28959_1Historie.indd - Maersk Oil

10
Staten har siden afholdt seks udbudsrunder. Normalt foregår
det ved, at en række selskaber danner en gruppe, eller et
konsortium, der i fællesskab søger retten til et bestemt område
og dermed deler risikoen.
Før staten giver gruppen en tilladelse, aftales de nærmere
vilkår, der beskriver både pligter og rettigheder for gruppen.
Rettighederne består i tilladelse til efterforskning og indvinding
af olie og gas. Forpligtelserne består for eksempel i, at gruppen
på forhånd binder sig til et bestemt antal efterforskningsboringer.
Staten er nemlig interesseret i at få hele undergrunden
undersøgt så grundigt som muligt.
En anden forpligtelse, som gælder for alle licenser, er at den
danske stat skal deltage med 20 pct.
Gruppen aftaler selv, hvem der skal være operatør og dermed
stå for selve borearbejdet. Siden 1986 har Mærsk Olie og Gas
været eneoperatør for DUC og dermed stået for hovedparten
af de danske Nordsøaktiviteter.
Når en gruppe foretager en efterforskningsboring, sendes
resultaterne til Energistyrelsen, som hører under staten. Resultaterne
er hemmelige i fem år, hvorefter alle og enhver har
adgang til at se de data, der kom frem ved boringen.
I midten af 1990’erne fandt en af de nye grupper olie, og i
1999 begyndte man for første gang at indvinde olie i to felter
uden for A.P. Møller- Mærsks område.
DUC kan naturligvis på lige fod med andre byde på de arealer
som man tidligere måtte give tilbage til staten. Det har DUC
gjort fl ere gange.
Staten kræver fl ere penge
I 2003 begyndte politikerne igen at kaste lange øjne efter
DUC’s indtægter i Nordsøen, og et folketingsfl ertal bad
regeringen om at undersøge mulighederne for at få en højere
beskatning af DUC’s olie og gas i Nordsøen. DUC forsvarede
sig med, at det var langt sværere – og dyrere – at indvinde
olie og gas i den danske del af Nordsøen end mange andre
steder. Der var lagt op til et nyt drama om Nordsøen, og aviserne
fandt de store overskrifter frem.
Samtidig kunne både staten og DUC konstatere, at den gamle
eneretsbevilling fra 1962 snart ville ophøre, og begge parter
var interesseret i at produktionen fortsatte ud over 2012.
I efteråret 2003 kunne staten og A.P. Møller-Mærsk underskrive
en ny aftale, som betød at DUC skulle betale mere i
skat. Samtidig blev koncessionen forlænget fra 2012 til 2042
mod at staten fra 2012 bliver 20 procent medejer af DUC
– ligesom den er medejer af de andre grupper, der udfører
olie- og gasaktiviteter i Danmark.
Eventyret fortsætter
I 2005 blev der produceret olie og gas fra 19 felter i den danske
del af Nordsøen. Mærsk Olie og Gas er for DUC operatør
på 14 af disse felter. Der blev i alt produceret 22 millioner m 3
olie – svarende til 4-5 tons for hver dansker – og knap 10
milliarder m 3 gas.
Værdien af produktionen var 53 milliarder kroner, og heraf
fi k staten i skatter og overskudsdeling 24 milliarder kroner.
Takket være aktiviteterne i Nordsøen blev handelsbalancen
forbedret med 25 milliarder kroner samme år.
De kommende år kan det danske samfund regne med fortsat
store indtægter på grund af høj produktion og forventning om
høje oliepriser.
Men det er også en dyr fornøjelse at deltage i oliejagten. Det
har mange af de nye selskaber, der er kommet til, måttet
sande. En enkelt efterforskningsboring koster nemt mellem
50 og 100 millioner kroner. Alt i alt er der siden starten brugt
200 mia. kroner på efterforskning og produktion i Nordsøen.
Til sammenligning kostede Metroen i København 12 mia.
kroner at bygge.
Nu mener eksperter, at vi er halvvejs i eventyret. De kendte
reserver i Nordsøen er nu mindre end den mængde,
vi allerede har hentet op af undergrunden. Men der
er stor usikkerhed, for Mærsk Olie og Gas og de andre
operatører bliver stadig dygtigere til at vriste mere olie
og gas ud af de kendte felter. Under alle omstændigheder
fortsætter eventyret indtil videre, og Danmark vil også i
fremtiden være et olieland.
Fordeling af produktionen i Nordsøen 2005
Shell 38%
Øvrige 5%
A.P. Møller - Mærsk 32%
Hess 6%
Chevron 12%
Dong 7%