Hjernesvulster - Kræftens Bekæmpelse

6 Hjernesvulster
Et epileptisk anfald (krampeanfald)
er ét af de hyppigste
symptomer og kan være det
første tegn på en hjernesvulst. Et
epileptisk anfald kan vise sig på
mange måder; én er, at personen
falder bevidstløs om og får trækninger
i arme og ben og fråde om
munden. Det er ikke altid, at
man taber bevidstheden. Der kan
også være trækninger i en arm, i
ansigtet eller i et ben eller blot en
kortvarig underlig fornemmelse,
eventuelt ledsaget af en underlig
lugtoplevelse.
Symptomer på hjernesvulster opstår
pga. beskadigelse eller tryk på
hjernevævet. Symptomerne afhænger
derfor af, hvor i hjernen svulsten
sidder, og hvilken funktion der
er i den del af hjernen. Hvis svulsten
er tilstrækkelig stor, kan den
medføre, at trykket i kraniekassen
stiger. Det kan give hovedpine, i
sværere tilfælde opkastinger eventuelt
sløvhed eller bevidstløshed.
Væskeophobning (såkaldt ødem)
omkring svulsten kan medvirke til
at øge trykket. Der kan også opstå
væskeophopning, fordi svulsten
blokerer strømmen af den cerebrospinalvæske,
som dannes i hjernens
hulrum. Nogle svulster vokser
langsomt og giver først symptomer
sent i forløbet. Nogle vil opleve forskellige
former for kramper eller
syns- og taleforstyrrelser. Hos andre
er de første symptomer tab af følelse
eller svaghed i arme eller ben. Der
kan også være tale om snublende
gang eller manglende koordination,
når man går. Endelig oplever nogle
patienter også personlighedsforandringer,
hukommelsesbesvær eller
vanskelighed ved at koncentrere
sig. Symptomerne kan udvikle sig
så langsomt, at man knapt nok
bemærker dem. Det er ikke ualmindeligt,
at de pårørende bemærker
nogle af dem først.
De omtalte symptomer kan
skyldes hjernesvulster, men ses
også ofte i forbindelse med helt
andre sygdomme. Derfor vil en del
patienter have oplevet, at der er
gået lang tid fra, at sygdommen
første gang viste sig, til den blev
konstateret.
Årsager til sygdommen
Forskerne kender endnu ikke årsagerne
til, at der opstår svulster i
hjerner. Der forskes meget i mulige
årsager, og undersøgelser tyder på,
at opståede fejl i generne kan spille
en rolle. Det betyder dog ikke, at
opståede fejl i generne nedarves til
børn. Der findes dog sygdomme
med svulster i hjernen eller rygmarven,
som er arvelige. (F.eks.
neurofibromatose og von Hippel
Lindau.) Det er endnu ikke muligt
at forebygge, at hjernesvulster opstår.
Undersøgelser tyder heller
ikke på, at slag mod hjernen kan
være årsag til hjernesvulster.