2/2008 - Katolsk dialog & information

siger de os om pavens intentioner?
Jeg kan ikke formulere det bedre, end
hvad Kristeligt Dagblads altid vidende
og klartseende kommentator Andreas
Rude skrev 17. november.
”Efter den 24. november vil der
være 121 kardinaler med stemmeret,
heraf 60 fra Europa, 21 fra Latinamerika,
16 fra Nordamerika, 13 fra
Asien, 9 fra Afrika og 2 fra Oceanien.
De tal afspejler ikke fordelingen af
verdens katolske befolkning på 1,1
milliarder, hvoraf halvdelen er i Latinamerika,
mens kun en fjerdedel befinder
sig i Europa. Det afspejler heller
ikke, at de store vækstcentre for
20
katolicismen er i Afrika og i Asien,
og det fik den nylig afdøde japanske
kardinal Stephen Hamao til tidligere
på året at beklage sig over, at netop
de to kontinenter er så sparsomt repræsenteret
i kirkens top.
Den beklagelse har Benedikt XVI
hidtil valgt at sidde overhørig. En oplagt
forklaring er, at paven, når han
betragter det katolske verdenskort,
ser den største fare for kirken i det
stærkt sekulariserede Europa og derfor
vælger at sætte de fleste kræfter –
og den største prestige – ind der. Og
det er næppe kun af hensyn til franskmændene,
tyskerne, polakkerne og
alle os andre. Det sker også med
tanke på de mange ikke-europæere,
der lader sig påvirke af europæiske
debatter om liv og død, politik og religion,
tro og videnskab. Når Europa
nyser, bliver resten af verden forkølet,
lyder ræsonnementet i Vatikanet.”
Jeg kunne ikke formulere tanken
om, at Benedikt XVIs ledelse er europacentreret,
bedre, og desuden kommer
Andreas Rude med en forklaring
på, hvorfor den er det. Man aner en
vis reservation i hans konklusion.
Overvurderer Vatikanet ikke Europas
indflydelse i verden af i dag? I hvert
fald vurderes den højt, og jeg tror, at
det påvirker Roms syn på, hvordan
man skal bekæmpe det voksende antal
skilsmisser.