2/2008 - Katolsk dialog & information

gang anerkende Jesus som Messias.
Det drejer sig om kirkens fantasier
omkring den yderste dag. Iflg. denne
opfattelse virkeliggøres paradiset
først på jorden, når jøderne har omvendt
sig til kristendommen. Udtrykkeligt
kun jøderne, et ret lille mindretal
blandt alle verdensreligioner. […]
De to religioners koncepter er diametralt
modsat hinanden. For jødedommen
er det at missionere principielt
fremmed. […] Derfor står jødiske
mænd og kvinder ret uforstående
over for de ret plumpe missioneringsforsøg,
som de kommer til udtryk i
langfredags-forbønnen. Kristendommen
derimod, især den katolske med
penneføreren Benedikt XVI. i spidsen,
anser sin trosopfattelse for at
Afsluttende vil jeg her kun tilføje, at
en offentlig debat om dette emne i de
efterfølgende uger (marts og april
2008) har svinget mellem kritik af
Vatikanets håndtering af sagen (”utilstrækkelig”)
og udtryk for ”tilfredshed”
med samme. Til sidst har paven
ved sit besøg af synagogen i New
York givet udtryk for, at den katolske
kirkes holdning til jøderne stadigvæk
er den, der er formuleret i det II. Vatikanske
Koncil i erklæringen ”Nostra
aetate” (28.10.1965): Om kirkens for-
38
være den alene saliggørende overfor
de ikke-kristne (og endda ikke-katolske)
mennesker.
Det der står skrevet, gælder. Det
kan godt være, at der på langfredag
over hele verden kun er et lille mindretal
af præster, der læser den missionske
forbøns-variant på latin. Men
det er ikke det, det kommer an på.
For det der betyder noget, er det der
står skrevet – og det kalder på en klar
kommentar i vores land. […] Hvorfor
bekender bispekonferencen i Schweiz
ikke langt om længe kulør?
(Journalisten Gisela Blau lever i
Zürich. Det her oversatte – og forkortede
– bidrag udkom den 22. februar
i det jødiske ugemagasin
”tachles”, Zürich)
hold til de ikke-kristne religioner, i artikel
4 specielt om forholdet mellem
jøder og kristne. Og her står bl.a.:
”Da altså den for kristne og jøder fælles
åndelige arv er så rig, vil den Hellige
Synode fremme det gensidige
kendskab og den gensidige agtelse,
der frem for alt er frugten af bibelske
og teologiske studier såvel som broderlig
samtale.” – Og altså ikke blot:
”Lad os også bede for jøderne, at Gud
oplyser deres hjerter …”