Hjernesvulster - Kræftens Bekæmpelse

Hjernesvulster
Information
Sygdommen og dens behandling

Indhold
2
5
6
8
9
10
11
16
19
20
Hjernen
Hvad er en svulst?
Hjernesvulster
Undersøgelser
Forskellige stadier af sygdommen
Forskellige hjernesvulster
Behandling
Tilbage til hverdagen
Ordliste
Adresser og telefonnumre

Hjernesvulster
Hvert år får ca. 1.000 danskere
konstateret en svulst i
hjernen.
Nogle af svulsterne er godartede;
andre er ondartede
– altså kræft.
En anden – og endnu mere
almindelig – slags ondartede
svulster stammer fra
kræftsygdomme andre steder
i kroppen, som har
spredt sig til hjernen.
Svulster i hjernen ses oftest
hos børn fra 3 til 12 år eller
hos voksne mellem 40 og 70
år.
Der findes flere forskellige
former for behandling af
svulster i hjernen.
Bag i pjecen findes en ordliste.
Læs mere på
www.cancer.dk
Opdateret august 2006
1

2 Hjernen
Storhjernen
Lillehjernen
Hjernestammen
Rygmarven
Hjernen og rygmarven
Hjernen er kroppens mest
komplicerede organ, og den
vejer lidt over et kilo. Sammen
med rygmarven udgør hjernen
centralnervesystemet, som styrer
vores handlinger. Det er hjernen,
der koordinerer vores motorik,
psyke og hukommelse. Hjernen registrerer
også sanseimpulser som
smag, lugte, lyde og synsindtryk.
Ligesom den styrer talen og vejrtrækningen.
Vores hjerne er beskyttet af
kraniet. Hjernen er også beskyttet
af væske mellem hjernen og
kraniet.
Inde i hjernen er der fire hulrum.
Et i hver af de to hjernehalvdele, et
i mellemhjernen og et i hjernestammen.
Hulrummene kaldes
ventriklerne. Væsken dannes i disse
hulrum og kaldes cerebrospinalvæske.
Forskere har en formodning
om, at denne væske bringer
næringsstoffer fra blodet til hjernen,
og at den også fjerner affaldsstoffer.
Mellem hjernen og kraniet
ligger der tre tynde hinder, som på
latin hedder meninges. På dansk
kaldes de hjernehinderne.
Hjernen er opdelt i storhjernen,
lillehjernen og hjernestammen. De

Hjernens hulrum
Hjernen skåret igennem i midten, set fra siden.
Storhjernen
Lillehjernen
Hjernestammen
Rygmarven
Hypothalamus
Hypofysen
3

4 Hjernen
tre dele har hver deres funktioner,
men de arbejder også sammen.
Storhjernen består af højre og
venstre hjernehalvdel. Højre hjernehalvdel
kontrollerer musklerne i
venstre side af kroppen og omvendt.
Hos de fleste mennesker
sidder sprogfunktionen i venstre
hjernehalvdel – dvs. evnen til at
tale, forstå og skrive.
Lillehjernen kontrollerer balancen.
Hjernestammen samler alle
nervetråde fra store- og lillehjernen
og forbinder dem via rygmarven
med de perifere nerver i kroppen.
Hjernestammen indeholder også
udspringet af bl.a. den store ansigtsnerve
samt de nerver, der
kontrollerer pupillen, øjets bevæg-
Der dannes væske i
hjernens hulrum, som
normalt kan cirkulere
frit fra hjernen ned
omkring rygmarven.
Hjernens fire hulrum
elser og tungen. Rygmarven indeholder
talrige nerver, der eksempelvis
går til og fra vores arme og
ben. Rygmarven er også beskyttet
af hinder og cerebrospinalvæske.
Hjernen er opbygget af cirka
100 milliarder nerveceller og
endnu flere andre celler, der har
en støttende funktion. Det er i
støttecellerne, at de fleste hjernesvulster
opstår. Nerveceller dør,
når vi ældes. Men da der findes et
stort overskud af hjerneceller,
påvirker det ikke hjernens funktion
i nævneværdig grad. Hjernen
har med andre ord en stor overskydende
kapacitet. Det betyder
dog ikke, at nye celler kan ’reparere’
tabt hjernefunktion.

Hvad er en svulst?
En celle deler sig ukontrolleret, bliver til flere
og danner en svulst med forgreninger.
En svulst er en samling celler.
Et andet ord for svulst er
knude. På latin hedder det
en tumor. Det betyder en afgrænset
hævelse.
Svulster kan være godartede eller
ondartede. Det er kun de ondartede
svulster, der kaldes kræft. Der
skal flere millioner kræftceller til,
før de bliver til en svulst på størrelse
med en ært, og så vil svulsten ofte
have været undervejs i flere år.
Kroppens normale celler deler
sig kun i det omfang, der er brug
for det. Men nogle gange opstår der
fejl i dem, og så kan de begynde at
dele sig uden kontrol. Så vokser
svulsten uhæmmet og fortrænger
måske også de sunde og normale
celler, der omgiver den. Svulster,
der opstår i hjernevæv, kaldes
primære hjernesvulster. Det er
meget sjældent, at primære hjernesvulster
spreder sig til andre
organer i kroppen.
Kræftceller kan opstå overalt i
kroppen, f.eks. i lunger, hud eller
tarm. I nogle tilfælde vil kræftsygdomme
andre steder i kroppen
sprede sig via blodkar til hjernen.
Så taler man om eksempelvis
lungekræft med metastaser til
hjernen. Metastaser kaldes også
dattersvulster, men de er altså
ikke primære hjernesvulster, da de
oprindeligt stammer fra et andet
organ. Man kan også kalde disse
metastaser for sekundære hjernesvulster.
Hvis du vil vide mere om metastaser,
kan du ringe til Kræftens
Bekæmpelse og få tilsendt pjecen
om den kræftsygdom, som det nu
drejer sig om. For eksempel pjecen
om lungekræft eller brystkræft,
hvor spredning af sygdommen til
hjernen er beskrevet. Denne pjece
om hjernesvulster handler mest
om de svulster, der er opstået i
hjernen.
5

6 Hjernesvulster
Et epileptisk anfald (krampeanfald)
er ét af de hyppigste
symptomer og kan være det
første tegn på en hjernesvulst. Et
epileptisk anfald kan vise sig på
mange måder; én er, at personen
falder bevidstløs om og får trækninger
i arme og ben og fråde om
munden. Det er ikke altid, at
man taber bevidstheden. Der kan
også være trækninger i en arm, i
ansigtet eller i et ben eller blot en
kortvarig underlig fornemmelse,
eventuelt ledsaget af en underlig
lugtoplevelse.
Symptomer på hjernesvulster opstår
pga. beskadigelse eller tryk på
hjernevævet. Symptomerne afhænger
derfor af, hvor i hjernen svulsten
sidder, og hvilken funktion der
er i den del af hjernen. Hvis svulsten
er tilstrækkelig stor, kan den
medføre, at trykket i kraniekassen
stiger. Det kan give hovedpine, i
sværere tilfælde opkastinger eventuelt
sløvhed eller bevidstløshed.
Væskeophobning (såkaldt ødem)
omkring svulsten kan medvirke til
at øge trykket. Der kan også opstå
væskeophopning, fordi svulsten
blokerer strømmen af den cerebrospinalvæske,
som dannes i hjernens
hulrum. Nogle svulster vokser
langsomt og giver først symptomer
sent i forløbet. Nogle vil opleve forskellige
former for kramper eller
syns- og taleforstyrrelser. Hos andre
er de første symptomer tab af følelse
eller svaghed i arme eller ben. Der
kan også være tale om snublende
gang eller manglende koordination,
når man går. Endelig oplever nogle
patienter også personlighedsforandringer,
hukommelsesbesvær eller
vanskelighed ved at koncentrere
sig. Symptomerne kan udvikle sig
så langsomt, at man knapt nok
bemærker dem. Det er ikke ualmindeligt,
at de pårørende bemærker
nogle af dem først.
De omtalte symptomer kan
skyldes hjernesvulster, men ses
også ofte i forbindelse med helt
andre sygdomme. Derfor vil en del
patienter have oplevet, at der er
gået lang tid fra, at sygdommen
første gang viste sig, til den blev
konstateret.
Årsager til sygdommen
Forskerne kender endnu ikke årsagerne
til, at der opstår svulster i
hjerner. Der forskes meget i mulige
årsager, og undersøgelser tyder på,
at opståede fejl i generne kan spille
en rolle. Det betyder dog ikke, at
opståede fejl i generne nedarves til
børn. Der findes dog sygdomme
med svulster i hjernen eller rygmarven,
som er arvelige. (F.eks.
neurofibromatose og von Hippel
Lindau.) Det er endnu ikke muligt
at forebygge, at hjernesvulster opstår.
Undersøgelser tyder heller
ikke på, at slag mod hjernen kan
være årsag til hjernesvulster.

Omkring hjernesvulsten kan der opstå en væskeansamling.
Væskeansamlingen kaldes også et ødem.
7

8 Undersøgelser
Patientens egen sygehistorie
er meget vigtig for at kunne
stille den rigtige diagnose.
Derfor spørger lægen om, hvordan
symptomerne har udviklet sig.
Lægen laver også en såkaldt neurologisk
undersøgelse. Ved den undersøges
blandt andet muskelstyrke,
koordination, reflekser og følesans.
Man kan dog have en hjernesvulst,
selv om den neurologiske
undersøgelse er helt normal. Hvis
MR-scanning
der pga. symptomerne alligevel er
mistanke om, at der er en hjernesvulst,
får man tilbudt enten en
CT-scanning eller en MR-scanning.
En scanning er en undersøgelse,
hvor et apparat koblet til en computer
tager en række billeder – i
dette tilfælde af hjernen. Undersøgelserne
vil vise svulstens
præcise placering i hjernen, og det
har stor betydning for, hvilken behandling
du bliver tilbudt.
MR-scanning viser en svulst i hjernen.
Svulsten er markeret med en pil.

Forskellige stadier af sygdommen
Der er stor forskel på hjernesvulster.
Nogle vokser hurtigt,
andre vokser langsomt.
Hjernesvulster kategoriseres efter
hvilke celler, de er opstået fra, og
inddeles efter en gradinddeling,
som er beskrevet af WHO.
Svulsterne inddeles i grader fra
lav (grad 1) til høj (grad 4). Jo
højere grad en svulst har, jo hurtigere
vokser den. En svulst med høj
grad (3 eller 4) er altså mere ondartet
eller vokser hurtigere end en
svulst med lav grad (1 eller 2).
Det er meget almindeligt, at en
hjernesvulst indeholder celler af
flere forskellige grader. Svulsten
kategoriseres i så fald efter de
mest ondartede celler, man finder.
Normalt hjernevæv. (Forstørret 50 gange)
Hjernesvulst (Astrocytom) grad II
Hjernesvulst (Astrocytom) grad III
9

10 Forskellige hjernesvulster
Tabellen viser hyppigheden af de mest
almindelige primære hjernesvulster i procent.
Glioblastoma multiforme 20-25%
Astrocytom 20%
Meningeom 15-20%
Neurinom (Schwannom) 6-8%
Hypofyseadenom 6-8%
Ependymom 3-5%
Oligodendrogliom 2-5%
Medulloblastom 2-5%
Andre 8-10%
Kilde: Paulson, m.fl.: Klinisk neurologi og neurokirurgi,
3. udg. FADL’s Forlag, 1996.

Behandling
Lægen vil foreslå dig en bestemt
behandling i dit tilfælde.
Den bygger på mange
års danske og internationale erfaringer.
Den bedst egnede behandlingsmetode
afhænger blandt andet
af svulstens type; hvor i hjernen
den sidder; svulstens størrelse
samt af patientens alder og helbredsstilstand.
Der udarbejdes en
særlig behandlingsplan til hver enkelt
patient.
Hjernesvulster kan behandles
med operation, strålebehandling og
kemoterapi enten alene eller i kombination.
De fleste mennesker med hjernesvulster
får binyrebarkhormon.
Det er medicin som modvirker
hævelse i hjernen. Binyrebarkhormon
kan give øget appetit og
højere vægt. Hævelse af ansigt og
fødder er også almindeligt. Medicinen
kan endvidere medføre rastløshed,
humørsvingninger eller svien
i maven. Generne er individuelle
og som regel afhængige af den dosis
binyrebarkhormon, du får. Behandlingen
kan også fremkalde
forbigående sukkersyge, der oftest
viser sig ved, at du drikker mere og
oftere skal lade vandet end ellers.
Knogleafkalkning (osteoporose)
kan også være en komplikation.
Det er vigtigt, at du får den lavest
mulige dosis binyrebarkhormon
– dvs. den dosis, som holder
symptomerne nede og har de
færreste bivirkninger. Du må aldrig
holde op med at tage medicinen
fra det ene øjeblik til det andet,
men du kan selv holde øje med,
at du bliver trappet ned så hurtigt
som muligt. Brugen af binyrebarkhormon
skal nedtrappes gradvist,
for at kroppen får tid til at vænne
sig fra. Bivirkningerne fra binyrebarkhormon
vil forsvinde i takt
med, at medicinen nedtrappes.
Endelig vil nogle mennesker
også få krampeforebyggende medicin,
inden den egentlige behandling
af hjernesvulsten går i gang.
Hvis der ophobes væske i hjernens
hulrum, kan det være nødvendigt
at lægge et dræn, så
væsken føres væk. Drænet kaldes
også for en ventil eller en shunt.
Drænet kan kun give afløb for den
øgede væske i hjernens hulrum –
ikke den væske, som befinder sig
mellem cellerne, altså ødemet.
Hvis der er tale om behandling
af en eller flere hjernemetastaser,
vil din behandling afhænge af, hvor
i kroppen den oprindelige kræftsygdom
er opstået. Den vil også
være afhængig af, hvor meget sygdommen
i øvrigt har spredt sig
samt din alder, helbredstilstand og
reaktion på tidligere behandling.
Kræftbehandling forårsager ofte
bivirkninger. De skyldes, at behandlingen
– ud over at ødelægge
kræftcellerne – også generer de
sunde og normale celler i mere eller
11

12
mindre grad. Du vil måske få en
del bivirkninger i forbindelse med
behandlingen, andre oplever kun
få, men lægerne og sygeplejerskerne
er meget omhyggelige med
at forsøge at mindske disse gener.
Operation
Operation er den mest almindelige
behandling af svulster i hjernen.
Udviklingen inden for hjernekirurgien
har de seneste år gjort, at en
operation i hjernen i dag er mere
skånsom end tidligere, og de fleste
patienter kommer sig hurtigt.
For at fjerne svulsten laves en
åbning i kraniet, og hele svulsten
suges så vidt muligt ud. Der findes
forskellige hjælpemidler til at gøre
operationen så præcis som mulig –
som regel ved hjælp af scannere og
computerteknik. Ved neuronavigation
anvendes for eksempel en
slags elektronisk pegepind, som
meget nøjagtigt kan regne ud og
vise, hvor i hjernen man er. Hvis
svulsten ikke kan fjernes helt uden
at beskadige sundt hjernevæv, fjernes
så meget af den som muligt.
Delvis fjernelse hjælper i visse
tilfælde til med at lette dine symptomer,
fordi trykket nedsættes i
hjernen. Delvis fjernelse af svulsten
kan også nedsætte den
mængde svulstvæv, der eventuelt
efterfølgende skal behandles med
strålebehandling og/eller kemoterapi.
Nogle svulster kan ikke fjernes,
fordi en operation vil være for risikabel
for patienten. Eksempelvis
kan operationen i sådanne tilfælde
medføre lammelser eller taleforstyrelser.
I så fald tages en biopsi. Det
er et lille stykke af svulsten, som
undersøges i mikroskop for at finde
ud af, hvilken type celler svulsten
er bygget op af. Biopsien hjælper
til at beslutte, hvilken behandling
der er bedst. Biopsien kan tages
meget præcist ved at anvende tredimensionelle
billeder af svulsten.
Metoden kaldes stereotaktisk biopsi.
Mennesker reagerer meget forskelligt
på behandling af hjernesvulster.
Eventuelle bivirkninger
afhænger blandt andet af, hvilken
slags behandling du får. Operationen
kan give hævelse i hjernen.
Derfor får man ofte binyrebarkhormon
i forbindelse med operationen.
Strålebehandling
Med moderne stråleapparater kan
man ramme det syge væv meget
præcist. Derfor kan stråler ødelægge
celler i svulster uden at

påvirke de normale celler ret meget.
På den måde bliver den skadelige
virkning på de raske celler så
lille som mulig. Behandlingen anvendes
ofte til at ødelægge svulstvæv,
som ikke kan fjernes ved
hjælp af en operation eller til at
ødelægge kræftceller, som er tilbage
efter en hjerneoperation.
Strålebehandling gives udefra
via et stråleapparat. Almindeligvis
får patienten strålebehandling fem
dage om ugen i én eller flere uger.
Ved at fordele den totale stråledo-
Strålebehandling
sis over en længere periode mindskes
risikoen for at beskadige det
sunde væv i svulstens omgivelser.
Nogen gange anvendes stereotaktisk
strålebehandling. Det er en
behandling, hvor strålerne enten
kommer fra mange kilder med forskellig
placering eller fra en strålekilde,
der hele tiden bevæger sig.
På den måde bliver koncentrationen
af stråler i svulsten høj, mens
vævet omkring kun får lidt eller
slet ingen stråling. Behandlingen
gives i en eller flere doser. Behand-
13

14
lingsplanen afhænger af svulstens
type og størrelse samt af din alder
og almene tilstand.
De fleste bivirkninger ved strålebehandling
forsvinder kort tid efter,
at behandlingen er afsluttet,
men nogle bivirkninger kan være
varige. De fleste oplever træthed
og hårtab i forbindelse med strålebehandling.
I nogle tilfælde er hårtabet
desværre varigt. I sådanne
Kemoterapi
tilfælde vil det være muligt for dig
at få tilskud til paryk. Personalet
på afdelingen vil hjælpe dig med
det, hvis det bliver aktuelt. Ofte vil
en frisør kunne få håret til at se
pænt ud igen.
Du vil også kunne opleve hudreaktioner
i det bestrålede område.
Oftest vil der være tale om rødme
eller kløe. Det kan føles som en let
solskoldning. Det behandlede om-

åde bør have så meget luft som
muligt, men det skal beskyttes
mod solen. Det er godt at være forsigtig
med sæbe og lignende på det
strålebehandlede område.
Der kan også forekomme
hævelse i hjernen i forbindelse med
strålebehandling. Det vil ofte vise
sig som en forværring af de oprindelige
symptomer. Det afhjælpes
med binyrebarkhormon.
Kemoterapi
Kemoterapi er medicinsk behandling,
som består af forskellige celledræbende
stoffer. Den mest almindelige
kemoterapi ved hjernesvulster
hedder Temozolomid
(Temodal) og gives som tabletter.
Hvis den ikke hjælper, kan man
prøve andre. Nogle former for kemo-
terapi er flydende medicin, der
sprøjtes direkte ind i blodet ved
hjælp af et drop. Blodet bringer
medicinen rundt i hele kroppen.
Kemoterapi gives normalt i serier
med behandlingsperioder
efterfulgt af pauser. Du behøver
ikke altid være indlagt på hospitalet,
mens behandlingen står på. I
nogle tilfælde kan korttidsindlæggelse
dog komme på tale.
Bivirkningerne ved kemoterapi
afhænger meget af den type medicin,
du får. Generelt kan den celledræbende
medicin skade kroppens
normale celler kortvarigt. De
mest almindelige bivirkninger er
uoplagthed, træthed, tab af appetit,
kvalme, opkastninger og hårtab.
Når behandlingen er slut, forsvinder
generne oftest igen.
15

16 Tilbage til hverdagen
Diagnosen hjernesvulst kan
på kort tid forandre livet
drastisk for dig. Disse forandringer
kan være vanskelige at
håndtere. Du selv, familien og vennerne
kan få mange forskellige og
forvirrende følelser. Måske vil du
og dine nærmeste blive bange,
vrede eller deprimerede. Det er
normale reaktioner, når mennesker
møder en alvorlig trussel mod helbredet.
Mange patienter – børn og unge
indbefattet – finder, at det hjælper
at dele deres tanker og følelser
med dem, de holder af. At dele
disse ting kan hjælpe til at føle sig
lettere til mode og kan åbne vejen
for andre til at vise deres omsorg
og støtte.
Støtte fra personalet
Personalet på hospitalet indgår
ofte som et team omkring patienten.
Den enkelte patients mulighed
for genoptræning afhænger af den
enkeltes behov og muligheder, og
hvilken indflydelse svulsten har
haft på patientens formåen. Generelt
arbejder personalet for, at du
kan vende tilbage til dine normale
aktiviteter. Men for nogle kan det
naturligvis også dreje sig om at
måtte acceptere at leve et liv med
begrænsninger på grund af sygdommen.
Du og din familie kan have brug
for at tale med en ergoterapeut for
at lære at tackle vanskeligheder i
dagligdagen. Det kan for eksempel
dreje sig om at spise, tage bad eller
klæde sig på. Fysioterapi kan være
en god hjælp, hvis en arm eller et
ben har nedsat kraft, eller hvis der
er problemer med balancen.
En talepædagog kan også være
nyttig for den person, som har vanskeligheder
med at tale. Talepædagoger
arbejder også med patienter,
som har problemer med at synke
mad og drikke. I mange tilfælde
opstår der en eller flere kriser hos
mennesker med hjernesvulst eller
de pårørende. I så fald kan det
være en god ide at få hjælp af en
psykolog.
Skolesøgende børn, som bliver
indlagt, kan få undervisning under
indlæggelsen. Børn, som har problemer
med indlæring eller med at
huske, hvad de lærer, kan have
stor nytte af en hjælpelærer eller
af at gå i en specialklasse, når de
vender tilbage til skolen.
Denne pjece handler ikke om de
mange særlige sociale problemstillinger,
der gør sig gældende, når et
barn får konstateret en hjernesvulst.
Vil du vide mere om disse
forhold, kan du kontakte “Forældreforeningen
børn og unge med
kræft”.

Epilepsi
En hjernesvulst kan medføre epilepsi
hos nogle. En hjernesvulst
kan medføre epilepsi hos nogle, og
epilepsien forsvinder ikke altid efter
operationen, selv om hele svulsten
er fjernet. Epilepsi behandles
med medicin, og det er vigtigt, at
medicinen tages regelmæssigt hver
dag for at hindre anfald. Svingninger
i blodets indhold af medicin
kan nemlig udløse anfald.
Der findes mange forskellige former
for epileptiske krampeanfald.
Nogle anfald er milde, andre kan
virke skræmmende. For det pågældende
menneske kan det betyde en
følelse af usikkerhed, fordi man
ikke har kontrol over sig selv og
ikke ved, hvad der er sket. For de
pårørende kan det også medføre
usikkerhed, fordi de ikke ved, hvad
de skal gøre.
Her er det vigtigt, at du ved, at
patienten ikke har ondt, og at anfaldet
går over af sig selv. Det er
derfor ikke altid nødvendigt at tilkalde
en ambulance. Det drejer sig
om at blive hos patienten, til han
eller hun får sin bevidsthed igen og
kan klare sig selv. Det er en god idé
at beskytte personens hoved under
anfaldet for eksempel med en
pude. Du må ikke forsøge at give
ham eller hende noget at drikke eller
at presse noget ind mellem tænderne.
Efter anfaldet bør personen kontakte
sin læge, og har man haft et
krampeanfald, bør man ikke køre
bil, før man har talt med sin læge.
17

18
Oftest frarådes bilkørsel, og det er
som regel sådan, at man skal have
været anfaldsfri i et halvt år eller
mere, før man selv må køre bil
igen.
Efterfølgende kontrol
Du får brug for at tage den med ro
en tid, når behandlingen er endt.
Det kan være svært at finde sig til
rette i en almindelig hverdag, efter
behandlingen er slut. Så længe
man er i behandling, lever man et
overvåget liv med tæt kontakt til
læger og sygeplejersker, og nu skal
man pludselig klare sig selv. Artikler
med patienthistorier og tv-udsendelser
om kræft er en påmindelse
om den sygdom, man har
haft og om, at den kan vende tilbage.
Det tager tid at genvinde tilliden
til den krop, der svigtede én ved
at få kræft. Når det kunne ske dengang,
kan det jo ske igen. Mange
bliver meget opmærksomme på
kroppen og dens signaler. Gør det
ondt i musklerne, bliver man forkølet,
træt eller opdager en hævet
lymfeknude, dukker angsten for
tilbagefald op.
Når behandlingen er afsluttet,
vil du blive tilbudt regelmæssige
kontroller. Her vil lægen høre,
hvordan det går, og om du er generet
af tegn på sygdom, eller om du
har gener af den medicin, du får.
Der vil normalt blive foretaget
kontrolscanninger (CT eller MR)
med mellemrum for at se, om behandlingen
har hjulpet, og for at
sikre, at svulsten ikke er kommet
igen.
Advarselstegnene på sygdom,
som viser sig igen, er ofte de
samme, som da sygdommen
blev konstateret. Eksempelvis
hovedpine, synsforstyrrelser
eller tiltagende hyppighed af
epileptiske anfald. Søg læge,
hvis du oplever et eller flere
af disse advarselstegn.
Tal også med din læge, hvis du har
andre bekymringer. Det er vigtigt,
at du har en god læge, der tager
dig alvorligt og har tid til at lytte
til dig. Tal med dine nærmeste.
Måske forventer de, at du nu har
det som før du blev syg. Det er derfor
vigtigt, at du fortæller om dine
tanker og følelser. Brug også andre
kræftpatienters erfaringer. Hvordan
tackler andre for eksempel
usikkerheden? Bivirkninger efter
behandling?
Du kan ringe til Kræftens Bekæmpelses
nærmeste rådgivningscenter
for at høre om muligheder
for kontakt med et menneske, der
selv har haft hjernesvulster.

Ordliste
Du vil møde mange fagudtryk under
din sygdom. Læger og sygeplejersker
vil gerne forklare dig med
almindelige ord, hvad de betyder.
Hold dig ikke tilbage med at
spørge, hvis der er noget, du ikke
forstår. Her er nogle af de mest almindelige
fagudtryk:
Benign tumor. Godartet svulst.
Binyrebarkhormon. Medicin, der
bruges til at modvirke hævelse i
hjernen på grund af væske. I
daglig tale kan stofferne eksempelvis
hedde Prednisolon eller
Medrol.
Biopsi. Vævsprøve.
Centralnervesystemet. Hjernen
og rygmarven.
Cerebrospinalvæske. Væsken,
der ligger rundt om hjernen og
rygmarven.
CT-scanning. En speciel røntgenundersøgelse,
hvor der bliver
tagt en serie røntgenbilleder, der
bearbejdes af en computer.
Hypofysen. Lille kirtel, der producerer
hormoner, som kontrollerer
andre kirtler og mange af
kroppens funktioner.
Hypothalamus. Det område af
hjernen, der kontrollerer sult,
tørst og legemstemperatur.
Kemoterapi. Behandling med medicin,
som dræber kræftceller.
Koglekirtlen. Lille kirtel, som
sidder mellem de to storhjernehalvdele.
Malign tumor. Ondartet svulst.
Metastaser. Løsrevne celler fra
en kræftsvulst kan danne nye
svulster, som kaldes metastaser.
Metastaser er af samme type som
den oprindelige svulst. Der er
altså ikke tale om en ny kræftsygdom.
MR-scanning. En undersøgelse,
hvor man tydeligt kan se hjernevævet
og eventuelle svulster –
som regel bedre og tydeligere end
med CT-scanning. Undersøgelsen
er helt ufarlig.
Neurokirurg. Læge, som har specialiseret
sig i at operere i hjernen
og andre dele af nervesystemet.
Neurolog. Læge, som har specialiseret
sig i at behandle sygdomme
i nervesystemet med eksempelvis
medicin.
Onkolog. Læge, som har specialiseret
sig i at behandle kræftsygdomme.
Recidiv. Tilbagefald af sygdom.
Shunt. Et langt tyndt rør, der kan
transportere overskydende væske
væk fra hjernen og eksempelvis
ned til bughulen.
Tumor. Andet ord for svulst eller
knude.
Ventrikler. Fire forbundne hulrum
i hjernen.
Ødem. Hævelse. Oftest unormal
ophobning af væske.
19

20 Adresser og telefonnumre
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
info@cancer.dk
www.cancer.dk
Kræftlinien
Tlf.: 80 30 10 30
Mandag - fredag kl. 9-21.
Lørdag - søndag kl. 12-17.
Lukket på helligdage
RehabiliteringsCenter
Dallund
Dallundvej 63
5471 Søndersø
Tlf.: 64 89 11 34
dallund@dallund.dk
www.dallund.dk
Forældreforeningen
børn og unge med
kræft
Århusvej 195
Postboks 55
8464 Galten
Tlf.: 86 94 69 30
Fax: 86 94 62 30
ff@foraeldreforeningen.dk
www.foraeldreforeningen.dk
Kræftens Bekæmpelses
Kræftrådgivninger
Bornholm
Tlf.: 56 90 91 98
Esbjerg
Tlf.: 76 11 40 40
Herning
Tlf.: 96 26 31 60
Hillerød
Tlf.: 48 22 02 82
Holbæk
Tlf.: 59 44 12 22
Holstebro
Tlf.: 97 41 30 55
København
Tlf.: 35 25 77 00
Køge
Tlf.: 56 63 82 29
Lyngby
Tlf.: 45 93 51 51
Maribo
Tlf.: 54 78 30 30
Næstved
Tlf.: 55 74 04 00
Odense
Tlf.: 66 11 32 00
Roskilde
Tlf.: 46 30 46 60
Thisted
Tlf.: 97 94 62 86
Vejle
Tlf.: 76 40 85 90
Viborg
Tlf.: 86 60 19 18
Århus
Tlf.: 86 19 88 11
Aabenraa
Tlf.: 74 62 51 50
Aalborg
Tlf.: 98 10 92 11

Udgiver: Kræftens Bekæmpelse, 6. udgave 2006.
Redaktion: 6. udgave er redigeret af overlæge, dr.med. Iben Holten
& cand. comm. Caroline Winkel i samarbejde med overlæge, dr.
med. Michael Kosteljanetz.
Den oprindelige pjece er udarbejdet i 1996 af Peter Qvortrup
Geisling & Anna Pia Hudtloff.
Produktion: Lisbeth Faarkrog Eg
Layout: Rumfang.dk
Illustrationer: Lena Untidt, Henning Dalhoff og Søren Moesgård
Modelfoto: Claus Blædel
Tryk: Litotryk Svendborg A/S
■ En stor del af teksten i denne pjece er hentet fra »Værd at vide om
hjernesvulster« skrevet at afdelingssygeplejerske Inge Olsen, overlæge,
dr. med. Hans Skovgaard Poulsen og overlæge, dr. med.
Michael Kosteljanetz fra Rigshospitalet.
Tak til lektor, dr. med. Henning Laursen, læge, klinisk assistent
Ulrik Lassen og MR-centeret på Rigshospitalet for lån af billedmateriale.
ISBN 87-91277-89-2

Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf. 3525 7500
www.cancer.dk
0047-06.08.4.