Lodseriet ved Nymindegab

Sejlende man og skulle ind i Ringkøbing 

Fjord, måtte man først finde Nyminde 

Gab. Ifølge en skibsjournal fra 1797 

brugte man på dette tidspunkt Blåbjerg 

som landkending. Man behøvede en ikke 

Tidligere lå Gabet længere nordpå, og en 

hurtig gennemgang af folketællingerne 

indikerer således også, at kan have været 

lodser der i længere tid. 

I 1787 finder vi således både den 35 årige 

Lars Christensen og den 30 årige Jeppe 

Enevoldsen i Haurvig by, som Kongelige 

lodser ved Nye Mindegab. Sidstnævnte 

har genfindes med samme betegnelse i 

folketællingen 1801. Hertil kommer den 56 

årige Kristen Larsen i Haurvig med 

betegnelsen lods ved Ny Mindegab og 

tilsvarende den 41 årige Svenning 

Laustsen i Obling. Mortens (1988) oplyser, 

Lodseriet ved Nymindegab 

Omkring år 1800 

Fræ æ Minn te æ Gaf 

Skitser til en egns- og slægtshistorie 

Peter Sandbøl © 

for stærk vestlig vind for at passere 

Gabet. For megen vind kunne give stærk 

brænding og problemer med at ramme 

indløbet. 

at Svenning Bollerup i Obling var ansat 

som lods fra 1791. 

Den tidligst kendte, officielle bekræftelse 

på eneretten til lodsning, er en kongelig 

resolution af 8.marts 1684, hvori Christian 

V gav Dragør lodserne privilegium på 

lodsning gennem Drogden. 

Senere fornyedes privilegiet og staten 

begyndte at regulere og kontrollere 

enkelte lodsers aktiviteter gennem 

udstedelse af privilegier og lodsreglementer. 

Først efter 1700 begynder sådanne 

personer at få officiel godkendelse og 

tildeling af visse rettigheder. Nogle faste 

1

etningslinjer herfor fandtes dog ikke. 

Titlen i folketællingen fra 1787 kunne godt 

tyde på, at dette allerede var tilfældet ved 

Nymindgab i 1787. 

Lodseriet er dog omtalt en del tidligere, 

nemlig i Frederik II's Søret af 1561, der 

første gang omtaler lodser i dansk lovgivning, 

hvor forholdet mellem lods og skipper 

blev bestemt, og hvor lodsernes ansvar 

blev fastslået. 

Titelblaet til Fr. II’s Søret fra 1561. 

Lodserne var i deres arbejde underkastet 

den almindelige lovgivning, og i Christian 

V's (1646-1699) Danske Lov fra 1683 

fandtes der paragraffer om lodsernes 

rettigheder og ansvar. 

Her oplyses i Fjerde Bog, 3. Kapitel Artikel 

23: ”Hvor én skipper kommer på 






lodsmands farvand med sit skib, der skal 

han være pligtig at leje lodsmand for det 

bedste køb, han kan betinge ham, og 

skipperen skal give ham kosten og af 

godset betale hans løn efter den skik og 

handel, som der bruges udi markedet, 

hvor han losser. Dersom skipperen herimod 

fordrister sig at indløbe skibet, og det 

kommer til skade, da skal han den selv 

oprette af sine egne penge, uden det sker 

udi nøds sag, og ikke eller.” 

Videre skrives i Artikel 24: ” Så tilig 

skipperen har antaget lodsmand, så skal 

han oprigtig give ham tilkende, hvor mage 

føder dybt hans skib går. Angiver han 

det ikke rettelig, men siger det mindre, da 

skal han give for hver fod han fortier lodsmanden 

seksten lod sølv, og bør skipperen 

at tage rigtig bevis på, hvor mange føder 

han sit skib angiver have, så og hvad 

han lodsmanden betalt haver, og derefter 

gøre købmanden og rederne regnskab. 

Forser nogen lodsmand sig, så straffes 

han, som før udi det Første Kapitel Femte 

Artikel er meldt om styremanden.” 

Her oplyses i Fjerde Bog, 1. Kapitel, 

Artikel 5, at: ”Og dersom nogen giver sig 

ud for styremand, og lader sig derfor hyre 

til én vis sted, og skipperen fanger skade 

enten på skib, eller gods, for hans forsømmelses 

og uforfarenheds skyld, da skal 

samme styremand, når det ham lovlig ved 

tvende søerfarne folks vidne overbevises, 

være pligtig at bøde al skaden igen, om 

han det formår. Formår han det ikke, da 

har han forbrudt sit liv” 

Frederik V (1746-1766) fastlagde i § 366 

for lodser, nogle strenge straffe. Det er 

forbudt en overstyrmand/kaptajn selv at 

løbe et skib ind i havn, med mindre han da 

kendte havnen godt og tog ansvaret, det 

skulle overlades til den stedlige lods. 

Lodsen skulle straks, når han kom ombord, 

erkynde sig - om skibets gode og 

onde qualiteter. Lodsen skulle påse, at 

2

alle ankre lå parat med tilstrækkeligt tovværk. 

Han skulle sørge for, at skibet blev 

vel fortøjet, når det var i havn. Lodsen 

skulle ligeledes, før skibet løb ind, informere 

skibschefen og overstyrmanden ved 

hvilke vinde, skibet igen snarest kunne 

komme ud. Det sidste kunne lodsen ikke 

vide sikkert, men han havde alligevel ansvaret 

herfor, at vinden netop kom fra rette 

side, når skibschefen ønskede at stå til 

havs! 

Skulle lodsen fejle - at vinden ikke passe- 






de, skibet tog grunden, eller anden hændelse 

gav skade eller forsinkelse, kunne 

han først fortabe sine lodspenge, men 

også sættes fra bestillingen for efter-tiden, 

i særlige tilfælde, som det hedder: Er det 

sket af ham på forsætlig vis, da skal han 

hænges på strandbredden. 

Men bortset herfra blev der ikke fra 

statens side udstedt generelle regler for 

lodsers virksomhed eller organisation før 

lodsforordningen af 27. marts 1831. 

Kvittering fra N.Chr. Svenningsen for Prikke- og Mærkepenge modtager af skibsførere Søren WInthersen fra skibet Anna. 

Det betød dog ikke, at lodserhvervet fungerede 

ganske ureguleret indtil da. I statsadministrationen 

hørte lodsvæsenet under 

Admiralitets- og Kommissariatskollegiet. 

Fra 1700-tallet havde de lokale søindrulleringschefer 

et vist tilsyn med distriktets 

lodser, som var opført i sørullerne ligesom 

andre maritimt beskæftigede. 

Den 23. december 1796 tiltrådte kommandørkaptajn 

Poul Løwenørn (1751-1826) 

stillingen som Overlods. Som ung havde 

navigationen været hans særlige interesseområde, 

og i årenes løb fik han betydningsfulde 

poster inden for dansk farvandsadministration. 

I 1784 havde han 

som kaptajnløjtnant anbefalet oprettelsen 

af Det Kgl. Danske Søkort-Arkiv, hvor han 

selv blev direktør. På dette tidspunkt fandtes 

en tilsvarende institution kun i Frankrig. 

Admiralitetet gav ham til opgave, at 

indsamle datidens søkort i hele landet og 

sejladsbeskrivelser over danske som 

fremmede farvande og af disse udarbejde 

gode og pålidelige søkort til brug for danske 

orlogs- og handelsskibe. Arbejdet fik 

ham endvidere til, at yde en energisk 

pionerindsats, og organisere et Fyrvæsen, 

et Vagervæsen og et Lodsvæsen samt 

forbedre de danske havne. 

En af hans første opgaver som overlods 

var, et rejse langs de danske kyster 

(1797-1798) for at inspicere lodserierne. 

Vel hjemkommen skrev han bl.a. ”Ved 

Lodserierne adskillige steder har jeg forefunden 

megen uorden, og de største misbrug 

især Fladstrand og på Hirsholmene, 

hvor antallet af de passerede skibe er betydelig." 

Løwenørn var nu blevet overbevist 

om, at reformer og strammere regler 

var helt nødvendige. 

3

Løwenørn gik straks i gang med at 

udfærdige og udstede specielle 

reglementer, instrukser og takster for 

lodserierne. De gjaldt for de 18-19, som 

han korresponderede med på denne tid, 

og dertil føjede sig i årene frem til 1811 

15-20 lodserier, som var blevet indberettet 

af stiftsamtmændene efter en 

henvendelse fra Admiralitetet i 1797. 

Således kom der d. 9.5.1805 en "Interrims 

Lods-Anordning for Lodserne ved 

Nymindegab og paa Ringkjøbing Fjord" 

hvori det bestemtes, at der ved 

Nymindegab fortsat skulle bo en fast lods, 

der var pligtig til at holde fire reservelodser 

samt yderligere to reservelodser, der 

skulle vedligeholde afmærkningen i 

fjorden. Vigtigst var 

afmærkningssignalerne i selve indløbet, 

"to sorte brætter" anbragt på pæle, der 

skulle anbringes så højt på sandbankerne, 

at man kunne "sejle ved at holde dem 

over et gennem den ydersted brænding". 

Lodsen skulle da gå ud over de inderste 

brændinger og "sejle foran skibet, da det 

kan styre ind efter ham, når vejret er så 

hårdt, at han ikke kan komme ombord". 

Den aktuelle dybgang i indsejlingen skulle 

lodsen signalere ved at hejse Dannebrog 

op og ned i signalstangen et antal gange, 

svarende til vanddybden i fod. Der var 

sjældent mere end 7 fod dybt i indløbet og 

ofte mindre. 

Afmærkningen i fjorden skulle dække de 

godt 20 sømil ad sejlløbe fra Gabet til 

Ringkøbing. Hertil var sejlløbet fra den 

nordligste Pampus til det drejede mod 

nord ud for mundingen af Skjern Å, 

afmærket med et antal sømærker: ”På 

pladsen i Skjernå fire kaber med træfløje, 

som viser til hver sin side, da der er 

seilbart på begge sider av dem”. På 

Rødsand (på Tippernes vestside) og på 

Stauning Sand stod ligeledes, kåber. 






Desuden var der 59 mindre mærker med 

koste langs med og i sejlløbet. 

Søtønde eller bol fra 1700 tallet. 

Lodsen ved Nymindegab blev bevilget 50 

rigsdaler til opførelse af et lodsudkigshus, 

som fremover skulle tilhøre Lodsvæsenet. 

Lodshuset blev næsten bortskyllet af 

stormfloden den 3. februar 1825, men blev 

ikke genopført på kongens bekostning. 

Lodsformand N.C. Svenningsen, der var 

tiltrådt i 1824, genopbyggede huset for 

egen regning i sandklitterne, kun 110 

skridt fra, hvor det havde stået før. 

Foruden de engelske kapere der krydsede 

ud for Nymindgab under Englandskrigene, 

syndes gabet i den sidste del af krigene at 

være særlig vanskeligt at besejle. Det 

medførte grundstødninger og i alt fald i et 

tilfælde en klage over lodsen Svenning 

Bollerup fra en norsk skipper. Lodsen 

måtte redegøre for hændelsen overfor 

herredsfoged Grønlund. Han skaffede en 

erklæring fra nogle Fanøskippere, som var 

bilagt et kort over indsejlingen, optaget af 

lodsen 2 dage før grundstødningen, altså 

den 23. Okt. 1814. 

4



Kort over Nymindegab fra omkring 1800. Lodshus samt Øvre og Nedre Indsejlings kave. 

”Af Lodsen S. Bollerup ved Nymindegab 

er vi blevne anmodet om at give Forklaring 

om den Ufærd som skete med Swen 

Nielsen fra Christiansand der løb fast i 

Gabet, da forholder sig samme saaledes: 

Tirsdagen d. 25. Oktober Kl. 11 satte 

Skipper Nielsen Flag til efter Lods som 

straks kom ombord, og efter at alting var 

sat i Stand, gik saa under Sejl og vilde 

gaa til Søs, endskiønt Gabet ej var bleven 

pejlet, og ingen vidste hvad Vand der var, 

og uden Livsfare var det ej muligt at faa 

den pejlet, da Brændingen løb tværs over 

samme, men han vilde dog sejle ud, endskiønt 

vi lagde fra Fanø og Sønderhoe 8 

Fartøjer og 3 norske som alle gik en betydelig 

Del lettere end bemeldte Nielsen, og 

ingen af os ansaa der forsvarlig, hverken 

for Skibe eller Ladning at sejle ud igennem 

de svære Brændinger uden at vide 

om der var Vand nok, endskiønt vi gerne 

har ønsket at komme til Søs. 




Saa snart han var under Sejl maatte Lodsen 

gaa fra Borde, da han ej turde gaa 

med i Brændingen, og straks derefter stod 

Skibet fast til Nord Kanten af Løbet, men 

Skibet blev staaende, han siger at Lodsen 

ej var ham behiælpelig som ej er sand, da 

baade vi og Lodsen var ham behiælpelig, 

naar han forlangte det, og laante ham vore 

Ankere og Toue, og hjalp ham i alting, 

men vilde ej sætte os i Livsfare, som vel 

ikke kan forlanges af nogen Lods. Han 

roede vel med sin egen Baad, men i yderste 

Fare, som viste sig da han kæntrede 

med samme i Brændingen, og havde han 

da ikke haft en Trosse paa Landet, som 

gik i Land ved, og han Mand blev halet i 

Land i Baaden ved samme, havde maaske 

der bleven deres Grav, endskiønt 

Lodsen straks roede ud for at vilde redde 

samme, da de ej vidste at de havde 

Trossen fast i ...., da Swen Nielse vilde 

vise sig mere mandhaftig som os (alle) 

5

sammen og kaldes uden for ald Søeconstime 

(?), ser ..... at der hviler nogen 

Skyld paa Lodsen, og vi i flere Aar har 

faret paa dette Gab, men har ikke noget at 

sætte ud paa Lodsen, men han har været 

behjælpelig naar det er blevet forlangt. 

Om forlanges er vi villig til med Ed at 

bekræfte dette. 

Fano d. 14. November 1814 

Søren P. Andersen, Hans H. Lauridsen, 

Mathias H. Jeesen, Niels Berthelsen, 

Sørren Andersen Fanniger, Claus 

Jeesen.” 






I 1818 blev der nedsat en kommission 

med nu kontreadmiral Løwenørn som 

formand, som skulle udarbejde forslag til 

en anordning for hele lodsvæsenet. 

Resultatet af kommissions arbejde blev 

"Forordning angaaende 

Lodsvæsenet......." og "Reglement for 

Lodsindretningen i Danmark", som begge 

forelå i 1831. 

Lodsreglementet, som blev udsendt 

sammen med forordningen, fastlagde de 

nærmere retningslinier for lodsvæsenets 

organisation og de enkelte lodseriers 

virke. 

Side 18 i Reglement for Lods-Indretningen i Danmark. Kjøbenhavn, den 27de Martii 1831. 

6

Lodserierne blev i almindelighed organiseret 

på følgende måde: I spidsen stod lodsoldermanden, 

han havde det daglige tilsyn 

med lodserne, arbejdet, fartøjerne mv. 

Han stod for lodseriets regnskaber og korrespondance, 

og han indstillede ansøgere 

til stillinger som fastlods og reservelods. 

Under oldermanden fulgte så et antal fastlodser 

og reservelodser, og til de fleste 

lodserier var der også tilknyttet bådmænd. 

De fleste lodser på den tid førte en rød 

dug i hvidt storsejl, og Løwenørn fastlagde 

i de mange nye lodsreglementer denne 

skik som en pligt og rettighed for de autoriserede 

lodserier. Yderligere indførte han 

et lodsflag, hvor øverste fjerdedel var 

Dannebrog, mens der på resten af det 

hvide flag stod malet LODS eller PILOT. 

Dette lodsflag anvendtes indtil 1824, hvor 

lodskaldeflaget blev ændret til nationalflaget, 

omgivet af en hvid kant, hvilket har 

været gældende indtil 1978. 

For at de autoriserede lodser skulle kunne 

hævde deres autoritet, blev der også indført 

regler om tegn og påklædning. 

I 1800 blev det bestemt, at fastlodserne 

skulle bære et skilt med bogstaverne FL 

og reservelodserne RL. Lodsoldermændene 

fik en speciel mundering med jakke, 

krave, opslag, underfoer og en rund hat 

med guldgallon. 






Gennem årene gav emnet lodspåklædning 

anledning til mange diskussioner og 

forslag. Problemet var især, at lodserne 

på den ene side ikke var embedsmænd 

og derfor ikke burde ligne sådanne; på 

den anden side, at både de selv og de 

søfarende kunne føle behov for at de på 

afstand kunne skilles ud fra mængden. 

I folketællingerne for1834 finder vi Niels 

Chr. Svenningsen (40 år) som lods ved 

Nymindegab og bosiddende i Obling i Sdr. 

Bork. I Nebel By bor reservelodsen Lars 

Svenningsen (47 år). Begge er sønner af 

ovennævnte Svenning Bollerup. 

Yderligere har vi i Nørre Bork Lodsen 

Jens Laustsen (37 år, i Nyminde By 

reservelodsen Søren Matthiassen Møller 

(36 år), i Aargab By reservelodsen Jens 

Jørgen Olesen (27 år)og i Haurvig By 

reservelodsen Søren Andersen (24 år). 

I 1840 har vi atter lodserne Niels Christian 

Svenningsen i Obling og Jens Laustsen i 

Nørre Bork, samt reservelodserne Jens 

Jørgen Olesen i Aargab og Søren 

Andersen i Haurvig. 

I 1845 finder jeg umiddelbart kun lodsen 

Niels Christian Svenningsen i Obling. 

Hvorvidt dette afspejler en udvikling eller 

behov for en mere detaljeret undersøgelse 

af folketællingerne, må komme an på en 

prøve ved given lejlighed. 

Lodsreglementet blev fornyet og trykt den 

8. december 1842. 

Lodshuset opført i 1866 og opmålt 1899 af Martin Nyrop fra 

Nationalmuseet. 

7

I 1870 findes lodsen Svenning Nielsen i 

lodshuset og Anders Nielsen i Obling. 

Begge, sønner af Niels Chr. Svenningsen 

og 1. januar 1878 nedlæg-ges lodseriet 

med dem som de sidste aktive lodser. 

Den mellemliggende perio-de med fiskeeventyret 

ved Nymindegab samt lodseriet 

på Ringkøbing Fjord er hver for sig interessante 

historier i sig selv. 

Referencer 

Christensen, B. 1987. Lodserhvervets 

udvikling i Danmark. I (red) Christensen 

B., Danske Lodser, Maritim Kontakt 11, 7- 

26. 

Grandjean, L.E., 1947. Søens stednavne. 

Et søhistorisk registraturarbejde. Handels- 

og Søfartsmuseets Årbog, 73-86. 

Klinting, T. 1930. Fra Jyllands Vestkyst. 

Viggo Nielsens Forlag, Nr. Nebel, pp 210. 

Klit, N.I. 1993. Husby Klit – En 

egnsskildring fra gammel tid. Nr. 7, 63-64. 

Miljøministeriet, Kort og Matrikelstyrelsen, 

2011. Den danske Lods, Generelle 






oplysninger, 3. udg., pp. 82. 

http://www.kms.dk/NR/rdonlyres/E52499A 

6-6B07-4D55-ADBD- 

0F27E581AC2E/0/DDL... 

Mortensen, P.H. 1988. Ringkjøbings besejlingsforhold 

omkring 1800 – En stranding. 

I (red) Rasmussen, H., Ringkjøbing 

Aarbog, 5-18. 

NN 1961. Frederik II’s søret. Småartikler, 

1Handels- og Søfartsmuseets Årbog, 74- 

175. 

Rasmussen, A.H. 2006. En udmærket 

bekvem fiskeplads...- Årstidsfiskeriet fra 

Nymindegab og Holmslands Klit i 1800årene. 

Foreningen Danmarks Folkeminder, 

Museet for Varde By og omegn, pp 

312. 

Secher, V.A. 1891. Kong Christian den 

Femtis Danske Lov. København, G.E.C. 

Gad. pp 581. 

Sølling, Maritim Kontakt 11. 

http://lodsen.dk/Danske_Lodser.html 

8

Lodseriet ved Nymindegab

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?