Danske Studier 1939

K.J.LYNGBYS BREVE OM SØNDERJYLLAND 1856—1859 53
domme efter de skrabud hvormed de modtoges på posthuset) sige tra'p
med stødtone, som man næppe vilde sige i Nibe, hvor man rigtignok
ligger på grænsen mellem trap og tra'p. — Det er vel snarest på østkysten
at dialekten har tabt sig i byerne. Man må naturligvis skelne
mell. de forskellige samfundsklasser (købmænd [efter en avis tale købmænd
i Lemvig eller i Skive (jeg husker ej hvilken af delene det var)
dialekt eller sige æ hu's (eller æn hu's, ti jeg husker det ej så noje)] —
håndverkere [I denne classe trænges dialecten bort derved at deres
hustruer tidligere som tjenestepiger af deres husmødre lære at aflægge
dialekten, stundom holde husmødrene pigerne til for hornenes skyld at
tale „pent". De bringe senere som mødre skriftspr. til bornene.] —
daglonnere, fiskere). Dernæst må man skelne mellem ældre og yngre.
I Nibe ved jeg et bestemt exempel, hvor faderen taler dialekt, sonnen,
i det mindste når han taler med mig, udelader lydindtrykningen (men
a 1 pers. pronom.). Særegne tilfælde kunne medføre en særegen sprogbrug.
Min moder kaldte efter sit eget udsagn constant sin
plejefader og plejemoder fa-r, mo-r (skolelærerfolk)
men sin fader og stedmoder få'r, mu'gr (han var „krejler" 1 ).
En kone, jeg kender ude på landet, som taler dialekten rent spørger
ligeledes, når jeg kommer derhen, til min „mo-r", sin egen moder vilde
hun derimod kalde mu'sr.
Men jeg er flojen temmelig langt fra Tønder, og vil derfor føre Dem
tilbage in medias res, og bede Dem at forestille Dem mig søgende efter
en barbér. Jeg tænkte hos mig selv: „En sådan barbér er rimeligvis en
Tysker, ti selv i Nibe er vor ny barber en Tysker, hvor meget mere i
Tønder 1 Så bliver han fornærmet på Dig, når Du taler dansk, og det er
sådan en egen sag at lade sig barbere af én, man er i fjendskab med."
Men så mindedes jeg at en italiænsk røver engang forsætlig gik ind til
en barber, som havde ønsket, at han vilde komme til ham, for at han
kunde go re det af med ham; og at barberen skælvende barberede ham
uden at udføre truslen. Altså gik jeg derhen. Barberen var ikke hjemme,
men hans kone eller datter svarede:
Æ vel se' æ kan ø-f ham åp, han gik jawn hæfra'.
En Tysker vilde formodentlig have fundet, at det var eine verdorbene
danische sprache; og hvad er det så som er blandet med tysk:
mellemslesvigsk, der har beholdt cepa, eller skriftsproget, som har optaget
det tyske rufen (råbe, platt. formod, ropen)? Det får altså skyld
for at være tysk, netop fordi det ikke er tysk.
Da barberen så kom, talte han tysk, men aldrig så snart havde jeg
sagt „Hvad behager?" for han med sagte stemme sagde: „No di tal
dansk". At man i Tønder ej kan tysk, sagde en mand fra Tønder mig
udtrykkelig i Flensborg. . . .
Som exempel på hvorledes man springer fra det ene sprog til det
andet, skal jeg anføre. På gæstgivergården i Åbenrå kom en mand
ind, han talte tysk (hojtysk), og sagde til en anden:
A. Sie kennen mich.
B. Nein ich kenne sie nicht.
1 Ordet bruges ifl. Ordbog over det danske Sprog om „folk, der ved Limfjorden
opkøber landbrugsprodukter ell. sild olgn., sejler dem til Aalborg ofl. steder og
sælger dem der." Se iøvrigt Feilbergs Ordbog med Henvisn.