Tofte Skovs nyere historie - Aage V. Jensens Fonde

90
matrikelkortet fra 1814 ses angivelsen af en
”Fælles lergrav”. Det var da også her byen
hentede sit ler til byggeri og vedligeholdelse
af lerkliningen. Også til byggeriet af gården
Adamshof, nær Hovedkanalens udløb i 1761,
blev der anvendt ler fra Tofte.
I 1924-planen beskrives skoven som ”16-18
m høj bevoksning af 200-årig, mere eller mindre
velformet (og mod øst ret velformet) bøg iblandet
ask. I den østlige del undervækst af ca. 20-årig
Billedboks 4: Engskoven
Engskoven er en frodig og artsrig ca. 13 ha
stor løvblandskov af bl.a. stilkeg, rødel, dunbirk,
ask, småbl. lind (skønsvis omkring 100
træer), spidsløn, skovabild, bøg, alm. røn,
hassel, hvidtjørn og alm. hæg. Stort set alle
træerne er stødskudsprægede, og nogle af
egene i hhv. syd og nord er lavbullede og flerstammede.
Træerne virker umiddelbart ældre,
end de 110-120 år, som de ved boringer og
årringstællinger faktisk har vist sig at være.
Skoven indgår i et større skovareal på
1752-kortet, men vises med nogenlunde
den nuværende udstrækning med (antagelig)
lavskovssignatur på matrikelkortet fra
1804. Den matrikulære inddeling i begyndelsen
af 1800-tallet, hvor skoven var delt
mellem de to fæstemål i Knarmou, afspejles
i de to afdelinger, som skoven aktuelt er
delt i. Skoven hørte tilsyneladende til de to
Knarmougårde helt frem til omkring 1884,
hvor den kom ind under skovdistriktet. Dvs.
bøg, dels selvsået, dels rillesåning. Langs mosen
8-12 m høj, 30-50-årig, mere eller mindre velformet
rødel iblandet lidt birk”.
Selve fladen på bakken var (bortset fra jagthuset
og dets nærmeste omgivelser) græsslette
på den sydlige halvdel og dyrket mark på den
nordlige halvdel, indtil de første tilplantninger,
som bestemt i 1924-planen finder sted i
1920’erne (med bl.a. bøg, stilkeg, rødeg, alm.
bjergfyr og fransk bjergfyr og senere sitkagran).
Fig. 28 Engskoven udsnit af skovkort 1924.