2/2008 - Katolsk dialog & information

den hånd, eller direkte i munden. Hostien
spises på stedet, inden man går
tilbage til sin plads.
Når kommunionen også uddeles under
vinens skikkelse, foregår det på
en af følgende måder:
1. Den, der uddeler kommunionen,
rækker kalken frem og siger:
Kristi blod.
Kommunikanten svarer:
Amen.
og drikker af kalken.
2. Den, der uddeler kommunionen,
dypper hostien i kalken, viser den til
hver enkelt og siger:
Kristi legeme og blod.
Kommunikanten svarer:
Amen.
og modtager hostien på tungen.
Hvis vi nu tænker os instruksen læst
af en om den katolske kommunion
absolut uvidende person, så forekommer
det sprogligt set muligt at forstå
pkt. 2 sådan, at kommunionsuddeleren
tager hostien ud af munden på
kommunikanten, dypper den i kalken
og lægger den tilbage på kommunikantens
tunge.
Selvfølgelig vil ingen katolik i
hele verden forstå pkt. 2 sådan. Nej,
nej! Men spørgsmålet er, om ikke det
havde pyntet at undgå, at instruksen
sprogligt, grammatikalsk, logisk kan
læses sådan? Problemet er, at mens
pkt. l fortsatte i processen og
underforstod, at uddelingen af hostien
var afviklet, så går pkt. 2 tilbage
i processen til før hostien er uddelt
uden at meddele, at det er dette, der
underforstås.
En klar formulering af pkt. 2 kunne
måske have lydt:
2. Brødet og vinen uddeles samtidig,
idet den, der uddeler kommunionen,
først dypper hostien i kalken, dernæst
viser den til hver enkelt og siger:
Kristi legeme og blod.
Kommunikanten svarer:
Amen.
og modtager hostien på tungen.
Ovenstående bemærkninger er foranlediget
af, at jeg med udgangspunkt i
min musikfaglige baggrund i høj grad
oplever messen ud fra kirkemusikerens
synspunkt, og kirkemusikeren
vil jo uvægerligt interessere sig for,
og i nogen grad være afhængig af, at
de liturgiske anvisninger er korrekte
og præcise.
Jeg kan desuden få øje på en hel
del musikalske problemer i Lovsang,
hvilket jeg håber på mulighed for evt.
at vende tilbage til ved en senere lejlighed.
33