teknisk forvaltning kolding kommune 1898 - 1998 - Dansk Center for ...

Fra en ejendom i Blæsbjerggade. Foto fra
1970erne.
»Hul« i Låsbygade. Foto fra 1960erne.
108
men med de mange andre opgaver, som også skulle løses af medarbejderne
i bygningsinspektoratet. Som tidligere beskrevet var det
specielt byplanarbejdet, som i 1950erne lagde et stort beslag på personalets
arbejdskraft.
I 1960 blev der mere tid til saneringsarbejdet, og man gik nu igang
med at udarbejde et udkast til et saneringsprogram. Det skulle indeholde
beregninger over fremtidige bolig- og saneringsbehov. I 1962
opgjorde man saneringsbehovet til ca. 1.000 - 1.200 lejligheder - d.v.s.
boliger, som man anså for at være nedrivningsklare. Hvis de boliger,
som blot kunne ombygges og forbedres, blev talt med, ville tallet
være omkring 2.000 boliger.
Den første saneringsplan for et afgrænset boligområde var klar i
1960. Det drejede sig om et lille område ved Gøhlmannsvej. Her lå
der 18 faldefærdige huse på en bakke, som i de følgende år alle blev
revet ned. Det gav plads til Nordre Kollegium, som blev opført i
1968. I 1963 forelå den første saneringsplan for Konsul Graus Gade.
Den blev en vigtig brik i de byggeplaner, man havde for Bredgade-
Torvegade området og for Vestre Ringgade-projekteringen.
Boligmassen var flere steder i byen i så dårlig stand, at den eneste
løsning var at nedrive dem, og imellem 1955 og 1968 blev ialt 750 lejligheder
revet ned med begrundelsen, at de var sundsheds- eller
brandfarlige. Nedrivningen skete dog også med det formål, at der
skulle skaffes plads til parkeringspladser eller til andre formål. Hele
Vestergade forsvandt i perioden fra 1965 til 1973.
Kommunen opkøbte en del ejendomme flere steder i byen, fordi
man ønskede grundene benyttet til anden anvendelse. Ud mod den
projekterede Vestre Ringgade, som man i lang tid ikke kendte den
nøjagtige linieføring på, opkøbtes således flere huse, bl.a. i Zahnsgade.
I 1968 lavede Boligkommissionen en status over det saneringsarbejde,
som havde fundet sted siden 1962. Konklusionen var, at antallet
af saneringsmodne boliger ikke var formindsket nævneværdigt.
Derfor blev der opfordret til, at saneringsarbejdet blev bragt ind i en
mere fast bane, f.eks. ved at udarbejde en hoveddispositionsplan for
saneringsarbejdet.
Det blev der gjort i de følgende år. I 1969 kom en ny saneringslov,
og i medfør af den blev der udarbejdet en oversigtsplan, der gennemgik
kvaliteten af bebyggelsesejendomme i kommunen, hvilke
bygninger, der var saneringsmodne, og i hvilken rækkefølge sane-