2/2008 - Katolsk dialog & information

More documents

Recommendations

Info

ealpræsensen uden for nadvermåltidet. Den eukaristiske fromhed, som paven kalder den, er et vestligt fænomen, som dukkede op i Italien i middelalderen. Sakramentale andagter eller tilbedelsen af Jesu nærvær i tabernaklet er typiske vestlige skikke, der dukkede op i kølvandet af vedtagelsen af læren om transsubstantiation som udtryksform for dogmet om realpræsensen. Denne lære formuleres i aristoteliske filosofiske kategorier, som var ganske velkendte i skolastikken, men helt fremmede for de ikke-europæiske kulturer, og de er det også for de fleste europæere i dag. Det er tankevækkende, at denne form for andagt udviklede sig netop samtidig med at frekvensen af deltagelsen i Herrens bord faldt betydeligt. Liturgireformen, som det sidste koncil påbegyndte, understreger kraftigt, at Eukaristien er et måltid, at Kristus forvandler brødet og vinen til sit legeme og sit blod, for at vi kan spise og drikke det. ”Gør dette til min ihukommelse” lød Jesu befaling skærtorsdag aften. Hvad henviser dette ord dette til? I hvert fald ikke til at gå rundt i en klosterhave bag en præst, som bærer en monstrans. Denne form for andagt er ganske agtværdig, men at anbefale den hører ikke hjemme i en tekst, som skulle gengive kernen i alle de kristne fælles tro. 16 Paven er godt klar over, at disse andagtsformer er tidsprægede og ikke universelle. Han slutter nemlig med denne bemærkning: ”Hvis disse andagtsformer bliver belejligt fornyede og tilpasses omstændighederne, fortjener de stadig at praktiseres i dag ” (§ 68). Det er givet, at den barokke arkitektur, som er så dominerende i Rom, danner en fortræffelig ramme for denne form for andagt, men denne kunst er romersk i geografisk og kunsthistoriske betydning, ikke universel. Benedikt XVI og Latinamerikas indianere Man husker i Latinamerika, hvordan Johannes Paul II i sit budskab i anledning af jubilæet for opdagelsen af Amerika 13.10. 92 bad om tilgivelse for alle de lidelser de indfødte led under kolonisatorernes erobring. Der lød helt andre toner, da Benedikt XVI fremstillede de tvangsomvendelser som fulgte med spaniernes invasion, som et svar på de indfødtes ubevidste ønske om at lære kristendommen at kende. Min påstand om, at pavens fokusering på den vestlige form for katolicisme kan opfattes som en underkendelse af den østlige del af kirken, står
helt for min egen regning. Jeg har ikke læst nogen udtalelse fra de orientalske kirker, som beklager denne ensidighed. Men det gik ikke så stille af næste gang paven glemte at tage sine europæiske briller af, før han udtalte sig. Det skete i hans tale ved åbningen af det femte møde i den sydamerikanske bispekonference CELAM 9.5.2007. Pavens rejse til Latinamerika havde en særlig betydning, fordi man i Rom er bekymret over udviklingen i Brasilien. Det er det land med det største antal katolikker i verden, men det plages af en kraftig udvandring fra den romerskkatolske kirke til Pinsemenighederne, hvis gudstjenesteform bedre svarer til landets kultur. Latinamerika viser sig at være mere amerikansk end latinsk, og det skaber uro i kontorerne i Vatikanet, hvor man holder strengt på, at den romerske liturgi skal bevare sin latinske karakter. Hvorfor skulle man ellers kræve, at enhver oversættelse af de liturgiske tekster til modersmål skal godkendes i Rom? Folk i periferien må ikke lade sig friste til at føje til eller skære fra. Vestlig takt og tone synes at være idealet. Det er i hvert fald på denne måde, jeg tolker opfordringen til at moderere udvekslingen af fredshilsenen under messen for ikke at skabe uro omkring kommunionens uddeling (Exhortatio § 49). Det smager ganske enkelt af kulturimperialisme. Her kan man tale om kultursammenstød. Benedikt XVI omtalte ganske vist i sin tale ”den rige og dybtgående folkereligiøsitet gennem hvilken det latinamerikanske folks sjæl viser sig,” men det lyder anderledes end dengang Johannes Paul II med et stort smil overværede, hvordan man i Afrika flettede folkedans ind i liturgien. Man husker i Latinamerika, hvordan Johannes Paul II i sit budskab i anledning af jubilæet for opdagelsen af Amerika 13.10. 92 bad om tilgivelse for alle de lidelser de indfødte led under kolonisatorernes erobring. Der lød helt andre toner, da Benedikt XVI fremstillede de tvangsomvendelser, som fulgte med spaniernes invasion, som et svar på de indfødtes ubevidste ønske om at lære kristendommen at kende. ”De har erkendt og modtaget Kristus,” sagde han, ”den ukendte Gud, som deres forfædre uvidende søgte igennem deres rige religiøse traditioner … Kristus, som var den Frelser, de ønskede i stilheden … Forkyndelsen af Jesus og evangeliet har på ingen måde forrådt de præcolumbianske kulturer og betød ikke indførelsen af en fremmed kultur” (citeret efter Doc.cath. 3.6.07 s.533). Reaktionerne kom straks og Venezuelas præsident Hugo Chavez bad 17
Page 1 and 2: 3. årgang, nr. 2, 2008 Vi katolikk
Page 3 and 4: Vi katolikker er en del af verden V
Page 5 and 6: hengivelse, hvorved ægtefæller be
Page 7 and 8: man stadig Vatikanets holdninger fr
Page 9 and 10: et nyt individ. Epidemiologisk set
Page 11 and 12: erfaring var lidt mere forsigtige m
Page 13 and 14: Utroligt få bemærkede, at den sid
Page 15: umme det.” (Matt.19,12) Og Paulus
Page 19 and 20: opa. Dagen efter besøgte han det r
Page 21 and 22: Der er fare for at Rom behandler he
Page 23 and 24: Jesus’ rolle for Kirken med særl
Page 25 and 26: i Kristus Jesus, og hører I Kristu
Page 27 and 28: I den følgende tid sker der en sam
Page 29 and 30: Den kristne menighed betegnes med e
Page 31 and 32: Også på side 22, øverst, får vi
Page 33 and 34: den hånd, eller direkte i munden.
Page 35 and 36: af det, som er sandt og helligt i d
Page 37 and 38: 1962, der talte om forblindelse og
Page 39 and 40: Redaktion Dan Eriksen (ansvarshaven

2/2008 - Katolsk dialog & information

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?