teknisk forvaltning kolding kommune 1898 - 1998 - Dansk Center for ...

Adelgade. Foto fra ca. 1910.
Elektricitetsværkets hovedindgang.
Bygningsvedtægten er dateret samtidig med instruksen for bygningsinspektøren,
den 26. august 1903.
Efter denne instruks skulle bygningsinspektøren, hvis en ansøgning
om byggeri krævede Bygningskommissionens eller Byrådets
afgørelse, inden 8 dage tilstille Bygningskommissionens formand
sagen med bilag til kommissionens behandling. Hvis sagen ikke
krævede kommissionens godkendelse, skulle bygningsinspektøren
inden 8 dage give bygherren skriftlig besked om de vilkår, der krævedes
i forbindelse med arbejdets udførelse. Når der var givet en byggetilladelse,
skulle bygningsinspektøren føre nøje tilsyn med, at lovgivningens
bestemmelser fulgtes. Når et byggeri var afsluttet og fundet i
overensstemmelse med de givne forskrifter, skulle bygningsinspektøren
meddele byggeattest for det udførte byggeri mod erlæggelse af
det fastsatte gebyr. Herudover skulle han på forlangende bistå Sundhedskommissionen
ved undersøgelse af, hvorvidt en bygning var
tjenlig til beboelse.
Når en bygning ikke opførtes i gadelinien, kunne Bygningskommisionen
bestemme, at der i gadelinien skulle anbringes jernstakit eller
mur. Ethvert bygningsarbejde skulle udføres på forsvarlig måde, af
forsvarlige materialer, og enhver ny bygning skulle opføres på et fundament,
som var forsvarligt i forhold til bygningens størrelse. Alle
udvendige mure skulle opføres af grundmur efter bestemte regler.
Det var således en helt ny kommunal opgave. Socialdemokraten,
redaktør Knud Hansen, skrev senere, at Løchte ikke havde haft det
nemt som bygningsinspektør. Håndværksmestrene havde gjort, hvad
der passede dem, og havde ignoreret hans anvisninger - og det kan
næppe undre.
De kommunale værker
Det var et stort fremskridt i levestandard for de mennesker, der
havde råd til at tilslutte sig de kommunale værker og deres »produktion«
af gas, vand og elektricitet, der via ledningsnettet og stikledninger
førtes frem til det sted, hvor den enkelte skulle bruge det. I
Kolding var både Gasværket, Vandværket og Elektricitetsværket kommunale
- sådan var det ikke i alle byer - men det var så også et
spørgsmål om store kommunale udgifter, når værkerne skulle
udvides, og det blev de alle i det første tiår af 1900-tallet på grund af
den store efterspørgsel både fra erhvervsvirksomheder og private.
De tre værker havde hver deres kommunale udvalg, og de tre
udvalg optog en stor del af Løchtes tid, selv om han sjældent deltog i
deres møder. Efter 1904 havde værkerne hver deres bestyrer, der tog
sig af den daglige drift, men som eneste kommunalt ansatte ingeniør
skulle han projektere eller medvirke ved projekteringen af deres
udvidelser, styre de håndværkere, der udførte dem, og opmåle og
holde styr på det stadig større ledningsnet. Således i 1909, hvor
Gade- og Vejudvalget henstiller, at stadsingeniøren, da han alligevel
er i gang med at opmåle vandværksnettet, også opmåler, hvor meget
brolagt vej, der er i byen og hvor meget, der er makadamiseret
(skærvebelagt).
Gasværket
Gasværket, der var bygget på havnen i 1861, oplevede i årene
omkring århundredskiftet en meget stærk forbrugsfremgang, både
som kogegas og til belysning, og byens større udstrækning betød et
21