Tofte Skovs nyere historie - Aage V. Jensens Fonde

More documents

Recommendations

Info

dødsdag gjaldt, at skovfolkene blev tålt indtil kl. 17, men derefter havde de at holde sig væk – ude af hegnet indtil næste morgen (Svendsen 2006). Peter Knudsen fortæller: ”i Tofte var lensgreven sin egen skovrider indtil omkring 1970. Godsets skovrider fik ikke lov” (cit. P. Knudsen 2006). Lensgrevens generelle holdning blev udtrykt i: ”Vildtet skal være her, mennesket kan være her” (cit. P. Knudsen 2006). Ligeledes sagde han i januar 1970, i forbindelse med udnævnelsen af Peter Knudsen til revirjæger: ”Nu får De Toft som ansvarsområde, og så vidt det er muligt hold da en fod på bremsepedalen hvad udvikling angår. Det har vi gjort i 100 år. Se hvad vi har opnået!” (cit. P. Knudsen 2006 og 2007). Driftsplanen 1924-39 Den første egentlige driftsplan for Tofte Skov, gældende for perioden 1924-1939, blev udarbejdet i tidsrummet april 1924 til juni 1926, som del af en samlet planlægning og korttegning for hele Lindenborg Skovdistrikt. Planen omfatter både bevoksningsbeskrivelser, taxationer, korttegning med afdelingsnet samt fysisk etablering af dette med nummererede betonpæle i terrænet. Enkelte af disse pæle findes stadig på deres plads, om end noget forvitrede (figur 12). For Toftes vedkommende er den fremtidsorienterede del af 1924-planen først og fremmest en skovrejsningsplan, hvor hovedvægten er lagt på fortsat tilplantning af åbne arealer med nåletræ. Bortset fra to steder med overstanderhugst, opererer planen slet ikke med foryngelse eller omvandling af gammel løvskov, men planlægger udelukkende nykulturer på opgivne agre, enge, sletter, hede, klithede og kulturpåvirket mose. Planen foreskrev af tiltag i 1. periode: • Tilsåning af den østlige del af højmosen (vest for Sjældenglad samt Tranesig og Vest- og Nordgabet syd for Toftesøvej) med birk. • Tilplantning af heder og sletter syd for Bønderskoven med nåletræ. • Tilplantning af hede og sletter øst for Sellegårdsbækken med nåletræ på ca. 10 % af arealet i de enkelte afdelinger. • Hugst af overstandere af løvtræ over den ca. 0,6 ha store ædelgranplantning i nordsiden af Bøndernes Egeskov. • Hugst af 150-årige egeoverstandere over ung birk i den nordøstlige del af Østerskov. • Tilkultivering på Tofte Bakke med forskelligt løv- og nåletræ. Distriktet havde egen skovplanteskole i Tofte Skov; i 1924-planen er afd. 1315 på 0,76 ha ved Gl. Skovfogedsted (del af nuværende 197d) afsat som planteskole, og sandsynligvis blev en del af de nye planter produceret her. Størstedelen af de planlagte tilplantninger fandt sted i årene derefter, bl.a. tilplantningen med skovfyr ved Sjældenglad 1930-37. I tidsrummet mellem 1924 og 1943 tilplantedes (ifølge en løs lap, som var lagt ind i driftplanbogen i Lindenborgs arkiv) således 108 ha med fyr, 79,4 ha med gran og 8,8 ha med eg. Driften af løvskovene var tilsyneladende ret ekstensiv. Brændselsbehov til de få tilbageværende ejendomme samt til imødekommelse af pligthugstkravene under 1. og 2. verdenskrig blev sandsynligvis imødekommet med bl.a. dødt ved, tyndingshugster og ellestævning. De få 67
forskrifter om udnyttelse af overstandere af gammel eg (samt birk og bøg), som står i 1924-planen, ser ikke ud til at blive fulgt; de fleste overstandere står der endnu. Poul Herluf Pedersen, der var skovfogedelev i Høstemark fra juni 42 til marts 44, og på besøg i Tofte i 1943 skriver i sine erindringer: ”Indtil krigen kom, med tilhørende pligthugst, blev der faktisk ikke foretaget skovning i Tofte Skov” (Pedersen 2002). Også efter 2. verdenskrig var skovdriften ret ekstensiv indtil omkring 1970. Peter Knudsen fortæller, at der blev foretaget plukhugst i naturskovene, bl.a. rødel til såkaldt ”jagtbrænde” – den ydelse, som bønderne i Nørre Hurup fik som betaling for at udleje jagtretten på deres jorder 9 til Lindenborg. Sammenlignet med opgørelserne i 1924-planen ser der dog ud til at ske en nedgang i stamtal og vedmasse. Også nåleskovene blev behandlet ret ekstensivt; selvom der siden midten af 1880’erne blev foretaget ret omfattende tilplantninger med især rødgran, lader selve bevoksningsplejen frem til 1970’erne til at have været temmelig sparsom. I driftsplanen fra 1979 karakteriseres skoven og indsatsen således: ”Skoven består af store flader med løvskov og mellem disse er der ved århundredeskiftet plantet rødgran, hovedsageligt på forladt agerjord. Det er således 1. generations gran vi har med at gøre i de ældre bevoksninger. Disse bærer imidlertid præg af ikke at have været drevet forstligt før 1972. Dette giver sig udslag i meget åbne bevoksninger, der giver græsset gode vækstmuligheder med deraf følgende kulturvanskeligheder i næste generation” (Pedersen & Hedegaard 1979, s. 7). Og på side 25: ”Den hidtidige udvikling 68 har båret præg af at man overhovedet ikke har erkendt betydningen af tilstrækkelige og hyppige hugstindgreb.” side 27: ”På grund af skovens dårlige opbygning og manglende pleje gennem tiderne….” Skovdriften 1971-1991 Hans Peter Foget Stougaard (1905-81), der var skovrider for Lindenborg Skovdistrikt 1940-1976, ”administrerede skoven med støtte i 1924-planen, sin gode hukommelse og en lommebog” (cit. Svendsen 2006), men tilsyneladende var det ret begrænset, hvad han havde at gøre i Tofte Skov før efter 1970. Nok først og fremmest fordi lensgreven, H.C. Schimmelmann, som tidligere omtalt, nærmest værgede skoven mod større forstlige indgreb. I januar 1970 gik skovfoged Larsen af, hvorefter driften af Tofte Skov blev overtaget af Buch Jensen (skovfoged 1944-1980), samtidig med at lensgreven døde i 1971. Det betød et markant skifte i indsatsen. Peter Knuden omtaler det flere gange som ”da forstvæsnet kom til efter 1970” (cit. P. Knudsen 2006). Der blev foretaget tyndingshugster og mindre foryngelser i løvskov, men kun med løvskov på ny, bl.a. i dele af Østerskoven. I Engskoven foretages omkring 1977-78 en omfattende tyndingshugst. Målet var at bevoksningen skulle fremstå ligesom egene i Bøndernes Egeskov (P. Knudsen 2006), og skovfoged Buch Jensen havde givet skovarbejderne instruks om at ”skove alt andet end eg, startende ved Skelgrøften i syd”. Også her blev der fældet en stor lind. Hugsten blev indstillet da Peter og Birgit
Page 1 and 2: Kendskab til forhistorien - skovhis
Page 3 and 4: i alt var der omkring midten af 180
Page 5 and 6: Fig. 3 Greverne på Lindenborg Lens
Page 7 and 8: Den indfredede Øster- og Vestersko
Page 9 and 10: Skovdriften i Tofte Skov Skovene er
Page 11 and 12: Fig. 8 Fredskovshegnet omkring Toft
Page 13 and 14: Fig. 9 Rødgran var hovedtræart i
Page 15 and 16: velformede Ege, ganske vist med lav
Page 17: Fig. 12 I forbindelse med det store
Page 21 and 22: Fig. 14 Havgranerne ved Kragelund,
Page 23 and 24: Skovarealets udvikling Skovenes uds
Page 25 and 26: efterkommere endnu kaldis. Nogle fl
Page 27 and 28: amtmand nok også bede om det. Denn
Page 29 and 30: Data for bestandene siden år 1900
Page 31 and 32: Vandstand og afvanding (udgrøftnin
Page 33 and 34: Brand Brand er en væsentlig økolo
Page 35 and 36: Fig. 21 Under de herskende forhold
Page 37 and 38: 86 Fig. 22 Gammel, bøgedomineret s
Page 39 and 40: 88 Fig. 24 Bønderskoven og Bønder
Page 41 and 42: 90 matrikelkortet fra 1814 ses angi
Page 43 and 44: 92 Fig. 30 Engskoven i sommerdragt.
Page 45 and 46: Kilder Andersen, L. 2004: Lille Vil

Tofte Skovs nyere historie - Aage V. Jensens Fonde

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?