teknisk forvaltning kolding kommune 1898 - 1998 - Dansk Center for ...

Saneringspolitikken afstedkom i starten
protester fra flere sider.
deltog formanden og næstformanden for Teknisk Udvalg også i
gruppen, som ud over teknikere fra Teknisk Forvaltning også var
repræsenteret ved Boligkontoret, Økonomisk Forvaltning, Social- og
Sundhedsforvaltningen, Museet på Koldinghus samt saneringsselskabet,
som på det tidspunkt havde skiftet navn til Byfornyelsesselskabet
Danmark.
Saneringsområdet Konsul Graus Gade bestod af karreerne på
begge sider af Konsul Graus Gade. Området var mod nord afgrænset
af Låsbygade, mod øst af Zahnsgade, mod syd af Katrinegade og mod
vest af Hans Ludvigs Vej.
I 1970 havde Boligkommissionen karakteriseret området ved
... sin stærkt blandede og sammentrængte boligbebygggelse i 1 1 ⁄2 - 3 etager
mellem Katrinegade og Konsul Graus Gade med et stort antal boliger af ringe
størrelsesforhold med dårlige lejligheds- og bygningskvaliteter, små grundstørrelser
og gennemgående med svigtende vedligeholdelse, således at bebyggelsen i
det væsentlige må betegnes som udslidt og med så sundhedsfarlige og brandfarlige
forhold, at beboelse må ophøre.
Bebyggelsen langs Låsbygade var gennemgående af bedre kvalitet,
men her var bagarealerne mange steder opfyldt af bygninger, hvori
der var indrettet erhverv. Så tæt en bebyggelse betød, at konsekvenserne
af en brand kunne blive ret alvorlige.
Saneringsselskabet Danmark præsenterede et saneringsforslag i
1977, efter at der først var blevet offentliggjort et debatoplæg og
afholdt en lang række møder med ejere og lejere i området.
Planen indebar, at samtlige bygninger skulle bringes i en tidssvarende
tilstand og være brandsikrede. Indvendigt skulle boligfaciliteterne
naturligvis opfylde de krav, som man kunne stille til en
moderne bolig. Der skulle indlægges centralvarme, installeres badeværelser,
og toilet- og køkkenforhold skulle moderniseres.
I oplægget var der desuden forslag til, hvilke bygninger, der skulle
totalsaneres - d.v.s. rives ned, hvilke der skulle moderniseres og
ombygges, samt forslag til en etablering af tilfredsstillende friarealer.
Al eksisterende skurbebyggelse, vaskehuse, udhuse, garager, hegnsmure
og plankeværker i baggårdene skulle i videst mulige omfang
fjernes. Alle husene på Vennegade ville blive revet ned, mens en
række af bygningerne på Hans Ludvigs Vej skulle rives ned, der hvor
Vestre Ringgade skulle anlægges.
Planens bestemmelser kom naturligvis til at berøre beboerne på
forskellig vis, hvadenten de var lejere eller grundejere. De lejere,
som boede i nedrivningsdømte boliger, fik anvist en ny bolig af kommunen,
som svarede til deres familiemæssige og økonomiske forhold.
De, som ønskede at vende tilbage efter saneringsprogrammets
ophør, blev midlertidigt genhuset andetsteds. Det var ikke noget
større problem for kommunen, eftersom den rådede over 800 boliger
og i øvrigt havde et godt samarbejde med byens boligforeninger.
Saneringsloven gav endvidere mulighed for at yde økonomisk kompensation
af forskellig art til de berørte lejere og ejere.
Byrådet godkendte saneringsplanen, og efterfølgende gik man
straks i gang med arbejdet. Arbejdernes Andelsboligforening var bygherre
på de 145 nye boliger, som skulle bygges, og i 1981 var saneringsprogrammet
så vidt fremskredent, at man kunne invitere borgere
og almindeligt interesserede på rundvisning i området. Året
efter afsluttedes Koldings første byfornyelsesprojekt.
Saneringsselskabet oprettede allerede fra starten en base i byen i
Låsbygade 71. Efter at kommunen i 1980 erhvervede Borns gård, flyttede
saneringsselskabet hertil.
111