 27 66 22 eller e-mail dsh-aa@dsh-aa.dk
Kan også downloades fra Den Sociale Højskoles hjemmeside.
Pris 30 kr. + evt. forsendelse.

Indhold
Introduktion 7
Kritisk realisme og det konfliktteoretiske perspektiv 7
Arbejdspapirets opbygning 9
1. Kritisk realisme som videnskabsteoretisk
position 11
1.1. Den kritiske realisme som videnskabsteori 11
1.2. Ontologi og epistemologi 13
1.3. Hvilke træk er kendetegnende for kritisk realisme? 14
1.4. Realistisk ontologi: Virkelighedens objektive
eksistens 15
1.5. Realistisk epistemologi: ”Fallibilistsisk realisme” 19
1.6. Videnskabens intransitive og transitive dimension 22
1.7. Samfundsvidenskabens hermeneutiske vilkår 23
1.8. Kausalitet og mekanismer 26
1.9. Virkelighedens differentiering og stratificering 27
1.10. Emergens 29
1.11. Åbne respektive lukkede systemer 31
1.12. Kritik af positivismens kausalitetsforståelse 33
1.13. Mekanismer og kontekst 34
1.14. Forklaring = identificering af kausalmekanismer
og hvordan de virker 35
1.15. Tendenser og tilbøjeligheder frem for lovmæssigheder 37
1.16. Samspillet mellem aktører og strukturer 38
1.17. Sociale strukturer som virkeligt eksisterende
ting med årsagskræfter 40
1.18. Samfundsvidenskaben må være kritisk 43
1.19. Kritisk realisme som en ”tredje vej” 44
1.20. Varianter af realisme 45
1.21. Kritisk realisme og de andre versioner af realisme 48
1.22. Kritisk realisme som bevægelse 51

1.23. Kritik af socialkonstruktivismen og diskursanalysen 54
1.24. Dialog mellem realisme og diskursteori 55
1.25. Forsoning mellem realisme og konstruktivisme? 56
2. Kritisk realisme som samfundsteori 58
2.1. Social realisme 58
2.2. Mediering mellem det subjektive og det objektive 60
2.3. Margaret S. Archers ”morfogenetiske” tilgang 61
2.4. Derek Layders domæneteori og ”adaptive theory” 66
2.5. Rob Stones: Metateori, teori, spørgsmål og spørger 70
2.6. Pawson & Tilleys realistiske evaluering 75
2.7. Sociologer, der kan betegnes som kritiske realister 78
2.8. Kan social realisme kobles med andre teorier? 80
2.9. Hvorfor har perspektiverne betydning for
forståelse og indsats? 81
2.10. Hvor skilles vandene mellem objektivister
og subjektivister? 81
3. Et kritisk realistisk perspektiv på sociale
problemer 84
3.1. Kritisk realisme og sociale problemer 84
3.2. Objektivistiske og subjektivistiske syn på sociale
problemer 84
3.3. Objektivisme kan være noget andet end ”positivisme” 86
3.4. Sociale problemer som objektivt eksisterende
skadelige tilstande 88
3.5. ”Objektivistiske” (eller ”realistiske”) definitioner
af sociale problemer 89
3.6. En kritik af den socialkonstruktivistiske tilgang
til sociale problemer 91
3.7. Forståelsen af sociale problemer i kritisk teori 94
3.8. Individualistiske og strukturelle forklaringer på
sociale problemer 95
3.9. Defekte individer eller strukturelle uligheder? 98
3.10. Individualisering af sociale problemer 100

4. Kritisk realisme og undersøgelsesmetode/
design 102
4.1. Udgangspunkt i ontologien og ”de generative
mekanismer” 102
4.2. Sammenhængen mellem videnskabsteori, teori
og metodevalg/design 103
4.3. Teoriernes og begrebsliggørelsens rolle i forsknings-
praksis 106
4.4. Forskellige typer af teori 108
4.5. Teori og empiri: Hvordan kan teorier integreres
i forskningsprocessen? 110
4.6. Deduktion, induktion, abduktion og retroduktion 113
4.7. Abduktion 113
4.8. Retroduktion 115
4.9. Kritisk metodepluralisme 115
4.10. Intensivt og ekstensivt forskningsdesign 116
4.11. Debatten inden for kritisk realisme om undersøgel-
sesmetoder 119
4.12. Teoretisering implicerer social ontologi 120
4.13. Realistisk forklaring: Mekanisme, kontekst, outcome 121
4.14. Strukturelle forklaringer 122
4.15. “Opskrift” på forskning i socialt arbejde ud fra
kritisk realisme 123
4.16. Socialt arbejdes genstandsfelt 125
4.17. Analysen af samspillet mellem struktur og handling
over tid 128
5. Kritisk realisme og viden i socialt arbejde 131
5.1. Hvad er socialt arbejdes vidensgrundlag? 131
5.2. Debatten om epistemologi og nyttig viden 134
5.3. Kritisk realisme som et grundlag for viden i
socialt arbejde 136
5.4. Viden i kritisk realisme 137
5.5. Positivisme og kravet om evidensbasering: Realistisk
kritik 138
5.6. Blom & Moréns forsøg på at åbne positivismens

”black box” 140
5.7. En realistisk kritik af empirismens krav om
evidens-baseret praksis 142
5.8. Vidensgenerering i socialt arbejde 143
5.9. Den amerikanske debat om ”det heuristiske paradigme” 144
5.10. Postpositivisme, det heuristiske paradigme og
”fallibilistisk realisme” 145
5.11. Forskning i socialt arbejde ud fra en realistisk position 146
6. Kritisk realisme og socialt arbejdes praksis 149
6.1. Henimod kritisk realistisk socialarbejde 149
6.2. Tilbagevenden til ”dybde” i praksis 150
6.3. Vi har bevæget os væk fra ”dybden” til ”overfladen” 151
6.4. Brug af ”dybdeteori” 152
6.5. Bekæmpelse af mekanismer, som fører til menne-
skelig undertrykkelse 154
6.6. Styrkelse af de mulighedsskabende mekanismer 155
6.7. Bevidstgørelse som redskab 157
6.8. Empowerment 158
6.9. Selvstyret gruppearbejde som arbejdsmetode 160
6.10. Udvidelse af socialt medborgerskab 162
6.11. Har kritisk realisme en ”praksisvaliditet”? 164
6.12. Emancipatorisk praksis 166
6.13. Hvad kan kritisk realisme bidrage med? 169
7. Litteratur 170

Introduktion
Baggrunden for dette papir om kritisk realisme som teoretisk perspektiv
i socialt arbejde er en FOU-bevilling på 175 timer i foråret
2005 og en efterfølgende bevilling på 80 timer i efteråret 2006 til
færdiggørelse af papiret til publicering. Som begrundelse for arbejdets
relevans kan det fremføres, at det kritisk realistiske perspektiv i
dag rejses såvel i samfundsvidenskabelig forskning som i forskning i
socialt arbejde i mange lande, ikke mindst i en engelsk sammenhæng
(jfr. Sayer 1992, 2000, Archer 1995, 1998, m.fl.). Perspektivet synes
i disse tider særligt relevant, da det fastholder en realistisk videnskabelig
position i en tid, hvor konstruktivisme og relativisme dominerer
videnskaben og perspektiverne for socialt arbejde (jfr. fx Payne
2006). Endvidere er der forholdsvis få danske introduktioner og diskussioner
af kritisk realisme (se dog Buch-Hansen & Nielsen 2005;
Nygaard 2002 og 2005; Jespersen 2004; Juul 2003; Ougaard 2000;
Thomsen 1997, 2000, 2005; Wad 2000, 2000a, 2000b; GRUS nr. 60,
2000) og ingen udgivelser, der sætter perspektivet i forhold til det
sociale arbejde.
Inden jeg går over til at karakterisere den kritiske realisme som perspektiv,
vil jeg dog først placere den i en kendt teoretisk sammenhæng,
nemlig i forhold til eksisterende modeller i socialt arbejde.
Kritisk realisme og det konfliktteoretiske perspektiv
I bogen Modeller i socialt arbejde (Hutchinson/Oltedal 1998, dansk
udgave 2006) redegør forfatterne for en række handlings- og forståelsesmodeller
i socialt arbejde samt de dertil knyttede teoritraditioner
og teoretiske perspektiver. De fem modeller, der præsenteres, er de
psyko-dynamiske modeller, de interaktionistiske modeller, læringsteoretiske
modeller, systemteoretiske modeller og konfliktteoretiske
modeller. Til den sidstnævnte hører først og fremmest marxisme i
diverse udgaver og kritisk teori (Frankfurterskolen). Til det konfliktteoretiske
perspektiv hører endvidere – efter min opfattelse – som en
nyere variant kritisk realisme.
7

Modeller i socialt arbejde handler om de teoretiske rødder, der ligger
bag ved forskellige metoder og former for indsats i socialt arbejde.
Desuden handler Modeller om, hvilke divergerende syn og problemforståelser,
der ligger indbygget i de forskellige modeller, og hvilken
betydning disse får for måden at løse problemet på – og dermed for
metode og fremgangsmåde i socialt arbejdes praksis. Med perspektiver
hentydes der til forskellige teoretiske tilgange: dels videnskabsteoretiske
tilgange (positivisme, fænomenologi/hermeneutik, kritisk
teori, osv.), dels forskellige sociologiske perspektiver, som kan være
fælles for en række ret divergerende teorier (eller forklaringsformer):
det funktionalistiske perspektiv, konfliktperspektivet, handlingsperspektivet,
symbolsk interaktionisme og etnometodologi samt en række
nyere perspektiver så som post-strukturalisme, postmodernisme
og feministisk teori.
Et perspektiv er således ”en måde at forstå den sociale verden på”.
Hertil hører perspektivets grundlæggende antagelser; hvilken slags
spørgsmål, der stilles; hvilken slags begreber, der bruges til at stille
spørgsmålene med; hvilken slags metoder, der bruges; samt de svar
eller forklaringer, man giver på de stillede spørgsmål (Cuff/Payne
1989:2-6).
På et mere konkret niveau finder vi så mere specifikke sociologiske
teorier (fx Habermas teori om system og livsverden; Goffmans teori
om stigmatisering; Bourdieus feltanalytiske tilgang; Giddens strukturationsteori
eller Margaret Archers morfogenetiske tilgang). Man må
her sondre mellem forskellige abstraktionsniveauer: Øverst finder vi
de forskellige videnskabsteoretiske retninger, dvs. det metateoretiske
niveau. Et trin mere konkret niveau er de overordnede samfundsteoretiske
perspektiver, og længere nede kommer de mere konkrete
teorier om (forskellige områder i) samfundet, herunder teorier om
sociale problemer. Et givet socialt problem, som fx fattigdom, kan
således forklares og forstås ud fra en mangfoldighed af forskellige –
og konkurrerende – sociologiske perspektiver og tilgange (Se hertil
Clarke 2001: 4 og Etzioni 1976: 27ff).
8

Dette leder frem til bl.a. følgende spørgsmål: Hvilke konsekvenser
har det for problemformulering, design og undersøgelsesresultater, at
man tager udgangspunkt i et bestemt perspektiv eller en bestemt
teori? Hvad betyder det teoretiske udgangspunkt fx for, hvilke aspekter,
der belyses henholdsvis ikke belyses i en given problematik?
Eller sagt på en anden måde: Hvordan kommer ens videnskabsteoretiske
udgangspunkt (epistemologi og ontologi) til at præge problemforståelse
og metode? I forlængelse heraf: Hvilken rolle spiller disse
teorier og perspektiver for den viden, der danner grundlag for indsats
og handlinger i det sociale arbejde?
Arbejdspapirets opbygning
Intentionen er, at papiret kan indgå i den sammenhæng om videnskabsteoretiske
perspektiver og debatter i socialt arbejde, som andre
kolleger på skolen også arbejder med.
Papiret er opbygget i fem kapitler, hvor jeg først vil gøre rede for,
hvad kritisk realisme er – forstået som videnskabsteoretisk position
(metateori, paradigme eller teoretisk perspektiv). Jeg opfatter her
kritisk realisme som nyudviklet variant inden for perspektivet konfliktteori/kritisk
teori. Derefter vil jeg i kapitel 2 se nærmere på,
hvordan det realistiske perspektiv er blevet omsat til social teori, og i
kapitel 3 på konsekvenserne af en realistisk position for opfattelsen
af sociale problemer. I kapitel 4 drejer det sig om sammenhængen
mellem kritisk realisme og undersøgelsesmetode: Hvilke konsekvenser
har en kritisk realistisk ontologi og epistemologi for valg af
undersøgelsesmetoder og design? I kapitel 5 vil jeg komme ind på
forholdet mellem videnskabelig realisme og viden i socialt arbejde:
Hvilke konsekvenser har den kritiske realisme for opfattelsen af socialt
arbejdes vidensgrundlag? Endelig vil jeg i kapitel 6 pege på,
hvilke konsekvenser et kritisk realistisk perspektiv har for metoder
og praksis i socialt arbejde.
Tankegangen bag denne opbygning er, at det er det videnskabsteoretiske
niveau, der er det mest abstrakte, men også mest afgørende
niveau, og at det videnskabsteoretiske syn får en række konsekvenser
9

på de mere konkrete områder: det samfundsteoretiske niveau, det
metodiske niveau, opfattelsen af sociale problemer, viden i socialt
arbejde og endelig praktisk socialt arbejde. Hensigten er, kan man
sige, at følge et bestemt perspektiv ”hele vejen igennem”.
Papiret kan læses forfra og i sin helhed, men man kan også springe
frem til de delområder, der har ens særlige interesse. Det skal nævnes,
at fremstillingen tilstræber en brugbar formidling til studerende
på studiets sidste semestre, hvor de har nogle forudsætninger i kraft
af forudgående beskæftigelse med de problematikker, der her behandles.
For at fastholde papirets introducerende karakter har jeg dog
oversat alle fremmedsproglige citater til dansk. Jeg har derfor selvsagt
det fulde ansvar for, at det er en dækkende oversættelse, der
gengives.
Min interesse for kritisk realisme har været et langstrakt projekt, som
tog sin start, da jeg i London i 1998 fik fat i et par af Margaret Archers´
bøger. Jeg opfatter ikke nærværende papir som noget endeligt
resultat, men snarere som en foreløbig fremlæggelse af nogle hovedlinier.
Der er meget mere at udforske og føje til. Min tanke og mit
håb er, at papiret kan fungere som inspiration for de studerende og
andre, der måtte finde interesse i det realistiske perspektiv. Tak til
alle kolleger og studerende, der har hjulpet med til at holde mig på
sporet.
Svend Aage Andersen, den 11. 4. 2007
Den Sociale Højskole i Aarhus
10

1. Kritisk realisme som videnskabsteoretisk
position
I dette kapitel vil jeg først forsøge at karakterisere kritisk realisme
som teoretisk perspektiv og videnskabsteoretisk retning og herunder
sondre mellem forskellige versioner af realisme. Efter beskrivelsen
af, hvad der kendetegner realismen som position, og hvilke
andre positioner, den primært formulerer sig op imod, vil jeg karakterisere
den som en mulig ”tredje vej” mellem positivisme og relativisme
hhv. postmodernisme. Herefter vil jeg se på dens forhold til
socialkonstruktivismen og kort behandle den debat, der foregår dels
inden for den kritiske realisme og dels med socialkonstruktivister og
diskursanalytikere.
1.1. Den kritiske realisme som videnskabsteori
Kritisk realisme kan forstås som et ”metateoretisk perspektiv” (eller
en videnskabsteoretisk position), som er i opposition til såvel empiristiske
og positivistiske positioner på den ene side som forskellige
idealistiske og relativistiske positioner på den anden side. Den udgør
således et alternativ til positivismen og hermeneutikken, som længe
har udgjort de to dominerende udgangspunkter for samfundsvidenskaben
(jfr. Sayer 2000:2f, jfr. også Næss 2004:154f; Steinmetz &
Chae 2002).
Gennem de senere år er ”samfundsvidenskabens muligheder for at
producere tilforladelig viden og forklare samfundsfænomener i stigende
grad blevet problematiseret” (Danermark et al.1997:6). Denne
skepsis er kommet til udtryk i postmodernismen og konstruktivismen,
og denne udvikling har i forlængelse af postmodernismen ført til en
vidtrækkende relativisme. I forhold til polariseringen i diskussionen
mellem positivismen og hermeneutikken, eller mellem enten en teoretisk
tilgang eller en empirisk tilgang, så plæderer den kritiske realisme
for ”et både-og-perspektiv” (Danermark et al.1997:6). Påstanden
er, at den opløser disse modsætninger. En stor del af diskussionen
kredser omkring begreberne subjektivistisk versus objektivistisk.
”Fortalere for et subjektivistisk perspektiv kritiserer det objekti-
11

vistiske for en mangel på indsigt i, at den sociale verden er konstitueret
af handlende individer og kun kan gøres begribelig, hvis man
blotlægger handlingernes mening og aktørernes hensigter”. Fra
objektivistisk side hævdes det modsat, at den subjektivistiske holdning
”ser bort fra objektive samfundsmæssige strukturers indflydelse”
(Danermark et al. 1997:13).
Flere af nutidens store sociologer – så som Habermas, Giddens og
Bourdieu – har, hver på deres måde, forsøgt at overskride denne
modsætning mellem subjektivisme og objektivisme, mikro og makro,
individ og samfund, aktør og struktur. Bl.a. Anthony Giddens strukturationsteori
er udtryk for et forsøg på at overskride denne modsætning.
Den kritiske realisme leverer her sit eget bud på en løsning af
disse klassiske dualismer, men herom senere.
De svenske sociologer Danermark et al. betegner kritisk realisme
som ”en ’tredje vej’ i den videnskabsteoretiske debat mellem på den
ene side empirismen/objektivismen og på den anden side relativismen/idealismen”.
Her tilslutter kritisk realisme sig ”kritikken af det
empiristiske/ objektivistiske videnskabsideal om neutrale empiriske
observationer: al viden er begrebsligt formidlet og dermed begrebsafhængig”.
Men da der findes en virkelighed uafhængig af vor viden
om den, må man samtidig hævde, ”at nok er fakta teoriafhængige,
men de er ikke teorideterminerede” (Danermark et al. 1997:286f).
Colin Robson, forfatter til metodebogen Real World Research (2.
udg., 2002) skriver: ”Realisme tillader en ny integration af, hvad der
almindeligvis refereres til som subjektivistiske og objektivistiske
tilgange i social teori. De førstnævnte tilgange (fx handlingsteori,
fænomenologi, etnometodologi, fortolkende sociologier) understreger,
at handling er meningsfuld og intentionel, at det er social adfærd,
at meninger er sociale meninger, og at intentionalitet indebærer
refleksiv monitorering af adfærd i et socialt miljø. De har imidlertid
tendens til at benægte, at samfundet har en objektiv karakter. Objektivistiske
tilgange (fx Durkheims og Parssons strukturfunktionalisme)
har på den anden side, når de understreger samfundets realitet,
12

en tendens til at benægte menneskelige handlingers kausale rolle.”
(Robson 2002:35).
Robson siger videre: ”Den ny integration hævder, at social struktur
på samme tid er det relativt varige produkt, og også mediet for motiveret
menneskelig handling. Dette tillader både subjektivistiske og
objektivistiske tilgange at sameksistere. Sociale strukturer så som
sprog er både reproduceret og transformeret af handling, men de
eksisterer også forud for enkeltindivider. De tillader personer at
handle meningsfuldt og intentionelt, mens de på samme tid begrænser
de måder, hvorpå de kan handle. Mennesker kan godt gifte sig af
personlige, psykologiske grunde, men en uintenderet konsekvens af
deres handlinger er at reproducere familiestrukturen.” (Robson
2002:35).
1.2. Ontologi og epistemologi
Metateorier handler om ontologiske og epistemologiske spørgsmål,
og Danermark et al. undersøger forholdet mellem ontologi (teori om
den sociale verdens beskaffenhed) og epistemologi (teori om, hvordan
kan vi få viden om den). Hvordan er virkeligheden beskaffen, og
hvordan er vore muligheder for at nå frem til viden om den?
Spørgsmålet om, hvorvidt ontologi eller epistemologi skal gives
prioritet, har inden for filosofien været et diskussionsspørgsmål i
flere århundreder. I den nyere videnskabsteori, præget af konstruktivisme
og diskursteori, har det været epistemologien, der har været
udgangspunktet. Den kritiske realisme indebærer imidlertid ifølge
dens grundlægger, den engelske filosof Roy Bhaskar et skifte fra
epistemologi til ontologi og inden for ontologien et skifte fra hændelser
til mekanismer (Danermark et al. 1997:14). Hvad Bhaskar i sit
første hovedværk A Realist Theory of Science (1975) ønsker pointere,
er, at det grundlæggende videnskabsteoretiske spørgsmål er:
Hvordan må virkeligheden være beskaffen, for at videnskab skal
kunne findes? (Bhaskar, i Archer et al. 1998a:18). Det er altså ifølge
Bhaskar dette ontologiske spørgsmål, som skal være udgangspunktet
og ikke - som i den idealistiske, konstruktivistiske tradition - det
epistemologiske spørgsmål: Hvordan er viden mulig?
13

Skiftet fra hændelser til mekanismer indebærer, at ”opmærksomheden
rettes mod det, som producerer hændelserne – og ikke bare hændelserne
i sig selv. Virkeligheden antages dermed at bestå af flere
domæner. Et udgøres af mekanismer, virkelighedens domæne. Disse
mekanismer genererer undertiden en hændelse, hændelsernes domæne.
Når de erfares, bliver de et empirisk faktum og udgør det empiriske
domæne. Skal vi nå frem til viden om de bagvedliggende kausale
mekanismer, må vi rette vores fokus mod disse, og ikke mod de empirisk
observerbare hændelser. Herigennem adskiller den kritiske
realisme sig fra den såkaldte naive realisme, som mener, at vore sanseindtryk
(det empiriske domæne) giver os et pålideligt billede af
virkeligheden.” (Danermark et al. (1997:14f). Udgangspunktet for
kritisk realisme er, ”at der findes en virkelighed uafhængig af vor
viden om den, men også at denne virkelighed ikke er umiddelbart
givet og empirisk tilgængelig. Dels omfatter virkeligheden en ikke
direkte iagttagelig dimension, hvor de mekanismer, som producerer
de hændelser, vi empirisk kan iagttage, findes, dels er vor viden om
virkeligheden altid er begrebsligt formidlet, og dermed mere eller
mindre sandsynlig. Begrebsdannelse fremstår derfor som en central
videnskabelig virksomhed” (Danermark et al. (1997:15). Kernen i
videnskabelig begrebsdannelse kan ses som ”abstraktion gennem
strukturel analyse” (Danermark et al. 1997:15).
1.3. Hvilke træk er kendetegnende for den kritiske realisme?
Den kritiske realisme er en relativt ny videnskabsteoretisk retning,
som først er udviklet i 1970´erne og fremefter. Den er primært udviklet
i England, og dens ”grundlæggende fader” er som nævnt frem for
alt den engelske filosof Roy Bhaskar, men også hans kollega Rom
Harré og folk som Mary Hesse, Ted Benton, Russell Keat og John
Urry, og senere sociologer som William Outhwaite, Margaret Archer,
Derek Layder og Andrew Sayer har bidraget stærkt til positionens
udvikling (se fx Baert 2005:87ff). Jeg vil i det følgende forsøge
at give en kort karakteristik af den kritiske realismes grundlæggende
træk. Jeg bygger her især på Sayer 1992 og 2000, Danermark et al.
14

1997, Benton & Craib 2001 og Robson 2002 og vil fremhæve følgende
otte grundlæggende karakteristika:
• Verden eksisterer uafhængigt af vores viden om den (ontologi).
• Vores viden om verden er teori-ladet og fejlbarlig (epistemologi)
• Videnskabens transitive og intransitive dimension
• Samfundsvidenskabens hermeneutiske vilkår
• Synet på kausalitet og mekanismer
• Antagelsen om, at virkeligheden er stratificeret
• Emergens
• Spørgsmålet om lukkede henholdsvis åbne vilkår
• Samspillet mellem strukturer og aktører
• Samfundsvidenskaben må være kritisk
1.4. Realistisk ontologi: Virkelighedens objektive eksistens
“Medens positivismen primært er optaget af epistemologien, vidensteorien,
så er realismen primært optaget af ontologien, teorien
om, hvad der eksisterer i verden”. (Ted Benton & Ian Craib, 2001:
Philosophy of Social Science, s. 10).
Realismens filosofiske udgangspunkt er, at der eksisterer en virkelighed
uafhængigt af vor viden om den (Sayer 1992:5). Antagelsen
af, at der eksisterer en sådan objektiv social verden, er så at sige realismens
varemærke. Opfattelsen af, at virkeligheden har en objektiv
eksistens - at der findes en virkelighed, som virker uafhængigt af de
begreber, forskeren har om den – er den kritiske realismes ontologiske
og epistemologiske udgangspunkt. Samtidig anerkender kritiske
realister, at erkendelsen af denne objektivt eksisterende virkelighed
er altid begrebsligt formidlet. Begreber medierer vort forhold til verden.
15

Kritiske realister tager således på den ene side afstand fra en naiv
objektivisme/realisme (positivisme), som hævder, at alt, hvad der er
virkeligt, er empirisk iagttageligt, og de tager på den anden side også
afstand fra radikale postmoderne og diskursteoretiske strømninger,
som betvivler, at der overhovedet findes en virkelighed uden for
sproget og begreberne (Juul 2002:111). Den kritisk realistiske opfattelse
står i klar modsætning til postmodernismen og beslægtede positioner,
som går ud fra en ontologi, der hævder, at den sociale verden
helt og holdent er konstrueret, eller determineret af de begreber, som
mennesker bruger om den, altså at verden er begrebsdetermineret, at
den sociale verden er konstrueret helt og holdent af os; at den er en
ren social konstruktion; at der ikke er noget ekstra-diskursivt område,
som ikke kommer til udtryk i diskurs; at den sociale verden er
genereret i diskurs (Ackroyd/Fleetwood 2000:8).
Kritisk realisme kan ses som et svar på relativismen og det postmodernistiske
syn, at en hvilken som helst anskuelse kan være valid,
afhængigt af ens perspektiv. Relativismen er problematisk af flere
grunde, ikke mindst pga. dens politiske implikationer. Samtidig må
det antages, at relativisme vil modvirke kritisk analyse, for – som
Ruth Groff siger – ”hvorfor skal man prøve at overtale nogen gennem
argumentation, hvis alle påstande om verden per definition er
lige valide?” (Groff 2004:3).
Den engelske sociolog William Outhwaite fremhæver, hvad der er
det mest afgørende for den videnskabelige realisme: ”Den realistiske
position fastslår, at videnskaben sigter mod at beskrive og forklare
virkelige objekter og processer i verden, som eksisterer uafhængigt
af vore beskrivelser af dem, men som det måske lykkes os at beskrive
rimeligt adækvat.” (Outhwaite 1996:18). Outhwaite citerer
Bhaskar for formuleringen: ”Videnskab … er det systematiske forsøg
på i tanken at udtrykke strukturen og adfærden i de ting, der eksisterer
og fungerer uafhængigt af tanken.” (Bhaskar citeret efter Outhwaite
1996:18).
16

Som Outhwaite er inde på andetsteds, må princippet om, at ’tingene
eksisterer og virker uafhængigt af vore beskrivelser’ modificeres, når
det drejer sig om menneskelige handlinger og sociale strukturer. Her
er aktørernes opfattelser ikke eksterne ift. de beskrevne fakta, men
udgør i det mindste en del af disse faktas realitet. Fx kan et skænderi
mellem to personer ikke beskrives adækvat uden reference til deltagernes
opfattelse af situationen. At skændes er med andre ord begrebs-afhængigt.
De sociale fænomeners begrebs-afhængighed udelukker
imidlertid ikke deres intransitivitet. Den Første Verdenskrig
var således, som den var, uafhængigt af, hvad jeg måtte skrive om
den i dag (Outhwaite 1987:46).
Ifølge Outhwaite har vi brug for en realistisk videnskabsteori, en
”realistisk filosofi om videnskaberne (inklusive samfundsvidenskaberne)
som støtte for observationer af en social verden, der eksisterer
relativt uafhængigt af de specifikke beskrivelser, vi giver af den.”
(Outhwaite 1996:22).
Samtidig har vi dog ”brug for en kritisk hermeneutik, fordi meninger
og forståelsen af meninger ikke kan adskilles fra magt- og dominansrelationer
og forsøget på at trænge igennem disse”. Outhwaite slår
derfor til lyd for ”en sådan model, der trækker på og kombinerer
styrken i positioner, som ofte har været betragtet som uforsonlige
modsætninger” (Outhwaite 1996:22). Han fremfører også nogle argumenter
for, at en sådan kombination må opfattes som nødvendig:
”Nogle sociale strukturer, fx den kapitalistiske verdensøkonomi eller
det globale statssystem, vil således til trods for at de er begrebsmæssigt
medierede, være relativt immune over for individuelle aktørers
redefinitioner, mens andre i vidt omfang synes at bestå af aktørernes
individuelle eller kollektive fortolkninger.” (Outhwaite 1996:22).
Ifølge de danske videnskabsteoretikere Jacobsen, Schnack, Wahlgren
og Bo Madsen blev det konstruktivistiske perspektiv første gang
tænkt og fremstillet systematisk af den tyske filosof Immanuel Kant:
”Hos Kant er det almene træk ved den menneskelige bevidsthed, som
bærer de strukturer, der konstruerer den virkelighed, vi erfarer” (Ja-
17

cobsen et al. 1999:154). Som filosoffen Poul Lübcke konstaterer:
”Hvordan tingen i sig selv er beskaffen, kan vi (…) ifølge Kant ikke
sige noget om.” Filosoffen må holde sig til erfaringen, dvs. til ”tingen,
sådan som vi erfarer den”. Det, filosoffen skal starte med at
undersøge, er ”mulighedsbetingelserne for overhovedet at erkende
noget.” (Lübcke 2002:18f).
Så restriktiv er det imidlertid ikke nødvendigt at være, dersom man
følger den kritiske realismes ”founding father”, Roy Bhaskar. Han
skitserer i sin realistiske videnskabsteori tre positioner i videnskabsfilosofien.
Den første er den klassiske empirisme, repræsenteret ved
Hume og dennes arvtagere. Her har vidensobjektet i sidste instans
karakter af atomistiske begivenheder. Den anden position fik sin
klassiske formulering i Kants transcendentale idealisme, der, som
Bhaskar siger, imidlertid har været modtagelig for opdaterede og
dynamiserede variationer. Ifølge denne position er objekterne for den
videnskabelige viden modeller, idealer af naturordenen etc. Den naturlige
verden ”bliver en konstruktion af den menneskelige bevidsthed,
eller, i dens moderne versioner, af det videnskabelige fællesskab”
(Bhaskar, i Archer et al.1998a:19).
Den tredje position er den, Bhaskar plæderer for, nemlig transcendental
realisme. ”Den betragter vidensobjekterne som de strukturer
og mekanismer, der genererer fænomenerne, og viden som produceret
i videnskabens sociale aktivitet” (Bhaskar 1998:19). Ifølge
Bhaskar begår Kant det, Bhaskar kalder ”den epistemiske fejlslutning”,
nemlig at reducere væren til vor viden om væren (Bhaskar, i
Archer et al. 1998a:28).
Bhaskar sætter et afgørende skel mellem ontologi og epistemologi.
Når han blandt forskellige typer af realisme plæderer for en ”transcendental
realisme”, opponerer han mod andre typer af realisme. Den
transcendentale realisme definerer Bhaskar som modsætning til empirisk
realisme, idet den defineres som den tese, at de objekter og
relationer, som der opnås viden om i videnskabens sociale aktivite-
18

ter, både eksisterer og virker uafhængigt af mennesker (og derfor af
menneskers sanseerfaringer)” (Bhaskar 1989:197).
Bhaskar argumenterer for en ”metafysisk realisme”, som ”består i en
udarbejdelse af, hvordan verden må være beskaffen forud for enhver
videnskabelig undersøgelse af den” (Bhaskar 1989:12). Inden for
filosofien beror en sådan realisme på muligheden af en ontologi som
noget, der er forskelligt fra epistemologi: ”For realisme er ikke en
teori om viden eller om sandhed, men om væren (selv om den som
sådan selvfølgelig har epistemologiske implikationer). I overensstemmelse
dermed vil en realistisk position i videnskabsfilosofien
være en teori om det værendes natur, ikke viden, om de objekter, der
undersøges af videnskaben (…)” (Bhaskar 1989:13).
Bhaskar præciserer yderligere relationen mellem epistemologi og
ontologi: ”Nu er det klart, at enhver teori om viden om objekter
rummer en eller anden teori om vidensobjekterne; at enhver teori om
videnskabelig viden logisk må forudsætte en teori om, hvordan verden
er beskaffen, for at viden kan være mulig, under de beskrivelser,
der bliver givet af den i teorien.” (Bhaskar 1989:13).
Dette skel mellem væren og viden om væren, mellem ontologi og
epistemologi, går igen i Bhaskars sondring mellem videnskabens
intransitive og videnskabens transitive dimension.
1.5. Realistisk epistemologi: ”Fallibilistisk realisme”
Et andet centralt træk ved realismen er ifølge den engelske sociolog
Andrew Sayer opfattelsen af videns fejlbarlighed: ”Vores viden om
denne verden er fallibel (fejlbarlig) og teori-ladet. Begreber som
sandt og falsk er ikke i stand til at give et sammenhængende syn på
relationen mellem kundskaben og dens objekt. Ikke desto mindre er
viden ikke immun over for empirisk check, og dens effektivitet i at
oplyse og succesrigt forklare materiel praksis er ikke rent tilfældig
(Sayer 1992:5, jfr. også Sayer 2000:2). Om vidensproduktionen
fremhæver Sayer endvidere, at ”Viden udvikler sig hverken helt kontinuerligt,
ligesom den stadige akkumulation af kendsgerninger inden
19

for en stabil begrebsramme, eller helt diskontinuerligt, gennem simultane
og universelle forandringer i begreber.” (Sayer 1992:5).
Men selv om viden er fejlbarlig, er det ikke desto mindre muligt at
udvikle pålidelig viden og opnår fremskridt i viden (Sayer 2000:30).
Der er ifølge Robson intet grundlag for videnskab, som ikke kan
problematiseres, ingen ’facts’ som står hinsides disputs. Viden er et
socialt og historisk produkt. ’Fakta’ er teori-ladede (Robson 2002).
Som frem for alt Thomas Kuhn har påpeget, findes der ikke nogen
teori-fri observation. Alle observationer er ifølge Kuhn teori-ladede
på adskillige måder. Frem for alt er det teori – eller det anlagte perspektiv
-, der determinerer, hvad v kommer til at observere. Teori
påvirker også observationer ved at diktere, hvordan observerede
fænomener bliver defineret og dermed målt. Endvidere er teorier
teori-ladede på den måde, at det observatører iagttager, er påvirket
af, hvad de forventer at se (Anastas 1999:15f).
Kuhn drager den drastiske konsekvens heraf, at videnskab ikke længere
kan betragtes som et organiseret sæt af ”sandheder”, der beskriver
og forklarer ”virkeligheden”. I modsætning hertil søger realismen
at inkorporere kritikken af den logiske positivisme uden at opgive
begrebet om en virkelighed, vi kan opnå viden om (Anastas
1999:16f, Ackroyd 2004:160f).
Sayer betoner fortolkningens begrebsafhængighed: ”Sociale fænomener
så som handlinger, tekster og institutioner er begrebsafhængige.
Vi skal derfor ikke blot forklare deres produktion og
materielle effekter, men forstå, læse og fortolke, hvad de betyder.
Selv om de må fortolkes ved at starte fra en forskers egen meningsramme,
eksisterer de i det hele taget uanset forskerens fortolkninger
af dem.” (Sayer 1992:6). En kvalificeret version af opfattelsen af en
objektivt eksisterende virkelighed passer derfor ifølge Sayer stadig
på den sociale verden. I de syn, som Sayer giver udtryk for, har metoderne
i samfundsvidenskab og naturvidenskab både forskelle og
ligheder. Det forhold, at sociale fænomener i høj grad er begrebsafhængige
betyder imidlertid ikke, at de også er begrebsdeterminerede
(Sayer 2000:32-35; jfr. også Wad 2000b:59).
20

Om produktionen af viden fremhæver Sayer, at ”Videnskaben eller
produktionen af hvilken som helst anden slags viden er en social
praksis. For det bedre eller det værre (ikke kun værre) påvirker betingelserne
(og de sociale relationer) for produktionen af viden dens
indhold. Viden er overvejende – dog ikke eksklusivt – lingvistisk, og
sprogets natur og den måde vi kommunikerer på er ikke identisk
med, hvad der vides og kommunikeres. Bevidsthed om disse forhold
er vitalt i evalueringen af viden.” (Sayer 1992:6).
Som konsekvens heraf er ontologisk realisme helt ud konsistent med
epistemologisk relativisme (uden at dette sidstnævnte rummer en
bedømmelsesmæssig relativisme): ”Vi har viden om den samme
verden, men under (bedre eller dårligere) historiske beskrivelser, som
ikke kan reduceres yderligere” (Bhaskar i Outhwaite 2006: 560). Det
må her understreges, at den epistemologiske relativisme er ikke ensbetydende
med en bedømmende relativisme (jfr. Bhaskar 1989:23f;
Sayer 2000:68).
Mens relativister vil hævde, at epistemologisk relativisme også implicerer
bedømmende relativisme, dvs. at forskellige teoretiske forklaringsrammer
(paradigmer) er ”inkommensurable” (usammenlignelige),
så hævder Bhaskar, at vi stadig kan foretage rationelle valg
imellem sådanne inkommensurable teorier. Bhaskar er her uenig med
folk som Kuhn og Feyerabend, der hævder, at der ikke er nogen fælles
betydninger mellem to videnskabelige teorier, som er i konflikt
med hinanden. Heroverfor hævder Bhaskar, at den teori, der kan
forklare mest, dvs. forklare flere signifikante fænomener end den
anden, er at foretrække (Bhaskar 1989:89, jfr. May 1998:161). Som
May fremholder, er inkommensurabilitet uden interesse, medmindre
den indebærer, at der er en konflikt med hensyn til fælles referenter –
dvs. de objekter eller fænomener, som teorierne refererer til (May
1998:162; jfr. også Collier 1994:91).
Kritiske realister vender sig også imod en relativistisk epistemologi,
som hævder, at hvad der eksisterer, er, hvad vi kan vide gennem
vores perspektiv. De holder her fast i, at der er en virkelighed hinsi-
21

des vores perspektiver, fortolkninger, overbevisninger osv. Således
taler Cruickshank for en anti-fundamentalistisk epistemologi, som
accepterer, at vi har kendskab til verden gennem perspektiver. Han
kvalificerer dog dette ved at sige, ”at sandheden ikke kan reduceres
til perspektiver, fordi sandhed vedrører en fortolkning af en verden,
der ikke kan reduceres til vores fortolkninger af den” (Cruickshank
2003:3). Som Cruickshank siger: ”Når det virkelige bliver til det, vi
ved, og det, som vides, er determineret af perspektiver, så bliver
sandhed reduceret til perspektiver, som ender med at konstruere deres
egen (formodede) virkelighed. Med andre ord fører en understregning
af perspektiver og en afvisning af metafysisk realisme til
sandheds-relativisme, hvor alle perspektiver er lige ’sande’, ligesom
alle perspektiver er selv-referentielle, eftersom der mangler en reference
til en ekstern virkelighed.” (Cruickshank 2003:2).
Den kritisk realistiske ontologi (som indebærer, at verden ikke er på
alle mulige måder) implicerer en afvisning af den relativistiske tanke
om, at alle videnspåstande er lige gyldige. Et andet princip i realismen
er opfattelsen af, at viden altid er foreløbig. Endelig hævder den
kritiske realisme, at det er muligt at evaluere konkurrerende teorier
på et kognitivt grundlag. I den forstand holder kritisk realisme fast
ved et begreb om sandhed (Groff 2004:135ff).
1.6. Videnskabens intransitive og transitive dimension
Der er som nævnt ”et erkendelsesteoretisk skel mellem et fænomen
og erkendelsen af fænomenet” (Ougaard 2000:22). Bhaskar sondrer
derfor mellem en videnskabs objekt (dens intransitive, dvs. blivende,
dimension) og vidensobjektet (videnskabens transitive, dvs. forbigående,
dimension). Kritisk realisme går ud fra, ”at der eksisterer en
virkelighed uafhængigt af vore begreber om den. Der findes altså en
virkelighed, som kan gøres til genstand for analyse. Dette er videnskabens
intransitive objekt. Formålet med videnskaben er at komme
så ”nær” denne virkelighed som muligt. Vor viden om virkeligheden
udgøres af vore teorier og forestillinger om den, og disse danner så
vort transitive objekt (…) Den transitive dimension er socialt bestemt
og foranderlig. Det gælder al viden.” (Danermark et al.
22

1997:282f). Som dele af den sociale verden kan disse transitive objekter
(diskurser, teorier, osv.) dog også gøres til studieobjekter. Det
betyder, at viden har to dimensioner: den ’transitive’ og den ’intransitive’.
Rivaliserende teorier har således forskellige transitive objekter
(teorier om verden), hvorimod den verden, som de forsøger at
begribe – dvs. den intransitive dimension – er den samme. Ellers
ville de ikke være rivaler: ”Når teorier forandres (den transitive dimension)
betyder det ikke, at det, de handler om (den intransitive
dimension), også forandres: Der er ingen grund til at tro, at skiftet fra
en teori om, at jorden er flad, til en teori om, at den er rund, blev
ledsaget af en forandring i jordens form i sig selv.” (Sayer 2000:10f).
Sondringen mellem videnskabsteoriens intransitive (eller ontologiske
dimension) og så dens transitive (eller epistemologiske) dimension er
absolut afgørende for kritisk realistisk tænkning. Det følger nemlig
heraf, at ”udtalelser om det værende ikke kan reduceres til eller analyseres
ud fra udtalelser om viden, de ontologiske spørgsmål kan
ikke altid flyttes over i epistemologiske udtryk.” (Bhaskar 1989:17f).
Antagelsen om, at udtalelser om væren altid kan analyseres som
udtalelser om vor viden om væren, kalder Bhaskar ”den epistemiske
fejltagelse” (Bhaskar i Archer 1998a:27ff).
Danermark et al. fremhæver som det specielle for samfundsvidenskaben,
at vi ”søger kundskab om en socialt produceret virkelighed,
ikke bare en socialt defineret sådan. Denne forståelse adskiller sig fra
den naive realisme – objektivismen – hvor man antager, at vi i princippet
får et korrekt og objektivt billede af virkeligheden. Den adskiller
sig også fra en, som overbetoner den transitive side - konstruktivismen
og relativismen, som argumenterer for, at det ikke er
meningsfuldt at hævde, at et udsagn om virkeligheden er mere sandsynlig
end et andet udsagn, eftersom al viden er socialt bestemt.”
(Danermark et al. 1997:283)
1.7. Samfundsvidenskabens hermeneutiske vilkår
Den kritiske realisme anerkender, at sociale fænomener i sig selv er
meningsfulde, og at mening ikke kan måles og tælles, men nødvendigvis
må forstås. Der vil derfor altid være en fortolkende eller her-
23

meneutisk dimension i samfundsvidenskaberne. Derfor må samfundsvidenskaben
også afvige fra naturvidenskaben med hensyn til
”Verstehen” og fortolkende forståelse (Sayer 2000:17). Den kritiske
realisme accepterer således det ’hermeneutiske’ princip, at samfundsvidenskabernes
begreber og teorier må gøre udstrakt brug af
referencer til de begreber og teorier, som findes hos aktørerne i
livsverdenen (Outhwaite 1987:108). Lawson fremhæver i forlængelse
af Bhaskar, at de sociale strukturers afhængighed af intentionelle
menneskelige handlinger medfører et ”uundgåeligt hermeneutisk
moment” i samfundsvidenskaben (Lawson 1997:35). Som Lawson
pointerer: Uden de sociale aktørers egne forståelser af, hvad de gør,
ville samfundsanalysen have svært ved at blive til noget i det hele
taget (Lawson 1997:200). Stones anerkender, at der er en spænding
mellem realisme og hermeneutik, men taler i forlængelse af Giddens
om vigtigheden af en ”hermeneutisk informeret samfundsteori”
(Stones 1996:33ff).
”Samfundet består”, som Danermark et al. (1997) pointerer, ”for det
første af tænkende og refleksive mennesker. De har en evne til løbende
at forandre den sociale virkelighed. Man kan derfor sige, at
den virkelighed, vi som samfundsforskere studerer, er socialt produceret.
For det andet (…) studerer vi andres tolkninger af den sociale
verden. Vort studieobjekt er altså socialt defineret. Vi tolker andres
tolkninger. En forståelse af implikationer og meninger er afgørende
for vores evne til at forklare den sociale verden. For at forstå og forklare
den sociale verden forsøger vi som samfundsforskere dels at
tolke og forstå, hvilke implikationer handlinger og hændelser har for
mennesker, men dels også at skabe begreber, som gør det muligt at
overskride commonsense og nå dybere forståelse, og forklaringer af
mere abstrakt karakter. Dette er blevet kaldt samfundsvidenskabens
dobbelte hermeneutik. Som forskere er vi også et produkt af de sociale
tolkninger.” (Danermark et al. 1997:283).
Der er, som Carter og New (2004a:13) pointerer, ”ingen konflikt
mellem fortolkende forskning og social realisme”. Realister er enige
om, at ”der er brug for fortolkende eller hermeneutiske metoder for
24

at kunne udforske den sociale verden med udgangspunkt i, hvad der
giver mening for mennesker.” (Carter & New 2004a:3). Heri ligger
naturligvis også, at ”kvalitative metoder er indispensable i belysningen
af motiver, intentioner og handlingsgrunde” (Ackroyd
2004:157).
Den kritisk realistiske tilgang anerkender videnskabens hermeneutiske
dimension og anser fortolkning som en nødvendig forudsætning
for frembringelse af viden. Den opfatter viden som fejlbarlig, men
som noget, det er muligt at opnå (i modsætning til relativismen,
postmodernismen og visse udgaver af socialkonstruktivismen, der
enten sætter spørgsmålstegn ved mulighederne for at opnå (sikker)
viden, eller betoner eksistensen af forskellige perspektiver på virkeligheden.
Mens konstruktivismen lægger hovedvægten på epistemologien –
betingelserne for at opnå viden: dvs. betoner usikkerheden i vidensfrembringelsen
og understreger forbeholdene overfor det, man anser
for viden, fx det relative i den pågældende viden – set ud fra sammenhængen
mellem den pågældende viden og den position (eller det
perspektiv), der ligger bag ved denne viden, så lægger den kritiske
realisme hovedvægten på ontologien, dvs. hvad vi rent faktisk kan
sige om virkelighedens beskaffenhed. Den forskydning, der i de seneste
år er sket i vægtlægningen, fra en vægt på forskellige ontologier
til hovedvægten på de problematiske betingelser for at opnå viden
overhovedet, er karakteristisk for det man kunne kalde ”den lingvistiske
drejning” i samfundsvidenskaberne, væk fra strukturelle (”makro”)-tilgange
og over mod det individuelle og subjektive (”mikro”)tilgange
(jfr. fx Rasborg 2004).
Vi skal imidlertid nu se nærmere på, hvordan realister når frem til en
dybere forståelse og forklaring af virkeligheden. Vi bevæger os dermed
ind på realismens opfattelse af ontologien. Ifølge Bhaskar forudsætter
enhver teori om viden nemlig en ontologi om, hvordan verden
må se ud, for at viden overhovedet kan blive mulig (jfr. Bhaskar
i Outhwaite 2006:442).
25

1.8. Kausalitet og mekanismer
Ting og sager sker ikke på slump og uden årsag. Bagom hændelsesforløb
findes der kræfter, som genererer dem. Der er, som Sayer
siger, ”nødvendighed i verden; objekter – om de nu er naturlige eller
sociale – har nødvendigvis særlige årsagskræfter eller måder at agere
på og særlige følsomheder.” (Sayer 1992:5). Reaktioner i eksperimenter
skyldes iboende egenskaber i det studerede objekt – egenskaber
som har en formåen til at generere noget, at producere en effekt.
Dette indebærer, at den mest grundlæggende opgave for videnskaben
(såvel natur- som samfundsvidenskaben) er ”at finde de iboende
mekanismer, som genererer hændelser. Disse iboende egenskaber er
det vi kalder ’den kausale kraft’. Virkeligheden er fuld af sådanne
kausale kræfter, og de findes der, uanset om de aktualiseres eller ej.
Et menneske har fx evne til at løfte en vis vægt, mindes ting eller
elske nogen. Undertiden virker denne kraft og genererer hændelser,
undertiden ikke. Den kritiske realisme går således ud fra den grundlæggende
antagelse, at objekt er i virkeligheden (såvel af materiel, fx
syre, som af immateriel natur, fx behov) besidder kausale kræfter,
dvs. generative mekanismer.” (Danermark et al.1997:281).
Objekter og aktører besidder forskellige egenskaber og kapaciteter
som potentialer, der kan trækkes på. Man kan tale om objekters
egenskaber og evner – objekters indre eller iboende kausalkræfter.
For realister er objekters indre egenskaber og indre kausalkræfter af
allerstørste vigtighed. Både objekter i naturen – så som kul og vand –
og levende aktører – så som mennesker – har indre årsagskræfter,
som kan identificeres uden hensyn til, om de indgår i produktionen af
regelmæssige sammenfald af begivenheder. Den engelske sociolog
Rob Stones nævner en række eksempler herpå: ”Fx har menneskelige
aktører potentialet til at løfte en arm, kaste en bold, huske ting, skifte
en babys ble og stille alle opvasketallerknerne op på bordet på samme
tid, mens de er dampende varme, men det betyder ikke, at disse
særlige evner nødvendigvis vil blive udført (…)” (Stones 1996:29).
For at forklare dette må man inddrage realismens opfattelse af virkeligheden
som stratificeret. Der er her tale om en tredobbelt ontolo-
26

gisk distinktion mellem virkelighedens dybde-niveau, det faktiske og
det empiriske. Fra eksistensen af (1) den virkelige mekanisme eller
et objekts indre kræfter til (2) den faktiske begivenhed (fx kobber,
der leder elektricitet hhv. ligger hvilende, eller fx i sociale relationer
en person, der bruger sin iboende evne til at løbe igennem et værelse,
eller en politibetjent, der bruger sin socialt indskrevne magt til at
anholde en kriminel) og så (3) den empiriske begivenhed (dvs. det
aspekt af begivenheden, der observeres empirisk). Denne analysestrategi
står i skarp kontrast til den, der bruges af empirister, idet
disse begrænser deres ontologi til den sidste af disse dimensioner.
Der er derfor hos dem tale om ”udfladning” af det ontologiske terræn
(Stones 1996:30).
1.9. Virkelighedens differentiering og stratificering
I den kritiske realismes virkelighedsopfattelse ses virkeligheden ikke
blot som meget kompleks, men også som stratificeret i forskellige
lag. Den stratificerede ontologi er et helt centralt kendemærke for
kritisk realisme. Samfundsvirkeligheden inkorporerer således individuelle,
gruppe- og institutionelle og samfundsmæssige niveauer.
”Verden er”, som Sayer formulerer det, ”differentieret og stratificeret,
idet den ikke bare består af begivenheder, men objekter, inklusive
strukturer, som har kræfter og tilbøjeligheder, der er i stand til at
generere begivenheder. Disse strukturer kan være tilstede – sådan
som i den sociale verden og meget af den naturlige verden – selv om
de ikke genererer regelmæssige mønstre af begivenheder.” (Sayer
1992:5f).
Kritisk realisme sondrer mellem tre hinanden overlappende domæner
(områder) af virkeligheden:
• Empiriens domæne (dvs. de observerede begivenheder; erfaringer).
• Det faktiskes domæne (dvs. sekvenser af begivenheder og
hændelser).
27

• Det reale, virkelige – eller ’dybe’ - domæne, dvs. de to øvrige
plus de strukturer, kræfter, tendenser og mekanismer, som producerer
begivenhederne.
Det empiriske er en del af virkeligheden, men ikke hele virkeligheden.
Det reale omfatter såvel det empiriske som det faktiske samt de
generative mekanismer, som frembringer det faktiske. Det grundlæggende
domæne er det reale. Her findes mekanismerne. De eksisterer
uafhængigt af, om de producerer nogen hændelse eller ej. Når
mekanismerne producerer en faktisk hændelse, hvad enten den så
observeres eller ej, så falder den inden for det faktiskes domæne.
Når en sådan hændelse erfares, bliver den til et empirisk faktum og
falder inden for empiriens domæne. En videnskab om den sociale
virkelighed kan derfor ikke reduceres til empiriske hændelser, dvs. til
det empiriske domæne. I så fald fremstår virkeligheden som flad,
uden ontologisk dybde.
Det reales Det faktiskes Det empiriskes
domæne domæne domæne
Mekanismer x
Begivenheder x x
Erfaringer x x x
Kilde; Bhaskar 1998a: 41. jfr. også Wad 2000b:56.
De tre ontologiske domæner (mekanismer, begivenheder, erfaringer)
er ikke umiddelbart sammenfaldende, men som Bhaskar siger, ofte
”ude af fase med hinanden” (Bhaskar 1998a: 41ff). Man kan også
sige, at der er en mangel på synkroni mellem de tre niveauer. Således
er det faktiskes domæne ude af synkroni med det empiriske, når folks
perceptioner eller observationer ikke svarer til begivenhederne. Det
faktiske og det reale (dybe) niveau kan også være ude af fase med
hinanden, det er fx tilfældet, når andre strukturer modvirker effekten
af en specifik struktur, der derfor ikke manifesterer sig i et ”outcome”
(Baert 2005:93). Mellem de tre domæner eksisterer der så at
sige en ”ontologisk kløft”, og det er her videnskabens opgave:
28

• at bygge bro over denne ”ontologiske kløft”
• at afdække sammenhængen mellem 1. det, vi erfarer, 2. det,
der faktisk sker, og 3. det som får tingene til at ske (jfr. Juul
2002:111).
Virkeligheden må også ses som stratificeret (eller lagdelt) på den
måde, at mekanismerne hører hjemme i forskellige strata (niveauer)
af virkeligheden, fx kemiske, biologiske, psykologiske og sociale
strata.
Samtidig med, at Bhaskar (og kritiske realister) opfatter virkeligheden
som stratificeret, ser han den også som ”relationelt differentieret”.
Det indebærer, at ingen objekter i naturen eller sociale objekter
eksisterer i et vakuum uden kontakt med andre objekter eller andre
kausale kraftmekanismer. Selv i laboratorieeksperimenter er det faktisk
interaktionen mellem objekternes differentierede kræfter, der
producerer resultatet (Stones 1996:30).
Den kritiske realisme forstår virkeligheden som opbygget af adskilte
strata, men disse står dog i relation til hinanden, som følge af, at
hvert stratum har sine egne emergente kræfter. Det, at der kan skabes
nye mekanismer på respektive strata, indebærer eksistensen af såkaldt
emergente kræfter. Sociale fænomener kan søges forklaret
med henvisning til psykologiske mekanismer, men som helhed produceres
sociale fænomener af sociale kræfter (Danermark et al.
1997:281f).
1.10. Emergens
Begrebet emergens er endnu et nøglebegreb for den kritiske realisme.
Det betegner generelt ”det forhold, at der ved en helhed fremkommer
egenskaber, der ikke kan forklares ud fra de enkelte deles egenskaber;
opståen af fænomener, der udgør et højere niveau, og som ikke
kan forklares ud fra det lavere niveau, hvori de har deres oprindelse”,
”en egenskab, der pludselig dukker op, når en organisme er blevet
tilstrækkelig kompliceret” (Lübcke 2004:106). I kritisk realisme
betegner emergens ”fremkomsten af objekter med nye strukturer,
29

kræfter og mekanismer” (Wad 2000:8). Forskellige strata i virkeligheden
rummer forskellige emergente egenskaber. I studiet af naturens
verden beskæftiger biologien og fysikken sig således med særskilte
strata – det fysiske niveau ligger neden under det biologiske.
Heroverfor udgør den sociale verden et højere niveau, og her er stratifikationen
mere kompleks. Mennesker kan forstås som organismer,
men som organismer med ”emergente kræfter”. På samme måde kan
samfund forstås relationelt som ”emergente produkter af menneskelig
adfærd” (Bhaskar i Lopez og Potter 2001:30).
For at undgå reduktionisme er det dels nødvendigt at forstå, at naturens
strata har en hierarkisk beskaffenhed, ligesom også relationen
mellem menneskelige og ikke-menneskelige strata må forstås ud fra
begrebet emergens. Såvel relationen mellem det fysiske og det biologiske
som mellem det biologiske og det sociale må forstås ud fra
begrebet emergens. Kritisk realisme hævder således, at de højere
niveauer emergerer (opstår) ud af de lavere. På det mest generelle
niveau findes de fysiske mekanismer, fx tyngdekraften. På et højere
niveau findes så de kemiske strukturer og mekanismer, og på et trin
højere niveau de biologiske mekanismer, som genererer en organismes
vækst. Det biologiske emergerer ud af det fysiske, og det sociale
ud af det biologiske. I denne proces opnår det højere niveau kræfter,
som ikke fandtes på det lavere niveau. Dette er tilfældet, selv om det
højere niveau blot er sammensat af elementer, som kan findes på det
lavere niveau. Det lavere niveau forklarer imidlertid kun konstitueringen
af mekanismerne på det højere niveau. Det forklarer ikke,
hvornår og hvordan disse mekanismer vil blive aktiveret (Dean et al.
2006:8f; Benton og Craib 2001:126, Dickens 2004:20, Collier
1994:42-50).
Virkeligheden ses altså som bestående af hierarkisk ordnede strata,
hvor hvert nyt stratum indeholder kræfter og mekanismer fra underliggende
strata, og hvert nyt stratum rummer emergente kræfter og
mekanismer (dvs. har en relativ autonomi). I modsætning til naturvidenskaben,
der arbejder på de laveste strata og studerer sine objekter
under lukkede vilkår (gennem eksperimenter), udforsker samfunds-
30

videnskaben de højere strata af virkeligheden. Der gælder således
den regel, at jo højere strata, vi befinder os på, jo flere virksomme
mekanismer er der, og jo flere mulige kombinationer af mekanismer
vil der forekomme (jfr. Juul 2002:112).
Som det fremgår, rummer kritisk realisme en høj grad af naturalisme,
en opfattelse af, at mennesker bør betragtes som en del af naturen.
Samfundsvidenskabernes anliggende opfattes som værende i
kontinuitet med de fysiske videnskaber, og man har en opfattelse af,
at disse videnskabers metode – med tilbørlig tilpasning – er anvendelig
på de førstnævnte (Williams/May 1996:2000). Således bærer
Bhaskars andet hovedværk også den sigende titel: The Possibility of
Naturalism (1979). Denne naturalistiske position må dog på ingen
måde sammenblandes med positivisme.
1.11. Åbne respektive lukkede systemer
Ved naturvidenskabelige eksperimenter kan man fremkalde visse
hændelser ved at skabe lukkede vilkår, således at man holder de generative
mekanismer under kontrol. Sådan går det ofte til i naturvidenskaben.
I samfundsvidenskaberne lader det sig imidlertid sjældent
gøre at studere isolerede årsags-virkningsforhold. Sådanne specielle
betingelser, hvor man kan studere årsags-virkningssammenhænge i
”lukkede systemer”, eksisterer ikke spontant i den sociale verden.
Her er begivenheder ikke prædeterminerede, før de sker, men afhænger
af ”kontingente betingelser”, dvs. må studeres i komplekse, ”åbne
systemer” (Sayer 2000:15f).
Når der er tale om sociale hændelser, er disse ofte produkter af en
række samvirkende mekanismer. I samfundsvidenskaben arbejder
man derfor ”altid under åbne vilkår, dvs. de generative mekanismer,
vi studerer, virker i et komplekst samspil med andre mekanismer,
som samvirker med eller modvirker ”vor” mekanisme. Ud over, at
der hele tiden findes samvirkende faktorer, må vi også tage hensyn
til, at en mekanisme undertiden er aktiv, undertiden hvilende, og at
der undertiden kan findes modvirkende mekanismer, som gør, at vi
ikke får nogen empirisk manifestation af en virkende mekanisme.”
31

(Danermark et al. 1997:282) Tænk fx på ”den sociale arvs mekanisme”,
om en sådan findes.
Det er her vigtigt at være bevidst om, at der som regel ikke blot vil
være tale om flere forårsagende mekanismer, men at der desuden
ofte vil være tale om en række modvirkende mekanismer.
Naturlige og sociale objekter får måske og måske ikke deres indre
egenskaber aktiveret. Det afhænger af samspillet. ”De kapaciteter,
som objekter og agenter besidder som potentialer, og som måske
eller måske ikke bliver trukket på eller aktiveret, eksisterer i et felt
bestående af mange forskellige objekter og agenter, hver især med
forskellige karakteristika og kapaciteter.” (Stones 1996:30).
Objekterne og aktørerne eksisterer med Bhaskars ord i ”åbne systemer”,
dvs. uden for naturvidenskabens eksperimentelle betingelser.
Her er antallet af forskellige objekter med relevans for et givet outcome
(resultat) potentielt meget stort. Årsagskæder kan være uendeligt
komplekse. Ӂbne systemer er alt for komplicerede og kontekstualiserede
til at kunne indfanges gennem simpel empiristisk
logik.” (Stones 1996:31). En lang række begivenheder og processer
”kan i kombination have en betydelig determinerende virkning på
produktionen af et outcome.” (Stones 1996:31).
Stones giver et godt eksempel på denne kompleksitet. Når en kapacitet
som f. eks. at kunne kaste en bold, bliver bragt i anvendelse, så
kan det sagtens ske, at dens intenderede konsekvens, nemlig at blive
grebet af et af dem, der er med på det samme hold i den pågældende
sport, aldrig kommer til at ske. Det kan skyldes, at en modspiller
opfanger bolden, eller ved at bolden tilfældigvis rammer dommeren,
eller at holdkammeraten fumler med at gribe den. Derfor beror den
endelige konsekvens af en handling i et åbent system på mange kontingent
mellemkommende faktorer (Stones 1996:30). Der kan
være tale om alle former for mellemkommende faktorer.
32

1.12. Kritik af positivismens kausalitetsforståelse
Kausalitet og sociale mekanismer spiller en afgørende rolle i den
kritisk realistiske tilgang til videnskabelig undersøgelse. Det hænger
sammen med realismens forkastelse af den positivistiske (lineære)
årsagsopfattelse, og dermed for betoningen af den vitale rolle, som
mekanismer spiller i sondringen mellem kausalitet og ren og skær
korrelation. Det er blevet diskuteret, hvorvidt man overhovedet kan
tale om årsagsslutninger i samfundsvidenskaben uden mekanismer.
Udgangspunktet for kritisk realisme er kritikken af positivismen. I
positivistisk videnskab leder man i eksperimentet efter ’det konstante
sammenfald’ mellem variabler, efter noget, der ligner en lovmæssighed.
I den fysiske videnskabs laboratorier gør man meget ud af at
kontrollere de forhold (som fx temperatur, vibration, luftkvalitet,
etc.), som kan sikre, at deres variation ikke påvirker eksperimentets
resultat. Her overfor står den realistiske forklaring og betoningen af
ikke-linearitet og kompleks kausalitet. (jfr. Robson 2002:30f).
I realismen udvikles viden og forståelse om den mekanisme, gennem
hvilken en handling kan forårsage et resultat (outcome), og om den
kontekst, som udgør de ideelle betingelser for at udløse (trigger)
mekanismen. Der kan udmærket være adskillige sådanne mekanismer,
ligesom der kan være andre mekanismer, der kan have den effekt
at blokere for effekten af den pågældende handling. Dette hænger
tæt sammen med det forhold, at menneskelige handlinger altid er
indlejret i forskellige kontekster, og at handlingerne finder sted i
åbne frem for lukkede systemer (Robson 2002:38f).
Den kritiske realisme bygger, som den danske sociolog Lars Benjaminsen
siger, ”på et komplekst kausalitetsbegreb, hvor det antages,
at forskellige generative mekanismer kan styrke eller svække hinanden,
og de empiriske sammenhænge kan derfor være udslag af forskellige
samvirkende eller modsatrettede mekanismer.” (Benjaminsen
2006:74). Den kritiske realismes kausalitetsforståelse er således
radikalt forskellig fra den positivistiske. Overfor positivismens ”successionistiske”
syn på kausalitet, sætter den kritiske realisme et både
33

mere komplekst og dybdegående syn: ”I den kritiske realisme forstås
kausalitet som generative mekanismer, og forklaringer af
sociale fænomener er baseret på en opfattelse af, at virkeligheden
rummer en generativ dybdestruktur.” (Benjaminsen 2006:73). Benjaminsen
præciserer her, hvilken rolle aktørernes handlinger spiller
for udløsningen af de kausale kræfter: ”De relationelle egenskabers
kausale kræfter udløses og medieres dog gennem aktørernes handlinger.
Strukturerne sætter således muligheder og begrænsninger for
aktørernes handlinger.” (Benjaminsen 2006).
Kritisk realisme inddrager såvel psykologiske som sociale mekanismer.
Psykologiske mekanismer kan eksempelvis være samspillet
mellem bevidste og ubevidste mekanismer i personligheden (Houston
2001:850). Begrebet sociale mekanismer er bl.a. blevet udviklet
af den amerikanske sociolog Robert King Merton, der definerer sociale
mekanismer som ”sociale processer, der har bestemte konsekvenser
for bestemte dele af den sociale struktur.” (Benjaminsen
2006:70).
De svenske sociologer Hedström og Swedberg har for nylig samlet
en række artikler, der gør rede for brugen og betydningen af termen
”mekanisme” i sociologien. Artiklerne uddyber, hvad man skal forstå
ved de ”sociale mekanismer, som genererer og forklarer de observerede
sammenhænge mellem begivenheder” (Hedström & Swedberg
1998). Axel van den Berg peger eksempelvis på, at netværksdannelse
gennem systematisk udveksling af tjenester og forpligtelser, habitus,
kulturel arv og sociale eksklusionsmekanismer kan forstås som eksempler
på ”sociale mekanismer” (van den Berg 1998).
1.13. Mekanismer og kontekst
Centralt i den realistiske tilgang står samspillet mellem mekanismer
og kontekst. Det er inden for kritisk realisme en alment accepteret
opfattelse, at mekanismer virker på forskellig vis afhængigt af konteksten.
Det betyder, at relationen mellem kausalmekanismer og
deres virkninger er kontingent (dvs. kunne være anderledes) snarere
end fast. Når man eksempelvis undersøger kausalmekanismer bag
34

klinisk tuberkulose, kan de sagtens være komplekse og kontingente
(Robson 2002). Der kan være en lang række mekanismer på spil.
Mere end én af en række mulige mekanismer kan være involveret i
en speciel situation, og hvorvidt en særlig mekanisme faktisk virker
eller ej, vil ofte afhænge af konteksten. I den konkrete undersøgelse
kan man opstille forslag til (hypoteser om), hvilke mekanismer og
kontekster, der forekommer relevante. Robson giver et eksempel på
opstilling af forslag til mulige mekanismer ud fra en situation, hvor
en aftenklub søger at tiltrække beboere fra et center for voksne med
læringsvanskeligheder. Fx kan flg. mekanismer spille en rolle for,
om personer møder op til en given klubaktivitet:
• en tilgængelighedsmekanisme (har de potentielle deltagere
adækvate transportmuligheder; måske ønskede de ledsagelse
på turen, men kunne ikke få det)
• en informationsmekanisme (måske var de ikke godt nok informeret
om arrangementet)
• en behovs- og forventningsmekanisme (måske var klubbens
aktiviteter ikke af den slags, som beboerne syntes om, og
måske var klubben ikke venlig nok) (Robson 2002: 37).
1.14. Forklaring = identificering af kausalmekanismer og
hvordan de virker
Forklaring drejer sig i kritisk realisme om, hvordan mekanismer producerer
begivenheder. De vejledende metaforer er her strukturer og
mekanismer i virkeligheden snarere end fænomener og begivenheder.
Forklaring er at vise, hvordan nogle begivenheder er forekommet
i et særligt tilfælde. Begivenheder må – som Robson siger - forklares,
selv om de ikke kan forudsiges (Robson 2002:32).
Kritiske realister taler dels om kausalmekanismer, men også om
kræfter, der enten kan blive aktiveret eller forblive hvilende (Sayer
2000:12). Andrew Sayer gør rede for, hvordan også strukturer kan
rumme kausalkræfter. ”Objekter er, eller er dele af, strukturer”,
siger han. ”Struktur” udgør da i Sayers definition ”et sæt af internt
35

elaterede elementer, hvis kausalkræfter, når de kombineres, er
emergente ud fra de kræfter, der konstituerer dem.” (Sayer 2000:14).
Det er her vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle sociale strukturer
er store eller over-individuelle. Ligesom der fx er bureaukratiske
strukturer og klassestrukturer, er der også indre-individuelle og internaliserede
strukturer, så som fx kognitive strukturer (Jfr. Sayer
2000:27).
Hvorvidt disse kræfter nogensinde bliver sat i bevægelse, beror på
andre betingelser. Hvis vi fx tager arbejdsløse arbejdere som eksempel,
så beror det på, hvorvidt de er nødt til at sørge for sig selv,
hvorvidt der er nogen jobs, osv. Når årsagskræfter bliver aktiveret
(som fx når arbejderen arbejder), beror resultatet igen på andre betingelser
(hvilken slags kontekst, redskaber osv.).
Den konventionelle (positivistiske) måde at samle data om regelmæssigheder
på kan således i bedste fald antyde, hvor man skal kigge
hen efter kandidater til årsagsmekanismer. Men hvad der forårsager,
at noget sker, har ikke noget at gøre med antallet af gange, vi
har observeret, at det sker. ”Forklaring beror i stedet for på identificering
af kausalmekanismer og hvordan de virker og i at opdage,
om de er blevet aktiveret og under hvilke betingelser. ” (Sayer
2000:14).
”Der er mere i verden end mønstrene i begivenhederne. Den har ontologisk
dybde: begivenheder opstår ud af den måde, mekanismer
virker på – virkemåder, som udspringer af objekters strukturer, og de
finder sted inden for geo-historiske kontekster.”(Sayer 2000:15).
Det betyder, at den samme mekanisme kan producere forskellige
resultater (outcomes) alt efter kontekst, eller mere præcist, i overensstemmelse
med dens rum- og tidbestemte relationer med andre
objekter, der jo har deres egne kausalkræfter og tilbøjeligheder, som
kan udløse, blokere eller modificere dens virkning (action).
36

1.15. Tendenser og tilbøjeligheder frem for lovmæssigheder
En lov er det karakteristiske mønster i en aktivitet eller en mekanismes
tendens. Love er ifølge Robson (2002) beskrivelser af de ting,
som ’virkelig’ sker, dvs. de fortløbende måder hvorpå uafhængigt
eksisterende ting virker, men som måske ikke kan udtrykkes på begivenhedernes
niveau. Derfor taler man i kritisk realisme snarere om
tendenser og tilbøjeligheder frem for – som i positivismen – om
love og lovmæssigheder (jfr. også Sayer 2000). Denne tilgang indebærer,
at kritiske realister renoncerer på at kunne forudsige fremtidige
begivenheder og hændelser, noget som af flere kritikere er blevet
fremhævet som en mangel ved tilgangen (jfr. fx Næss 2004).
Søren Juul peger på en række af forhold, som bevirker, at de bagvedliggende
kausale mekanismer langtfra altid producerer de samme
hændelser/empirisk iagttagelige kendsgerninger:
• samfundet udgør et åbent system, der er
• kendetegnet ved, at der er mange mekanismer virksomme på
samme tid, og
• hvad, der sker, bestemmes i et komplekst samspil,
• hvor nogle mekanismer forstærker, og andre svækker eller
ophæver hinanden
• det betyder, at videnskabelige forklaringer altid må forstås
som tendenser (vs. lovmæssigheder) (Juul 2003:111ff, jfr.
også López & Potter 2004:11).
Af disse grunde spiller også begrebet kontingens (”hverken nødvendig
eller umulig”) en vigtig rolle i kritisk realistisk tænkning (jfr.
Sayer 2000:121-130). Når alle virkeligheder principielt set er ”åbne
systemer”, og når man ikke kan ”finde universelle lovmæssigheder
for komplekse og kontekstuelle fænomener”, så kan man hverken
forudsige bestemte hændelser eller opfatte resultater som prædeterminerede
(jfr. Wad 2000:10). Resultaterne vil afhænge af konteksten.
Kritiske realister afviser derfor også deterministiske relatio-
37

ner mellem årsagskræfter og begivenheder og peger i stedet på kontingens
og emergens (Sayer 2000: 102).
Kritisk realisme retter ikke blot opmærksomheden mod de faktiske
begivenheder, men frem for alt mod de underliggende processer eller
mekanismer, som producerer disse begivenheder. Disse relativt varige
sociale enheder hævdes altså at have årsagsegenskaber, der giver
anledning til begivenheder - men den blotte eksistens af en årsagsegenskab
betyder ikke, at en begivenhed nødvendigvis vil indtræffe.
Idet den kritiske realisme betoner, at virkeliggørelsen af særlige årsagskræfter
ofte afhænger af, hvorvidt andre årsagskræfter enten
blokeres eller realiseres, kommer der en større vægt på begrebet
kontingens. Hvorvidt bestemte årsagskræfter realiseres eller ej, kan
altså være kontingent (jfr. Keat og Urry, cit. efter Crompton
1993:43f). Besiddelse af årsagskræfter betyder ikke, at de nødvendigvis
vil blive brugt, anvendt, udøvet eller bevæget, eller hvis de
bliver anvendt, at de ikke vil blive modificeret eller blokeret af andre
mekanismer (Sayer 2000:104).
1.16. Samspillet mellem aktører og strukturer
Kritiske realister søger at undgå såvel social determinisme som voluntarisme.
”Determinisme indebærer en nedtoning af de menneskelige
handlingers rolle, mens voluntarismen begår den modsatte fejl.
De har det til fælles, at de fejlagtigt modstiller samfund og handling,
som om sociale strukturer udelukker handling.” (Baert 2005:96f).
For Bhaskar er samfundet netop en forudsætning og ikke en forhindring
for handling.
En afgørende antagelse i en kritisk realistisk ontologi er, at sociale
strukturer spiller en vigtig rolle i forståelsen af, hvorfor sociale aktører
(eller agenter) handler, som de gør. Strukturer determinerer ikke
handling absolut, men betinger den blot, samtidig med, at de selv er
betinget af aflejringer fra fortidige handlinger. Opfattelsen er altså, at
der eksisterer begrænsende strukturer, som spiller en rolle for, hvordan
mennesker kan handle i bestemte sociale kontekster. Strukturerne
kan således begrænse den menneskelige handlefrihed. Men, som
38

Giddens har fremhævet, virker de sociale strukturer ikke kun begrænsende
for menneskers handlefrihed, men er også med til at skabe
handlemuligheder. Sociale realister er her enige – og enige med
Giddens - om, at sociale strukturer ikke kan reproduceres (eller forandres)
på anden måde end gennem menneskelig aktivitet. Den kritiske
realisme tillægger således det sociale ”en iboende dynamik ved
at betragte social reproduktion eller forandring som resultat af det
gensidige samspil mellem sociale strukturer og aktørernes handlinger.”
(Benjaminsen 2006:72). Benjaminsen karakteriserer i overensstemmelse
hermed kritisk realisme som en ”morfologisk socialteori”
(Benjaminsen 2006: 72).
Væsentlig for den kritisk realistiske tilgang er opfattelsen af, at handling
og struktur ikke kan reduceres til hinanden. Til analysen af samspillet
mellem aktører og sociale strukturer har Bhaskar fremlagt en
model for transformation gennem social handling (TMSA). Centralt
for denne model (som er videreudviklet af Margaret S. Archer)
er, at vi på et hvilket som helst givet tidspunkt er stærkt begrænset af
præ-eksisterende strukturer (fx de bygninger vi har, aktiemarkedet,
hele det økonomiske system, med andre ord ”alt, hvad der er der før
enhver given voluntaristisk handling” (Bhaskar i Lopez og Potter
2001:30).
Bhaskar har selv formuleret denne sammenhæng: ”Mennesker skaber
ikke samfundet. For det eksisterer altid forud for dem, og det er en
nødvendig betingelse for deres aktivitet. Snarere må samfundet betragtes
som et ensemble af strukturer, praksisser og konventioner,
som individer reproducerer eller transformerer, men som ikke ville
eksistere, hvis individerne ikke gjorde sådan. Samfundet eksisterer
ikke uafhængigt af den menneskelige aktivitet (reifikationens fejltagelse).
Men det er ikke produktet af den (voluntarismens fejltagelse)”
(Bhaskar 1989:76; jfr. også Archer et al. 1998:xvi og Ackroyd &
Fleetwood 2000:14).
Diktomien mellem positivisme og hermeneutik, eller mellem kollektivisme
(holisme) og individualisme, vil Bhaskar løse ved at se sam-
39

fundet relationelt og som emergent. (Archer et al. 1998:xiii). ”Emergens”
er i sig selv indeholdt i begrebet strukturer, der må forstås som
”et sæt af internt relaterede elementer, hvis årsagskræfter, når de
kombineres, er emergente fra de årsagskræfter, der findes i deres
bestanddele” (Sayer 2000:14; jfr. også Kazi 2003a:805).
1.17. Sociale strukturer som virkeligt eksisterende ting med
årsagskræfter
Der eksisterer også en række interne uenigheder inden for kritisk
realisme, f. eks. mellem Roy Bhaskar og Rom Harré (jfr. Benton/Craib
2001:130f). En af de vigtigste diskussioner drejer sig om
opfattelsen af begrebet social struktur (se fx Outhwaite 1987:113;
Benton/Craib 2001:134), og det grundlæggende ontologiske spørgsmål
om, hvorvidt sociale strukturer har årsagskræfter, sådan som det
hævdes af kritiske realister (for en god redegørelse for begrebet ”social
struktur” se fx López/Scott 2000). Der foreligger her en afgørende
uenighed mellem Roy Bhaskar og Rom Harré, som sætter
spørgsmålstegn ved strukturernes ontologiske position.
Uenigheden går især på opfattelsen af, hvorvidt strukturerne besidder
årsagskræfter eller ej. Det gør de ifølge Bhaskars model: ”Social
struktur er – naturligvis – afhængig af menneskelig aktivitet. Uden
den ville den ikke eksistere. Den har imidlertid også en uafhængighed.
Som Durkheim hævdede, eksisterer den forud for os. Vi bliver
formet og påvirket af sociale strukturer. Sociale kræfter indvirker på
os. Sociale strukturer begrænser spillerummet for vores mulige valg
af handlinger og tankemåde. De langstrakte sociologiske debatter
om, hvordan individerne og deres aktiviteter determineres af samfundsstrukturer
på den ene side, og deres frit valgte aktiviteter og
individuelle kræfter til at handle og skabe som agenter på den anden
side, opløses gennem Bhaskars transformationsmodel. Vi ’skaber’
ikke samfundsstrukturen. Vi reproducerer den og transformerer den.
Men den påvirker også os kausalt.” (López/Potter 2001:15).
De fleste realister vil acceptere denne model. Realister som Rom
Harré og Charles Varela gør det imidlertid ikke. De accepterer sam-
40

fundsstrukturens eksistens og realitet, men benægter, at den har årsagskræfter.
Det er - ifølge dem - en egenskab, som kun menneskelige
agenter kan have (López/Potter 2001: 15f; jfr. også debatten mellem
Harré og Bhaskar i Lopez/Potter 2001:22-39).
Harré hævder, ligesom i øvrigt også Charles Varela, at selv om sociale
strukturer er virkelige, så har de ikke i sig selv nogen årsagskraft.
Harré benægter ikke, at sociale strukturer kan have årsagskonsekvenser,
men mener ikke, de besidder aktive kræfter. Kausalitet i
den sociale verden, hævder Harré, bør altid forstås som noget, der
findes i individerne (Lopez & Potter 2001:19). Heroverfor hævder
Bhaskar, at sociale strukturer kan forstås relationelt, og at strukturer
danner mulighedsbetingelserne for aktørernes handlinger. Sociale
strukturer kan således muliggøre såvel som begrænse. ”Spørgsmålet
om, hvad mennesker kan gøre i en bestemt social kontekst, må undersøges
videnskabeligt. Hvis der er begrænsende strukturer, og hvis
vi har ønsker om menneskelig frihed, så må vi acceptere deres eksistens.”
(Bhaskar i Lopez & Potter 2001:29).
En anden diskussionsdeltager, Ted Benton, supplerer Bhaskar med et
eksempel. En enlig mor, der har været udsat for hustruvold, vil gerne
forbedre sine muligheder på arbejdsmarkedet gennem uddannelse.
Sociallovgivningens regler forhindrer hende imidlertid heri, idet hun
i tilfælde af et bestemt antal timer i uddannelse vil miste sin understøttelse.
Selv om hun har evnerne, bliver hun obstrueret af de eksisterende
sociale strukturer. Det drejer sig om ”regler og reguleringer,
som bliver bragt i anvendelse af magtfulde individer, (…) magtfulde,
fordi de beklæder bestemte poster i det sociale system.” (Benton, i
Lopez & Potter 2001:33).
Et af problemerne med struktur-begrebet er, at strukturer ofte er uobserverbare,
og at forskeren ofte kun kan finde ud af, at de er der, ved
at observere deres effekter. Eksempelvis kan sociale klasser ikke ses.
Et samfunds infrastruktur kan heller ikke ses, men er ikke desto mindre
virkelig for en marxist. Når realister som Keat & Urry (1975)
forklarer klassestrukturen i et samfund med fokus på klasserelatio-
41

ner, risikerer de imidlertid let at blive kritiseret for at tildele ӌrsager,
som kun kan identificeres teoretisk og derfor er immune over for
empirisk testning”, en prioritet i forklaringen (Saunders, cit. efter
Crompton 1993:104, jfr. også 42-45).
Realister ser imidlertid videnskaben ”som forsøg på at forklare årsagerne
til begivenheder i den naturlige eller den sociale verden ud fra
underliggende og ofte uobserverbare strukturer, mekanismer og processer”
(Holborn & Haralambos:860). Videnskabelig teori for dem
”en beskrivelse af strukturer og mekanismer, som kausalt genererer
de observerbare fænomener, en beskrivelse, som gør det muligt for
os at forklare disse fænomener” (Keat & Urry 1975:5). At forklare
fænomener indebærer, som Keats og Urry ser det, ”ofte, at forskeren
må postulere eksistensen af typer af uobserverbare entiteter og processer,
som er ukendte for os. For at opnå viden om disse underliggende
strukturer og mekanismer må forskeren overskride tingenes
’rene fremtrædelsesformer’ og gå til deres natur og væsen.” (Keats &
Urry 1975:5).
Andrew Sayer er en anden kritisk realist, som har belyst strukturernes
betydning for individernes handlinger. Han definerer strukturer
som ”sæt af internt relaterede objekter eller praksisser” og bruger
relationen mellem ejer/vært og lejer som eksempel på en struktur i
samfundet. Værtens eksistens afhænger af, at der eksisterer lejere, og
”selve relationen mellem ejer og lejer forudsætter eksistensen af
privat ejendom, leje, produktionen af et økonomisk overskud osv.;
sammen danner de en struktur.” (Sayer 1992:92). Inden for sociale
strukturer er der endvidere bestemte ’positioner’, som forbindes med
bestemte roller, og Sayer understreger, at det er vigtigt at skelne
”den, der indtager en position, fra positionen i sig selv.” (Sayer
1992:92). Selv om de sociale relationers struktur kun eksisterer, hvor
mennesker reproducerer dem, er der i hverdagstænkningen ikke megen
forståelse for, at strukturen sammen med de dermed forbundne
ressourcer, tvang eller regler, kan bestemme, hvad der sker” (Sayer
1992:93).
42

Når lejeren betaler leje til værten, så skyldes det ikke en tautologi,
men ”involveringen i en materiel social relation, hvor hver part i
relationen ikke kan eksistere som sådan uden den anden.” (Sayer
1992:89). Den indre relation er en del af definitionen på hver af de
parter, der indgår i den (jfr. fx også relationen mellem mand og kone).
Med indre relationer kommer der en nødvendighed ind i billedet
i modsætning til den kontingens, der karakteriserer eksterne relationer.
”Strukturer lægger begrænsninger eller tvang på det, der sker,
men mekanismer og de variabler, der påvirker dem, bestemmer det
faktiske begivenhedsforløb. For eksempel determinerer den strukturelle
relation mellem ejere og lejere ikke hvilke individer, der beboer
den ejendom, der bliver lejet ud, men den determinerer, at lejeren
betaler husleje, og at værten ikke gør det.” (Haralambos & Holborn
1995:861).
Selv om man i sociologien taler meget om ”reproduktionen af sociale
strukturer”, så understreger Sayer, at de ikke automatisk varer ved.
Det gør de kun, når mennesker reproducerer dem, og det gør de kun
sjældent intentionelt. Som Bhaskar har sagt: ”Mennesker gifter sig
ikke for at reproducere kernefamilien og arbejder ikke for at reproducere
den kapitalistiske økonomi. Det er dog ikke desto mindre den
utilsigtede konsekvens (og det ubønhørlige resultat), men det er også
en nødvendig betingelse for deres aktivitet.” (Bhaskar, citeret efter
Sayer 1992:96).
1.18. Samfundsvidenskaben må være kritisk
”Socialvidenskab må være kritisk over for sine objekter. For at kunne
forklare og forstå sociale fænomener, må vi evaluere dem kritisk.”
(Sayer 1992:5f). Denne kritiske orientering er også gennemgående i
Roy Bhaskars filosofi og videnskabsteori. Kritisk realisme betragter
således social teori som ikke-neutral i den forstand, at den somme
tider rummer værdier og handlinger. Den sprænger på denne måde
de traditionelle distinktioner mellem fakta/værdi og teori/praksis.
Desuden rummer den også et frigørende sigte mht. forandring af
eksisterende samfundsstrukturer.
43

Når samfundsvidenskaben vil være kritisk, må den også have et
standpunkt, hvorudfra den kan fremføre sin kritik. Habermas og andre
kritiske teoretikere har vist, at al kritik forudsætter muligheden af
et bedre liv. Alligevel har mange kritiske samfundsforskere været
utilbøjelige til at tale om værdier. Ikke desto mindre kan man på det
seneste iagttage en tendens til en normativ drejning i samfundsteorien
(Sayer 2000:172-188). Der er i kritisk realisme et potentiale for at
forfølge en sådan øget interesse for normativ teori. Tænk her gerne i
retning af Axel Honneths teorier om anerkendelse og Høilund og
Juuls ”normative teori” om socialt arbejde.
1.19. Kritisk realisme som ”en tredje vej”
Kritisk realisme skiller sig ud fra andre former for realisme ved at
være vokset ud af Roy Bhaskars videnskabsfilosofi. Bhaskar og andre
kritiske realister tilbyder her en ”tredje vej” mellem positivisme
og fortolkende tilgange. Den bevarer således ”empirismens vægt på
objektivitet, mens den samtidig indoptager de fortolkende tilganges
bekymring for en tingsliggørelse af strukturerne ved at insisterer på
de menneskelige handlingers afgørende rolle for opretholdelse og
transformation af sociale strukturer” (Frauley 2004:177).
Den amerikanske videnskabsteoretiker og kritiske realist Peter Manicas
argumenterer for, at der ved siden af den positivistiske og den
fortolkende videnskabsmodel eksisterer et tredje, realistisk alternativ:
”Det tillader os at inkorporere det historiske og hermeneutiske og
også give samfundsvidenskaben en emancipatorisk rolle” (Manicas
1998:13). Forstået på den måde får kritisk realisme en syntetiserende,
brobyggende funktion i forhold til de to andre videnskabsteoretiske
hovedtraditioner. Også Andrew Sayer (2000:2f) hævder, at kritisk
realisme udgør et alternativ til på den ene side en uacceptabel
positivisme og på den anden siden en lige så uacceptabel postmodernisme
og relativisme. Realismen kan fremlægge en model for videnskabelig
forklaring, som undgår såvel positivisme som relativisme
(Robson 2002:29).
44

En lignende argumentation for ”kausal realisme” som alternativ til
”positivisme” og ”ultra-relativisme” finder vi hos den svenske sociolog
Thomas Brante (Brante 1996). Den danske kultursociolog Peter
Wad fremhæver ligeledes, at kritisk realisme ”forholder sig kritisk til
såvel positivismen som hermeneutikken”, men ”forsøger at integrere
’stærke’ sider af begge tilgange i en ny enhedsvidenskabelig filosofi”
(Wad 2000, 2000a, 2000b). Som byplanlægger Petter Næss fremhæver,
kan kritisk realisme betragtes som et attraktivt alternativ til såvel
positivisme som hermeneutik, også af den grund, at ”den ikke á priori
udelukker visse forskningstemaer eller forskningsdesign” (Næss
2004:155).
Den amerikanske sociolog Craig Calhoun ser kritisk teori som en
udfordring til både positivismen og postmodernismen, idet hverken
positivisme eller relativisme kan opfattes som brugbare. Hvor positivismen
måske har for overdrevne forhåbninger til sikker viden, dér
har relativismen måske for stor skepsis over for muligheden for at nå
frem til viden. Set i forhold til disse yderpoler insisterer kritisk teori
på en middelvej mellem positivismens overdrevne håb og relativismens
overdrevne skuffelser (Calhoun 2001:85).
Såvel hermeneutikken som kritisk teori ses ofte som uforenelige med
realismen. Men William Outhwaite argumenterer i New Philosophies
of Social Sciences (1987) kraftigt for, at dette ikke er tilfældet. Ifølge
Outhwaite kan de to traditioner udmærket indføjes i en bred realistisk
opfattelse af samfundsvidenskaben (Outhwaite 1987:4).
1.20. Varianter af realisme
Realisme er en bred filosofisk tradition, som afgrænser sig i forhold
til en idealistisk tradition. Som position afgrænser realismen sig
således frem for alt fra antirealistiske retninger, hvoraf den mest
populære form i dag er socialkonstruktivismen. I modsætning til
realismen, der mener, ”at noget eksisterer uafhængigt af hvorvidt det
bliver oplevet eller begrebet”, så hævder socialkonstruktivismen, at
”hvad der gælder som virkeligt, afhænger af hvilke måder at kategorisere
og tale om tingene på der slår igennem i samfundet” (Harnow
45

Klausen 2005:168). Diskussionerne mellem realisme og socialkonstruktivisme
har på det seneste været skarpe (se fx Widell 2004):
”Socialkonstruktivismen er in i filosofi og videnskab. Og budskabet
er enkelt: Det, vi betragter som objektiv virkelighed, er i virkeligheden
resultat af social konstruktion. Problemet er, at socialkonstruktivismen
fører til relativisme og undergravelse af viden: Ingen har
mere ret end andre. Ingen kan gøre specielt krav på sandhed.” (Widell
2004).
Realisme defineres af Craig Calhoun i Dictionary of the Social Science
på følgende måde: “Som en filosofisk position hævder realismen,
at det virkelige ikke er begrænset til enten sanseerfaringer eller
vore indre udviklede ideer. Den er således en gendrivelse af ekstreme
versioner af idealisme og empirisme. I videnskabsfilosofien giver
realismen teori (og anskuelser og formodninger, som måske ikke
helt udgør teorier) status side om side med empirisk induktion. I de
fleste versioner hævdes fremskridt i viden at afhænge af såvel nye
observationer som nye tanker om tilgængelige observationer. I denne
kontekst kan vi analysere kategorier af fænomener, hvis eksistens
er teoretisk nødvendige, men ikke direkte observerbare, som
virkelige (…)” (Calhoun 2002:402, min fremhævelse, SAA).
En anden definition af realismen findes hos Allan G. Johnson, der i
The Blackwell Dictionary of Sociology. 2. Edition (2004:253) definerer
realisme som “en filosofisk tilgang til forståelsen af virkeligheden,
som understreger betydningen af at tage ikke blot, hvad der kan
observeres med sanserne, men også hvad der ikke kan, med i betragtning.
Hvis vi for eksempel begrænser os til det, der kun kan
observeres direkte, har vi tendens til at fokusere på de mest overfladiske
aspekter af samfundslivet. Vi kan ikke observere menneskelige
motiver, overbevisninger og værdier, eller forskellige strukturelle
aspekter i samfundene så som sociale klassesystemer. Faktisk er
begrebet om et samfund i sig selv på mange måder en abstrakt repræsentation
af noget, som vi ikke kan observere direkte. Realister
hævder derfor, at sociologien må udvikle måder, hvorpå man kan
identificere underliggende sociale mekanismer og integrere disse i
46

vores forståelser og forklaringer af samfundslivet.” (Johnson
2004:253, min fremhævelse, SAA).
Der findes en række varianter af realisme, jfr. Rom Harré: Varieties
of Realism (1988) og Hilary Putnam: The Many Faces of Realism
(1987) samt Realism with a human Face (1990). En grundig gennemgang
af de mange forskellige realistiske retninger i filosofien og
videnskabsteorien finder man bl.a. hos den finske filosof Ilkka Niinilouto
i værket Critical Scientific Realism fra 2002. Da der findes
forskellige salgs realismer, forskellige versioner af realisme, kan
realisme ikke forstås som en enhedsmæssig enkeltposition eller et
enkelt paradigme. Der er snarere tale om forskellige tankeretninger
indenfor realismen som felt.
Hos Kazi (1998) betegnes perspektivet som ”videnskabelig realisme”,
eller bare ”realisme”, ”fallibilistisk realisme” eller endog ”postpositivisme”,
og det opfattes som inklusiv i forhold til alle andre
perspektiver, der deler samme ontologi, dvs. empirisk praksis, pragmatiske
og kritisk teoretiske perspektiver. Det betegnes som et nyt
perspektiv, og det ekskluderer ifølge Kazi kun fundamentalistisk
positivisme - der hævder, at virkeligheden kan begribes sådan som
den er - og relativisme, dvs. perspektiver, som hævder, at der ikke
findes nogen sikker sandhed, idet varierende perceptioner i menneskers
bevidsthed alle er sande – altså konstruktivisme og postmodernisme.
(Kazi 1998:152; Kazi 2003a:803ff). Den videnskabelige realismes
ontologi ser Kazi som ”kritisk realistisk”: ”Virkeligheden
eksisterer eksternt i forhold til observatøren, og skønt den ikke kan
begribes, som den er (for observatørens teoretiske orientering fungerer
som et filter), så kan man stræbe efter en tilnærmelse til denne
virkelighed” (Kazi 1998:152). Kilderne til dette perspektiv er frem
for alt englænderne Bhaskar, Harré, Pawson og Tilley, men Kazi
henviser også til amerikanerne Peter T. Manicas, Paul Secord og
Michael Scriven. Manicas position afviger dog i nogen grad fra
Bhaskars og ligger tættere på pragmatismen og på Giddens´ og Harrés
opfattelser (jfr. Manicas 2006).
47

Der er således tale om mange positioner og mange orienteringer,
hvoraf nogle modsiger hinanden (Mäntysaari 2005). To hovedorienteringer
i realismen er metafysisk realisme og intern (eller pragmatisk)
realisme. Blandt uenighederne mellem de to positioner er
spørgsmålet om, hvorvidt fakta er epistemiske eller ikke-epistemiske.
Den kritiske realisme – som følger i Roy Bhaskars spor – følger den
metafysiske (eller transcendentale) realisme, mens W. Sellars og
Hilary Putnam har udviklet en position ved navn ”intern realisme”
(Se for en diskussion af de to versioner mod hinanden Mäntysaari
2005:89ff).
1.21. Kritisk realisme og de andre versioner af realisme
Realismen har en lang tradition i videnskabsfilosofien, og også i
samfundsvidenskab (jfr. Manicas 1987). Versioner af realismen, der
er blevet betegnet som ”naiv realisme”, har været udsat for kraftig
kritik. Nyere varianter er blevet karakteriseret ved andre etiketter, så
som ”videnskabelig realism”, ”fallibilistisk realism”, ”subtil realism”,
”transcendental realisme”, ”referentiel realisme” og ”kritisk
realisme”. Hver variant betoner særlige kendetegn ved positionen. F.
eks. fokuserer ”fallibilistisk realisme” på, at vores viden er fejlbarlig
(Sayer 2000:2). Bl.a. Robson (2002) foretrækker termen kritisk realisme,
da denne betoner realismens kritiske rolle i samfundsforskningen.
Jeg vil derfor pointere, at den position, som jeg her plæderer for,
er den, der benævnes som ”kritisk realisme”, om end denne eksempelvis
deler det kundskabssyn, som ”fallibilistic realism” slår til lyd
for (Robson 2002:29).
Når der tales om kritisk realisme som perspektiv, er det vigtigt at
sondre dette perspektiv ud fra andre realistiske perspektiver. Disse
udgaver af realisme deler nemlig ikke uden videre den kritiske realismes
karakteristika. Her tænkes der bl.a. på såkaldt ”naiv realisme”
– en udgave af realismen, som kritisk realisme tager afstand fra
(jfr. eksempelvis Cruickshank 2003:2). Der tænkes også på filosoffen
Hilary Putnams ”indre realisme”, som dog indeholder en række
træk, der er fælles med den kritiske realisme (jfr. Mäntysaari 2005,
Groff 2004: kap. 3). Den variant af realisme, som jeg her tager ud-
48

gangspunkt i, vil jeg kort karakterisere som en udgave, der knytter
sig til traditionen for kritisk teori snarere end som til den positivistiske
tradition.
Den engelske sociolog og videnskabsteoretiker William Outhwaite
gennemgår i sin artikel ”The philosophy of Social Science” et stort
antal konkurrerende tilgange til videnskabsteorien. Han sporer heri
en naturalistisk, anti-positivistisk realistisk videnskabsfilosofi tilbage
til skrifter af britiske filosoffer og sociologer i 1970´erne: Russell
Keats artikel ”Social scientific knowledge and the problem of naturalism”
fra 1971, Russell Keat og John Urrys bog Social Theory as
Science fra 1975, Roy Bhaskars A Realist Theory of Science fra1975
og Ted Benton: The Philosophical Foundations of the Three Sociologies
fra 1977. Frem for alt hævdede disse realister, at universelle
love (som i positivismen/empirismen), selv om de kunne opretholdes,
ikke ville forklare deres enkelte tilfælde. Bhaskar hævdede således,
at det, der af positivisterne var blevet beskrevet som videnskabelige
love, måtte forstås som en beskrivelse af tendenser. Bl.a denne
kritik af positivismen førte til deduktivismekonceptets fald. Andre
realistisk orienterede filosoffer drog andre konsekvenser af denne
udvikling. Således understregede Mary Hesse og Rom Harré modellers
og metaforers rolle i videnskab (Outhwaite 2000:55).
Som eksempler på andre versioner af realisme nævner Outhwaite de,
der forsvares af Hilary Putnam, Richard Boyd og Jarreth Leplin.
Disse versioner ser han imidlertid som meget sårbare overfor relativistiske
modangreb. Derimod anser han det, som Rom Harré kalder
”entity realism” (i modsætning til ”truth realism”) for ”en mere lovende
udgave af realismen” (Outhwaite 2000:55). En realisme af
denne type forsvares af Rom Harré selv (1986) samt af fx den canadiske
videnskabsteoretiker Ian Hacking (1983) og Roy Bhaskar
(1975). I denne udgave er videnskab et ”open-ended” og ”fallible”
forsøg på at beskrive ting og relationer, sådan som de er, uafhængigt
af vore beskrivelser af dem.
49

Outhwaite gør sig selv til talsmand for en realistisk videnskabsfilosofi,
men ønsker den knyttet sammen med en kritisk hermeneutisk
tilgang. I en sådan tilgang, mener han, ”kan de længe stående oppositioner
mellem holisme og individualisme, struktur og handling, materialisme
og idealisme ses som spørgsmål, man kan argumentere sig
ud af i konkrete termer, i relation til specifikke sociale situationer
lokaliseret i tid og rum.” (Outhwaite 2000:65). En sådan position
argumenterer Outhwaite også for i sit nu klassiske værk New Philosophies
of Social Science (1987).
En del af de realister, som udgjorde den ”første bølge” i den kritiske
realisme, kom fra en marxistisk strukturalistisk position. Det er derfor
ikke overraskende, at mange realister føler en nær tilknytning til
fransk strukturalisme, men da kritiske realister er utilfredse med den
strukturalistiske forsømmelse af handlingsdimensionen i de menneskelige
spørgsmål, foretrækker mange af dem ”at sammenkoble nogle
af de strukturalistiske indsigter med aktør-orienterede modeller af
social handling” (Baert 2005:7). I den forstand ligger deres bestræbelser,
som Baert påpeger, tættere på Giddens´ strukturationsteori og
Bourdieus genetiske strukturalisme. Dette ses fx hos Stones (2005)
og Sayer (2005). Andre kritiske realister har imidlertid snarere deres
egentlige ståsted i marxismen, fx Marsh (1999), Creaven (2001),
Roberts (2001), Dean et al. (2006) og Joseph (1998, 2002). Der er
således også en livlig debat mellem kritiske realister og marxister (se
fx Brown, Fleetwood & Roberts 2002; Dean et al. 2006). I Amerika
har der eksempelvis været en debat om realismen mellem de to neomarxister
Wright og Burawoy (Wright 1989). Atter andre, så som fx
Pawson (2006:19), ryster bare på hovedet, når den kritiske realisme
tager denne drejning. Man kan således sige, at der inden for kritisk
realisme eksisterer en spænding mellem en pragmatisk (”postpositivistisk”)
og en mere kritisk/normativ position.
Selv om kritisk realisme undertiden præsenteres som ”objektivisme”
(fx Taylor & White 2000), ”post-positivisme” (fx Corby 2006) eller
som en særlig variant af ”systemteori” (fx Roberts 2000), synes jeg
ikke disse etiketter indfanger den realisme, som kredsen omkring
50

Bhaskar står for. Styrken i den kritisk realistiske position er jo netop
– som Robson (2002:16) fremhæver – at den kan udgøre en mulig
syntese af de attraktive træk i såvel post-positivisme som konstruktivisme.
Samtidig med, at den undgår såvel positivisme som relativisme,
har den bl.a. den fordel, at den kan tage nogle af de attraktive
træk i den relativistiske position med ombord (Robson 2002:29, 33).
1.22. Kritisk realisme som bevægelse
I Storbritannien er den kritiske realisme nærmest blevet en bevægelse.
Den har fx sit eget tidsskrift, Journal of Critical Realism, som
kommer fire gange om året. Desuden er der oprettet et Centre for
Critical Realism i London, og ved University of the West of England
i Bristol har Anthony Elliott oprettet et Centre for Critical Theory.
Bhaskar må siges at være den kritiske realismes grundlæggende filosof.
Han har i videnskabsteorien indgået i debatter om det sociale
fundament for videnskaben med folk som Thomas Kuhn, Imre Lakatos
og Paul Feyerabend. Rom Harré kan ses som den store nestor
inden for psykologien, hvor han sammen med Paul F. Secord grundlagde
tidsskriftet The Journal for the Theory of Social Behaviour, der
har publiceret adskillige artikler med debat om realisme. Harrés klassiske
værker kom i begyndelsen af 1970erne. Det var bl.a. The Principles
of Scientific Thinking fra 1970 og Philosophies of Science fra
1972 samt Causal Powers fra 1975, skrevet sammen med E. H.
Madden. Det centrale anliggende var her opgøret med den uløselige
sammenkobling af kausalitet med determinisme gennem udviklingen
af et realistisk kausalitetsbegreb (jfr. Sayer 2000:93ff).
Bhaskar og Harré ser realismen på noget forskellig måde. Mens Harré
argumenterer for en fortolkende socialpsykologi, har Bhaskar
været mere optaget af naturvidenskaberne, ligesom han også er tættere
på materialistiske syn. De er dog begge enige om, at samfundsvidenskaben
er en søgen efter de fundamentale strukturer og mekanismer
i det sociale liv. Harré foretrækker imidlertid at tale om ”reason
explanations” i socialvidenskaberne som analogt med ”mekanismeforklaringer”
i naturvidenskaberne (Robson 2002:33).
51

Kritisk realisme er en tværfaglig bevægelse. I bevægelsen indgår
således folk fra såvel filosofi, videnskabsteori, social teori, politologi,
økonomi og jura. Blandt de filosoffer, som tilslutter sig den kritiske
realisme, kan yderligere nævnes Andrew Collier, John O’Neill
og Christopher Norris. Et stort antal økonomer, hvoraf Tony Lawson
utvivlsomt er den mest fremtrædende, indtager en kritisk realistisk
position. Med hensyn til jura så er den førende kritiske realist Alan
Norrie, der har bl.a. skrevet bogen Crime, Reason and History (1993)
og flere artikler i Margaret Archer m.fl. red.: Critical Realism, London/New
York 1998, der er en standard-introduktion til retningen.
I USA og Nordamerika er den kritisk realistiske skole ikke særlig
anerkendt. Selv om mange af Roy Bhaskars og Rom Harrés værker
til en vis grad er kendte, så har man ikke været særlig engageret i
bevægelsens grundlæggende anliggender (Lemert 2002). Som en
betydningsfuld repræsentant for realisme i USA må nævnes psykologen
og videnskabsteoretikeren John Greenwood. En central formidler
af den kritiske realismes tanker til USA er endvidere sociologen Peter
Manicas, som frem for alt er kendt for sit videnskabsteoretiske
værk A History and Philosophy of the Social Sciences (1987), der er
skrevet ud fra et realistisk perspektiv. Manicas, der har arbejdet
sammen med Paul F. Secord, knytter primært an til Rom Harrés forståelse
af realismen, men er samtidig også præget af den amerikanske
pragmatisme (James, Dewey og frem for alt Pierce). Paul F. Secord
udarbejdede allerede i 1972 sammen med Harré en klassiker i
realistisk videnskabsteori, The Explanation of Social Behaviour.
Sammen publicerede Manicas og Secord artiklen ”Implications for
psychology of the new philosophy of science” i American Psychologist
i 1983 – en ret indflydelsesrig artikel i amerikansk sammenhæng.
Et af dens mest betydningsfulde bidrag var en ny integration
af centrale temaer i den ”subjektive” versus den ”objektive” tilgang i
samfundsteori. Dette var baseret på en afgørende sondring mellem
menneskelig handlen og social struktur, der blev set som radikalt
forskellige beskrivelsesniveauer, som ikke kan reduceres til hinanden.
Manicas og Secord er i dette spørgsmål i fuld overensstemmelse
med Bhaskar og Archer.
52

Blandt amerikanske realister må desuden nævnes sociologen Douglas
Porpora, som bl.a. har kritiseret Anthony Giddens´ strukturationsteori
(Porpora 1998). Desuden kan nævnes politologen Jeffrey
C. Isaac, der i sin magtanalyse i Power and Marxist Theory: A Realist
View (1987) tager udgangspunkt i realistisk videnskabsteori, som
den er udviklet af Mary Hesse, Roy Bhaskar og Rom Harré. Blandt
historikere har især Christopher Lloyd trukket på realismen (se fx
Lloyd 1993), men også en historisk sociolog som amerikaneren
George Steinmetz har interesseret sig for kritisk realisme som alternativ
til epistemologisk relativisme (Steinmetz 1998).
Til sidst må her nævnes den udgave af realismen, som på grundlag af
Jeane Anastas og Marian MacDonnalds metodebog har vundet indpas
i forskning i socialt arbejde i USA. Anastas og MacDonnald
knytter her især an til en realisme i Manicas (og Harrés) udformning,
samtidig med, at de også trækker på det såkaldte ”heuristiske paradigme”
(Martha Heineman Pieper, Katharine Tyson m.fl.) inden for
socialt arbejde. Bogen er udtryk for en samlende bestræbelse for en
anerkendelse af ”the many ways of knowing”, og den tager derfor
sigte på en ”forening” af divergerende tilgange under realismens
etikette.
Når der tales om ”realisme”, må man altså være klar over, at der
findes adskillige versioner, hvoraf kritisk realisme kun er én variant.
Fx har Karl Popper engang betegnet sig selv som ”kritisk realist”.
Det indebærer imidlertid ikke, at han deler de anskuelser, som jeg
ovenfor har fremhævet som karakteristiske for kritiske realister. Den
realisme, jeg her knyttes an til, er især den, der er udviklet på grundlag
af Bhaskars teorier, bl.a. af sociologer som Margaret Archer og
Andrew Sayer. Archer har publiceret vigtige bøger siden 1971, dvs.
allerede før Bhaskars banebrydende værk kom i 1975.
1.23. Kritik af socialkonstruktivismen og diskursanalysen
Kritisk realisme er i dialog med, men indtager også en kritisk holdning
til socialkonstruktivisme, poststrukturalisme og diskursteori.
Socialkonstruktivistiske tanker er vigtige, men når socialkonstrukti-
53

vistiske opfattelser er blevet brugt til at udfordre selve opfattelsen af,
at der eksisterer en objektiv virkelighed, og til at betone, at al virkelighed
er skabt af menneskelig interaktion, risikerer vi at tabe virkeligheden
af syne. Den materielle virkelighed toner hen til fordel for
”en mangfoldighed af virkeligheder, som snarere repræsenterer
magtfulde institutioners selvforståelse eller dominerende diskurser”
(Beckett & Maynard 2005:100f). Når fx Nigel Parton og Pat
O´Byrne i bogen Constructive Social Work (2000:20) hævder, at
virkeligheden ”emergerer fra personers lingvistiske handlinger”,
havner vi en uacceptabel subjektivistisk position. Ud fra en kritisk
realistisk tilgang må man tage afstand fra den totale relativisme, der
ligger i nogle socialkonstruktivistiske positioner (Beckett & Maynard
2005:100f).
Et eksempel på en sådan subjektivisme kunne være den tyske sociolog
Karin Knorr-Cetina. Hun kan ifølge Nils Mortensen betragtes
som ”et eksempel på en radikal samhandlingsteoretiker, der afviser
realiteten i strukturer i samfundet” (Mortensen 1997:66). Når man
som Knorr-Cetina kan hævde, at samfundet kun eksisterer, ”for så
vidt som vi alle går rundt og taler om det som samfundet” (Mortensen
1997:66), ja så forsvinder samfundet væk som en materiel realitet.
Kritisk realisme er også kritisk over for den fortolkende sociologis
tendens til at reducere samfundslivet helt til meningsniveauet, hvorved
den ignorerer materiel forandring, og hvad der sker med mennesker,
uanset hvordan disse forstår det, der sker (Sayer 2000:6).
Kritisk realisme anerkender, som Sayer siger, at sociale fænomener
er internt meningsfulde, og at mening derfor ikke bare er eksternt
deskriptive for dem, men også konstitutive for dem. Mening må forstås,
den kan ikke måles eller tælles, og derfor er der altid et fortolkende
eller hermeneutisk element i socialvidenskab. Kritisk realisme
er kun delvis naturalistisk, for selv om socialvidenskab kan
bruge de samme metoder som naturvidenskaberne med hensyn til
årsagsforklaring, så må den også adskille sig fra dem i brugen af
54

”Verstehen” eller fortolkende forståelse. Meninger relaterer sig til
materielle omstændigheder og praktiske kontekster, hvori kommunikation
finder sted, og hvortil der refereres. Så mens realister kan give
deres tilslutning til meget af hermeneutikken, insisterer realismen på
a) de materielle forpligtelser og rammer for den kommunikative interaktion,
og b) på tilstedeværelsen af en ikke-diskursiv materiel
dimension i det sociale liv (Sayer 2000:17f).
Medens realismen deler den fortolkende samfundsvidenskabs syn, at
sociale fænomener er begrebs-afhængige og skal forstås, hævder
den til forskel fra den fortolkende videnskab, at dette ikke udelukker
årsagsforklaring, fordi a) materiel forandring i samfundet også skal
forklares, b) fordi grunde (reasons) også kan være årsager. Den hævder
ikke, at alle årsager må være fysiske (Sayer 2000:18).
1.24. Dialog mellem realisme og diskursteori
Realismen som perspektiv er ingenlunde, som nogen måske kunne
tro, uforenelig med inddragelse af en diskursteoretisk tilgang. Selv
om der blandt kritiske realister er enighed om vigtigheden af at udvikle
et alternativ til socialkonstruktivismens, hermeneutikkens og
postmodernismens hidtidige dominans, har der på det seneste været
en voksende interesse for former for diskursteori og dekonstruktion
(Derrida, Eurocentrisme og poststrukturalisme). Diskursteorier kan
bibringe realismen nye tanker om, hvordan viden udvikles, og om de
processer, hvorigennem der produceres mening. Diskursteorierne kan
være med til at afdække magtforhold og vise, hvordan diskursive og
andre sociale praktikker producerer reelle virkninger. Herved kan
man opnå øget forståelse af, hvordan (ikke-diskursive) samfundsstrukturer
bliver reproduceret gennem forskellige former for ideologi
og diskurs. Målsætningen er imidlertid at ”forsøge at indlejre diskurs
i en virkelighed, der er kendetegnet ved sin strukturerede beskaffenhed”
(Joseph & Roberts 2004:1). Der arbejdes således med at inddrage
diskursteori og diskursanalyse, samtidig med, at man erkender
diskurstilgangens begrænsninger (se fx Kennedy 2004:3331f).
55

Fra en position inden for kritisk diskursanalyse arbejder eksempelvis
Norman Fairclough sammen med bl.a. Bob Jessop og Andrew
Sayer (se fx Fairclough, Jessop og Sayer 2004). Der bliver her konkluderet,
at ikke-diskursive tilgange kan kombineres med diskursive
tilgange, og at kritisk realisme er forenelig med kritisk diskursanalyse
(Joseph & Roberts 2004:7).
Blandt realismens tilhængere inden for psykologien er Ian Parker, og
et udtryk for debatten mellem socialkonstruktivismen, diskursteoretikere
og realister er bl.a. den samling af artikler, som Parker har
redigeret (Parker 1998). Blandt debattørerne kan nævnes Rom Harré,
Vivien Burr, Jonathan Potter, Andrew Collier, Carla Willig og Kenneth
Gergen. Et hovedspørgsmål i debatten er, hvad kan vi vide om
virkeligheden i den socialkonstruktivistiske og diskursteoretiske
forskning i psykologien.
1.25. Forsoning mellem realisme og konstruktivisme?
I modsætning til den radikale socialkonstruktivisme har den moderate
socialkonstruktivisme argumenteret for, ”at den sociale virkelighed
ikke slet og ret kan reduceres til vores fortolkninger eller sproglige
konstruktioner” (Rasborg 2004:379). Den anerkender altså eksistensen
af et non-diskursivt element og nærmer sig herved en kritisk
realistisk position.
Som den danske sociolog Klaus Rasborg anfører, kan ”den kausale/kritiske
realisme” ses ”som en tilsyneladende modpol til alle former
for socialkonstruktivisme”, idet den ”insisterer på, at den sociale
virkelighed er styret af kausale mekanismer, og har en objektiv eksistens
uafhængigt af forskersubjektet (…)” (Rasborg 2004: 379f).
Rasborg peger imidlertid på visse lighedspunkter i grundposition i
henholdsvis den kausale/kritiske realisme og den moderate socialkonstruktivisme.
Han fremhæver Berger og Luckmanns videnssociologiske
konstruktivisme som eksempel på en position, der ved hjælp
af et begreb om ontologisk konstruktion af den samfundsmæssige
virkelighed via menneskelig praksis, gør det muligt at ”forene” rea-
56

lisme (samfundet som en objektiv realitet) med konstruktivisme
(samfundet som menneskeskabt).” (Rasborg 2004:380).
Han kan derfor konkludere: ”I realiteten synes den kausale/kritiske
realisme således ikke at ligge særlig langt fra en moderat socialkonstruktivisme”
(Rasborg 2004:380).
Også den tyske sociolog Ulrich Beck har i en artikel i Theory, Culture
and Society i 1996 forsøgt at forsone de teoretiske problemer, der
rejser sig fra realist-konstruktivist-debatten, idet han hævder, at realisme
og konstruktivisme ikke er gensidigt udelukkende. Der er
mangler i begge. For, som Beck hævder, ”ligesom der er en opfattelse
af, at naturen og virkeligheden simpelthen eksisterer som sådan, så
er der også i ren konstruktivisme en opfattelse af, at der ikke er noget
som ikke er konstruktivistisk” (Beck 1996:7). Da begge har mangler,
er der baggrund for en integration: ”Naiv konstruktivisme undlader
at se, at der bag de sociale aktørers konstruktioner er objektive realiteter,
og naiv realisme negligerer den udstrækning, hvori sociale
aktører og videnskab konstruerer virkeligheden.” (Delanty
1997:133). Beck forsvarer her en ’refleksiv realisme’ i opposition til
’naiv konstruktivisme’ med henblik på at nå frem til begrebet om en
”konstruktivistisk realisme”.
57

2. Kritisk realisme som samfundsteori
Jeg vil i dette kapitel præsentere nogle af de sociologiske teorier og
forskningsmæssige tilgange, som er blevet udviklet med grundlag i et
kritisk realistisk perspektiv. Jeg har her udvalgt fire-fem af de mest
fremtrædende sociologiske repræsentanter for den kritiske realisme:
Margaret S. Archer, Derek Layder, Rob Stones samt Ray Pawson &
Nick Tilley. Der kunne selvsagt have været udvalgt andre, men de
her nævnte er formentlig ikke blot de fem mest kendte, men forhåbentlig
også fem, som kan illustrere spændvidden i den kritisk realistiske
sociologi.
2.1. Social realisme
Frem for alt må man gøre sig klart, at realismen er en filosofi og ikke
en substantiel samfundsteori.
Kritisk realisme har dog ikke kun været et arbejdsfelt for filosoffer
og videnskabsteoretikere. Den er i høj grad også blevet udviklet som
skoleretning af samfundsteoretikere og praktiske samfundsanalytikere.
Mange samfundsforskere og teoretikere har i de senere år været
meget optaget af sammenhængene mellem filosofi/videnskabsteori
og samfundsforskning (se fx Williams & May 1996, Layder 1990).
Ved at bevæge os fra det videnskabsteoretiske niveau til de sociologiske
teoriers niveau går vi imidlertid til et mere konkret niveau. Det
handler her om en udmøntning af de tanker, som ligger i det videnskabsteoretiske
udgangspunkt, på et mere konkret studieobjekt, nemlig
samfundet. Det er kritisk realisme omsat til samfundsteori. Nøglebegrebet
bliver her social ontologi, dvs. opfattelsen af samfundets
beskaffenhed. Med andre ord: Hvordan beskriver man som kritisk
realist den samfundsmæssige virkelighed?
Det drejer sig her om udmøntningen af en realistisk social ontologi
og social realisme. Den sociologiske realisme kan dels identificeres i
traditionen for sociologiske holisme, der udgør den ene af to brede
realistiske konceptioner af samfundet. Samfundet defineres i denne
tradition, som en virtuelt autonom enhed, som eksisterer gennem
58

menneskers tanker og handlinger. Repræsentanter for denne opfattelse
findes inden for strukturalismen og funktionalismen (Durkheim,
Parsons, Althusser og Levi-Strauss). I den anden konception af samfundet
defineres det som en løsere, mindre integreret struktur af regler,
roller og relationer, som eksisterer adskilt fra de mennesker, der
indgår heri. Denne anden tradition, der kan beskrives som en ”strukturistisk
konception af den sociale virkelighed”, repræsenteres bl.a.
af Giddens, Elias, Tilly og Bhaskar (Lloyd 1993:40). Til de to traditioner
knytter sig to forskellige grundlæggende sociale ontologier, en
holistisk ontologi og en ”strukturistisk” ontologi. Eksempelvis repræsenterer
Giddens´ teori en ”strukturistisk ontologi i samfundsteorien”
(Lloyd 1993:208). En tredje konkurrerende grundlæggende
social ontologi er den individualistiske ontologi, repræsenteret af fx
James Coleman og George Homans. I denne ontologi opfattes samfundet
ikke som noget ekstra-individuelt - i form af relationer, regler,
fælles opfattelser osv. - som ikke kan reduceres til individer og deres
handlinger. Her er der fokus på de individuelle aktører, og samfundet
kan ses som summen af individer.
Til de tre forskellige ontologier svarer tre forskellige alternative
metodologier: metodologisk individualisme, metodologisk holisme
og ”metodologisk strukturisme” (Lloyd 1993:44ff; jfr. også Juul
1998:22-24).
Som eksponent for forsøget på at udvikle en kritisk realistisk samfundsteori
(social realisme) står frem for alt Margaret S. Archer,
professor i sociologi ved universitetet i Warwick i England.
Vejen for Archer blev dog delvis banet af Bhaskar, der i sit andet
hovedværk, The Possibility of Naturalism fra 1979, leverede en gennemgribende
kritik af såvel den metodologiske individualisme som
den metodologiske kollektivisme. Hverken den Weberianske (voluntaristiske)
model – hvor individet skaber samfundet - eller den
Durkheimianske (reificerede) model – hvor samfundet skaber individet
- kan Bhaskar acceptere. Den tredje, ’dialektiske’ model, som
forsøger at kombinere de to første (Peter Berger og Thomas Luck-
59

mann), må imidlertid efter Bhaskars opfattelse også korrigeres fundamentalt,
idet mennesker og samfund ikke kan ses som to momenter
af den samme proces. Denne opfattelse er ifølge Bhaskar fejlagtig.
Mennesker og samfund refererer tværtimod til to radikalt forskellige
ting (Bhaskar 1979/1989:33). Det er også en afgørende pointe i
Bhaskars samfundsontologi, at ”samfundet ikke er en sum af individer,
men en sum af sociale relationer mellem individer. Det er eksistensen
af sociale relationer der gør, at der kan være ”generative
mekanismer” som ikke kan reduceres til individernes motiver.” (Ougaard
2000:29). Det er disse udgangspunkter, Archer arbejder videre
med.
2.2. Mediering mellem det subjektive og det objektive
I sit teoretiske arbejde gennem 25 år har Margaret Archer været optaget
af problemet struktur og handling. Det er et problem, som hænger
tæt sammen med problematikkerne omkring mikro-makrosammenkædning
og modsætningen mellem objektivitet og subjektivitet.
Den engelske sociolog Anthony Giddens har søgt at løse dette
problem gennem sin strukturationsteori. Hos Giddens reduceres
struktur imidlertid til sociale regler og ressourcer (jfr. her Porporas
kritik af Giddens´ strukturbegreb; Porpora 1998). Archer og kritisk
realisme løser problemet anderledes, nemlig på en sådan måde, at
samfundsstrukturer ikke reduceres til regler og ressourcer (jfr. også
Houston 2004). Hele diskussionen handler, som en anden engelsk
sociolog Derek Layder gør opmærksom på, om en afbalancering af
forholdet mellem handling og struktur. Giddens insisterer på, at
strukturerne ikke kan adskilles fra menneskers handlegrunde og motiver,
og at strukturerne ikke har nogen uafhængige karakteristika.
De er derfor i ingen forstand eksterne i forhold til mennesker. Giddens
har således en tendens til at betone handlinger frem for strukturer.
Det betyder, at de strukturelle elementer bliver underbetonet i
hans teori. På den måde kommer Giddens væk fra begrebet om samfundet
”som et sammenhængende og relativt stabilt strukturelt mønster,
som i nogen grad er uafhængig af de fleste menneskers handlegrunde
og motiver” (Layder 1994:214). Ligesom for kritisk realisme
er det for Layder afgørende at bevare den substantielle sondring mel-
60

lem struktur og handling. Kun når de to domæner metodologisk holdes
ude fra hinanden, kan man analysere samspillet imellem dem
(Layder 1994:214).
Denne opfattelse deles fuldt ud af Archer. Hun har – specielt i Realist
social theory: the morphogenetic approach (1995) - udviklet det,
hun kalder den morfogenetiske tilgang. Den specificerer, hvordan
eksisterende sociale strukturer (som kommer tidsmæssigt først, er
relativt autonome og i besiddelse af årsagskræfter), i form af strukturel
betingning indvirker på social interaktion, som så videre genererer
en ny strukturel elaboration (dvs. udvikling og modifikation af de
forud givne strukturer). Det skema, som kommer ud heraf: strukturel
indvirkning > social interaktion > strukturel elaboration, er udstrakt
over tid og ligger bag ved al Archers arbejde. Når Archer i bogen
Structure, Agency and the Internal Conversation (2003) undersøger,
hvordan agenter gennem ”indre dialog” reflekterer over deres sociale
situation i lyset af deres bekymringer, indebærer dette, at de objektive
betingelsers indvirkning bliver medieret af agenterne gennem
deres ”indre konversationer”. På denne måde bliver de indre konversationer
ført frem som det manglende mikro-makro led mellem individet
og samfundet og således mellem struktur og agency (pressemeddelelse
fra Cambridge University Press i forbindelse med Archers
bog, 2003).
2.3. Margaret Archers ”morfogenetiske” tilgang
I min redegørelse for sammenhængen mellem kritisk realisme som
videnskabsteoretisk position og forskningsmetodologi vil jeg tage
udgangspunkt i Archers forståelse af dette forhold. Den fortolkende
sociologi og den positivistiske sociologi udgør for hende to forskellige
sociale ontologier (beskrivelser af den samfundsmæssige virkelighed).
Det indebærer, at hvad samfundet hævdes at være også påvirker,
hvordan det studeres. Hendes centrale tese er, at en hvilken
som helst given social ontologi har implikationer for den forklaringsmetodologi,
der godkendes. Metodologisk kollektivisme står
overfor metodologisk individualisme. I den metodologiske kollektivisme
(holisme) har man insisteret på at starte ud fra en ontologisk
61

position, som betragter samfundet som en helhed, og inden for hvilken
forklaringer må foretages uden reference til individuelle menneskelige
motiver (tænk her på traditionen efter Durkheim). I modsætning
hertil har individualismen insisteret på, at samfundsvirkeligheden
ikke består af andet end individer og deres handlinger. Archer vil
gøre op med begge disse tilgange, som hver især begår alvorlige fejl
(Archer 1995:2ff). Hendes alternativ er ”den morfogenetiske tilgang”.
Archer ser en tæt sammenhæng mellem ontologi, metodologi og
praktisk samfundsteori, og hævder, at der må være konsistens imellem
disse tre. Den praktiske analyse af samfundet må ikke blot vide,
hvad den sociale virkelighed er, men også, hvordan man skal begynde
at forklare den, før den begynder at forholde sig til det særlige
problem, der undersøges (problemstillingen). For Archer er metodologi
– forstået som et forklaringsprogram - det nødvendige link mellem
social ontologi og praktisk teori (Archer 1995:5).
Archers kalder sit forklaringsprogram ”den morfogenetiske tilgang”.
”Morfo” (form) antyder, at samfundet ikke har nogen forud given
form eller foretrukken tilstand. ”Genetisk” angiver, at det tager sin
form ud fra – og bliver formet af aktører, dvs. stammer fra de tilsigtede
eller utilsigtede konsekvenser af deres aktiviteter (Archer
1995:5).
Dette indebærer, at metodologien må være indlejret i en adækvat
social ontologi. Men såvel den holistiske som den individualistiske
konception af virkeligheden rummer som sagt alvorlige fejl, og det er
derfor nødvendigt at bryde med dem begge (Jfr. her fx også Bourdieu,
der ligeledes vil bryde med - og overskride - dualismen mellem
’objektivisme’ og ’subjektivisme’). Archers opgør med de to tilgange
– som det her fører for vidt at komme ind på – har karakter af kritik
af forskellige former for reduktiv tilgang, hvor der sker en sammenpresning
(eller sammenblanding) af struktur- og aktør- niveauer.
62

Archer vil i stedet nå frem til en teoretisering, som ikke sammenblander
aktør- og struktur-niveauet. De to sider refererer til to forskellige
elementer af samfundsvirkeligheden, som besidder forskellige
egenskaber og kræfter. I stedet for at reducere de to sider til hinanden
eller blande dem sammen (sådan som bl.a. Giddens gør), vil
Archer analysere samspillet og den gensidige forbindelse imellem
dem (Archer 1995:6). Hun tager således afstand fra såvel den ”nedadgående
sammenblanding”, hvor aktørerne reduceres til et bifænomen
(metodologisk kollektivisme), som den ”opadgående sammenblanding”,
hvor den sociale struktur bliver passiv som en rent aggregeret
konsekvens af individuelle aktiviteter (metodologisk individualisme).
Archer vil også bryde med modsætningen mellem ”mikrosociologien”
(med dens fokus på social interaktion i dagliglivet) og ”makrosociologien”
(med dens fokus på mere generelle træk i samfundet så
som institutioner, organisationer og kultur). For ”sociale realister” er
der ingen ’isoleret’ mikroverden, ingen livsverden, som er adskilt fra
det sociokulturelle system, forstået som noget, der eksisterer ubetinget
af dette (Archer 1995:10). Fx er ansigt-til-ansigt interaktioner
mellem lærere og elever aldrig noget, som kun sker i et klasseværelse,
men hændelser indenfor uddannelsessystemer. Den gængse forståelse
af koblingen mellem ”mikro” og ”makro” vil Archer erstatte
med en betoning af begrebet ”emergente egenskaber”. Dette begreb
omfatter tilfælde, hvor der henvises til forskellige strata i samfundsvirkeligheden.
Forskellige strata besidder forskellige emergente
egenskaber og kræfter.
Opfattelsen af, hvad den sociale virkelighed er (den sociale ontologi)
kan altså ikke undgå at få indflydelse på, hvordan samfundet studeres.
Der er således altid en sammenhæng mellem social ontologi og
forklaringsmetodologi. Social realisme indebærer en metodologi
baseret på analytisk dualisme, hvor en forklaring af, hvorfor tingene
socialt set er, som de er, og ikke på en anden måde, afhænger af en
redegørelse for, hvordan egenskaber og kræfter hos ”menneskene”
kausalt væves sammen med ”dele” af samfundet (Archer 1995:15,
63

jfr. også Zeuner 1999: kap. 3 og Zeuner 1999a). Dette fokus på samspil
er det, der skiller ”emergentister” ud fra ”ikke-emergentister”
(der er optaget af interpenetration – dvs. af hvordan struktur og handling
gennemtrænger hinanden).
Den morfogenetiske tilgang leverer en metode til begrebsliggørelse
af, hvordan samspillet mellem struktur og handling faktisk kan analyseres
over tid og rum. Den er baseret på to grundlæggende antagelser:
At struktur nødvendigvis går forud for de handlinger, som fører
til strukturens reproduktion eller transformation. Den anden antagelse
er, at den strukturelle elaboration nødvendigvis kommer efter den
handlingssekvens, som førte til dens opståen (Archer 1995:15). Den
morfogenetiske tilgang er for Archer den praktiske metodiske udmøntning
af den realistiske samfundsontologi. Analytisk dualisme er
det vejledende princip, som ligger bag ved undersøgelsen af samspillet
mellem struktur og handling, det sociale og det systemiske. Samspillet
må i virkeligheden analyseres inden for det Archer kalder
”den morfologiske cyklus”, dvs. de tre faser, der indgår: strukturel
betingning – social interaktion – strukturel elaboration.
Strukturationsteorien er Giddens´ bud på en social ontologi. Archer
tager imidlertid afstand fra den, idet hun mener, den fører til
”central sammenblanding”. Den er ifølge Archer en ny variant, men
en idealistisk version af den kan findes i Berger og Luckmanns socialkonstruktivisme.
Når Archer forholder sig så kritisk til den, skyldes
det primært, at dens opfattelse af struktur og handling som gensidigt
konstituerede udelukker undersøgelse af deres samspil og af virkningen
af den ene på den anden. Analysen af dette samspil er for Archer
afgørende for at kunne nå frem til en redegørelse for, hvordan henholdsvis
handling og struktur hver især bidrager til stabilitet og forandring
(Archer 1995:14, jfr. også Layder 1994:214 samt Parker
2000).
Social realisme understreger betydningen af emergente egenskaber
på såvel handlings- som strukturniveau. Disse egenskaber betragtes
som kendetegnende for de pågældende strata og derfor som adskilt
64

fra hinanden og ikke-reducerbare til hinanden. Archer specificerer, at
de forskellige strata er separable per definition, præcis fordi der er
egenskaber og kræfter, som kun tilhører hver af dem, og hvis emergens
fra hinanden netop retfærdiggør deres differentiering som strata
i det hele taget. Egenskaber og kræfter i visse strata går forud for
egenskaber og kræfter, som findes i andre strata, netop fordi de
sidstnævnte emergerer fra de førstnævnte over tid. Emergens tager
tid, eftersom den udgår fra interaktion og dennes konsekvenser, og
dette sker nødvendigvis over tid. Når emergens har fundet sted, så
har de kræfter og egenskaber, som definerer og karakteriserer strata,
en relativ autonomi fra hinanden. Sådanne autonome egenskaber
udøver en egen uafhængig kausal indflydelse, og det er identifikationen
af disse årsagskræfter i spil, som validerer deres eksistens, eftersom
de ofte vil være ikke-observerbare (Archer 1995:14).
Archers socialrealisme skiller sig klart ud fra den ”praksisontologi”,
som er udgangspunktet for ”strukturationisterne” (Giddens). Hos
”strukturationisterne” er der tale om en gensidig konstituering af
struktur og handling, mens Archer vil fastholde den analytiske sondring
imellem dem. Der er tale om to nye og konkurrerende sociale
ontologier. Den sociale realisme er baseret på begrebet ”emergente
egenskaber”, og derfor er de metodologiske implikationer af social
realisme helt forskellige fra den forklaringsramme, som ”strukturationisterne”
fremfører, eftersom de sidstnævnte eksplicit fornægter
emergens. Men hvis de forskellige strata besidder forskellige egenskaber
og kræfter, og struktur og handling inter alia er dømt til at
være særskilte strata af samme grund, så bliver undersøgelsen af
deres samspil ifølge Archer det afgørende (Archer 1995:14).
Archer har på det seneste beskæftiget sig indgående med spørgsmål
om interaktion, social identitetsdannelse og selvet, spørgsmål, som
især har haft en fremtrædende plads i den fortolkende tradition. I sin
bog Being Human: The Problem of Agency (2000) vender hun sig
kritisk mod postmoderne samfundsteori, som søger at reducere menneskelige
egenskaber og kræfter, og herunder vores refleksitivitet.
Hun afviser således kraftigt tendensen til at opløse den menneskelige
65

væren i diskursive strukturer. Det at være menneske beror ifølge
Archer på en interaktion med den virkelige verden, dvs. på praksis.
Denne har ifølge Archer forrang over sproget i den menneskelige
tankes tilblivelse. Archer beskæftiger sig også sig med menneskers
”indre konversation”, som hun betragter sig konstitutiv for vores
konkrete individualitet.
2.4. Derek Layders domæneteori og ”adaptive theory”
En anden fremtrædende realist er sociologen Derek Layder. Han er
meget på linie med Archer, men alligevel markant forskellig fra hende
i sin tilgang. Layder forholder sig kritisk til den kritiske realisme
(jfr. Layder 1990), men definerer sig dog selv som realist i bred forstand.
Med udgangspunkt i realismen som videnskabsfilosofi har han
bidraget såvel til sociologisk teoriudvikling som udviklingen af den
empiriske forskning.
Selv om Layder opfatter sig som realist, har han alligevel en række
indvendinger imod det han kalder ”den realistiske model af samfundsvidenskaben”
(Layder 1990). I bogen The Realist Image of
Society (1990) fremlægger han således en række kritikpunkter mod –
men også forslag til forbedringer af - den realistiske tilgang. Et
grundlæggende træk ved realismen ser Layder som dens forsøg på at
bevare en ”naturvidenskabeligt orienteret” holdning til samfundsanalyse,
samtidig med at den anerkender betydningen af aktørernes meninger
og på den eller den anden måde inddrager dem i forskningen
(Layder 1993:16). Realismen forsøger altså ”at redde nogle af de
nyttige aspekter af den objektive videnskabelige tilgang til samfundsfænomener,
medens den samtidig forkaster de aspekter, der har vist
sig at være inadækvate” (Layder 1993:54). Man må med andre ord
erkende, ”at såvel humanismen som realismen med deres optagethed
af henholdsvis mening og kausalitet, begge har noget at tilbyde i
forståelsen af samfundsvirkeligheden” (Layder 1993:54).
Denne position har Layder fastholdt op gennem 1990´erne. I 1998
taler han således for ”en bred realistisk position”, som ”antyder, at
samfundsvirkeligheden ikke bare er sammensat af aktørers meninger
66

og subjektive forståelser, men at der eksisterer systemiske (eller
strukturelle) faktorer, som udøver betragtelig indflydelse på beskaffenheden
af de erfaringer, som mennesker lever med” (Layder
1998:86f). Samfundsforskningen må derfor ”efterspore de måder,
hvorpå både subjektive og objektive faktorer kombineres, så de gensidigt
påvirker hinanden” (Layder 1998:87). Layders tilgang er således
et forsøg på at inkorporere og integrere eksisterende tilgange i en
ny og mere omfattende og samlet tilgang.
I lighed med kritiske realister fastholder Layder, at den sociale virkelighed
omfatter forskellige, men samtidig distinkte niveauer. Modsat
Giddens, men ligesom Archer fastholder han således dualismerne
mellem struktur og handling og mellem mikro og makro-niveau.
Layder vil gøre op med Giddens´ insisteren på at se struktur og handling
som to sider af samme sag (en ”dualitet”). Det er det ikke. ”Layder
vil fastholde, at systemfænomener og handlings- eller adfærdsfænomener
har hver deres distinkte karakter. Gør man ikke det, kan
man heller ikke undersøge, hvordan social kontekst og socialt situeret
handling indvirker på hinanden.” (Pedersen 1999:83).
På linje med Archer pointerer Layder vigtigheden af at beskrive
sammenkædningerne mellem et samfunds livsverdens- og systemelementer.
Han understreger således forbindelserne imellem aktørernes
meninger, aktiviteter og intentioner (livsverdenen) og så kultur,
institutioner, magt og reproducerede praksisser og sociale relationer
(systemelementer). Herved tager han højde for samfundsvirkelighedens
stratifikation og ontologiske dybde (Layder 1998:27).
For Layder er det vigtigt at forholde sig til det problem, som foreligger
i og med opdelingen mellem mikro- og makroniveauer i den
sociologiske analyse. Han søger derfor at rette opmærksomheden
mod de organiske led imellem niveauerne. Han tager her på linie
med kritiske realister afstand fra en tilgang, som antager, ”at det ene
niveau kan reduceres til og forklares ud fra det andet, mere ”favoriserede”
niveau, eller at det mindre favoriserede niveau bare kan hæftes
på det mere ”vigtige” analysefokus” (Layder 1993:8). Det sidstnævn-
67

te er fx tilfældet, når repræsentanter for ”grounded theory” hævder,
at makroniveauet (eller de strukturelle aspekter) kan bringes ind som
komplementering af analysen af mikrofænomener. Sayer hævder her,
på linie med kritiske realisters opfattelse, at samfundsvirkeligheden
må ses som ”en række gensidigt afhængige lag, hver med deres egne
distinktive karakteristika” (Layder 1993:14).
Layders mest betydningsfulde bidrag til sociologien ligger dels i
hans domæneteori, dels i hans ”adaptive theory” (tilpassende teori).
Centralt for ham står opfattelsen af, at teoriudviklingen i sociologien
skal stimuleres både ud fra anvendelsen af ”grounded theory” (empiri
og induktion) og ud fra overordnet samfundsteori (Giddens, Habermas,
Foucault, osv.). Ifølge Layder tager man altid udgangspunkt
i eksisterende teori – fx modeller - men en sådan teoretisk forudindtagethed
kan modificeres gennem løbende dataindsamling og konfrontation
med anden teori. ”Modificering eller tilpasning af teori ud
fra data sker refleksivt.” (Pedersen 1999:81).
Layder har især været innovativ inden for socialforskningens metodologi.
Han vil bygge bro mellem teoretiske debatter og metodologiske
spørgsmål (empirisk forskning) og herigennem udvikle nye
forskningsstrategier. Det skal ske gennem en kombination af nye
perspektiver i samfundsanalysen med konkrete forskningsproblemer.
Denne kombination forsøger han bl.a. at nå frem til i bogen New
Strategies in Social Research fra 1993.
I denne bog gør Layder et forsøg på at knytte empirisk forskning
sammen med sociale teorier. Han opstiller i bogen en slags forskningskort,
hvori han gør rede for fire forskningselementer, der repræsenterer
de forskellige aspekter af den sociale virkelighed. Layders
kort over forskningen rummer følgende fire elementer. selvet (som
omfatter individets relation til dets sociale omverden og den biografiske
erfaring), den situerede aktivitet (som er den dynamik, der ligger
i den sociale interaktion), rammerne (”setting”; som omfatter den
sociale aktivitets umiddelbare omgivelser, dvs. sociale organisationer
så som familien, skoler, hospitaler og fabrikker), samt konteksten
(der refererer til bredere makro samfundsformer som fx klasse-,
68

køns- og etniske relationer). Alle elementerne overlapper hinanden
og er vævet ind i hinanden. Samtidig har ”hvert element eller område
sine egne særegne karakteristika, som må registreres omhyggeligt,
for at vi kan forstå, hvordan de alle sammen kombineres og påvirker
vores adfærd og den sociale aktivitet generelt” (Sayer 1993:9).
Ud over disse fire elementer er der yderligere to hovedtræk i samfundslivet,
nemlig ’historie’ og ’magt’, som har indflydelse på den
måde alle de ovennævnte elementer virker på. Idet begrebet magt
forbindes med begrebet struktur, får den strukturelle analyse en vis
vægt i Layders tilgang. Samtidig lægger Layder dog også vægt på
den induktive tilgang i ”grounded theory”. Han opfatter selv den
stratificerede model af samfundslivet, som han skitserer i sit forskningskort,
som konsistent med de grundlæggende principper i realismen
(Layder 1993:16f).
Modellen med de fire elementer videreudvikler Layder senere i bogen
Modern social theory – key debates and new directions (1997). I
denne bog fremlægger han sin teori om de fire sociale domæner:
psykobiogafien, de situationsbundne aktiviteter, social indramning
og kontekstuelle ressourcer. De to førstnævnte repræsenterer tilsammen
livsverdenens element, mens de to sidstnævnte repræsenterer
systemelementer. Domæneteorien inddrager på den måde Habermas´
begreber livsverden og system. De fire domæner skal forstås som
relativt autonome dimensioner af den sociale virkelighed og dækker
virkelighedens aspekter fra mikro- til makroniveau. Samtidig er de
gensidigt afhængige, hinanden overlappende og indflettede i hinanden.
Eftersom alle fire elementer har historiske dimensioner, må den
historiske dimension indgå som overgribende i forhold til de fire
elementer. Den historiske dimension rummer desuden et magtaspekt.
(jfr. også Conniavitis Gellerstedt 2005; Houston 2005).
Layder ser selv sin tilgang som et alternativ til de eksisterende teorier,
som har forsøgt at bygge bro over dualismerne mellem aktører og
strukturer og mellem mikro og makro. Teorien forsøger således at
tage højde for de mange dimensioner i forholdet mellem samfundet,
69

social interaktion og den subjektive erfaring. Samtidig er den et forsøg
på at ”fremskaffe et alternativ til de tilgange, der argumenterer
for en opgivelse af alle former for objektivisme og brug af makrostrukturelle
(eller system-) begreber” (Layder 1997:28).
Layder fremlægger i Sociological Practice (1998) endnu et forsøg på
at sammenkæde teori og empirisk samfundsforskning. Han vil integrere
teori og forskning og i bestræbelserne herpå opspore forbindelsesleddene
imellem dem. Målet er at bringe dem tættere sammen.
Layder kalder sit alternativ for ”adaptive theory”, tilpassende teori,
fordi den kombinerer brugen af tidligere teori til at skabe orden og
mønstre i forskningens data (empirien) med brug af data fra forskningsprocessen
til at generere teori ud fra. Teorierne må jo nemlig
igen korrigeres og tilpasses den orden og de mønstre, som rummes i
de fremkomne data. Strategien går altså ud på at bevæge sig begge
veje: fra teori til data og fra data til teori.
En vigtig afvigelse i forhold til såvel Giddens som Bhaskar (og kritisk
realisme) ligger i, at Layder ikke lader de ontologiske spørgsmål
(om samfundsvirkelighedens beskaffenhed) få forrang for de epistemologiske
(om validitet). Tværtimod er spørgsmålene om virkelighedens
natur, og hvordan vi får viden om den, for Layder uløseligt
sammenbundne (Layder 1998:22f). Dette har vigtige konsekvenser
for fremgangsmåden i den empiriske forskning, og herunder for de
spørgsmål, der stilles, samt for opfattelsen af forbindelserne mellem
sociale aktiviteter (interaktion) og social struktur (system) (Layder
1998:24, 1998a).
2.5. Rob Stones: Metateori, teori, spørgsmål og spørger
Sociologen Rob Stones, forfatter til bogen Sociological Reasoning:
Towards a Past-modern Sociology (1996), indtager en position, som
ligger tættere på den fortolkende sociologi og postmodernismen,
forstået på den måde, at Stones ønsker at indoptage postmodernismens
gevinster i en kritisk realistisk position. Til spørgsmålet, om
realistisk filosofi har nogen metodologiske konsekvenser, svarer
Stones, at realistisk filosofi i princippet kan have metodologiske
70

konsekvenser. I hjertet af en realistisk ontologi ligger påstanden om
en uafhængigt eksisterende virkelighed med sociale objekter eller
relationer. Virkeligheden eksisterer uafhængigt af vore tanker om
den. Metateorien, dvs. ontologi og epistemologi, burde således have
konsekvenser for metodologien og dermed for forskningsresultater.
Hvis man arbejder ud fra en realistisk ontologi, er grunden dertil
sikkert, at det vil gøre en forskel mht. den type viden om verden, som
den fører en frem til. Realisme bør således have metodologiske konsekvenser.
Ontologien har konsekvenser for den empiriske samfundsanalyse
(Stones i Archer et al. 1999).
Ontologien, fx strukturationsteori (Giddens) eller teori om kommunikativ
handlen (Habermas), må udvikle klare metodologiske vejledninger
om omsætning af ontologi til empirisk forskning, ellers bliver
forholdet mellem den empiriske forskning og den vejledende ontologi
ad hoc, intuitiv eller usystematisk. Hvis vi tager vores foretrukne
ontologi alvorligt, siger Stones, må vi formode, at den vil have implikationer
for og lægge begrænsninger på de teorier, som vi udvikler
om specifikke aspekter af den sociale verden på særlige tidspunkter
og særlige steder.
Om distinktionen mellem teori og metateori siger Stones, at sidstnævnte
er mere eller mindre universel, dvs. anvendelig overalt og til
alle tider. Fx findes der agenter og strukturer overalt, hvor der er tale
om menneskelige relationer (Stones 1996). Stones opstiller en model
over forskningens dimensioner, hvori der foruden metateori og teori
indgår problemformulering (spørgsmål) og spørger (Stones 1996).
Med inddragelsen af spørgerens (forskerens) betydning for de
spørgsmål, som stilles, nærmer Stones sig Bourdieus epistemologiske
position. I lighed med Stones, der inddrager betydningen af
spørgerens uddannelse, biografi og erfaringer for, hvilke spørgsmål
der stilles, og for fokuseringen på problemet, kræver Bourdieu netop
en ”objektivering” af disse faktorer, for at kunne belyse deres indvirkning
på den viden, der genereres (jfr. Bourdieu 2005).
71

Der er en mangfoldighed af spørgsmål, som kan stilles, fra mange
forskellige vinkler, om endda det samme fænomen. Så der er brug
for en normativ debat om, hvilke spørgsmål, man bør stille. Således
bør man se på, hvem der stiller spørgsmålene, idet den specifikke
spørgsmålsstiller kan betragtes som mediator. Feminister har fx længe
spurgt: hvad er forholdet mellem den, der opstiller forskningsspørgsmålet,
og så ontologien. Postmodernister har helt rigtig betonet,
at de mulige perspektiver på det samme spørgsmål er mangfoldige.
Dette bør ifølge Stones integreres i en realistisk ontologi
(Stones, i Archer et al. 1999).
Et andet område for mediering er de særegne teorier, som der trækkes
på i arbejdet med en særlig type sociale fænomener. Teorier er
ikke det samme som ontologier. Fx har vi brug for at spørge, hvordan
en teori om social afvigelse passer sammen med den ontologiske
forståelse af bevidst handlen (agency), som vi arbejder ud fra, og
hvordan den passer sammen med tavs viden, med refleksivitet, habitus,
eller hvad man nu bruger, når man beskæftiger sig med afvigere.
Alle disse kan kombineres med en pluralitet af mulige metodologiske
foci, som gerne skulle være konsistent med dem og konsistent med
ontologien (Stones, i Archer et al. 1999).
Metodologiske foci kan orientere én på en række forskellige måder,
og man kan anlægge en ydre eller en indre synsvinkel på, hvad der
sker socialt. Desuden kan man, understreger Stones, vælge fra en
myriade af metodologiske positioner (brackets), som vil belyse visse
ting og lade andre ting i skyggen (Stones, i Archer et al. 1999). I
forlængelse af sådanne synspunkter kan man, som May (2004) hævde,
at ”en realistisk samfundsvidenskab kræver refleksivitet, eftersom
vi altid som samfundsforskere er i den ene eller den anden position
i forhold til det, vi udforsker” (Carter & New 2004:134). Vi kan
her tilføje, at Benton & Craib (2001:120) netop ser refleksiviteten
som et af den kritiske realismes særlige kendetegn.
Mens mange kritiske realister har kritiseret Giddens strukturationsteori,
holder Stones fast ved strukturationsteorien og forsøger i
72

sin seneste bog Structuration Theory (2005) at præsentere sin egen
version af teorien under etiketten ”stærk strukturation” (Stones
2005). Bogen kan ses som et forsøg på at opdatere den strukturationsteori,
som Anthony Giddens publicerede 21 år forinden i bogen
The Constitution of Society: Outline of the Theory of Structuration
(1984). Mens de fleste kritiske realister – og specielt Margaret Archer
– har kritiseret Giddens stærkt, har Stones gennem årene taget
Giddens i forsvar.
Giddens forsøger i sin strukturationsteori at overvinde nogle gamle
sociologiske modsætninger, mellem individ og samfund, aktører og
strukturer. Dualismen mellem aktør og struktur skal efter Giddens
mening overskrides. Udgangspunktet er, at et system- eller strukturperspektiv
negligerer det handlende subjekts betydning. Giddens´
løsning på dette problem er strukturationsteorien: I stedet for at tage
udgangspunkt i enten aktøren eller strukturen, bør forholdet mellem
aktør og struktur ifølge Giddens ses som en ”strukturdualitet” – en
sammenhængende relation, hvor struktur både ses som midlet til og
resultatet af aktørernes handlinger (Kaspersen 1996:400). Social
praksis er efter Giddens´ opfattelse det medierende begreb mellem
handling og struktur. Handling er nemlig en stadig struktureringsproces,
som genskaber samfundet. Derfor bliver begrebet strukturdualitet
også et nøglebegreb hos Giddens: Struktur-aktør-forholdet opfattes
ikke længere som en dualisme, men som en dualitet. Struktur og
handling er for Giddens to sider af samme mønt.
Med denne opfattelse bliver social struktur imidlertid til et ”epifænomen”,
et fænomen, som ikke har nogen autonom og objektiv eksistens.
Sociale realister kan imidlertid pege på, at strukturer og aktører
ikke bare er distinkte og analytisk separable, men også ontologisk
distinkte. Mange sociale strukturer har desuden materielle udtryk
hinsides aktørernes kreative sociale praksisser, fx i form af officielle
responser på asylansøgninger, lovdirektiver, skrevne protokoller,
beskrivelser af procedurer for rettigheder til anke, osv. (Houston
2004:262).
73

Strukturationsteorien er bl.a. blevet kritiseret for dens naive forsømmelse
af de store strukturer og for dens lemfældige behandling af de
kausale makro-kræfter, som begrænser individets valgfrihed på mikroniveau.
Hvor Giddens vil se en ’dualitet af struktur og handling’,
der ønsker realisterne at fastholde en dualisme.
Stones ser da også mangler i Giddens´ teori, men disse forsøger han
imidlertid at konfrontere og udbedre. Hovedkritikken af Giddens´
formulering af teorien er, at den er for generel og formel i sin karakter,
og at hans ontologi resulterer i store vanskeligheder, når den
bliver taget i anvendelse i konkrete, situerede analyser. For at afhjælpe
disse mangler introducerer Stones distinktionen mellem ”generel
ontologi” og ”ontologi in situ”, og for at gøre Giddens´ generelle
ontologi stærkere og mere nyttig for forskningen, videreudvikler
Stones en ”in situ”-version af den. Det gør han ved at tilføje et antal
begreber såvel på den strukturelle side som på de menneskelige aktørers
side af Giddens´ strukturelle dualitet (Spaargaren 2006:1220).
Mens ”strukturationisterne” (primært Giddens og Bourdieu) vil ophæve
dualismen mellem struktur og handling, vil realisterne altså
bevare denne dualisme. Her tager Stones imidlertid parti for Giddens,
som – hævder han – er blevet misforstået af realisterne (specielt
Layder og Archer). Han finder således Archers arbejde fuldt
kompatibelt – foreneligt – med Giddens´ værker, og Stones afviser
også, at Giddens skulle have hævdet, at man aldrig kan sondre mellem
struktur og handling. Han forsøger i bogen at klargøre, hvad
Giddens mener med ”dualitet”. For det første indebærer den hermeneutiske
dimension i samfundslivet, at sociale strukturer kommer ind
i menneskers viden, motivationer og intentioner. Strukturerne kommer
ind i mennesker, og handleevnen hos mennesker trækker på
disse internaliserede strukturer. Strukturer er derfor medium for
handleevnen. Såvel handleevnen som den strukturelle kontekst rummer
altså hermeneutiske momenter, som er forankret i den kontekst,
som handlinger og begivenheder må forstås i (Stones 2002: 362f;
2002a:2223). Det er i Stones´ fortolkning en af de ting, Giddens mener
med dualitet. For det andet ville Giddens ikke benægte, at der er
74

sociale strukturer uden for personen, som er separable fra denne person.
Hvad Giddens vil benægte, er, at disse ikke kan trækkes på af
agenterne.
På denne måde fortsætter diskussionen om Giddens´ strukturationsteori
inden for den kritiske realisme. Og måske kan vi vente, at
Margaret Archer nu vil komme med et nyt indlæg i debatten.
2.6. Pawson og Tilleys realistiske evaluering (”virkningsevaluering”)
Kritisk realistisk evaluering er især udviklet af de engelske sociologer
Ray Pawson og Nick Tilley (1997) og Mansoor Kazi (Kazi 1998
og 2003). Begrebet ”realistisk evaluering” kendes dog også i USA,
hvor tilgangen har været ført frem som en ny teori, der skal bygge
bro mellem post-positivisme og konstruktivisme (Henry, Julnes,
Mark 1998). Fremgangsmåden beskrives på dansk hos Krogstrup
(2002:73-77) og Dahler Larsen og Krogstrup (2003: kap. 4, 7 og 10).
Evalueringsmodellen kan betegnes som en form for effektevaluering.
Metoden betegnes undertiden også som ”virkningsevaluering”, idet
den ligesom effektevaluering tager sigte på at vurdere et outcome
(dvs. være en vurdering af en indsats´ effekter). I socialt arbejde
drejer det sig således om sammenhængen mellem socialt arbejde og
dets virkninger i forhold til brugeren, sammenhængen mellem indsats
og virkning.
Hensigten er altså at evaluere effekter, men da kritisk realisme peger
på kontekstens afgørende betydning for effekterne, belyser et realistisk
evalueringsdesign også de processer/mekanismer, som indvirker
på udfaldet, dvs. ”kontekstuelle forhold som ledelsesfilosofi,
virksomhedskultur, forvaltningsstruktur etc.” og ”det sociale arbejdes
metode (herunder: problemforståelse, hensigter og mål, forandringstanker
samt anvendte midler og fremgangsmåder), som varierer fra
sted til sted” (Krogstrup 2003:27). Disse forhold influerer på de processer,
som kendetegner implementeringen, og spiller en væsentlig
rolle for implementeringsprocessen.
75

Realistisk evaluering er baseret på den såkaldte kontekst/mekanisme/outcome-konfiguration:
C + M = O, idet M står
for Mekanismer, C for Kontekst, og O for Outcome. Evalueringsopgaven
er at vurdere, om de beskrevne mekanismer fører til de forventede
effekter. ”Evalueringen er en test af, hvor vidt socialt arbejde i
en given kontekst/organisation faktisk virker som forventet.” (Krogstrup
2003:74). Med udgangspunkt i en given intervention søger man
at kortlægge de mekanismer i interventionen, der forventes at ville
føre til den ønskede effekt (outcome).
Ved hjælp af teori eller gennem kontakt til aktører (socialarbejdere)
søger evaluator at fastlægge programteorien, dvs. antagelser om,
”Hvad der virker - for hvem (mekanisme) – hvornår – under hvilke
betingelser (kontekst) – og med hvilke forventede effekter (outcome).”
(Krogstrup 2003:75).
Programteorien rummer således antagelser om, hvad der sker fra
input til outcome. Man kan her tænke på en kæde med en række
sammenhængende led. Disse antagelser testes herefter med henblik
på at finde ud af, om effekterne faktisk er opnået. I forbindelse med
målingen af den forventede virkning udsættes programteorien (antagelsen
om effekter) for en empirisk test, hvor den enten bekræftes,
modbevises eller revideres (Krogstrup 2003:75).
Dahler-Larsen (2003) har nedskrevet en ”opskrift” på virkningsevaluering.
De eksplicitte forestillinger om, hvorfor og hvordan en
given indsats virker, kaldes som nævnt ”programteorien”. Evalueringens
hovedspørgsmål er da, om vi kan bekræfte, afkræfte eller udvikle
programteorien. Målet er en løbende forbedring af indsatsen. Selve
evalueringen går ud på systematisk at undersøge hvert led i programteorien.
Der vælges ikke nogen bestemt dataindsamlingsmetode på
forhånd. Det man gør, er, ”at realitetsteste forestillinger om, hvordan
en offentlig indsats virker. (…) Filosofien er, at kun gennem kvalificeret
procesviden opnås effektviden.” (Dahler-Larsen 2003:52). Man
behøver ikke nødvendigvis som evaluator selv at være overbevist om
programteoriens rigtighed. En forudsætning for at vælge denne eva-
76

lueringsform er dog at anerkende, at der findes årsagsvirkningsforhold.
Dahler-Larsen opstiller en køreplan for realistisk evaluering:
Første trin er at stille evalueringsspørgsmålet. Det skal stilles, så
effekt-tankegangen kommer klart til udtryk allerede her.
Andet trin er at finde kilder til programteorien. Disse kilder kan
være meget forskellige, fx officielle politiske dokumenter, fagfolks
erfaringer fra hverdagspraksis eller bare observationer af indsatsen.
Tredje trin er at opstille programteorien. Man skal her tydeliggøre
og eksplicitere forestillingerne om, hvordan en given indsats tænkes
at virke. Man går efter at identificere den virksomme mekanisme i
indsatsen – almindeligvis ud fra den filosofi eller de antagelser, som
ligger til grund for indsatsen. En programteori kan være meget enkel
eller meget kompleks.
Fjerde trin er at gøre programteorien klar til evaluering.
Femte trin er at vælge metoder.
Sjette trin er at indsamle data.
Syvende trin er at analysere og konkludere.
Pawson og Tilley definerer evaluering som forbedringsorienteret,
idet den kan medvirke til at frembringe viden om, hvad der virker og
ikke virker. Programteorien fastlægges ofte under inddragelse af
interessenter (medarbejdere, socialrådgivere, men også ledere, politikere
o. a.), og dette samarbejde med feltet indebærer, at den samtidig
også ofte bliver læringsorienteret.
I redegørelsen for idegrundlaget bag realistisk evaluering peger Dahler-Larsen
på, at den kritiske realisme bruger en anden strategi til
empirisk afdækning af kausalforhold end positivismen. Den engelske
filosof Hume pegede på, at vi aldrig kan observere kausalitet
direkte (med vore egne øjne). Men i hvert fald skal årsagen X og
77

effekten Y optræde sammen. Mens positivismen anvender en variansbaseret
strategi, hvor man søger at udelukke alle andre forklaringer
end netop X, tager den kritisk realistiske strategi (den procesbaserede)
sigte på at identificere, hvordan det går til, at X påvirker Y.
Det drejer sig her om at identificere ”den generative mekanisme”,
således at man kan forklare, hvad det er ved X, der kan give en ændring
ved Y. Dette kræver, at man tilvejebringer data til en analyse af
de betingelser, under hvilke mekanismen kommer til udfoldelse.
Mekanismer kommer altså ikke under alle omstændigheder til udfoldelse:
Men hvis man tænker på iltens betydning for åben ild, ”har
man forstået en del om ildens ”generative mekanisme”, ligesom man
forstår, hvordan man skaber en kontekst, hvor ilden ikke kan fortsætte
med at skabe ødelæggende effekter: Luk af for ilten.” (Dahler-
Larsen/Krogstrup 2003:101, min fremhævning, SAA).
Hvis man tænker på en social indsats rummer denne utvivlsomt flere
komponenter, der virker ved hjælp af flere mekanismer (fx menneskers
handlinger, som får ting til at ske). Hvis man betegner den proces,
der foregår mellem indsats og effekt som en ”black box” (noget,
der sker, men som vi ikke får indsigt i), kan man sige, at realistisk
evaluering tager sigte på at kigge ind i denne ”black box”. Det
er nemlig her den proces, som omsætter indsats til resultat, foregår.
”Den sorte boks” forbliver uigennemsigtig i den variansorienterede
tilgang, mens sigtet i den realistiske er at gøre den til en ”white box”.
(Dahler-Larsen/Krogstrup 2003:102, jfr. også Kazi 1998).
2.7. Sociologer, der kan betegnes som kritiske realister
Blandt de sociologer, der arbejder ud fra en kritisk realistisk tilgang,
er Margaret S. Archer nok den mest fremtrædende. Desuden kan
nævnes en række andre kendte navne så som Ted Benton, David
Byrne, Bob Jessop, Caroline New, Bob Carter, Justin Cruickshank,
Sean Creaven og Garry Potter. Ud over disse har bl.a. John Scott og
José Lopéz en position tæt på realismen. Ligeledes erklærer de amerikanske
metode-forskere Miles og Huberman (1994) sig som tilhængere
af en kritisk realistisk – eller som de kalder det ”en transcendental
realistisk” (Bhaskar) – tilgang til undersøgelsesmetode i
78

praktisk samfundsforskning. Anthony Giddens er også blevet omtalt
som ”kritisk realist”, om end der er visse divergenser (Stones 1996:5,
33). Habermas har ikke selv erklæret sig som kritisk realist, men
hans position har flere lighedstræk med den kritisk realistiske (jfr.
Danermark 1997:155, Outhwaite 1987).
Den kritiske realisme blev som retning i britisk sociologi introduceret
af filosoffen Russell Keat og sociologen John Urry i bogen Social
Theory as Science (1975). Heri karakteriserer Keat og Urry bl.a.
Marx som 'realist'. I senere bøger skrevet sammen med Abercrombie,
Bagguley og Lash applicerede Urry den realistiske tilgang i mere
empirisk orienterede undersøgelser, bl.a. i studier af klassedannelsesprocesser.
Mest kendt er nok Lash og Urrys bog The End of Organized
Capitalism (1987). Urry og hans efterfølgeres arbejde kan
formentlig ses som et repræsentativt eksempel på den måde, hvorpå
'realisme' er blevet anvendt i britisk sociologi. Der er imidlertid -
som Wacquant gør opmærksom på - mange ”realismer”, og en sociolog
som Erik Olin Wright (bl.a. Classes, 1985) vil også hævde at
være 'realist', selv om hans metodologi klart er meget forskellig fra
Urrys (jfr. Crompton 1993: 42ff). En anden kendt amerikansk sociolog
og neomarxist, Michael Burawoy, tager i en kritik af Wright´s
'analytiske marxisme' afstand fra en opfattelse af Bhaskars form for
videnskab som den eneste mulige marxistiske videnskab (Burawoy
1989).
Den franske sociolog Pierre Bourdieus tilgang er af nogle blevet set
som en særlig sofistikeret variant af kritisk realisme. Måske kan
Bourdieu placeres et sted mellem strukturalisme og konstruktivisme.
Han har selv i Socialt rum og symbolsk magt fra 1986 brugt den
sammensatte betegnelse ”konstruktivistisk strukturalisme” eller
”strukturalistisk konstruktivisme”, men samtidig præciseret, at han
betragter den sociale virkelighed som konstitueret af ”objektive sociale
strukturer, som er uafhængige af de agerendes bevidsthed og
ønsker (consciousness and will)” (citeret efter Mathiesen & Højberg
2004:272). Bourdieu har selv i et interview fra 1992 givet udtryk for,
79

at han foretrækker betegnelsen ”realistisk perspektivist” (Mathiesen
& Højberg 2004: 271).
Den svenske sociolog Ulla-Britt Wennerström opfatter Bourdieu som
kritisk realist og tolker hans begreber i tilknytning til den kritiske
realisme. Wennerström er af den opfattelse, at det grundlæggende i
Bourdieus tænkning stemmer overens med kritisk realisme, og hun
lægger her bl.a. vægt på, at Bourdieu ligesom kritisk realisme betoner
individets plads i den sociale struktur som et grundlæggende
vilkår (Wennerström 2003:3ff). Også Steven P. Wainwright plæderer
for, at Bourdieus værk bedst kan læses som ”en variant af kritisk
realisme” (Wainwright 2000:1). Bourdieus tanker udgør som et alternativ
til post-modernistisk subjektivitet og positivistisk objektivitet
”en epistemologisk og metodologisk tredje vej”. Dette stemmer
ifølge Wainwright godt overens med forsøg på at artikulere realismen
som en filosofisk ”tredje vej”, der skal overskride den ’positivistiske
abstrakte empirisme’ og den ”konstruktionistiske deskriptive
narrativisme” (Wainwright 2000:9). Mange kritiske realister forholder
sig under alle omstændigheder yderst sympatisk til Bourdieu og
lader sig gerne inspirere af hans arbejder (fx Sayer 2005).
En del politologer og økonomer har kritisk realisme som udgangspunkt
for deres arbejde. Det er bl.a. folk som økonomen Tony Lawson
og politologen og David Marsh. Inden for organisationsteori er
det folk som Steve Fleetwood og Stephen Ackroyd, der har været de
førende. Endelig kan det nævnes, at realismen har vundet ret stor
udbredelse inden for forskning i sygdom og sundhed (se fx Williams
2003).
2.8. Kan social realisme kobles med andre teorier?
Kan kritisk realisme som videnskabsteoretisk udgangspunkt forenes
med andre teoretiske tilgange, så som eksempelvis Giddens, Bourdieu,
Honneth og andre? Efter min opfattelse: ja, for så vidt disse
tilgange ikke er i modstrid med den realistiske opfattelse af den sociale
virkeligheds objektive eksistens (jfr. også Archer 1995:6; Layder
1998:99ff). Som bl.a. Caroline New pointerer: ”Sociale realister er
80

forskellige i deres teoretiske og metodologiske tilgange, men ét af de
punkter, hvorpå man er enige, er, at forklaring i samfundsvidenskaberne
indebærer en sammenkædning af struktur og handling.” (Hart
et al. 2004:160).
2.9. Hvorfor har perspektiverne betydning for forståelse og
indsats?
Centralt i de her diskussioner er forståelsen (i de diskuterede teorier)
af forholdet mellem individ og samfund, struktur og aktør og mellem
objektivisme og subjektivisme. Det er disse antinomier, de fleste
(konfliktteoretiske) sociologer i dag forsøger at bygge bro over og
forsone: Habermas med begreberne system (struktur) og livsverden
(aktør), Bourdieu med begrebet ”habitus”; Giddens med begrebet
”strukturation” og Archer med sin ”morfologiske tilgang”. Således er
den kritiske realist Margaret Archers brobygningsforsøg radikalt
forskelligt fra Giddens´. Forskellighederne kommer bl.a. til udtryk i
de enkelte teoretikeres vægtning (balance) mellem det objektive og
det subjektive, mellem struktur og aktør og dermed mellem determinisme
og voluntarisme, og vægtningen får betydning for de forklaringer,
man giver på de pågældende sociale problemer: Groft sagt: Er
det individualistiske eller strukturelle forklaringer? Eller: I hvor høj
grad sker der en individualisering af sociale problemer, der i virkeligheden
er strukturelt betingede? Hvis der i dag er tendens til individualisering,
i hvor høj grad hænger det da sammen med tidsånden og
de foretrukne teoretiske perspektiver (forståelsesformer).
2.10. Hvor skilles vandene mellem objektivister og subjektivister?
I sociologien bliver realisme og idealisme, objektivisme og subjektivisme
ofte modstillet. Man kan således groft sige, at hvor ”objektivister”
(realister) vover at udtale sig om virkelighedens beskaffenhed
– dvs. mener, at man kan beskrive og analysere en objektivt eksisterende
virkelighed (ontologi) - dér hævder ”subjektivisterne”
(konstruktionisterne), at man ikke har nogen anden adgang til denne
verden end gennem sproget/diskurserne, og at man derfor kun kan
beskrive og analysere, hvordan diverse aktører opfatter verden
81

(epistemologi). Hvor socialkonstruktivisterne (og specielt postmodernisterne)
stiller sig meget skeptiske til vores muligheder for at
opnå (sikker) viden, dér hævder realisterne, at det er muligt at opnå
viden – om end denne viden vil være fejlbarlige og foreløbig i sin
karakter (jfr. Djurfeldt 1997:14 og 23).
I virkeligheden er det efter min opfattelse ikke rimeligt at karakterisere
kritisk realisme som ”objektivisme”. Som den danske kultursociolog
Peter Wad anfører, forsøger kritisk realisme ”at syntetisere
modsætningen i en form for dialektisk forståelse af relationen mellem
det subjektive og det objektive: Vores viden om verden er begrebs-
og teoriafhængig, men den er hverken determinerende for
verden eller determineret af verden. Vores verdensbillede er ikke
identisk med verden, og verdenen er ikke identisk med vores erfaringer
om den. Der er forskel på vores subjektive opfattelse af verden
og verdenen uden for os selv.” (Wad 2000:9)
Denne forståelse leder i modsætning til et enten-eller frem til et både-og:
Virkeligheden er både objektiv og subjektiv. Man behøver
ikke at vælge mellem objektivisme og subjektivisme. Man kan i stedet
for forsøge at bygge bro mellem objektivismen og subjektivismen.
Dette er også den græske sociolog Nicos Mouzelis´ forslag:
Hvor såvel Giddens som Bourdieu har forsøgt at overskride (transcendere)
modsætningen, dér ser Mouzelis ”en tredje vej”: hverken
opløsning af modsætningen eller overskridelse af den, men brobygning
(Mouzelis 2000). ”Denne tredje position forudsætter, at hvad
Giddens og Bourdieu kalder objektivistiske og subjektivistiske perspektiver
i sociologien, er logisk helt separate og ikke gensidigt reducerbare.”
(Mouzelis 2000:742).
Når jeg inddrager Mouzelis (som jeg ikke opfatter som ’kritisk realist’),
er det fordi hans forslag – så vidt jeg kan vurdere det – ligger
på linie med Archers (og andre kritiske realisters) bestræbelser på at
bygge bro imellem subjektivisme og objektivisme. Problemet med
Giddens´ ophævelse af dualismen er jo netop, at han ”i for høj grad
vægter aktør-siden og giver for meget plads til agentens handlemu-
82

ligheder på bekostning af den handlingsbegrænsende del – de strukturelle
rammer” (Kaspersen 1996:411; jfr. også Kaspersen 1991).
83

3. Et kritisk realistisk perspektiv på sociale problemer
3.1. Kritisk realisme og sociale problemer
Fra det filosofiske, videnskabsteoretiske og samfundsteoretiske niveau
bevæger vi os i dette kapitel over mod mere konkrete teorier,
nemlig teorier om sociale problemer. Men selv om vi forlader det
abstrakte teoretiske niveau og går til et mere substantielt undersøgelsesområde,
er opfattelserne af sociale problemer ikke desto mindre
præget af de divergenser, der gør sig gældende på det metateoretiske
niveau.
Der eksisterer således forskellige syn (perspektiver) på sociale problemer.
Disse perspektiver - eller paradigmer - har betydning for,
hvad der opfattes som sociale problemer, hvad der lægges vægt på,
og hvordan man tænker problemerne løst. At der findes disse forskellige
perspektiver på sociale problemer er velkendt fra foreliggende
fremstillinger (fx Bundesen 2000). Således rummer det perspektiv,
som Bundesen kalder ”det objektivistiske”, implicit en kritik af (eller
supplement til) det socialkonstruktivistiske syn på sociale problemer.
Der eksisterer – mig bekendt – ikke nogen udarbejdet kritisk realistisk
teori om sociale problemer, men engelske sociolog Derek Layder
plæderer ud fra en realistisk tilgang for ”en moderat objektivisme”
(Layder 1998), og man kan ud fra denne tilgang argumentere for
gevinsterne ved at anvende et kritisk realistisk perspektiv på sociale
problemer. Det må i denne forbindelse slås fast, at realisme ikke er
det samme som objektivisme, idet den kritiske realismes mål netop
er at overvinde modsætningen mellem objektivisme og subjektivisme.
Det følgende er et forsøg på at slå til lyd for berettigelsen af en
(kritisk) realistisk og moderat (tillempet) objektivistisk tilgang til
sociale problemer.
3.2. Objektivistiske og subjektivistiske syn på sociale problemer
I studier af sociale problemer går et afgørende skel mellem realistiske
og konstruktionistiske perspektiver i sociologien. Et realistisk
84

perspektiv på sociale problemer indebærer ifølge Clarke (2001) det
syn, at sociale problemer er objektivt beskrivelige fænomener, som
trænger til forklaring. Det realistiske – eller naturalistiske – perspektiv
starter ud fra eksistensen af sociale problemer og forsøger at forklare,
hvordan og hvorfor de optræder (Clarke 2001:3). Det alternative
konstruktionistiske (eller nominalistiske) perspektiv anfægter
dette syn, idet det sætter spørgsmålstegn ved, om sociale problemer
har denne objektive, faktuelle eksistens. Det naturalistiske eller realistiske
perspektiv behandler sociale problemer som om de var givne,
hvorimod konstruktionisterne hævder, at de på meget betydningsfulde
måder er et definitionsspørgsmål. Det konstruktionistiske perspektiv
starter med at spørge om, hvordan nogle tilstande kommer til at
blive defineret eller konstrueret som sociale problemer. Denne distinktion
indebærer meget forskellige syn på den sociale verden, og
hvordan den fungerer. Derfor opstiller bøger som Modeller i socialt
arbejde også kontraster mellem forskellige teorier, perspektiver og
tilgange.
Hos Peter Bundesen skelnes der mellem to tilgange til forståelsen af,
hvad sociale problemer er: en ”objektiv” og en ”konstruktivistisk”
(Bundesen 2000). Andre steder sondres der tilsvarende mellem realisme
og konstruktivisme (se fx Pedersen 1999:140). Mens realisterne
søger den objektive sandhed, afviser konstruktivisterne helt muligheden
af en objektiv sandhed: ”Konstruktivisterne mener, at der
ikke er nogen som helst adgang til verden, bortset fra gennem sproget.”
(Pedersen 1999:141). Virkeligheden konstrueres ifølge konstruktivisterne
igen og igen gennem sproget og diskurserne.
Såvel positivismen som den kritiske rationalisme, realismen og marxismen
kan henregnes til den objektivistiske fløj i samfundsvidenskaben.
Der er forskel på de fire perspektiver, men objektivismen er
de fælles om (Pedersen 1999:155). Positivismen/objektivismen har
gennem de seneste fire-fem årtier været udsat for adskillige angreb,
og konstruktivismen har på det nærmeste opnået status som doxa
inden for samfundsvidenskaberne. Positivismen og andre ’versioner’
af objektivismen er blevet kraftigt kritiseret af symbolske interaktio-
85

nister, etnometodologer, fænomenologer og andre humanistisk inspirerede
forskere, der heftigt opponer mod objektivisme i alle forklædninger.
Et naturvidenskabeligt og positivistisk præget objektivistisk
videnskabsideal er hermed blevet afløst af et perspektivistiskhermeneutisk
videnskabsideal (jfr. Pedersen 1999:140). Problemet
med disse tilgange er imidlertid, at de ofte bliver idealistiske, relativistiske
og subjektivistiske. Samtidig er en affærdigelse af objektivismen
forhastet og uberettiget, for så vidt som kritikken ikke anerkender,
at en vis form for objektivisme er nødvendig (Layder 1998).
3.3. Objektivisme kan være noget andet end ”positivisme”
I en kritisk realistisk tilgang arbejdes der i dag ud fra en moderat
objektivisme (se fx Layder 1998), som ikke må forveksles med
ovennævnte stærkt kritiserede udgaver af objektivismen. Det er en
objektivistisk position, som vil væk fra en naiv subjektivisme, der
ikke kan opfatte en verden hinsides det intersubjektive område eller
hinsides de motiver og begrundelser, som aktører giver for deres
adfærd. Den moderate version af objektivismen antager, at den sociale
virkelighed er sammensat af både subjektive og objektive aspekter,
og at de begge betinger og påvirker hinanden, eftersom de er dybt
sammenvævede. Den sociale verden består derfor også af forskellige
blandinger eller amalgamer af deres effekter og påvirkninger. For
forskningen betyder denne moderate version af objektivismen, at den
sociale verden er kompleks og tæt. Denne kompleksitet og tæthed er
formet af de mangfoldige gensidige forbindelser mellem handling og
struktur.
Denne tillempede objektivisme tager sigte på at forsone tanken om,
at mange træk i det sociale liv må forklares ud fra aktørers meninger
og subjektive forståelser, med den kendsgerning, at andre aspekter af
samfundslivet har mere til fælles med naturfænomener og må forklares
med mere ’objektive’, naturvidenskabeligt prægede termer. Samfundsfænomener
som strukturer, processer, miljøer/rammer (settings)
og ressourcer (såvel som de mekanismer, der fremmer dem), må ikke
sammenblandes med menneskelig adfærd og aktivitet, selv om de er
86

direkte impliceret i dem (Layder 1998:140; disse opfattelser er i god
overensstemmelse med Archer 1995, jfr. kap. 2).
Selv om den tillempede teori, som Layder kalder sin position, generelt
afviser positivismen, afviser den ikke, at der er fænomener i den
sociale verden, som har nogle ligheder med fænomener i naturens
verden. De er ikke bare aspekter af intersubjektiv betydning og interaktive
processer, men har deres egne egenskaber, som viser sig. Disse
sociale fænomener må behandles som relativt ’upersonlige’ og
som besiddende en objektiv eller ’transpersonel’ og ’transsituationel’
karakter.
Til denne tillempede teori svarer en epistemologisk position, som
inkorporerer både den sociale interaktions ’indre’ subjektive synsvinkel,
ligesom den anerkender, at sådan aktivitet altid finder sted
inden for en bredere kontekst af sociale miljøer og kontekstuelle
ressourcer. Sidstnævnte eksisterer eksternt for de enkelte individer,
grupper og situationer, og må således forstås ud fra en ’objektiv iagttagers’
synsvinkel (Layder 1998:140).
Disse epistemologiske antagelser om socialvidenskabelig analyse
skiller den tillempede teori (’moderat objektivisme’) ud fra positivismen
og den fortolkende tilgangs antagelser. Derimod står dens
ontologiske opfattelser – hvordan den opfatter den sociale virkeligheds
beskaffenhed – i god overensstemmelse med begge ovennævnte
tilgange. Den moderate objektivismes omfavnelse af både subjektivisme
og objektivisme betyder, at den forstår den sociale verden som
omfattende både objektive og subjektive aspekter (og diffuse blandinger
af de to). Både den sociale interaktions verden (’livsverdenen’
i Habermas’ begreber) og de sociale rammers og kontekstuelle ressourcers
verden (sociale ’systemer’ for Habermas) betragtes som
virkelige og forbundne træk i den sociale verden. Men disse domæner
bliver konstitueret på forskellig måde og har deres egne delvist
uafhængige egenskaber og karakteristika, som ikke kan reduceres til
hinanden (Layder 1997, 1998, 1998a).
87

De eksklusivt fortolkende (humanistiske eller fænomenologiske)
tilgange til samfundsanalyse og socialvidenskabelige undersøgelser
har været dominerende de seneste år. Layder taler imidlertid for en
bred realistisk tilgang, som antager, ”at samfundsvirkeligheden ikke
bare er sammensat af aktørers meninger og subjektive forståelser,
men at der eksisterer systemiske (eller strukturelle) faktorer, som
udøver betydelig indflydelse på beskaffenheden af de erfaringer,
mennesker lever med.” (Layder 1998:86f). Den indflydelse, som
adfærdsmæssige og systemiske aspekter af samfundslivet har på
hinanden, er gensidig, og deres mekanismer og effekter er dybt
sammenvævet.
3.4. Sociale problemer som objektivt eksisterende skadelige
tilstande
Inden for det realistiske perspektiv kan man finde forskellige teorier
om sociale problemer.
Man kan sige, at alle de forskellige teorier, der har det realistiske
perspektiv som udgangspunkt, starter med det sociale problem – fx
fattigdom – som en kendsgerning, hvorudfra de forsøger at ’gå bagom’
problemet og opdage eller afdække de bagvedliggende årsager i
de sociale vilkår – dvs. i de processer, mekanismer eller vilkår, som
lader problemet opstå. I en tilgang præget af naturvidenskaben anlægges
et syn på empirisk iagttagelige fænomener (fattigdom, kriminalitet,
afvigende adfærd osv.) som objekter, hvis underliggende
årsager kan opdages (Clarke 2001:4).
Denne tilgang har meget til fælles med det, der er blevet kaldt ”det
skandinaviske velfærdsperspektiv” (Ejrnæs i Meeuwisse/Swärd
2003). Sociologiske undersøgelser knyttes tæt til social reformisme,
sådan at socialforskningen skal forsyne politikerne med viden om de
sociale vilkår, som skal reformeres. Den sociologiske viden skal
bidrage til en målrettet forbedring af de sociale vilkår. Denne sammenkobling
mellem sociale problemer, samfundsforskning og sociale
reformer har været dominerende i vestlig sociologi i det 20. århundrede
(Clarke 2001). Selv om det har været en overvejende re-
88

formistisk tradition at se samfundsvidenskaben som tjener for staten,
så har denne tradition delt en række hovedelementer med mere radikale
og kritiske teorier, herunder nogle versioner af marxismen, som
har søgt at afdække forskellige underliggende årsager i den kapitalistiske
produktion (Clarke 2001:4).
Nogle forklaringer opererer på det individuelle analyseniveau og
peger på biologiske og psykologiske grunde til, at nogle mennesker
udviser afvigende adfærd. Andre forklaringer opererer på et mikrosocialt
niveau og fokuserer på interaktionsmønstre mellem individer
eller i grupper. Atter andre fokuserer på det meso-sociale niveau
(mellem mikro-niveauet og det makro-sociale niveau, hvor man ser
på hele samfund eller sociale strukturer). Her fokuserer forklaringerne
især på sociale institutioner, geografiske lokaliteter og subkulturer
(fx ghettoer) eller familiers rolle, hvorimod makro-teorierne fokuserer
på samfundsstrukturernes beskaffenhed og konsekvenser: former
for socio-økonomisk opdeling og dynamikken i undertrykkelse, ulighed
og dominans (Clarke 2001:6).
3.5. ”Objektivistiske” (eller ”realistiske”) definitioner af
sociale problemer
Eksempler på ”objektivistiske” eller realistiske definitioner af sociale
problemer kendes både herhjemme og i udlandet før opkomsten af en
eksplicit kritisk realistisk tilgang. Merete Borbye et al. definerer i
Sociale netværk (1981) sociale problemer som ”de konflikter, der
opstår mellem individer, grupper og samfundet og dem imellem om
opretholdelsen af livet i vid forstand (her med Allardts velfærdskomponenter
i tankerne). Sociale problemer er således også de konflikter,
der drejer sig om at skabe eller bevare de relationer og strukturer, der
er nødvendige for at livet kan opretholdes – at produktionen og den
menneskelige reproduktion kan foregå.” (Borbye et al. 1981: 18).
Borbye et al. understreger, at man ikke kan ”forklare/definere sociale
problemer uden samtidig at analysere de processer, der skaber dem.
En sådan analyse må foretages på baggrund af en beskrivelse og
vurdering af de samfundsstrukturer, disse processer finder sted i.”
(Borbye et al. 1981: 14).
89

Den amerikanske sociologiprofessor David R. Simon definerer i
Social Problems and the Sociological Imagination (1995) sociale
problemer som ”sociale skader” (social harms) eller ”objektivt skadelige
tilstande” (Simon 1995:16). Disse skader – som kan omfatte
fysiske skader, finansielle skader og moralske skader - kan enten
måles eller vejes. Dog er ikke alle skadelige tilstande sociale problemer.
Sociale problemer er skadelige tilstande med et socialt mønster:
”Hvis der er grupper af mennesker med bestemte karakteristika
og under specifikke historiske omstændigheder, der regelmæssigt
lider skade i høje rater, så kan man sige, at skaderne har et socialt
mønster. Hvis skader er socialt mønstrede, så må de, følger det, være
forårsaget af sociale betingelser.” (Simon 1995:16).
Denne opfattelse af, at sociale problemer er tilstande eller vilkår, som
er målbart skadelige, deles ikke af alle sociologiske skoleretninger.
Simon argumenterer således for sin tilgang: Opfattelsen af, at sociale
problemer er værdi-relative sociale konstruktioner, er populær blandt
nutidige liberale. Ud fra dette syn er sociale problemer kun ”virkelige”,
hvis de bliver offentligt accepteret som problemer. Problemet
med denne tilgang er, at skader ofte eksisterer uafhængigt af, om et
problem bliver anerkendt eller ej. Simon anfører det eksempel, at før
præsident John F. Kennedy vandt valget i 1960, var fattigdom ikke
offentligt defineret som et socialt problem, selv om der var mange
fattige mennesker skjult i Amerikas landområder og byghettoer. Så
snart Kennedy ledte opmærksomheden over på spørgsmålet, blev der
foretaget kongreshøringer, og der blev lavet lovgivning som en del af
”krigen mod fattigdom”. Omkring 1980 var bekymringen for fattigdommen
og forventningen om, at regeringen kunne løse problemet,
imidlertid blegnet drastisk. Ikke desto mindre var der flere fattige
mennesker i USA i 1980erne, end der var i 1960erne. Det er begrundelsen
for, at det er vigtigt at betragte sociale problemer som skadelige
tilstande, som eksisterer uden hensyn til offentlig anerkendelse
(Simon 1995:16).
90

3.6. En kritik af den socialkonstruktivistiske tilgang til sociale
problemer
En kritisk realistisk opfattelse af sociale problemer må vende sig
kritisk imod den subjektivistiske (læs: konstruktivistiske) forståelse
af sociale problemer. Frem for alt af to grunde: Dels fordi socialkonstruktivismen
ikke sondrer klart mellem de reelt eksisterende sociale
problemer og så de forskellige forståelser af dem (syn på dem). De
”objektivt” eksisterende sociale problemer, som er virkelige, ”ydre”,
materielle og knyttet til praksis og adfærd, er én ting, og hvordan
diverse aktører opfatter dem og taler om dem (i diverse diskurser om
sociale problemer) er noget andet. Dels må en kritisk realisme vende
sig mod socialkonstruktivismens syn på sociale problemer, fordi
socialkonstruktivister ikke sondrer mellem de sociale problemer i sig
selv og så reaktionerne på – og indsatsen mod – de sociale problemer.
Det drejer sig her om forskellige faser i et historisk forløb, hvor
socialkonstruktivismens definition af sociale problemer tager udgangspunkt
i opdagelsen af de sociale problemer og indsatsudviklingen
i forhold til de sociale problemer. Her vil en kritisk realist påpege,
at det givne problem meget vel kan eksistere forud for ”opdagelsen”
af det. Samtidig vil problemet af alle (og ikke kun såkaldte
”eksperter”) kunne erkendes som en ”objektivt eksisterende skadelig
tilstand” i samfundet. Denne vil tilmed kunne måles og vejes med
dertil egnede undersøgelsesmetoder.
Min kritik af den socialkonstruktivistiske tilgang vil jeg kort sammenfatte
således: Når fx stemplingsteorier betoner, at det er retssystemet
eller andre magtfulde gruppers stempling af nogen som afvigere,
der gør dem til afvigere, kunne man modsat hævde, at disse
processer snarere handler om reaktioner på afvigelsen (det sociale
problem) og udgør processer, som fastholder afvigerne i rollen. Den
socialkonstruktivistiske tilgang er altså koncentreret om de faser eller
udviklingstrin i forløbet, der ligger efter selve de kriminelle handlinger,
og som vedrører afvigerkarrieren (de videre processer i afvigerens
livsforløb). I denne tilgang sættes den historiske dimension altså
ud af kraft, ligesom man ophæver en sondring mellem de sociale
problemer i sig selv og anerkendelsen af dem samt reaktionerne på
91

dem som noget forskelligt. Det er rigtigt, at der efter anerkendelsen
af de sociale problemer som sociale problemer følger en række reaktioner
fra omverdenen i form af socialpolitiske indgreb og institutionelle
løsninger på problemet. Men selv uden denne anerkendelse og
uden denne indsats ville de pågældende (kriminelle) handlinger jo
eksistere som misforhold i samfundet. Når socialkonstruktivister,
som fx Spector og Kitsuse, beskæftiger sig med, ”hvornår noget bliver
til et socialt problem”, og ”hvorfor nogle problemer, men ikke
andre, bliver til sociale problemer”, forskyder de ligeledes vægten fra
de sociale problemer i sig selv til de ”processer og aktiviteter, der
ledte frem til, at noget blev defineret som problematisk eller afvigende”
(Henriksen 2002:292).
De aspekter, man her er optaget af, er, ”hvordan organisationer, bevægelser,
protestgrupper, professionsgrupper, fagforeninger, embedsmandsudvalg
etc. etc. fremfører påstande om et problem og
forsøger at overbevise politikere og offentligheden om, at problemet
skal anerkendes som væsentlig at gøre noget ved. ” (Henriksen 2002:
292). Følgelig bliver ”sociale problemers eksistens fuldt og helt afhængige
af sådanne politiske aktiviteter.” (Henriksen 2002: 292).
Den socialkonstruktivistiske tilgang indebærer med andre ord en
fokusering på konstruktionen af sociale problemer som ”resultater af
politiske processer”, som sætter problemerne på den politiske dagsorden.
Sociale problemer ses her som ”et resultat af en historisk proces”
(dvs. forskellige aktørers opfattelser og fremstilling af det pågældende
problem) og ikke som anledningen til en indsats (dvs. årsag
til en historisk proces). Fokus bliver drejet væk fra problemerne i
sig selv og deres bagvedliggende årsager over mod en historisk proces,
hvorigennem bestemte ”grupper har haft styrke nok til at overbevise
os andre om, at en indsats er nødvendig.” (Henriksen 2002:
293).
Jeg vil her konkludere, at den realistiske og den socialkonstruktivistiske
tilgang fokuserer på to forskellige aspekter af sagen: realismen
på tilblivelsen og beskaffenheden af de sociale problemer i sig selv,
konstruktivismen på politikeres og andre gruppers definitioner (kon-
92

struktion) af problemerne og den deraf følgende socialpolitiske (og
institutionelle) indsats.
Begge tilgange har deres forcer og ulemper, eftersom de fokuserer på
forskellige sider af problematikken. Når socialkonstruktivister hævder,
at hvad der udgør samfundets sociale problemer ”skifter med de
ideologiske og politiske vinde”, kunne man hævde, at de med denne
opfattelse begår den ”epistemiske fejltagelse”, at de forveksler vores
opfattelser af virkeligheden med virkeligheden selv, idet de ikke
magter at sondre mellem de sociale problemer og opfattelsen af de
sociale problemer (som jo er to forskellige ting). Den samme fejltagelse
begår man i synet på fx alkoholisme: ”Konstruktivismen ville
altså ikke hævde, at alkoholisme ikke findes – at den var en fiktion.
Derimod ville man sige, at alkoholisme er en social konstruktion,
fordi vores opfattelse og forståelse af dette fænomen altid vil være
bestemt af de til enhver tid herskende politiske, ideologiske og videnskabelige
kontekster.” (Henriksen 2002: 294).
I beskæftigelsen med sociale problemer kan man fremhæve to vigtige
aspekter: hvordan foregår den sociale konstruktion af de sociale
problemer (kategorisering, klassifikation og labeling), og hvilke
årsager er der til sociale problemer (individualistiske og strukturelle
forklaringer på sociale problemer). En kritisk realistisk tilgang til
sociale problemer vil især betone undersøgelsen af årsager til sociale
problemer, dvs. hvilke strukturelle tendenser og sociale mekanismer,
der måtte ligge bag ved de sociale problemer. Dette er imidlertid ikke
ensbetydende med, at den nødvendigvis vil overse (betydningen af)
det diskursive niveau. For mig at se må det snarere dreje sig om at
inddrage og afdække begge niveauer i en samlet analyse. Den kritiske
realisme vil – som jeg ser det – ikke have uoverkommelige problemer
med at indoptage det diskursive og subjektive niveau inden
for en overordnet realistisk ramme.
Det er et således et spørgsmål, om en kritisk realistisk tilgang til
sociale problemer skal karakteriseres som objektivistisk, eller om
den ikke snarere må betegnes som en position imellem objektivisme
93

og subjektivisme. Kritisk realisme er en tilgang, som søger at overvinde
– eller bygge bro imellem – objektivismen og subjektivismen
(jfr. Archer 1995). Eller man kunne sige: den søger at indoptage og
rumme begge retninger (traditioner) i sig: såvel den positivistiske
som den fortolkende (hermeneutisk-fænomenologiske).
3.7. Forståelsen af sociale problemer i kritisk teori
Selv om der (endnu) ikke findes en udviklet kritisk realistisk forståelse
af sociale problemer, foreligger der inden for kritisk teori en
tradition, som kan betragtes som realistisk og objektivistisk. Jeg vil
derfor her kort skitsere forståelsen af sociale problemer i amerikansk
kritisk teori i 1970erne, hvor der knyttes an til en marxistisk forståelse
og et marxistisk begrebsapparat (jfr. Etzioni 1976). ”Essensen i
kritisk teori er det argument, at sociale problemers natur og deres
ætiologi kun kan forstås og studeres rigtigt indenfor konteksten af det
sociale system, hvori sådanne problemer forekommer. Studiet af
sociale problemer er i dette perspektiv et studie af samfundets politiske
økonomi – dvs. studiet af sociale institutioner som magtstrukturer,
de roller, de udfører i samfundet og deres virkninger (Miller
1976:131-41, citeret efter Jamrozik & Nocella 1998:29). Den kritiske
teori om sociale problemer har i de vestlige industrisamfund reelt
været en kritik af det kapitalistiske system. Blandt fremtrædende
sociologer, der har studeret sociale problemer ud fra det kritiske perspektiv
kan nævnes C. Wright Mills, Alvin Gouldner og Richard
Quinney.
”Med en klar fokus på den sociale struktur snarere end på de sociale
grupperinger eller individer inden for den har kritiske teoretikere
hævdet, at studier af sociale problemer måtte udføres på et højt abstraktionsgrundlag,
sådan at de fælles træk og strukturelle forbindelser
i sådanne problemer kunne identificeres. Studier af specifikke
problemer på et lavt abstraktionsgrundlag mislykkedes i at identificere
det strukturelle grundlag for sådanne problemer og havde tendens
til at føre til fortolkning af problemer i form af termer som social
patologi” (Jamrozik og Nocella 1998:29, der referer til C. Wright
Mills´ artikel ”The professional ideology of social pathologies” i
94

American Journal of Sociology). Begrebet social patologi og patologi-perspektivet
er et af de fremherskende perspektiver i Rubington
og Weinburgs liste over teoretiske perspektiver i sociologiske studier
fra 1980´erne. Her søges årsagerne til de sociale problemer hovedsagelig
i brist i den menneskelige karakter.
En anden amerikansk sociolog S. M. Miller gav i 1976 i en artikel i
tidsskriftet Social Problems, ”The political economy of social problems:
from the sixties to the seventies”, udtryk for den opfattelse, at
”hvad studiet af sociale problemer mangler mest, er en teoretisk forståelse
af et specifikt helt samfund. Hvis vi kun tænker snævert på
sociale problemer, er vi skyldige i at undertrykke relationen mellem
personlige problemer og sygdomme i samfundet” (Miller, citeret
efter Jamrozik og Nocella 1998:29).
Patologiseringen af sociale problemer blev af en tredje kritisk teoretiker,
Frank Lindenfeld, set som hovedproblemet i de fleste teorier
om social afvigelse. Lindenfeld hævdede således, at ”Psykologisme
og myten om værdineutralitet er de to største forhindringer for at
forstå sociale problemer. Psykologisme er forklaringen af sociale
fænomener i termer af individets holdninger og adfærd frem for samfundets
struktur. Det er at lægge strukturelle karakteristika over på
den blotte sum af individuelle attituder eller miljøer. Myten om værdineutralitet
er simpelthen, at socialforskere kan være objektive, når
de i realiteten ikke kan.” (Lindenfeld 1973, citeret efter Jamrozik og
Nocella 1998:30). Et hvilket som helst studie vil således i sin natur
være politisk, hvilket ikke ligger i den subjektive fortolkning af et
socialt problem, men i at det bringer det pågældende spørgsmål i
offentlighedens opmærksomhed.
3.8. Individualistiske og strukturelle forklaringer på sociale
problemer
Hvorvidt man medtænker de samfundsmæssige strukturers betydning
for vores handlinger eller individualiserer forståelsen, er et afgørende
spørgsmål, som skiller sociologiske retninger ud fra hinanden.
Objektivister og realister lægger i forståelsen af sociale problemer
95

klart vægt på de sociale strukturer. Den amerikanske socialpsykolog
Melvin L. Kohn har i en artikel fra 1976 i tidsskriftet Social Problems
fremhævet betydningen af at være opmærksom på den tid og
det samfund, hvori de pågældende problemer optræder. Således bør
vi ifølge Kohn spørge om: ”Hvilke konsekvenser har samfundsstrukturer
for skabelsen og forværringen, eller afhjælpningen af sociale
problemer? … Den kendsgerning, at Amerika er sådan et komplekst,
stort og heterogent samfund med mange værdisystemer og en bevægelig,
men afgjort klassestruktur bidrager til skabelsen og forværringen
af og vanskeligheder med løsningen af dets sociale problemer.”
(Kohn, citeret efter Lopata og Levy 2003:9).
Betydningen af at få strukturerne medinddraget kan belyses ud fra
socialrådgiverstuderendes kritik af interaktionistisk og socialkonstruktivistisk
orienterede forskeres mikroperspektiv på magt. Således
kritiseres bl.a. Nanna Mik-Meyer for indirekte at bebrejde socialrådgivere
for den måde, de arbejder på i forhold til klienterne (Järvinen
et al. 2002; Järvinen og Mik-Meyer 2003). Mik-Meyer synes her
tilbøjelig til at overse betydningen af de magtstrukturer, som også
socialrådgiverne er underlagt (socialpolitik, lovgivning, organisationsforhold
mv.). I bøger som Det magtfulde møde mellem system og
klient (2002) og At skabe en klient (2003) tillægger forfatterne således
socialrådgiverne overordentlig stor magt, og disse kommer derved
gennem deres praksis til at fremstå som de ansvarlige for ”klientgørelsen”
af de borgere, der bruger det sociale system.
I At skabe en klient (2003) lægger Järvinen og Mik-Meyer grundlæggende
vægt på, hvordan ”institutioner skaber og påvirker problemidentiteter”
(s. 11), og at ”systemet skaber klienten” (s. 237). Dette er
imidlertid kun en halv sandhed. For nok kan institutioner være med
til at fastholde klienter i en problematisk identitet, og måske endog
præge og videreudvikle denne, men klientens identitet bliver dog
ikke skabt af vore velfærdsinstitutioner. Frem for at fremføre en opfattelse
af, at det nærmest er socialrådgiverne og den institutionelle
praksis, der skaber klienterne, vil jeg hævde, at de sociale klienter er
skabt af samfundsmæssige processer, som går forud for den situati-
96

on, hvor rådgiver og klient mødes på forvaltningen på hver sin side
af skranken. ”Sorteper” skal i hvert fald ikke kun gives til socialrådgiverne,
hvilket vil være klart for enhver, når de læser Britta Lissner
Nicholson og Birte Bøgh Hansens bog fra 1983, Fru Jensen og
magtmastodonten. Heraf fremgår det klart, hvad de samfundsmæssige
strukturer betyder for socialrådgivernes professionsudøvelse.
Frem for at indsnævre magt til ”mikro-magt”, sådan som er tilfældet
hos en række af forfatterne til Det magtfulde møde mellem system og
klient (Järvinen et al. 2002), så inddrager Nicholson og Hansen begrebet
”den strukturelle magt” og kigger på, hvordan denne magt
fremtræder i rådgivernes samtaler med klienterne (Lissner Nicholson
& Hansen 1983:47; jfr. her fx Christensen og Daugaard Jensen 1980:
kap. 5 og Dowding 1996:27-31).
Betydningen af begrebet ”strukturel magt” kan yderligere belyses
gennem Frølund Thomsen (2005: kap. 6), der inddrager realistisk
videnskabsteori, og gennem Isaac 1987, der i sin magtanalyse tager
udgangspunkt i et realistisk magtbegreb. Isaac fastslår, at social magt
må forstås relationelt, dvs. ”ud fra de virkelige underliggende sociale
relationer, som strukturerer den adfærdsmæssige interaktion” (Isaac
1987:79). Magt er i en realistisk forståelse ”impliceret i de varige
strukturelle relationer, der kendetegner et samfund, og udøves af de
intentionelle menneskelige aktører, som tager del i disse relationer”
(Isaac 1987:9). Eftersom realister vil se magt som ”impliceret i al
socialt liv som kapaciteten til at udføre intentionelle handlinger og
tage del i normativt konstituerede praksisser” (Isaac 1987:76), er det
helt i overensstemmelse med kritisk realisme at forstå socialrådgivere
som magtudøvere. Hvad der derimod ikke er foreneligt med kritisk
realisme, er at blænde de bagvedliggende sociale strukturer, som
betinger eller genererer magtudøvelsen, ud af betragtningen.
Flere forskere i socialt arbejde, som arbejder ud fra et interaktionistisk
eller socialkonstruktivistisk perspektiv, heriblandt også Annette
Carstens (1998), synes at tilskrive socialrådgiverne stor ”magt”
– og dermed samtidig også et stort ansvar for, hvordan de handler.
Man må imidlertid spørge, om ikke de forveksler ”magt” med ”råde-
97

um” eller manøvrerum. Socialt arbejde rummer afgjort nogle frihedsgrader
og muligheder for ”at gøre en forskel”, men det er trods
alt ikke socialrådgiverne, der bestemmer social- og beskæftigelsespolitikkens
målsætninger, vedtager lovgivningen eller definerer de betingelser,
hvorunder de arbejder. Fokuseringen på ”mikromagten” og
de mindre åbenlyse former for magtudøvelse åbner op for mange nye
spændende vinkler på magtproblematikken, men leder samtidig opmærksomheden
væk fra de afgørende samfundsmæssige og politiske
processer, som bestemmer, hvem der havner som social klient, og
hvordan disse behandles.
3.9. Defekte individer eller strukturelle uligheder?
De engelske sociologer Hulley og Clarke skelner mellem individuelle
og strukturelle tilgange i forståelsen af sociale problemer: “Man
kan skelne mellem to måder at angribe forklaringen af sociale problemer
på. På den ene side er der nogen, der hævder, at problemer
opstår ud fra defekter hos de enkelte individer. På den anden side
ses de som resultatet af særlige mønstre i samfundets organisering.
Der er selvfølgelig mellemliggende forklaringer, som forsøger at
blande de individuelle og de strukturelle tilgange i forskellige
kombinationer.” (Hulley og Clarke 1991:10).
Hulley og Clarke tager et kendt eksempel på et socialt problem, nemlig
fattigdom. Hvordan skal man forklare, at nogle mennesker har
færre penge? Strukturelle forklaringer på denne tilstand ville ifølge
Hulley og Clarke fokusere på de sociale mønstre, der indgår i fordelingen
af rigdom og indtægt. Ulighederne modsvarer den måde samfundet
er organiseret på. Individualistiske forklaringer ville derimod
betone de utilstrækkeligheder og defekter i karakteren, personligheden
eller adfærden hos de individer, for hvem det ikke lykkes at klare
sig så godt som andre.
Hulley og Clarke diskuterer de to tilgange: “Selv om vi har udskilt
disse to tilgange til forklaringen af sociale problemer, er det vigtigt at
notere, at én af dem - den individualistiske tilgang - både er mere
velkendt og mere populær. Lige meget hvilket socialt problem, man
98

diskuterer, så er der en stærk sandsynlighed for, at de forklaringer,
som først springer i øjnene, vil være nogen, som tager udgangspunkt
i defekter hos enkeltindivider. De individualistiske forklaringers
dominans gælder både i samfundsvidenskaberne og i, hvad vi kan
kalde ‘hverdagsbevidstheden’ om sociale problemer, dvs. hvad enhver
ved om fattigdom, arbejdsløshed, kriminalitet osv. Det at man i
den grad læner sig op ad individualismen producerer to problemer
for studiet af sociale problemer inden for samfundsvidenskaberne.
Det første er, at man går imod strømmen i det, der almindeligvis
forstås eller tages for givet, når man introducerer strukturelle forklaringer.
Denne mismatch mellem strukturelle forklaringer og den
individualistiske tendens i hverdagsforståelsen af sociale problemer,
understreger kritikken af, at samfundsforskere gør undskyldninger
for hvem som helst, der ses som problemet. Individualistiske forklaringer
fastholder en god sammenhæng mellem årsagen til et socialt
problem (individuelle defekter) og presset for at identificere nogen
som ansvarlig /skyldig / den der begår fejl. Det andet problem, som
de individualistiske forklaringer rejser, er, hvordan man skal gøre
rede for denne dominans, og hvilke konsekvenser, den har.” (Hulley
og Clarke 1991:10f).
Tilsyneladende er det for den almindelige borger mere nærliggende
at forstå sociale problemer som udslag af individuelle defekter end
som rodfæstede i strukturelle betingelser. Med sin vægtforskydning
bort fra problemernes årsager til den sociale konstruktion af dem
synes socialkonstruktivismen således ikke at have bidraget særlig
meget til problematiseringen af det, der almindeligvis tages for givet.
I studiet Outsiders fra 1963 hævder Howard Becker, at afvigelse
snarere end at være en egenskab ved en handling, faktisk er en ‘etikette’
- en social definition - som andre knytter til handlingen. Afvigeren
opfattes af altså af Becker som en person, der har fået den etikette
hæftet på sig af andre. ”Afvigende adfærd”, siger Becker, ”er
adfærd, som mennesker etiketterer som sådan”. Denne enkle iagttagelse
revolutionerede studiet af sociale problemer og var stærkt
medvirkende til at fremme den socialkonstruktivistiske tilgang (Hulley
og Clarke 1991:12).
99

Disse spørgsmål om etikettering af mennesker drejer sig ifølge Hulley
og Clarke om ”den sociale konstruktion af sociale problemer”
snarere end om deres sociale betingethed, kausalitet og årsagssammenhænge.
”For det første bliver sociale problemer identificeret med
afvigende eller ikke-normale minoriteter, som kontrasteres mod en
formodet normal majoritet. (…) For det andet tenderer sondringen
mellem normalt og afvigende til at passe til individualistiske ‘defekt’-forklaringer
af problemet: afvigerne har X-faktoren, som adskiller
dem fra den normale majoritet” (Hulley og Clarke 1991:14).
3.10. Individualisering af sociale problemer
En kritisk realistisk tilgang til sociale problemer vil undersøge det
historisk konkrete samspil mellem aktører og sociale strukturer. De
sociale problemers felt er givetvis mere komplekst, end det fremgår
af sondringen mellem individuelle og strukturelle forklaringer. Samtidig
er der dog næppe tvivl om, at en kritisk realist vil lægge vægt
på strukturelle forklaringer frem for individualistiske. Det, der kendetegner
strukturelle teorier frem for de individualistiske, er ikke
bare, ”at de identificerer en anderledes række af årsager for sociale
problemer, som opstår ud fra sociale uligheder i samfundet, men at
de også forbinder et aspekt af ulighed i magt med de processer, som
definerer selve de sociale problemer” (Hulley og Clarke 1991:21,
mine fremhævelser, SAA).
Der er fortsat strukturelle mønstre i muligheder, rigdom og magt.
Interventioner er oftest gået gennem staten for at forbedre den måde
som individer, familier og lokalsamfund fungerer på, dvs. at ‘normalisere’
dem. Men siden 1970erne har der – som Hulley og Clarke
påpeger - været en stærk udvikling af ‘ren’ individualisme, i Storbritannien
knyttet til Det Konservative Parti og Margaret Thatcher.
Sidstnævnte blev som bekendt berømt for sin udtalelse om, at ”There
is no such thing as society. There are only individuals and their families”.
”Dette syn har set individer og familier som ansvarlige for
deres egne omstændigheder og er skeptisk overfor fordelene ved
statsintervention” (Hulley og Clarke 1991:22).
100

Heraf fremgår det, at forståelser af sociale problemer langtfra er så
”upolitiske” eller ”neutrale”, som det kunne antages. De individualistiske
forklaringer synes således at have en klar slagside mod opretholdelse
af det bestående samfund. De stærkeste fortalere for de individualistiske
forklaringer synes desuden at være at finde på den
politiske højrefløj.
101

4. Kritisk realisme og undersøgelsesmetode/design
4.1. Udgangspunkt i ontologien og ”de generative mekanismer”
Realisme i betydningen dybderealisme har frem til omkring midten
af 1990erne i vidt omfang begrænset sig til kritik af positivismen
eller at behandle spørgsmålet om realistisk metodologi på et ret abstrakt
niveau. Der er imidlertid nu begyndt at komme en del litteratur
om realismens metodologiske implikationer og om realistisk forskningsdesign
(fx Pawson & Tilley 1997; Lawson 1997; Danermark et
al. 1997; Layder 1993, 1998; Ackroyd & Fleetwood 2000; Wad
2000; Fleetwood & Ackroyd 2004; Cruickshank 2003a; Carter &
New 2004).
Hovedværket om den kritiske realismes tilgang til metode i samfundsvidenskaben
er indtil videre Andrew Sayer' s bog Method in
Social Science: A Realist Approach (1992). Sammenlignet med positivisme
og hermeneutik er kritisk realisme forenelig med en relativt
bred række af forskningsmetoder (fx kvalitative, etnografiske og
kvantitative tilgange). Den indebærer dog, at valgene mellem disse
baseres på studieobjektets beskaffenhed, og hvad vi ønsker at vide
om det. Sayer lægger vægt på, at forskningsmetoderne bliver afpasset
til beskaffenheden af det objekt, vi studerer. Meget afhænger
derfor af, hvordan forskningsfeltet defineres og af, hvordan vi begrebsliggør
de centrale studieobjekter (jfr. Sayer 1992: kap. 3).
Sayer ser de objekter, som samfundsforskere studerer (det være sig
krige, diskurser, institutioner, identiteter, slægtskab osv.) som konkrete
i den forstand, at de er produkter af mangfoldige komponenter
og kræfter. ”Sociale systemer er altid åbne og sædvanligvis komplekse
og sammensatte. I modsætning til, hvad man kan i nogle af
naturvidenskaberne, kan man i samfundsvidenskaberne ikke isolere
disse komponenter ud fra hinanden og undersøge dem under kontrollerede
betingelser” (Sayer 2000:19).
102

Vi er derfor nødt til sætte liden til abstraktion og omhyggelig begrebsliggørelse,
hævder Sayer. Vi må i vore hoveder forsøge at uddrage
(abstrahere) ”de forskellige komponenter eller påvirkninger”,
og ”først når vi har gjort det og har overvejet, hvordan de kombinerer
og interagerer, kan vi regne med at vende tilbage til det konkrete,
mange-sidede objekt og få det til at give mening. Meget beror således
på naturen af vores abstraktioner, dvs. vores begrebsliggørelser
af det konkrete objekts særlige en-sidede komponenter. Hvis de opdeler,
hvad der i princippet er uopdeleligt, eller hvis de sammenblander,
hvad der er forskellige og separate komponenter, så medfører det
sandsynligvis problemer. Så meget afhænger af de abstraktionsmåder,
vi bruger, den måde vi udskærer og definerer vores studieobjekter
på” (Sayer 2000:19; jfr. også Lawson 1997: kap. 16 og Djurfeldt
1999 om begrebsliggørelsens vigtighed).
Sayer lægger endvidere stor vægt på, hvordan vi teoretiserer. Forklaringsmetoder
spiller en stor rolle i realismen (realismens kausalitetsbegreb).
Viden må ses i sin kontekst, og socialvidenskabelig viden
må ”situeres”. De tider, hvor man betragtede videnskab som en støt
akkumulation af objektiv viden, er ifølge Sayer for længst forbi. Der
er kommet en krise i tilliden til videnskaben, og en følge heraf er
relativisme og tvivl. Sandhedsbegrebet har ikke længere den status,
det tidligere havde (Sayer 1992:8f). I stedet for kigger Sayer på relationerne
mellem de tre hjørner i trianglen: metode, objektets beskaffenhed
og studiets formål.
4.2. Sammenhængen mellem videnskabsteori, teori og metodevalg/design
Også de svenske sociologer Berth Danermark m.fl. har undersøgt
disse sammenhænge. De sondrer mellem tre sammenhængende niveauer:
metatori – teori – metode. Valget af metode styres af dels,
hvad vi vil vide, dels af hvad vi kan få at vide ved hjælp af de forskellige
metoder. ”Metode og teori kan imidlertid ikke diskuteres
som to separate dele af samfundsvidenskaben”, eftersom teoretisering
er en integreret del af selve forskningsmetodikken, og fordi vore
forskningsobjekter altid vil være ”teoretisk definerede” (Danermark
103

et al.1997:12). Der bør, hævder de svenske sociologer, således altid
bør være ”en tydelig kobling mellem de ontologiske og epistemologiske
udgangspunkter og den praktiske forskningsvirksomhed” (Danermark
et al. 1997:13).
Hermed refererer de svenske forskere i virkeligheden til de tre aspekter,
som indgår i begrebet ”metodologi”, nemlig epistemologi + ontologi
+ metode (Pawson 1999:21). De tre ingredienser i metodologien
definerer Pawson som den, at epistemologien er de vejledende principper,
som ligger til grund for undersøgelsen, ontologien er den
(sociale) verdens essentielle beskaffenhed, og metode er de praktiske
forskningsteknikker (Pawson 1999:21).
”I enhver samfundsvidenskabelig undersøgelse indgår der metateoretiske,
dvs. ontologiske og epistemologiske, antagelser”, siger Danermark
et al. (1997:220). Blandt disse er ”eksplicitte eller implicitte
antagelser om samfundet” (social ontologi) og om, ”hvad vi kan
opnå viden om, og på hvilken måde”. Valget af metodologi og design
styres således frem for alt af studieobjektet, dvs. ”af de antagne
specifikke egenskaber hos det eller de objekter, som skal studeres”
(Danermark et al. 1997:220; jfr. også Wad 2000:14), men derudover
også af formålet med undersøgelsen.
Den kritiske realisme er, som Danermark m.fl. understreger, ikke
nogen metode. Den må derimod karakteriseres som en metateori, ud
fra hvilken ”det afgørende spørgsmål bliver, på hvilken måde forskellige
metodologier kan give kundskab om generative mekanismer.
Mekanismerne betragtes derved (…) som tendenser, som kan forstærkes,
modificeres eller undertrykkes i en kompleks interaktion
med andre mekanismer under åbne vilkår.” (Danermark et al.
1997:234).
Dette får betydning for fokus og for forskningsspørgsmålene: ”Virkelighedens
stratificerede natur medfører, at samfundsvidenskabens
fokus bør ligge på de dele af virkeligheden, som formår at kaste lys
over de generative mekanismer.” (Danermark 1997:236). Eller som
104

den engelske økonom Tony Lawson formulerer det: Forklaringens
mål er at identificere de mekanismer, strukturer og kræfter, som kan
gøre rede for de fænomener, der søges forklaret (Lawson 1997:212,
217; jfr. fx også Wad 2000:12 og Fleetwood & Ackroyd 2004:131).
Da fænomener inden for samfundsvidenskaben er kontekstuelt bestemte,
må vi under åbne vilkår regne med en række af påvirkende
kræfter. Dette kan medføre i, at mekanismerne ikke altid manifesteres
empirisk. ”Lægger vi dertil, at handlingsmotiver betragtes som en
kausal mekanisme ved siden af andre, fremstår den traditionelle opdeling
mellem kvantitativ og forklarende respektive en kvalitativ og
forstående metodologi som begrænsende og misvisende.” (Danermark
et al. 1997:234).
Til erstatning af begreberne kvantitativ og kvalitativ har Sayer
(1992) foreslået begreberne intensiv og ekstensiv tilgang, der begge
anvendes i søgen efter generative mekanismer.
For en forsker, som tager udgangspunkt i kritisk realisme, er visse
metoder og tilgange mere frugtbare end andre. Danermark-gruppen
ser det således som nærliggende at indtage en kritisk holdning til på
den ene side muligheden for at forklare fænomener ved hjælp af
metoder hentet fra naturvidenskaben (positivisme), samt til på den
anden side metoder, som baseres på rent subjektivistiske antagelser,
dvs. ”at den sociale virkelighed alene er en social konstruktion og
ikke en fortolket objektiv realitet”. Desuden tager den kritiske realisme
afstand fra antagelser, som går ud fra den objektivistiske antagelse,
”at subjektive intentioner kan efterlades uden for det videnskabelige
studie af samfundet.” (Danermark et al. 1997: 220f).
De svenske sociologer siger herom: ”Karakteristisk for samfundsvidenskabelige
empiriske studier er, at de involverer bevidst handlende
mennesker. Mennesker har hensigter og intentioner med sine handlinger,
og de tildeler fænomener en mening. Intentionerne må derfor
betragtes som årsager og analyseres som tendenser.” (Danermark et
al. 1997: 236). Metoden må ifølge kritiske realister kunne inkorporere
denne hermeneutiske præmis. En fuldstændig forklaring må såle-
105

des indbefatte ”både den kontekst, hvori begivenhederne finder sted,
og de meninger, som tillægges begivenhederne af nøgleaktører og
grupper af aktører” (Fleetwood/Ackroyd 2004:131).
Inden for den kritiske realisme er det altså "generative mekanismer",
der er grundlaget for den aktuelle metode. Dette fører for Danermark
m.fl. til følgende konklusioner: Eftersom de generative mekanismer
ikke nødvendigvis manifesteres som noget, der kan erfares, må den
positivistiske metode afvises. Og selv om den metode, som kritisk
realisme argumenterer for, rummer væsentlige hermeneutiske træk,
er det hverken en fænomenologisk eller hermeneutisk inspireret metode,
der er den kritiske realismes metodesvar. Ingen af de to retninger
har nemlig gjort op med den positivistiske forestilling om, ”at
erfaringer er det primære kundskabsobjekt” (Danermark et al.
1997:235, jfr. Bhaskar 1998:20). Udgangspunktet er for begge en
”flad ontologi” uden dybde.
Sammenfattende er det metateoretiske udgangspunkt og de metodologiske
konsekvenser heraf:
• der tages udgangspunkt i nogle grundlæggende ontologiske
og epistemologiske overvejelser / antagelser, som er styrende
for undersøgelsens design og for den måde teori og empiri
spiller sammen på
• fx at kvalitative og kvantitative metoder kan kombineres og
komplettere hinanden.
4.3. Teoriernes og begrebsliggørelsens rolle i forskningspraksis
Begrebsdannelsen spiller en vigtig rolle i kritisk realisme. Hovedargumentet
er, at udvikling og tilpasning af abstrakte teorier om grundlæggende
sociale strukturer og mekanismer udgør en uomgængelig
del af en forklarende socialvidenskab. To meget indflydelsesrige
tilgange, middle range theory (fx Robert Merton) og grounded theory
(Glaser og Strauss), står for to radikalt forskellige måder at relatere
teori til empiri på, men begge kan siges at udgøre ansatser, der
106

udgår fra en ontologi, der har tendenser til at reducere virkeligheden
til det empirisk observerbare. Det betyder, at begge tilgange har tendens
til at få ”en empiristisk slagside” (jfr. Danermark et al.
1997:187-205).
Værdien af forskellige metoder afhænger af, hvordan vi definerer
vores forskningsobjekt. Og vores forskningsobjekt er altid teoretisk
defineret. Derfor er valget af metode også afhængigt af teoretiske
udgangspunkter (Danermark et al. 1997:174; jfr. Mäntysaari 2005).
Stephen Ackroyd betoner, at teori er den vigtigste aktivitet i forskningsprocessen.
Uden en adækvat begrebsliggørelse er det umuligt at
gøre observationer, og derfor kommer begrebsliggørelse også før
empirisk undersøgelse. På den anden side er ”vore teorier korrigerbare
gennem observation” (Ackroyd 2004:155).
Men hvad er en teori set ud fra et kritisk realistisk perspektiv, og
hvordan er relationen mellem teori og empiri? Her indtager kritisk
realisme en tredje position set i forhold til den positivistiske forskningstradition
(hvor ”teoriernes rolle er at ordne, forklare og forudsige
fakta” og ”teorier præsenterer hypoteser om sammenhænge mellem
observerede hændelser”) og den postmodernistiske tilgang (hvor
alle teorier betragtes som konstruktioner). I sidstnævnte tilgang kan
teorier aldrig ”underkastes nogen afgørende empirisk test, eftersom
der ikke findes nogen af teorien uafhængige facts at teste dem imod”
(Danermark et al. 1997:175).
Det centrale udgangspunkt for kritisk realisme er, ”at vi aldrig kan
forstå, analysere eller kategorisere virkeligheden på anden måde end
gennem et teoretisk sprog af begreber” (Danermark et al. 1997:175).
Og disse begreber udvikles hele tiden. Derfor tilskriver kritisk realisme
også teoretisering og begrebsudvikling en helt central rolle i
den almindelige forskningspraksis: ”Samfundsvidenskabens objekt
er for en stor del sådanne sociale sammenhænge, relationer, processer
og strukturer, som aldrig fremtræder som givne fakta eller noget,
der kan observeres direkte. Sociale relationer og strukturer kun forstås
ved hjælp af begreber.” (Danermark et al. 1997:176). ”Kund-
107

skabsudvikling forudsætter således, at vi udvikler det sprog, som vi
anvender til at forstå og forklare den sociale virkelighed med, dvs.
vore begreber. Uviklingen af teorier og begreber skal give os viden
om grundlæggende strukturer og mekanismer” (ibid.) .
Danermark et al. understreger teoriers fejlbarlighed, og den kendsgerning,
at der altid findes flere konkurrerende teorier. ”Teorier er
abstraktioner, som aldrig kan testes direkte mod objektive fakta. (…)
Teorier må heller ikke blive vilkårlige konstruktioner, de må være
funderede i erfaringer af den konkrete virkelighed.” (ibid.:176). Bl.a.
Lawson diskuterer kriterier for vurdering af teoriers forklaringskraft
og problemer i forbindelse med at diskriminere mellem teorier (Lawson
1997: kap. 15).
4.4. Forskellige typer af teori
Danermark et al. sondrer mellem fire forskellige typer af teorier, som
kan afgrænses fra hinanden med hensyn til abstraktionsniveau: Metateori
(teori om teorier, fx videnskabsteori), normativ teori (teori
om, hvordan noget bør være) og to typer af deskriptiv teori, nemlig
teorier afgrænset til specifikke sagsområder (substantiel teori) og så
generelle teorier (formel teori, dvs. teori, som er bygget op af abstrakte
begreber, og som kan appliceres på en række forskellige
sagsområder – f. eks. teorier om stigmatisering, socialisation, legitimitet,
magt, osv.). Glaser og Strauss betragter substantiel teori som et
springbræt i udviklingen af formel teori.(Danermark m.fl. 1997:177-
182).
Normativ teori tager sigte på forskellige ideer om, hvordan noget bør
være. For så vidt teorier kan identificere mekanismer, som tenderer
mod at skabe dominansforhold og social ulighed, kan de siges at
rumme ”et kritisk emancipatorisk potentiale. En kritisk videnskab
udgår ofte fra forestillingen om, at samfundet kan forandres til det
bedre. Den for positivismen så afgørende distinktion mellem fakta og
værdi problematiseres, dels eftersom fakta ses som teori- og værdiladede,
dels eftersom videnskaben fra dette perspektiv får tydeligt
normative implikationer.” (Danermark et al. 1997:178). Et godt eksempel
på kritisk samfundsvidenskab udviklet i nær sammenhæng
108

med normativ teori er Juul og Høilund normative teori om socialt
arbejde (Høilund & Juul 2005). Vi kan her konstatere en grundlæggende
lighed mellem kritisk teori og kritisk realisme.
Deskriptive teorier beskriver og karakteriserer ”mere grundlæggende
egenskaber, strukturer, interne relationer og mekanismer.” Derigennem
giver de forslag til, ”hvordan vi kan tolke og forklare forskellige
sociale fænomener.” Danermark et al. (1997:179) skelner mellem to
forskellige typer af deskriptive teorier: de, der er afgrænset til specifikke
sagsområder (arbejdsløshed, misbrug, erhvervsgruppers professionalisering
osv.) og mere generelle teorier (som f. eks. Giddens
strukturationsteori, Goffmans teori om dramaturgisk handlen og
Meads teori om symbolsk interaktion).
Andrew Sayer (1992:50) har imidlertid draget en anden sondring
med hensyn til deskriptive teorier, nemlig mellem teori som ”ordnende
rammer” (ordering framework) og teori som begrebsdannelse
(conceptualization). Den første type teori præsenteres ofte i form af
formaliserede modeller, som udpeger antagne relationer mellem de
variabler, som teorien inkluderer. Det er imidlertid den anden type
teori - teori som begrebsliggørelse - der er den primære inden for
kritisk realisme. I kraft af teorier forsøger forskeren at begrebsliggøre
såvel hændelser som mekanismer og interne relationer. Det at begrebsliggøre
indebærer abstraktion, dvs. ”at rendyrke visse grundlæggende
egenskaber ved at se bort fra mere konkrete specifikke
variationer” (Danermark et al. 1997:180). ”Begreberne giver os et
abstrakt sprog, som gør det muligt at tale om kvalitative betydninger
og mere grundlæggende strukturer og mekanismer” (ibid.). En teori
”begrebsliggør relationerne mellem et antal centrale begreber”
(ibid.). De slutningsformer, som kaldes abduktion og retroduktion,
drejer sig netop at begrebsliggøre: ”Abduktion kan være at nybeskrive
og give betydning til hændelser ud fra en teori, et sammenhængende
system af idéer eller begreber. Gennem retroduktion udvikles
begreber og teorier, som kan give os svar på spørgsmål af typen:
Hvilke egenskaber er det som gør X til det X er?” (Danermark et al.
1997:180).
109

”Teorier anvendes i videnskaben for at forklare hændelser og handlinger.”
(Danermark et al. 1997:181). Teorierne er uundgåelige i og
med, at de begrebsliggør kausale mekanismer: ”At forklare er ud fra
et positivistisk perspektiv at forklare en hændelse med en anden
hændelse gennem at relatere til en empirisk regelmæssighed. Teorier
udtrykker antagelser om sådanne generelle regelmæssigheder eller
lovlignende relationer mellem hændelser.” (ibid.) Man taler her om
”den poppersk-hempelske forklaringsmodel”. For den kritiske realist
handler kausalitet derimod om ”egenskaber, strukturer og mekanismer,
som kun kan identificeres via retroduktion og ved hjælp af abstrakte
begreber og teorier” (ibid.).
Teorier fungerer som tolkningsrammer, idet det teoretiske sprog altid
inkluderer ”en tolkning af den sociale virkelighed. Vi ser og forstår
verden ved hjælp af teorier.” (Danermark et al.1997:181).
4.5. Teori og empiri: Hvordan kan teorier integreres i
forskningsprocessen?
Teori kan i praksis anvendes på en lang række forskellige måder.
Danermark et al. skitserer, hvordan man anvender teori på divergerende
måde i tre forskellige videnskabsteoretiske traditioner – positivismen,
de fortolkende tilgange og kritisk teori: I den positivistiske
tradition har man søgt at fastsætte principper for, ”hvordan teorier
skal testes (…) mod empiriske data inden for en deduktiv logik”. I
traditioner som den symbolske interaktionisme, etnometodologien og
etnografien har man dels anvendt teorier som tolkningsrammer, dels
udviklet ”mere induktive strategier for at generere (udvikle) teorier
ud fra empiriske data” (jfr. Glaser og Strauss metodologi for induktiv
teorigenerering). I kritisk teori har teorier udgjort ”overgribende
udgangspunkter for refleksioner om og tolkning af aktuelle samfundsproblemer”
(Danermark et al. 1997:187).
I den positivistiske tradition er der ”en stærk kobling mellem teoriverificering
og præferencer for kvantitative/statistiske metoder. (…)
For at kunne udtale sig om, i hvilken grad en sammenhæng mellem
to variabler nu også er en årsagsrelation, må man tage hensyn til
110

andre relevante variabler”, som søges holdt under kontrol (Danermark
et al. 1997:194). ”Inden for rammerne af denne forskningsproces
udvikles således ideelt set modeller, som angiver, hvilke variabler,
som skal tages med i den empiriske undersøgelse, og hvordan
relationerne mellem dem antages at være. I visse tilfælde ligestilles
begrebet teori med netop disse modeller. Teorierne bliver da det, som
Sayer (1992) kalder ordnende rammer” (Danermark et al.
1997:194f). Teoriernes rolle er at ordne, forklare og forudsige fakta.
Teoriens gyldighed kommer ud fra dette perspektiv til at bero på ”de
resultater, man får, når teorien testes mod observationer af kvantitative
sammenhænge og regelmæssigheder” (Danermark et al.
1997:195).
Den danske sociolog Lars Benjaminsen, der primært har beskæftiget
sig med kvantitative tilgange og analyser af statistiske mønstre, gør i
en metode-artikel rede for, hvorfor teori og begrebsliggørelse nødvendigvis
må have så central en placering i en kritisk realistisk tilgang.
”Mens de mikrosociologiske, interpretative retninger som fænomenologien
og den symbolske interaktionisme i høj grad vil pege
på det sociale livs subjektive meningsindhold og på aktørernes grunde
og motiver bag deres handlinger, vil den kritiske realisme pege
på, ”hvordan det sociale livs praksis i høj grad er under indflydelse af
kræfter af strukturel karakter.” (Benjaminsen 2006: 79). Realismen
tager udgangspunkt i den antagelse, ”at virkeligheden rummer relationelle
dybdestrukturer og generative mekanismer, der ligger bag de
empirisk observerbare hændelser, og som ikke umiddelbart kan iagttages”
(ibid.: 77). ”De generative mekanismer, der ligger bag statistiske
mønstre, kan ikke umiddelbart iagttages og må derfor identificeres
analytisk.” (ibid.: 75). Hermed knyttes metode og teori tæt sammen
i analysen: ”De abduktive og retroduktive slutningsprocesser er
således nødvendige for at integrere resultaterne af den statistiske
analyse med sociologisk teori.” (ibid: 76). Kritisk realisme vil pege
på, at det er ”vigtigt at medreflektere tilstedeværelsen af sociale mekanismer,
der virker bag om de statistiske mønstre, de kvalitative
interviewudsagn og den observerbare interaktion.” (ibid.: 80).
111

Begrebslige abstraktioner spiller en afgørende rolle i en kritisk
realistisk tilgang. For at opnå kendskab til generative kræfter og mekanismer
i samfundet, må forskeren forsøge at isolere bestemte
aspekter af den sociale verden i tankerne (abstrahere): udskille visse
træk ved et fænomen frem for andre. Når vi skal forklare de mekanismer,
der ligger bagved og strukturerer virkeligheden, er det ikke
tilstrækkeligt at gøre empiriske observationer, sådan som det i høj
grad er tilfældet i både en positivistisk og en grounded theory tilgang.
Men man må inddrage videnskabelig teori, dvs. udsagn om
uafhængige (emergente) kontrafaktiske og reelt eksisterende mekanismer.
Desuden må man arbejde med begrebslige abstraktioner.
Vigtigheden af begrebsliggørelsen af studieobjektet kan illustreres
af Bob Carters studie af racebegrebets anvendelse i sociologisk
forskning. Den canadiske sociolog Jon Frauley peger i en anmeldelse
af Bob Carters bog Realism and Racism: Concepts of Race in Sociological
Research (2000) på, hvordan socialforskere opfatter og anvender
begrebet ”race” meget forskelligt. Sådanne ”stærke kontraster
og forskelligartede forståelser af centrale analytiske kategorier som
eksempelvis race, racisme og social retfærdighed” har stærke implikationer
for vidensproduktionen om kriminalret og retssystemet
(Frauley 2004:177). Carter analyserer i bogen brug og misbrug af
racebegrebet, sådan som det er anvendt hos interaktionister og postmodernister.
Hans analyse understreger endnu engang, hvordan metodologi omfatter
beskæftigelse med epistemologiske og ontologiske spørgsmål.
Den understreger også den realistiske forståelse af begreber som
“analytiske instrumenter, der skal udvikles og raffineres med henblik
på at nå frem til at male eller producere skarpere beskrivelser af den
sociale verden” (Frauley 2004:196).
Den poppersk-hempelske forklaringsmodel i den empirisk analytiske
tradition bygger på deduktive og induktive slutninger (og kausalitet
forstås i denne tradition som empiriske regelbundetheder. Heroverfor
112

ygger kritisk realisme på to andre slutningsformer, nemlig abduktion
og retroduktion (Juul 2002:113).
4.6. Deduktion, induktion, abduktion og retroduktion
Forskellige slutningsformer – deduktion, induktion, abduktion og
retroduktion – spiller en rolle i forskningsprocessen, og specielt de to
sidstnævnte udgør afgørende processer i en realistisk analysestrategi.
(En grundig redegørelse herfor findes hos Danermark et al.
1997:132-164, og jeg bygger i det følgende primært på denne fremstilling).
Kort kan det siges, at deduktion drejer sig om at udlede logisk gyldige
slutninger ud fra givne præmisser: at udlede viden om enkeltstående
foreteelser ud fra almengyldige love. Induktion handler om ud
fra et antal iagttagelser at drage almengyldige slutninger om en hel
population, dvs. i et antal observationer at se ligheder og drage slutningen,
at disse ligheder gælder også for ikke studerede tilfælde, eller
ud fra observerede samvariationer at drage slutninger om lovlignende
sammenhænge. Heroverfor står abduktion eller retroduktion, som
tolker observerede empiriske foreteelser ud fra et antaget mønster
eller en antaget sammenhæng.
4.7. Abduktion
Abduktion handler om at tolke og rekontekstualisere enkelte foreteelser
ud fra en tænkt sammenhæng eller et tænkt mønster, dvs. at
kunne forstå noget på en ny måde ved at betragte dette noget i en ny
idésammenhæng. Når en forsker ser enkelte konkrete foreteelser eller
objekter som udtryk for – eller dele af – en mere overgribende struktur,
vil disse strukturer ofte ikke være direkte observerbare. Hvordan
opdager man – eller drager man slutninger om sammenhænge og
strukturer, som ikke er givne i de enkelte empiriske fakta? For at
beskrive processen bag ved sådanne slutninger eller tankeprocesser
udviklede den amerikanske filosof Charles S. Pierce begrebet abduktion
(dvs. en slutningsform med en bestemt logisk form). Forskere
taler ofte om abduktionen som nybeskrivelse eller rekontekstualisering,
dvs. at betragte, beskrive, tolke og forklare noget inden for
113

ammen af en ny sammenhæng. Abduktionen har store ligheder med
den såkaldte hermeneutiske cirkel. Ifølge denne ”tolker og forstår
vi altid enkelte dele i relation til forestillinger om en helhed. Som
metode anbefales en pendling mellem dele og helhed, som gør det
muligt successivt at revidere tolkninger af såvel dele som helhed”
(Danermark et al. 1997:146).
Danermark et al (1997) nævner som eksempel på enkelte hændelser
og foreteelser skolebørns og læreres konkrete handlinger. Den overgribende
sammenhæng eller de generelle strukturer bag hændelserne
er normer og regler, som gør skolen til en specifik institution. Det
drejer sig her om, hvordan samfundsforskere kommer frem til at
beskrive enkelte handlinger som udtryk for en normstruktur. Hvis du
nu tolker enkeltfænomenet ud fra en regel, dvs. en tolkningsramme
eller en teori, bliver tolkningen en tænkbar forklaring af fænomenet,
idet forklaringen viser, hvordan noget muligvis kunne være. Når
eksempelvis skolebørn og lærere handler som de gør (en hændelse
som skal forklares) - fx at børnene rejser sig op, når læreren kommer
ind i klassen - så kunne denne hændelse forklares som udtryk for en
bestemt normstruktur, nemlig respekt for autoriteter (Danermark et
al. 1997:142f).
Abduktion kan handle om at tolke handlinger i relation til forskellige
handlingsteorier, dvs. afprøve forskellige tolkningsrammer. Men
inden for kritisk realisme som tilgang handler abduktion om at opnå
viden om strukturer og mekanismer bag den umiddelbare empiri
(hændelse/begivenhed). Abduktion kan karakteriseres som ”detektivens
arbejde”, et forsøg på at nå frem til en hypotese om, hvordan
forbrydelsen kunne have foregået. Der kan være tale om forskellige
typer af abduktion, og den italienske forsker Umberto Eco sondrer
mellem tre forskellige former for abduktion. Observationer gøres
meningsfulde ved at blive tolket. Og abduktion handler i høj grad om
kreativitet hos forskeren – om en tankeoperation, hvor nye idéer
introduceres (Danermark et al. 1997:148f; jfr. også Wad 2000:12).
114

4.8. Retroduktion
Retroduktion er et begreb, som handler om den måde, man skal tænke
på, for at nå fra de empiriske observationer og frem til de bagvedliggende
generative mekanismer. Begrebet er vanskeligt at skille fra
begrebet abduktion, men retroduktion er de tankeoperationer, man
må foretage for at komme fra noget frem til noget andet. Men det
handler i høj grad også om ”transfaktisk argumentation”, dvs.
argumentation, som kommer på den anden side af de empiriske
kendsgerninger, nemlig til de strukturelle vilkår, som muliggør det
fænomen, som man vil undersøge: ”Hvad må være tilfældet for at
fænomenet p er mulig?” (Benton & Craib 2001:122 ). Retroduktion
handler om ”ud fra en beskrivelse og analyse af konkrete foreteelser
at rekonstruere de grundlæggende vilkår for, at disse foreteelser skal
være det, de er. Gennem tankeoperationer og kontrafaktisk tænkning
er målet at argumentere sig frem til transfaktiske vilkår” (Danermark
et al.1997:134 ).
Viden forudsætter, at man går ud over den empiriske virkelighed
(dvs. går ud over det niveau i den stratificerede virkelighed, som
positivisterne forbliver på). Hvordan når man så frem til de strukturer
og mekanismer, som udgør de vilkår, uden hvilke det pågældende
fænomen ikke var muligt? Danermark et al.(1997:159-165) opstiller
fem mulige strategier: 1. gennem kontrafaktisk (dialektisk) tænkning,
2. gennem sociale eksperimenter, hvor der sker brud med det,
der er normalt, 3. gennem at studere patologiske forhold eller 4. studere
ekstremtilfælde (idet mekanismer, som ellers normalt er usynlige,
netop her på grund af krisesituationen bliver synlige), 5. gennem
komparative studier, hvor man sammenligner forskellige cases (jfr.
også Wad 2000:13).
4.9. Kritisk metodepluralisme
Kritisk realisme tillader en mangfoldighed af forskellige metoder,
både kvalitative og kvantitative. Danermark-gruppen argumenterer
for en ”kritisk metodepluralisme”, en multi-metodeansats, hvor det
drejer sig om at kombinere forskellige metoder. Andre taler om ”metodetriangulering”,
”kombinerede operationer” og ”blandede strate-
115

gier” (Danermark et al. 1997:222; jfr. også Wad 2000 om komparativ
metode og Porter 2000 om etnografisk metode).
Danermark-gruppen vender sig imod en ureflekteret anvendelse af
metoder; valget af metoder må funderes i metateoretiske overvejelser.
Intensive og ekstensive design kan forenes i praktisk forskningsarbejde
– bl.a. afhængigt af, hvilket fænomen, man vil studere. Opgaven
bliver at identificere de generative mekanismer, og hvordan de
spiller sammen.
Som anført af Danermark et al. (1997) er et overgribende formål med
samfundsvidenskabelig forskning at forklare sociale forhold, hvilket
i et kritisk realistisk perspektiv betyder dels at beskrive de egenskaber
og kausale mekanismer, som genererer og muliggør hændelser,
dvs. som får dem til at ske, dels at beskrive, hvordan forskellige mekanismer
kommer til udtryk under specifikke omstændigheder. Den
grundlæggende videnskabelige problemstilling er: Hvad producerer
en specifik hændelse? Opgaven er at søge at identificere generative
mekanismer og fastslå, hvordan de kommer til udtryk og former
konkrete hændelser og processer.
4.10. Intensivt og ekstensivt forskningsdesign
I stedet for at tale om kvalitativ og kvantitativ metode som den
grundlæggende inddeling taler den kritiske realisme om intensivt og
ekstensivt forskningsdesign (fx Sayer 1992:234 og Sayer
2000:20f). Med udgangspunkt i den kritiske realismes metateori
forsøger man på denne måde at lægge en mere systematisk grund for
metodevalget. Begreberne fleksibelt og fikseret (fixed) design har
dog også været anvendt (jfr. Anastas 1999 og Robson 2002). Intensivt
design erstatter kvalitativ metode, men er ikke helt det samme
som kvalitativ metode, idet der ligger en anden forståelse bag det.
Ekstensivt design erstatter på samme måde kvantitativ metode, men
er således heller ikke helt det samme som kvantitativ metode (se
Sayer 1992: kap. 9).
116

Den intensive metode (det intensive design) bruges til at undersøge,
hvordan processen ser ud i et specifikt tilfælde (en case) eller i et
fåtal af tilfælde (cases). Der spørges her typisk om, hvad der producerer
en bestemt forandring, og hvilken rolle aktørerne spillede i de
studerede processer. Aktørerne studeres i deres kausale kontekster,
og den typiske fremgangsmåde er interaktive interviews (dybdeinterviews),
etnografi (deltagende observation) og kvalitative analyser.
Metodens begrænsninger er især, at det er svært at vide, om faktiske
konkrete mønstre og afhængighedsrelationer er almindelige, repræsentative
eller empirisk generaliserbare. Resultatet af en sådan fremgangsmåde
er en kausal forklaring af, hvordan en specifik hændelse
eller et specifikt objekt produceres, men ikke nødvendigvis et repræsentativt
sådant (Sayer 2000:21).
Den ekstensive metode (det ekstensive design) er rettet mod belysningen
af hvilke regelmæssigheder, fælles mønstre og forskelle i
egenskaber, der findes i befolkningen. Hvor almindelige er specifikke
karakteristika eller processer i en given population? Hvordan ser
fordelingen ud? Den typiske fremgangsmåde er storstilede surveyundersøgelser
af en population eller et udvalg fra den, spørgeskemaer
med bundne svaralternativer, standardiserede interviews. Statistiske
analyser er en dominerende analyseform. Metodens begrænsninger
er, at det på trods af repræsentativitet for hele populationen ikke er
sandsynligt, at resultaterne gælder for en anden population på et andet
tidspunkt og på et andet sted. Desuden er det svært at drage slutninger
om de individuelle tilfælde (cases). Metoden har således en
begrænset forklaringsværdi. Resultatet er deskriptive "repræsentative"
generaliseringer uden direkte forklarende kapacitet (Sayer
2000:21, jfr. også Danermark m.fl. 1997: 237).
Intensiv og ekstensiv forskning har komplementerende styrker og
svagheder. Disse opgør Sayer på følgende måde: Intensiv forskning
er stærk mht. årsagsforklaring og fortolkning af betydninger i kontekst,
men har tendens til at være meget tidrøvende, sådan at man
normalt kun kan håndtere et begrænset antal cases. Ikke desto mindre
er - i modsætning til en udbredt antagelse - validiteten af analysen af
117

disse cases og deres repræsentativitet i forhold til store antal helt
forskellige ting. Spørgsmålet om, hvor valid eller dækkende en analyse
af en enkelt case er, behøver nemlig ikke at have noget at gøre
med, hvor mange andre sådanne cases, der er.
Ekstensiv forskning fortæller os om udbredelsen af eller den kvantitative
dimension af visse egenskaber og relationer, men disse er ikke
nødvendigvis kausalrelationer, og dens forklarende værdi er minimal.
Forsøg på at bruge den som en måde at generere forklaringer på
bliver undermineret af dens implicitte successionistiske kausalitetsteori
(rækkefølgen: årsag - effekt), hvilket bliver evident i dens afhængighed
af at finde regelmæssigheder i form af nøjagtige og detaljerede
data. Statistiske forklaringer er således ikke forklaringer i den
forstand, at de afdækker mekanismer, men de er bare kvantitative
beskrivelser af formelle (og ikke substantielle) forbindelser/sammenhænge
(Sayer 2000:22).
I den praktiske forskning må såvel en intensiv som en ekstensiv tilgang
ofte tillempes i søgen efter svarene på de grundlæggende
spørgsmål om generative mekanismer. At undersøge, hvordan en
mekanisme virker i det konkrete, indebærer at søge efter og opspore
den kausale kraft og at beskrive det samspil af kræfter, som producerer
et socialt fænomen (Danermark m.fl. 1997: 238). Det studerede
fænomen kan ofte beskrives som et resultat af flere forårsagende
mekanismer. Dette eksemplificerer Danermark m.fl. (1997) gennem
studiet af et kønssegregeret arbejdsmarked.
Sayer opstiller i afvisningen af det positivistiske syn på kausalitet en
figur, som på udmærket vis anskueliggør kontekstens betydning i det
kritisk realistiske syn på kausalitet (Sayer 2000:15). Det er fx vigtigt
altid at være opmærksom på eventuelt modvirkende mekanismer,
som kan bevirke, at en mekanisme ikke får et forventet udtryk. Den
samme mekanisme kan producere forskellige resultater afhængigt af
konteksten, dvs. under indflydelsen af andre objekter, der har deres
egne årsagskræfter og tilbøjeligheder, som fx kan blokere eller modificere
mekanismens virkning. Eftersom de sociale kontekster altid
118

varierer, må man snarere forvente et fravær af regelmæssige sammenhænge
mellem 'årsager' og 'effekter' end forvente dem (Jfr. Sayer
2000:15). Kritiske realister lægger derfor vægt på, at det er vigtigt at
kontekstualisere analysen.
Danermark et al. opsummerer den afgørende forskel på intensiv og
ekstensiv tilgang som den, ”at det er gennem den intensive ansats, de
generative mekanismer kan blotlægges. I et intensivt design kan man
(i bedste fald) forklare såvel en specifik begivenhed eller et specifikt
objekt som et mere omfattende samfundsfænomen.” Derimod kan
den ekstensive ansats ”ikke alene give svar på spørgsmål vedrørende
kausale kræfter”, men den kan ”pege på vigtige empiriske manifestationer
af mekanismer”. Den kan således ”give vigtig deskriptiv information,
som kan anføres til støtte for en diskussion om kausale
kræfter, og den kan bidrage til at generere problemstillinger om kausalitet”
(Danermark et. al. 1997:249).
4.11. Debatten inden for kritisk realisme om undersøgelsesmetoder
Har kritisk realisme som metateori implikationer for de empiriske
analysemetoder i samfundsvidenskaben, og i givet fald hvilke?
Sammenhængen mellem kritisk realisme og samfundsvidenskabelig
metodologi har på det seneste været diskuteret blandt kritiske realister.
Det er bl.a. sket i en diskussion mellem sociologerne Rachel
Sharp, Margaret Archer, Rob Stones og Tony Woodiwiss (Archer et
al. 1999).
Kritisk realisme har ifølge Rachel Sharp bestemt en række implikationer
for metode. Udgangspunktet er her en stratificeret ontologi
(Sharp, i Archer et al. 1999). Hertil hører tanken om, at sociale strukturer
og menneskelig handlen udviser årsagskræfter, og at det er
socialvidenskabens opgave at udforske samspillet mellem dem. Endvidere
er også tanken om den sociale verdens åbenhed og om pluraliteten
og kontingensen i kausalitet et afgjort udgangspunkt. Sharp
hævder endvidere, at man må være metodologisk pluralist. Det er
eksempelvis ikke sådan, at kun kvalitativ interviewning er plausibelt.
119

Sharp hævder videre, at der er en tæt relation mellem historisk materialisme
og nogle af kritisk realismes nøglefortolkere. De kausale
processer, der virker inden for historien i sig selv, indebærer de sociale
aktørers praksis. Dybdeanalyse af årsager til forandring er et særkende
for kritisk realisme. Ud af analyserne udspringer derfor også
forandringstanker og et emancipatorisk perspektiv (Sharp, i Archer et
al.1999).
4.12. Teoretisering implicerer social ontologi
Også Margaret S. Archer (1999) understreger sammenhængen mellem
social ontologi og metode. Ifølge Archer kan man sige, at transcendentale
realistiske filosoffer (dvs. kritisk realisme) er underarbejdere
for den praktiske sociale analyse, og at man ikke kan have en
social teori uden en social ontologi: Der ligger en social ontologi bag
ved forskeres teoretisering. Beskaffenheden af den sociale ontologi
foreskriver, hvilken slags forklaring, du kan gå ind for. Ontologien
spiller en afgørende rolle i teoretisering, idet den regulerer det forklaringsprogram,
som fremføres ud fra konteksten af, hvad man hævder
som socialt eksisterende. Fx foreskriver en metodologisk individualistisk
ontologi, at dit forklaringsprogram kun kan være i termer af
individer og relationerne imellem dem. Samtidig har metodologisk
kollektivisme aldrig udviklet en robust ontologisk redegørelse (Archer
et al. 1999). Begge disse udgangspunkter forkastes altså af Archer.
Archer forholder sig desuden yderst kritisk til Giddens’ sociale ontologi.
Giddens har fremlagt en ontologi for praksis, som er i så fundamental
modsætning til begrebet om en stratificeret samfundsrealitet,
at den betragter enhver slags analytisk dualisme som næsten lige
så slemt som filosofisk dualisme. Med kritisk realisme har vi for
første gang en robust, stratificeret ontologi, en ontologi, som ikke
sammenpresser struktur og aktør, og ikke lader subjekt og objekt,
voluntarisme og determinisme, bevidst og ubevidst og alle de andre
polariteter falde sammen til ét, sådan som det er tilfældet i strukturationsteorien.
120

Desuden vender kritisk realisme sig kritisk mod postmodernismen,
hvor vi på den sociale ontologis niveau får at vide, at der er teksten,
og der er ”ikke noget uden for teksten”, så der er ikke noget problem,
hvilket betyder, at dit forklaringsprogram bliver fuldstændig retorisk
(Archer et al.1999).
4.13. Realistisk forklaring: Mekanisme, kontekst, outcome
Margaret Archer har fremlagt sin analysemodel i bogen Realist Social
Theory (1995). I denne udgør samspillet mellem social struktur og
social interaktion over tid et grundlæggende skema for konkret analyse.
En anden analysestrategi, ”adaptiv theory”, er fremlagt af Derek
Layder, som søger at lade såvel teori som empiri få en styrende funktion
i den empiriske forskning (Layder 1998).
En tredje analysemodel er fremlagt af de mere pragmatisk og empirisk
orienterede forskere Ray Pawson og Nick Tilley i bogen Realistic
Evaluation (1997). Pawson og Tilley understreger vigtigheden
af realistisk forklaring, hvor man afdækker sammenhængen mellem
mekanisme, kontekst og outcome. Spørgsmålet, man her stiller, er:
Hvilke generative mekanismer har i denne specifikke kontekst produceret
disse resultater.
Eftersom generative mekanismers virkninger og måder at operere på
bliver medieret af den sociale kontekst, skal forskeren ikke bare
identificere dem, men også gå ind på balancen mellem omstændigheder,
der muliggør/fremmer (enable) dem, modificerer, eller annullerer
deres virkning. Hos Pawson & Tilley (1997) beskrives den
grundlæggende realistiske formel som: mekanisme + kontekst = resultat
(M + C = O). Deres teori kan karakteriseres som såkaldt
”middle range theory”, der kan opfattes som bedst egnet til at generere
hypoteser til at forklare empiriske outcomes.
Inden for kritisk realisme har der været en del diskussion af Pawson
og Tilley´s model. Både dens fordele og ulemper hænger sammen
med, at den er så enkel. Den anviser, som Ruth Kowalczyk anfører,
en brugbar praktisk fremgangsmåde. Samtidig opmuntrer den ikke
121

meget til en klargøring af, hvad mekanismer og kontekst nøjagtig er.
Kontekst synes således at subsumere alting - på nær lige netop den
ene mekanisme og dens outcome - under sig. Andre mekanismers
interaktion med det primære studieobjekt bliver således også subsumeret
under kontekst. Desuden tager tilgangen ingen hensyn til feedback
eller til betydningen af tid (Kowalczyk 2004:198). Hvis en mekanisme
interagerer med en enheds struktur, årsagskræfter og relationer,
så vil effekterne af en sådan udøvelse af kraft i mange tilfælde
påvirke denne enheds struktur.” (Kowalczyk 2004:198).
Margaret Archers analysemodel tager i nogen grad højde for disse
indvendinger, og der kan derfor være god grund til at kombinere
Pawson & Tilleys tilgang med Margaret Archers model, sådan som
Ruth Kowalczyk har foreslået det.
4.14. Strukturelle forklaringer
Hvorfor er den kritiske realisme særlig velegnet, når det gælder undersøgelser
af, hvordan strukturelle forhold påvirker menneskers
handlinger, sådan som det er tilfældet ved bl.a. transportadfærd?
Byplanlægger Petter Næss ved Aalborg Universitet giver et bud herpå:
”Den kritiske realisme (…) tilbyder en videnskabsteoretisk platform,
som synes mere relevant end mange andre platforme i forhold
til forskning om hvordan strukturelle forhold (herunder arealanvendelse,
bebyggelse og transportinfrastruktur) påvirker menneskers
handlinger (herunder transportaktivitet).” (Næss 2004: 155).
Jeg forestiller mig, at man inden for socialt arbejde vil kunne se tilsvarende
strukturelle forhold (socialpolitiske målsætninger, lovgivning,
organisationskulturer, doxa mv.), som påvirker socialrådgivernes
handlinger (herunder valg af indsatsformer, løsninger, metoder
mv.).
Archers morfologiske analysestrategi er kun retningsvisende på et
meget overordnet, generelt plan. Når vi kommer til analysen af enkelte
genstandsområder, f. eks. praksis i socialt arbejde, må vi gå fra
den generelle sociale ontologi til en mere specifik beskrivelse af det
122

pågældende genstandsfelts ontologi. Det kan her være nødvendigt at
støtte sig til mere såkaldt substantiel teori, dvs. teorier, som er udviklet
for et specifikt sagsområde, f. eks. socialt arbejde (Danermark
1997:200f, Jespersen 2004). Det kan bl.a. dreje sig om at opspore det
indbyrdes forhold mellem handling og struktur, eller mellem livsverden
og system, sådan som det manifesterer sig på det specifikke undersøgelsesområde
(Layder 1998:99). Med andre ord: Hvordan er
relationen mellem handling og struktur i det praktiske sociale arbejde
på en social forvaltning? Hvilke teorier har vi, som beskriver disse
relationer på det konkrete område, dvs. inden for det, man i en Bourdieusk
feltanalyse ville kalde ”feltet for socialt arbejde” (jfr. Mathiesen
2006).
Jeg vil her til slut forsøgsvis prøve at antyde, hvordan man som studerende
metodisk kunne arbejde ud fra nogle af de her antydede
retningslinier for empirisk forskning i socialt arbejde.
4.15. “Opskrift” på forskning i socialt arbejde ud fra kritisk
realisme
På dansk har vi foreløbig kun set enkelte eksempler på konkret
forskningsstrategi med udgangspunkt i en kritisk realistisk tilgang.
Det drejer sig imidlertid om genstandsfelter, som ligger langt fra det
sociale arbejde, nemlig økonomi og forretningsrelationer (Jespersen
2004; Nygaard 2002, 2005). Nygaard skitserer følgende fem trin i sin
forskningsproces:
• at klarlægge formålet med forskningen (formålet styrer forskningsprocessen)
• lokalisering og intuitiv karakteristik af fænomenet (det kunne
fx være mødeledelse)
• empiriske erfaringer af fænomenet (dataindsamlingen, valg
af informanter osv.)
• abduktion af de konstituerende mekanismer (at ”slutte sig til
de mekanismer, der har tendens til at udløse de kræfter, der er
123

iboende fænomeners struktur”, dvs. en metode til at skabe viden)
• præsentation af den hypotetiske konklusion vedrørende konstituering
af fænomenet (konklusionerne præsenteres for praktikere
og for andre forskere; det drejer sig om hypoteser, som
endnu ikke er blevet empirisk testet).
Tilsvarende opstiller Jespersen (2004:149) en model for fremgangsmåden
i et projekt baseret på kritisk realisme (jfr. her også
Outhwaite’s tretrins forklaringsmodel, i Outhwaite 1987:58):
• Problemformulering
• Det bagvedliggende genstandsfelts ontologi
• Epistemologisk diskussion af mulige teorier (hypoteseformulering)
• Realistisk analysemetode (baseret på ”åbne” teorier og empirisk
verifikation/falsifikation)
• Betingede konklusioner (viden, der altid er begrænset af en vis
usikkerhed).
Både Jesper Jespersen og Claus Nygaard har leveret konkrete beskrivelser
af deres fremgangsmåde i deres forskning. Hvad, der mangler,
er således en “overføring” af disse “metodeopskrifter” på socialt
arbejde som genstandsfelt. Jeg vil her forsøge i al korthed at skitsere
en fremgangsmåde, som skulle være anvendelig i studiet af socialt
arbejde på en forvaltning.
1. Udgangspunktet er naturligvis en problemstilling. Denne udformes
ud fra valget af studieobjekt, som kan være bestemte iagttagelser
af praksis eller et aspekt, som man finder spændende. Problemformuleringen
vil, når man har et realistisk udgangspunkt, i høj grad
blive formuleret på baggrund af en kritisk realistisk videnskabsteori
(jfr. kapitel 1), men kan i øvrigt være præget af anden teori (jfr. kap.
4). Den kan, som Jespersen anfører, være udarbejdet på baggrund af
det pågældende genstandsfelts ontologi (antagelser om studieob-
124

jektets struktur). Da der ikke foreligger nogen udarbejdet kritisk realistisk
beskrivelse af genstandsfeltet for socialt arbejde, må man enten
udarbejde en sådan eller forsøge at opstille en beskrivelse på
baggrund af den viden (teori), man i øvrigt har om genstandsfeltet.
Man kunne her forestille sig, at man dels applicerer begreber fra den
kritisk realistiske samfundsteori (der har som ambition at sammenkæde
struktur og aktør, eller med andre termer: system og livsverden),
og dels “låner” forståelser af genstandsområdet (feltet for socialt
arbejde) i foreliggende tilgange, som ligger tæt på kritisk realisme:
fx begreber og forståelser i den feltanalytiske tilgang (Bourdieu)
eller Juul og Højlunds kritisk hermeneutiske tilgang.
2. Herefter indsamler man empiri. De valgte metoder afhænger af
genstandsområdet/ problemstillingen. Det kan være “intensive” og
“ekstensive” metoder, eller “fixe” og “fleksible” metoder (Se nærmere
herom hos Robson 2002 og Anastas 1999).
3. Herefter må man udlede teori fra ens empiriske data eller abducere
en forklaring på den problemstilling, man undersøger. Programmet
er jo, at man skal komme med et bud på, hvad der er “de generative
mekanismer” bag ved det studerede fænomen (mønstre eller enkeltbegivenheder).
4.16. Socialt arbejdes genstandsfelt
”I enhver projektrapport skal der være et afsnit, der redegør for den
dagligdag, profession, organisation eller de samfundsforhold, der
undersøges.” (Voxted 2006: 19). Formålet med redegørelsen for
projektets genstandsfelt er at indføre læseren i projektets tema og
kontekst. Den metodiske praksis i undersøgelsen udspringer således
af ”genstandsfeltets ontologi” (Jespersen 2004:145f; Cruickshank
2003 taler om konstruktionen af ”en domæne-specifik meta-teori”).
Hvordan vil en kritisk realistisk redegørelse for socialt arbejde som
genstandsfelt se ud? Da der mig bekendt ikke eksisterer nogen udarbejdet
kritisk realistisk ontologi for socialt arbejde, er jeg nødsaget til
at støtte mig til eksisterende redegørelser for genstandsfeltet (se fx en
125

interaktionistisk redegørelse hos Shulman 1991), foreliggende beskrivelser
i nært beslægtede teoretiske perspektiver samt kritisk realistisk
teori og undersøgelser generelt.
Udgangspunktet må være, at ”socialt arbejde er mange ting og foregår
i mange forskellige institutionelle sammenhænge” (Høilund &
Juul 2005:15, jfr. også 83). Dette peger dels på socialt arbejdes
kompleksitet, dels på umuligheden af en redegørelse for et enhedsmæssigt
genstandsfelt. Socialt arbejde er en kompleks og dynamisk
proces, hvor mange faktorer har indflydelse på interaktionen mellem
rådgiver og klient (jfr. Shulman 1991:3f, jfr. også Kazi 1998:139ff
og Guldager 2004). Socialt arbejdes ontologi vil afhænge af de
kontekster, hvori det foregår. Her vil, som også Shulman fremhæver,
en lang række faktorer påvirke de resultater, der kommer ud af
interaktionen mellem rådgiver og klient. Heri indgår såvel den organisatoriske
kontekst som den førte politik, socio-økonomiske faktorer
som faktorer i både klientens og rådgiverens baggrund (Shulman
1991:3ff). De kontekster, som socialt arbejde finder sted i, omfatter
ikke blot klientens omgivelser, men også påvirkninger fra underliggende
mekanismer, strukturer og systemer (Kazi 1998: 140). Endvidere
må det fremhæves, at socialt arbejde foregår under åbne systembetingelser,
dvs. dets ontologi er grundlæggende åben (Kazi
1998:139). Enhver analyse bliver kontekst-afhængig, og ontologien
”kan derfor ikke være konstant” (jfr. Jespersen 2004:145f).
Vælger vi professionelt socialt arbejde i en social forvaltning, kan
udgangspunktet være ”det magtfulde møde mellem system og klient”
(Järvinen, Elm Larsen & Mortensen 2002). Men i modsætning til en
interaktionistisk eller socialkonstruktivistisk tilgang vil en kritisk
realistisk tilgang ikke kunne afgrænse studiet til face-to-face-mødet
mellem rådgiver og klient, men måtte inddrage de rammebetingelser,
der påvirker dette møde. I modsætning til det interaktionistiske /
socialkonstruktivistiske fokus på ”mikro-magt”, vil en kritisk realistisk
tilgang være opmærksom på ”strukturelle magtfaktorer” (Høilund
& Juul 2005:65). Dette vil – som jeg ser det – indebære en inddragelse
af bl.a.:
126

• De institutionelle betingelser for mødet
• De politiske reguleringers indvirkning
• Lovgivningens betydning
• Budgetovervejelser og økonomiske hensyn, som spiller en
rolle for lovgivningens udmøntning i praksis (jfr. Høilund &
Juul 2005:85, 90 og 123 samt Shulman 1991, der gennemgår
en række faktorer i socialt arbejdes kontekst, som påvirker
det sociale arbejdes beskaffenhed).
Centralt i redegørelsen for genstandsfeltet står opfattelsen af, at socialt
arbejde i en forvaltning er ”myndighedsudøvelse”, hvor socialrådgiverne
”administrerer sociallovgivningen” (Høilund og Juul
2005:66). Som Høilund & Juul formulerer det, er ”praktisk socialt
arbejde (…) afhængigt af den rådende socialpolitik og de sociale
institutioners magtstrukturer, som kan hindre eller fordreje de gode
viljer hos socialarbejderne” (Høilund & Juul 2005:11).
Sigtet i undersøgelsen må være at forstå genstandsfeltets kausale
sammenhænge for at kunne give en systematisk forklaring af hændelser
og observerede data (jfr. Jespersen 2005:145f). Teoriudviklingen
består ifølge Jespersen (2004) i at afklare relationer mellem aktører
og institutioner, der løbende ændrer adfærd og struktur henover
tid. Når man tager udgangspunkt i Archers analysemodel, må vi fokusere
på interaktionen mellem struktur og handling over tid. Hvilke
strukturer, kan vi identificere, og hvordan genererer disse strukturer
de mekanismer, som styrer eller faciliterer de begivenheder, vi kan
observere? Hvordan er samspillet mellem aktørernes meninger, aktiviteter,
intentioner og så de sociale relationer, institutioner, magtforhold
og kultur?
Der kan her være tale om et utal af strukturer – alt efter, hvad vi fokuserer
på, dvs. afhængigt af, hvad der skal forklares. Det kan her
være en hjælp i arbejdet at gøre sig klart, at en social struktur er relationel,
og at den eksisterer i kraft af, at agenter indgår i relationer (jfr.
Fleetwood & Ackroyd 2004:45). Man kan også henvise til, at struk-
127

turer hos Giddens forstås som regler og ressourcer (jfr. Thomsen
2005: kap. 5).
De strukturer, der analyseres, kan befinde sig på mange forskellige
niveauer, der spænder fra makroniveau over mesoniveau til mikroniveau.
Den kommunale forvaltnings struktur kan således betragtes
som et sæt af såvel interne som eksterne relationer. Forvaltningen
kan – som en følge af den måde, den er struktureret på - som organisation
have ”kræfter” på en lignende måde som ”ting” har det (Lawson
2004:237). Ledelse – forstået som en kollektiv institutionel proces
– rummer under markedsøkonomiske betingelser en række årsagskræfter
så som: 1. evne til at kontrollere omformningen af de
underordnedes arbejdsevne til faktisk ydet arbejde, 2. evnen til at
udløse de underordnedes aktive samarbejde (via materielle og symbolske
belønninger), samt 3. energien til effektivitet (Tsoukas
2000:38f).
Lignende overvejelser vedrørende niveau gælder, når man går i gang
med at identificere, hvilke individuelle og kollektive aktører, der
findes på feltet: regering, folketing, administration, amter/regioner,
kommuner, virksomheder, organisationer som fx KL, ledelse og
ansatte, klienter/borgere, osv. Der vil her være tale om forskellige
former for ”positioneret praksis”, idet aktørerne i de sociale relationer
indtager bestemte sociale positioner (jfr. Kennedy 2004, Fleetwood
2004:45). Man må desuden være opmærksom på, at interaktionen
mellem strukturer og agerende inden for det primære studieobjekt
kan blive påvirket af andre potentielt interagerende mekanismer
i den bredere kontekst (jfr. Kowalczyk 2004:198f).
4.17. Analysen af samspillet mellem struktur og handling
over tid
Strukturer kan være overordnede magtrelationer, som kommer til
udtryk gennem politiske beslutninger og reguleringer og gennem
lovgivningen. Politik og reguleringer fra makroniveauet determinerer
således fordelingen af magt mellem rådgiver og klient, og for så vidt
også konstruktionen af klienterne som ”dispriviligerede”, hvilket i en
128

kritisk realistisk opfattelse er selve grundlaget for relationen mellem
rådgiver og klient. De er i vid udstrækning også bestemmende for
den professionelles praksisnormer. Det er i hvert fald opfattelsen i en
kritisk realistisk undersøgelse af sundhedsvisitatorers besøg hos
”dispriviligerede” forældre-klienter (Hart et al. 2004:160). Jeg støtter
mig i det følgende primært til denne undersøgelse, da den er en af de
få, der på et kritisk realistisk grundlag belyser en konkret praksis i
socialt arbejde.
Også forholdet mellem rådgiver og klient kan forstås som en struktureret
relation. I forlængelse af Archer kan relationen mellem rådgiver
og klient ses som en social struktur, der har sine egne emergente
egenskaber. Denne struktur eksisterer forud for de involverede agenters
interaktion. Faktisk betinger de emergente egenskaber i relationen,
hvordan mennesker inden for relationen handler i respons på
hinanden – men også i relation til andre, som fx deres barn eller
børn. Over tid kan interaktionen mellem parterne i relationen reproducere
strukturen eller muligvis elaborere den (Hart et al. 2004:161).
Man må således antage, at de enkelte rådgivere og klienter vil trække
på deres egne overbevisninger, værdier og erfaringer i afgørelsen af,
hvad denne relation er, hvad den betyder for dem, og hvordan man
skal handle inden for den. Det må antages, at den betydning, som
relationen har for hver af parterne, vil påvirke, hvordan de responderer
på hinanden på ethvert givet tidspunkt. Den må også antages at
påvirke, hvorvidt de ”officielle” mekanismer (uddannelse, adgang til
ressourcer og information, overvågning og beskyttelse) bliver aktiveret.
Den må desuden antages at mediere effekterne af disse mekanismer
(Hart et al. 2004:161).
Gentagen interaktion konstituerer en relation med emergente egenskaber.
Rådgiver-klient-relationen er, som vi ved, asymmetrisk, idet
rådgiveren er autoriteten og har ressourcerne. Klienter vil ofte indtage
en position i samfundet, som begrænser deres handlerum og
valgmuligheder, fx hvis de er fattige, tilhører en etnisk minoritet eller
har et læringshandicap.
129

De emergente egenskaber i relationen mellem klient og rådgiver
indbefatter kræfter til at påvirke, hvilke konsekvenser indsatsen får
for klienten. Eller man kan sige: De professionelle interventioners
årsagskræfter må medieres gennem relationen til klienterne. Beskaffenheden
af rådgiver/klient-relationen kan i sig selv være en mekanisme,
som påvirker det, der kommer ud af indsatsen (Hart et al.
2004:153). Det afhænger i høj grad af dynamikken i relationen. Føler
klienten sig overvåget og kontrolleret? Går klienten eventuelt i forsvarsposition?
Eller lykkes det at etablere et samarbejde?
Det må således understreges, at det er interaktionen og ikke interventionen
i sig selv, der er den mekanisme, der påvirker det, der kommer
ud som resultat af indsatsen. Interventionerne kan eksempelvis tage
form af rådgivning, tilbud om adgang til ressourcer, instruktion i
forældreevne, osv., men hvilken effekt, der kommer ud af det, vil
afhænge af klientens respons (Hart et al 2004:157). Det er således en
pointe, at en strukturs effekter kan medieres gennem handlinger.
Målsætningen i Hart et al.s undersøgelse var at udforske, hvordan
relationen mellem visitator og klienter (forældre) påvirker forældrenes
handlinger – og på den måde børnenes helbredssituation.
Hart et al. kom her frem til, at på det kulturelle og diskursive niveau
er de professionelle konstruktioner af forskellige grupper som ”priviligerede”
eller ”underpriviligerede”, værdige eller uværdigt trængende,
også objekter med generative kræfter. At forstå disse tanker ser
Hart et al. som i sig selv en hermeneutisk bestræbelse.
Dette opfatter jeg som udtryk for, at den kritiske realisme både kan
inkludere og rumme en fortolkende / hermeneutisk tilgang i sig, og
også inddrage social interaktion og det diskursive niveau i en samlet
forståelse, som ikke negligerer virkelighedens materielle dimensioner.
130

5. Kritisk realisme og viden i socialt arbejde
5.1. Hvad er socialt arbejdes vidensgrundlag?
I de senere år har man været meget optaget af at udvikle og begrebsliggøre
(konceptualisere) den rolle, som viden spiller i socialt arbejde
(se fx Swedner 1983; Sheppard 1998). For at overleve som profession
er socialt arbejde tvunget til at udvikle teorier om praksis og effektive
interventioner. De spørgsmål, som stilles, har fx været: Af
hvilken beskaffenhed er den viden, som lægges til grund for praksis i
socialt arbejde? Hvad er socialt arbejdes vidensgrundlag? Hvordan er
forholdet mellem samfundsvidenskabelige metodologier og forskning
i socialt arbejde? Hvilken slags viden skal ligge til grund for
forskning i socialt arbejde? Hvordan er forholdet mellem viden og
praksis? Hvilken viden har socialarbejdere brug for i praksis? Hvordan
skal viden relateres til praksis, og hvordan sker vidensanvendelsen
i praksis? Hvilket forhold er der mellem forskning i socialt arbejde
og socialt arbejdes praksis? Hvordan bruges videnskabelig
viden til at informere praksis? Hvilke paradigmer er de dominerende
i vidensproduktionen inden for socialt arbejde? Hvordan er det muligt
at integrere forskning og praksis, og kan man eventuelt nå frem
til en forskningsbaseret praksis? Hvordan inddrages forskningsperspektiver,
metoder og viden i socialt arbejdes praksis?
Det er nogle af de spørgsmål, man kan stille som udgangspunkt for
en undersøgelse af, hvad det er for teoretiske perspektiver, der ligger
til grund for den anvendte viden i socialt arbejde. Der er en skærpet
bevidsthed om, at der findes forskellige typer af viden – mange måder
at have viden på. Samtidig understreges det med øget vægt, at der
er en sammenhæng mellem typen af kundskab og så den måde,
kundskaben produceres på. Så hvilke former for kundskabsproduktion
skal ligge til grund for socialt arbejdes praksis? Eller: hvordan
foregår kundskabsproduktionen i socialt arbejde rent faktisk?
Understregningen af forholdet mellem viden og praksis indebærer en
skærpet bevidsthed om divergenserne mellem forskellige epistemologiske
positioner, idet der imellem disse forekommer store forskelle
131

i undersøgelsen af, hvordan man anvender viden (Sheppard 1998).
Det er her sådan, at valget af epistemologisk position har konsekvenser
for den videnskabelige undersøgelse. I vidensteori – dvs. epistemologi
– er man typisk optaget af spørgsmål om beskaffenheden af
den menneskelige viden, hvor den kommer fra, og hvad der er dens
begrænsninger. Historisk har forskellige epistemologier i samfundsforskning
haft en stor indflydelse på vidensopbygningen indenfor
socialt arbejde.
Der er som bekendt mange forskellige måder at konceptualisere (begrebsliggøre)
begivenheder og fænomener i den virkelige verden på.
Forskellige forskere bruger divergerende perspektiver til at nærme
sig deres studieobjekt, og i overensstemmelse hermed bliver deres
analyser og konklusioner forskellige fra dem, hvor der er brugt andre
perspektiver. Man kan her tale om teoretisk funderede tilgange og
analysestrategier, som udspringer af de dominerende retninger –
paradigmer - i sociologien: positivismen, fortolkende og kritiske
tilgange. Disse etablerede paradigmer udfordres dog i dag af en række
nyere paradigmer under opståen, bl.a. feminisme, etniske studier
og postmodernisme. Èt af disse nyere paradigmer under udvikling er
kritisk realisme.
Det er imidlertid især de tre etablerede paradigmer, der har været
vejledende for undersøgelser i socialt arbejde, og disse tilgange repræsenteres
i dag af en række teorier og undersøgelsesmetoder. Af
typiske teorier, som bygger på positivismen, kan nævnes strukturfunktionalismen
og behaviorismen. Blandt dens typiske metoder er
fx eksperimentelle designs og survey-undersøgelser. Det fortolkende
paradigme har sin historiske baggrund i filosoffer som Husserl,
Merleau-Ponty, Dilthey m.fl. Et vigtigt kendetegn for disse tilgange
kan kort karakteriseres som meningskonstruktion. Centrale teorier er
symbolsk interaktionisme, fænomenologi, etnometodologi, grounded
theory og hermeneutik. Typisk anvendte metoder er deltagerobservation,
etnografiske interviews, livshistorier, narrativer og diskursanalyse.
Det kritiske paradigme bygger bl.a. på radikale og strukturelle
teorier (Leonard, Galper, Smith, Mullaly og Fook). En foretrukken
132

metode er her aktionsforskning (Jfr. her beskrivelsen af ”paradigmekrigene”
mellem de overordnede teoretiske perspektiver hos Corby
2006: kap. 4; Taylor og White 2000: kap. 2; Kazi 1998: kap. 7, 2000:
kap.2 samt Denzin & Lincoln 1994:26f).
Hver af disse tre sociologier har et metateoretisk fundament, dvs.
de har divergerende filosofiske grundlag. Spørgsmålet er da, når der
genereres viden i socialt arbejde, hvilken videnskabsfilosofi, der
ligger til grund. I den løbende debat om forskellige former for viden i
forskningen i socialt arbejde er det i dag indlysende, at der kan være
tale om mange forskellige måder at have viden på. Viden har mange
ansigter. Der foreligger med andre ord en bred vifte af epistemologiske
positioner. Man kan også sige, at der foreligger konkurrerende
teoretiske modeller, som kan plottes ind på et ”paradigmekort” med
de filosofiske antagelser, som understøtter dem (bl.a. forskellige
versioner af realisme og af social konstruktivisme). Der er et spektrum,
som spænder fra objektivisme til subjektivisme og fra absolutisme/fundamentalisme
til relativisme. Mange positioner søger at
placere sig i midten af dette spændingsfelt, dvs. at bygge bro mellem
de ekstreme positioner.
Spørgsmålet er her: Hvilken rolle spiller det valgte perspektiv – in
casu: kritisk realisme – for vidensproduktionen? Sagen er her, at
forskellige perspektiver får os til at se forskellige ting, og at et bestemt
perspektiv får os til at se ting, som er uforenelige med andre
teoretiske perspektiver. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt forskellige
perspektiver er konkurrerende eller komplementære (Danermark
2005:18). Dersom et hverdagslivsperspektiv eksempelvis udelukker
en analyse af de strukturelle forhold, som har formet det, der studeredes,
kan man ifølge Danermark sige, at et sådant perspektiv konkurrerer
med et strukturelt perspektiv (idet det udelukker strukturelle
forhold). På den anden side udelukker valget af et specifikt perspektiv
ikke nødvendigvis, at andre perspektiver giver vigtige brikker til
forståelsen af det samlede puslespil (Danermark 2005:18f).
133

5.2. Debatten om epistemologi og nyttig viden
Den amerikanske professor i socialt arbejde, Jeane W. Anastas, hævder
sammen med sin kollega Marian MacDonald, at et hvilket som
helst forskningsdesign er givet på to grundlæggende måder: dels ud
fra dets vejledende formodninger om, hvordan viden udvikles, og
hvad der konstituerer nyttig viden, og dels ud fra, hvordan dets metoder
bliver forenet med et specifikt genstandsområde gennem formuleringen
af et undersøgelsesspørgsmål. Her er socialt arbejde (og
andre professioner, der beskæftiger sig med menneskelig service),
midt i en livlig debat om epistemologi, og om hvordan nyttig viden
genereres (Anastas/MacDonald 1994:3ff).
Socialt arbejde har som en relativt ung profession søgt at styrke sin
kundskabsbase og dermed styrke sine legitimitetskrav overfor konkurrerende
professioner gennem forskning. Jeane W. Anastas skriver
herom: ”Al forskning giver udtryk for en eller anden position med
hensyn til effektive måder at udvikle viden på. Spørgsmålet om,
hvordan man bedst kan frembringe viden til praksis i socialt arbejde
og de menneskelige tjenesteydelser, har været udsat for intens, vedvarende
debat gennem det sidste halve århundrede. Dette er en
spændende tid for forskning i socialt arbejde og de menneskelige
tjenesteydelser, fordi debatten nu har foregået længe nok til at afklare
forskellighederne i synspunkterne på dette spørgsmål, til at identificere
områder med enighed og uenighed, og omtale nye bestræbelser
på syntese. For at kunne læse og forstå en forskers arbejde rigtigt
eller selv udføre forskningsarbejde, må man være i stand til at identificere
de antagelser, som guider det og forstå de styrker og begrænsninger,
der er ved en hvilken som helst forskningsmodel eller et hvilket
som helst specifikt forskningsdesign. Et overordnet mål for denne
bog er at beskrive vores måder at forstå forskning, som tilbyder socialt
arbejde og de andre hjælpeprofessioner en ramme, som omfatter
en bred vifte af forskningsmetoder, der tidligere er blevet set som
konkurrerende modeller.” (Anastas 1999:3).
Socialt arbejde og serviceprofessionerne har haft et ambivalent forhold
til forskning – bl.a. af den grund, at praksis frem for videnska-
134

elig undersøgelse har været professionens primære interesse. Videnskab
og praksis har således været vanskelige at forene. Ønsket
om at opnå en mere eksakt videnskab om socialt arbejde har ikke
været let at forene med anerkendelsen af, at mål i praksis er det primære.
Dertil kommer kompleksiteten i de sociale problemer og de
anvendte interventioner. Dette har i USA på det seneste ført til en
intens debat i professionen om den videnskabelige metodes beskaffenhed
i sig selv og om, hvilke undersøgelsestyper (modeller), der er
bedst egnede til udviklingen af viden om praksis og viden til praksis
(Anastas 1999).
De spørgsmål, som Anastas berører, har i Danmark de seneste år
været rejst i forbindelse med diskussioner af, hvordan professioner
forstås, og hvordan deres vidensfundament udfordres og forandres
som følge af samfundets modernisering og velfærdsstatens forandring.
Vil det lykkes for ”semiprofessionerne” – og herunder socialrådgiverprofessionen
– at blive en ”rigtig profession”? I en tid, hvor
professionsuddannelsen er under forandring, må de professionelle ”i
stigende grad legitimere deres vidensfundament i forhold til andre
faggrupper og ændrede organisationsformer.” (Hjort og Weber
2004:18). Der er også i professionsuddannelserne skabt ny viden af
en anden slags end de vidensformer, man traditionelt har bygget
uddannelse på. Såvel udfordringer udefra som indefra er således med
til at sprænge professionernes vidensbase. Det, man her må spørge
om, er bl.a., ”hvordan begriber og begrebsliggør vi den vidensproduktion,
der i dag finder sted i de professionelles arbejdsfelt?” (Hjort
og Weber 2004:8)
Når spørgsmålet om socialt arbejdes vidensbasis er så vigtigt, så
skyldes det frem for alt, at konsekvenserne for praksis er betydelige.
Som Lena Dominelli fremhæver, forudsætter anti-undertrykkende
praksis i socialt arbejde, at socialarbejderne udrustes med en vidensbasis
og nogle redskaber, der sætter dem i stand til at gå ind i ”en
progressiv praksis, som tager parti for de mennesker, der er blevet
undertvunget af strukturelle uligheder så som fattigdom, sexisme og
racisme, og søger at assistere dem i deres ønsker om at vende om på
135

den position, de er i, og bevæge sig i emancipatoriske retninger.”
(Dominelli 1998:5).
5.3. Kritisk realisme som et grundlag for viden i socialt arbejde
Kan en filosofisk position ved navn ”realisme” fungere som et
grundlag for viden i socialt arbejde? Sådan spørger den finske forsker
i socialt arbejde, M. Mäntysaari, i en artikel i Qualitative Social
Work i 2005 (Mäntysaari 2005). Han besvarer spørgsmålet bekræftende,
idet han peger på socialt arbejde som et fænomen, der består
af tre dele: forskning, uddannelse og professionel praksis. Sigtet med
socialt arbejde er ifølge Mäntysaari at lindre sociale problemer – og
denne opgave mener han kan indfries gennem alle tre dele af socialt
arbejde. Forskning må hjælpe ikke blot den sociale praksis, men også
undervisning i socialt arbejdes metoder. Når man taler om forskningsmetodologi,
så burde socialt arbejde – hævder Mäntysaari –
overvinde empirismens, induktivismens og relativismens faldgruber
og tage de kræfter, som findes i de samfundsmæssige strukturer,
historien og naturen, i betragtning. Realismens idéer kan ifølge Mäntysaari
hjælpe med til at realisere denne opgave.
Mäntysaari fremholder tre alternativer til realisme: 1. empirisme, 2.
instrumentalisme, 3. pragmatisme. Empirismen ser verden, som den
ser ud til at være, og for Mäntysaari er det klart, at empirismen ikke
kan løse problemet med en vidensbase for socialt arbejde. Instrumentalismen,
der er et syn i videnskabsteorien, der opfatter teorier som
instrumenter eller redskaber, der bruges til at udlede forudsigelser af
data, fører ifølge Mäntysaari til induktivisme, hvilket er et problem:
Stærk induktivisme betyder, at kritisk teori bliver næsten umulig,
fordi de sociale strukturer og kræfter de genererer, er vanskelige at
observere eller kvantificere (Mäntysaari 2005:92f).
Socialt arbejde kan let fortolkes for snævert. Det består som nævnt af
tre dele: forskning, uddannelse og professionel praksis (jfr. også
Payne 2005). Forskningens mål er ikke bare at hjælpe professionel
praksis, men også undervisning i socialt arbejdes metoder. Det er her
136

Mäntysaris opfattelse, at med hensyn til undervisningsmetodologi, så
må forskning i socialt arbejde overvinde såvel holismens som individualismens
faldgruber og inddrage samfundsstrukturernes, historiens
og naturens kræfter, hvilket kan ske ved at følge den kritiske realismes
idéer (Mäntysaari 2002).
Også Houston understreger, at de kritisk realistiske ideer har konsekvenser
for den formelle socialarbejderuddannelse. For at socialarbejdere
kan indramme deres forståelse af begivenheder i virkelighedens
årsagsniveau, må de besidde en høj grad af kognitiv kompetence.
De må kunne tænke systematisk, deduktivt og kritisk, hvis de skal
kunne sondere dybere i sagsmaterialet. Systemisk tænkning er nødvendigt,
fordi kritisk realisme ser adfærd som noget, der er formet af
en række sociale systemer. Deduktiv tænkning er nødvendig, hvis
der skal drages logiske slutninger. Endelig er kritisk tænkning af
vital betydning, hvis hypoteser skal testes, forkastes eller bevares
(Houston 2001:856).
5.4. Viden i kritisk realisme
Kritisk realisme har som socialvidenskabelig videnskabsfilosofi produktionen
af viden som sit undersøgelsesobjekt. Tilgangen går imidlertid
gennem ontologien (de ting, vi kan have viden om) snarere end
med udgangspunkt i epistemologien eller ”måder at have viden på”.
Kritiske realister kræver således de ontologiske spørgsmål adskilt fra
de epistemologiske. De ser, som Frauley (2004:177) formulerer det,
både på ontologiske spørgsmål om, hvad der eksisterer – de betingelser,
hvorunder sociale objekter (som fx racediskrimination) emergerer,
og de epistemologiske spørgsmål vedrørende produktionen af
viden om det, der eksisterer (dvs. hvad kan man vide om disse konstitutive
relationer, og hvordan det kan vides).
Af alle videnskabsteorierne er social realisme (dvs. kritisk realisme i
social teori) antagelig den mest optimistiske omkring muligheden for
at nå frem til viden om den sociale verden. Den betoner, at det er
muligt at nå frem til betydningsfuld viden (Carter/New 2004:1). Realismen
skelner klart mellem vor viden om verden (det ’transitive’
137

område) og så den verden, der er objekt for denne viden (det ’intransitive’
område). Eftersom vores viden er del af det transitive område
– begrebernes og teoriernes område – er den historisk, værdiladet og
’situeret’. Dette må dog ikke betragtes som en forhindring for at opnå
viden, men ses som en mulighed. Arkimedes siger: Giv mig et sted at
stå og jeg vil se verden. Der er ikke noget syn fra ingen steder, kommenterer
Carter og New. Uden et ståsted er ingen viden mulig, men
”vore perspektiver er nødvendigvis partielle og relative, og det bliver
den viden, som perspektiverne tilbyder, derfor også” (Carter/New
2004:4).
Mens positivismen undervurderer sociale fænomeners begrebsafhængighed,
overvurderer den hermeneutiske tilgang, som nu er på
mode, begrebsafhængigheden i en udstrækning, som indebærer, at
den sociale verden somme tider bliver reduceret til vor viden om den.
På trods af kritiske realisters betoning af årsagsforklaring er de dog
enige om behovet for fortolkende eller hermeneutiske metoder i udforskningen
af den sociale verden (Carter/New 2004:5, Sayer
2000:17).
Carter og New lægger derfor også vægt på, at det er nødvendigt at
kombinere søgen efter kausalforklaring (naturalisme) med Verstehen
eller søgen efter mening i menneskers handlinger.
5.5. Positivisme og kravet om evidensbasering: Realistisk
kritik
Der tales i dag meget om en vidensbaseret eller evidensbaseret praksis
i socialt arbejde, ligesom der udtrykkes ønsker om at forstærke
det sociale arbejdes målrationalitet. Den videnskabelige kundskab
skal i denne sammenhæng forstås som evidensbaseret kundskab, en
kundskab, der beror på empirisk funderet forskning, og en i høj grad
positivistisk orienteret forskning (primært såkaldt ”randomiserede
kontrollerede forsøg”). Sigtet er i høj grad at give vejledning om,
hvad der er effektivt og giver gode resultater i indsatsen. (Se fx diskussionen
i Nordisk Socialt arbeid 2003 med en række indlæg af
bl.a. Angel 2003, Månsson 2003, Hansson 2003).
138

Der stilles i dag krav om, at nordiske forskere skal være bedre til at
måle og veje social indsats (jfr. fx Social & Hälsovårdnytt i Norden
nr. 1 2005). Den forskning i socialt arbejde, som udgår fra Nordic
Campbell Center i København – og til dels fra Socialforskningsinstituttet
vil jeg se som udtryk for en positivistisk orienteret forskningstradition.
”Der skal føres bevis for, om en bestemt social indsats
virker eller er uanvendelig.” Det er i hvert fald opfattelsen på Nordic
Campbell Center i København (oprettet 2003), hvor Centrets ambition
er at få nordiske forskere til at samarbejde med kolleger over hele
kloden om udarbejdelse af systematiske forskningsoversigter. Forskernes
resultater ”vil skabe grundlag for at træffe politiske og faglige
beslutninger”, hævdes det (Kehlet 2005). Problematikken kan
eksemplificeres ud fra seniorforsker Mogens Christoffersens projekt
ved Socialforskningsinstituttet: ”Klarer børn sig bedre i tilværelsen,
hvis de får dagpasning af høj kvalitet, i årene inden de begynder i
skolen – eller er indsatsen uden effekt og dermed en dårlig investering
for samfundet?” (Kehlet 2005:22).
Spørgsmålet er på ingen måde irrelevant, og det er forståeligt, at
myndighederne ønsker oplysninger af den art, som det formulerede
spørgsmål antyder. Forskningen kan da heller ikke klare sig uden den
type undersøgelser, som Campbell Centeret slår til lyd for. Hvad man
imidlertid må spørge om, er, om den type undersøgelser kan føre til
bedre socialt arbejde.
Set i forhold til den positivistiske traditions nuværende rolle i forskningen
i socialt arbejde kan kritisk realisme både fungere som en
kritisk problematisering og som et alternativ.
Kritisk realisme klargør meget tydeligt, hvilke begrænsninger, der
knytter sig til den viden, som der i øjeblikket synes at være stor efterspørgsel
efter, nemlig ”evidensbaseret viden” som grundlag for effektivt
socialt arbejde. Her kan kritisk realisme ikke blot problematisere
den positivistisk prægede tilgang, som ligger til grund for kravet
om evidens. Den kan tillige pege på, at virkelig viden om socialt
arbejde må gå bag om det empiriske domæne og afdække, hvilke
139

”generative mekanismer”, der faktisk ligger skjult i den ”black box”,
som den evidensbaserede forskning tilsyneladende ikke er i stand til
at åbne (jfr. Blom & Norén 2003). Eftersom kritisk realisme bygger
på en anden ontologi og epistemologi end empirismen og positivismen,
må den kundskab, den leverer, også betragtes som en kundskab,
der er væsensforskellig fra den, der fremgår af den ”evidensbaserede”
forskning.
Kritisk realistisk kritik af den positivistiske tilgang og krav om evidensbaseret
forskning er dels fremkommet i en artikel af den irske
socialforsker Stan Houston (2005) og dels fremført af svenskerne
Blom og Morén (2003).
5.6. Blom og Moréns forsøg på at åbne positivismens ”black
box”
De svenske forskere i socialt arbejde Stefan Morén og Björn Blom
har i en artikel i Journal of Critical Realism kritiseret den herskende
trend til, at socialt arbejdes praksis skal være evidens-baseret, dvs. at
arbejdsmetoder skal baseres på velfunderet (empirisk bevist) viden
om virkningerne af bestemte interventioner, primært klienteffekter,
der stammer fra interventioner. I forlængelse af Pawson og Tilley går
Morén og Blom ind og problematiserer, at de anvendte kvantitative
metoder faktisk er i stand til at forklare, i dybere betydning, hvordan
og hvorfor virkninger stammer fra en bestemt intervention. Noget,
der fungerer i én kontekst, kan være nyttesløst i en anden.
Interventioner må ses som et dialektisk samspil mellem socialarbejde
og klienter. Relationen mellem socialarbejder og klient er således
helt essentiel for, hvilken effekt, der kommer ud af en given intervention:
”Klienter reagerer ikke som billard-bolde, der bliver ramt,
men snarere bliver interventioner altid medieret ved og gennem klienters
responser og valg. (…) Resultater stammer ikke direkte fra
bestemte interventioner; de er altid medieret gennem klientens parathed
og overvejelser om at reagere.” (Morén/Blom 2003:41, 54).
140

Morén og Blom er i denne opfattelse meget på linje med Hart, New
og Freeman (2004), der fremhæver relationen mellem professionel
og klient som ”en struktur med egne emergente kræfter”. Pointen hos
Hart et al. er her, at interaktionen mellem professionel og klient over
tid kan såvel reproducere strukturen som udvikle og forandre den.
Generative mekanismer sammenkæder intervention og resultater, og
der ifølge Morén og Blom tale om mekanismer på såvel makro- som
mikroniveau. De definerer dog primært generative mekanismer i
socialt arbejde som ”kræfter (grunde og motiver), som – primært
aktiveret af socialarbejderes og klienters forenede indsatser – genererer
klienteffekter. Generative mekanismer er virkelige, selv om de
sjældent er direkte observerbare.” (Morén/Blom 2003:55). Med udgangspunkt
i en casestudie af familier med stofmisbrugsproblemer
når Morén og Blom i undersøgelsen frem til en sammenfatning af en
række typer af mekanismer:
• Udfordringsmekanismer (klienten udfordres gennem socialarbejderens
intervention)
• risikotagningsmekanismer (relationen får klienten til at tage en
risiko i sit liv)
• responsmekanismer (socialarbejderen er facilitator; klienten er
realisator)
• rolle-transcendens-mekanismer (socialarbejderen overskrider
sin myndighedsrolle og bliver også en professionel hjælper)
• kontekst-mekanismer (Morén/Blom 2003:55ff).
I et kritisk realistisk perspektiv er konteksten meget betydningsfuld,
for så vidt som mekanismer bliver aktiveret kontingent i konteksten.
Morén og Blom fremhæver samspillet mellem to typer af kontekst:
socialt arbejdes kontekst og så klienternes livsverden (privatsfære).
Ligesom den sidstnævnte varierer meget, omfatter den første en række
kontingenser: den juridiske, den administrative, den organisatoriske
og den professionelle ramme (Morén/Blom 2003:59).
141

5.7. En realistisk kritik af empirismens krav om evidensbaseret
praksis
Også den nordirske forsker i socialt arbejde Stan Houston ønsker at
problematisere positivismens/empirismens forsøg på at monopolisere
begrebet ”evidensbasering”. Det ligger i det kritisk realistiske perspektiv,
at evidens om virkeligheden ikke altid kan observeres empirisk.
Diskursen om den evidensbaserede praksis har i et langt stykke
tid været indflydelsesrig. Dette kan ses som en positiv udvikling,
men ifølge Houston må det opfattes som et problem, når diskursens
fortalere ”ringeagter andre tilgange i socialt arbejde som uvidenskabelige”
(Houston 2005:7). Således finder Houston det specielt bekymrende,
at de, der indtager et psykodynamisk perspektiv, er blevet
”indhegnet” i et ”mentalt” aflukke, der – hævdes det – mangler videnskabelig
stringens.
Overfor empirismens krav på evidens-baseret praksis hævder Houston,
at tilgange, som ønsker at fremme en forståelse af ”dybdestruktur”,
har en legitim placering inden for den evidensbaserede diskurs i
socialt arbejde. Socialarbejdere, som anvender en objektrelationsteori
og kritisk realistisk tilgang i deres praksis, kan ifølge
Houston (2005:18) gøre et lige så gyldigt krav gældende om at operere
inden for en evidensbaseret arena, som empiristerne gør.
Houston inddrager Bhaskars kritiske realisme som argument for sin
sag. Han finder frem til, at den retroduktive metode, som den er artikuleret
af Bhaskar, kan overføres til socialarbejderes vurdering af
komplekse situationer. Denne metode udgør en måde at generere og
teste data/belæg (evidence) på ved at trække på realistiske forklaringsteorier
med henblik på at opnå forståelse af ”de dybe, kausale
mekanismer, der er på spil i det sociale liv” (Houston 2005:7,13).
Houston bidrager med sin artikel til diskussionen om, hvad evidens i
det hele taget er for noget, og hvordan den kan opnås. Han hævder
således, at det er centralt at søge efter evidens ikke kun på det intime
mikro-domæne med ansigt-til-ansigt interaktion, men også på makrodomænet
med en undertrykkende samfundsstruktur (Houston
2005:18).
142

5.8. Vidensgenerering i socialt arbejde
Hvad er videnskab? Det synes i dag at stå til diskussion. Der er mange
forskellige syn på viden og på, hvordan man kan opnå den. Blandt
forskellige typer af kundskab sondrer den svenske sociolog Swedner
især mellem ”durkheimsk” og ”webersk” kundskab – eller mellem at
observere udadvendt og indadvendt (Swedner 1983). Der er også
forskellige kriterier for evaluering af videnspåstande, både videnskabelige
kriterier og problematiske kriterier. Gambrill (1997) beskriver
såvel problematiske som ”sunde” kriterier for evaluering af videnspåstande.
Hvordan genereres viden i socialt arbejde? Hvordan kan viden være
med til at udvikle socialt arbejdes praksis? I anglo-amerikanske diskussioner
om orienteringen i forskning i socialt arbejde problematiseres
relationen mellem den filosofisk-metodologiske basis og det
konkrete metodevalg, den metodiske orientering. Ofte har debatten
her understreget vigtigheden af at være bekendt med sammenhængen
mellem de grundlæggende syn på virkeligheden og så den viden,
man får. Opfattelsen har været, at metodevalget har rødder i vores
grundlæggende metodiske antagelser om virkelighed og viden (Raunio
2002:131). Den finske professor i socialpolitik Kyösti Raunio
tegner i en artikel i Nordisk socialt arbejde i 2002 et billede at to
bestemte former for videnstilgange – postpositivisme og social konstruktivisme
– som han mener, begge har en tendens til at blive selvtilstrækkelige
og eksklusive. Man kan modstille en postpositivistisk
og en konstruktivistisk metodologi som dominerende alternativer.
Med postpositivisme refereres der til alle de tendenser, der er fulgt
efter positivismen, og som understreger objektivitet som ideal, når
man søger viden om virkeligheden. En repræsentant for denne retning,
Eileen Gambrill, der støtter sig meget til Popper, definerer
postpositivismen som den tilgang til videnskab, som erstattede logisk
positivisme for nogle tiår siden. Forskere stræber efter objektivitet,
og videnskab defineres som en proces, der er udformet med henblik
på udvikling af viden gennem kritisk diskussion og testning af teorier
(Gambrill 1997:73ff).
143

Raunio vil nu gøre op med denne selvtilstrækkelighed i det sociale
arbejdes vidensgenerering og selvforståelse. Han forslår, at vi i stedet
for inddrager alle de mange forskellige videnstilgange, som kan være
relevante for socialarbejdernes praksis. Hermed placerer han sig i
forlængelse af en tendens i den amerikanske debat, hvor frem for alt
Martha Heineman Pieper har slået til lyd for en tredje vej, et heuristisk
paradigme, som anerkender, at der er mange måder at opnå
viden på. I denne tilgang betoner man sameksistensen og samarbejdet
mellem forskellige metodologiske tilgang, dvs. ”de mange måders
perspektiv”.
5.9. Den amerikanske debat om ”det heuristiske paradigme”
Dette perspektiv blev første gang fremført af Martha Heineman Pieper
i 1989 i en artikel i Smith College Studies in Social Work. Artiklen
bar titlen ”The heuristic paradigm: A Unifying and Comprehensive
Approach to Social Work Research”. Den blev kort efter – i
1990 - fulgt op med en redaktionskommentar skrevet af Ann Hartman
i tidsskriftet Social Work: ”Many Ways of Knowing?”. I 1991
fulgte så en artikel skrevet af Mark Fraser, Mary Jane Taylor, Robert
Jackson og Jamal O’ Jack i tidsskriftet Social Work Research and
Abstracts. I dette indlæg med titlen ”Social Work and Science: Many
Ways of Knowing?” blev debatten fortsat. Desuden publicerede
Katherine B. Tyson i 1992 artiklen ”A new approach to relevant
scientific research for practitioners: The heuristic paradigm” i tidsskriftet
Social Work. Og endelig, i 1995, fulgte så Tysons bog New
Foundations for Scientific Social and Behavioural Research: The
Heuristic Paradigm.
Det heuristiske perspektiv repræsenterer et forsonende syn i forhold
til positionerne postpositivisme og konstruktionisme. Et sådant forsonende
syn er muligt, hævder Raunio, dersom vi vælger praktisk
problemløsning som præmis for vidensgenerering og slækker på den
rigide fiksering af henholdsvis postpositivisme og konstruktivisme til
bestemte grundlæggende metodologiske syn. Problemet med postpositivismen
er ifølge Raunio, dens begrænsede relevans for professio-
144

nel intervention, mens problemet med konstruktivismen er den desorientering,
som forårsages af diversiteten og relativiteten i den viden,
som opnås. Raunio hævder her, at de problemer, der forårsages
af metodologisk selvtilstrækkelighed kan overvindes ved at fundere
forskning i socialt arbejde på den vidensgenerering, som er relevant
for problemløsning (Raunio 2002).
5.10. Postpositivisme, det heuristiske paradigme og ”fallibilistisk
realisme”
En lignende position indtager den amerikanske professor i socialt
arbejde Jeane W. Anastas, som har mere end 20 års erfaring i socialt
arbejde, forskning og uddannelse i socialt arbejde. Hun skrev sammen
med Marian L. MacDonald i 1994 en metodebog for forskning i
socialt arbejde, Research Design for Social Work And The Human
Services. Bogen kom i 1999 i en ny udgave med Anastas som eneforfatter.
Anastas forkaster imidlertid – til Heineman Piepers store fortrydelse
- det ”heuristiske paradigme” og bekender sig til en grundlæggende
realistisk position. Hun præsenterer videnskab og forskning
ud fra en epistemologisk position, som omfatter en bred vifte af
undersøgelsesmodeller. I stedet for at antage det ”heuristiske perspektiv”,
som det er blevet fremlagt af Heineman Pieper og Tyson,
tilslutter Anastas og MacDonald sig den ”fallibilistiske realisme”
med reference til Manicas og Secord som deres epistemologiske
ramme. Denne tilgang kan betegnes som den amerikanske pendant til
den britiske udgave af kritisk realisme, men selv om der er flere lighedspunkter,
er der også en række betydningsfulde forskelle.
Det heuristiske perspektiv karakteriserer Anastas og MacDonald som
snarere et ”standpunkt” end en epistemologi. Derimod er det realistiske
perspektiv et, ud fra hvilket det er muligt at værdsætte og anvende
såvel det, der er blevet kaldt ”kvalitative” eller naturalistiske metoder,
som traditionelle kvantitative metoder. Begreberne kvalitative
og kvantitative metoder erstattes dog hos Anastas og MacDonald af
termerne fleksible og fikserede metoder for at differentiere mellem
disse to generelle forskningsstile. Termen ”fallibilistisk realisme”
blev først foreslået af Donald Campbell i en personlig kommunikati-
145

on (Manicas og Secord 1983:xx), og er i amerikansk kontekst blevet
brugt af Anastas og MacDonald i tekstbogen fra 1994. Anastas var
således den første til at introducere dette perspektiv i forskning i
socialt arbejde (Kazi 2003:4).
Ud over inspirationen fra det heuristiske paradigme trækker Anastas
og MacDonald på forskningsfilosofier og metoder fra en feministisk,
anti-racistisk og politisk radikal tradition, som erkender, at videnskabens
metoder og produkter ikke er apolitiske eller værdifri. Det gælder
bl.a. den feministiske videnskabskritik, som bl.a. Sandra Harding
har fremlagt i Whose Science Whose Knowledge (1991).
5.11. Forskning i socialt arbejde ud fra en realistisk position
Hvordan udføres forskning i socialt arbejde ud fra et (kritisk) realistisk
standpunkt? Dette kan belyses gennem Anastas metodebog til
forskning i socialt arbejde. Anastas – der er professor i socialt arbejde
ved Ehrenkranz School of Social Work, New York University -
integrerer i sin bog Research Design for Social Work and the Human
Sciences (1999) en lang række af undersøgelsesteknikker i en enkelt
epistemologisk ramme, en ramme, som hun kalder ”fallibilistisk
realisme”.
Det epistemologiske fundament for den type videnskabelig tilgang,
som Anastas præsenterer, er det, som Manicas & Secord (1983) kalder
”fallibilistisk realisme”. Det kunne også benævnes som ”postpositivistisk”,
sådan som det bliver i ovennævnte artikel fra 1991 af M.
Fraser et al. i Social Work. Anastas præsenterer i bogen videnskab og
forskning ud fra denne epistemologiske position, som hun opfatter
som en position, der kan rumme en række forskellige undersøgelsesmodeller.
Kendetegnende for den er, at den tilbyder et grundlag
for både traditionelle (positivistiske) og mere ”naturalistiske” undersøgelsesmodeller
(dvs. fortolkende studier af fænomener i deres naturlige
miljø). Risikoen ved at omfavne forskelligartede synspunkter
er, at der så muligvis ikke er nogen, der er helt tilfreds. Anastas vedgår,
at det er usandsynligt, at de, der fx enten helhjertet henholder sig
146

til en konstruktivistisk referenceramme på den ene side eller til en
logisk positivistisk på den anden, vil føle sig tilpas med den position,
hun har valgt. Imidlertid mener hun, at referencerammen vil være
nyttig for majoriteten af socialarbejdere og andre professionelle indenfor
menneskelig service, idet de har respekt for en mangfoldighed
af forskningsmetoder (Anastas 1999:xi).
Anastas søger i bogen at integrere indhold om såvel kvinder som
”farvede” (people of color) i teksten. I forbindelse hermed står hendes
forsøg på at forstå, hvordan racisme, sexisme, heterosexisme, og
andre former for ”bias” (forudindtagethed) kan påvirke begrebsliggørelsen
og udførelsen af forskning. Denne integration er knyttet til
hendes opfattelse af at arbejde inden for en kontekst af et racistisk,
sexistisk og heterosexistisk samfund. Det grundlæggende perspektiv
på forskning er således i nogen grad udformet på grundlag af de kritikker
af sexisme og racisme, som er endemiske i de traditionelle
institutioner og videnskabelige metoder (Anastas 1999:x).
Bogen indledes med en diskussion af forskellige filosofiske perspektiver
inden for samfundsforskningen og fortsætter med problemformulering,
undersøgelsesdesign, metodologiske spørgsmål, der påvirker
dataindsamling og analyse. Anastas præsenterer såvel fixed (omtrent
svarende til kvantitative) som fleksible (stort set svarende til
kvalitative) undersøgelsesmetoder. Denne tilgang giver legitimitet,
værdi og relevans til begge fremgangsmåder. Begrebet ”fleksible
metoder” er foretrukket frem for andre så som ”kvalitative metoder”
(der sammenblander formen for data med metoden) og ”naturalistisk
forskning”, der implicerer en epistemologisk position, som er helt
forskellig fra og mere begrænset end den referenceramme, som realisme
udgør. Termen ”kvantitativ” afvises ligeledes, fordi den sammenblander
dataformen eller analyseformen med den generelle metode:
narrative data kan faktisk analyseres på såvel en fixed som en
fleksibel måde (Anastas 1999:xf).
Den realistiske position har Jeane W. Anastas også fremført i en
artikel om kvalitative evalueringsstudier (Anastas 2004). Kvalitative
147

evalueringsstudier kan være markant forskellige fra kvantitative –
såvel med hensyn til formål og metode, og derfor må kvalitative
evalueringsstudier ifølge Anastas forstås og evalueres på egne præmisser.
Hun definerer i artiklen kvalitativ evalueringsforskning og
beskriver nøgleparametre for kvalitet, som må tages i betragtning,
når man udfører og evaluerer sådanne studier med begreber, som
tager deres epistemologiske antagelser og unikke metoder i betragtning.
De dimensioner, Anastas diskuterer, omfatter: klarhed i forskningsspørgsmål
(problemstilling), identifikation af epistemologisk
referenceramme, brug af teori og forudgående viden på effektiv vis,
at tage højde for etiske spørgsmål, dokumentation af alle aspekter af
studiemetoden, at sikre sig dataenes troværdighed, og at kommunikere
fundene effektivt.
De amerikanske evalueringsforskere Gary T. Henry, George Julnes
og Marvin M. Mark fremlægger i deres bog Realist Evaluation: An
Emerging Theory in Support of Practice: New Directions for Evaluation
fra 1998 en ny syntese af de konkurrerende paradigmer i den
såkaldte ”paradigmekrig”. Det sker ud fra en ny tilgang, en realistisk
evalueringsteori, som søger at inddrage værdier fra såvel postpositivismen
som fra konstruktivistiske traditioner. Alle metoder,
såvel kvalitative som kvantitative, ses som meningsfulde og som
havende styrker og svagheder. I tilgangen pendles der så at sige frem
og tilbage mellem forklaringer og data (Henry et al. 1998).
148

6. Kritisk realisme og socialt arbejdes praksis
Har kritisk realisme relevans for socialt arbejde? Vi er hermed
fremme ved de handlingsmodeller og arbejdsmåder i socialt arbejde,
som kan forbindes med perspektivet (jfr. Hutchinson & Oltedal
2006). Da akademiske diskussioner fortsat spiller en definerende
rolle i udformningen af socialt arbejdes teori og praksis, er det alene
af den grund relevant at se på, hvad den kritiske realisme har at tilbyde.
Det følgende er et forsøg på at drage konsekvenserne af en
kritisk realistisk metateori (et kritisk realistisk perspektiv) for praktisk
socialt arbejde. Hvad betyder en position i kritisk realisme for,
hvordan man anskuer og løser sociale problemer, og hvordan man
griber det praktiske sociale arbejde an? Hvilke implikationer har
kritisk realisme som teoretisk perspektiv for socialt arbejdes metoder?
Jeg trækker i dette kapitel i ekstrem høj grad på ireren Stan Houstons
artikler om kritisk realisme og socialt arbejde, men desuden på øvrige
teoretikere, som har beskæftiget sig med socialt arbejde ud fra et
kritisk realistisk perspektiv (jfr. Payne 2006:86-89). Stan Houston er
lektor i socialt arbejde ved School of Social Work, Queens University
i Belfast, og det er specielt hans artikler i tidsskriftet The British
Journal of Social Work, jeg bygger på. Inden for evalueringslitteraturen
om socialt arbejde har Mansoor A. F. Kazi leveret flere vigtige
bidrag til en realistisk evalueringspraksis (specielt Kazi 1998 og
2003). Endvidere kan de svenske forskere i socialt arbejde Björn
Blom og Stefan Moréns artikel om mekanismerne i socialt arbejde
(Blom/Morén 2003) tydeliggøre, hvad en kritisk realistisk tilgang
kan frem for en positivistisk eller empiristisk tilgang.
6.1. Henimod kritisk realistisk socialarbejde
Med kritisk realisme som udgangspunkt må socialt arbejde tage sigte
på at forstå og forklare adfærd (Houston 2001:853). Opgaven bliver
at (gen)opdage de årsagsmekanismer – om de så ligger i personen, i
deres sociale netværk eller i det omgivende samfund, som giver anledning
til lidelse og undertrykkelse. Samtidig må man huske på, at
149

folk selv rummer ressourcerne til at ændre deres situation. Houston
fremhæver her den kritiske realismes dybde-perspektiv som modsætning
til den overflade-tilgang, som præger mange postmodernistiske
og konstruktivistiske arbejder. Houston kommer i flere af sine artikler
om konsekvenserne af den kritisk realistiske tilgang for socialt
arbejde ind på de metoder, den kritiske realist ville bruge i socialt
arbejdes praksis (specielt Houston 2001, 2005). På baggrund af Houstons
artikler vil jeg i oversigtsform anføre, hvilke former for praksis
og metoder i socialt arbejde, den kritiske realisme vil slå til lyd for.
Jeg vil her komme ind på følgende punkter:
• tilbagevenden til ”dybde” i praksis
• bekæmpelse af mekanismer, som fører til menneskelig undertrykkelse
• frigørende metoder i praktisk socialt arbejde
• styrkelse af de mulighedsskabende mekanismer
• bevidstgørelse som redskab
• selvstyret gruppearbejde som arbejdsmetode
• empowerment
• udvidelse af socialt medborgerskab.
6.2. Tilbagevenden til ”dybde” i praksis
Inden for teorierne om socialt arbejde har udviklingen i lighed med
den øvrige samfundsvidenskabelige teori været præget af ”den lingvistiske
drejning”, diskursteoriens og socialkonstruktivismens opgang
og sejr som det dominerende paradigme. Dette har medført en
fokusering på her-og-nu situationer og den samfundsmæssige overflade
(”en flad ontologi”). Samtidig har udviklingen inden for socialt
arbejde været præget af instrumentalisering: aktivlinien, selvforsørgelse
som mål, New Public Management, mål- og rammestyring,
osv. (se fx Høilund og Juul 2002). Den herskende instrumentalisering
af socialt arbejde har ført væk fra dybde – forstået som forståelse
af årsager til problemerne og kurering af disse. Udviklingen har
150

derimod ført til ”overflade” og vægt på ”præstation” eller ”ydeevne”
(Houston 2001:852ff).
6.3. Vi har bevæget os væk fra ”dybden” til ”overfladen”
David Howe har i en artikel fra 1996 om overflade og dybde i socialt
arbejdes praksis beskrevet en udvikling inden for socialt arbejde,
hvor ”dybde-forklaringer baseret på psykologiske og sociologiske
teorier er erstattet af overflade-betragtninger” (Howe 1996:88). Ifølge
Howe reflekterer socialt arbejdes teorier og praksisser de tider, vi
lever i. Således har socialt arbejde under de postmoderne vilkår trukket
sig tilbage fra dens tidligere optagethed af forståelse, årsager og
helbredelse, for i stigende grad at omfatte ydre instrumentaliserede
former for respons styret af procedurer, kompetence og managementteori.
I et radikalt liberalt perspektiv, siger Howe, bedømmes handlinger
mere ud fra deres resultater og konsekvenser. Det bliver klientens
præstation eller ydelse, der tæller, og ikke, hvad der forårsager den.
”Ydeevne” (performativity) bliver det dominerende kriterium for
videns evaluering, og adfærd bliver ikke mere analyseret i et forsøg
på at forklare den (Howe 1996:88).
Howe skitserer kort konsekvenserne af denne udvikling: ”I drejningen
i retning af friheds-baserede værdier bliver klienter set som frie
agenter og ikke længere som determineret af psykologiske eller sociologiske
kræfter. Personlig ansvarlighed, frihed og valg erstatter
begreber som årsag og determination. F. eks. præges behandlingen af
mennesker, som har let til vrede og vold, ikke af den emotionelle
impulsivitets rødder i en problemfyldt barndom. De undervises snarere
i at ”styre” deres vrede.” (Howe 1996:88f).
Ifølge Howe opmuntrer neo-liberale filosofier socialarbejdere til at
”se klienter som rationelle aktører, som – idet de fuldt oplyste om
situationen – er fri til at vælge, om de vil opføre sig ordentligt eller
dårligt, idet de kender konsekvenserne af deres handlinger.” En konsekvens
heraf er, at socialt arbejde under indflydelse af neo-liberale
151

filosofier bliver ahistorisk: ”Klienter ankommer, faktisk, uden en
historie; deres fortid er ikke længere af interesse.” (Howe 1996:89).
I denne situation bliver socialarbejderen mindre og mindre tilbøjelig
til at reagere med en skræddersyet, professionel intervention baseret
på hans eller hendes egen viden og kunnen. Det bliver i stigende grad
den kategori, som klientens adfærd eller situation passer ind i, der
determinerer den respons, som er foreskrevet. Der er ingen grund til
at undersøge de årsager, der ligger bag adfærden eller situationen.
(Tænk her fx på matchkategorierne inden for det beskæftigelsesorienterede
sociale arbejde).
Socialarbejderen opmuntres ikke til at have selvstændige tanker, men
det kræves, at hun handler kompetent. I denne situation, hvor det
fremherskende bliver standardiserede former for praksis, begrænses
praktikeren til at udføre overflade-responser i overensstemmelse med
forud-indkodede procedurer. Disse arbejdsmåder ”har da heller ikke
brug for den autonome professionelles viden, kunnen og skønsbetonede
kræfter.” (Howe 1996:92).
Disse beskrivelser af udviklingstendenser i socialt arbejde i Storbritannien
kan vel i nogen grad genkendes fra de danske forhold, som
også er præget af standardisering og mindre plads til det individuelle
faglige skøn.
6.4. Brug af ”dybdeteori”
Set i forhold til denne situation betegner kritisk realisme frem for alt
en tilbagevenden til ”dybde” i praksis (Houston 2001:845ff). Men
hvad skal man da forstå ved ”dybde” og brugen af ”dybdeteori”?
Frem for alt indebærer ”dybde” det, der er kendetegnende for realismens
virkelighedsopfattelse, nemlig ”ontologisk dybde”: intentionen
er at trænge bag om virkelighedens fremtrædelsesformer. Heraf følger,
at man søger at identificere og udforske de potentielle årsagsmekanismer
bag de fænomener, man studerer (jfr. også Kazi 2003:22ff).
Bhaskar fremhæver specielt opmærksomhed på de grunde, som
mennesker selv giver, til deres handlinger – for på den måde at und-
152

gå de faldgruber, der ligger i at forklare adfærd på en deterministisk
måde (Houston 2001:854).
Til begrebet ”dybdeteori” hører dog ikke kun teori præget af kritisk
realisme, men også anden dybdeteori. Stan Houston nævner objektrelationsteori,
der er en retning i nyere psykoanalyse, som lægger
vægt på den enkelte personligheds udvikling gennem objektrelationer.
”Objekter er i denne sammenhæng alle ydre personer og faktorer,
som den enkelte forholder sig til og gennem disse relationer ubevidst
gør til dele af sin egen personlighed. Ydre forbilleder, autoriteter,
omsorgsgivere osv. bliver til indre psykiske billeder og strukturer
i jeget. På den måde er vi alle ”skruet sammen” gennem objektrelationer
– på godt og ondt.” (Igra 1989: omslaget). ”Den psykoanalytiske
objektrelationsteori studerer disse psykiske mønstre og deres
dynamik og OBJEKTRELATIONER OG PSYKOTERAPI giver et
samlet overblik med vægten lagt på den britiske skole: Melanie Klein,
D.W. Winnicott, Michael Balint og W.R.D. Fairbairn, men medtager
også amerikaneren Otto Kernberg, der måske er mere kendt
herhjemme.” (Igra 1989: omslaget).
Når Houston peger på objektrelationsteori, skyldes det, at den har
bidraget meget til forståelsen af dybdestrukturer i den menneskelige
personlighed og derfor tilbyder socialarbejdere en forklaringsramme.
Især Klein og Winnicutts idéer opfattes som befordrende. Houston
medgiver dog, at der er andre lige så gyldige teorier om den menneskelige
udvikling, som der kunne trækkes på, fx Vygotskys teorier
(Houston 2005:13f).
Houston knytter endvidere an til Derek Layders teori om sociale
domæner (Layder 1998a), hvori Layder skitserer fire sammenvævede
og gensidigt afhængige livsdomæner: psykobiografi, social interaktion,
menneskelig handling indenfor sociale miljøer, samt samfundsomfattende
fordeling af og ejerskab til ressourcer - svarende de
sociale strukturers indflydelse på det sociale liv (Houston 2005; jfr.
også kap. 2). Selv om Layders fokus på dybdestruktur efter Houstons
opfattelse ikke er så stærk, som det kunne være, udgør domæneteori-
153

en efter hans vurdering en vej fremad for den realistiske forsker.
Layder peger på, hvordan de ”systemiske mekanismer træder direkte
ind i konstitueringen af de sociale miljøer og de sociale møder, som
finder sted i dem. De spiller også en betydningsfuld rolle i struktureringen
af selv-identiteter gennem individuelle psykobiografier”
(Houston 2005:17). Denne indre sammenhæng mellem social
struktur og psykobiografi har været bredt anerkendt. Som eksempler
nævner Houston Ian Craibs studie af, hvordan et individs psykiske
oplevelser er påvirket af samfundsmæssige faktorer, og Nancy
Chodorows påpegning af, hvordan det at være moder bliver socialt
reproduceret gennem kulturelle normer. Houston nævner bl.a. også
Bowlbys arbejder og nyere tilknytningsteori samt økologiske perspektiver
på menneskets udvikling (Houston 2005:17).
6.5. Bekæmpelse af mekanismer, som fører til menneskelig
undertrykkelse
Kritisk realisme lægger som perspektiv vægt på det handlende
menneske, på afdækningen af psykiske og strukturelle mekanismer,
samt at ”udfordre disse, når de fører til menneskelig undertrykkelse”
(Houston 2001:851). Heraf følger en vægt på antiundertrykkende
og frigørende metoder i praktisk socialt arbejde.
Mekanismer, som fører til menneskelig undertrykkelse, må bekæmpes.
Den kritisk realistiske tilgang til socialt arbejde placerer sig
hermed i forlængelse af traditioner inden for kritisk teori og det konfliktteoretiske
perspektiv.
Kritisk realisme understreger også betydningen af forståelse og forklaring
i anti-undertrykkende interventioner. Faktisk hævder den, at
vi kan have viden ikke blot om, hvad der fremtræder som undertrykkende
(på et erfaringsniveau), men også til de underliggende strukturer,
som genererer sådanne fremtrædelsesformer i personen, den
kulturelle sfære og det bredere samfund. Denne koncentration på
strukturer frem for begivenheder i sig selv, sætter os i stand til at tale
om de grundliggende årsager til undertrykkelsen (Houston
2001:855).
154

Dette udgangspunkt betyder, at der med hensyn til metoder og praksis
er mange lighedstræk med de, der anvendes ud fra kritisk teori og
et konfliktteoretisk perspektiv. Fra den kritiske realisme er der således
ikke særlig langt til den position, som Høilund og Juul (2005)
indtager med deres ”normative teori” om socialt arbejde: anerkendende
praksis, som tager udgangspunkt i klienternes ret til at forfølge
deres egen vision om ”et godt liv”. Houston er – i min vurdering –
temmelig meget på linie med målsætningen hos Høilund og Juul, der
angives som ”menneskelig opblomstring”.
Det er således karakteristisk, at Houston knytter an til Habermas og
en kritisk hermeneutisk position, når han diskuterer dydsetik i socialt
arbejde. Han forsøger at udforske implikationerne af Habermas´
position for socialt arbejde. Dyd i socialt arbejde vil ifølge Houston
få næring, når den kritiske hermeneutik, som Habermas fremlægger,
bliver institutionaliseret i praksis, ledelse, forskning, uddannelse og
oplæring (Houston 2003:823). Dyd må ses som en interaktionel og
dialogisk egenskab, og den dydige handling opstår af moralsk interaktion:
”Både Mead og Habermas hævder, at interaktion er den generative
mekanisme, der understøtter både identitetsdannelse og handling.”
(Houston 2003:821). Barriererne for de hermeneutiske bestræbelser
ser Houston rejst i magten, den instrumentelle rationalitet og
kapitalinteresser.
6.6. Styrkelse af de mulighedsskabende mekanismer
Kritisk realisme fokuserer på samspillet mellem aktører og strukturer.
De sidstnævnte ses imidlertid ikke blot som begrænsende, men
også som muliggørende. Først og fremmest må socialarbejderen
identificere de mekanismer, som er mulighedsskabende (enabling)
og søge at styrke deres indflydelse - fx ved at øge kvaliteten af et
barns familiemæssige og sociale netværk. Dette begrunder Houston
frem for alt med, at menneskelige kræfter og kapaciteter principielt
udvikles gennem relationer til andre mennesker – sådan som det
fremgår af objekt-relationstraditionen i psykoanalysen (Houston
2005:17).
155

Denne aktivitet må endvidere komplementeres med interventioner,
som tackler forhindrende (disabling) mekanismer. Væsentligt er
ydermere det forhold, at det kun er, når mennesker bliver bevidst om
disse mekanismer, at meningsfuld forandring kan finde sted. Dette
har store implikationer for metoder i socialt arbejde, idet metoder,
som fremmer bevidstgørelse må tages i anvendelse (Houston
2001:856; 2005:17).
Det er her vigtigt at gøre sig klart, at menneskers – og selvfølgelig
også klienters – handlinger vil være påvirket af såvel iboende psykologiske
mekanismer som bredere sociale mekanismer. Houston
peger på, hvordan forskellige teoretikere har forsøgt at redegøre for
beskaffenheden af disse mekanismer. Fx forstod Freud den menneskelige
adfærd ud fra samspillet mellem bevidste og ubevidste mekanismer
i personligheden. På det samfundsmæssige niveau forsøgte
Marx at forklare virkningerne af økonomiske mekanismer. Kritiske
realister kan således pege på effekterne af en række ”andre sociale
mekanismer, så som patriarkatet og racisme, der får en bestemmende
indflydelse på en persons livsmuligheder” (Houston 2001:851).
Houston henleder opmærksomheden på Margaret Archers analysemodel
for at vise, hvordan den kan bruges af socialarbejdere til at
analysere beskaffenheden af og formen på den sociale struktur og
dens muliggørende og begrænsende egenskaber. Den retter opmærksomheden
mod socialarbejdernes egne interaktioner med andre og
mod, hvordan de kan begynde at udvirke forandringer i sociale strukturer,
som på forskellig vis har indflydelse på klienternes/brugernes
liv (Houston 2004:266).
I sin beskrivelse af praksis i det ”realistiske paradigme” giver Kazi
(2003a) en mere indgående beskrivelse af, hvad det vil sige at arbejde
med mekanismer, som sætter klienten i stand til at nå de ønskede
mål, og mekanismer, som sætter den pågældende ud af stand til at
gøre det. Kazi tager udgangspunkt i det såkaldte Shield projekt i
Yorkshire, hvor socialarbejderne har arbejdet ud fra en realistisk
evalueringstilgang. Som eksempel på praksis beskriver Kazi en case,
156

hvor en 15-årig dreng, K, har været udsat for seksuelt misbrug og er
anbragt i pleje efter forældrenes separation. I analysen af arbejdet
med K viser Kazi, hvordan socialarbejdernes identifikation af en
række hæmmende mekanismer (disabling causal mechanisms) hjalp
dem til at introducere alternative kausalmekanismer, som virkede
forstærkende på de andre befordrende (enabling) kausalmekanismer.
De muliggørende kausalmekanismer blev introduceret for at neutralisere
de hindrende kausalmekanismer, herunder drengens beskadigede
forhold til begge forældre, forældrenes manglende ønsker om at
have kontakt med ham og hans vanskeligheder med at give udtryk
for følelser. Blandt de faciliterende mekanismer kan nævnes en passende
anbringelse, at K falder godt til, passer skolen og opnår bedre
resultater i skolen, at moderen begynder at få indsigt i K.s behov og
bliver i stand til at diskutere hans vanskeligheder, at K kommer i
bedre kontakt med sine følelser og begynder at udtrykke dem (Kazi
2003a:813).
Den realistiske tilgang indebærer således en systematisk eftersporing
af resultater (outcomes), mekanismer, kontekster og interventionens
indhold i hver enkelt case. I sammenligning med andre paradigmer
sætter den kritiske realisme undersøgeren i stand til ”at grave dybere
ned i det sociale arbejdes indlejringer i de flydende, uforudsigelige
kontekster, som (…) ofte er et vigtigt kendetegn ved socialt arbejdes
praksis” (Kazi 2003a:816).
6.7. Bevidstgørelse som redskab
Kritisk realisme vil fremme øget bevidstgørelse som en central strategi
til at tackle undertrykkelse med, og man kan nævne ’selv-styret
gruppearbejde’ som én metode at udfolde denne strategi med.
Når bevidstgørelse fremstår som et vigtigt arbejdsredskab til forandring,
kan det ses i god forlængelse af, at Bhaskar sætter spotlys på
menneskelige handlingers ’transformative’ potentiale (se fx Bhaskar
1989:5ff og Bhaskar i Archer et al. 1998a:xvi). Hermed knytter kritisk
realisme an til en lang tradition inden for den retning, som David
Howe karakteriserer som ”radikal humanisme” (Howe 1987:121ff).
157

Howe gør rede for den praksis, som ligger i forlængelse af dette perspektiv:
Det drejer sig primært om at analysere personlige problemer
i en politisk kontekst og se de politiske årsager til de personlige problemer.
I modsætning til den radikale strukturalist er den radikale
humanist overbevist om, at det er vigtigt at forandre mennesker.
Målsætningen i dette arbejde bliver derfor at øge undertrykte gruppers
forståelse og viden om deres situation samt i sidste ende sætte
dem i stand til at tage kontrol over deres eget liv (Howe 1987:128ff).
Kritiske realisters metoder ligger i den henseende i god forlængelse
af den brasilianske pædagog Paulo Freires tanker (Freire 1997). Freire,
som i eksil skrev bogen De undertryktes pædagogik (1968), så
netop målet med uddannelse som en fundamental forandring.
6.8. Empowerment
Selvstyret gruppearbejde og bevidstheds-øgende metode er som metoder
særlig relevante for at ”få kritisk realistiske tanker frem, fordi
de er opmærksomme på empowerment af brugere, samtidig med, at
de fokuserer på de dybe mekanismer, som genererer undertrykkelse”
(Houston 2001:855f).
Empowerment er i de senere år blevet et meget brugt mode-ord, som
kan antage mange forskellige betydninger og indgå i vidt forskellige
strategier. Men empowerment forstået som konfliktteoretisk begreb
må dog ses som et begreb, der er ”uløseligt forbundet med kritik af
og kamp mod uretfærdige fordelinger af magt og indflydelse (…)
processer, der forbedrer underpriviligerede individers og sociale
gruppers evne til at skabe og håndtere mentale, materielle, sociale,
kulturelle og symbolsk relevante ressourcer” (Andersen m.fl.
2003:9). Empowerment perspektivet er i denne forståelse et begreb i
et kritisk teoretisk perspektiv, som tager sigte på (samfunds)forandring,
og ikke på reproduktion af samfundsforhold, som
virker undertrykkende på de pågældende individer eller grupper.
Som Jytte Faureholm anfører, har det voldt mange kvaler at oversætte
begrebet empowerment. Hun oversætter det selv til det danske ord
selvoprejsning, men er samtidig bevidst om, at det ikke er ”et dæk-
158

kende udtryk for den dynamiske proces, magt og styrkedimension,
der er indeholdt i det engelske empowerment begreb.” (Faureholm
1996:143).
Empowerment handler i den tradition, som kritisk realisme knytter
an til, om at konfrontere undertrykkelse. Dette forudsætter en forståelse
af såvel undertrykkelse som magt. Undertrykkelse kan forstås
som ”den proces, som skaber, opretholder og opstår ud af den tingenes
tilstand”, hvor grupper eller individer med magt (undertrykkerne)
”på uretfærdig vis begrænser liv, erfaringer og/eller muligheder i
grupper eller hos individer med mindre magt (de undertrykte)” (jfr.
Mullender/Ward 1991:4).
Mullender og Ward knytter an til Steven Lukes radikale magtforståelse,
som udvider magtbegrebet til også at omfatte mindre åbenlyse
former for magtudøvelse, som eksempelvis ”ompakningen af offentlige
dårligdomme under dække af private problemer”. Sigtet med
empowerment er i denne tradition at sætte servicebrugerne i stand til
at se bag om alle røgslør og opfatte magt som det, den er. Det at frigøre
undertrykte mennesker til at vælge aktiv modstand mod undertrykkelse
forudsætter således en bevidstgørelsesproces. I de gruppeprocesser,
som skal føre frem til empowerment, spiller bevidsthedsforøgelse
derfor en central rolle som teknik (jfr. Mullender & Ward
1991:92-95).
En konfrontation mod undertrykkelse forudsætter en konfrontation
med magten. Empowerment praksis er på denne måde politisk i selve
sin karakter. Det, der fremtræder som personligt, viser sig nemlig at
være dybt politisk. Servicebrugerne bliver gennem processen hjulpet
til at analysere, konfrontere og transformere magtudøvelse. Empowerment
praksis indebærer en konfrontation med undertrykkelse,
hvad enten denne skyldes race, køn, seksuel orientering, alder, klasse,
handicap, eller hvilken som helst anden form for social differentiering,
hvor højere og lavere rang holdes på plads gennem magtudøvelse
(Mullender & Ward 1991:31).
159

Mullender & Ward fremhæver en række grundlæggende principper i
empowerment praksis. Blandt disse kan nævnes understregningen af
brugernes rettigheder: ”Mennesker har rettigheder, inklusive retten til
at blive hørt og retten til at kontrollere deres eget liv. Det følger heraf,
at mennesker også har retten til at vælge, hvilken slags interventioner
i deres liv, de vil acceptere. Servicebrugere må altid gives retten
til at beslutte, hvorvidt de vil deltage i selv-styret arbejde eller ej, og
retten til at definere de spørgsmål, der skal diskuteres, samt skride til
handling ud fra dem.” (Mullender & Ward 1991:30f; Mullender og
Wards kursivering, SAA).
6.9. Selvstyret gruppearbejde som arbejdsmetode
Kritiske realister fremhæver det transformative potentiale i menneskelige
handlinger (agency). Det betyder som sagt, at man bør anvende
metoder, som fremmer bevidstheds-øgning. Som en model
for en sådan arbejdsmetode kan man henvise til ”selv-styret gruppearbejde”
(Houston 2001:855). Kendetegnende for selv-styret
gruppearbejde som metode er, at gruppemedlemmerne skal analysere,
hvorfor de problemer, de har identificeret, eksisterer. Dette er
forudsætningen for at kunne bevæge sig fra det at lægge skylden på
sig selv for ens egne problemer til at blive mere opmærksom på den
undertrykkelse, som foregår i større skala, og herfra sætte ind på
social forandring.
Modellen for det selvstyrede gruppearbejde er oprindelig udarbejdet
af Audrey Mullender og Dave Ward i bogen Self-directed Groupwork:
Users take Action for Empowerment (1991). De ser således
begrebet ”empowerment” som en ”styrkende praksis”, der frem for
alt kan udmøntes i gruppearbejde.
Ifølge Mullender og Ward må empowerment-handlinger nødvendigvis
være selv-styrende, dvs. styret af brugerne. Desuden må de også
modsætte sig undertrykkelse, dvs. tilstande, hvor underpriviligerede
menneskers livsmuligheder begrænses af undertrykkende sociale
strukturer og dominerende samfundsgruppers interesser. Dette indebærer
konfrontation med såvel direkte magtudøvelse som magtopret-
160

holdelse gennem sociale strukturer. Når arbejdet foregår bedst i
grupper, skyldes det, at der her er mulighed for at modvirke den individualisering
af private vanskeligheder, som kendetegner meget
individuelt arbejde og arbejde med familier (jfr. Payne 2006:390ff).
Det drejer sig om at bringe mennesker med fælles behov og problemer
sammen: ”I grupper bliver disse private vanskeligheder hurtigt
til fælles vanskeligheder og danner hermed grundlag for analyse af
deres strukturelle kilder, samt handling i fællesskab med henblik på
at frembringe forandring.” (Ward 1998:157).
Mullender og Ward skitserer i deres bog en model med fem trin i et
bruger-styret gruppearbejde. Før de professionelle møder brugerne,
finder de sammen om de grundlæggende værdier, som skal styre
arbejdet. De skal bl.a. være enige om at prioritere brugernes stærke
sider frem for at sætte negative etiketter på dem. De skal også være
klar over, at deres rolle i processen er at være facilitatorer, dvs. nogen,
der letter processen for deltagerne. Det er fase A.
Herefter starter den professionelle gruppen (fase B). I fase C hjælper
den professionelle gruppen med at finde frem til emner og med at
analysere problemerne. Samtidig opfordrer hun gruppen til at beslutte,
hvilke handlinger, der skal iværksættes. Dvs. gruppen forbereder
sig i denne fase på handling: Hvordan kan deltagerne iværksætte
forandringsprocesser?
Derefter følger fase D, hvor gruppen sætter handlinger i gang, idet de
udfører de besluttede handlinger. Endelig følger fase E, hvor gruppen
overtager ledelsen af gruppen, idet den professionelle gradvist træder
mere i baggrunden og måske helt forlader gruppen (Mullender &
Ward 1991; jfr. beskrivelsen af modellen hos Faureholm
1996:145ff).
Metoden er i dansk sammenhæng blevet udviklet af bl.a. Ken Heap,
Jytte Faureholm og Jutta Aude. Sidstnævnte redegør i bogen Selvstyret
gruppearbejde: Empowerment i praksis (2000) for denne tilgang,
hvor selvstyring er et nøgleord. For så vidt den professionelles rolle i
161

høj grad består i at ”opmuntre til at gruppen sætter sin egen dagsorden
og definerer egne mål”, kan man sige, at metoden tager sigte på
at ”undgå objektgørelse” og ”klientgørelse” (jfr. Aude 2000:22f).
Metoden kan således også siges at imødekomme kravet om ”øget
brugerindflydelse” i det sociale arbejde.
Jutta Aude gør i forlængelse af den model, som Mullender og Ward
har udarbejdet, rede for de fremgangsmåder, der kan benyttes ved
igangsætning af selvstyrende gruppearbejde. Hun giver endvidere et
konkret eksempel fra praksis med udgangspunkt i projektet ”Pasning
af handicappet ægtefælle i eget hjems regi”.
Aude beskriver såvel processen i hele forløbet som de faser, gruppen
gennemgik, frem til projektets afslutning. Her var gruppemedlemmerne
blevet hinandens netværk i dagligdagen og var klar til endeligt
at tage over. Af forfatteren defineres empowerment i det selvstyrede
gruppearbejde som ”en professionelt understøttet proces, som indebærer
en mobilisering og frigørelse af menneskelige potentialer til
forandring og udvikling – ”erobring af verden” (Paulo Freire) – ud
fra de involveredes egne problemdefinitioner, egen problemforståelse
og egne forslag til og udførelse af handlinger.” (Aude 2000:18).
6.10. Udvidelse af socialt medborgerskab
I forlængelse af en empowerment-tilgang kunne en kritisk realistisk
strategi også tage sigte på at udvide medborgerskabsbaseret praksis.
Kritisk realisme fremlægger det teoretiske grundlag, ud fra hvilket
socialt medborgerskab kan udvides (Houston 2001:857).
Der er en tæt sammenhæng mellem empowerment og (sociale) rettigheder.
Man kan dog også skelne mellem de to begreber og se empowerment
som spørgsmål vedrørende en borgers kapaciteter, mens
rettigheder snarere vedrører institutionelt anerkendte muligheder
(Alsop 2005:71). Der er således både et overlap og en gensidig interaktion
mellem rettigheder og empowerment. Hvor empowerment kan
ses som en proces, ”der forøger et individs eller en gruppes kapacitet
til at træffe valg og omforme disse til ønskede handlinger og resulta-
162

ter” (Alsop 2005:120), forekommer det mig vigtigt at relatere borgerens
handlingskapaciteter til dennes mulighedsstruktur. Alsop
(2005:121) definerer ”mulighedsstruktur” som ”de aspekter af konteksten,
hvori aktøren handler, og som er afgørende for deres evne til
at omforme handlemuligheder til effektiv handling.” En borgers mulighedsstruktur
”formes netop gennem tilstedeværelsen af en række
formelle og uformelle institutioner, hvortil hører lovene, regulerende
rammer og normer som styrer menneskers adfærd” (Alsop
2005:121). Hermed rettes blikket mod borgerens samlede livssituation,
men specielt mod de muligheder, som velfærdssystemet tildeler
denne.
Forandringer fremkaldes bl.a. af nye former for socialt medborgerskab,
og selv om talen om borgerskab, rettigheder og deltagelse i
britisk sammenhæng kan synes fragmentarisk, kan sådanne tanker
ifølge Houston åbne op for nye muligheder for social organisering og
dialog. I socialt arbejde med børn og familier kan Houston fx se tendenser
til ”en tilbagetrækning fra en risiko-orienteret, procedurebestemt
service til en, som er mere optaget af partnerskab, diskretion,
en behovsstyret tilgang samt et fokus på socialt netværk” (Houston
2001:857).
Den engelske sociolog T. H. Marshall udviklede i sin tid (1949) et
sociologisk begreb om medborgerskab (”citizenship”), som sætter
fokus på de sociale rettigheder forstået som ”en kategori af rettigheder,
der er tæt knyttet sammen med dét at være medborger i velfærdsstaten”
(Ejrnæs 2004:174). I de såkaldt liberale velfærdsstater,
som fx England, er sociale rettigheder imidlertid ”i altovervejende
grad en vare, der købes på markedet på linje med andre ydelser”
(Jæger & Kvist 2004:67). Det gælder fx arbejdsløsheds- og sygeforsikring,
men også andre serviceydelser, og der er derfor i høj grad
baggrund for at kæmpe for en udvidelse borgernes sociale rettigheder.
I Skandinavien er adgangen til sociale rettigheder imidlertid hovedsagelig
baseret på statsborgerskab. Selv om staten her tilvejebringer
163

en stor mængde sociale rettigheder, kan der alligevel ofte eksistere et
skel imellem rettigheder i teorien og rettigheder i praksis (Jæger &
Kvist 2004:58ff).
Lena Dominelli, en fremtrædende britisk forsker i socialt arbejde, har
for nylig beskrevet, hvordan fremvæksten af ”worfare-staten” som
erstatning for ”velfærdsstaten” har understreget koblingen mellem
arbejde (deltagelse på arbejdsmarkedet) og sociale rettigheder. En
stor gruppe medborgere, som ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet
(pga. fx alderdom, handicap, sygdom mm.), berøves i vid udstrækning
deres medborger-rettigheder og kan ikke forfølge deres velfærdsbehov.
Aktivt medborgerskab bør således ifølge Dominelli
omfatte samfundets svageste medlemmer (dvs. også socialt ekskluderede
mennesker), hvis vi skal undgå en kløft mellem teoretisk og
faktisk medborgerskab (Dominelli 2004:232ff).
Mange mennesker synes også i Danmark at være berøvet et fuldt
medborgerskab i samfundet i og med, at de ikke har samme rettigheder
som andre. Der tænkes her bl.a. på grupper af flygtninge og indvandrere.
Den danske sociolog Morten Ejrnæs har peget på, at flygtninge
og indvandrere er en kategori af mennesker, der til trods for at
de opholder sig relativt permanent i landet, ikke har de samme rettigheder
som landets statsborgere. Dette forklarer Ejrnæs som en konsekvens
af, at retten til sociale ydelser ofte er knyttet sammen med
statsborgerskab (Ejrnæs 2004).
Kampen for et udvidet socialt medborgerskab må derfor efter min
opfattelse også anses for en relevant strategi i Danmark.
6.11. Har kritisk realisme en ”praksis-validitet”?
Hvilken relevans har kritisk realisme for socialt arbejdes praksis? I
British Journal of Social Work har man diskuteret dette spørgsmål på
grundlag af begrebet ”praksisvaliditet”. Det indebærer, at den viden,
som den kritiske realisme tilbyder, skal kunne have relevans eller
gyldighed for praksis.
164

Michael Sheppard har i 1995 hævdet, at vi, når vi vurderer viden i
socialt arbejde, ikke blot må beskæftige os med denne videns teoretiske
validitet, dvs. hvorvidt en form for viden kan betragtes som valid
i epistemologiske eller metodologiske termer. Vi skal desuden beskæftige
os med det, som Sheppard kalder praksis-validitet. Hermed
refererer han til ”den udstrækning, hvori viden antager en form, som
er konsistent med socialt arbejdes natur og formål” (Sheppard, her
refereret efter Parton 2000:450). Her må man naturligvis også tage
de ændringer, der er sket i det sociale arbejdes natur gennem de senere
år, med i betragtning. Det vil sige, diskussionen drejer sig i sidste
instans om relationen mellem teori og praksis i socialt arbejde.
Kan kritisk realisme faktisk levere gyldig praktisk viden til socialt
arbejde – professionens særlige bane her i senmoderniteten taget i
betragtning? Sådan spørger Stan Houston i sin artikel i tidsskriftet
British Journal of Social Work i 2001. Han svarer bekræftende, men
dog også tentativt, idet han anerkender, at socialt arbejde er påvirket
af ”andre samfundsmæssige imperativer” – eller sociale strukturer –
der ”afkræfter eller udfordrer dets essentielle henvisning inden for
velfærdsstaten til omsorg, kontrol og helbredelse”. Det er således
umuligt at se bort fra betydningen af ”de strukturelle begrænsninger,
der til enhver tid bliver lagt på socialt arbejde” (Houston 2001:857).
Selv om kritisk realisme kan levere indsigter i beskaffenheden af
vore dages sociale arbejde, bør den viden, der udvikles, være viden
for socialt arbejde. Dvs. den burde antage en form, som er konsistent
med det sociale arbejdes formål og beskaffenhed. Heri ligger det, at
teoretisk validitet i sig selv ikke er nok, men det, der er brug for, er,
at den pågældende viden netop har en praktisk validitet. Man kan
altså ikke bare tage den seneste mode i samfundsteorien og tro, at
den uproblematisk kan appliceres på socialt arbejdes teori og praksis
(Houston 2001:856f). For at en teori eller et perspektiv kan anvendes
i praksis, må den, som Payne (2006:18) også fremhæver, kunne tilbyde
en model med eksplicit vejledning. Den må kunne sætte socialarbejdere
i stand til at kunne finde handlemuligheder.
165

For Sheppard (1998) har ovennævnte begrænsninger ført til et praksis-paradigme,
som repræsenterer socialt arbejdes ”formodede verden”.
På trods af disse begrænsninger kan kritisk realistiske ideer
præsenteres som måder at analysere og løse problemer på inden for
eksisterende undersøgelsesfelter. De kan efter Houstons opfattelse
udgøre udfordringer for socialarbejdere i deres kamp med daglige
modsætninger, som involverer det ’personlige’ og det ’politiske’. De
kan her føre til processer, hvor de kan vise sig at have evne til at
omforme tilsyneladende modsætninger. Der arbejdes hele tiden i et
grænseland mellem begrænsninger og muligheder (Houston
2001:857).
Houston fremhæver, at der er farer ved at applicere begrebet praksisvaliditet
for snævert. Praksisvaliditet er et omstridt område, og et
område, der hele tiden udvikler sig dynamisk, idet det er underlagt
fordringer og krav udgående fra ”sociale tendenser, politiske luner og
internationale påvirkninger”. I denne ’flydende’ situation er kritisk
realisme ikke den eneste udfordring til denne snævert definerede
praksisvaliditet, der bliver brudt gennem ”bureau-professionalismens
linse”. (Houston 2001:857).
Hvis vi, hævder Houston, anlægger et mere nuanceret syn på, hvad
der konstituerer en videns ”praksisvaliditet”, så vil kritisk realisme
være af central relevans for socialt arbejde. Dens relevans ligger
frem for alt i dens evne til at tilbyde en meta-teori til at lede vores
analyse af en række sociale anliggender og processer, som optager
brugere, praktikere, ledere, politikudviklere og politikere, der søger
at redefinere socialt demokrati (jfr. Giddens).
6.12. Emancipatorisk praksis
Et kritisk realistisk perspektiv er tæt knyttet til emancipatoriske former
for praksis i socialt arbejde. Houston argumenterer for, at
Bhaskars projekt har betydning for socialt arbejde, fordi det vender
sig mod de ’strukturer’, som determinerer, begrænser og undertrykker
vores aktiviteter. Det tilbyder på den måde ”en forklaring på de
strukturelle hindringer for menneskelig udvikling og faciliterer der-
166

ved programmer (former for indsats), som fører til emancipatorisk
transformation af disse strukturer.” (Houston 2001:846). Houston
understreger, at der er brug for en samfundsteori, som kan forklare,
hvorfor fremtrædelsesformer antager de former, som de gør, dvs. en
teori som kan afdække de underliggende faktorer, eller de strukturer,
som hverdagslivets realiteter bygger på.
Kritisk realisme lægger vægt på menneskets handlekraft, menneskers
evne til aktivt at transformere deres livsverden. Den er her på linje
med socialkonstruktivismens indsigt i, at mennesker kan omforme
deres hverdagsverden, men giver samtidig en med adækvat forståelse
af samfundslivet ved at anerkende den rolle, som strukturelle faktorer
spiller (jfr. Houston 2001:851).
På den anden side afviser den kritiske realisme de angreb på humanitet
og selve begrebet om ”det menneskelige subjekt”, som er kommet
fra den postmodernistiske tænkning. Her har man ikke blot erklæret
”Guds død”, men også ”Menneskets død” (jfr. kap. 2). Overfor sådanne
forsøg på at reducere de menneskelige egenskaber og kræfter,
hævder kritiske realister, at den menneskelige handleevne må indtage
en central stilling i socialt arbejde (Houston 2001:849, jfr. Archer
2000).
I modsætning til konstruktivistiske terapier, som misser den pointe,
at mange problemer har rødder i samfundsmæssige modsætninger,
fokuserer den kritiske realisme på de dybtliggende årsager til undertrykkelse.
Som Mullender og Ward i forbindelse med deres selvstyrede
gruppearbejde har påpeget, så er ”arbejdet med gruppemedlemmer
for at analysere hvorfor de spørgsmål, som de har identificeret,
eksisterer, det særlige træk, som karakteriserer en praksis, som
søger at opnå empowerment. Uden den kan der ikke være nogen
opmærksomhed på den mere omfattende undertrykkelse, ingen bevægelse
i retning af at overskride bebrejdelsen sig selv for ens egne
problemer og henimod en større bevidsthed og stræben efter social
forandring.” (Mullender og Ward, citeret efter Houston 2001:856).
167

Socialt arbejdes rolle bliver således set som både forandringsorienteret
og frigørende. Det indgår hermed i forlængelse af den tradition
for ”radikalt socialt arbejde”, som opstod i 1970erne, og som siden er
videreført i feministisk socialt arbejde, anti-racistisk socialt arbejde
og anti-undertrykkende socialt arbejde (jfr. Dominelli 1998). Kendetegnende
for denne tilgang er opmærksomheden på de kontekstuelle
og strukturelle faktorers betydning for forståelsen af sociale problemer
og af socialt arbejde. Der lægges vægt på strukturelt betingede
forklaringer af sociale problemer, ligesom der lægges vægt på en
forståelse af klientens strukturelle betingelser (boligvilkår, indkomstforhold,
familiemønstre, arbejdsmarkedstilknytning mv.) (jfr.
Casswell 2005:28ff).
Social forandring på både et individuelt og et samfundsmæssigt niveau
ses som centrale elementer i ”frigørende socialt arbejde”. Når
socialt arbejdes rolle bliver at fremme social forandring og medvirke
til udformning af socialpolitikken og dermed samfundsudviklingen,
kan socialarbejderen defineres som ”socialpolitisk aktør”. Her bliver
det ud over at fremme empowerment af brugerne/klienterne socialrådgiverens
opgave at ”give stemme til klienterne” indefra i systemet.
Om dette bruges der ofte begrebet ”advocacy”. Der er således
klare paralleller mellem advocacy og empowerment. Caswell nævner
eksempelvis, at socialarbejdere på beskæftigelsesområdet kan tænkes
at gøre brug af den socialpolitiske aktørrolle ”i forhold til udvikling
af tilbud til klienterne, i forhold til deres interaktion med det administrative
og politiske niveau i kommunen og i forhold til påvirkning af
de aktører, som bredere set spiller en rolle i bestræbelserne på at
styrke klienternes muligheder for integration på arbejdsmarkedet (fx
lokale virksomheder, repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter
mv.).” (Casswell 2005:35).
Caswell peger endvidere på tre niveauer for empowerment: (i) at
forbedre klientens myndiggørelse, (ii) at anvende organisationens
magtfordel til klientens bedste, samt (iii) at engagere sig i politiske
aktiviteter, som går ud over socialarbejdernes egne professionelle og
organisatoriske rammer (Caswell 2005:35f). Som handlende aktører
168

kan socialarbejderne ”medvirke til at konstruere (og i nogle tilfælde
transformere) de strukturelle betingelser, som de handler indenfor”
(Caswell 2005:71). Denne orientering mod social forandring rækker
ifølge Caswell ”ud over klienten som individ og hen imod de mulighedsstrukturer,
som har betydning for de mulige løsninger på et givet
socialt problem.” (Caswell 2005:71; min fremhævelse, SAA).
6.13. Hvad kan kritisk realisme bidrage med?
Houston (2001) opsummerer, hvad kritisk realisme kan bidrag med i
tre hovedpunkter:
• gennem sin interesse for menneskelig emancipation kaster
den lys over de kontroverser, der er omkring de dybt rodfæstede
årsager til, processer i og resultater af social eksklusion, og
omkring, hvor vidt socialt arbejde snarere forværrer end letter
de problemer, som mange marginaliserede mennesker konfronteres
med.
• gennem sin opmærksomhed på ”menneskelig handling” sørger
den for de teoretiske underbygninger, ud fra hvilke socialt
medborgerskab kan blive udvidet i det statslige socialarbejde
• ved at vende vor opmærksomhed tilbage mod ”dybde” i socialt
arbejde, tilbyder den en stærkt tiltrængt modgift til den kritik,
der har været af, at socialt arbejde har mistet sit kerneanliggende:
lindringen af menneskelig elendighed.
Postmoderne konstruktionisme vil – efter Houstons opfattelse – kun
kunne opnå begrænset succes på disse områder, fordi den subjektiviserer
den ”virkelige” samfundsverdens indflydelse (Houston
2001:858).
169

7. Litteratur
Abercrombie, Nicholas, Stephen Hill and Bryan S. Turner
(1994): Dictionary of Sociology. Harmondsworth: Penguin.
Ackroyd, Stephen (2004): “Methodology for management and organisation
studies: Some implications of critical realism”, i Fleetwood,
Steve & Ackroyd, Stephen , red.: Critical Realist Applications
in Organisation and Management Studies. London and New York:
Routledge , s. 137-163.
Ackroyd, Stephen og Steve Fleetwood, red. (2000): Realist Perspectives
on Management and Organisations. London: Routledge.
Alsop, Ruth, red. (2005): Power, Rights, and Poverty: Concepts and
Connections. Washington DC: The World Bank.
Anastas, Jeane W. (1999): Research Design for Social Work and
the Human Services. Second Edition. New York: Columbia University
Press.
Anastas, Jeane W. (2004): ”Quality in Qualitative Evaluation: Issues
and Possible Answers” i Research on Social Work Practice,
Vol. 14, No. 1, s. 57-65.
Anastas, Jeane W. & MacDonald, Marian L. (1994): Research
Design Fot Social Work And The Human Services. NEW York: Lexington
Books.
Anastas, Jeane W. (2004): ”Quality in Qualitative Evaluation: Issues
and Possible Answers”, i Research on Social Work Practice,
Vol. 14, nr. 1, January 2004, s. 57-65.
Angel, Björn Øystein (2003): “Evidensbaserte programmer –
kunnskapsformer og menneskesyn i sosialt arbeid”, i Nordisk sosialt
Arbeid Nr. 2, 2003, s. 66-72.
Andersen, John et al. (2003): Empowerment i storbyens rum – et
socialvidenskabeligt perspektiv. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Archer, Margaret S. (1995): Realist social theory: the morphogenetic
approach. Cambridge: Cambridge University Press.
Archer, Margaret S. (1998): ”Social theory and the analysis of Society”,
i May, Tim og Malcolm Williams (1998): Knowing the Social
World. Buckingham: Open University Press, s. 69-87.
170

Archer, Margaret et al. (1998a): Critical Realism: Essential Readings.
London/New York: Routledge.
Archer, Margaret S. (2000): Being Human: The Problem of
Agency. Cambridge: Cambridge University Press.
Archer, Margaret, Rachel Sharp, Rob Stones, and Tony Woodiwiss
(1999): ”Critical Realism and Research Methodology”, i Journal
of Critical Realism. Alethia vol. 2, no. 1, s. 12-16.
Aude, Jutta (2000): Selvstyret gruppearbejde: Empowerment i praksis.
Frederikshavn: Dafolo Forlag.
Baert, Patrick (2005): Philosophy of the Social Sciences: Towards
Pragmatism. Cambridge: Polity.
Beck, Ulrich (1996): ”World Risk Society as Cosmopolitian Society?”,
i Theory, culture & Society. London: SAGE, s. 1-32.
Beckett, Chris & Andrew Maynard (2005): Values & Ethics in
Social Work. London: SAGE.
Benjaminsen, Lars (2006): ”Sociale mekanismer og statistiske modeller
– mellem tal og teori”, i Ole Bjerg og Kaspar Villadsen, red.:
Sociologiske metoder – fra teori til analyse i kvantitative og kvalitative
studier. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur, s. 67-83.
Benton, Ted & Ian Craib (2001): Philosophy of Social Science.
Houndmills: Palgrave.
Bhaskar, Roy (1998, opr. 1979): The Possibility of Naturalism: A
Philosophical Critique of the Contemporary Human Sciences. 3.
Udgave. London: Routledge.
Bhaskar, Roy (1989): Reclaiming Reality: A Critical Introduction to
Contemporary Philosophy. London/New York: Verso.
Bhaskar, Roy (1998a): “Philosophy and Scientific Realism”, i
Archer, Margaret et al., red.: Critical Realism: Essential Readings.
London/New York: Routledge, s. 16-47.
Borbye, Merete et al. (1981): Sociale netværk set som teori og som
ressource i praktisk socialt arbejde. Udg. af Komiteen for Sundhedsoplysning.
Brante, Thomas (1997): ”Kausal realism och sociologi”, i Sociologisk
forskning, hft. 1-2, s. 311-334.
Brown, Andrew, Fleetwood, Steve & Roberts, John Michael, red.
(2002): Critical Realism and Marxism. London: Routledge.
171

Buch-Hansen, Hugo og Nielsen, Peter (2005): Kritisk realisme.
Frederiksberg. Samfundslitteratur/Roskilde Universitetsforlag.
Bundesen, Peter (2006): Sociale problemer og socialpolitik.
Odense: Odense Universitetsforlag.
Calhoun, Craig (1995): Critical Social Theory. Oxdford: Blackwell.
Calhoun, Craig (2001): ”The Critical Dimension in Sociological
Theory”, i Jonathan H. Turner, red.: Handbook of Social Theory,
New York, Boston, Dordrecht, London, Moscow: Kluwer Academic
/ Plenum Publishers, s. 85-112.
Calhoun, Craig (2002): Dictionary of the Social Science. Oxford:
Oxford University Press.
Carstens, Annette (1998): Aktivering, klientsamtaler og socialpolitik.
Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Carter, Bob og Caroline New, red (2004): Making Realism Work:
Realist Social Theory and Empirical Research. London: Routledge.
Carter, Bob og Caroline New (2004a): “Introduction: Realist social
theory and empirical research”, i samme, red. Making Realism Work:
Realist Social Theory and Empirical Research. London: Routledge,
s. 1-20
Caswell, Dorte (2005): Handlemuligheder i socialt arbejde – et
casestudie om kommunal frontliniepraksis på beskæftigelsesområdet.
Roskilde Universitet: Institut for samfundsvidenskab & erhvervsøkonomi.
Christensen, Søren og Daugaard Jensen, Poul-Erik (1980): Magt
og deltagelse. Bind I: Magt. Kbh.: Institut for Organisation og Arbejdssociologi.
Clarke, John (2001): ”Social Problems: Sociological Perspectives”,
i Margaret May, Robert Page and Edward Brunsdon, red.: Understanding
Social Problems: Issues in Social Policy. Blackwell, s. 3-
15.
Collier, Andrew (1994): Critical Realism: An Introduction to Roy
Bhaskar´s Philosophy. London/New York: Verso.
Coniavitis Gellerstedt, Lotta (2005): “Layders teori om sociala
domäner”, i Danermark, Berth, red.: Sociologiska perspektiv på funktionshinder
och handicap. Lund: Studentlitteratur, s. 103-122.
172

Corby, Brian (2006): Applying Research in Social Work Practice.
Maidenhead: Open University Press.
Creaven, Sean (2001): Marxism and Realism: A Materialistic Application
of Realism in the Social Sciences. London: Routledge.
Crompton, Rosemary (1993): Class and Stratification: An Introduction
to Current Debates. Cambridge: Polity Press.
Cruickshank, Justin (2003): Realism and Sociology: Antifoundationalism,
ontology and social research. London: Routledge.
Cruickshank, Justin (2003a): Critical realism: The difference that
it makes. London: Routledge.
Cuff, E.C. og G.C.F. Payne (1989): Perspectives in Sociology. Second
Edition. London: Unwin Hyman.
Dahler-Larsen, Peter & Krogstrup, Hanne Kathrine (2003): Nye
veje I evaluering. Århus: Systime Academic
Danermark, Berth et al. (1997): Att förklara samhället. Lund. Studentlitteratur.
Danermark, Berth et al. (2002): Explaining Society: Critical Realism
in the Social Sciences. London: Routledge.
Danermark, Berth (2005): “Sociologiska perspektiv på funktionshinder
och handicap”, i samme, red.: Sociologiska perspektiv på
funktionshinder och handicap. Lund: Studentlitteratur, s. 13-36.
Dean, Kathryn et al. (2006): Realism, Philosophy and Social Science.
Houndmills: Palgrave MacMillan.
Delanty, Gerard (1997): Social Science: Beyond Constructivism
and Realism. Buckingham: Open University Press.
Denzin, Norman K. & Lincoln, Yvonna S. red. (1994): Handbook
of Qualitative Research. Thousand Oaks: SAGE.
Denzin, Norman K. & Yvonna S. Lincoln, red. (1998): “Introduction:
Entering the Field of Qualitative Research”, s. 1-34, in samme,
red. Collecting and Interpreting Qualitative Matterials. Thousand
Oaks: SAGE.
Dickens, Peter (2004): Society & Nature. Cambridge: Polity.
Dominelli, Lena (1998): “Anti-oppressive practice in context”, s. 3-
22, i Robert Adams et al., red.: Social Work: Themes, Issues and
Critical Debates. Houndsmills: Palgrave.
173

Dowding, Keith (1996): Power. Buckingham: Philidelphia: Open
University Press.
Dominelli, Lena (2004): Social Work: Theory and Practice for a
Changing Profession. Cambridge: Polity.
Ejrnæs, Morten (2004): “Flygtninge og indvandreres forsørgelsesydelser
– en eksemplarisk case”, s. 172-193, i Koch, Ida Elisabeth &
Thelle, Hatla, red.: Sociale menneskerettigheder. Kbh.: Akademisk
Forlag.
Etzioni, Amitai (1976): Social Problems. Prentice-Hall Inc., Englewood
Cliffs, New Jersey.
Fairclough, Norman, Jessop, Bob og Sayer, Andrew (2004):
“Critical realism and semiosis”, i Joseph, Jonathan & Roberts, John
Michael red.: Realism, Discourse and Deconstruction. London:
Routledge, s. 23-42.
Faureholm, Jytte (1996): Fra livstidsklient til medborger. Kbh.:
Munksgaard.
Feagin, Joe R. & Clairece Booker Feagin (1997): Social Problems:
A Critical Power-Conflict Perspective. Fifth Edition.
Fleetwood, Steve (2004): “An ontology for organisation and management
studies”, i Fleetwood, Steve og Stephen Ackroyd, red.:
Critical Realist Applications in Organisation and Management Studies.
London: Routledge, s. 29-53.
Fleetwood, Steve og Stephen Ackroyd, red. (2004): Critical Realist
Applications in Organisation and Management Studies. London:
Routledge.
Frauley, Jon (2004): ”Race, Justice, and the Production of Knowledge:
A Critical Realist Consideration”, i Canadian Journal of Law
and Society / Revue Canadienne Droit et Société, 2004, volume 19,
no. 1, pp. 177-197.
Freire, Paulo (1974, opr. 1968): De undertryktes pædagogik. Kbh.:
Christian Ejlers Forlag.
Gambrill, Eileen (1997): Social Work Practice: A Critical Thinkers
Guide. New York/Oxford: Oxford University Press.
Ginsberg, Leon (1996): Understanding Social Problems, Policies,
and Programs. Second Edition, University of South Carolina Press.
174

Groff, Ruth (2004): Critical Realism, Post-positism and the Possibility
of Knowledge. London: Routledge.
Guldager, Jens (2004): ”Helhedssyn i socialt arbejde”, s. 31-50, i
Morten Ejrnæs et al.: Sociologi og socialt arbejde. Frederiksberg:
Danmarks Forvaltningshøjskole.
Guldager, Jens og Morten Ejrnæs (1997): ”Sociale problemer”, i
Sociologi for socialarbejdere, Bind 1, udg. af Danmarks Forvaltningshøjskole,
s. 20-45.
Halvorsen, Knut (2002): Sociale problemer. En sosiologisk innføring.
Bergen: Fagbokforlaget.
Hansson, Jan-Håkan (2003): ”Om en kunskabsbaserad socialtjänst”,
s. 194-200, i Nordisk sosialt Arbeid Nr. 4, 2003.
Haralambos, Michael & Holborn, Martin (1995): Sociology:
Themes and Perspectives. Fourth Edition. London: Collins Educational.
Harnow Klausen, Søren (2005): Hvad er videnskabsteori. Kbh.:
Akademisk Forlag.
Hart, Angie, Caroline New og Marnie Freeman (2004): ”Health
visitors and ’disadvantaged’ parent-clients: Designing realist research”,
i Bob Carter og Caroline New, red.: Making Realism Work:
Realist Social Theory and Empirical Research. London: Routledge,
s. 151-170.
Hartman, Ann (1994): ”Social Work Practice”, i Frederic G.
Reamer, red.: The Foundations of Social Work Knowledge. New
York: Columbia University Press, s. 13-50.
Healy, Karen (2000): Social Work Practices. Contemporary Perspectives
on Change. London: SAGE.
Hedström, Peter og Richard Swedberg, red. (1998): Social
Mechanisms: An Analytical Approach to Social Theory. Cambridge:
Cambridge University Press.
Henriksen, Lars Skov (2002): “Sociale problemer og sociale afvigelser
– socialt set”, i Niklasson, red.: Socialfag for pædagoger.
Kbh.: Frydenlund, s. 271-295.
Henry, Gary T., George Julnes og Marvin M. Mark (1998) Realist
Evaluation: An Emerging Theory in Support of Practic. Nr. 78 i
175

serien: New Directions for Evaluation. San Francisco: Jossey-Bass
Publishers.
Heywood, Andrew (2004): Political Theory: An Introduction. New
York: Palgrave MacMillan.
Hjort, Katrin og Weber, Kirsten (2004): “Hvad er værd at vide om
professioner? – en indledning”, i Katrin Hjort, red.: De professionelle
– forskning i professioner og professionsuddannelser. Frederiksberg:
Roskilde Universitetsforlag, s. 7-20.
Horton, Paul B. et al. (1997): The sociology of Social Problems.
Twelfth Edition. New Jersey: Prentice Hall.
Houston, Stan (2001): “Beyond Social Constructivism: Critical
Realism and Social Work”, i British Journal of Social Work, vol. 31,
s. 845-861.
Houston, Stan (2003): “Establishing Virtue in Social Work: A Response
to McBeath and Webb”, i British Journal of Social Work, s.
819-824.
Houston, Stan (2004): “Critical Commentary: Garrett contra Ferguson:
A Meta-Theoretical Appraisal of the ‘Rumble in the Jungle’, i
The British Journal of Social Work, Vol. 34, No. 2, s. 261-268.
Houston, Stan (2005): “Philosophy, Theory and Method in Social
Work: Challenging Empirism´s Claim on Evidence-based Practice”, i
Journal of Social Work vol. 5, nr. 1 April 2005, s. 7-20.
Howe, David (1987): An Introduction to Social Work Theory. Aldershot:
Wildwood House Limited.
Howe, David (1996): ”Surface and depth in social-work practice”, i
Nigel Parton, red.: Social Theory, Social Change and Social Work.
London: Routledge, s. 77-97.
Huberman, A. Michael & Matthew B. Miles (1998): “Data Management
and Analysis Methods”, i Denzin/Lincoln: Collecting and
Interpreting Qualitative Materials. Thousand Oaks: SAGE, s. 179-
210.
Huberman, A. Michael & Matthew B. Miles (1994): “Data Management
and Analysis Methods”, i Denzin/Lincoln, red.: Handbook
of Qualitative Research. Thousand Oaks: SAGE, s. 428-444.
Hulley, Tom and John Clarke (1991): ”Social problems: social
construction and social causation”, i Loney, Martin et al.: The State
176

or the market: Politics and Welfare in Contemporary Britain. London:
SAGE, s. 10-23.
Hutchinson, Gunn Strand & Oltedal, Siv (1998, da udg. 2006):
Hutchinson & Oltedal (2006): Modeller i socialt arbejde. 2. udgave.
Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Høilund, Peter og Søren Juul (2002): ”Udkast til en kritisk normativ
teori for socialt arbejde”. Research Paper no. 10/02. Roskilde
University, Denmark.
Høilund, Peter og Juul, Søren (2005): Anerkendelse og dømmekraft
i socialt arbejde. Kbh.: Hans Reitzel.
Igra, Ludvig (1989): Objektrelationer og psykoterapi: Introduktion
til Melanie Klein, D.W. Winnicott, Michael Balint og W.R.D. Fairbairn.
Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Isaac, Jeffrey C. (1987): Power and marxist theory. Ithaca and London:
Cornell University Press.
Jacobsen, Bo, Karsten Schnack, Bjarne Wahlgren og Mikkel Bo
Madsen (1999): Videnskabsteori. Kbh.: Gyldendal.
Jamrozik, Adam & Luisa Nocella (1998): The Sociology of Social
Problems: Theoretical Perspectives and Methods of Intervention.
Melbourne, Australien: Cambridge University Press.
Jespersen, Jesper (2004): ”Kritisk realisme – teori og praksis: En
samfundsvidenskabelig metodologi med makroøkonomiske eksempler”,
i Lars Fuglsang og Poul Bitsch Olsen, red.: Videnskabsteori i
samfundsvidenskaberne: På tværs af fagkulturer og paradigmer.
Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, s. 145-177.
Johnson, Allan G. (2004): The Blackwell Dictionary of Sociology.
2. Edition. Oxford: Blackwell.
Joseph, Jonathan (1998): "In Defence of Critical Realism", in Capital
& Class No. 65, Summer 1998, s. 73-106.
Joseph, Jonathan (2002): Hegemony: A realist analysis. London &
New York: Routledge.
Joseph, Jonathan & Roberts, John Michael, red. (2004): Realism,
Discourse and Deconstruction, Routledge 2004.
Juul, Søren (1998): “Hvad er sociologi – en introduktion”, i Jacobsen,
Benny et al.: Sociologi og modernitet. Kbh.: Columbus, s. 9-29.
177

Juul, Søren (2002): Modernitet, velfærd og solidaritet: En undersøgelse
af danskernes moralske forpligtelser. Kbh.: Hans Reitzel.
Jæger, Mads Meier og Kvist, Jon (2004): ”Det sociale medborgerskab”,
i Koch, Ida Elisabeth & Thelle, Hatla, red.: Sociale menneskerettigheder.
Kbh.: Akademisk Forlag, s. 55-72.
Järvinen, Margaretha, J. Elm Larsen og Nils Mortensen, red.
(2002): Det magtfulde møde mellem system og klient. Aarhus: Aarhus
Universitetsforlag.
Järvinen, Margaretha og Mik-Meyer, Nanna (2003): At skabe en
klient. Kbh.: Hans Reitzel.
Kaspersen, Lars Bo (1991): “”Anthony Giddens og strukturationsteorien:
En løsning på sociologiens dualisme?”, I Dansk Sociologi
Nr. 2/ 2. årgang, s. 51-66.
Kaspersen, Lars Bo (1996): “Anthony Giddens”, i Heine Andersen
& Lars Bo Kaspersen, red.: Klassisk og moderne samfundsteori.
Kbh.: Hans Reitzel, s. 397-412.
Kazi, Mansoor A. F. (1998): Single-Case Evaluation by social
workers. Aldershot: Ashgate.
Kazi, Mansoor A. F. (2003): Realist Evaluation in Practice: Health
and Social Work. London: SAGE.
Kazi, Mansoor (2003a): ”Realist Evaluation for Practice”, s. 803-
818, i British Journal of Social Work vol. 33.
Keat, Russell & John Urry (1975): Social Theory as Social Science.
London: Routledge and Kegan Paul.
Kehlet, Jakob (2005): “Nordiske forskere skal være bedre til at måle
og veje social indsats”, i Social & Hälsovårdsnytt i Norden Nr. 1
2005, s. 22-24.
Kennedy, Carole and Peter (2004): ”The moral management of
nursing labour power: Conceptualising control and resistance”, i
Fleetwood, Steve & Stephen Ackroyd, red.: Critical Realist Applications
in Organisation and Management Studies. London: Routledge,
s. 321-336.
Kohn, Melvin L. (1976): ”Looking back – A 25 Year Review and
Appraisal of Social Problems Research”, i Social Problems 24: 94-
112 (her citeret efter Lopata og Levy 2003:9).
178

Kowalczyk, Ruth (2004): “Tracing the effects of a hospital merger”,
i Fleetwood, Steve & Stephen Ackroyd, red.: Critical Realist Applications
in Organisation and Management Studies. London:
Routledge, s. 298-320.
Krogstrup, Hanne Kathrine (2003): Evalueringsmodeller. Århus:
Systime Academic.
Lawson, Clive (2004): ”Competence theories”, i Fleetwood, Steve
og Stephen Ackroyd, red.: Critical Realist Applications in Organisation
and Management Studies. London: Routledge, s. 234-252.
Lawson, Tony (1997): Economics and Reality. London & New
York: Routledge.
Layder, Derek (1990): The Realist Image in Social Science. New
York: St Martin´s Press.
Layder, Derek (1993): New Strategies in Social Research. Cambridge:
Polity Press.
Layder, Derek (1994): Understanding Social Theory. London: Sage.
Layder, Derek (1997): Modern Social theory. London: UCL Press.
Layder, Derek (1998): Sociological Practice: Linking Theory and
Social Research. London: Sage.
Layder, Derek (1998a): ”The reality of social domains: implications
for theory and method”, s. 86-102, i May, Tim og Williams, Malcolm
(1998): Knowing the Social World. Buckingham: Open University
Press.
Lemert, Charles (2002): anmeldelse af: Being Human: The Problem
of Agency, i International Review of Modern Sociology, Vol. 30, No.
1, s. 129-132.
Lemert, Charles (2004): Sociale forhold – en indføring i det sociologiske
liv. Systime Academic, 1997-2004.
Lindenfeld, Frank (1986): Perspectives on Social Problems: Readings
in Critical Sociology. Third Edition. New York: General Hall,
Inc.
Lopéz, José & Scott, John (2000): Social Structure. Buckingham:
Open University Press.
López, José og Potter, Garry (2001): After Postmodernism: An
Introduction to Critical Realism. London: The Athlone Press.
179

Lübcke, Poul (2002): “Filosofien I Tyskland efter Hegel”, i samme,
red: Vor tids filosofi: Engaggement og forståelse. Kbh. : Politikens
Forlag, s. 9-24.
Lübcke, Poul, red. (2004): Politikens filosofileksikon. Kbh.: Politikens
Forlag.
Lissner Nicholson, Britta og Birte Bøgh Hansen (1983): Fru Jensen
og magtmestodonten. Socialpolitisk Forlag.
Lopata, Helena Z. & Levy, Judith A. (2003): Social Problems
across the Life Course. Lanham: Rowman & Littlefield Publishers,
Inc.
Macionis, John (1989): Sociology. New York: Prentice Hall.
Macionis, John & Ken Plummer (1997): Sociology: A global introduction.
New York: Prentice Hall Europe.
Manicas, Peter (1981): A History and Philosophy of the Social Sciences.
Oxford: Blackwell.
Manicas, Peter (1998): “John Dewey and American Social Science”,
I Larry Hickman, red.: Reading Dewey. Bloomington: Indiana
University Press, manus s. 1-16.
Manicas, Peter (2006): A Realist Philosophy of Social Science.
Cambridge: Cambridge University Press.
Marsh, David (1999): ”Resurrecting Marxism”, i Gamble, Andrew,
red.: Marxisme and Social Science. London: MacMillan, s. 320-340.
Mathiesen, Anders (2006): - nogle nye undersøgelser af socialt
arbejde ud fra en feltanalytisk tilgang -
Mathiesen, Anders & Henriette Højberg (2004): “Sociologiske
feltanalyser”, I Lars Fuglsang og Poul Bitsch Olsen, red.: Videnskabsteori
i samfundsvidensklaberne. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.
May, Tim (1996): Situating Social Theory. Buckingham: Open
University Press.
May, Tim (1998): “Reflections and reflexivity”, i Tim May & Malcolm
Williams, red.: Knowing the Social World. Buckingham: Open
University Press, s. 157-177.
May, Tim (2004): “Reflexivity and social science: a contradiction in
terms?”, i Carter, Bob og Caroline New, red.: Making Realism Work:
180

Realist Social Theory and Empirical Research. London: Routledge,
s. 171-188.
May, Tim og Malcolm Williams (1998): Knowing the Social
World. Buckingham: Open University Press.
May, Tim og Malcolm Williams (1998b): ”Introduction: knowing
the social world”, i May, Tim og Williams, Malcolm (1998): Knowing
the Social World. Buckingham: Open University Press, s. 1-4.
Mik-Meyer, Nanna (2004): Dømt til personlig udvikling: Identitetsarbejde
i revalidering. Kbh.: Hans Reitzel.
Miles, Matthew B. & Huberman, A. Michael (1994): Qualitative
Data Analysis: An Expanded Sourcebook, Second Edition, Thousand
Oakes, London, New Delhi: SAGE Publikations.
Meeuwisse, Anna og Hans Swärd, red. (2004): Perspektiver på
sociale problemer. Kbh.: Reitzels Forlag.
Morén, Stefan & Björn Blom (2003): ”Explaining Human Change:
On generative Mechanisms in Social Work Practice”, i Journal of
Critical Realism 2: 1, November 2003, s. 37-60.
Mortensen, Nils (1997): “Interaktionisme, fænomenologi og social
samhandling”, i Heine Andersen, red.: Sociologi – en grundbog til et
fag. Kbh.: Hans Reitzels Forlag, s. 48-66.
Mouzelis, Nicos (2000): “The Subjectivist-Objectivist Divide:
Against Transcendence”, i Sociology Vol. 34, No. 4, s. 741-762.
Mullender, Audrey & Dave Ward (1991): Self-Directed Groupwork:
Users Take Action for Empowerment. London: Whiting &
Birch.
Mäntysaari, Mikko (2002): ”Critical realism as a foundation for
social work knowledge”, paper for Fourth Evaluation for Practice
International Conference, Tampere, Finland, 2002.
Mäntysaari, Mikko (2005): “Realism as a foundation for social
work knowledge”, I Qualitative Social Work vol 4 No. 1, s. 87-98.
Månsson, Sven-Axel (2003): “Att förstå sosiala insatsers värde”, i
Nordisk sosialt arbeid Nr. 2, 2003, s. 73-80.
Niiniluoto, Ilkka (2002): Critical Scientific Realism. Oxford: Oxford
University Press.
181

Næss, Petter (2004): ”Planlægning, prædiktion og videnskabsteori” i
Jens Christensen, red.: Vidensgrundlag for handlen, Aalborg: Aalborg
Universitetsforlag, s. 149-186.
Nygaard, Claus (2002): ”Kritisk realisme i praksis”, i Kristian Kreiner
og Steen Scheuer, red.: Forskning i praksis. Kbh.: Nyt fra Samfundsvidenskaberne,
s. 267-287.
Nygaard, Claus (2005): ”Kritisk realisme som paradigme for forskning
i forretningsrelationer”, i Claus Nygaard, red.: Samfundsvidenskabelige
analysemetoder. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur,
s. 45-71.
Ougaard, Morten (2000): "Det kommer an på hvor man begynder",
i Grus nr. 60, s. 17-34.
Outhwaite, William (1996): ”Klassisk og moderne samfundsteori”,
i Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen, red.: Klassisk og moderne
samfundsteori. Kbh.: Reitzels Forlag, s. 11-24.
Outhwaite, William (2000): ”The Philosophy of Social science”, in
Bryan S. Turner, red.: The Blackwell Companion to Social Theory.
Second Edition. Blackwell.
Outhwaite, William, red. (2006): Modern Social Thought. Second
Edition. Oxford: Blackwell.
Parker, John (2000): Structuration. Buckingham: Open University
Press.
Parker, Ian, red. (1998): Social Constructionism, Discourse and
Realism. London: SAGE.
Parton, Nigel (2000): ”Some thoughts on the Relationship between
Theory and Practice in and for Social Work”, i The British Journal of
Social Work, No. 4, s. 449-464.
Pawson, Ray (1999): ”Methodology”, i Taylor, Steve, red.: Sociology:
Issues and Debates. Basingstoke: MacMillan Press Ldt., s. 19-
49.
Pawson, Ray (2006): Evidence-based policy. London: Sage Publications.
Pawson, Ray & Nick Tilley (1997): Realistic Evaluation. London:
SAGE.
Payne, Malcolm (2006): Teorier i socialt arbejde. Kbh.: Hans Reitzels
Forlag.
182

Pedersen, Poul Poder (1999): ”(anmeldelse af) Derek Layder: Sociological
Practice – Linking theory and social research”, i Dansk
Sociologi Nr. 4, 10. årg., s. 81-84.
Porpora, Douglas V. (1998): ”Four Conceps of Social Structure”, i
Margaret Archer et al., red: Critical Realisme: Essential Realism.
New York/London: Routledge, s. 339-355.
Porter, Sam (2000): “Critical Realist etnography: the case of racism
and professionalism in a medical setting”, i Ackroyd, Stephen &
Steve Fleetwood, red.: Realist Perspectives on Management and
Organisations. London: Routledge, s. 141-160.
Potter, Garry og José Lopez, red. (2001): After Postmodernism: An
Introduction to Critical Realism. London: Athlone.
Raunio, Kyösti (2002): ”From Self-Sufficiency to Diversity – the
Generation of Knowledge in Social Work”, i Nordisk socialt arbejde,
nr. 3, s. 131-139.
Rasborg, Klaus (1988): Samfundskritik og normativitet – med udgangspunkt
I J. Habermas´ kommunikationsteoretiske reformulering
af fornuftsbegrebet. Kbh.: Rhodos.
Rasborg, Klaus (2004): Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne
sociologi”, i Lars Fuglsang og Poul Bitsch Olsen, red.: Videnskabsteori
i samfundsvidenskaberne: På tværs af fagkulturer og paradigmer.
Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, s. 349-387.
Roberts, John Michael (2001): “Critical Realism and the dialectic”,
i British Journal of Sociology, Vol. 52, No. 4, December, s. 667-685.
Robson, Colin (2002): Real World Research. Second Edition. Oxford:
Blackwell Publishing.
Rubington, Earl og Martin S. Weinberg, red. (1995): The Study of
Social Problems. Seven Perspectives. Fifth Edition. New
York/Oxford: Oxford University Press.
Sayer, Andrew (1992, opr. 1984): Method in Social Science. A Realist
Approach. 2. Udg. London: Routledge.
Sayer. Andrew (2000): Realism and Social Science. London:
SAGE.
Sayer, Andrew (2005): The Moral Significance of Class. Cambridge:
Cambridge University Press.
183

Scott, John (1998): “Relationism, Cubism, and Reality: Beyond
Relativism”, i Tim May and Maurice Williams (1998) Knowing The
Social World. Open University Press, s. 1-13.
Sheppard, Michael (1998): “Practice validity, reflexivity and
knowledge for social work”, i British Journal of Social Work, vol.
28, s. 763-781.
Shulman, Lawrence (1991): Interactional Social Work Practice:
Towards an Empirical Theory. Illinois: F. E. Peacock Publishers.
Simon, David R. (1995): Social problems and the Sociological
Imagination: A Paradigm for Analysis. New York: McGraw-Hill,
Inc.
Spaargaren, Gert (2006): anmeldelse af Rob Stones: Structuration
heory, i Sociology vol. 40, No. 6, s. 1219-1220.
Steinmetz, George (1998): “Critical Realism and Historical Sociology”,
I Comparative Stdies in Societry and History, vol. 40, No. 1, s.
170-186.
Steinmetz, George & Chae, Ou-Byung (2002): “Sociology in an
Era of Fragmentation: From the Sociology of Knowledge to the Philosophy
of Science, and Back Again”, i The Sociological Quarterly,
vol. 43, No. 1, s. 111-137.
Stones, Rob (1996): Sociological Reasoning: Towards a Pastmodern
Sociology. London: MacMillan.
Stones, Rob, red. (1998): Key Sociological Thinkers. Houndsville,
Basingstoke, Hampshire: Palgrave.
Stones, Rob (2002): ”Social Theory, the Civic Imagination and
Documentary Film: A Past-Modern Critique of the ’Bloody Bosnia’
Season´s The Roots of War”, i Sociology Vol. 36 (2), s. 355-375.
Stones, Rob (2002a): anmeldelse af John Parker: Structuration, i
Sociology vol 36, No. 1, s. 222-224.
Stones, Rob (2005): Structuration Theory. London: PalgraveMac-
Millan.
Swedner, Harald (1983): Socialt arbete: En tankeram. Lund: Liber
Förlag.
Taylor, Carolyn & White, Susan (2000): Practising Reflexivity in
Health and Welfare: Making Knowledge. Buckingham: Open University
Press.
184

Thomsen, Jens Peter Frølund (1997): Moderne politikbegreber:
Introduktion til systemanalyse, marxisme og diskursanalyse. Århus.:
Systime.
Thomsen, Jens Peter Frølund (2000): Magt og indflydelse. Magtudredningen.
Århus.
Thomsen, Jens Peter Frølund (2005): Magt: En introduktion. Kbh.:
Hans Reitzels Forlag.
Tsoukas, Haridimous (2000): ”What is mangagement: An outline
of a metatheory”, i Ackroyd, Stephen & Steve Fleetwood, red.
(2000): Realist Perspectives on Management and Organisations.
London: Routledge, s. 26-44.
van den Berg, Axel (1998): ”Is sociological theory too grand for
social mechanisms?”, i Peter Hedström og Richard Swedberg, red.
(1998): Social Mechanisms: An Analytical Approach to Social Theory.
Cambridge: Cambridge University Press, s. 204-237.
Voxted, Søren (2006): ”Det gode projekt”, i samme, red.: Valg der
skaber viden – om samfundsvidenskabelige metoder, s. 15-25. København:
Academica.
Wad, Peter (2000): ”Komparation i kritisk realistisk perspektiv”, i
Dansk Sociologi, Årgang 11, nr. 3, s. 7-28.
Wad, Peter (2000a): "Mellem enhedsvidenskab og flerhedsvidenskab",
i Grus nr. 60, s. 5-16.
Wad, Peter (2000b): "Kritisk realisme", i Grus nr. 60, s. 53-68.
Wainwright, Steven P. (2000): ”For Bourdieu in realist social science”,
papir til Cambridge Realist Workshop 10th Anniversary Reunion
Conference Cambridge, May 2000.
Ward, David (1998): ”Groupwork”, i Robert Adams et al., red.:
Social Work: Themes, Issues and Critical Debates. Houndsmills:
Palgrave, s. 149-148.
Widell, Peter, red. (2004): Socialkonstruktivismen under debat.
Århus: Forlaget Modtryk.
Williams, Malcolm (1998): ”The social world as knowable”, i May,
Tim og Malcolm Williams (1998): Knowing the Social World. Buckingham:
Open University Press, s. 5-21.
Williams, Malcolm & Tim May (1996): Introduction to the Philosophy
of Social Research. London: UCL Press.
185

Williams, Simon J. (2003): ”Beyond Meaning, Discourrse and the
Empirical World: Critical Realist Reflections on Health”, s. 42-71, i
Social Theory & Health vol. 1.
Wright, Eric Olin (1989): The Debate on Classes. London/New
York: Verso.
Zeuner, Lilli (1999): Logik eller diskurs. Kbh.: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.
Zeuner, Lilli (1999a): ”Margaret Archer on Structural and Cultural
Morphogenesis”, i Acta Sociologica Vol. 42, No. 1, s. 79-86.
186