2/2008 - Katolsk dialog & information
2/2008 - Katolsk dialog & information
2/2008 - Katolsk dialog & information
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
3. årgang, nr. 2, <strong>2008</strong><br />
Vi katolikker er en del af verden<br />
Paven, Europa og de fraskilte<br />
Hvem kan lede eukaristifejringen<br />
Mere distraktion end hjælp?<br />
”Oremus et pro judæis”
Sproget i den kirkelige vridemaskine<br />
2<br />
Forord<br />
Dette nummer handler på mange måder<br />
om sprog.<br />
Kirken har i årevis vænnet folk til,<br />
at det var den, man henvendte sig til<br />
for at få autoritative svar. Og mange<br />
har haft denne forventning. Men Kirkens<br />
holdning formuleres stedvis så<br />
firkantet, at det udelukker både præcisering<br />
og nuancering (jf den første<br />
artikel i dette nummer af Hans Kristensen).<br />
Utilstrækkelig argumentation<br />
eller tilsidesættelse af almindelig<br />
videnskabelig indsigt eller almindelig<br />
medfølelse med mennesker i nød<br />
”nærmer sig foragt eller fornægtelse<br />
af vidensamfundet.” (side 3)<br />
Jean-Pierre Duclos viser hvorledes<br />
bibelhenvisninger bruges til at<br />
støtte egne synspunkter, selv om de er<br />
formuleret i en anden kontekst og<br />
med en anden mening. Man knytter<br />
ting sammen, som oprindeligt ikke<br />
har nogen forbindelse, for at forsvare<br />
traditionsopståede forhold – i stedet<br />
for at nytænke ud fra tidens krav.<br />
Paven anlægger en meget europæisk<br />
og latinsk vinkel, der er med til at<br />
skabe polarisering. Det indebærer<br />
bl.a. brug af filosofiske kategorier,<br />
som var ganske velkendte i skolastikken,<br />
men helt fremmede for de ikke-<br />
europæiske kulturer og for de fleste<br />
europæere i dag. Man savner den universelle<br />
dimension, som kendetegnede<br />
2. Vatikankoncil. (side 12)<br />
Fastholdelsen af de overlevede romerske<br />
og overvejende juridiske formuleringer<br />
er efter dr. Hoffmans mening<br />
(side 22) med til at cementere<br />
nutidens embedsdiskussion, så det<br />
spærrer for inspireration ud fra urkirkens<br />
komplekse menighedsforhold til<br />
nuancering af den nutidige monarkiske<br />
ledelsesform.<br />
Niels la Cour (side 30) peger på,<br />
hvordan klarhed og entydighed i<br />
sproget savnes i den nye salmebogsinstruktioner.<br />
Omkring langfredagsbønnen om<br />
jøderne, har vi igen set et eksempel<br />
på problemet med at frigøre sig fra<br />
traditionens formuleringer. Dette<br />
handler Karlheinz Löhrers artikel om.<br />
(side 34).<br />
Topstyringen af menneskers bevidsthed<br />
og tankevirksomhed må<br />
være en saga blot. Der skal efter<br />
Dialogs mening saglige argumenter<br />
på bordet og ikke sproglige tildækninger<br />
og skinargumenter.<br />
Kjeld Wogensen
Vi katolikker er en del af verden<br />
Vi har i de foregående to numre af <strong>Katolsk</strong> Dialog og Information<br />
set på henholdsvis ”Prævention – Intention – Metode” og<br />
på ”Abort – Fordømmelse eller Indflydelse”. Det er derfor<br />
naturligt nu at se på, hvordan omverden har indflydelse på os<br />
som katolikker, og hvordan vi bør reagere på dens udfordringer.<br />
Af Hans Christensen<br />
Det lader til, at hver gang der sker et<br />
udviklingsryk i menneskenes historie,<br />
efterlader det os med nye etiske aspekter,<br />
vi må forholde os til.<br />
Tro er ikke altid at have fast grund<br />
under fødderne, for tro kan også være<br />
at betræde elementer/emner, som ingen<br />
tør have tillid til.<br />
Lad os se på to eksempler.<br />
Her kommer det første:<br />
Synet på, hvornår og på hvilke betingelser<br />
en levende biologisk masse<br />
er et menneske, har i forskellige historiske<br />
perioder og hos forskellige<br />
folkeslag været meget forskelligt.<br />
Således finder vi i den kanoniske<br />
middelalderret en sanktionslære, der<br />
graduerer efter fosterets udvikling.<br />
For abort på det besjælede, levende<br />
foster med menneskeform (animatus,<br />
vivus, formatus) pålagdes straf som<br />
for manddrab, mens indgreb mod det<br />
ubesjælede foster bedømtes mildere.<br />
Besjælingen indtraf den 40. dag efter<br />
undfangelsen (efter kirkefaderen Skt.<br />
Augustin). Abort ved dynamiske midler<br />
(gift eller medikamenter) blev af<br />
kirken anset for beslægtet med trolddom,<br />
men sidestilledes i henseende til<br />
straffens størrelse med abort ved mekaniske<br />
midler (instrumenter).<br />
Andre lignende grænser for Guds<br />
besjæling af fosteret, men med nogen<br />
kønsforskel, blev fastsat af kirkelæreren<br />
Skt. Thomas Aquinas.<br />
I slutningen af 1800-tallet fandt<br />
naturvidenskaben ved hjælp af det<br />
nye stærkt forbedrede mikroskop den<br />
befrugtede ægcelle. Denne opdagelse<br />
af en ”omnipotent” celle, der kunne<br />
blive til alle de kendte vævstyper,<br />
3
jergtog videnskaben og Kirken. Kirken<br />
kunne endelig vise, at den var<br />
med naturvidenskaben i stedet for<br />
imod den, og anså opdagelsen som at<br />
se ind i ”Guds værksted”. Men naturvidenskaben<br />
viser sig nu nok at være<br />
en farlig og foranderlig alliancepartner.<br />
Forestillingen om det unikke ved<br />
den befrugtede ægcelle er for videnskaben<br />
begyndt at blegne noget. Det<br />
er i hvert tilfælde ingen hemmelighed,<br />
at forskere er på jagt efter andre<br />
celler, der kan gøres omnipotente, for<br />
hvis man kan styre processen derfra,<br />
åbner der sig muligheder for, at en sådan<br />
celle vil kunne bringes til at<br />
danne f.eks. nervevæv til demente,<br />
hudceller til forbrændte og insulinproducerende<br />
celler til diabetikere.<br />
Forskellen på en befrugtet ægcelle og<br />
en omnipotent celle af anden oprindelse<br />
vil være svær at forklare, i hvert<br />
tilfælde vil den ikke være konstaterbar.<br />
Nu vender vi os til det andet eksempel:<br />
Tendensen går mod en stadig større<br />
adskillelse mellem det sexuelle og<br />
frembringelse af nyt liv.<br />
Vi oplever i disse år i vor egen<br />
kulturkreds en gradvis stigende adskillelse<br />
mellem selve det sexuelle og<br />
reproduktionen. Det skyldes til en vis<br />
grad, at kvinder i dag begynder at øn-<br />
4<br />
ske og få børn i en ret så moden alder,<br />
men andre faktorer som miljøgifte,<br />
nedsat sædkvalitet, arbejdsmarkedsforhold<br />
og så videre spiller givet<br />
også ind. Denne gradvise separation<br />
af sex og graviditet kan vi se af tørre<br />
tal:<br />
På 8 år er antallet af reagensglasbefrugtninger<br />
steget med mere end<br />
60%, og hvis vi dertil lægger antallet<br />
af graviditeter opnået ved insemination,<br />
så ser vi at for året 2004 var 7%<br />
af årgangen svarende til 2356 børn<br />
kommet til verden ved hjælp af<br />
kunstgreb!<br />
Og kurven ser ud til at stige eksponentielt!!<br />
Hvordan skal vi som katolikker<br />
reagere på de nye udfordringer?<br />
Jeg tror vi i Den katolske Kirke skal<br />
være taknemmelige over, at det lader<br />
til, at Helligånden så småt har forberedt<br />
os på denne situation. Når Det<br />
andet Vatikankoncil taler til os om<br />
kærligheden udtrykt i det sexuelle, så<br />
formuleres det således:<br />
”Denne kærlighed finder sit særegne<br />
udtryk og sin fuldendelse i den<br />
ægteskabelige akt. Den akt, hvorved<br />
ægtefæller forener sig intimt og rent,<br />
er anstændig og værdifuld og, hvis<br />
den udføres på ægte menneskelig vis,<br />
udtrykker og fremmer den gensidige
hengivelse, hvorved ægtefæller beriger<br />
hinanden i glæde og taknemmelighed.”<br />
Det er faktisk sådan, at hele kapitel<br />
49 i ”Gaudium et Spes” – hvorfra<br />
ovenstående er taget – handler om<br />
den ægteskabelige kærlighed, medens<br />
ægteskabets frugtbarhed har kapitel<br />
50 for sig selv.<br />
Det sexuelle som en værdi i<br />
sig selv!<br />
At det sexuelle, uden et reproduktivt<br />
sigte, kunne have en værdi i sig selv,<br />
det har Kirken mildest talt været<br />
længe om at indse, men vi må til gengæld<br />
erkende, at Helligånden glimtvis<br />
synes at fortælle os om Guds egne<br />
indstillinger og planer med os mennesker.<br />
Læs blot, hvad Han får Pius d.<br />
XII til at sige i 1952:<br />
„Samme Skaber... har også... ordnet<br />
det sådan, at ægtefællerne i<br />
denne (forplantnings)opgave finder<br />
nydelse og lykke i legeme og ånd.<br />
Derfor gør ægtefællerne intet forkert<br />
ved at søge denne nydelse og glæde<br />
sig over den. De modtager, hvad Skaberen<br />
har bestemt for dem. Alligevel<br />
skal ægtefællerne vide at holde sig<br />
inden for grænserne af sandt mådehold“.<br />
Det er dog tydeligt, at Pius d. XII<br />
ikke synes, det skal blive for morsomt.<br />
Vejen fra rådgivende leder til<br />
fordømmende ufejlbarlighed<br />
Kirken har i historiens løb haft en<br />
enerådende position i samfundet,<br />
hvilket betød, at Kirken stod som formidler<br />
af al åndelig kraft samtidig<br />
med, at de kirkelige institutioner forvaltede<br />
og formidlede og garanterede<br />
al verdslig viden. Alle de vesteuropæiske<br />
universiteter blev grundlagt<br />
efter pavelig godkendelse og kontrolleret<br />
af Pavestaten. Kirken har været<br />
vant til, at det var til den, man henvendte<br />
sig for at få autoritative svar<br />
på alt, hvad der havde med det skabte<br />
at gøre, og Kirken har genereret svar<br />
på alt muligt. Det er der i sig selv intet<br />
farligt i, så længe man ikke anser<br />
sig selv for ufejlbarlig. I det 19. århundrede<br />
udvikler Kirken sig i en<br />
mere og mere centralistisk retning –<br />
det er den bevægelse vi kalder ”ultramontanismen”<br />
– og kulminationen får<br />
vi med dogmet om pavens ufejlbarlighed.<br />
Det er klart, at selve dogmet<br />
kun drejer sig om højtideligt deklarerede,<br />
og med den øvrige kirke samstemmende,<br />
afgørelser af tros- og<br />
moralspørgsmål. Meget tyder dog på,<br />
at ufejlbarlighedstanken har haft en<br />
betydelig afsmitning på andre områder,<br />
for hvor går egentlig grænserne?<br />
Til langt op i det 20. århundrede satte<br />
Vatikanet f.eks. sin autoritet bag sine<br />
vurderinger af samfundsmodeller.<br />
5
Man udtalte sig om enevælde contra<br />
demokrati. Socialistiske bevægelser<br />
blev fordømt, medens diktatorer gik<br />
fri. Det er næppe heller nogen hemmelighed,<br />
at Johannes Paul II’s meget<br />
antikommunistiske indstilling fik<br />
uheldige konsekvenser for venstrefløjsengagerede<br />
katolikker i Sydamerika,<br />
ligesom Pius XII’s fordømmelser<br />
i 1959 gik hårdt ud over arbejderpræsternes<br />
bevægelse i Frankrig. På<br />
samme måde forsøgte og forsøger Vatikanet<br />
at få styr på den naturvidenskabelige<br />
forskning.<br />
Kan Rom mon bringes til at<br />
sige, at man tog fejl og var<br />
uoplyst<br />
Jeg er naturligvis ikke blind for, at reaktioner<br />
fra Vatikanets side kan være<br />
yderst berettigede og relevante, og<br />
det er min tro, at Kirken som Guds<br />
folk samlet vandrer mod det fuldendte<br />
gudsrige. Det rokker imidlertid<br />
ikke ved et ønske om, at Kirken, som<br />
også definerer sig som en menneskelig<br />
institution, engang imellem, når<br />
det bliver for pinligt, kunne bringes<br />
til at sige: ”vi tog fejl, vi var for uoplyste”<br />
eller ”disse spørgsmål, har vi<br />
desværre ingen svar på – vi overlader<br />
sagen til Vor Herre”.<br />
Jeg ser begyndende åbninger for<br />
dette ønske i forsøgene på en forsoning<br />
med jøderne og i <strong>dialog</strong>en med<br />
6<br />
de andre kristne kirker – på trods af<br />
at den de senere år, når det gælder de<br />
evangeliske kirker, har været sat noget<br />
på stand by, og Vatikanet p. gr. a.<br />
en noget tynd begrundelse vedrørende<br />
apostolsk succession<br />
fornærmende nægter at kalde dem for<br />
kirker men højest vil anvende betegnelsen<br />
”kirkelignende samfund”.<br />
Når det gælder Kirkens eget teologiske<br />
arvegods, så oplever vi det glædelige,<br />
at Limbo-forestillingerne frafaldes.<br />
Vi overlader igen de udøbte<br />
børns skæbne til Vor Herres allerkærligste<br />
omsorg, og vi bestemmer ikke<br />
længere, at Han skal putte dem hen et<br />
sted, der er knap så godt som saligheden<br />
for os døbte.<br />
Endelig oplever vi, at afladsbegrebet<br />
– det at håndtere timelig syndestraf<br />
i en evighedsorden efter døden –<br />
nu trods alt er blevet så eksotisk, at<br />
hele afsnittet, der handler om dette<br />
begreb, i den nye katekismus er trykt<br />
med småt.<br />
Vi må kræve den samme<br />
ærlighed af Kirken, som vi<br />
forventer i andre af livets<br />
forhold!<br />
I 5.Mosebog kap.5 vers11læser<br />
vi: Du må ikke bruge Herren din<br />
Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig<br />
lade den ustraffet, der bruger<br />
hans navn til løgn. Men af og til ser
man stadig Vatikanets holdninger fra<br />
officiel side begrundet med udsagn,<br />
der benytter almindelig viden i så<br />
ringe grad, at det nærmer sig foragt<br />
eller fornægtelse af vidensamfundet.<br />
Således kunne man i vort bispedømmes<br />
officielle postomdelte blad for<br />
nylig se bladets ansvarshavende redaktør<br />
reagere på et læserbrev således:<br />
”Når du skriver, at kondomer er<br />
den eneste løsning på aids-epidemien<br />
i den 3. verden, må jeg svare, at det<br />
er der ikke meget, der tyder på. Kirken<br />
afviser kondomer også i denne<br />
sammenhæng, fordi kondomer giver<br />
en falsk tryghed og dermed indirekte<br />
medvirker til, at smitten spredes yderligere.<br />
Aids-kampagnernes tale om<br />
„sikker sex“ er ganske enkelt usand.<br />
Kondomer giver maximalt en sikkerhed<br />
på 90%, og her taler vi om graviditet,<br />
hvor „risikoen“ kun er til stede i<br />
en kort periode af kvindens cyklus -<br />
når vi taler om aids, er risikoen konstant<br />
til stede. Derfor siger Kirken, at<br />
den eneste forsvarlige løsning er en<br />
ændret seksuel adfærd. Det er der i<br />
dag erfaringer fra mange lande, der<br />
bekræfter.”<br />
For at dette udsagn blot tilnærmelsesvis<br />
skulle være sandt, så skulle<br />
HIV-virus være den mest smitsomme<br />
mikroorganisme, verden endnu har<br />
set, og et flertal i en befolkning skal<br />
være smittebærer. Men sandheden er,<br />
at dette virus er ret så skrøbeligt og<br />
kræver overførsel i stort antal og under<br />
særlige betingelser. Virus-typer,<br />
der giver smitsomme leverbetændelser,<br />
er til sammenligning langt mere<br />
smitsomme. Mod de sexuelt overførbare<br />
typer B og C anbefales hos ikke<br />
vaccinerede personer brugen af kondom.<br />
Men lad os lige engang se på virkeligheden:<br />
Seksuel kontakt er hovedvejen for<br />
overførsel af HIV. Risikoen for smitte<br />
ved et samleje er 0,2%. Her drejer det<br />
sig altså om ubeskyttet sex med én,<br />
der er HIV-positiv. Endvidere forøges<br />
risikoen ved anden samtidig overført<br />
sexuel sygdom, fx syfilis eller slimhindelæsioner<br />
i øvrigt. Man ved fra<br />
andre undersøgelser, at brugen af<br />
kondomer virker voldsomt opbremsende<br />
på andre sexuelt overførte sygdomme<br />
(klamydia, gonoré, syfilis).<br />
Disse synes at være årsagen til den<br />
høje heteroseksuelle smitsomhed i<br />
troperne. Ved stikuheld er smitterisikoen<br />
ca. en halv procent. HIVsmittede<br />
gravide kvinder kan overføre<br />
virus til fosteret og formentlig<br />
også via modermælk. Risikoen for<br />
smitte fra mor til barn er 25%, hvis<br />
der ikke interveneres medikamentelt.<br />
Virus overføres aldrig ved social kon-<br />
7
takt, berøring eller kys, ligesom der<br />
heller ikke er holdepunkt for overførsel<br />
via insektstik, mad eller drikke.<br />
At falske udsagn til at underbygge<br />
Kirkens hidtidige holdninger til prævention<br />
ikke blot er et lokalt fænomen,<br />
men fremsættes af højt placerede<br />
talsmænd for Vatikanet ses af<br />
følgende:<br />
Interview med The President<br />
of Pontifical Council for the<br />
Family<br />
I dette interview i Vatikanets Radio,<br />
understreger Cardinal Alfonso López<br />
Trujillo, præsident for Det Pontificale<br />
Råd for Familieanliggender at kondomer<br />
er ineffektive både når det gælder<br />
at forhindre graviditet og når det<br />
gælder forebyggelse af sexuelt overførbare<br />
sygdomme:<br />
”Emnet sikker sex er blevet behandlet<br />
i forskellige videnskabelige<br />
studier.<br />
Et af mine anliggender har været<br />
at forhindre at folk, især unge mennesker,<br />
tror, at der er noget der hedder<br />
sikkerhed med kondomer, når en sådan<br />
sikkerhed ikke er bevist!<br />
Hvor mange unge har ikke valgt<br />
vejen mod promiskuitet tilskyndet af<br />
denne falske hypotese for derefter at<br />
blive offer for denne epidemi<br />
(AIDS)? Der påhviler én et alvorligt<br />
ansvar!<br />
8<br />
Jeg ønsker blot på basis af en hel<br />
del eksperter at minde om, at når kondom<br />
anvendes som svangerskabsforebyggende,<br />
så er det ikke helt til at<br />
stole på, og ikke helt sjældent opnås<br />
der alligevel graviditet.<br />
Når det så drejer sig om et AIDSvirus,<br />
der er ca. 450 gange mindre<br />
end en sædcelle, ja, så giver kondomets<br />
gummi-materiale jo helt klart<br />
mindre beskyttelse. Nogle studier afslører<br />
kondombrist i 15% sågar helt<br />
op til 20%.”<br />
Vatican City, Nov 11, 2003 (Zenit)<br />
Er en god katolik naiv og<br />
uvidende??<br />
Det forekommer pinligt, at videnskabelige<br />
discipliner som virologi og<br />
epidemiologi tilsyneladende ikke gør<br />
noget indtryk i Rom. Tværtimod synes<br />
man at bringe en faktuel oplysning<br />
om, at AIDS-virus er 450 gange<br />
mindre end en sædcelle for at give<br />
indtryk af, hvor let smitten kan gennemtrænge<br />
kondomets gummi! Men<br />
oplysningen er fuldstændig uden relevans.<br />
Dette virus har ikke noget selvstændigt<br />
stofskifte og er helt afhængig<br />
af at opholde sig intracellulært,<br />
hvor det kan opformeres. Det er direkte<br />
afhængigt af en bestemt type<br />
hvide blodlegemer, og skal med sin<br />
værtcelle over i en ny blodbane for at<br />
angribe samme type blodsceller hos
et nyt individ.<br />
Epidemiologisk set vil man i<br />
grove træk kunne opstille følgende<br />
ligning:<br />
Med brug af kondom:<br />
Faktisk risiko for HIV-smitte = gennemsnitlig<br />
risiko ved samleje med en<br />
Hiv-smittet person (da en afrikansk<br />
befolkning sandsynligvis har flere<br />
intercurrerende sygdomme, sættes<br />
tallet 5 gange højere end for en europæisk<br />
befolkning) x risiko for<br />
kondombrist x prævalensen (hvor<br />
stor en del af en befolkning, der er<br />
smittet)<br />
Faktisk risiko = 1% x 10% x 10% =<br />
0,0001<br />
Svarende til én smitteoverførsel pr.<br />
10.000 samlejer.<br />
Hvis man altså havde samleje én<br />
gang daglig alle årets dage, ville<br />
10.000 samlejer svare til 27,4 år<br />
Uden brug af kondom ser de tilsvarende<br />
tal således ud:<br />
Faktisk risiko = 1% x 10% = 0,001<br />
Svarende til én smitteoverførsel pr.<br />
1000 samlejer.<br />
Ved samleje én gang daglig svarer<br />
1000 samlejer til 2 år og 8 mdr.<br />
Der er på det foreliggende grundlag<br />
ingen tvivl om, at oplysning om<br />
og brug af kondomer drastisk vil<br />
kunne nedbringe antallet af HIVsmitteoverførsler,<br />
og dermed redde<br />
menneskeliv. Ja, smittekæden vil<br />
sandsynligvis blive brudt og sygdommen<br />
i dens nuværende form vil forsvinde.<br />
Hvis man havde øjendråber, der<br />
med lige så stor effekt kunne forebygge<br />
blindhed, så tror jeg, selv Kirken<br />
ville anse det for kriminelt ikke<br />
at anvende dem. For personer, der<br />
ikke er helt fortrolige med Kirkens<br />
mange menneskelige sider, må det<br />
være fristende at antage, at nogle<br />
kredse inden for Kirken synes, det<br />
ikke er så dårligt, at man bliver dødelig<br />
syg af at synde – så kan de lære<br />
det, ka’ de!<br />
Det lader dog til at nogen i<br />
Rom godt ved at situationen<br />
er uholdbar!!<br />
Vatikanet forbereder et arbejdspapir<br />
til intern diskussion vedrørende AIDS<br />
og kondomer. Det fortæller præsidenten<br />
for Det Pontificale Råd for sundhedsarbejdere,<br />
Kardinal Javier Lozano<br />
Barragán:<br />
”Benedict XVI har selv bedt om et<br />
sådant memorandum, der fremdrager<br />
9
alle aspekter både videnskabelige og<br />
tekniske så vel som alle moralske<br />
aspekter når det gælder kondombrug.<br />
Det spørgsmål udkastet især behandler,<br />
drejer sig om par, der er lovformelig<br />
og sakramentalt ægteviede,<br />
hvor den ene af ægtefællerne lider af<br />
AIDS.<br />
Da Den Hellige Fader Benedict<br />
XVI bevilligede mig en audiens,<br />
sagde han til mig, at det ville være<br />
passende at bringe emnet på banen<br />
blandt kompetente personer i Vatikanet.<br />
Det er et spørgsmål om at undersøge,<br />
hvordan tingene hænger sammen<br />
både videnskabeligt og moralsk<br />
set.<br />
Det foreliggende materiale svarer<br />
først på spørgsmålet: Hvilke garantier<br />
er der for, at kondomer hindrer<br />
spredning af AIDS? Og dernæst på<br />
spørgsmålet: Er det moralsk tilladeligt<br />
at bruge et ”teknisk” kondom?<br />
For at besvare disse to spørgsmål,<br />
må man tage hensyn til to vigtige<br />
principper, nemlig Det sjette Bud, der<br />
forbyder urene handlinger, og Det<br />
femte Bud, der siger, at man ikke må<br />
ihjelslå.”<br />
Zenit.org/article-15838. Vatikanet,<br />
april 25, 2006:<br />
Det forekommer dog ubarmhjertigt,<br />
at Rom overvejer, om det er moralsk i<br />
10<br />
orden at anvende kondom i et parforhold,<br />
hvor den ene er Hiv-positiv,<br />
når man samtidig mener, at denne<br />
metode kun giver falsk tryghed, ja ligefrem<br />
fremmer Hiv spredning for<br />
slet ikke at tale om, at det kunne se<br />
ud som om Rom ligefrem opfordrer<br />
parterne til sex uden den ellers allestedsnærværende<br />
chance for afkom!!!<br />
Se, en ting er, at det er i orden at<br />
være modstander af kondomer både<br />
som prævention og som profylakse<br />
mod sygdom, fordi man mener brugen<br />
fremmer utugt. Men man må så<br />
samtidig påtage sig det moralske ansvar<br />
for tusinders lidelser og død, i<br />
hvad man anser for at være i en højere<br />
sags tjeneste. Noget andet er at<br />
underbygge sit synspunkt med falske<br />
påstande - som her: ”at kondomer<br />
faktisk er med til at AIDS-smitten<br />
spredes yderligere grundet falsk tryghed,<br />
og at AIDS-kampagnernes tale<br />
om sikker sex ganske enkelt er<br />
usand”. Det medfører blot, at der må<br />
stilles det relevante spørgsmål: hvor<br />
mange andre udsagn fra Vatikanets<br />
side bygger på lignende falske udsagn?<br />
Det lader til, at vi må erkende, at<br />
mange udviklingstrin specielt inden<br />
for den biologiske forskning gang på<br />
gang udfordrer os. Mon ikke det var<br />
klogt, at vi som katolikker med denne
erfaring var lidt mere forsigtige med<br />
at tage Vor Herre til indtægt for alt<br />
for fasttømrede synspunkter? Det er<br />
ganske vist dejligt at have fast grund<br />
under fødderne, men det er ikke rart,<br />
når tæppet trækkes væk under én.<br />
Fra Ny Testamentes tid har Kirken<br />
været sammenlignet med et skib. Vi<br />
kan ikke altid regne med magsvejr.<br />
Lad os slutte med Kardinal Newmann’s<br />
ord:<br />
Foto: Henrik Löhrer<br />
”Jeg elsked solklar dag og medbør<br />
blid –<br />
o, milde Gud, forglem den svundne<br />
tid!”<br />
Og lad os i alt dette huske på, at ligesom<br />
vi er forpligtiget til at møde<br />
medmennesket dér, hvor hun eller<br />
han nu står, så møder Gud også os på<br />
lige fod, ellers giver Hans menneskevordelse<br />
ingen mening.<br />
11
Paven, Europa og de fraskilte<br />
Af Jean-Pierre Duclos<br />
Benedikt XVI har vist den europæiske<br />
del af den universelle romerskkatolske<br />
kirke en særlig opmærksomhed.<br />
Det kommer tydeligt frem i tre<br />
begivenheder, som jeg her vil kommentere:<br />
Hans konklusioner på bispesynoden<br />
30.3.2007, hans rejse i Brasilien<br />
i maj <strong>2008</strong> og de sidste kardinaludnævnelser<br />
i november 2007.<br />
Men hvad har Vatikanets syn på<br />
Europa at gøre med dets rigoristiske<br />
praksis over for de fraskilte, som gifter<br />
sig igen? Jeg mener, at den er påvirket<br />
af den særlige interesse, Vatikanet<br />
i lang tid har vist Europa, og<br />
det vil jeg argumentere for. Men lad<br />
os tage hvert emne for sig.<br />
1. Benedikt XVI og Europa<br />
En væsentlig frugt af 2. Vatikankoncil<br />
er oprettelsen af bispesynoden,<br />
som virkeliggør kollegialiteten i Kirken,<br />
dvs. samarbejdet mellem Roms<br />
biskop og alle de andre biskopper.<br />
Den sidste bispesynode samlede mere<br />
end 250 biskopper fra hele verden 2.-<br />
23.10.2006 og drøftede emnet ”Eukaristien<br />
- kilde til og hovedpunkt i Kir-<br />
12<br />
kens liv”. Den formulerede et halvt<br />
hundrede forslag, som blev sendt videre<br />
til paven. På basis af disse forslag<br />
redigerede paven en såkaldte<br />
exhortatio med titlen Sacramentum<br />
Caritatis, Kærlighedens sakramente.<br />
Det drejer sig om en meget omfattende<br />
og velstruktureret syntese, hvor<br />
Eukaristien behandles under alle mulige<br />
synsvinkler, og det sidste skal tages<br />
helt bogstaveligt. Det medfører<br />
en vis ubalance mellem det, som virkelig<br />
er fælles gods, og de elementer,<br />
som kun kendes i en del af den universelle<br />
kirke. Henvender Roms biskop<br />
sig til hele kirken? Hvorfor så<br />
medtage aspekter, som kun angår<br />
dens latinske del? Exhortatio virker<br />
på mig som et latinsk dokument, en<br />
vestlig konstruktion, men den latinske<br />
del er dog kun en del af den romerske<br />
katolske kirke. Den fylder<br />
næsten det hele, men den er ikke det<br />
hele.<br />
Paven henvender sig til hele kirken,<br />
men en del af hans tale har faktisk<br />
kun relevans for Vesten.
Utroligt få bemærkede, at den sidste<br />
udgave af Vatikanets officielle kalender<br />
havde strøget en af de mange titler,<br />
som knyttes til Roms bispesæde:<br />
Vestens patriark. Det er der ganske<br />
vist en vis mening i, eftersom der er<br />
sket meget, siden man kunne tale om<br />
Vesten og Østen, Rom og Konstantinopel<br />
som lige store områder. I dag<br />
strækker Vestens patriarkat sig fra<br />
Nord- og Sydamerika til det fjerneste<br />
Østen. Men det vil være kedeligt,<br />
hvis man i Rom beholder de samme<br />
briller på, som dengang Rom bare betød<br />
vesteuropæisk. Pavens rejse, som<br />
omtales i anden del af denne artikel,<br />
giver forkerte signaler i denne retning,<br />
og samme tendens findes i den<br />
her omtalte tekst. Paven henvender<br />
sig til hele kirken, men en del af hans<br />
tale har faktisk kun relevans for Vesten.<br />
2. Vatikankoncil er det 21. i den<br />
officielle liste over de økumeniske<br />
konciler. Økumenisk betyder her fælleskirkelig,<br />
et koncil som anerkendes<br />
af hele kirken, selv om antallet af repræsentanter<br />
fra vesten var mikroskopisk<br />
i oldkirkens konciler, som var<br />
indkaldt af kejseren i Konstantinopel,<br />
og forholdene var omvendt i de nyere<br />
konciler, ja indtil det 1. Vatikankoncil<br />
i 1870. Ved det andet 2. Vatikankoncil<br />
1962-65 kunne man for første<br />
gang opleve en forsamling som virkelig<br />
kom fra hele kloden, og selv om<br />
repræsentanterne for de ikke latinske<br />
riter var forholdsvis få, blev de meget<br />
synlige, da det var deres tur til fejre<br />
den gudstjeneste, som indledte hvert<br />
plenarmøde. Den melkitiske patriark<br />
Maximos IV holdt alle sine taler på<br />
fransk for at understrege at hans kirke<br />
var i kommunion med Rom på lige<br />
fod med blandt andre den latinske<br />
kirke. Johannes Paul II talte om de to<br />
lunger Kristi kirke trækker vejret<br />
igennem for at beskrive forholdet<br />
mellem de vestlige og de østlige<br />
kristne. De unerede orientalske kirker<br />
prøver trods deres ringe medlemstal<br />
at opfylde rollen som den manglende<br />
lunge, men de føler sig ikke bakket<br />
op, når de hører paven sige, at han<br />
”respekterer” deres skik med at præstevie<br />
gifte mænd, selv om han mener<br />
at det latinske cølibat er finere (§ 24)<br />
Mere om det senere.<br />
Det er denne universelle dimension,<br />
som kendetegnede 2. Vatikankoncil,<br />
jeg savner i pavens exhortatio.<br />
Han henvender sig til hele kirken,<br />
ikke kun til den latinske del. Det er<br />
en selvfølge eftersom hans emne,<br />
Eukaristien, drejer sig om kernen i at<br />
være en kristen kirke. Kirken er til,<br />
hvor menigheden samles omkring<br />
Herrens bord. Men mit spørgsmål her<br />
lyder: Hvorfor nøjes paven ikke med<br />
at redegøre for alt det, vi alle er fælles<br />
om? Hvorfor tager han også as-<br />
13
pekter med, som kun kendetegner den<br />
vestlige eller sågar europæiske katolicisme,<br />
for nu at sige det lidt firkantet?<br />
Det er især to afsnit som får mig til<br />
at reagere, § 24 om præsternes cølibat<br />
og § 67-68 om den eukaristiske fromhed.<br />
Præsternes cølibat<br />
Præstemanglen i den vestlige kirke har<br />
fået ikke så få katolikker til at spørge,<br />
hvorfor man ikke kan præstevie gifte<br />
mænd, som det var skik i Vesten indtil<br />
højmiddelalderen og stadig praktiseres<br />
i de orientalske kirker, også i dem som<br />
anerkender Roms primat. Bispesynoden<br />
havde allerede taget emnet op<br />
og udtalt sig for fastholdelsen af<br />
cølibatskravet i den latinske ritus. Paven<br />
bekræfter det: ”Samtidig med at vi<br />
respekterer den anderledes praksis i<br />
den østlige tradition, er det passende<br />
at minde om den dybe betydning af<br />
præstens cølibat.” Jeg ved ikke, hvordan<br />
vores østlige medkristne opfatter<br />
denne ”respekt”, men hvis de føler sig<br />
nedværdiget, vil det være helt forståeligt.<br />
14<br />
Var Kristus mere nærværende, når<br />
det var apostlen Johannes, der ifølge<br />
traditionen var ugift, som ledte nadveren,<br />
end når det var en af de gifte<br />
apostle?<br />
Men det er ikke bare tanken om, at<br />
det er finere, når præsten er ugift –<br />
sådan kan det nemlig læses – jeg har<br />
det vanskeligt med. Det er også og<br />
især begrundelsen for denne tanke,<br />
som volder mig besvær. Pavens udgangspunkt<br />
er den kendsgerning, at<br />
Jesus levede ugift indtil sin død på<br />
korset. Og så konkluderer han i to<br />
tempi: ”Det præstelige cølibat er en<br />
særlig måde at efterligne Kristi egen<br />
livsstil på. Dette valg er først og<br />
fremmest ægteskabslignende: Det er<br />
en identifikation med Jesu hjerte,<br />
brudgommen som ofrer sit liv for sin<br />
brud.” Tilsyneladende er der kontinuitet<br />
mellem de tre sætninger. De<br />
hører sammen som grundlag og konsekvens,<br />
men i virkeligheden har de<br />
ikke samme omfang. Den første henvender<br />
sig til de få, den sidste er rettet<br />
til os alle. Lad os tage dem hver<br />
for sig for bedre at forstå det.<br />
Den første sætning drejer sig om<br />
at efterligne Jesus, som levede ugift,<br />
selv om det ikke var tradition hos jøderne.<br />
Nogle kaldes af Gud til at efterligne<br />
denne livsstil, nonner og<br />
munke og også præsterne i den latinske<br />
ritus. Det nye Testamente gør udtrykkeligt<br />
opmærksom på, at dette<br />
gudviede cølibat er en særlig kaldelse.<br />
”Der er dem, der har gjort sig<br />
selv uegnede (til ægteskab) for<br />
himmerigets skyld. Lad dem, der kan,
umme det.” (Matt.19,12) Og Paulus<br />
kommenterer det således til korinterne:<br />
”Enhver har sin egen nådegave<br />
fra Gud, den ene på en måde, den anden<br />
på en anden måde.” (1 Kor.7,7).<br />
Cølibatet er en særlig vej, men det<br />
mål, det stræber efter, ”en identifikation<br />
med Jesu hjerte, brudgommen<br />
som ofrer sit liv til sin brud”, er fælles<br />
for alle kristne. At vi alle kaldes<br />
dertil kommer tydeligt frem i Paulus<br />
formaning: ”Mænd, elsk jeres hustruer,<br />
ligesom Kristus har elsket kirken<br />
og givet sig for den.” (Efes.5,25).<br />
Som sagt står der ikke nogen henvisning<br />
til Bibelen i dette afsnit af pavens<br />
tekst, men der kan ikke være nogen<br />
tvivl om, at det er denne formaning<br />
fra Efeserbrevet, der inspirerer<br />
omtalen af cølibatet som ”et ægteskabslignende<br />
valg”. Man kan godt<br />
undre sig over, at det citat, som anvendes<br />
for at begrunde den katolske<br />
opfattelse af ægteskabet som et sakramente,<br />
også kan bruges i en tekst,<br />
som så tydeligt tager afstand fra at<br />
præstevie gifte mænd.<br />
Og desuden kan denne interesse<br />
for præstens værdighed vanskeligt<br />
forenes med den faste lære, som<br />
stammer fra oldkirken og i 1563 blev<br />
bekræftet af Tridentinum (kan.12),<br />
om, at sakramentets gyldighed er uafhængig<br />
af dets forvalters værdighed. I<br />
dette perspektiv er det fuldstændig ir-<br />
relevant at spørge, hvor forskellen er<br />
mellem en eukaristi, som ledes af en<br />
gift østlig præst og af en ugift vestlig.<br />
Var Kristus mere nærværende, når det<br />
var apostlen Johannes, der ifølge traditionen<br />
var ugift, som ledte nadveren,<br />
end når det var en af de gifte<br />
apostle? At paven opfordrer alle, som<br />
føler sig kaldet til cølibat, til at svare<br />
på Kristi opfordring er helt i orden.<br />
Men det hører ikke til under emnet<br />
Eukaristien og især ikke i en tekst,<br />
som henvender sig til hele kirken og<br />
ikke kun til den latinske del.<br />
Og så en sidebemærkning: Dengang<br />
præstens påbudte cølibat blev<br />
indført i Vesten i den tidlige middelalder,<br />
talte man ikke om identifikation<br />
med Kristi hjerte. Det havde især<br />
økonomiske grunde, nemlig stridigheder<br />
omkring præstens families arveret<br />
og kirkegodset. Nogle påstår, at<br />
den økonomiske dimension også spiller<br />
en vis rolle i dagens debat. Det<br />
kan jeg ikke sige noget om, eftersom<br />
emnet aldrig bliver omtalt i de officielle<br />
udtalelser. Men også dette er en<br />
sidebemærkning, som i endnu mindre<br />
grad har at gøre med læren om Eukaristien.<br />
Den eukaristiske andagt<br />
Et andet emne, som også udtrykker<br />
en vestlig og ikke en universel opfattelse<br />
af Eukaristien, er dyrkelsen af<br />
15
ealpræsensen uden for nadvermåltidet.<br />
Den eukaristiske fromhed, som<br />
paven kalder den, er et vestligt fænomen,<br />
som dukkede op i Italien i middelalderen.<br />
Sakramentale andagter eller<br />
tilbedelsen af Jesu nærvær i tabernaklet<br />
er typiske vestlige skikke, der<br />
dukkede op i kølvandet af vedtagelsen<br />
af læren om transsubstantiation<br />
som udtryksform for dogmet om<br />
realpræsensen. Denne lære formuleres<br />
i aristoteliske filosofiske kategorier,<br />
som var ganske velkendte i skolastikken,<br />
men helt fremmede for de<br />
ikke-europæiske kulturer, og de er det<br />
også for de fleste europæere i dag.<br />
Det er tankevækkende, at denne form<br />
for andagt udviklede sig netop samtidig<br />
med at frekvensen af deltagelsen i<br />
Herrens bord faldt betydeligt. Liturgireformen,<br />
som det sidste koncil påbegyndte,<br />
understreger kraftigt, at<br />
Eukaristien er et måltid, at Kristus<br />
forvandler brødet og vinen til sit legeme<br />
og sit blod, for at vi kan spise<br />
og drikke det. ”Gør dette til min ihukommelse”<br />
lød Jesu befaling skærtorsdag<br />
aften. Hvad henviser dette<br />
ord dette til? I hvert fald ikke til at gå<br />
rundt i en klosterhave bag en præst,<br />
som bærer en monstrans. Denne form<br />
for andagt er ganske agtværdig, men<br />
at anbefale den hører ikke hjemme i<br />
en tekst, som skulle gengive kernen i<br />
alle de kristne fælles tro.<br />
16<br />
Paven er godt klar over, at disse<br />
andagtsformer er tidsprægede og ikke<br />
universelle. Han slutter nemlig med<br />
denne bemærkning: ”Hvis disse<br />
andagtsformer bliver belejligt fornyede<br />
og tilpasses omstændighederne,<br />
fortjener de stadig at praktiseres i dag<br />
” (§ 68). Det er givet, at den barokke<br />
arkitektur, som er så dominerende i<br />
Rom, danner en fortræffelig ramme<br />
for denne form for andagt, men denne<br />
kunst er romersk i geografisk og<br />
kunsthistoriske betydning, ikke universel.<br />
Benedikt XVI og Latinamerikas<br />
indianere<br />
Man husker i Latinamerika, hvordan<br />
Johannes Paul II i sit budskab i anledning<br />
af jubilæet for opdagelsen af<br />
Amerika 13.10. 92 bad om tilgivelse<br />
for alle de lidelser de indfødte led<br />
under kolonisatorernes erobring.<br />
Der lød helt andre toner, da Benedikt<br />
XVI fremstillede de tvangsomvendelser<br />
som fulgte med spaniernes<br />
invasion, som et svar på de indfødtes<br />
ubevidste ønske om at lære<br />
kristendommen at kende.<br />
Min påstand om, at pavens fokusering<br />
på den vestlige form for katolicisme<br />
kan opfattes som en underkendelse<br />
af den østlige del af kirken, står
helt for min egen regning. Jeg har<br />
ikke læst nogen udtalelse fra de orientalske<br />
kirker, som beklager denne<br />
ensidighed. Men det gik ikke så stille<br />
af næste gang paven glemte at tage<br />
sine europæiske briller af, før han udtalte<br />
sig. Det skete i hans tale ved åbningen<br />
af det femte møde i den sydamerikanske<br />
bispekonference<br />
CELAM 9.5.2007. Pavens rejse til<br />
Latinamerika havde en særlig betydning,<br />
fordi man i Rom er bekymret<br />
over udviklingen i Brasilien. Det er<br />
det land med det største antal katolikker<br />
i verden, men det plages af en<br />
kraftig udvandring fra den romerskkatolske<br />
kirke til Pinsemenighederne,<br />
hvis gudstjenesteform bedre svarer til<br />
landets kultur. Latinamerika viser sig<br />
at være mere amerikansk end latinsk,<br />
og det skaber uro i kontorerne i Vatikanet,<br />
hvor man holder strengt på, at<br />
den romerske liturgi skal bevare sin<br />
latinske karakter. Hvorfor skulle man<br />
ellers kræve, at enhver oversættelse<br />
af de liturgiske tekster til modersmål<br />
skal godkendes i Rom? Folk i periferien<br />
må ikke lade sig friste til at føje<br />
til eller skære fra. Vestlig takt og tone<br />
synes at være idealet. Det er i hvert<br />
fald på denne måde, jeg tolker opfordringen<br />
til at moderere udvekslingen<br />
af fredshilsenen under messen for<br />
ikke at skabe uro omkring kommunionens<br />
uddeling (Exhortatio § 49).<br />
Det smager ganske enkelt af kulturimperialisme.<br />
Her kan man tale om<br />
kultursammenstød. Benedikt XVI<br />
omtalte ganske vist i sin tale ”den<br />
rige og dybtgående folkereligiøsitet<br />
gennem hvilken det latinamerikanske<br />
folks sjæl viser sig,” men det lyder<br />
anderledes end dengang Johannes<br />
Paul II med et stort smil overværede,<br />
hvordan man i Afrika flettede folkedans<br />
ind i liturgien.<br />
Man husker i Latinamerika, hvordan<br />
Johannes Paul II i sit budskab i<br />
anledning af jubilæet for opdagelsen<br />
af Amerika 13.10. 92 bad om tilgivelse<br />
for alle de lidelser de indfødte<br />
led under kolonisatorernes erobring.<br />
Der lød helt andre toner, da Benedikt<br />
XVI fremstillede de tvangsomvendelser,<br />
som fulgte med spaniernes invasion,<br />
som et svar på de indfødtes ubevidste<br />
ønske om at lære kristendommen<br />
at kende. ”De har erkendt og<br />
modtaget Kristus,” sagde han, ”den<br />
ukendte Gud, som deres forfædre uvidende<br />
søgte igennem deres rige religiøse<br />
traditioner … Kristus, som var<br />
den Frelser, de ønskede i stilheden …<br />
Forkyndelsen af Jesus og evangeliet<br />
har på ingen måde forrådt de præcolumbianske<br />
kulturer og betød ikke<br />
indførelsen af en fremmed kultur”<br />
(citeret efter Doc.cath. 3.6.07 s.533).<br />
Reaktionerne kom straks og Venezuelas<br />
præsident Hugo Chavez bad<br />
17
paven om at give en undskyldning.<br />
Han blev ikke hørt, men under den<br />
første onsdagsaudiens efter sin hjemkomst<br />
forsikrede paven, at han ikke<br />
forsøgte at lukke øjnene for de lidelser<br />
de spanske og portugisiske kolonisatorer,<br />
også præsterne, bragte med<br />
sig over for den oprindelige befolkning.<br />
John I. Allan Jr. skrev i USA’s<br />
National Catholic Reporter, at selv<br />
om Benedikt XVI har en skarp analytisk<br />
hjerne, ”kan han også være bemærkelsesværdigt<br />
tonedøv over for,<br />
hvordan hans udtalelser kan opfattes<br />
af mennesker, der ikke deler hans intellektuelle<br />
og kulturelle præmisser.”<br />
Men vi må være forsigtige med vores<br />
bebrejdelser. Er vi ikke herhjemme<br />
temmelig tilbøjelige til at bebrejde<br />
verden det, vi ser gennem vores egne<br />
briller?<br />
At de brasilianske katolikker ikke<br />
altid er indforståede med den europæiske<br />
form for katolicisme, kunne vi<br />
igen konstatere i februar <strong>2008</strong>, hvor<br />
der blev afholdt en præstekonference,<br />
som repræsenterede 18 000 gejstlige<br />
fra hele landet. Den vedtog en erklæring<br />
underskrevet af 430 præster, som<br />
opfordrede Vatikanet til at åbne vejen<br />
til præstevielse af gifte mænd og til at<br />
åbne vejen til sakramenterne for de<br />
gengifte. Det ser ud, som om man<br />
også i Brasilien opfatter den nuværende<br />
romerske praksis i disse to til-<br />
18<br />
fælde som mere europæisk end egentlig<br />
katolsk. Pudsigt nok er denne erklæring<br />
sendt til en brasiliansk kardinal,<br />
Claudio Hummes, som er leder<br />
af det romerske ministerium for de<br />
gejstlige. Indtil nu er der ikke kommet<br />
nogen reaktion fra Kurien, men<br />
hvis eller når det sker, vil man kunne<br />
læse om det i <strong>Katolsk</strong> Dialogs nyhedstjeneste.<br />
Benedikt XVI og EU<br />
Benedikt XVIs interesse for Europa<br />
begrænser sig ikke til den kulturelle<br />
side. Han beskæftiger sig også med<br />
det politiske Europa. Så vidt jeg ved,<br />
finder kontakterne med Bruxelles<br />
sted gennem den europæiske katolske<br />
bispekonference i tæt samarbejde<br />
med den protestantiske søsterorganisation<br />
KEK (Konferencen for Europæiske<br />
Kirker - www.cec-kek.org).<br />
Men man er ikke bange for at bekende<br />
kulør på Vatikanerhøjen. Det pavelige<br />
diplomati har længe kæmpet<br />
for, at kristendommen skulle nævnes<br />
som en af grundpillerne i forordet til<br />
den europæiske forfatningstraktat.<br />
Det virker lidt som en klodset indblanding,<br />
og som man ved, lykkedes<br />
det heller ikke. Men man blev virkelig<br />
ked af det i Rom. Da paven henvendte<br />
sig til 400 gæster forsamlede<br />
24.4.2007 for at fejre Romtraktatens<br />
50 år, talte han om det frafaldne Eu-
opa. Dagen efter besøgte han det romerske<br />
sogn Santa Felicita og talte<br />
om djævelen, som er der og lurer på<br />
os. Det franske blad Le nouvel Observateur<br />
tolkede det, som om paven ønsker<br />
at generobre Europa, og at hans<br />
startbane vil være Italien, som er<br />
skueplads for en kamp om den traditionelle<br />
familieopfattelse (12.5.2007).<br />
23 nye kardinaler<br />
”Efter den 24. november vil der<br />
være 121 kardinaler med stemmeret,<br />
heraf 60 fra Europa. De tal afspejler<br />
ikke fordelingen af verdens<br />
katolske befolkning på 1,1 milliarder,<br />
hvoraf halvdelen er i Latinamerika,<br />
mens kun en fjerdedel befinder sig i<br />
Europa.”<br />
Pressen kom med tilsvarende strategiske<br />
overvejelser, da listen over de 23<br />
nye kardinaler som blev ”kreeret”<br />
(sådan kalder man det ved pavehoffet)<br />
24.11.2007. Det med strategi vil<br />
jeg komme tilbage til, men udnævnelsernes<br />
geografiske fordeling falder<br />
godt i tråd med det, jeg har sagt om<br />
en europæiskcentreret politik.<br />
Kardinalerne er pavens nærmeste<br />
rådgivere, og de vælger hans efterfølger.<br />
De har status som en slags bisperåd<br />
for Roms biskop, og bliver derfor<br />
hver især knyttet til en romersk sog-<br />
nekirke. Det er vigtigt her at understrege,<br />
at valget af kardinalemnerne<br />
udelukkende er pavens egen beslutning<br />
og derfor med rimelighed kan<br />
bruges til at tolke pavens politik.<br />
En af de nye kardinaler er den<br />
kaldæiske patriark af Bagdad, Emmanuel<br />
III Elly. Det er givet, at dette<br />
valg skal ses i lyset af situationen i<br />
Irak, hvor patriarken er forkæmper<br />
for det lille kristne mindretal. Men<br />
denne udnævnelse er ikke uproblematisk<br />
i lyset af forholdet mellem den<br />
latinske og de orientalske kirker, et<br />
forhold som heller ikke synes at have<br />
bekymret redaktøren af exhortatio,<br />
som vi allerede har bemærket. Kardinalembedet<br />
er en udpræget latinsk institution,<br />
og en østlig patriark vil ikke<br />
opfatte det som en forfremmelse at<br />
blive ansat som rådgiver for Vestens<br />
patriark. Det blev man klar over under<br />
det sidste koncil, og man fandt en<br />
salomonisk løsning på etiketteproblemet.<br />
Kardinalerne fik deres tribune til<br />
højere for hovedaltret, patriarkerne til<br />
venstre, og biskopperne af både latinsk<br />
og orientalsk ritus sad på rad i<br />
midtskibet. Tanken om at lade patriarkerne<br />
deltage i pavevalget blev næsten<br />
ikke nævnt, og den nye udnævnelse<br />
vil ikke bidrage til at løse problemet,<br />
eftersom patriarken er over<br />
80, aldersgrænsen for pavevælgere.<br />
Men hvad med de 22 andre? Hvad<br />
19
siger de os om pavens intentioner?<br />
Jeg kan ikke formulere det bedre, end<br />
hvad Kristeligt Dagblads altid vidende<br />
og klartseende kommentator Andreas<br />
Rude skrev 17. november.<br />
”Efter den 24. november vil der<br />
være 121 kardinaler med stemmeret,<br />
heraf 60 fra Europa, 21 fra Latinamerika,<br />
16 fra Nordamerika, 13 fra<br />
Asien, 9 fra Afrika og 2 fra Oceanien.<br />
De tal afspejler ikke fordelingen af<br />
verdens katolske befolkning på 1,1<br />
milliarder, hvoraf halvdelen er i Latinamerika,<br />
mens kun en fjerdedel befinder<br />
sig i Europa. Det afspejler heller<br />
ikke, at de store vækstcentre for<br />
20<br />
katolicismen er i Afrika og i Asien,<br />
og det fik den nylig afdøde japanske<br />
kardinal Stephen Hamao til tidligere<br />
på året at beklage sig over, at netop<br />
de to kontinenter er så sparsomt repræsenteret<br />
i kirkens top.<br />
Den beklagelse har Benedikt XVI<br />
hidtil valgt at sidde overhørig. En oplagt<br />
forklaring er, at paven, når han<br />
betragter det katolske verdenskort,<br />
ser den største fare for kirken i det<br />
stærkt sekulariserede Europa og derfor<br />
vælger at sætte de fleste kræfter –<br />
og den største prestige – ind der. Og<br />
det er næppe kun af hensyn til franskmændene,<br />
tyskerne, polakkerne og<br />
alle os andre. Det sker også med<br />
tanke på de mange ikke-europæere,<br />
der lader sig påvirke af europæiske<br />
debatter om liv og død, politik og religion,<br />
tro og videnskab. Når Europa<br />
nyser, bliver resten af verden forkølet,<br />
lyder ræsonnementet i Vatikanet.”<br />
Jeg kunne ikke formulere tanken<br />
om, at Benedikt XVIs ledelse er europacentreret,<br />
bedre, og desuden kommer<br />
Andreas Rude med en forklaring<br />
på, hvorfor den er det. Man aner en<br />
vis reservation i hans konklusion.<br />
Overvurderer Vatikanet ikke Europas<br />
indflydelse i verden af i dag? I hvert<br />
fald vurderes den højt, og jeg tror, at<br />
det påvirker Roms syn på, hvordan<br />
man skal bekæmpe det voksende antal<br />
skilsmisser.
Der er fare for at Rom behandler<br />
hele verden, som om det var vestens<br />
patriarkat. Det ville være uheldigt<br />
at gøre de latinske briller til et<br />
altomfattende ideal.<br />
Hvorfor skulle pavens særlige opmærksomhed<br />
over for Europa være<br />
så interessant, at den fortjener så meget<br />
omtale? Det er fordi den begrænser<br />
kirkens katolicitet. Jeg omtalte før<br />
faren for at Rom behandler hele verden,<br />
som om det var vestens patriarkat.<br />
Europa er kun en mindre del af<br />
den katolske verden og en endnu<br />
mindre del af hele verden. Det ville<br />
være uheldigt at gøre de latinske briller<br />
til et altomfattende ideal. Latinamerika<br />
er mere amerikansk end latinsk,<br />
og Afrika har endnu ikke fundet<br />
den afrikanske måde at være romersk<br />
katolsk på. Alle brudlinjerne i<br />
den kristne verden falder sammen<br />
med kulturelle grænser, mellem øst<br />
og vest, mellem den angelsaksiskgermanske<br />
verden og den latinske.<br />
Benedikt XVI er meget optaget af<br />
forholdet mellem den romerske og de<br />
orientalske kirker. Men man må konstatere,<br />
at <strong>dialog</strong>en mellem dem er<br />
gået fuldstændigt i stå. Skulle det<br />
være fordi de orientalske kirker ikke<br />
føler sig anerkendte som lige partnere?<br />
Det var ikke bare lutheranerne,<br />
som blev sårede ved Roms dokument<br />
Dominus Jesus. Kirkefædrene sammenlignede<br />
den katolske kirke med<br />
Josefs mangefarvede kjortel (1.Mos.<br />
37.3). Den moderne bibelkritik har<br />
opdaget, at det var en oversættelsesfejl,<br />
men det skulle ikke få den romersk<br />
katolske kirke til at blive monokrom.<br />
Det var netop ønsket om ensartethed,<br />
som lukkede de romerske ører,<br />
da de østlige koncilfædre prøvede på<br />
at gøre opmærksom på, at de ikkeunerede<br />
orientalske kirker havde en<br />
meget mere human praksis over for<br />
de fraskilte. Skulle man ikke lære af<br />
dem? Dørene blev smækket i med et<br />
brag, og det blev ifølge Hans Küng<br />
en af de alvorlige mangler ved det<br />
sidste koncil (Hans Küng: My Struggle<br />
for Freedom. Memoirs, London,<br />
Continuum 2003, s. 366). Er det en<br />
bivirkning af Vatikanets Europainteresse?<br />
Det skal vi tage fat på i det<br />
kommende afsnit.<br />
21
Hvem kan lede eukaristifejringen?<br />
På nytestamentlig tid var ledelsen af eukaristifejringen<br />
ikke forbeholdt en særlig ånds- eller embedsbærer.<br />
Ledelsesbegrebet i Ny Testamente ved. Prof. Dr. Paul Hoffmann -<br />
Af Kjeld Wogensen<br />
Den nytestamentlige menighedsmodel<br />
indeholder et potentiale, som det<br />
gælder om på ny at opdage i den romerske<br />
kirke og bruge den til at videreudvikle<br />
kirkens struktur ud fra nutidens<br />
situation – også selv om kirkehistorien<br />
til tider er gået andre veje.<br />
Det er professor i nytestamentlig videnskab<br />
ved universitetet i Bamberg,<br />
Dr. Paul Hoffmann, der fremsatte dette<br />
synspunk i en artikel i det schweiziske<br />
katolske tidsskrift ’Orientierung<br />
70 / 2006’, som vi bragte 1. del af i<br />
forrige nummer.<br />
Dr. Hoffmann fremhæver, at historikere<br />
og teologer i dag er enige om,<br />
at hverken det monarkiske ledelsesembede<br />
og dettes tolkning i præstelig<br />
retning eller begges kulmination i romersk<br />
paveforståelse lader sig føre<br />
tilbage til Jesus’ stiftelsesvilje eller er<br />
udbredt i Det ny Testamente. Den ro-<br />
22<br />
merske forfatningsform er hverken<br />
funderet på guddommelig ret eller er<br />
uforanderlig. Tværtimod har der i<br />
urkirken været mange menighedsformer<br />
og der er foregået en kompleks<br />
historisk udvikling afhængig af<br />
sociokulturelle forhold – såsom patriarkalisme<br />
og androcentrisme i det antikke<br />
samfund – og bestemte historiske<br />
konstellationer. Først fra anden<br />
halvdel af det 2. århundrede sætter<br />
den monarkiske forståelse af ledelsesembedet<br />
sig igennem.<br />
Med hensyn til begrebet ’præst’<br />
slår Hoffmann fast, at de kristne<br />
grundlæggende bryder med antikkens<br />
kultpraksis og det dermed knyttede<br />
præstebegreb. Kultiske begreber anvendes<br />
i NT udelukkende metaforiske.<br />
Der er kun én midler mellem<br />
Gud og mennesker: Jesus Kristus.<br />
I 1. del diskuterede Hoffmann
Jesus’ rolle for Kirken med særlig<br />
vægt på Matthæus-evangeliets opfattelse<br />
og 2. del beskæftiger sig med<br />
den paulinske menighedsmodel og<br />
udviklingen i den sidste del af nytestamentlig<br />
tid. Afslutningsvis diskuteres<br />
præstebegrebet også.<br />
2. del<br />
Fællesskab i gensidig anerkendelse<br />
– Paulus’ model<br />
Som repræsentant for diasporajødekristne<br />
eller hedningekristne i Antiokia<br />
er Paulus sammen med Barnabas<br />
med til at bane vejen for ’christianoi’<br />
d.v.s. kristusfolkets mission, som Jerusalems<br />
jødekristne gik imod. ’Fællesskab<br />
i gensidig anerkendelse’ bliver<br />
den formel, man enes om, og denne<br />
model er stadig en brugbar model<br />
for overvindelse af kirkespaltning<br />
(Gal 2,6-9). Historisk set er tilblivelse<br />
af jødekristne særgrupper og sluttelig<br />
Kirken bestående af jøder og<br />
hedninge en følge af den afvisning,<br />
som den jesuanske reformbevægelse<br />
mødte hos deres jødiske trosfæller.<br />
Ser vi bort fra særtilfældet Jerusalem,<br />
så var det skiftet fra Palæstinas hedenske<br />
miljø til imperiets storbyer,<br />
der førte til dannelsen af lokalmenigheden<br />
med et større antal medlem-<br />
Vi vil i efterfølgende artikler følge<br />
Hoffmann synspunkter op, bl.a. perspektiverne<br />
vedr. det cølibatære præstedømme,<br />
kvindelige præster og<br />
præstens rolle som menighedens tjener.<br />
mer. Men dermed bliver en mere differentieret<br />
organisationsform nødvendig.<br />
Tjeneste til gavn for alle -<br />
Paulus som menighedsorganisator<br />
I modsætning til de første personligt<br />
kaldede vandreprædikanter – apostle,<br />
profeter, lærere, evangelister, der var<br />
overbevist om, at deres opgave var legitimeret<br />
af deres personlige kaldelse<br />
fra Gud eller den opstandne – ikke af<br />
en menighed eller en kirkeinstitution,<br />
som de facto endnu ikke eksisterede,<br />
så markerer Paulus et afgørende vendepunkt:<br />
Han bliver ’menighedsorganisator’.<br />
Han kan ikke bare dekretere,<br />
men må argumentere for at få sin<br />
autoritet anerkendt! De lokale gruppe<br />
er også nødt til at være rustet til at stå<br />
alene, når apostlen ikke længere er til<br />
stede. Dette fører til dannelsen af den<br />
kristne husmenighed, som består helt<br />
23
ind i den konstantinske tid. Paulus’<br />
breve dokumenterer denne komplekse<br />
proces.<br />
Det er karakteristisk for Paulus, at<br />
han lægger vægt på, at menigheden<br />
skal anerkende dem, som gør noget<br />
særligt og ”enhver der arbejder med<br />
og gør sig umage” og netop agte dem<br />
i kærlighed p.g.a. af deres handlinger.<br />
Paulus sætter pris på deres indsats.<br />
Det afgørende for ham er deres tjensteberedskab.<br />
De bliver ikke indsat af<br />
Paulus. Gruppesociologisk er det forståelig,<br />
at han er meget interesseret i<br />
netop at styrke de kræfter, som virker<br />
integrerende og derfor medvirker til<br />
stabilitet i menigheden og bidrager til<br />
at gøre den til et ordnet fællesskab i<br />
modsætning til de adsplittende tendenser.<br />
Men hertil hører også, at enhver<br />
tjeneste kræver menighedens accept.<br />
Nådegaver giver ikke ret over<br />
andre<br />
Det, man har kaldt det første skisma i<br />
den kristne menighed, er spaltninger<br />
og partidannelser i den korintiske menighed<br />
(1. Kor 12), hvor en del af<br />
menigheden gør krav på en særstatus<br />
p.g.a. ’de pneumatiske begavelser’,<br />
24<br />
Enhver tjeneste kræver menighedens<br />
accept.<br />
som særlig blev værdsat i deres kredse.<br />
Men Paulus går imod dette standpunkt<br />
ved at fastslå, at åndsbesiddelse<br />
ikke er et privilegium for de få,<br />
men tilkommer alle troende. I menigheden<br />
findes der ganske vist forskellige<br />
åndsgaver, forskellige tjenester,<br />
forskellige kraftvirkninger, men bag<br />
dem alle står den samme Herre, den<br />
samme Gud, som ’virker alt i alle’.<br />
Ånden giver enhver det, som svarer<br />
til den individuelle begavelse og<br />
evne. Guds ånd står bag alle livsytringer<br />
i menigheden. En monopolisering<br />
af åndsbegavelsen modsiger Åndens<br />
vilje. Pluralitetet er en nødvendighed.<br />
Menigheden er for Paulus bestemt<br />
af ’sympati’: man er solidariske<br />
med hinanden i lidelse, men også i<br />
glæde over den ære, som overgår en<br />
af dem. Han søger at relativere det<br />
’pneumatiske hierarki’, som var ved<br />
at opstå i menigheden.<br />
En monopolisering af åndsbegavelsen<br />
modsiger Åndens vilje. Pluralitetet<br />
er en nødvendighed.<br />
I dette ene legeme med de mange<br />
lemmer, som alle er døbt ind i, konstituerer<br />
menigheden sig som ’Kristi<br />
legeme’ (12,12f. 27). ”Her kommer<br />
det ikke an på at være jøde eller græker,<br />
på at være træl eller fri, på at<br />
være mand og kvinde, for I er alle én
i Kristus Jesus, og hører I Kristus til”<br />
(Gal 3,26-28). De etniske, religiøse,<br />
sociale og kønsbetingede forskelle,<br />
som bestemmer i samfundet og de<br />
deraf udsprungne hierarkier er overvundet<br />
i menigheden gennem dette at<br />
være ét i Kristus. Det realiseres konkret<br />
i bordfællesskabet mellem jøder<br />
og hedninge, i ligeberettigelsen af<br />
slaver og frie, af mand og kvinde i<br />
menigheden. Det sidste betyder en afvisning<br />
af enhver form for patriarkalisme<br />
og androcentrisme i kirken.<br />
Mange eksempler i Paulus’ breve viser<br />
netop den aktive rolle kvinderne<br />
indtog i menigheden. Paulus forudsætter<br />
med selvfølgelighed udtrykkeligt<br />
i 1. Kor 11,4f, at kvinder som<br />
mænd beder officielt og er profetisk<br />
aktive.<br />
Paulus er interesseret i at fundere<br />
karismaerne i menighedens jordbund.<br />
Der er ikke tænkt på en monarkistisk<br />
menighedsledelse. Det er tjenester,<br />
som den enkelte skal varetage ud fra<br />
sin begavelse, fordi den er uundværlig,<br />
for at menigheden skal kunne lykkes.<br />
Intetsteds kan man se, at Paulus<br />
delegerer sin apostolske autoritet videre<br />
til nogen, eller at bestemte personer<br />
skal regnes for hans stedfortræder<br />
eller apostelefterfølger. Lokalmenigheden<br />
med sine tjenester, senere<br />
embeder, bliver i den følgende tid<br />
bærer af den ’storkirkelige’ udvikling,<br />
men det frie karismatikervæsen, der<br />
var karakteristiske for de kristne<br />
vandreprædikanter, fortrænges til<br />
særgrupper. Paulus styrker de stabiliserende<br />
kræfter, men undgår løsningen<br />
med ’den stærke hånd’ eller etablering<br />
af én ledelsestjeneste, hos hvilken<br />
alle kompetencer ligger. Det er<br />
en menighedsmodel, som bevarer ligevægt<br />
og ligeberettigelse i menigheden<br />
– kun underkastet ét kriterium:<br />
Alle skal tjene til nytte for alle, som<br />
han prosaisk formulerer, til menighedens<br />
’opbyggelse’. I Kristi ene legeme<br />
er forskelle, modsætninger og hierarkier<br />
i det (antikke) samfund overvundet<br />
gennem enheden i Kristus.<br />
Patriarkalske ledelsesstrukturer<br />
opstår<br />
I slutningen af det 1. århundrede ser<br />
man i lilleasiatiske menigheder en afgørende<br />
ændring i menighedsstrukturen:<br />
presbyter- eller ældstekollegier<br />
danner nu mere institutionaliserede<br />
ledelsesinstanser i menigheden. Man<br />
overtager en traditionel-patriarkalsk<br />
autoritetsform, ligesom i den jødiske<br />
synagoges ledelsesgruppe. Sandsynligvis<br />
ligger der bag dette et behov<br />
for stabilisering af menigheden i<br />
overgangsfasen til efterapostolsk tid,<br />
fordi menigheden som samfundsmæssigt<br />
mindretal er truet af et voksende<br />
pres udefra og af indre fløjkampe.<br />
25
Men derudover viser der sig også i<br />
dette en tilpasning til den antikke<br />
omverdens værdiskala, i hvilken i almindelighed<br />
de ’gamle’ og ’faderen’<br />
tilkendes særlig autoritet.<br />
Men i de efter-paulinske breve<br />
f.eks. 1. Petersbrev ser man dog endnu,<br />
at de traditionelle styreformer fra<br />
den samfundsmæssige omverden benyttes<br />
gennemgående kritisk. ’Presbytere’<br />
som kollektiv formanes til at<br />
opfylde deres opgave som ’forbilleder<br />
for hjorden’, men ’ikke som sådanne,<br />
der på deres områder opfører<br />
sig som herrer’.<br />
Presbyterkollegier bliver også bevidnet<br />
i Jak 5,14 (ved siden af lærere<br />
i menigheden) og af Lukas i Apostlenes<br />
gerninger i urmenigheden i Jerusalem.<br />
Men når Paulus og Barnabas<br />
allerede efter deres første missionsrejse<br />
i Lykaonien indsætter presbytere<br />
(ApG 14,23) og Paulus i sin afskedstale<br />
i Milet programmatisk<br />
overgiver presbyterne i Efesos ansvaret<br />
for menigheden (20,28), så er<br />
disse oplysninger næppe historisk<br />
korrekte. De afspejler snarere menighedernes<br />
organisationsform i Lukas’<br />
omverden, som han på den måde søger<br />
at legitimere ’apostolsk’.<br />
Men man kan allerede i de efterog<br />
pseudopaulinske breve ane modellen<br />
for den senere storkirkelige embedsbegrundelse<br />
gennem succession.<br />
26<br />
I 1. Klemensbrev. 42,1-4 bliver det<br />
første gang formuleret: ”Ligesom<br />
Kristus er sendt fra Gud og apostlene<br />
fra Kristus, således indsætter de sidste<br />
de førstomvendte ...til biskopper<br />
og diakoner for de fremtidigt troende.”<br />
At det drejer sig om en fiktiv<br />
konstruktion er tydelig, siger Hoffmann.<br />
1. Klemensbrev er med stor sikkerhed skrevet<br />
kort tid efter år 96. Anledningen har været en<br />
splittelse i korinthermenigheden om ledelsen,<br />
hvor de ældste er blevet frataget deres embeder<br />
af en oprørsk gruppe. Menigheden i Rom<br />
var bekymret over denne udvikling og skrev<br />
derfor et brev til Korinth med henblik på oplæsning<br />
i hele menigheden. Traditionen peger<br />
på, at penneføreren for det i øvrigt kollektivt<br />
udformede brev er Klemens, biskop i Rom.<br />
Men denne Klemens har sandsynligvis ikke<br />
været Roms biskop i monarkisk forstand (det<br />
er senere tiders fortolkning!), men dens ledende<br />
personlighed. Klemens hævder en<br />
’gammeldags, næsten konservativ opfattelse<br />
af det kirkelige embede over for ethvert forsøg<br />
på fornyelse’. Det kan sagtens tænkes, at<br />
de afsatte ældste i Korinth repræsenterede<br />
den oprindelige, karismatisk prægede ordning.<br />
Klemensbrevet er i øvrigt meget præget af<br />
gammeltestamentlige tanker og bruger GT til<br />
at argumentere for, at ligesom de gammeltestamentlige<br />
embeder var forordnet af Gud på<br />
samme måde er de kirkelige embeder det<br />
også.<br />
Kilde: Niels Hyldahl, i De apostolske Fædre,<br />
Det danske bibelselskab sd. 45f
I den følgende tid sker der en sammenblanding<br />
mellem ”episkopernes<br />
(og diakonernes)” tjeneste, som stammer<br />
fra det paulinske område. og<br />
presbyterkollegierne. Deres forhold<br />
til hinanden er ikke altid klar. Men<br />
disse ledelsesorganer, som sætter sig<br />
igennem i menighederne, har gennemgående<br />
en kollegial struktur.<br />
Denne monarkiske forståelse af<br />
ledelsesembedet i menigheden er i<br />
første omgang en fiktion skabt af<br />
brevets forfatter, endnu ikke realitet.<br />
Men den hører fremtiden til og fra<br />
anden halvdel af det 2. årh. har den<br />
sat sig igennem i hele kirken.<br />
En monarkisk ledelse af menigheden<br />
bliver i NT kun fremstillet af den<br />
pseudopaulinske forfatter til pastoralbrevene<br />
(ca. 100 e. Kr.) i skikkelse af<br />
de to Pauluselever Timoteus og Titus<br />
som noget idealtypisk. Episkopen (i<br />
ental) får den centrale rolle som en<br />
pater familias i sin husmenighed, (1.<br />
Tim 3,15). Denne patriarkalske nytolkning<br />
af ledelsestjenesten betyder<br />
afslutningen på Paulus’ menighedskoncept<br />
bygget på karismer og en tilpasning<br />
til den antikke verdens ordensmønster.<br />
Den fatale følge af dette<br />
skift bliver snart klar: Karismen er<br />
forbeholdt embedsbæreren (1. Tim<br />
4,14 og 2. Tim 1,6) og de øvrige<br />
menighedsmedlemmer er faktisk<br />
umyndiggjorte til kun at være lyttende<br />
modtagere af den lære, som<br />
embedsbæreren formidler (1. Tim<br />
4,13.16; 2. Tit 1,7-9); kvinderne bliver<br />
dømt til tavshed og nedgjort (1.<br />
Tim 2,11-15; 2. Tim 3,6f; Tit 2,4f).<br />
Forskellen til Gal 3,28 er tydelig!<br />
Denne monarkiske forståelse af ledelsesembedet<br />
i menigheden er i første<br />
omgang en fiktion skabt af brevets<br />
forfatter, endnu ikke realitet. Men<br />
den hører fremtiden til og fra anden<br />
halvdel af det 2. årh. har den sat sig<br />
igennem i hele kirken.<br />
Et kirkelig ”præste”-embede<br />
er en selvmodsigelse i NT<br />
Det græske ord ’hiereus’, på latin<br />
’sacerdos’, betegner i hedensk såvel<br />
som i jødisk sprogbrug præster, som<br />
er beskæftiget med kulten. Ordet bliver<br />
ikke brugt i NT som omskrivning<br />
for en særlig menighedstjeneste. De<br />
kristne vendte sig bort fra ’afgudsdyrkelse’<br />
og brød i religionshistorisk forstand<br />
med den hedenske form, hvor<br />
tempelområdet med præster og ofre<br />
var grundlæggende. De kristne grupper<br />
forstod sig selv som en tempel-,<br />
præste- og alterløs menighed.<br />
Intet sted kan man se, at ledelsen<br />
af eukaristifejringen skulle være forbeholdt<br />
en særlig ånds- eller embeds-<br />
27
ærer, der oven i købet skulle have<br />
behov for en særlig overdragelse eller<br />
’vielse’. I 1. Kor 10,16 taler Paulus<br />
om ”bægeret, som vi velsigner”, om<br />
”brødet, som vi bryder” - i hvilken<br />
’vi’ betyder hele menigheden. I deltagelsen<br />
i det ene brød bliver de mange<br />
til ét Kristi legeme. Den i menigheden<br />
præsente kyrios bærer det, der<br />
sker. Takkebønnen ved nadveren er<br />
sandsynligvis blevet fremført af<br />
Paulus selv, af gæstgiveren i det hus,<br />
hvor menigheden var samlet (I Kenkreæ<br />
var det måske i diakoninden<br />
Phoibes hus), eller en profet eller lærer.<br />
Senere som følge af den tiltagende<br />
profilering af ledelsestjenesten var<br />
det episkopen eller en af den ældste. I<br />
Didake (10,7) hedder det i begyndelsen<br />
af det 2. årh.: ’Det er tilladt profeterne<br />
at sige tak, så meget de vil’.<br />
Situationen er endnu åben.<br />
Bruddet med den antikke kult-tradition<br />
er grundlæggende. For den<br />
kristne betyder Jesus’ død, som tydes<br />
som ’sonoffer for alle menneskenes<br />
synder’ en afslutning på al offerkult. I<br />
følge Rom 3,25 satte Gud selv Jesus<br />
ind som sonemiddel (hilasterion).<br />
Muligvis ligger der heri en hentydning<br />
til ritualet på Jom Kippur, på<br />
hvilken ypperstepræsten sprøjtede<br />
blod på hilasterion, som var den dækplade,<br />
der dækkede forbundsarken (3<br />
Mos 16,14-16). Jesu død på korset<br />
28<br />
træder i stedet for soningsritualet på<br />
forsoningsdagen. I følge Hebræerbrevet<br />
er Kristus som den eneste ypperstepræst<br />
trådt ind i det himmelske<br />
allerhelligste og har gennem sin død<br />
én gang for alle skaffet sone. Derfor<br />
hører enhver form for offer og præstedømme<br />
til fortiden (Hebr. 9,11-<br />
10,18). På grundlag af det samlede<br />
vidnesbyrd i NT kan der kun være én<br />
’midler’ mellem Gud og mennesker,<br />
nemlig mennesket Jesus Kristus, som<br />
gav sig selv som løsepenge for alle<br />
(1. Tim 25,f).<br />
Som konsekvens af denne grundoverbevisning,<br />
bliver kultiske begreber<br />
og forestillinger i den kristne menighed<br />
kun brugt metaforisk. Hoffman<br />
nævner en række eksempler på<br />
hvordan kultiske ord bruges metaforisk:<br />
’Guds tempel’ = den kristnes legeme;<br />
Paulus betegner sin evangelieforkyndelse<br />
som ’en præstelig offertjeneste’.<br />
hans mulige død kaldes et<br />
’drikoffer’ og filippernes pengegave<br />
’et velduftende, Gud velbehageligt<br />
offer’ o.s.v.<br />
Den sande gudstjeneste bliver ikke<br />
afholdt som offerritualer i et helligt<br />
område udført af dertil udvalgt kultpersonale,<br />
men i den kristnes liv i<br />
tro og kærlighed midt i den profane<br />
verden.
Den kristne menighed betegnes med<br />
et billede fra 2. Mosebog som et ’helligt<br />
hhv. kongeligt præsteskab’ Talen<br />
om præsteskab er metaforisk ment.<br />
Det er altså umuligt at udlede nogen<br />
som helst ”præstelige” funktioner<br />
deraf for alle de døbte, endsige bruge<br />
metaforikken som en afvisning af ’de<br />
troendes almindelige præstedømme ’<br />
over for præsternes ’egentlige’ præstedømme.<br />
Vigtigt er imidlertid<br />
helhedsopfattelsen, at i den kristne<br />
kontekst er kultisk terminologi altid<br />
brugt metaforisk, netop fordi<br />
den ’virkelige’ antikke sakralinstitution,<br />
inklusiv den jødiske tempelkult<br />
p.g.a. af Jesus’ offerdød har mistet<br />
enhver relevans for den kristne. Den<br />
sande gudstjeneste bliver ikke afholdt<br />
som offerritualer i et helligt område<br />
udført af dertil udvalgt kultpersonale,<br />
men i den kristnes liv i tro og kærlig-<br />
hed midt i den profane verden. Der<br />
kan ud fra Det Ny Testamente ikke<br />
udledes et ’embedspræstedømme’.<br />
Begyndelsen til en sacerdotal embedsforståelse<br />
kan man først iagttage<br />
i det 3. århundrede, hvor man i et<br />
tilbagegreb til præster og levitters<br />
særstilling i Det Gamle Testamente<br />
søger at ligestille det (i mellemtiden<br />
monarkiske) bispeembede med en ypperstepræst<br />
og som følge deraf bliver<br />
der også tilskrevet presbyterne en<br />
’præstelig’ status (omend af lavere<br />
grad). Dermed indledes i den vestlige<br />
kirke en kompleks udvikling, som<br />
kulminerer i middelalderens ’væsensmæssige<br />
’ forskel mellem præster og<br />
lægfolk i kraft af den ’character<br />
indelebilis’, som blev formidlet i sakramentet.<br />
En forestilling, som vi<br />
kæmper med den dag i dag.<br />
29
Mere distraktion end hjælp?<br />
Nogle spørgsmål omkring petit-instrukserne i den nye Lovsang<br />
Af Niels la Cour<br />
Både i den katolske Salme- og Bønnebog<br />
fra 1951 og i Lovsang fra 1982<br />
var der i afsnittet om messens liturgi<br />
indføjet en række korte instrukser<br />
skrevet med småt. Disse hjalp med<br />
nogle få ord kirkegængeren til at<br />
kunne holde sig orienteret om det<br />
rent ydre ceremonielle forløb.<br />
Disse instrukser synes at have ændret<br />
stil i seneste udgave af Lovsang.<br />
For det første er de blevet mere omfangsrige<br />
og hyppigere, og for det andet<br />
synes de at anlægge en mere kateketisk<br />
og fortolkende stil.<br />
Som kirkegænger kan man blive<br />
lidt i tvivl om, hvorvidt disse ændringer<br />
er hensigtsmæssige, ligesom<br />
nogle af instrukserne snarere synes at<br />
efterlade et spørgsmålstegn end et<br />
svar. Her nogle eksempler:<br />
På side 13 oplyses følgende:<br />
„Præsten træder ind i kirken sammen<br />
med de menighedsmedlemmer, der<br />
har en særlig tjeneste at udføre under<br />
messen.“<br />
Enten overholdes denne instruks<br />
30<br />
så godt som aldrig, eller også må man<br />
spørge, om oplysningen er korrekt?<br />
For eksempelvis lektorer, kommunionsuddelere,<br />
sakristaner, organister,<br />
korsangere m.fl. har jo i høj grad en<br />
„særlig tjeneste“ at udføre under<br />
messen, men de ledsager jo normalt<br />
ikke præsten, når han træder ind i kirken.<br />
På side 22, angående prædikenen,<br />
står der: „Prædikenen skal vise, hvorledes<br />
Guds ord i de oplæste tekster<br />
har bud til os og vor tid.“<br />
Men faktisk kan man ikke så sjældent<br />
komme ud for prædikener, der<br />
ikke henviser til de oplæste tekster<br />
med et eneste ord, men derimod fuldstændig<br />
koncentrerer sig om et aktuelt<br />
emne, såsom pavens seneste rundskrivelse,<br />
en erklæring fra biskoppen,<br />
en netop stedfunden katastrofe (terror,<br />
tsunami el.lign.), og det har i de<br />
givne situationer virket meget passende.<br />
Men er det sådan, at præsten i<br />
disse tilfælde faktisk overtræder reglerne?
Også på side 22, øverst, får vi at<br />
vide: „Der holdes en prædiken på<br />
alle søndage og store festdage. En<br />
kort udlægning af teksten anbefales<br />
på andre dage, hvis antallet af tilstedeværende<br />
gør det naturligt.“<br />
Men hvilket antal gør det naturligt?<br />
Menes der, når der ikke er for<br />
få? Eller menes der, når der ikke er<br />
for mange? Hvis der menes, når der<br />
ikke er for få, hvor går så grænsen?<br />
Hvorfor skulle det ikke være „naturligt“<br />
med en „kort udlægning“ af teksten,<br />
selv om der måske kun var en<br />
enkelt eller nogle få kirkegængere?<br />
Hvis meningen er, at det skal være<br />
Den ny Lovsang<br />
helt op til præsten selv at afgøre, om<br />
han på andre dage vil foretage en kort<br />
udlægning af teksten, kunne man vel<br />
have nøjedes med at skrive:<br />
„På andre dage kan der foretages<br />
en kort udlægning af teksten“.<br />
På side 13 står der om messens<br />
indledning: „De følgende tekster og<br />
handlinger udgør tilsammen messens<br />
indledning. De skal hjælpe de enkelte<br />
troende til at blive sig bevidst, at de<br />
danner en menighed, som Gud har<br />
kaldet og samlet.“<br />
Men hvorfor tages det for givet, at<br />
de troende ikke i forvejen er sig dette<br />
bevidst?<br />
31
På side 19 oplyses følgende:<br />
“Vekselsangen er en væsentlig del af<br />
ordets liturgi og skal hjælpe menigheden<br />
til at tilegne sig bibelens budskab.“<br />
Javist er Vekselsangen del af ordets<br />
liturgi. Den er så at sige en „sunget<br />
læsning“, der gerne citerer, parafraserer<br />
over eller kommenterer dagens<br />
hovedtema. Men hvorfor skal<br />
der stå, at den er „en væsentlig del“?<br />
Hvis den ikke havde været det, var<br />
den vel ikke praksis. Eller sagt på en<br />
anden måde: Er der dele af messens<br />
liturgi, som ikke er væsentlige? Så<br />
tilføjes det, at den „skal hjælpe menigheden<br />
med at tilegne sig bibelens<br />
budskab.“ Altså ikke kun dagens læsninger,<br />
men bibelens budskab i det<br />
hele taget! Men hvorfor står dette formål<br />
anført lige her? For alt i messen<br />
skal vel hjælpe med dette.<br />
Side 22, om Trosbekendelsen, står<br />
der: „Trosbekendelsen er menighedens<br />
svar på Kristi indbydelse til den<br />
tro, som blev forkyndt i læsninger og<br />
prædiken.“<br />
Er det nu en dækkende formulering,<br />
for man kan vel sagtens tænke<br />
sig, at læsninger og prædiken faktisk<br />
kun har belyst et aspekt af troen,<br />
hvorimod Trosbekendelsen jo omfatter<br />
det hele.<br />
På side 25 er der i petit anført en<br />
16 linier lang indledning til Eukari-<br />
32<br />
stien. Men det anførte er stort set kun<br />
en foregribelse af det, som straks efter<br />
siges og sker under nadver liturgien.<br />
I en salmebog, hvor pladsmangel<br />
har været et generelt pres for redaktionen,<br />
må det undre lidt, at man<br />
bruger en halv side på at sige netop<br />
det, som umiddelbart efter af sig selv<br />
vil fremgå af tekster og handlinger.<br />
Hører den slags - og meget af det øvrige<br />
med småskrift - ikke snarere<br />
hjemme i et særskilt hefte om messens<br />
liturgi?<br />
På side 46 står der „Bøn om enhed“<br />
Er denne overskrift nødvendig,<br />
når man af de straks følgende ord kan<br />
se, at det er en bøn om enhed?<br />
Endelig synes der at være mulighed<br />
for en bizar misforståelse. På<br />
side 66-67 i afsnittet „Menighedens<br />
kommunion“ ses en instruks, der i sin<br />
helhed lyder således:<br />
„Efter præstens kommunion går kommunikanterne<br />
op til det sted, hvor<br />
kommunionsuddelingen skal foregå<br />
Præsten, diakonen eller kommunionsuddeleren<br />
viser hostien til hver enkelt,<br />
løfter den lidt og siger:<br />
Kristi legeme.<br />
Kommunikanten svarer:<br />
Amen.<br />
Hostien modtages i den fremrakte<br />
hånd, som man lader hvile på den an-
den hånd, eller direkte i munden. Hostien<br />
spises på stedet, inden man går<br />
tilbage til sin plads.<br />
Når kommunionen også uddeles under<br />
vinens skikkelse, foregår det på<br />
en af følgende måder:<br />
1. Den, der uddeler kommunionen,<br />
rækker kalken frem og siger:<br />
Kristi blod.<br />
Kommunikanten svarer:<br />
Amen.<br />
og drikker af kalken.<br />
2. Den, der uddeler kommunionen,<br />
dypper hostien i kalken, viser den til<br />
hver enkelt og siger:<br />
Kristi legeme og blod.<br />
Kommunikanten svarer:<br />
Amen.<br />
og modtager hostien på tungen.<br />
Hvis vi nu tænker os instruksen læst<br />
af en om den katolske kommunion<br />
absolut uvidende person, så forekommer<br />
det sprogligt set muligt at forstå<br />
pkt. 2 sådan, at kommunionsuddeleren<br />
tager hostien ud af munden på<br />
kommunikanten, dypper den i kalken<br />
og lægger den tilbage på kommunikantens<br />
tunge.<br />
Selvfølgelig vil ingen katolik i<br />
hele verden forstå pkt. 2 sådan. Nej,<br />
nej! Men spørgsmålet er, om ikke det<br />
havde pyntet at undgå, at instruksen<br />
sprogligt, grammatikalsk, logisk kan<br />
læses sådan? Problemet er, at mens<br />
pkt. l fortsatte i processen og<br />
underforstod, at uddelingen af hostien<br />
var afviklet, så går pkt. 2 tilbage<br />
i processen til før hostien er uddelt<br />
uden at meddele, at det er dette, der<br />
underforstås.<br />
En klar formulering af pkt. 2 kunne<br />
måske have lydt:<br />
2. Brødet og vinen uddeles samtidig,<br />
idet den, der uddeler kommunionen,<br />
først dypper hostien i kalken, dernæst<br />
viser den til hver enkelt og siger:<br />
Kristi legeme og blod.<br />
Kommunikanten svarer:<br />
Amen.<br />
og modtager hostien på tungen.<br />
Ovenstående bemærkninger er foranlediget<br />
af, at jeg med udgangspunkt i<br />
min musikfaglige baggrund i høj grad<br />
oplever messen ud fra kirkemusikerens<br />
synspunkt, og kirkemusikeren<br />
vil jo uvægerligt interessere sig for,<br />
og i nogen grad være afhængig af, at<br />
de liturgiske anvisninger er korrekte<br />
og præcise.<br />
Jeg kan desuden få øje på en hel<br />
del musikalske problemer i Lovsang,<br />
hvilket jeg håber på mulighed for evt.<br />
at vende tilbage til ved en senere lejlighed.<br />
33
34<br />
Til eftertanke<br />
”Oremus et pro judæis”<br />
Skal vi nu bede for jødernes omvendelse til katolicismen?<br />
Af Karlheinz Löhrer<br />
Kære læser, jeg beder dig tage stilling<br />
til følgende to bønner. De bliver (her<br />
i min oversættelse fra tysk) fremsat<br />
under langfredags-liturgien, én af<br />
dem af det store flertal af katolikker,<br />
den anden af et lille mindretal. – Læs<br />
dem lige roligt igennem:<br />
A: Lad os også bede for jøderne, at Gud og Herren oplyser deres hjerter, så<br />
de erkender Jesus som redningsmand for alle mennesker.<br />
B: Lad os også bede for jøderne, til hvem Gud, vor Herre, har talt først: at<br />
han bevarer dem i trofasthed mod sin pagt og i kærlighed mod sit navn,<br />
så de når frem til det mål, som Han har besluttet at ville føre dem til.<br />
Stil dig nu følgende spørgsmål:<br />
1. Hvori består forskellen mellem de to bønner?<br />
2. Hvilken af de to bønner svarer mest til de tanker, som DET ANDET<br />
VATIAKANKONCIL har fremsat i sin ”Erklæring om de ikke-kristne religioner”?<br />
A eller B?<br />
3. Hvilken af de to bønner vil du personligt foretrække at bede? A eller B?<br />
4. Hvilken bøn, tror du, fremsiges i den ”ordinære” (gældende) ritus fra 1970<br />
– og hvilken i den ”ekstraordinære” fra 1962? A eller B?<br />
Til orientering:<br />
I Richard P.McBrien’s ”<strong>Katolsk</strong><br />
tro gennem to årtusinder” (s. 312)<br />
står der fra ”Erklæringen om de ikke-<br />
kristne religioner”, (koncilsdokument<br />
fra Det Andet Vatikankoncil)<br />
følgende citat med kommentar:<br />
”Den katolske kirke forkaster intet
af det, som er sandt og helligt i disse<br />
religioner … som alligevel ikke sjældent<br />
reflekterer en stråle af den sandhed,<br />
som oplyser alle mennesker”<br />
(nr.2). Og derfor opmuntrer kirken til<br />
<strong>dialog</strong> og samarbejde med tilhængere<br />
af andre religioner for at fremme fælles<br />
åndelige og moralske værdier.<br />
Efterfølgende bringes (i lidt forkortet form) to bidrag fra KIPA (det schweiziske<br />
katolske presseagentur), det ene fra Tyskland, det andet – mere polemisk i<br />
tonen - fra Schweiz:<br />
1) Fra 08.02.08:<br />
Opfordrer Paven til jødernes omvendelse?<br />
Af Ludwig Ring-Eifel, Bonn<br />
Med sin forbøn har paven udløst en<br />
bred debat. – At paven måtte formulere<br />
en ny forbøn for jøderne, kunne<br />
forudses. Da han igen i september tillod<br />
messeritus fra 1962, skete der en<br />
såkaldt kollateralskade: Lige netop<br />
for langfredag rummede riten formuleringer,<br />
der var sårende for jøderne.<br />
De jødiske repræsentanter reagerede<br />
dengang hurtigt, og de advarede mod<br />
en nedkøling af den jødisk-kristne<br />
<strong>dialog</strong>. Paven gjorde sig umage for at<br />
begrænse skaden, hans svar var den<br />
nye langfredagsbøn, teologisk set en<br />
mellemløsning. Et opråb til jøde-mission<br />
er det alligevel ikke, siger kardi-<br />
nal Walter Kasper.<br />
”Lad os også bede for jøderne, at<br />
Gud og Herren oplyser deres hjerter,<br />
så de erkender Jesus som redningsmand<br />
for alle mennesker.” Denne<br />
sætning bliver på den kommende<br />
langfredag fremsagt i nogle tusinde<br />
katolske kirker. Samme dag vil flere<br />
hundrede millioner katolikker på alle<br />
kontinenter bede: ”Lad os også bede<br />
for jøderne, til hvem Gud, vor Herre,<br />
har talt først: At han bevarer dem i<br />
trofasthed mod sin pagt og i kærlighed<br />
mod sit navn, så de når frem til<br />
det mål, som Han har besluttet at<br />
ville føre dem til.”<br />
35
Forskellen er påfaldende stor;<br />
også teologiske lægfolk lægger<br />
mærke til den. Den er resultat af en<br />
ny liturgisk mangfoldighed i den katolske<br />
kirke, som paven har introduceret<br />
for et halvt år siden: Det store<br />
flertal af de 1,1 milliard katolikker<br />
holder fortsat fast på den ”ordentlige”<br />
ritus fra 1970, hvis jøde-forbøn end<br />
ikke virker stødende på jødiske iagttagere.<br />
Og et lille mindretal fejrer<br />
gudstjenesten efter den ”ekstraordinære”,<br />
latinske ritus fra 1962, hvor<br />
der nu efter pavens ønske skal bedes<br />
for jødernes oplysning.<br />
At paven var nødt til at formulere<br />
en sådan ny forbøn for jøderne, har<br />
kunnet forudses i månedsvis, siden<br />
han sidste sommer startede sit forsøg<br />
på at hente de traditionalister, der<br />
36<br />
havde distanceret sig fra Rom, tilbage<br />
til kirkens skød. Idet han tillod alle<br />
præster at fejre gudstjenesten efter riten<br />
fra 1962 på de troendes anmodning,<br />
tog han en slags kollateralskade<br />
med i købet. I den traditionelle ritus<br />
blev der bedt for jøderne, at Gud ”tog<br />
sløret fra deres hjerter”; der var tale<br />
om deres ”forblindelse” og om det<br />
”mørke”, som de skulle blive revet ud<br />
af – formuleringer, der virker sårende<br />
for jøderne. […]<br />
Teologisk er pavens nye formulering,<br />
der kommer den traditionelle ritus<br />
i møde, en mellemvej. Den er<br />
mere ”konservativ” end teksten fra<br />
1970 – for den lod spørgsmålet stå<br />
åbent, ad hvilken vej Gud fører jøderne<br />
til frelse. Og den er mindre polemisk<br />
end den gamle version fra<br />
Holocaust-mindesmærke, Berlin. Foto: Karlheinz Löhrer
1962, der talte om forblindelse og<br />
mørke. Men den vender entydigt tilbage<br />
til det udsagn, at alle mennesker,<br />
altså også jøderne, kun kan nå<br />
frelsen via Kristus.<br />
En opfordring til jødemission er<br />
det dog ikke, fastslog kardinal Walter<br />
Kasper, der er ansvarlig i Vatikanet<br />
for kontakterne til jøderne. Snarere<br />
griber bønnen tilbage til tanken om,<br />
at redningen først ventes ved alle ti-<br />
2) Fra 28.02.08:<br />
Rungende tavshed<br />
Af Gisela Blau, Fribourg<br />
I stedet for ”til jødernes omvendelse”<br />
skal de troende fra dags dato i den<br />
”ekstraordinære ritus” fra 1962 bede<br />
”for jøderne” i almindelighed. […]<br />
Atter en gang vil den katolske kirke<br />
redde jøderne. Uden at være spurgt.<br />
Uforståeligt. Utroligt. Men med undtagelse<br />
af det jødiske fællesskab er<br />
der ingen i Schweiz, der reagerer offentligt<br />
og umisforståeligt. Faktum<br />
er: Den tyske pave giver de forbenede<br />
(”den Ewiggestrigen”) i hans<br />
kirke lov at fejre den gamle latinske<br />
ritus. Til det formål har han gravet<br />
ders ende – på det punkt i historien,<br />
hvor såvel jøder som kristne håber på<br />
frelsen. Allerede i 2000 havde Josef<br />
Ratzinger, dengang kardinal, skrevet i<br />
en artikel om jøder og kristne: ”Da vi<br />
begge venter på den endelige frelse,<br />
vil vi bede om, at vores vej forløber<br />
på en konvergerende linie.”<br />
Disse finheder går for tiden tabt i<br />
debatten om pavens nye forbøn for<br />
jøderne. […]<br />
messebogen fra før koncilet 1962 ud<br />
og dermed jødemissionsbønnen fra<br />
langfredagens liturgi.<br />
Hvad gik der dog af pave Ratzinger,<br />
da han gav denne indrømmelse<br />
til et mindretal? Selv med den lidt<br />
mindre skarpe langfredags-forbøn,<br />
som snart vil gælde, går han langt tilbage<br />
til tiden før koncilets beslutninger<br />
og driver jødemission, selvom<br />
Vatikanet ikke vil indrømme det. I<br />
modstrid til den i alle sprog brugte<br />
forsonlige langfredags-forbøn i pave<br />
Paul VI. liturgi skal jøderne atter en-<br />
37
gang anerkende Jesus som Messias.<br />
Det drejer sig om kirkens fantasier<br />
omkring den yderste dag. Iflg. denne<br />
opfattelse virkeliggøres paradiset<br />
først på jorden, når jøderne har omvendt<br />
sig til kristendommen. Udtrykkeligt<br />
kun jøderne, et ret lille mindretal<br />
blandt alle verdensreligioner. […]<br />
De to religioners koncepter er diametralt<br />
modsat hinanden. For jødedommen<br />
er det at missionere principielt<br />
fremmed. […] Derfor står jødiske<br />
mænd og kvinder ret uforstående<br />
over for de ret plumpe missioneringsforsøg,<br />
som de kommer til udtryk i<br />
langfredags-forbønnen. Kristendommen<br />
derimod, især den katolske med<br />
penneføreren Benedikt XVI. i spidsen,<br />
anser sin trosopfattelse for at<br />
Afsluttende vil jeg her kun tilføje, at<br />
en offentlig debat om dette emne i de<br />
efterfølgende uger (marts og april<br />
<strong>2008</strong>) har svinget mellem kritik af<br />
Vatikanets håndtering af sagen (”utilstrækkelig”)<br />
og udtryk for ”tilfredshed”<br />
med samme. Til sidst har paven<br />
ved sit besøg af synagogen i New<br />
York givet udtryk for, at den katolske<br />
kirkes holdning til jøderne stadigvæk<br />
er den, der er formuleret i det II. Vatikanske<br />
Koncil i erklæringen ”Nostra<br />
aetate” (28.10.1965): Om kirkens for-<br />
38<br />
være den alene saliggørende overfor<br />
de ikke-kristne (og endda ikke-katolske)<br />
mennesker.<br />
Det der står skrevet, gælder. Det<br />
kan godt være, at der på langfredag<br />
over hele verden kun er et lille mindretal<br />
af præster, der læser den missionske<br />
forbøns-variant på latin. Men<br />
det er ikke det, det kommer an på.<br />
For det der betyder noget, er det der<br />
står skrevet – og det kalder på en klar<br />
kommentar i vores land. […] Hvorfor<br />
bekender bispekonferencen i Schweiz<br />
ikke langt om længe kulør?<br />
(Journalisten Gisela Blau lever i<br />
Zürich. Det her oversatte – og forkortede<br />
– bidrag udkom den 22. februar<br />
i det jødiske ugemagasin<br />
”tachles”, Zürich)<br />
hold til de ikke-kristne religioner, i artikel<br />
4 specielt om forholdet mellem<br />
jøder og kristne. Og her står bl.a.:<br />
”Da altså den for kristne og jøder fælles<br />
åndelige arv er så rig, vil den Hellige<br />
Synode fremme det gensidige<br />
kendskab og den gensidige agtelse,<br />
der frem for alt er frugten af bibelske<br />
og teologiske studier såvel som broderlig<br />
samtale.” – Og altså ikke blot:<br />
”Lad os også bede for jøderne, at Gud<br />
oplyser deres hjerter …”
Redaktion<br />
Dan Eriksen (ansvarshavende)<br />
Eva Nordentoft<br />
Hans Christensen<br />
Jean-Pierre Duclos<br />
Nyhedsredaktion<br />
Susanne Wogensen<br />
<strong>Katolsk</strong> <strong>dialog</strong> & <strong>information</strong> udgives af redaktionen og udkommer 4 gange<br />
om året.<br />
Abonnement koster 300 kr. (skyldes bl.a. nyhedstjenesten på hjemmesiden)<br />
om året og bestilles ved henvendelse til kassereren: Karlheinz Löhrer,<br />
Hvalsøvej 4, 2700 Brønshøj, tlf. 38 28 84 47 eller e-mail: kloehrer@tiscali.dk<br />
Indbetaling med angivelse af indbetalers navn og adresse kan foregå:<br />
- på girokonto, korttype +1, kontonr. 10166373<br />
- fra udlandet, IBAN DK4830000010166373<br />
Citater skal forsynes med angivelse af ‘<strong>Katolsk</strong> <strong>dialog</strong> & <strong>information</strong>’ som<br />
kilde; optryk af hele artikler må kun ske med forfatterens tilladelse.<br />
Indlæg sendes til Dan Eriksen, Emdrup Vænge, 2100 København Ø<br />
eller dan_eriksen@get2net.dk<br />
ISSN 1901-9823<br />
Karlheinz Löhrer<br />
Kjeld Wogensen<br />
Kurt Hansen<br />
Peter G. Rasmussen<br />
Layout<br />
Dorte Löhrer<br />
39
Messe i Kölns domkirke. Foto: Karlheinz Löhrer