Tofte Skovs nyere historie - Aage V. Jensens Fonde

efterkommere endnu kaldis. Nogle flyttede til Dokedal
og maaskee een mand til Sellegaard…..” og
fortsætter (s. 23): ”Aarsagen hvorfor den gl. Kragelunds
beboer maatte flytte var, at der kom hull
paa den bakke, som naaede fra Sellegaard eller og
fra Hurup og alt hen til Kragelund og deromkring,
og blef saa baade marken og byen ofverblest med
sand ligesom det skeede med Gl. Hurup i vor tid.
Der som bakkerne har væred, ligger nu fuld med
smaa steen, som kaldis nu Kragelunds Sand eller
hen ad steenene, naar mand rejser der. At der kom
hull paa bakkerne var én gammel mand og nogle
fremmede fiskere, tykke og feede, aarsag til, som giorde
trapper i bakken at stige opad, naar de vilde
see ud ad hafved til deris garn og til dem, som drog
garnene” (Riismøller 1972, s. 22).
Om sandflugten virkelig blev udløst således
som Rokkedrejeren beskriver, er uvist. Andre
faktorer, såsom skovrydning, fjernelse af tang og
andet plantemateriale fra kysten og andet færdselsslid,
samt evt. brand kan også have spillet en
rolle.
Sandflugten var øjensynlig ophørt eller dæmpet
inden år 1700, men de tidlige plantninger
langs kysten, bl.a. Havfyrrene fra 1910 havde
bl.a. til formål at beskytte mod ny sandflugt.
Græsning
’Græsning’ bruges her som en samlebetegnelse
for direkte og indirekte påvirkninger fra husdyr
og vildt gennem deres ædning (græsning, nipning,
skrælning), fejning, færdsel, oprodning
og anden fysisk påvirkning. Denne påvirkning
fra de store dyr er en meget stærk selektionsfaktor,
som gennem tiden i høj grad vil påvirke
bl.a. artssammensætning, fremvækstmulighed
74
og -hastighed, tæthed og struktur. Virkningen
afhænger selvfølgelig af art og antal af dyr, og
om de opholder sig i skoven hele året som vildtet,
eller kun i dele af året, som husdyrene, og
i hvilket omfang, der foretages tilskudsfodring.
I Tofte er det aktuelt kronvildt og vildsvin og i
lille omfang råvildt, som udøver græsningstrykket
(nipningen), men før år 1900 var det først og
fremmest husdyr.
Tofte Skov har som helhed en lang græsningskontinuitet,
men med store lokale og tidvise forskelle.
I modsætning til i andre dele af landet
blev kronvildtet i Lille Vildmoseområdet ikke
udryddet i 1800-tallet, og kom til at indgå i
dyrehavebestanden.
I 1600-tallets matrikler takseres områdets
skove i antal svin på olden; omkring 1642 blev
Knarmous skovtilliggende således takseret til 7
svins olden (Andersen 2004) - uden at det dog
nødvendigvis betyder, at der rent faktisk var svin
på olden. Det er dog sandsynligt, at det var tilfældet
i 16-1700-tallet, men tilsyneladende ikke
i 1800-tallet. Tamsvinenes påvirkning har i så
fald haft et andet omfang end nutidens vildsvin.
De var almindeligvis kun i skoven i oldentiden
og skulle have ring i trynen for at forhindre dem
i at rode i jorden og derved skade græsningen og
høslættet.
Dyreholdet kan i midten af 1700-tallet desuden
have været begrænset af ulve. I hvert fald
klagede den daværende ejer af Høstemark,
Thøger Lassen 15 , som beskrevet af Weismann 16
(1931), i 1740 til Jægermester Rathlou (der var
ansvarlig for ulvebekæmpelsen) over ulvene,
”som plagede alle, der ejede Gods og Hartkorn i
Jylland, og navnlig var slemme i Aalborghus,