Danske Studier 1939

156 FRA SPROG OG LITTERATUR
bundtningen er, hvad enten dette i talen vises ved hjælp af pauser
eller ved andre midler, men denne opgave kan ikke røgtes af den nu
brugelige „grammatiske" interpunktion sålænge den holder fast ved sit
grammatiske princip (hvis hovedpiller er: komma som tegn for sætningsgrænse
og som grænse mellem sideordnede led der ikke er forbundne
med og; det sidste kaldes ofte i skolesprog „og-komma"). Henrik Bertelsen,
der har kodificeret det nu gængse system (i sin retskrivningsvejledning
i de Saaby-Glahderske retskrivningsordbøger), var også opmærksom
på dette uheldige forhold og anbefalede derfor afvigelser fra
kommareglerne i særlige tilfælde. Tilhængerne af det nye system vil
heri se en indrømmelse til dette, en lillefinger som bør efterfølges af
den hele hånd.
En overgang til det nye system vil ikke bevirke så store omvæltninger
som man måske vilde tro. En stor del af de „grammatiske" kommaer
er også pausekommaer, og de kommaer der efter det nuværende system
sættes ved appositioner og opremsninger, er i virkeligheden pausekommaer.
Det nye systems indførelse betyder først og fremmest en udryddelse
af en række grammatiske kommaer der skiller led fra andre
led som de er intimt knyttet til og med hvilke de udgør en større enhed
(fx. kommaet foran de såkaldte „bestemmende" eller „nødvendige"
relativsætninger), og systemet er derfor ensbetydende med en reduktion
af tegnenes antal. Dette forekommer mig ikke det mindst vigtige ved
det nye system, og jeg vil derfor advare tilhængere af pausekommateringen
mod at ødelægge dette ved at angive de nævnte støttepauser
for en langsom oplæsning. Sæt kun tegn hvor en større enhed er. slut og
ikke ved alle de mindre enheder hvori den eventuelt ved langsom fremførelse
kan opdeles (eksempel: den lige skrevne.sætning).
Hvis vi vil have et system der er afpasset efter den danske talenorm
og tænkt som en normalinterpunktion, må dette fastlægges efter
de største sammenfatninger (til enheder); derved skabes mulighed for
hurtig oversigt over og hurtig opfattelse af perioderne. Populært sagt:
tegnsætningen bør afspejle hurtig tale. Angivelse af de mindre enheder
tjener kun oplæsningsformål der er interpunktionen principielt uvedkommende.
Der er intet der forhindrer den læsende i at gøre pauser også hvor
intet tegn er sat, det er jo en del af oplæsningens kunst, derimod er det
højst kedeligt i en pauseinterpunktion at have kommaer.som man i
givet fald (ved hurtigere læsning) skal lukke øjnene i for, således som
vi jo er vant til det ved den nuværende kommatering.
Forholdet her minder om de principper der bør ligge til grund for
en retskrivning. Hvis man vil have en normalretskrivning og ikke en
lydtransskription af visse stillag indenfor sprogsamfundet, må retskrivningen
baseres, på de former der findes i de mest konservative stillag,
fordi en sådan baseret ortografisk form, ifølge hvad vi er vant til, udmærket
kan dække. over og udlæses som : en mere dagligdags form,
medens det omvendte ikke lader sig gøre. Vi kan altså, for at tage .et
eksempel, ikke indføre en ortografisk form ta sålænge formen tage stadig
er den gængse udtaleform i visse højere stillag (tage kan læses ta hvis
stilen kræver det, derimod kan ta ikke dække over en tostavelsesform
der måske i et vers skal rime på bage).