Danske Studier 1939

76 FRA SPROG OG LITTERATUR
Mindre klart er det, hvad der har voldt, at kamæleonen blev
opfattet som en sommerfugl, men det er ganske sikkert, at dette
var middelalderens opfattelse. I det latinsk-svenske glossar i Upps.
C 20 er Gambeon (o: cameleon) gengivet ved fiædalle (sv. fjåril,
en særlig østgøtsk form). Men dette er ikke enestående. I det gi. danske
dyredigt (Brøndum-Nielsens udg. nr. 44) oversættes gamaleon ved
taf f wel, ligesom i den ældste danske bibeloversættelse (3. Moseb. 11, 30)
ved tæbild, og med den svenske oversættelse på den ene side og Sejerømålets
tse-vdl i betydningen sommerfugl på den anden kan man ikke
godt tvivle om, at også taffwel, tæbildh må betyde sommerfugl.
Dermed er dog vanskelighederne ikke til ende, da dels det nytilkomne
ord i etymologisk henseende må siges at være meget uklart, dels årsagen
til misforståelsen, som allerede omtalt, heller ikke er klar.
Med hensyn til etymologien må vi først se at finde, hvad ordet
kan have hedt på olddansk, og allerede her melder vanskelighederne
sig. Trykstavelsens selvlyd er i de to kilder æ, mens Dyred. har a,
som dog kan være en skrivefejl (glemt æ-streg), medens den modsatte
skrivefejl er vanskeligere, for ikke at tale om, at den ene af »-formerne
stammer fra mundtlig overlevering, hvortil kommer, at Dyred. har a
for æ omtrent en halv snes gange ellers. Der er da rimelighed for, at
æ er det rigtige. Den derpå følgende medlyd skrives i Bib. b, og håndskriftet
synes i den henseende at være pålideligt, medens Dyred. er
upålideligt i brugen af b og ffu, og Sejerømålets v også er tvetydigt;
derimod kan man næppe lægge vægt på skrivemåden -ild i den svage
stavelse, da Bib. ikke er sikker i behandlingen af de svage stavelser.
Efter dette skulde man kunne antage, at ordet o. 1300 må have lydt
tæpæl el. tæpæld (muligvis med th, da th i så sjældent et ord næppe har
kunnet traditionelt bevares).
En sådan form kan naturligvis ikke, som Fr. L. Grundtvig (Dania
III, 374) har foreslået, sættes i forbindelse med efterleddet i tordyvel.
Derimod frembyder den en ikke ringe lighed med det ældre nederlandske
pepel, som må være et gammelt lån fra lat. papilio og kan
være kommet ind i dansk for 1300 (ligesom æddike) gennem vestlige
handelsforbindelser. Netop i lån vil en fejlhøring som tepel for pepel
(„dissimilation") være let forståelig, og vi vilde da have det *tæpæl,
som forudsættes af de senere danske former. Jeg tilfojer, at prof.
L. L. Hammerich har anset denne forklaring for rimelig. Men hvad
der end etymologisk kan være tvivlsomt, står betydningen „sommerfugl"
fast.
Denne må vel skyldes, hvad man vidste om kamæleonen, og det
var næppe stort andet, end at den spillede i mange farver. Dette var
jo rigtignok sådan at forstå, at den snart havde en, snart en anden
farve, men det kunde nok misforstås ligesom man misforstod asbestens
egenskab at være tiforbrændelig og troede, at når den engang var
kommen i brand, kunde den aldrig slukkes men brændte stadig
(se de danske stenbøger I). Og sommerfuglen spiller jo også i mange
farver. Kamæleonen som sommerfugl holdt sig dog lige så lidt som
skildpadden som snegl ud over middelalderen. Allerede Hans Tausen
i sine Mosebøger har molchormen, som vel snarest er en tysk glose for
salamander, altså noget i den rigtige retning.