Danske Studier 1939

22 BRITA FELLANDER
Digte og Romancer, K. 1861.) Samma kontrast ville han dock redan
i Hervert Sperring betona:
Kan vel hendes stille, lyse Mildhed,
Hendes Tanke rolig, høj og klar
Enes med mit Hjertes mørke Vildhed
Og min Tanke, der ej Hvile har?" (IV: 24,151). 1
Då Valdemar forlorar Tove genom drottningens håmnd, fruktar
han, att hon genom doden gått evigt forlorad for honom och att han
ej ens hinsidan graven skall återfinna henne:
„Som tvende Strømme vare deres Tanker,
Strømme, der fulgtes Side om Side.
Hvor rinde nu Toves Tanker?
Kongens i sælsomme Bugter sig vride,
Søgende Toves,
Finder dem ikke." (111: 68).
Detta utfores vidare i den gripande anklagelsen mot himlen, som
Valdemar utslungar:
Nu ler du deroppe,
Du strenge Dommer!
Men dette drage du dig til Minde,
Naar Dommedag kommer:
En Sjæl er elskende Mand og Kvinde.
Du rive ikke vor Sjæl i tvende,
Til Helved mig og til Himlen hende.
Thi da faar jeg Magt,
Da splitter jeg din Englevagt
Og sprænger med min vilde Jagt
i Himmerige ind." (III: 74).
Det blasfemiska och oforsonliga trotset mot himlen, vilken berovat
honom den ålskade, år också i Jacobsens mogna diktning ett ofta återkommande
motiv. Då Mogens forlorat Kamilla genom branden, sages
det om honom, att „han har den fixe Idee at ansee sig for personlig
fornærmet af Tilværelsen" (III: 157) och då Niels Lyhne icke med sina
boner kan rådda Edeles liv kommenterar Jacobsen eftersinnande: „der
erogsaade, for hvem Sorgen er en Vold, der er øvet imod dem,
en Grusomhed, de aldrig lærer at se som Prøvelse eller
Ave og ligesaalidt som en simpel Skjæbne. Den er for dem et Udslag
1 Den dateras av honom sjalv 67?, men citeras redan i ett brev från vånnen
Nikolaj Nielsen, dat. 27. 12. 66, dar denne utovar kritik over en del av Jacobsens
dikter, bl. a. „Solnedgang".