2/2008 - Katolsk dialog & information

More documents

Recommendations

Info

pekter med, som kun kendetegner den vestlige eller sågar europæiske katolicisme, for nu at sige det lidt firkantet? Det er især to afsnit som får mig til at reagere, § 24 om præsternes cølibat og § 67-68 om den eukaristiske fromhed. Præsternes cølibat Præstemanglen i den vestlige kirke har fået ikke så få katolikker til at spørge, hvorfor man ikke kan præstevie gifte mænd, som det var skik i Vesten indtil højmiddelalderen og stadig praktiseres i de orientalske kirker, også i dem som anerkender Roms primat. Bispesynoden havde allerede taget emnet op og udtalt sig for fastholdelsen af cølibatskravet i den latinske ritus. Paven bekræfter det: ”Samtidig med at vi respekterer den anderledes praksis i den østlige tradition, er det passende at minde om den dybe betydning af præstens cølibat.” Jeg ved ikke, hvordan vores østlige medkristne opfatter denne ”respekt”, men hvis de føler sig nedværdiget, vil det være helt forståeligt. 14 Var Kristus mere nærværende, når det var apostlen Johannes, der ifølge traditionen var ugift, som ledte nadveren, end når det var en af de gifte apostle? Men det er ikke bare tanken om, at det er finere, når præsten er ugift – sådan kan det nemlig læses – jeg har det vanskeligt med. Det er også og især begrundelsen for denne tanke, som volder mig besvær. Pavens udgangspunkt er den kendsgerning, at Jesus levede ugift indtil sin død på korset. Og så konkluderer han i to tempi: ”Det præstelige cølibat er en særlig måde at efterligne Kristi egen livsstil på. Dette valg er først og fremmest ægteskabslignende: Det er en identifikation med Jesu hjerte, brudgommen som ofrer sit liv for sin brud.” Tilsyneladende er der kontinuitet mellem de tre sætninger. De hører sammen som grundlag og konsekvens, men i virkeligheden har de ikke samme omfang. Den første henvender sig til de få, den sidste er rettet til os alle. Lad os tage dem hver for sig for bedre at forstå det. Den første sætning drejer sig om at efterligne Jesus, som levede ugift, selv om det ikke var tradition hos jøderne. Nogle kaldes af Gud til at efterligne denne livsstil, nonner og munke og også præsterne i den latinske ritus. Det nye Testamente gør udtrykkeligt opmærksom på, at dette gudviede cølibat er en særlig kaldelse. ”Der er dem, der har gjort sig selv uegnede (til ægteskab) for himmerigets skyld. Lad dem, der kan,
umme det.” (Matt.19,12) Og Paulus kommenterer det således til korinterne: ”Enhver har sin egen nådegave fra Gud, den ene på en måde, den anden på en anden måde.” (1 Kor.7,7). Cølibatet er en særlig vej, men det mål, det stræber efter, ”en identifikation med Jesu hjerte, brudgommen som ofrer sit liv til sin brud”, er fælles for alle kristne. At vi alle kaldes dertil kommer tydeligt frem i Paulus formaning: ”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig for den.” (Efes.5,25). Som sagt står der ikke nogen henvisning til Bibelen i dette afsnit af pavens tekst, men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er denne formaning fra Efeserbrevet, der inspirerer omtalen af cølibatet som ”et ægteskabslignende valg”. Man kan godt undre sig over, at det citat, som anvendes for at begrunde den katolske opfattelse af ægteskabet som et sakramente, også kan bruges i en tekst, som så tydeligt tager afstand fra at præstevie gifte mænd. Og desuden kan denne interesse for præstens værdighed vanskeligt forenes med den faste lære, som stammer fra oldkirken og i 1563 blev bekræftet af Tridentinum (kan.12), om, at sakramentets gyldighed er uafhængig af dets forvalters værdighed. I dette perspektiv er det fuldstændig ir- relevant at spørge, hvor forskellen er mellem en eukaristi, som ledes af en gift østlig præst og af en ugift vestlig. Var Kristus mere nærværende, når det var apostlen Johannes, der ifølge traditionen var ugift, som ledte nadveren, end når det var en af de gifte apostle? At paven opfordrer alle, som føler sig kaldet til cølibat, til at svare på Kristi opfordring er helt i orden. Men det hører ikke til under emnet Eukaristien og især ikke i en tekst, som henvender sig til hele kirken og ikke kun til den latinske del. Og så en sidebemærkning: Dengang præstens påbudte cølibat blev indført i Vesten i den tidlige middelalder, talte man ikke om identifikation med Kristi hjerte. Det havde især økonomiske grunde, nemlig stridigheder omkring præstens families arveret og kirkegodset. Nogle påstår, at den økonomiske dimension også spiller en vis rolle i dagens debat. Det kan jeg ikke sige noget om, eftersom emnet aldrig bliver omtalt i de officielle udtalelser. Men også dette er en sidebemærkning, som i endnu mindre grad har at gøre med læren om Eukaristien. Den eukaristiske andagt Et andet emne, som også udtrykker en vestlig og ikke en universel opfattelse af Eukaristien, er dyrkelsen af 15
Page 1 and 2: 3. årgang, nr. 2, 2008 Vi katolikk
Page 3 and 4: Vi katolikker er en del af verden V
Page 5 and 6: hengivelse, hvorved ægtefæller be
Page 7 and 8: man stadig Vatikanets holdninger fr
Page 9 and 10: et nyt individ. Epidemiologisk set
Page 11 and 12: erfaring var lidt mere forsigtige m
Page 13: Utroligt få bemærkede, at den sid
Page 17 and 18: helt for min egen regning. Jeg har
Page 19 and 20: opa. Dagen efter besøgte han det r
Page 21 and 22: Der er fare for at Rom behandler he
Page 23 and 24: Jesus’ rolle for Kirken med særl
Page 25 and 26: i Kristus Jesus, og hører I Kristu
Page 27 and 28: I den følgende tid sker der en sam
Page 29 and 30: Den kristne menighed betegnes med e
Page 31 and 32: Også på side 22, øverst, får vi
Page 33 and 34: den hånd, eller direkte i munden.
Page 35 and 36: af det, som er sandt og helligt i d
Page 37 and 38: 1962, der talte om forblindelse og
Page 39 and 40: Redaktion Dan Eriksen (ansvarshaven

2/2008 - Katolsk dialog & information

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?