Tofte Skovs nyere historie - Aage V. Jensens Fonde

væsentlig rolle i store dele af Tofteområdet, både
i forhold til fordelingen mellem skov og mose og
i forhold til artssammen sætning og –fordeling i
skovområderne.
Det høje vandsspejl og den ’vanskelige vandafledning’
bemærkes både af skovtilsynet i
1820’erne og af overførster Hauch i 1921.
Hele området har i dag et omfattende væv af
forskellige grøfter, som imidlertid har en meget
blandet historik og er etableret med vidt
forskellige formål. Der er langtfra tale om eet
sammenhængende afvandingssystem, men om
en blanding af hegningsgrøfter (ind- såvel som
udhegning af græssende dyr), skelgrøfter, land-
og skovbrugsmæssige afvandingsgrøfter, grøfter
med flere af disse samtidige formål, samt
jagtgrøfter.
Skel og matrikulære grænser er i stor udstrækning
blevet markeret med grøfter, både i Østermose
og i skovområdet. Skelgrøften (også kaldt
Sorte Grøft) markerer grænsen mellem Fleskum
og Hindsted Herreder. Derimod har det nordvestlige
skel mellem Tofte Bys jorder og Vildmosen,
som blev udstukket i 1752 og siden da har
udgjort sognegrænsen, næppe nogensinde været
markeret fysisk i terrænet, bortset fra afpælingen
i 1754. Det har der næppe været behov for; dels
kom arealet kort efter under samme ejer, dels
havde Toftebønderne et stort fælles moseareal
nord for deres lodder, som de kunne udnytte til
tørveskær.
Landbrugsgrøfter fra 17-1800-tallet ses på de
tidligere marker og enge som tætte systemer af
grøfter, fx flere steder nord for Kragelundsvejen.
Den øjensynlig største dræningsindsats blev
gennemført omkring 1890 gennem etablering
af et regelmæssigt grøftesystem inden de store
tilplantninger med gran i 1894-1904 i den
nordlige del. Samtidig anlægges nye veje, bl.a.
Kragelundsvejen. Derimod foretages der tilsyneladende
ikke detaildræning i de gamle løvskove.
En stor del af grøfterne er løbende blevet oprenset,
men der er umiddelbart kun få eksempler
på etablering af nye grøfter efter 1960; et enkelt
eksempel ses i Vesterskov (afd.157). Andre dele
af grøftesystemerne har ikke været oprenset i årtier
eller endda siden slutningen af 1800-tallet,
bl.a. de grøfter, der rækker ind i mosen, men selv
stærkt forfaldne grøfter kan bevare en væsentlig
vandledningsevne i mange hundrede år (Møller
2000). Skovbækken, der tidligere blev udgrøftet,
har dog på dele af sit forløb lige syd for Tofte
Bakke nærmest udviklet sig til et naturligt fremtonende
sig.
Der er dog ingen tvivl om, at områdets vandstand
er påvirket som følge af alle disse grøfter.
Jagtgrøfter er tørre grøfter, hvori man i skjul
kan færdes i området, dels for at iagttage vildtet,
dels for at nå frem til en post. Disse grøfter
blev holdt rene for nedfaldne grene og kviste,
således at færdslen kunne foregå så lydløst som
muligt. Peter Knudsen anslår, at omkring 15
km af Toftes grøftesystem i virkeligheden er
sådanne jagtgrøfter; det gælder bl.a. de grøfter
ved Langsig, som løber parallelt med Pindebækken
(Knudsen 2006). Grøften fra Toftesø
og østpå, Skelgrøften, tjente i hvert fald i perioder
i praksis som en sådan jagtgrøft. Peter
Knudsen beretter, at da han tiltrådte som skytte
i 1958 var denne groft nyoprenset og man
kunne gå tørskoet i den hele vejen ud til Tofte
Sø (der var tørlagt 1769-1973).
81