2/2008 - Katolsk dialog & information

Forskellen er påfaldende stor;
også teologiske lægfolk lægger
mærke til den. Den er resultat af en
ny liturgisk mangfoldighed i den katolske
kirke, som paven har introduceret
for et halvt år siden: Det store
flertal af de 1,1 milliard katolikker
holder fortsat fast på den ”ordentlige”
ritus fra 1970, hvis jøde-forbøn end
ikke virker stødende på jødiske iagttagere.
Og et lille mindretal fejrer
gudstjenesten efter den ”ekstraordinære”,
latinske ritus fra 1962, hvor
der nu efter pavens ønske skal bedes
for jødernes oplysning.
At paven var nødt til at formulere
en sådan ny forbøn for jøderne, har
kunnet forudses i månedsvis, siden
han sidste sommer startede sit forsøg
på at hente de traditionalister, der
36
havde distanceret sig fra Rom, tilbage
til kirkens skød. Idet han tillod alle
præster at fejre gudstjenesten efter riten
fra 1962 på de troendes anmodning,
tog han en slags kollateralskade
med i købet. I den traditionelle ritus
blev der bedt for jøderne, at Gud ”tog
sløret fra deres hjerter”; der var tale
om deres ”forblindelse” og om det
”mørke”, som de skulle blive revet ud
af – formuleringer, der virker sårende
for jøderne. […]
Teologisk er pavens nye formulering,
der kommer den traditionelle ritus
i møde, en mellemvej. Den er
mere ”konservativ” end teksten fra
1970 – for den lod spørgsmålet stå
åbent, ad hvilken vej Gud fører jøderne
til frelse. Og den er mindre polemisk
end den gamle version fra
Holocaust-mindesmærke, Berlin. Foto: Karlheinz Löhrer