Danske Studier 1939

150 EILIF BØGEBJERG
er i høj Grad ensidig, og Skildringen ganske skæv, da vi kun hører den
ene Parts Beretning. A. lader kun sit Søgelys falde paa den ene Side
af Sagen, mens de andre ligger, i Mørke. Men Interessen.for Personligheden
river ham med sig og lader; ham glemme Hensynet til Sandr
hedskravet. Helhedsvirkningen er derved forfejlet. I det hele taget
kan man vist indvende overfor A.s Brug af sit Materiale, at han er
tilbøjelig til at hæfte sig ved enkelte Sider af en Person eller en Sag;
det er, som om han allerede paa Forhaand har sin Dom færdig og
gerne vil have Kilderne til at passe hertil. Selvom han ikke gør Vold
paa sit Materiale og ikke lægger andet ind i Kilderne, end der virkelig
staar, kunde-man dog godt ved visse Lejligheder have.ønsket, at
han havde udtømt Kilderne noget mere.
Disse Mangler hører dog til Undtagelserne, i Regelen er A. korrekt
og sober i sin Behandling af Kildematerialet. >
Som det forhaabentlig vil kunne ses af det foregaaende, gaar der
stærke Traade mellem A.s digteriske og hans lokalhistoriske Produktion.
Vi møder saaledes begge Steder .hans store Glæde og Interesse
for Fortidens Kultur, ligesom hans livlige Fortællemaade præget af
Dialektord og Vendinger, er den samme. Hvad Emnevalget angaår
søger A. begge Steder at fremdrage visse uheldige Sider ved Samfundsforholdene
og paapege de sociale Modsætningers Betydning gennem
Tiden. Hans.Evne til at tegne Mennesker med deres Særpræg og Ejendommeligheder
kommer ham i høj Grad til Gode som Lokalhistoriker;
men ejendommeligt er det at lægge Mærke til, at A. — ganske ubevidst
••— kommer til at give Udtryk for en.ret ejendommelig stærk romantisk
Følelse, en Glæde ved i:Fantasien at vandre tilbage til Fortiden
og fremstille sig Ting og Personer, som de dengang saa ud.
A. vilde selv have.protesteret mod ensaadan Opfattelse, men i Virkeligheden
er han ligesaa glad ved at skildre os fx. det 17. og 18.Aarh.s
Begivenheder, som Ingemann var ved'.at skildre Valdemarstidens.
Forskellen er naturligvis, at A. vil vise, hvor langt Kulturen er gaaet
frem siden da, mens Ingemann mener, at den er gaaet den modsatte
Vej. Ydermere kan det nævnes, at A.; har taget enkelte Personer,
som han har truffet paa ved sine Forskninger, og overført dem til
sine Romaner, fx. Lærer Sørensen i „Vredens Børn". Hans historiske
Roman „Jens Langkniv" hviler paa hans Studier over 30-Aars Krigens
Virkninger i hans Hjemegn, og man mærker tydeligt i Skildringen,
hvor han glæder sig ved at lade sin Helt bekæmpe de raa Lands-