Tofte Skovs nyere historie - Aage V. Jensens Fonde

More documents

Recommendations

Info

væsentlig rolle i store dele af Tofteområdet, både i forhold til fordelingen mellem skov og mose og i forhold til artssammen sætning og –fordeling i skovområderne. Det høje vandsspejl og den ’vanskelige vandafledning’ bemærkes både af skovtilsynet i 1820’erne og af overførster Hauch i 1921. Hele området har i dag et omfattende væv af forskellige grøfter, som imidlertid har en meget blandet historik og er etableret med vidt forskellige formål. Der er langtfra tale om eet sammenhængende afvandingssystem, men om en blanding af hegningsgrøfter (ind- såvel som udhegning af græssende dyr), skelgrøfter, land- og skovbrugsmæssige afvandingsgrøfter, grøfter med flere af disse samtidige formål, samt jagtgrøfter. Skel og matrikulære grænser er i stor udstrækning blevet markeret med grøfter, både i Østermose og i skovområdet. Skelgrøften (også kaldt Sorte Grøft) markerer grænsen mellem Fleskum og Hindsted Herreder. Derimod har det nordvestlige skel mellem Tofte Bys jorder og Vildmosen, som blev udstukket i 1752 og siden da har udgjort sognegrænsen, næppe nogensinde været markeret fysisk i terrænet, bortset fra afpælingen i 1754. Det har der næppe været behov for; dels kom arealet kort efter under samme ejer, dels havde Toftebønderne et stort fælles moseareal nord for deres lodder, som de kunne udnytte til tørveskær. Landbrugsgrøfter fra 17-1800-tallet ses på de tidligere marker og enge som tætte systemer af grøfter, fx flere steder nord for Kragelundsvejen. Den øjensynlig største dræningsindsats blev gennemført omkring 1890 gennem etablering af et regelmæssigt grøftesystem inden de store tilplantninger med gran i 1894-1904 i den nordlige del. Samtidig anlægges nye veje, bl.a. Kragelundsvejen. Derimod foretages der tilsyneladende ikke detaildræning i de gamle løvskove. En stor del af grøfterne er løbende blevet oprenset, men der er umiddelbart kun få eksempler på etablering af nye grøfter efter 1960; et enkelt eksempel ses i Vesterskov (afd.157). Andre dele af grøftesystemerne har ikke været oprenset i årtier eller endda siden slutningen af 1800-tallet, bl.a. de grøfter, der rækker ind i mosen, men selv stærkt forfaldne grøfter kan bevare en væsentlig vandledningsevne i mange hundrede år (Møller 2000). Skovbækken, der tidligere blev udgrøftet, har dog på dele af sit forløb lige syd for Tofte Bakke nærmest udviklet sig til et naturligt fremtonende sig. Der er dog ingen tvivl om, at områdets vandstand er påvirket som følge af alle disse grøfter. Jagtgrøfter er tørre grøfter, hvori man i skjul kan færdes i området, dels for at iagttage vildtet, dels for at nå frem til en post. Disse grøfter blev holdt rene for nedfaldne grene og kviste, således at færdslen kunne foregå så lydløst som muligt. Peter Knudsen anslår, at omkring 15 km af Toftes grøftesystem i virkeligheden er sådanne jagtgrøfter; det gælder bl.a. de grøfter ved Langsig, som løber parallelt med Pindebækken (Knudsen 2006). Grøften fra Toftesø og østpå, Skelgrøften, tjente i hvert fald i perioder i praksis som en sådan jagtgrøft. Peter Knudsen beretter, at da han tiltrådte som skytte i 1958 var denne groft nyoprenset og man kunne gå tørskoet i den hele vejen ud til Tofte Sø (der var tørlagt 1769-1973). 81
Brand Brand er en væsentlig økologisk faktor for både hede og skov, især nåleskov. Regelmæssig afbrænding har siden oldtiden været en del af driften af de jyske heder og i væsentlig grad en forudsætning for deres opretholdelse som lyngheder (Odgaard 1994). Af skovtræerne kan især tykbarkede træer som gammel skovfyr og eg overleve skovbrande, mens bøg pga. sin tynde bark er særdeles sårbar og har svært ved at tåle selv lette bundbrande. En art som bævreasp kan med sine rodskud ofte overleve på stedet og hurtigt rekolonisere. En skovbrand kan medføre nærmest nulstilling af 82 1945 Fig. 18 Oversigt over skov- og mosebrande i Tofte Skov i 1900-tallet. Pilene angiver brandretningerne og krydset nedslagsstedet for den tyske lysbombe i 1944. Baseret på oplysninger fra Birgit og Peter Knudsen samt driftsplanen fra 1924. 1982 1972 1944 1921 1983 skovtilstanden og en stærk ændring af forholdene for opvækst og urtevegetation. Men brand giver variation og skabe nye levesteder, bl.a. har arter som bævreasp og seljepil de bedste muligheder for at etablere sig på brændt bund. I 1900-tallet forekom i hvert fald 6 tilfælde af større brande i Tofteområdet: i 1921, 1944, 1945, 1972, 1982 og 1983 (Fig. 18). Den store brand i 1921 omfattede både hedearealer og unge nåletræplantninger. Niels Olsen (tidligere traktorfører i Tofte) har fortalt om denne brand til Peter Knudsen og 1924-planen omtaler den i bevoksningsbeskrivelsen idet nykulturer ved Sjældenglad (nuværende afdeling
Page 1 and 2: Kendskab til forhistorien - skovhis
Page 3 and 4: i alt var der omkring midten af 180
Page 5 and 6: Fig. 3 Greverne på Lindenborg Lens
Page 7 and 8: Den indfredede Øster- og Vestersko
Page 9 and 10: Skovdriften i Tofte Skov Skovene er
Page 11 and 12: Fig. 8 Fredskovshegnet omkring Toft
Page 13 and 14: Fig. 9 Rødgran var hovedtræart i
Page 15 and 16: velformede Ege, ganske vist med lav
Page 17 and 18: Fig. 12 I forbindelse med det store
Page 19 and 20: forskrifter om udnyttelse af overst
Page 21 and 22: Fig. 14 Havgranerne ved Kragelund,
Page 23 and 24: Skovarealets udvikling Skovenes uds
Page 25 and 26: efterkommere endnu kaldis. Nogle fl
Page 27 and 28: amtmand nok også bede om det. Denn
Page 29 and 30: Data for bestandene siden år 1900
Page 31: Vandstand og afvanding (udgrøftnin
Page 35 and 36: Fig. 21 Under de herskende forhold
Page 37 and 38: 86 Fig. 22 Gammel, bøgedomineret s
Page 39 and 40: 88 Fig. 24 Bønderskoven og Bønder
Page 41 and 42: 90 matrikelkortet fra 1814 ses angi
Page 43 and 44: 92 Fig. 30 Engskoven i sommerdragt.
Page 45 and 46: Kilder Andersen, L. 2004: Lille Vil

Tofte Skovs nyere historie - Aage V. Jensens Fonde

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?