Danske Studier 1939

162 FRA SPROG OG LITTERATUR
en Skærveslager ved Landevejen har kunnet inspirere en udpræget social
indstillet Digter som Aakjær til et Digt. Og da han tilmed har talt med
en sådan Vejens Arbejder og givet ham en lille Skærv, er det ret naturligt,
at denne Situation og de dermed Tid efter anden forbundne Overvejelser
af social Art har dannet sig til et Livsbillede, som Aakjær så
i en lykkelig Stund udformede i Ord i seks mesterlige Vers. I det skønne,
simple Digt om Jens Vejmand har Digteren med jydsk Ordknaphed
givet en Karakteristik ikke blot af den fattige Arbejdsmand, men også
et Naturbillede af store Dimensioner. De blanke Stjerner på Himlen,
den duggfriske Sommermorgen, Decembernattens Knugen, alt giver i
få Træk det uforglemmelige Indtryk af et Menneskes Kår gennem
Årene, indtil Døden kommer som Hvilen efter Møjen.
I et ældre Digt om Vejmanden, Zakarias Nielsens to smukke
Versr „Til Stenslageren" (Digtsamlingen „Klokkespil", 1902, 9) er det
helt andre Toner, der lyder. Her spørger Zak. Nielsen om, hvem der
er nyttigst for Samfundet, Digteren eller Stenslageren. Digteren vil
spille for ham og skaffe lidt Søndagsglæde til den gamle Mand og slutter:
„Gid vi maa lette andres Vej, til vore egne Veje ender". Aakjærs Vers
er udsprunget af et Sind, der både religiøst og socialt var ganske
anderledes stemt end den blide sjællandske Digters.
I hvert Vers hos Aakjær er der en Linje, hvor man træffer den halvt
sørgmodige halvt muntre Vending: „det er saamænd Jens Vejmand",
der taktfast minder os om den ensomme Mands ensformige Gerning.
Denne Verslinje har sin Forhistorie; Forfatteren daterer, som vi ved,
sit Digt til 19/6 1905, men allerede tre År tidligere skrev Valdemar
Rørdam i „Gudrun Dyre": „Dær gik såmænd Jens Vejmand og flyttede
sin Ko" 1 . Der er ingen Grund til at tvivle om, at den jydske Digter var
blandt „Gudrun Dyre"s mange beundrende Læsere 2 . „Jens Vejmand"
nåede den store Berømmelse. Digtet blev siden foreviget under næsten
enhver Form, i Musik, Tegning, Postkort og Skillingsviser. Det blev
spillet på Lirekasser og hvert Barn i Landet nynnede på det, efter at
det på Carl Nielsens Melodi 3 i 1909 havde Betingelserne for at blive
tilegnet af et syngende Folk, der samtidig også var meget indtaget i
Th. Bergs Vise om Skamlingsbanken (med Melodi af Peter Wiirck)
fra 1909: „Hist, hvor Kornet gyldent bølger sig for Vinden"*. Aakjærs
Digt, der har en social Tendens, blev af denne Grund stærkt angrebet
af Mads Jepsen, der skrev en hel Bog mod det, betitlet „Jens Vejmand"
(1910), en gammeldags Nutidsbetragtning, der har til Hensigt
at vise, at Digtet var skadeligt ved sin Moral, det nedbrød Agtelsen for
Arbejdet m. m. Jepsen omtaler Jens Vejmands Tilfredshed med Tilværelsen
5 og fremhæver det håndværksudførte Arbejde og Arbejdets
Glæde i Modsætning til Fabriksvirksomheden. — En smuk og rigtig
!) „Gudrun Dyre", 2. Udg. (1903), 54. Jfr. smsts., 16: Generalen „har givet
Jens Vejmand fri Græsning til hans Ko".
2 ) Johs. Brøndum-Nielsen i
Nationaltidende 21/2 1939. 3 Carl Nielsens Melodi har iflg. Udtalelse af H. Griiner-Nielsen
sin Forudsætning i en gammel fynsk Almuemelodi. * Jfr. Kolding
Folkeblad 22/5 1937. 5 Henning Kehler har senere fremført lignende Betragtninger
mod Aakjærs Digt, der er at finde i Aakjærs Samlede Værker I
(1920), 185 og Samlede Digte I (1931), 244, 359 (Noter). Jfr. Efterladte Erindringer
(1934), 54.